Kendelse af 02-11-2020 - indlagt i TaxCons database den 16-01-2021

Faktiske oplysninger

Klagerens afdøde far havde i løbet af 1972 ydet kontante gaver til klageren på 160.000 kr. Disse kontantgaver var ifølge de udstedte gavebreve klagerens særeje. Klageren var ugift på tidspunktet for disse gaveydelser.

Repræsentanten oplyste, at klagerens far i 1972 også havde givet klageren 230.000 kr. til erhvervelse af ejerlejligheden [adresse1], [by1], som var beboet af klageren.

I foråret 1973 etablerede klageren et papirløst samliv med [person1] og parterne boede sammen i ejerlejligheden beliggende [adresse1].

Den 15. maj 1976 modtog klageren yderligere en gave på 200.000 kr. fra sin far. Gaven blev efterfølgende gaveanmeldt. Gaven blev ydet da klageren og [person1] havde truffet beslutning om at indgå ægteskab og agtede at sælge ejerlejligheden [adresse1]. Provenuet fra salget af lejligheden samt gaven på 200.000 kr. brugte ægteparret ifølge repræsentanten, til at erhverve en villa beliggende i [adresse2], [by2].

Klageren og [person1] indgik ægteskab den 2. oktober 1976.

I 1979 solgte ægteparret ejendommen [adresse2] og erhvervede for provenuet i stedet en ejendom beliggende [adresse3], [by3].

Parterne blev skilt ved skilsmissebevilling af 16. maj 1988. Af bevillingen fremgik bl.a.:

”[...]

Vilkår

l overensstemmelse med ægtefællernes aftale gælder følgende vilkår for skilsmissen:

Fællesboet er delt.

Der er delvist særeje i ægteskabet i henhold til ægtepagt.

Manden har udbetalt hustruen 163.000 kr. kontant i godtgørelse efter ægteskabslovens § 56.

[...]”

Det fremgik af bodelingsoverenskomsten dateret 17. februar 1988, at klageren skulle udtage 150.000 kr. som særejegave, ligesom [person1] skulle betale 68.544 kr. i forbindelse med, at han udtog deres fælles ejendom, [adresse3], [by3].

Repræsentanten oplyste, at [person1] pga. likviditetsmæssige vanskeligheder dengang ikke kunne afvikle det fulde skyldige beløb til klageren. Parterne blev imidlertid enige om at effektuere bodelingsaftalen på det grundlag, der rent økonomisk kunne lade sig gøre på daværende tidspunkt.

[person1] udarbejdede samtidig hermed et brev til klageren dateret 12. februar 1988, hvor han vedstod sin gæld til klageren og erklærede, at betale, udover de i bodelingsoverenskomsten anførte beløb, yderligere 250.000 kr., men at beløbet skulle forfalde i fremtiden, når likviditeten gjorde det muligt.

Klageren og [person1] kunne ifølge repræsentanten ikke blive enige om, hvilket yderligere beløb, der skulle betales, bl.a. på baggrund af, at [person1] skulle udtage den hidtidige fælles bolig på [adresse3], [by3] uden samtidig refusion af den under ægteskabet opståede friværdi m.v. Parterne ønskede dog at få en økonomisk afslutning på deres skilsmisse, hvorfor bodelingsoverenskomsten blev underskrevet.

Det er oplyst, at klageren i de næste ca. 19 år efter skilsmissen alene modtog sit hustrubidrag.

Klagerens repræsentant fremlagde erklæring dateret 27. marts 2018, hvor [person1] erklærerede, at han i indkomståret 2007 stod til at tjene et større beløb på en aktiehandel i 2007, hvorfor han rettede henvendelse til klageren og vedstod sig sin betalingsforpligtelse og foreslog hvordan tilgodehavendet kunne afvikles. Under hensyn til de mange år, der var gået siden gælden blev påtaget, uden at der var sket afvikling, blev det aftalt, at den samlede gæld skulle reguleres med den skønnede inflationære udvikling svarende til 3 % p.a. i samlet 19 år. Den samlede gæld blev således i 2007 opgjort til 612.300 kr.

Det fremgår af klagerens lejekontrakt, at klageren siden 31. marts 2007 har boet til leje på adressen [adresse4], [by2], hvor hun fortsat bor.

Udlejer af ejendommen er [virksomhed1] ApS (der indtil 16. august 2012 hed [virksomhed2] ApS). [person1] indtrådte som interessent i selskabet i indkomståret 2006 og var en del af direktionen fra 28. april 2011 til 5. september 2011.

Udlejer blev repræsenteret af [virksomhed3], hvori [person1] ifølge repræsentanten, indtil indkomståret 2007 var en del af advokatrepræsentationen.

Det fremgår af lejekontraktens § 3, at huslejen var fastsat til 4.000 kr. pr. måned, svarende til 48.000 kr. om året. Af tillæg til lejekontrakten, dateret 23. oktober 2008, fremgår det, at den månedlige husleje i indkomståret 2008 blev reguleret til 6.000 kr. pr. måned, svarende til 72.000 kr. om året.

Af lejekontraktens § 8 fremgår, at den indvendige vedligeholdelse af lejemålet påhvilede lejer, men i pkt. 7 i vejledningen til lejekontrakten fremgår, at den udvendige vedligeholdelse samt reparationer og fornyelser iht. lejelovgivningens almindelige regler, påhvilede udlejer.

I forbindelse med SKATs Money Transfer projekt og efter tilladelse fra Skatterådet, havde SKAT indhentet oplysninger om pengeoverførsler til og fra udlandet. Af disse oplysninger fremgik det, at klageren havde modtaget følgende beløb fra udlandet på kontoen med kontonummer [...87]:

Det fremgår blandt andet, at klageren den 10. januar 2013 og 1. marts 2013 modtager indsætninger beløbende på henholdsvis 640 kr. og 290 kr. fra [person1], ligesom klageren den 17. januar 2013 og 1. marts 2013 betaler regninger på henholdsvis 600 kr. med posteringstekst ” Fakt. 716785 og 250 kr. med posteringsteksten ”Fakt. 716962”.

Det fremgik ligeledes af oplysningerne, at [virksomhed1] ApS havde modtaget følgende beløb fra [person1]:

Klageren modtog derudover i indkomstårene 2007-2016 folkepension beløbende på gennemsnitligt 135.922 kr. årligt.

Det fremgik endvidere af klagerens skatteoplysninger, at hun i indkomståret 2011 blev registreret som primær bruger af sin datters Mercedes Benz med reg. nr. [reg.nr.1], idet den registrerede ejer [person2], født 1977, havde boet flere år i Canada, men bevaret sin bil i Danmark.

SKAT anmodede den 29. august 2017 klageren om yderligere materiale og oplysninger for indkomstårene 2013-2016.

Da SKAT den 9. november 2017 ikke havde modtaget det ønskede materiale, anmodede de [finans1] A/S om at sende de relevante kontoudtog. SKAT modtog kontoudskrifterne den 17. november 2017.

Den 7. december 2017 modtog SKAT et brev fra revisor for selskabet der ejede ejendommen [adresse4], [person4], vedrørende huslejefastsættelse på [adresse4]. Af brevet fremgik:

”[...]

Vedrørende [virksomhed1] ApS CVR nr. [...1]

Huslejen på [adresse4] er fastsat i forhold til ejendommens stand og med hensyntagen til, hvad der overhovedet lovligt kan opkræves i et boligreguleret område.

Ejendommen er på 109 kvm og består af et sommerhus, der er opført i 1939. Sommerhuset er ikke isoleret og består af en stor opholdsstue, et soveværelse, køkken og bad. Der er gamle vinduer (ikke termoruder), gl. installationer, der sammen med badeværelset og bad trænger til modernisering. Taget består af græsbeklædning, der trænger til en grundig gennemgang og renovering.

Hvis lejeren klagede til huslejenævnet, er der stor risiko for, at huslejen vil blive nedsat. Man vurderer lejen efter lejemålets stand og indretning - ikke på baggrund af, hvor flotte eller dyre naboejendommene er. En m2-pris på godt 700 kr. skønnes i overkanten af, hvad huslejenævnet ville godkende i en omkostningsbestemt husleje.

Ejendommens pris er baseret på grundens værdi og ikke på baggrund af bygningens tilstand. Købet er en investering i stigende værdier af grunden.

Ejendommens driftsresultat er følgende:

Husleje72.000,00

Ejendomsskatter43.980,92

Forsikring11.137,20

Vandafgift5.133,6760.251,79

Overskud i alt11.748,21

[...]”

Den 12. december 2017 modtog SKAT klagerens skriftlige forklaring dateret 6. december 2017. Af brevet fremgik:

”[...]

SKAT har i brev af 29. august 2017 anmodet mig om oplysninger. Jeg skal beklage den sene besvarelse. For mange år siden blev jeg skilt fra [person1], men jeg modtog ikke dengang i forbindelse med bodelingen det fulde beløb, som tilkom mig. Jeg har til stadighed holdt fast i, at han skulle opfylde sine forpligtelser fra den gang og han har erkendt, at der er en skyld, som han må betale – dog kun i afdragsvise betalinger, herunder ved at betale min husleje direkte til udlejeren. Det er rigtigt, at jeg bor i et hus i [by2]. Det er 109 m2. Det er et dårligt isoleret sommerhus fra 1939. Huset installationer er gamle og trænger til en modernisering, så der er grænser for, hvad der skal betales i husleje.

[...]”

Den 26. februar 2018 blev der givet aktindsigt i sagens materiale til klagerens nye repræsentant.

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen fremsendt følgende erklæring fra klagerens datter af 16. januar 2020:

”Undertegnede Christel Maria Linnemann født den 1. april 1977, bosiddende i Canada, bekræfter hermed, at jeg har ladet min mor, [person5], anvende min Mercedes [reg.nr.1], når jeg ikke er i Danmark, mod, at hun selv betaler brændstof for sin kørsel.

Jeg bekræfter endvidere, at min far [person1] har afholdt alle andre løbende driftsudgifter på min bil, og at det i praksis er sket på den måde, at min mor – efter aftale med mig har udlagt beløbet til f.eks. forsikring, ejerafgift, service og reparationer, hvorefter hun får refunderet disse udlæg fra min far.”

SKATs afgørelse

SKAT har ændret klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2007-2016, således at de forhøjes med henholdsvis 48.000 kr., 72.000 kr., 72.000 kr., 72.000 kr., 72.000 kr. 80.929 kr., 137.218 kr., 122.179 kr., 179.665 kr. og 94.980 kr.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”[...]

Du har forklaret, at pengene, du modtager fra din forhenværende ægtefælle [person1], er betaling, han skylder dig i forbindelse med jeres bodeling, dengang i blev skilt i 1988. Ud over afdragsvise betalinger, betaler han også din husleje vedrørende din bolig på [adresse4], som udgør 72.000 kr. årligt.

På baggrund af de foreliggende oplysninger, kan vi ikke godkende din forklaring, grundet den lange tidshorisont. Vi mener i stedet, at de modtagne beløb og den betalte husleje er gaver, som du skal beskattes af.

De øvrige betalinger fra selskaberne [virksomhed4] Ltd. og [virksomhed5] vurderer vi, er selskaber knyttet til din forhenværende ægtefælle [person1]. Vores vurdering baserer vi på, at vi kan se flere overførsler fra disse selskaber til personer og selskaber i Danmark, der har tilknytning til [person1]. Vores vurdering, styrkes yderligere af, at et af beløbene, du har modtaget fra et af selskaberne, er modtaget på din fødselsdag, og er af samme størrelse, som de øvrige pengegaver du har modtaget fra din forhenværende ægtefælle omkring din fødselsdag i 2014 og 2015. Vi mener derfor, at samtlige overførsler, du har modtaget fra udlandet, reelt er penge sendt til dig fra [person1], og vi betragter derfor indsætningerne som skattepligtige gaver fra ham til dig.

På baggrund heraf, foreslår vi derfor, at forhøje din indkomst med i alt 950.971 kr. for indkomstårene 2007-2016.

Beløbene beskattes som skattepligtige gaver jf. statsskattelovens § 4. Da gaverne er givet af din forhenværende ægtefælle, er gavegiver derfor ikke er en person der befinder sig indenfor gaveafgiftskredsen som fastsat i boafgiftslovens § 22, hvor der ikke skal betales gaveafgift af gaverne. Gaverne beskattes i stedet som personlig indkomst. Skattepligtige gaver er undtaget for arbejdsmarkedsbidrag.

Vi har ikke modtaget bemærkninger eller indsigelser til vores forslag, dateret den 17. januar 2018. Vi træffer derfor afgørelse i sagen i overensstemmelse med forslaget.

Øvrige punkter

Ligningsfrist og ekstraordinær ansættelse

Reglerne om skattemyndighedernes frister for ændring af skatteansættelser findes i skatteforvaltningsloven.

Hovedreglen er skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 som bestemmer, at der ikke kan afsendes varsel om ændring af skatteansættelsen senere end den 1. maj i det 4 år efter indkomstårets udløb.

Skatteansættelsen skal være foretaget senest 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb.

Indkomstårene 2007-2013 behandles således efter de ordinære genoptagelsesregler i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Fristerne for fysiske personers skatteansættelser suppleres af en særlig kort ligningsfrist.

Denne korte ligningsfrist er reguleret i Bekendtgørelse 1095 af 15. november 2005 (til og med 2012) og Bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 (fra 2013), og gælder kun for personer, der har enkle økonomiske forhold. Da du ikke har enkle økonomiske forhold jf. bekendtgørelsernes § 1, stk. 1, da du har indkomst fra udlandet, er du ikke omfattet af den korte ligningsfrist. Ifølge bekendtgørelsernes § 3, gælder den korte ligningsfrist heller ikke, hvis betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Da SKAT anser disse betingelser for opfyldt, er du ikke omfattet af den korte ligningsfrist.

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en skatteansættelse ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 foretages eller ændres, hvis du eller nogen på dine vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et forkert eller ufuldstændigt grundlag.

Det er vores opfattelse, at du som minimum har handlet groft uagtsomt, hvorfor betingelsen for ekstraordinær ansættelse, af årene 2007-2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er opfyldt.

Dette begrundes med:

Det skal bemærkes, at det følger af praksis, herunder SKM2016.387.BR, at vurderingen af grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens forstand ikke er sammenfaldende med vurderingen af grov uagtsomhed i et skattestrafferetligt spørgsmål.

Det er heller ikke en forudsætning for genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 5, at der er pålagt eller kan pålægges et strafansvar.

Afgørende for spørgsmålet om der er handlet groft uagtsomt, er de forudsætninger du havde på tidspunktet, hvor handlingen blev udført.

6 måneders reaktionsfrist

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 fremgår det, at en ekstraordinær ansættelsesændring af din indkomst for årene 2007-2013 er betinget af, at der sker varsling senest 6 måneder efter vi har fået viden om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26.

Det følger af domspraksis at 6 måneders fristen løber fra det tidspunkt, hvor vi har det nødvendige grundlag, til at foretage en korrekt ansættelse.

Den 12. december 2017 har vi modtaget din forklaring. Vi har derfor tidligst den 12. december 2017 modtaget tilstrækkelige oplysninger, til at foretage en korrekt skatteansættelse. 6 måneders fristen er derfor overholdt.

[...]”

SKAT har den 24. maj 2018 indgivet høringssvar som følger:

”[...]

Der er givet aktindsigt

Indledningsvist skal det nævnes, at der er givet aktindsigt i ovenstående materiale til klagers repræsentant den 26. februar 2018. Yderligere er der også givet aktindsigt i klagers skatteoplysninger som de fremgår på TastSelv for indkomstårene 2007-2016.

Præcisering til klagen

Yderligere skal det præciseres, at SKAT pr. mail den 17. november 2017, modtog kontoudskrifter fra [finans1], Littauen som excel-ark. De excel-ark, benævnt "kontoudskrifter [finans1]" i klagen, er derfor ikke udarbejdet af SKAT, men fremstår som modtaget fra [finans1], Littauen, og sidenhen videregivet til klagers repræsentant i forbindelse med besvarelsen af repræsentantens anmodning om aktindsigt efter sagens afslutning.

Nye oplysninger

De oplysninger der nu er fremlagt i forbindelse med klagen, har ikke været fremlagt for SKAT tidligere i løbet af sagens behandling.

SKAT har til sagens oplysning kun modtaget en kort forklaring fra klager, der oplyste, at der var tale om tilbagebetaling af gæld fra skilsmissen i 1988. Denne forklaring blev ikke underbygget af nogen form for dokumentation fra klagers side.

Der var derfor ikke andet grundlag at lave sagen på end, kontoudskrifterne fra [finans1], der kunne afstemmes med de indhentede oplysninger til projekt Money Transfer. Klager havde ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret sine formuebevægelser i form af eksmandens betaling af klagers husleje siden 2007, samt eksmandens indbetalinger på klagers bankkonto, hvorved indbetalingerne er indgået til privatforbrug.

SKATs bemærkninger til de nye oplysninger

Erklæring fra tidligere ægtefælle og dokumentationen af gældsforhold

Klagers repræsentant har fremlagt dokumenter der dokumenterer, at der i forbindelse med parrets skilsmisse tilbage i 1988 opstod et gældsforhold mellem klager og klagers forhenværende ægtefælle [person1] (herefter [person1]), som følge af et særeje, da klager havde modtaget flere pengegaver af sin far. Bilagene dokumenterer i midlertidig ikke, at gældsforholdet stadigvæk eksisterede i 2007.

Den fremlagte dokumentation for at gældsforholdet fortsat eksisterede i 2007, 19 år efter skilsmissen, er en erklæring fra [person1]. Erklæringen er dateret den 27. marts 2018, og er derfor udarbejdet efter skattesagens afslutning.

SKAT finder ikke, at en sådan erklæring i sig selv, dokumenterer at der i 2007 stadigvæk eksisterede et gældsforhold mellem klager og [person1].

Det fremgår af erklæringen, at [person1] ikke tidligere har været i stand til at betale sin gæld til klager før 2007, hvor han kom til penge i forbindelse med et salg af nogle aktier. Et salg som sidenhen er blevet betvivlet af SKAT og som i øjeblikket er ved at blive afklaret ved domstolene, som det også

fremgår af erklæringen.

[person1] har ifølge avisartikler fra blandt andet Berlingske Business den 24. januar 2006 og 13. februar 2007 drevet egen advokatvirksomhed siden midten af 1980'erne. Ifølge artikel fra [...dk] dateret den 21. juni 2006 er [person1] mangemillionær og driver egen advokatvirksomhed med kontorer i [Tyskland], [Rusland], [Rusland] og [by4]. Ifølge vedlagte personrapport fra BiQ, har [person1] bestredet en lang række direktions- og bestyrelsesposter i danske selskaber. SKAT finder det usandsynligt og udokumenteret, at [person1] i den mellemliggende periode ikke har været i stand til, eller haft midler til, at afvikle sin gæld til klager inden de i sagen omhandlede betalinger af klagers husleje fra 2007 og frem.

I forhold til den bevisværdi, som en erklæring bør tillægges, vil det ofte have stor betydning, hvilken tilknytning, som afsenderen af erklæringen har til klager. Når der er tale om familiemedlemmer, vil en erklæring, hvori der udtrykkes støtte for klagers påstand, typisk blive tillagt en begrænset bevisbetydning.

En erklæring givet af [person1] til støtte for sin tidligere ægtefælle må derfor tillægges begrænset værdi som dokumentation for, at der fortsat eksisterede et gældsforhold i 2007.

Derfor mener SKAT ikke, at klager har dokumenteret, at der stadig eksisterede et gældsforhold i perioden 2007-2016 mellem klager og [person1] og, at [person1]s betaling af klagers husleje, samt indbetalingerne på klagers konto dermed er tilbagebetaling af gæld.

Det er SKATs opfattelse, at det påhviler klager, at løfte bevisbyrden for, at overførslerne fra [person1], samt [person1]s betaling af klagers husleje, reelt er udtryk for tilbagebetaling af lån der opstod ved skilsmissen i 1988, hvoraf der ikke er sket afvikling i den mellemliggende periode fra skilsmissen indtil 2007.

Klager kan ikke, alene med støtte i [person1]s erklæring, anses for at have løftet bevisbyrden for sin påstand.

SKAT kan i øvrigt henvise til retspraksis i sager omkring familielån og lignende gældsforhold. Se evt. SKM20I 7.334.BR. I denne dom fra Byretten, påhvilede det skatteyder at dokumentere, at indbetalingerne fra en tidligere ægtefælle reelt var tilbagebetaling af lån.

I dommen henvises der også til øvrig retspraksis på området SKM2015.109.BR, SKM2008.905.HR og SKM2011.208.HR. I førstnævnte dom fra Højesteret fremlagde appellanten erklæringer fra sine børn for Højesteret, uden at disse erklæringer blev tillagt afgørende værdi for appellanten. I sidstnævnte dom fra Højesteret afgav appellantens mor og moderens ægtefælle forklaring til støtte for appellantens påstand, uden at Højesteret tillagde vidneforklaringerne værdi.

I de pågældende sager fra Højesteret såvel som i denne sag har klager ikke underbygget sin forklaring med objektive kendsgerninger, der forklarer overførslerne fra og betalingerne foretaget af [person1] på vegne af klager, idet klager ikke har dokumenteret, at der i 2007 fortsat eksisterede et gældsforhold mellem klager og [person1].

Diverse udlæg og gaver med videre

Det fremgår af klagen, side 4 ff., at klager har afholdt udgifter til istandsættelse og vedligeholdelse af sin lejebolig [adresse4], hvor udgiften ifølge lejekontrakten påhviler udlejeren [virksomhed1] ApS (der indtil 16. august 2012 hed [virksomhed2] ApS). Udlejers advokat er [virksomhed3]Galmond & Co, hvori [person1] er interessent.

Det fremhæves i klagen, at klager, som lejer af lejemålet, af praktiske grunde, selv har taget initiativ til, at anskaffe håndværkere til at udføre istandsættelse af lejemålet, og herefter foretager betaling direkte til pågældende håndværker. Udgiften påhviler udlejer ifølge lejekontrakten.

Det må anses for værende usædvanligt, at udlejers refusion af klagers/lejers udgift efterfølgende foretages fra [person1]s private konto i Schweiz og ikke fra advokatfirmaets konto, eller udlejers egen konto. Særligt når der henses til at [person1]:

SKAT finder det ikke dokumenteret, at overførslerne vedrørende klagers udgifter til istandsættelse og vedligeholdelse på sin lejebolig, og efterfølgende modtagelse af refusion fra [person1] via overførsler til klager fra [person1]s private konto, skal anses for at være tilbagebetaling af lån eller tilbagebetaling af udgifter der vedrører udlejer. Overførslerne fra [person1] til klager, må derfor være at anses for værende skattepligtig indkomst for klager efter statsskattelovens § 4, idet klagers forklaring vedrørende pengestrømmene må anses for, at være usandsynlig.

Angående klagers argumentation omkring beskatningen af lejlighedsgaver til klager, givet til hende fra [person1] på hendes fødselsdag, så er det korrekt, lejlighedsgaver som oftest ikke vil medføre beskatning, så længe gaven ikke kan anses for at være usædvanlig. Pengegaver fra en tidligere ægtefælle på 10.000 kr. årligt, falder efter SKATs opfattelse uden for denne kategori, da en pengegave af en sådan størrelse ikke kan anses for at være sædvanlig.

Angående klagers argumentation omkring anvendelse af datterens bil, så fremstår klagers påstand for udokumenteret, i kraft af brugsretten til datterens bil, samt at [person1] afholder datterens udgifter til bilen.

Overordnet fremstår pengestrømmene fra [person1] til klager som underhold til klagers livsførelse. Dette understøttes af oplysningerne fra Money Transfer, hvoraf der fremgår overførsler til klager fra [person1] med tekster som:

Klager bor til leje i et hus i [by2] i Nordsjælland, som blev købt for 6,75 mio. kr. i 2007.

Huset er ejet af [virksomhed1] ApS der er stiftet af [person1].

[person1]s advokatfirma er advokat for udlejer, jævnfør lejekontrakten.

[person1] har mellemregningskonto med selskabet og har i perioden 2012-2016 indbetalt 3,65 mio. kr. til selskabet, hvoraf størstedelen af dette beløb samlet er gået til selskabets arbejde på [person1]s kontoradresse på [adresse8] i [by4].

[virksomhed1] ApS har tidligere været ejet af et selskab registreret på British Virgin Island, og ejes nu af et selskab registreret på en adresse i Canada.

Klager kører rundt i datterens Mercedes, og klagers indtægtskilde er en årlig indkomst på omkring 175.000 kr. i folkepension før skat, og har ingen nævneværdig formue.

Klager kan med andre ord ikke leve som hun gør uden yderligere formue, indtægter eller underhold.

Forældelse

Klagens påstand om forældelse kan ikke tiltrædes. Såfremt Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten måtte stadfæste SKATs afgørelse, er det SKATs opfattelse, at klager kan bebrejdes for ikke, at have sikret sig, at betalingen af hendes husleje af [person1], samt overførslerne fra [person1] ikke ville have nogen skattemæssige konsekvenser, og derved må betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af klagers skatteansættelser for 2007-2013 jf. skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5 være opfyldte, idet klager som minimum har udvist grov uagtsomhed.

Klagers påstand om, at skatteansættelserne for 2007-2013 er forældet, som følge af at SKAT har været i besiddelse af oplysningerne i mere end 6 måneder jf. skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, kan heller ikke tiltrædes.

Der findes adskillige domme, hvoraf særligt kan nævnes SKM2014.464.BR, hvoraf direkte fremgår af rettens præmisser, at kundskabstidspunktet (6 månedersfristen jf. SFL § 27, stk. 2) ikke løber fra SKATs modtagelse af rådata fra bankerne.

Yderligere kan nævnes SKM2014.335.VLR, hvoraf fremgår, at kundskabstidspunktet løber fra det tidspunkt, hvor SKAT har tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en korrekt skatteansættelse. SKAT er med andre ord nødt til at forholde borgeren for de indhentede rådata, for at kunne tage stilling til om der er anledning til at foretage ændringer af borgerens skatteansættelse. SKAT som myndighed er også underlagt det grundlæggende retsprincip om officialmaksimen, der tilsiger, at en myndighed er forpligtet til at søge og indhente de oplysninger der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse.

SKAT kan derfor ikke alene på baggrund af rådata fra bankerne om overførsler fra udlandet til borgerens konto i Danmark, afgøre ud fra det grundlag alene, om der er anledning til at foretage skattemæssige korrektion af borgerens skatteansættelser.

[...]”

Skattestyrelsen har fremsendt følgende erklæringssvar til Skatteankestyrelsen:

” Følgende er indstillet:

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

SKAT har i afgørelse af 14. februar 2018 ændret klagers skattepligtige indkomst, idet indsætninger er anset for skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4.

Såfremt det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke er selvangivet, kan indkomsten forhøjes efter praksis i SKM2011.208.HR. Det er skatteyderen, der skal godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning, jf. bl.a. SKM2008.905.HR.

Husleje vedrørende [adresse4]

Det fremgår af sagens faktiske oplysninger, at klagers tidligere ægtefælle, [person1], i indkomstårene 2007-2016 har betalt klagers husleje direkte til udlejeren.

Klagers repræsentant har oplyst, at klager i 1988 blev skilt fra [person1], og, at dækningen af klagers husleje skyldes, at [person1] i forbindelse med skilsmissen påtog sig en gæld, der i 2007 blev opgjort til i alt 612.300 kr.

Klager har bevisbyrden for, at der består et reelt gældsforhold med en reel tilbagebetalingsforpligtelse, hvilket følger af praksis i bl.a. SKM2018.571.BR.

Skattestyrelsen anser det ikke for godtgjort, at der blev indgået en gældsaftale mellem klager og [person1] i 1988. Dette er henset til, det alene er [person1], der har underskrevet den håndskrevne aftale dateret 12. februar 1988, og at der i 19 år ikke afvikles på gælden. Den fremlagte erklæring dateret 27. marts 2018 tillægges ikke betydning, idet der ikke er andre objektive, konstaterbare momenter, der understøtter denne.

Skattestyrelsen bemærker afslutningsvist, at [person1]s betaling af klager husleje beløber sig på i alt 696.000 kr., hvilket overstiger beløbet, som han efter klagers opfattelse skylder hende. På denne baggrund anser Skattestyrelsen indsætningerne for at være skattepligtige.

Yderligere indsætninger fra [person1]

Klager har i indkomstårene 2012-2016 modtaget indsætninger fra Schweiz fra sin tidligere ægtefælle på i alt 235.615 kr.

Udlæg for brug af datters bil

Klagers repræsentant har oplyst, at en del af indsætningerne fra [person1] skyldes, at han har dækket udgifterne til datterens bil, som klager kører i. Desuden oplyses det, at det er en aftale mellem datteren og [person1].

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har godtgjort, at der foreligger en aftale om, at klager betaler udgifterne til bilen, hvorefter hun får pengene refunderet fra [person1]. Herved anser Skattestyrelsen indsætningerne for at være skattepligtige.

Udlæg for vedligehold af lejemål

Klagers repræsentant har yderligere oplyst, at en anden del af indsætningerne fra [person1] skyldes, at klager har fået refunderet en række udgifter for istandsættelse af sit lejemål. Klagers repræsentant har yderligere oplyst, at klager ikke har været advokat for udlejeren siden 2007.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det er usædvanligt, at klagers tidligere ægtefælle skulle dække udgifter, der oplyses, påhviler udlejer af ejendommen. Således er det Skattestyrelsens opfattelse, at indsætningerne er skattepligtige.

Lejlighedsgaver

[person1] har i indkomstårene 2014 og 2015 givet klager hhv. 10.050 kr. og 12.050 kr. i forbindelse med hendes fødselsdag. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at fødselsdagsgaver af de angivne værdier overstiger, hvad der kan anses for et naturligt niveau, hvorved gaverne anses for skattepligtige.

Yderligere indsætninger fra udlandet

Klager har i 2016 modtaget indsætninger på hhv. 6.306,13 kr. og 13.050 kr. fra konti i Singapore og Letland.

Klagers repræsentant har oplyst, at indsætningerne vedrører dækning af udlæg. Henset til, at der ikke er fremlagt kvitteringer, lånedokumenter eller anden dokumentation, der taler for, at indsætningerne er dækning af udlæg eller tilbagebetaling af lån, anser Skattestyrelsen indsætningerne som skattepligtig indkomst. Desuden har klager ikke ved objektive, konstaterbare momenter godtgjort, at indsætningerne stammer fra allerede beskattede midler.

Formelt

SKAT har i afgørelse af 14. februar 2018 ændret klagers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007-2016.

Klager er omfattet af den almindelige ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, idet klager har modtaget indsætninger fra udlandet, hvorved hun ikke er omfattet af bekendtgørelse om kort ligningsfrist, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1. Herved er indkomstårene 2014-2016 genoptaget.

Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at der yderligere kan ske genoptagelse af indkomstårene 2007-2013 på baggrund af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Dette skyldes, at det forhold, at klager ikke har oplyst om indtægterne, og derved har hindret, at der har kunne foretages en korrekt skatteansættelse, må anses som mindst groft uagtsomt.

Herudover skal 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 være overholdt. Efter praksis i bl.a. SKM2018.481.HR starter denne frist på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1. nr. 5.

Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at fristen tidligst kan regnes fra 12. december 2017, hvor SKAT modtog klagers forklaring, hvorved fristen ses overholdt. ”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af klagerens indkomst nedsættes til 0 kr. for indkomstårene 2007-2016.

Som begrundelse for påstanden har klagerens repræsentant anført følgende:

”[...]

Den gæld, som [person1] således havde til Klager, er afviklet gennem dækning af Klagers løbende husleje for de omhandlede år. Det kan således bekræftes i SKAT's afgørelse (bilag 1), at beløbet netop udgør 48.000 kr. for 2007 og 72.000 kr. for de følgende år svarende til huslejen

[...]

SKAT har, som en del af forhøjelserne, anset Klagers modtagelse af beløb vedrørende en bil som et skattepligtigt tilskud. Som sagens bilag 11 fremlægges kopi af registreringsmeddelelse fra SKAT af

24. august 2011, hvoraf det fremgår, at Klager er registreret som bruger af en personbil med reg.nr. [reg.nr.1], idet den registrerede ejer er [person2], som imidlertid er Klagers datter. Datteren har boet flere år i Canada, men har bevaret sin bil i Danmark. Hun har ladet sin mor i begrænset omfang bruge bilen, når hun ikke selv anvender den ved besøg. Datteren afholder udgiften til registreringsafgift, vægtafgift m.v., mens Klager selv betaler for det brændstof, hun anvender. Det er dog aftalt mellem [person2] og [person1], at udgifter, som [person2] har til bilen, refunderes af [person1]. Dette gennemføres rent praktisk ved, at et beløb indsættes på Klagers konto, til refusion at udgifter, som Klager har betalt på vegne af datteren [person2]. Fremgangsmåden er valgt, fordi Klager bor i Danmark og datteren ikke gør det.

Af fremsendte oversigt ”Money Transfer 3 oplysninger” kan det således se, at der den 23. august 2012 er indgået et beløb på 2.350 kr. mærket ”CRM”, som er vedrørende vægtafgift. Tilsvarende 7. juni 2013 et beløb på 6.311,50 kr. mærket ”Mercedes”. Disse indbetalinger er således refusion af udlæg og ikke skattepligtig indkomst for Klager.

Hen over årene har Klager fra tid til anden anmodet om istandsættelse af ejendommen, som er blevet accepteret af udlejer. Dette er i praksis foregået på den måde, at det er Klager der har bestilt f.eks. en håndværker og af egne midler betalt fakturaen, og dermed foreløbigt udlagt beløbet på vegne udlejer. Klager har så kort tid efter modtaget beløbet som refusion af hendes udlæg vedrørende sådanne omkostninger, som det påhviler udlejer af ejendommen at afholde.

Som sagens bilag 12 fremlægges således faktura af 14. september 2015 vedrørende etableringen af ny skorsten m.v. fra murermester [person6] på 61.226 kr. Fakturaen er udstedt til Klager på adressen [adresse4], hvor arbejdet blev udført.

Der er imidlertid tale om en udgift, der påhviler udlejer og ikke lejer.

Af fremsendte oversigt ”Money Transfer 3 oplysninger” kan det ses, at der den 16. september 2015 er indgået et beløb på 61.276 kr. på Klagers konto. Dette beløb er således anvendt til betaling af den udstedte faktura.

Af kontoudskrifterne, som er udarbejdet af SKAT i sagen, fremgår Klagers betaling af fakturaen og den efterfølgende udligning af Klagers udlæg.

Som bilag 13 fremlægges faktura af 4. april 2013 fra De Blå Mænd VVS udstedt til Klager på adressen [adresse4]. Fakturaen angår en udskiftet WC-pumpe og udgør et samlet beløb på 4.905,88 kr. Der er ligeledes tale om udgifter til vedligeholdelse m.v., der påhviler udlejer og ikke Klager som lejer.

På tilsvarende vis kan det vedrørende denne betaling ses, at der den 5. april 2013 er indgået en betaling på 4.945,88 kr. på Klagers konto fra [person1]. Beløbet er anvendt til betaling af den nævnte faktura, idet fakturabeløbet vedrører vedligeholdelse, som påhviler udlejer og ikke Klager, som lejer.

Af kontoudskrifterne, som er udarbejdet af SKAT, fremgår Klagers betaling af fakturaen og den efterfølgende udligning af Klagers udlæg også på tilsvarende vis.

Derudover er der i SKAT’s oversigter og kontoudskrifter fra [finans1] korrekt angivet indbetalinger med teksten ”refusion udlæg” eller forkortelser heraf, hvor disse indbetalinger netop er til dækning af udgifter, som påhviler ejendommens ejer, men som af praktiske årsager betales af Klager som lejer i ejendommen.

Til eksempel kan benævnes ”Toilet + Koeleskab” den 18. januar 2013 og ”Kloak” den 27. maj 2013.

Hertil kan nævnes de indbetalinger, der blot er benævnt ”refusion af udlæg”, hvor det i SKAT’s egen oversigt ”kontoudskrifter [finans1]”, tydeligt kan ses, at beløbet er angivet som udgående post på Klagers konto på datoer, der tidsmæssigt ligger ganske tæt på de indgående posteringer på samme beløb.

[...]

Endelig skal det nævnes, at indbetalinger angivet med teksten ”fødselsdag” ikke er skattepligtig indkomst for Klager, da der er tale om lejlighedsgaver.

Indbetalinger i juli og august 2016 med teksten ”short term loan” er heller ikke skattepligtig indkomst for Klager.

[...]

I nærværende sag er der afsendt et varsel om ændret skatteansættelse den 17. januar 2018 (bilag 2) vedrørende årene 2007-2016.

Årene 2014-2016 er ordinære genoptagelser og skal behandles efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26.

Årene 2007-2013 er ekstraordinære genoptagelser og skal vurderes efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at indsætningerne på Klagers konto ikke er skattepligtige for Klager, idet der dels er tale om inddækning af nogle af Klager afholdte udlæg vedrørende reparation af den lejede ejendom [adresse4], dels at dækning af husleje til udlejer er udtryk for afvikling af det tilgodehavende Klager havde hos sin tidligere fraskilte ægtefælle.

Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det endvidere gældende, for så vidt angår de formelle forhold, at forhøjelserne af indkomstårene 2007 til 2013 er ugyldige da fristen ifølge skatteforvaltningslovens § 26 ikke er overholdt.

Det gøres således gældende, at Klager ikke vedrørende årene 2007-2013 har handlet groft uagtsomt, hvorfor der ikke efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af hendes skatteansættelser for disse år.

Klager har til stadighed haft – og har fortsat – den opfattelse, at der dels var tale om tilbagebetaling af den gældsforpligtelse, som [person1] havde påtaget sig mange år tidligere og senest vedkendt sig i 2007. Dette ses også ved det sammenfald i de modtagne beløb og den aftalte leje for boligen. Hvad angår udligningen af de af Klager afholdte udlæg for reparation og vedligeholdelse af lejemålet, har Klager ligeledes været af den berettigede opfattelse at det ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for hende, al den stund, at udgifterne påhvilede udlejer i sidste instans.

Det gøres således gældende, at det særdeles vanskelige underliggende retsgrundlag understreger, at Klager har handlet i fuld overensstemmelse med det, der var hendes klare opfattelse af hendes krav på betaling af sit tilgodehavende opstået ved hendes skilsmisse, og kravet på inddækning af de af hende afholdte udlæg, hvilket på ingen måde kan karakteriseres som groft uagtsomt selv i forhold til den praksis, der har dannet sig vedrørende Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1. nr. 5.

SKAT har endvidere haft oplysningerne i mere end 6 måneder, hvorfor afgørelsen også må anses for ugyldig jf. § 27. stk. 2.

Det forhold, at SKAT mange år efter ikke anser det for godtgjort, at beløbene har denne karakter, kan ikke føre til, at Klager på de tidspunkter, hvor beløbene er modtaget på hendes konto, kan siges at have handlet groft uagtsomt, jf. hertil navnlig også Østre Landsrets dom, SKM.2017.357.ØLR.

Angående de materielle forhold, som omfatter alle de påklagede år, gøres det - for så vidt angår de betalinger, der er sket for årene direkte til Klagers udlejer - gældende, at der er tale om tilbagebetaling af den gæld, der er opstået i forbindelse med Klagers skilsmisse i 1988, og som senere er vedstået ved erklæring fra den tidligere ægtefælle [person1]. Tilbagebetaling af gælden, der er fikseret skriftligt, men først påbegyndt i 2007, udgør naturligvis ikke en skattepligtig indkomst for Klager.

For så vidt angår yderligere betalinger gøres det gældende, at der er tale om refusion af udlæg f.eks. dokumenteret ved de fremlagte bilag 12 og 13 vedrørende vedligeholdelsesarbejder, der påhviler udlejer. Det har blot af rent praktiske grunde været Klager, der har sørget for den første betaling af fakturaerne, hvorefter der er sket refusion af disse beløb. Der er således tale om, at den tidligere ægtefælle via det af hans klienter kontrollerede selskab refunderer de udgifter, der i sædvanlige lejeforhold påhviler udlejer. Der er således udelukkende tale om praktiske forhold, der gør, at beløbene kort tid efter Klager fra kontoen har betalt for f.eks. en reparation, har modtaget refusion af det samme beløb. Dette medfører naturligvis heller ikke nogen form for skattepligtig indkomst for Klager.

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det gældende, at forhøjelserne af indkomstårene 2007 til 2013 er ugyldige da fristen ifølge Skatteforvaltningslovens § 26 ikke er overholdt.

Det gøres således gældende at Klager ikke vedrørende årene 2007-2013 har handlet groft uagtsomt, hvorfor der ikke efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af hendes skatteansættelser for disse år.

Jeg henviser i øvrigt til det ovenfor anførte til yderligere støtte for den subsidiære påstand.

[...]”

I forbindelse med SKATs høringssvar, har repræsentanten den 13. juli 2018 fremsendt supplerende bemærkninger som følger:

”[...]

Med henvisning til Skatteankestyrelsens brev af 24. maj 2018 og SKATs udtalelse af samme dato skal jeg på vegne min ovennævnte klient, der er klager i sagen, vende tilbage.

Der er med indsendelse af klage af 1. maj 2018 med bilag materiale givet en fuldstændig og sammenhængende redegørelse for det passerede i de seneste år, hvortil kommer, at der er fremlagt endog meget stærkt dokumentationsmateriale, der fuldstændig understøtter den fremsendte redegørelse.

Med den fremsendte udtalelse fra SKAT forsøger man dog at underminere troværdigheden af det fremlagte dokumentationsmaterie – helt ugrundet og løsrevet fra enhver form for juridisk argumentation.

Erklæringen fra [person1] (bilag 8)

SKAT har fundet, at erklæringen fra [person1] (fremlagt som bilag 8), ikke dokumenterer, at gældsforhold bestod i 2007.

Dette betyder også, at SKAT anerkender, at der er et gældsforhold. SKAT har således anerkendt, at der med redegørelsen og de fremlagte bilag 3-7 er fremsendt tilstrækkelig dokumentation for, at der er et gældsforhold.

SKATs udtalelse angår således alene hvorvidt, gældsforholdet fortsat bestod i 2007.

Til dette skal indledningsvist bemærkes, at det har formodningen imod sig, at gældsforholdet ikke skulle bestå. [person1] er advokat og er således bekendt med forældelsesregler m.v., hvorfor han ingen interesse har i at bekræfte gældens eksistens, hvis den allerede måtte være forældet – eller være tæt på at være forældet.

Det savner ganske enkelt ræson, at man skulle erkende en gæld, der ikke eksisterer.

[person1] erkender da også, at der løbende er betalt af på gælden siden 2007.

Hvis SKATs synspunkt skulle følges, ville [person1] således have erkendt en gæld, hvorimod betalingerne på gælden ikke kan anses at udgøre egentlige afdrag på gælden og dermed ikke har nedbragt gældens hovedstol.

Hertil kommer også, at der løbede har været drøftelser mellem klager og [person1] om afvikling af gælden, herunder ændringer af vilkår m.v. sådanne ændringer er selvsagt ikke relevante, hvis der ikke foreligger et gældsforhold.

SKATs synspunkt må klart forkastes som uden sammenhæng med sagens faktiske forhold.

SKATs har derudover anført, at det virker usandsynligt, at [person1] ikke har kunnet afvikle sin gæld før 2007. Det er dog ikke det, som Klager har anført.

Klager har derimod anført, at det blev aftalt, som et tillæg til bodelingsoverenskomsten, at gælden skulle afvikles en gang i fremtiden. Det er således de økonomiske forhold på tidspunktet for bodelingen, der er afgørende for, hvornår der skulle betales. Det væsentlige er således ikke, om [person1] har haft mulighed for at betale tidligere – men om der rent faktisk er foretaget betalinger som afdrag på gælden før 2007.

Erklæringen i bilag 8 kan således ikke ses alene, men skal vurderes i sammenhæng med det øvrige dokumentationsmateriale.

Udgifter til istandsættelse og vedligeholdelse – [adresse4]

SKAT har anført, at udlejer ([virksomhed1] ApS) har [virksomhed3], hvori [person1] er interessent. Dette er dog ikke korrekt.

[virksomhed3] Galmond & Co ophørte med at eksistere i 2007, da en anden advokat ([person7]) overtog firmaet.

[person1] har således ikke – i hvert fald side 2007 – haft nogen andel i advokatrepræsentation af udlever af [adresse4].

SKATs synspunkt vedrørende dette kan derfor tilsidesættes som ren spekulation uden hold i de faktiske omstændigheder.

Det fastholdes, at betalingerne er refusion af afholdte udlæg.

SKAT kan ikke uden direkte lovhjemmel, tilsidesætte forklaringen og dokumentationsmateriale.

Der er ikke noget sted i SKATs udtalelse angivet på hvilket grundlag, SKAT finder at kunne tilsidesætte forklaringen som usandsynlig.

Gaver m.v.

Det fastholdes, at gave i størrelsesordenen 10.000 kr. årligt kan karakteriseres som lejlighedsgaver.

Som det fremgår af SKATs udtalelse, er [person1] velhavende, og gavebeløbet er afhængig af gavegivers økonomiske formåen.

Udlæg m.v.

Alle pengeoverførsler er dokumenteret som udlæg m.v.

Der er intet grundlag for beskatning af eksempelvis udlæg til betaling af hudlæge til [person3] (som er barn af klager og [person1]).

Andet

Det er angivet af SKAT, at der er ydet et lån fra et selskab i Litauen, som angiveligt skulle være kontrolleret af [person1].

Klager har ikke kendskab til, at [person1] skulle kontrollere et selskab i Litauen. Det er da også mest nærliggende, at det er SKAT, der må dokumentere synspunktet – og altså ikke klager, der skal modbevise et forhold, som ligge fuldstændig uden for hendes muligheder for at indhente oplysninger eller tilbagevise.

Klager har tidligere – for ca. 30 år siden – været gift med [person1], men har i sagens natur ingen kendskab til hans økonomi på nuværende tidspunkt.

Forældelse

Det fastholdes, at der ikke er handlet groft uagtsomt, hvorfor der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

I tillæg hertil fastholdes det også, at SKAT har endvidere haft oplysningerne i mere end 6 måneder, hvorfor afgørelsen også må anses for ugyldig jf. § 27. stk. 2.

SKAT har da heller ikke konkretiseret hvornår man mener, at man kunne have truffet en afgørelse.

Det påhviler SKAT at konkretisere dette, og påvise, hvis SKAT kunne have truffet en afgørelse tidligere end det konkret er sket, nemlig den 18. februar 2018.

SKAT har således haft materiale til rådighed i lang tid udover de 6 måneder.

Anmodningen om retsmøde fastholdes.

[...]”

Den 3. oktober 2019 sendte repræsentanten supplerende bemærkninger som følger:

”Jeg henviser til vores telefonsamtale i sidste uge, til det fremsendte mødereferat fra mødet den 22. august og til dine supplerende spørgsmål fremsendt den 23. august som jeg skal besvare således:

Som det fremgår af referatet, har min klient ikke overvejet den ene løsning frem for den anden løsning vedr. afvikling af de tidligere ægtefællers mellemværende. Det afgørende for hende har været, at der blev påbegyndt en afvikling, som sikrede at hun modtog sit tilgodehavende fra bodelingen. Jeg vedlægger som bilag 14 min klients eget brev til SKAT af 6. december 2017 hvor hun redegjorde for baggrunden og forholdene vedr. gælden og afviklingen heraf gennem huslejebetalingen.

Hvad angår bilen som er ejet af min klients datter, henviser jeg til det allerede i klagen side 5 beskrevne herom. Det der fremgår af referatet er således ikke en korrekt gengivelse af faktum.

Jeg vedlægger som bilag 15 kopi af brev af 25. april 2019 fra Udbetaling Danmark vedr. henstand, som også indeholder en opgørelse af tilbagebetalingskravet i anledning af den skattemæssige forhøjelse, samt det budget der er udarbejdet og som viser min klients beskedne indkomstforhold.

I skrivelsen af 23. august 2019 har du anmodet om nogle supplerende oplysninger:

Ad Huslejebetaling:

Det eneste min klient kan oplyse er, at hun ikke har været opmærksom på, at gælden var blevet tilbagebetalt, og at hun har forventet at det var hendes ex mand der havde styr på dette.

Ad udlæg:

Min klient har ikke hæftet sig ved dette og har som tidligere anført overhovedet ingen indsigt eller oplysninger om ex mandes økonomiske forhold.

Jeg henviser for en ordens skyld til den redegørelse revisor Tamasauskas afgav overfor SKAT den 7. december 2017 vedr. fastlæggelse af husleje og at der er tale om en ældre og vedligeholdelseskrævende ejendom, jf. bilag 16.

Ad dokumentation for udlæg 18. januar og 27. maj 2013:

Som bilag 17 fremlægges overførselsbilag fra [finans1] af hhv. 18. januar og 27. maj 2013.

Min klient har ikke opbevaret mere end 5 år gamle fakturaer der for længst er betalt. Det skal endvidere erindres, at hun er privatperson og alene er lejer af ejendommen.

Ad pengeoverførsler fra udlandet:

Min klient har ingen oplysninger om og har ikke forholdt sig til fra hvem hun fik dækket bl.a. hendes udlæg fra. Der foreligger ingen lånedokumenter men bankudskrifternes tekst angiver baggrunden for overførslerne. – Jeg henviser i øvrigt til min redegørelse i klagen til Skatteankestyrelsen og den supplerende redegørelse af 13. juli 2018.”

Den 29. november 2019 sendte klagerens repræsentant bemærkninger til sagsfremstillingen som følger:

”Med henvisning til Skatteankestyrelsens skriv af 11. november 2019 i ovennævnte sag, skal jeg henvise til tidligere fremlagte.

Endvidere ønsker jeg at opretholde min tidligere fremsatte anmodning om retsmøde i sagen.”

Den 21. januar 2020 sendte klagerens repræsentant supplerende bemærkninger til Skattestyrelsens erklæringssvar:

”Jeg anerkender modtagelsen af Skatteankestyrelsens foreløbige vurdering af sagen, som jeg har drøftet med min klient.

Jeg opretholder min anmodning om retsmøde i sagen.

Skatteankestyrelens meget omfattende udtalelse og vurdering af sagen giver mig anledning til følgende få bemærkninger - idet jeg fortsat henholder mig til det allerede fremførte og til den fremlagte dokumentation:

Hvad særligt angår gældsforholdet mellem de tidligere ægtefæller, bør det tillægges væsentlig betydning, at det den oprindelige bodelingsaftale af 16. maj 1988 og af aftalen af 12. februar 1988, gennem alle årene har været opbevaret af min klient for fortsat at sikre sig dokumentationen for, at hun havde et økonomisk krav på sin fraskilte ægtefælle. Disse dokumenter er et oprindeligt og stærkt bevis for, at der har bestået et gældsforhold.

Den omstændighed, som der henvises til i Landsskatterettens indstilling side 22, 4. afsnit, at der lægges vægt på at det "udelukkende er [person1], der har underskrevet den håndskrevne aftale dateret d. 12. februar 1988" bør efter gældende aftaleret ikke tillægges nogen betydning. Det er debitor der skriftligt har bekræftet, at der påhviler ham en gæld, hvilket ikke skal genbekræftes af kreditor for at etablere en gyldig aftalt gældsforpligtelse mellem parterne. Når hertil kommer, at [person1] i den fremlagte erklæring af 27. marts 2018 genbekræfter, at han har været forpligtet af den oprindelige aftale og bodelingsoverenskomst, er det et yderligere bevis for, at der har påhvilet debitor en gældsforpligtelse. [person1] har endvidere gennem mange år forud for erklæringen af 27. marts 2018 også de facto vedstået aftalen, idet han hvert år har afdraget på gælden gennem den nu af skattemyndighederne omstridte betaling af min klients husleje.

Under alle omstændigheder godtgør den fremlagte dokumentation, sammen med det oprindelige brev direkte til min klient fra 12. december 1988, at min klient har været i en begrundet god tro om, at hun havde en retskraftig fordring på sin for mange år siden fraskilte mand, hvorfor hun ikke havde nogen grund til at selvangive en indkomst vedr. den betalte husleje, som hun subjektivt var helt overbevist om var udtryk for en løbende og afdragsvis afvikling af gældsforholdet.

Der foreligger således ikke omstændigheder der gør, at forholdet kan anses at været groft uagtsom for min klient, selv om Landsskatteretten mod min forventning måtte afvise at anerkende det bestående gældsforhold som følge af, at min klient ikke har kunne leve op til de opstillede krav om at løfte en "skærpet bevisbyrde", alene med henvisning til, at der skulle bestå et interessefællesskab mellem min klient og hendes siden 1988 fraskilte ægtefælle.

Derfor kan SKFV § 27 stk.1, nr. 5 ikke bringes i anvendelse og afgørelsen er for indkomstårene 2007 til og med 2013 ugyldig f.s.v. angår den betalte husleje. Endelig fastholdes det at 6 måneders fristen i § 27 stk. 2 heller ikke er overholdt.

Hvad angår beskatningen af de beløb som min klient har modtaget til dækning af de af hende afholdte udlæg vedr. løbende reparationer m.v. vedr. den lejede ejendom, fastholdes det, at disse beløb ikke er skattepligtige for min klient. Dels angiver teksten på kontoudtogene år for år hvad indsætningen dækker over, dels viser den dokumentation det trods alt er lykkedes min klient at fremskaffe, at der er tale om inddækning af udlæg, som udlejer af hendes lejemål har være forpligtet til at betale, hvorfor min klient, der er en privat person som ikke er omfattet af bogføringslovens krav om pligtmæssig opbevaring af bilag, har både dokumenteret og i hvert fald sandsynliggjort, at indsætningerne på hendes konto, er udtryk for udlejers forpligtelse til at inddække en lejers berettigede udlæg, og således ikke er skattepligtige for hende.

Såfremt Landsskatteretten mod forventning måtte finde, at min klient ikke har løftet den uforholdsmæssigt tunge bevisbyrde for forholdet, må det i det mindste have den betydning, at den hævdede manglende selvangivelse af udlæggene, ikke kan anses for at være et udslag af grov uagtsomhed fra min klients side, hvorfor afgørelserne for årene 2007 - 2013 er ugyldige, jf. § 27, idet hensynet til en borgers retsbeskyttelse, om at Skattemyndighederne som lovens udgangspunkt alene kan genoptage en borgers skatteansættelse efter bestemmelsen i § 26, må anses at veje tungere end at min klient som privatperson skal være forpligtet til, at kunne fremlægge udførligt bilagsmateriale mere end 3 år tilbage i tid, selv om teksten på kontoudtogene og sammenhængen i øvrigt, klart viser at der er tale om refusion af afholdte udlæg. Den manglende fremlæggelse af specifik dokumentation kan heller ikke anvendes som begrundelse for at min klient har handlet groft uagtsomt som kan berettige til en ekstraordinær genoptagelse.

Hvad angår indsætningen af beløb som [person1] har overført til min klients konto, for at betale for driften af datteren [person2] bil, henviser jeg til sagsfremstillingen vedr. de faktiske forhold. Jeg fremlægger som nyt bilag 18 en erklæring, som [person2] netop har afgivet til brug for denne sag, og som bekræfter at datteren har fået den omtalte bil af sin far og at han har påtaget sig at afholde udgifterne til drift og reparationer m.v. på bilen. Det forekommer ikke rimeligt at pålægge min klient en skærpet bevisbyrde og kræve en dokumentation som hun ikke har nogen mulighed for at fremskaffe, blot fordi skattemyndighederne mange år senere finder, at det pågældende forhold fremtræder "usædvanligt". Det forekommer ikke mig at være usædvanligt at en velhavende far giver sin datter en bil og afholder udgifterne til driften.

Under alle omstændigheder er der heller ikke i dette tilfælde tale om, at det kan vurderes som værende groft uagtsomt af min klient, at hun som følge af en hævdet "skærpet bevisbyrde", ikke mange år senere kan bevise forholdet. Derfor henviser jeg til det ovenfor anførte og gør gældende at forhøjelserne for årene 2012 - 2013 er ugyldige, jf. § 27.”

Landsskatterettens afgørelse

Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4. Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet.

Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1126 af 24. november 2005, dagældende lovbekendtgørelse af 27. juni 2011 og dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med efterfølgende ændringer).

Hvis det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, hvilket udledes af SKM2011.208.H. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Dette kan udledes af SKM2008.905.H.

Der lægges i denne forbindelse vægt på om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af byrettens dom i SKM2017.233.BR.

Husleje vedrørende lejemålet [adresse4]

Klageren har i indkomstårene 2007-2016 fået dækket udgifterne til sin husleje vedrørende lejemålet [adresse4], [by2] på i alt 696.000 kr. Klagerens tidligere ægtefælle [person1] har betalt huslejen direkte til klagerens udlejer.

Klagerens repræsentant har oplyst, at dækningen af klagerens løbende husleje for de omhandlende indkomstår, er sket som led i afviklingen af en samlet gæld på alt 612.300 kr., som [person1] havde påtaget sig i forbindelse med parternes skilsmisse i 1988.

Klagerens repræsentant har til støtte for sin påstand fremlagt brev dateret 12. februar 1988, hvor [person1] påtog sig at betale, udover de i bodelingsoverenskomsten anførte beløb, yderligere et beløb på i alt 250.000 kr., men således, at beløbet skulle forfalde i fremtiden, når likviditeten gjorde det muligt.

Klagerens repræsentant fremlagde endvidere erklæring dateret 27. marts 2018 fra [person1], hvor han vedstod sig gælden og forklarede, at parterne på et tidspunkt havde aftalt, at tilgodehavendet skulle forøges med 140.000 kr., da han havde opnået en nedsættelse af det oprindeligt aftalte og fastsatte hustrubidrag, således at den samlede gæld beløb sig på 390.000 kr.

I indkomståret 2007 rettede [person1] henvendelse til klageren og vedstod sig i den forbindelse sin betalingsforpligtelse. Det blev aftalt, at den samlede gæld skulle reguleres med den skønnede inflationære udvikling svarende til 3 % p.a. i samlet 19 år. Den samlede gæld blev således i 2007 opgjort til 612.300 kr., hvilket [person1] siden løbende har betalt af på, ved at betale for klagerens husleje.

Det er klageren der har bevisbyrden for, at der består et reelt gældsforhold med en reel tilbagebetalingsforpligtelse. Lånets størrelse, manglende sikkerhedsstillelse samt udsigten til låntagers mulighed for tilbagebetaling, vil efter omstændighederne kunne tillægges vægt. Dette kan blandt andet udledes af SKM2018.571.BR.

Efterfølgende udarbejdede erklæringer tillægges normalt heller ikke nogen selvstændig skattemæssig betydning, men skal være støttet af andre objektive konstaterbare momenter i sagen. Det kan udledes af SKM2016.70.BR.

Grundet interessefællesskabet og det usædvanlige gældsforhold mellem klageren og [person1], sammenholdt med, at klageren i en periode på 19 år ikke modtager afvikling af gælden, finder Landsskatteretten, at der påhviler klageren en skærpet bevisbyrde for de påståede indsætninger.

Landsskatteretten har lagt vægt på, at det udelukkende er [person1], der har underskrevet den håndskrevne aftale dateret 12. februar 1988. Dertil kommer, at de af [person1] omtalte ændringer af det påståede gældsbeløb, ikke er underbygget af objektive konstaterbare momenter.

Der er endvidere henset til, at klageren har fået betalt sin husleje i perioden for indkomstårene 2007-2016 beløbende på i alt 696.000 kr. Den påståede hovedstol af gælden er imidlertid 612.300 kr., hvorfor beløbet er overskredet med 83.700 kr. Klagerens forklaring om, at hun ikke havde været opmærksom på, at gælden var blevet tilbagebetalt og forventede, at [person1] havde styr på dette, vurderes ikke at kunne tillægges betydning i bevisvurderingen, bl.a. også henset til, at [person1] i brevet dateret 12. februar 1988 forsikrer klageren om, at han nok skal hjælpe klageren, såfremt hun på et tidspunkt skulle komme i økonomisk bekneb.

Landsskatteretten finder på den baggrund ikke, at klageren har godtgjort, at der blev indgået en gældsaftale mellem parterne i forbindelse med bodelingen i indkomståret 1988. Landsskatteretten finder derfor ikke, at klageren har godtgjort, at [person1]s betaling af klagerens husleje, er tilbagebetaling af en aftalt gæld, hvorfor indsætningerne må anses som skattepligtige gaver for klageren.

Yderligere indsætninger [person1]

Klageren har i indkomstårene 2012-2016 modtaget indsætninger af i alt 235.615 kr. fra Schweiz fra sin tidligere ægtefælle [person1].

Klagerens repræsentant har oplyst, at indsætningerne på klagerens konto dels er dækning af nogle af klageren afholdte udlæg, som klageren har haft i forbindelse med, at klageren har brugt datterens bil og dels dækning af udlæg vedrørende den udvendige vedligeholdelse af klagerens lejemål [adresse4].

Klagerens repræsentant bemærker, at datteren afholder udgifterne til bilen, men at klageren selv betaler for benzin. Det er aftalt mellem datteren og [person1], at han refunderer de udlæg som datteren har til bilen. I praksis fungerer det sådan, at klageren lægger ud for de forskellige udgifter og får udlæggene refunderet af [person1]. Dette er begrundet i praktiske årsager, da klagerens datter bor i Canada.

For så vidt angår de afholdte udgifter til lejemålet, bemærker repræsentanten, at det af praktiske årsager har været klageren, der har sørget for den første betaling af fakturaerne, hvorefter der er sket refusion af disse beløb. Der er således tale om, at [person1] via det af hans klienter kontrollerede selskab, refunderer de udgifter, der i sædvanlige lejeforhold påhviler udlejer.

Klagerens repræsentant har ikke fremlagt dokumentation for de påståede aftaler.

Grundet interessefællesskabet og det usædvanlige betalingsforløb mellem klageren og [person1], finder Landsskatteretten, at det påhviler klageren en skærpet bevisbyrde for de påståede indsætninger.

Landsskatteretten finder ikke at klageren har godtgjort, at de overførte beløb stammer fra allerede beskattede midler. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren ikke har godtgjort, at der foreligger en aftale om, at klageren skal have refunderet udlæg i overensstemmelse med det påståede.

For så vidt angår udlæggene til bilen, har Landsskatteretten endvidere henset til, at det i kraft af klagerens brugsret af bilen, ikke er godtgjort, at det skulle være aftalt, at klageren lægger ud for datterens udgifter og derefter får pengene refunderet af [person1]. At klagerens repræsentant har fremlagt en efterfølgende erklæring af 16. januar 2020 fra klagerens datter om aftaleforholdet ændrer ikke herved. Der er videre henset til sagens konkrete omstændigheder.

For så vidt angår udlæggene til lejemålet, har Landsskatteretten henset til, at [person1] ikke siden indkomståret 2007 har været en del af advokatrepræsentationen for udlejeren, hvorfor det virker usædvanligt, at udlejers refusion af udlæg i forbindelse med afholdelse af udgifter til lejemålets vedligeholdelse, skulle blive refunderet direkte fra [person1]s private bankkonto i Schweiz og ikke direkte fra ejendommens udlejer.

Henset til klagerens økonomiske situation sammenholdt med de fremlagte Money Transfer oplysninger om indsætningernes formål, finder Landsskatteretten, at indsætningerne har karakter af underhold til klagerens livsførelse hvorfor indsætningerne må anses som skattepligtige gaver.

For så vidt angår indsætningerne den 10. januar 2013 og 1. marts 2013 på henholdsvis 640 kr. og 290 kr. med posteringsteksten ”[person3] hudlæge”, har Landsskatteretten lagt vægt på, at indsætningerne vedrører klageren og [person1]s fælles barn. Der er endvidere henset til den tidsmæssige og beløbsmæssige sammenhæng mellem indsætningen og de udgående posteringer, der er på klagerens bankkonto.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at der er tale om udlæg fra andens regning, der dermed er skattefrit for klageren.

Lejlighedsgaver

I praksis sker der ikke beskatning af lejlighedsgaver som f.eks. fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver, hvis der er tale om gaver af mindre omfang. Værdien af det modtagne må ikke overstige det efter forholdene naturlige niveau for en lejlighedsgave.

Ved bedømmelse af om der kun er tale om gaver af mindre omfang, skal værdien af den enkelte gave tages i betragtning. Hvis samme gavegiver har givet flere gaver, skal der dog foretages en samlet bedømmelse af gavernes værdi.

Klagerens repræsentant har oplyst, at indsætningerne den 11. juli 2014 og 13. juli 2015 på henholdsvis 12.050 kr. og 10.050 kr. er lejlighedsgaver i forbindelse med klagerens fødselsdag den 12. juli.

Landsskatteretten finder det ikke godtgjort, at overførslerne må anses som værende en skattefri lejlighedsgave. Der er henset til, at fødselsdagsgaver af den nævnte værdi fra en tidligere ægtefælle, vurderes at overstige hvad der almindeligvis anses for passende.

Yderligere indsætninger fra udlandet

Klageren har i 2016 modtaget indsætninger fra Singapore og Letland på henholdsvis 6.306,13 kr. og 13.050 kr.

Klagerens repræsentant har oplyst, indsætningerne vedrører dækning af udlæg, men at klageren ikke har nogle oplysninger om de udenlandske selskaber og i øvrigt ikke har forholdt sig til hvem hun fik dækket sine udlæg fra. Der foreligger ingen lånedokumenter, men bankudskrifternes tekst angiver baggrunden for overførslerne.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren via objektive konstaterbare momenter har godtgjort, at de overførte beløb, stammer fra allerede beskattede midler. Landsskatteretten har henset til, at klageren hverken har fremlagt lånedokumenter, kvitteringer eller anden dokumentation, der taler for, at indsætningerne skulle være dækning af eventuelle udlæg eller i øvrigt er tilbagebetalinger af lån.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at indsætninger må anses som skattepligtig indkomst for klageren.

Formelt:

SKAT kan som udgangspunkt ikke varsle en ændring af skatteansættelsen for et indkomstår senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal herefter foretages senest den 1. august i fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

SKAT sendte deres forslag til afgørelse den 17. januar 2018. Da fristen for at varsle en ændring af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2007 udløb 1. maj 2011, indkomståret 2008 udløb 1. maj 2012, indkomståret 2009 udløb 1. maj 2013, indkomståret 2010 udløb 1. maj 2014, indkomståret 2011 udløb 1. maj 2015, indkomståret 2012 udløb 1. maj 2016 og indkomståret 2013 udløb 1. maj 2017, er de varslede ændringer ikke sket indenfor den ordinære ligningsfrist.

Varslingen af ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2014, 2015 og 2016 er sket inden for den ordinære ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

For personer med enkle økonomiske forhold kan SKAT ikke varsle en ændring af skatteansættelsen senere end den 30. juni i det andet indkomstår efter indkomstårets udløb. Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om kort ligningsfrist (dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, dagældende bekendtgørelse nr. 1243 af 23. oktober 2007 og dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013).

En skattepligtig anses ikke for at have enkle økonomiske forhold, hvis den skattepligtige omfattes af en eller flere af betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1-5 i bekendtgørelse om kort ligningsfrist (dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, dagældende bekendtgørelse nr. 1243 af 23. oktober 2007 og dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013).

Fristerne i § 1 i bekendtgørelse om kort ligningsfrist (dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, dagældende bekendtgørelse nr. 1243 af 23. oktober 2007 og dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013) gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt, jf. bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 3.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at SKAT uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan foretage eller ændre en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder.

Da klageren har modtaget indsætninger fra udlandet, og dermed er omfattet af bekendtgørelsens § 2, stk. 1 nr. 1, må klageren vurderes ikke at have enkle økonomiske forhold og er dermed ikke omfattet af den korte ligningsfrist, jf. også bekendtgørelse om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 1, stk. 2, nr. 2 (dagældende bekendtgørelse nr. 535 af 22. maj 2013).

Det lægges til grund, at klageren i indkomstårene 2007-2016 har fået betalt sin husleje direkte fra klagerens ægtefælle i Schweiz, ligesom klageren i indkomstårene 2012-2016 har modtaget beløb af en betydelig størrelse på sin konto. Klageren har ikke dokumenteret, at de overførte beløb stammer fra allerede beskattede midler, der dermed ikke skulle have været selvangivet.

Ved at undlade at oplyse om indtægterne og dermed hindre SKAT i at foretage en korrekt skatteansættelse, må klageren anses at have handlet groft uagtsomt, hvorfor ansættelsen for indkomstårene har kunnet foretages efter udløbet af den ordinære ligningsfrist jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 3.

Ligeledes anses fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 at være overholdt.

Reaktionsfristen i henhold til § 27, stk. 2. begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor der foreligger en sådan afklaring, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for en antagelse om, at myndigheden har modtaget alle de nødvendige oplysninger for at kunne foretage en korrekt ansættelse af den skattepligtige indkomst. Det kan bl.a. udledes af SKM 2013.910 BR.

Da SKAT modtog de sidste oplysninger i sagen tidligst den 12. december 2017, anses reaktionsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. at være overholdt, ligesom 3 måneders-fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. ligeledes er overholdt.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for indkomstårene 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012, 2014, 2015 og 2016.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse for indkomståret 2013, således at klagerens skatteansættelse nedsættes fra 137.218 kr. til 136.288 kr.