Kendelse af 26-02-2019 - indlagt i TaxCons database den 24-03-2019

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Fradrag for advokatudgifter vedrørende erstatningssag for tab af erhvervsevne

0 kr.

62.500 kr.

0 kr.

Klageren har haft en erstatningssag hos [virksomhed1] (herefter [virksomhed1]) om tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade.

Klageren har ifølge afgørelsen fra [virksomhed1] af 29. november 2017 fået udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen blev tilkendt fra den 1. oktober 2014 med tilbagevirkende kraft. Af afgørelsen fremgår det, at der er truffet en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne.

Faktiske oplysninger

Af afgørelsen fra [virksomhed1] fremgår, at [virksomhed1] sidst traf afgørelse om klagerens tab af erhvervsevne den 11. december 2008. Klageren havde på daværende tidspunkt ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

Den 6. maj 2014 anmodede klagerens repræsentant [virksomhed1] om at genoptage klagerens sag om tab af erhvervsevne. Klageren kunne ikke varetage sit stilling som togfører og servicemedarbejder. Klageren blev den 24. april 2014 opsagt fra sit arbejde.

Da der var sket en væsentlig ændring af klagerens erhvervsmæssige forhold på baggrund af en ændring af klagerens helbredsmæssige forhold, genoptog [virksomhed1] klagerens sag om tab af erhvervsevne, selvom den 5-årige frist var overskredet.

Som begrundelse for at tildele klageren erstatning for tab af erhvervsevne, fremgår følgende:

Du modtager sygedagpenge, og vi ved ikke, hvordan din erhvervsmæssige situation ender med at blive. Vi har derfor truffet en midlertidig afgørelse om dit tab af erhvervsevne. Det betyder, at vi vil vurdere din ret til erstatning igen på et senere tidspunkt.

Vi har set på, hvilke funktionsbegrænsninger du har som følge af arbejdsskaden, og hvordan de påvirker dine muligheder for at tjene penge ved arbejde sammenlignet med, hvad du kunne tjene uden arbejdsskaden.”

Desuden blev der også lagt vægt på følgende: ”Du har nogle begrænsninger, når du skal finde et nyt job på det brede arbejdsmarked. Du har ikke været gennem et egentligt afklaringsforløb, der beskriver din aktuelle erhvervsevne. Det er på nuværende tidspunkt usikkert, i hvilket omfang du kan arbejde - særligt henset til, at du er funktionsmæssigt er meget begrænset.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokatomkostninger.

SKAT har som begrundelse herfor anført:

”Ifølge faktura af 2. januar 2018 fra [virksomhed2] har du haft udgifter til advokat på i alt 62.500 kr. inkl. moms. Din advokat har i brev af samme dato oplyst, at salæret kun vedrører erstatning for erhvervsevnetab.

Efter SKATS opfattelse kan der godkendes fradrag for advokatudgifter vedrørende erstatningssager i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,

Ifølge praksis omfatter fradragsretten alene den del af advokatudgiften, der kan henføres til de skattepligtige udbetalinger, dog ikke vedrørende erstatninger for tab af erhvervsevne. Dette begrundes med, at der ikke foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Erstatning for tab af erhvervsevne er en erstatning for tabet af indtægtsgrundlaget i modsætning til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som er en erstatning for manglende løbende indtjening, som altid er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Det er derfor SKAT opfattelse, at du ikke kan få godkendt fradrag for de afholdte advokatudgifter på 62.500 kr., fordi der ikke kan godkendes fradrag for advokatudgifter, der kan henføres til en erstatning for tab af erhvervsevne.”

SKAT har i forbindelse med høringssvaret udtalt følgende:

”Ifølge afgørelsen af 29. november 2017 fra [virksomhed1] ([virksomhed1]) er der udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne. Det fremgår af afgørelsen, at der er truffet en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne.

Når [virksomhed1] har truffet afgørelse om, at udbetalingen vedrører tab af erhvervsevne er det SKATs opfattelse, at så kan der ikke blive tale om fradrag for advokatudgifterne, da udgiften så ikke relaterer sig til indkomsterhvervelsen, men indkomstgrundlaget, det vil sige evnen til at erhverve indkomst og ikke den løbende indkomsterhvervelse.

Efter SKATs erfaringer sker der ofte, at der foretages tilbagevendende vurderinger vedrørende tab af erhvervsevne og derfor er det SKATs opfattelse, at der ikke gør nogen forskel om der er tale om en midlertidig afgørelse eller en afgørelse om varigt erhvervsevnetab.

Det er SKATs opfattelse, at erstatning for tab af erhvervsevne er udtryk for en erstatning for tab af indkomstkilden, og dermed er der ikke fradrag for udgifter til advokat efter reglerne i statsskattelovens § 6, stk. I, litra a.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker SKAT at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der er grundlag for fradrag for klagerens afholdte advokatudgifter.

Til støtte for sin påstand har repræsentanten gjort følgende gældende:

”Undertegnede repræsenterer [person1], CPR-nr.. [...], [adresse1], [by1] i en verserende erstatningssag. Fuldmagt medsendes.

I den forbindelse har jeg modtaget afgørelse fra SKAT af 22. marts 2018, og min klage vedrører det ikke godkendte fradrag for udgifter til advokat. Afgørelsen medsendes.

Det er min opfattelse, at min klient ifølge Statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a har ret til fradrag i nærværende sag, idet den udbetalte erhvervsevnetabserstatning er en midlertidig erstatning, som er ydet til sikring af løbende indtægter, og rent faktisk har karakter af en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det er i øvrigt min opfattelse, at SKAT ved sin afgørelse har undladt at skelne mellem endelige afgørelser om varigt erhvervsevnetab, som udmåles efter Arbejdsskadesikringsloven (ASL) § 17 stk. 1, og midlertidige afgørelser, som udmåles efter ASL § 17 stk. 3.

Jeg henviser i den sammenhæng til Landsskatterettens afgørelse af 5. september 2013 - j.nr. 13- 0009758, hvor der ikke blev godkendt fradrag for afholdte advokatomkostninger. Den sag drejede sig om en endelig afgørelse vedrørende varigt erhvervsevnetab, og derfor vedrørte erstatningen ikke den løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve indkomstgrundlaget. Det fremgår også af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse til denne afgørelse, at retsformanden og et retsmedlem henviste til Erstatningsansvarsloven (EAL) § 5, på trods af, at der ikke er tale om en sag omfattet af EAL, men derimod ASL. EAL § 5 vedrører ganske rigtigt krav om varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt, og altså ikke midlertidig erstatning som her.

Nærværende sag omhandler hverken erhvervsevnetabserstatning omfattet af ASL § 17 stk. 1, eller EAL § 5, der begge vedrører varigt erhvervsevnetab.

Til dokumentation herfor medsender jeg således afgørelse af 29. november 2017 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvoraf følgende fremgår af afgørelsen:

”Dit aktuelle tab af erhvervsevne er nu 50 %”

Det fremgår også, at der er tale om erstatning, som er tilkendt fra 1. oktober 2014 - altså med tilbagevirkende kraft, og at [virksomhed1] vil vurdere spørgsmålet om erhvervsevnetab igen den 1. maj 2019.

Det viser med al tydelighed, at der er tale om en midlertidig afgørelse om min klients aktuelle tab af erhvervsevne, og således ikke er omfattet af den ovenfor nævnte afgørelse fra Landsskatteretten. Derimod har en sådan midlertidig erhvervsevnetabserstatning karakter af at være en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og i den forbindelse henviser jeg til Højesteretsdom U2002.730H, hvori Højesteret bestemmer, at en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab skulle fastsættes ud fra, hvad det aktuelt var. Det vil sige uden hensyn til, om erhvervsevnen kunne genoprettes helt eller delvist gennem omskolingen.

For god ordens skyld skal jeg venligst bemærke, at ASL § 31 stk. 4 svarer til nugældende ASL § 17 stk. 3.

Det er således min klare opfattelse, at den midlertidige erhvervsevnetabserstatning vedrører sikring/ vedligeholdelse af løbende indtægter, hvorfor min klient skal have godkendt sit fradrag for advokatomkostninger på præcis samme måde som erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, som udbetales i henhold til EAL § 2.”

Klagerens repræsentant er i udtalelse af 23. maj 2018 kommet med følgende bemærkninger til SKATs afgørelse:

”Under henvisning til Skatteankestyrelsens brev af 8. ds. med bilag skal jeg herved fremkomme med mine bemærkninger:

SKAT påpeger i sit brev af 8. maj 2018 til Skatteankestyrelsen, at advokatudgiften ikke relaterer sig til indkomsterhvervelsen, men derimod indkomstgrundlaget, og det vil sige evnen til at erhverve indkomst, og ikke den løbende indkomsterhvervelse.

Det er imidlertid ikke korrekt, og jeg henviser her til Arbejdsskadesikringslovens 5. kommenterede udgave af [person2], side 549, afsnit 7. Midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab. Heraf fremgår følgende af punkt 7.1: ”der kan træffes en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, hvis den sikredes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.” Og videre ”Ifølge loven er det alene et krav, at sikredes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.”

Følgende fremgår også af side 550: ”De fleste afgørelser om midlertidig erstatning vedrører navnlig personer, der på grund af en arbejdsskade var nødt til at lade sig omskole.” Hertil skal jeg bemærke, at der i sådan en situation betales midlertidig erhvervsevnetabserstatning frem til det tidspunkt, hvor den erhvervsmæssige situation er endeligt afklaret. Når omskolingen således er afsluttet, er det ikke ualmindeligt, at der overhovedet ikke tilkendes erhvervsevnetabserstatning, fordi indtjeningsevnen ikke er nedsat med mindst 15 %.

Det er først på det tidspunkt, at man vurderer selve evnen til at erhverve indkomst!

Jeg har også i mit brev af 26. april 2018 henvist til Erstatningsansvarslovens § 2 vedrørende udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det skyldes, at det af Erstatningsansvarslovens § 2 stk. 2 fremgår, at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, skal fradrages erstatning i henhold til midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det viser igen, at det er en ydelse der betales, indtil man efter en sygeperiode med genoptræning bliver i stand til at genoptage sit arbejde på samme vilkår, som før arbejdsskaden, og således ikke har krav på erhvervsevnetabserstatning!”

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Udgifter, der er i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.900 kr. (2017-niveau). Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

Der er som udgangspunkt fradrag for udgifter til advokatbistand, når bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, og som ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen, jf. statsskattelovens § 6.

Hovedreglen er, at den skattemæssige behandling af advokatomkostninger følger den skattemæssige behandling af sagens genstand, hvilket kan udledes af U.1959.69.H samt TfS.1989.673.LSR.

Som begrundelse for at tildele klageren erstatning for tab af erhvervsevne, har [virksomhed1] lagt vægt på, at klageren har funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden, samt at det er usikkert i hvilket omfang klageren kan arbejde, da funktionsindskrænkelsen påvirker klagerens muligheder for at erhverve indkomst, set i relation til, hvad klageren kunne erhverve uden arbejdsskaden.

Landsskatteretten finder, at erstatningen for tab af erhvervsevne skyldes klagerens funktionsindskrænkelse som følge af arbejdsskaden, og dermed klagerens evne til at kunne erhverve indkomst. Betingelserne for fradrag for advokatudgifter er ikke opfyldte, da udgiften relaterer sig til indkomstgrundlaget.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.