Kendelse af 15-12-2020 - indlagt i TaxCons database den 07-02-2021

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Fratrædelsesgodtgørelse (Ligningslovens § 7 U)

237.876 kr.

0 kr.

237.876 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren blev den 23. juni 2014 ansat hos [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS til praktisk hjælp, personlig pleje og administrationsopgaver.

Den 5. februar 2015 blev arbejdsgiveren omfattet af fritvalgsoverenskomsten mellem [brancheforening] og [fagforbund]. Klageren modtog ikke i den forbindelse en ny ansættelseskontrakt. Af overenskomsten fremgik bl.a., at klageren havde ret til betalt barselsorlov 8 uger før fødslen og 24 uger efter fødslen.

Klageren konstaterede ultimo februar 2015, at hun var blevet gravid.

Den 9. september 2015 blev klageren bedt om at underskrive en ny ansættelseskontrakt. Af kontrakten fremgik, at klageren ville blive omfattet af funktionærlovens regler om barselsorlov, som er 4 uger fravær før fødslen med løn og 14 uger efter fødslen med halv løn fra arbejdsgiveren. Desuden fremgik der af den nye kontrakt, at klageren skulle være ansat som social- og sundhedshjælper. Klageren ønskede ikke at underskrive den nye ansættelseskontrakt.

Klageren havde termin den 15. oktober 2015 og underrettede arbejdsgiveren den 8. december 2015 om, at hun afholdt barselsorlov frem til 30. august 2016.

Den 19. april 2016 indrykkede [virksomhed1] en stillingsannonce hvor det fremgik, at de søgte social- og sundhedshjælpere.

Den 20. april 2016 holdt klageren og arbejdsgiveren møde omkring muligheden for, at klageren afkortede sin barselsorlov. Parterne blev ikke enige og klageren fastholdt sin barselsorlov frem til 30. august 2016.

Den 26. maj 2016 sendte arbejdsgiveren en opsigelse til klageren. Opsigelsen var hovedsageligt begrundet i nedskæringer og klageren skulle fratræde stillingen den 31. august 2016.

Den 29. august 2016 indrykkede arbejdsgiveren en stillingsannonce hvor det fremgik, at [virksomhed1] søgte social- og sundhedshjælpere og social og sundhedsassistenter.

Som mandatar for klageren udtog [fagforbund] stævning den 19. oktober 2016 mod [virksomhed1] ApS. Af stævningens påstand fremgår, at sagsøgte tilpligtes at betale 282.222 kr. Påstandsbeløbet fremkom på følgende måde:

”Det påstævnte beløb fremkommer således:

Gennemsnitlig månedsløn

Arbejdsgivers pensionsbidrag

Gennemsnitlig månedsløn i alt

Godtgørelse iht. ligebehandlingslovens § 9

(kr. 31.358,07 x 9 måneder)

I alt afrundet

kr. 27.542,11

kr. 3.815,96

kr. 31.358,07

kr. 282.222,00”

Som mandatar for klageren udtog [fagforbund] en enslydende stævning den 22. december 2016 mod [virksomhed2] ApS

Retten i [by1] afsagde den 11. september 2017 dom i klagerens sag mod arbejdsgiveren.

Følgende fremgår af rettens afgørelse:

”Rettens begrundelse og afgørelse

Da sagsøgte den 5. juli 2017 er taget under konkursbehandling, og kurator ved skrivelse af 27. juli 2017 har meddelt, at boet ikke ønsker at udnytte sine partsbeføjelser under sagen, afsiges der dom efter sagsøgerens påstand med renter og sagsomkostninger som nedenfor anført.

(...)

Thi kendes for ret:

[virksomhed1] ApS under konkurs og [virksomhed2] ApS skal in solidum inden 14 dage til [person1] betale 282.222,00 kr. med procesrente fra den 19. oktober 2016.

(...)”

SKATs afgørelse

SKAT har modtaget indberetning til eIndkomst om klagerens godtgørelse og har ved årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2016 forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 237.876 kr.

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagen kommet med følgende udtalelse:

”Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

[person1] har den 29. januar 2018 modtaget en årsopgørelse nr. 2 for 2016. Årsopgørelsen er dannet på grundlag af indberetninger fra Lønmodtagernes Garantifond, der har indberettet en forhøjelse af indkomsten på 237.876 kr., hvoraf der har været indeholdt A-skat og am-bidrag.

Indkomsten er indberettet som jubilæums-/fratrædelsesgodtgørelse. Forud for årsopgørels nr. 2 2016, har [person1] modtaget en autoagter, som er dannet på grundlag af Lønmodtagernes Garantifonds indberetning. Der er ikke gjort indsigelser på denne autoagter.

[person1] har ikke overfor SKAT bedt om genoptagelse af sin skatteansættelse.”

Skattestyrelsen har ved erklæring den 29. juni 2020 indgivet bemærkninger som følger:

”Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

et er Skattestyrelsens opfattelse, at den udbetalte godtgørelse ikke har karakter af en godtgørelse for en retsstridig krænkelse af klagers ære eller person (tortgodtgørelse), som er ydet efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Det må konstateres, at klager ifølge [by1]s rets dom har fået tilkendt en godtgørelse for opsigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Det fremgår af afsnit C.A.3.5.2.2 i den Juridiske Vejledning, at godtgørelser udbetalt efter ligebehandlingslovens § 9 skal beskattes efter ligningslovens § 7 U.

Derfor er det Skattestyrelsens opfattelse, at godtgørelsen skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at klagerens tilkendte godtgørelse ikke er skattepligtige efter ligningslovens § 7 U.

Til støtte for sin påstand har repræsentanten anført følgende:

”På vegne [person1], [adresse1], [by2], skal jeg herved påklage skatteansættelsen af 29. januar 2018 i forhold til beskatning som personlig indkomst af godtgørelse udbetalt efter ligebehandlingsloven. Det drejer sig om et godtgørelsesbeløb i årsopgørelsens rubrik 14 på 237.876 kr. Årsopgørelsen er udskrevet den 29. januar 2018, hvorfor klagefristen på 3 måneder er iagttaget ved denne klage. Årsopgørelsen vedlægges som bilag 1.

SKAT har anset den udbetalte godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, j f. § 9, for skattepligtig, jf. ligningslovens § 7 U.

PÅSTAND:

Det er klagers opfattelse, at den udbetalte godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9 ikke skal indgå i den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 7 U.

Der er tale om en godtgørelse, der udbetales i medfør af ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9, som er en godtgørelse for den tort, der lides som følge af diskriminationen, hvilket en uberettiget fyring på grund af graviditet i sagens natur er. Afskedigelsen af klager er retsstridig.

Der er ikke tale om en fratrædelsesgodtgørelse i almindelig forstand, men om en godtgørelse for tort. En sådan tort træder ikke i stedet for løn eller lignende, men er en erstatningslignende dækning for ikke-økonomisk skade, der tildeles som følge af den diskriminerende krænkelse, hvilket jeg vil redegøre nærmere for nedenfor.

Tort udbetalt i medfør af ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9, må i sagens natur være omfattet af statsskattelovens § 5 a, da det er tale om et engangsbeløb, der udbetales som kompensation, og ikke et engangsbeløb, der udbetales som godtgørelse for at fratræde.

Såfremt en sådan godtgørelse for tort skal være omfattet af LL § 7 U, medfører det uproportionale og uoverskuelige konsekvenser, idet den derved skal medregnes til den skattepligtige indkomst og kan medføre, at andre ydelser skal tilbagebetales, hvilket også er tydeliggjort nedenfor.

1. Sagsfremstilling
1.1. Klager fik den 6. december 2017 udbetalt godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9, ifølge dom afsagt af retten i [by1] den 11. september 2017 (bilag 2).Årsagen til, at dommen ikke indeholder yderligere præmisser m.v., er, at sagsøgte (arbejdsgiverne under konkurs) valgte ikke at bestride klagers krav, som således er ubestridt.
1.2. Stævningerne fremlægges som bilag 3 (begge stævninger). Det fremgår heraf, at klager blev ansat 23. juni 2014 til praktisk hjælp, personlig pleje samt administrative opgaver hos [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS (begge konkurs) med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer pr. uge. Af ansættelseskontrakten fremgik det, at klagers titel var social- og sundhedshjælper og at arbejdet skulle udføres på forskellige steder i henholdsvis [by3] og [by4].

I de første måneder af ansættelsen havde klager morgenbesøg hos faste borgere. Herefter skulle klager hjælpe til i belastede perioder og havde derfor en del blandede vagter, hvor hun dækkede både dagvagt, aftenvagt og nattevagt. Ligeledes dækkede klager vagter ved de andre medarbejderes sygefravær og fravær i forbindelse med ferie, nødkald fra borgere, og når der var brug for en ekstra hjælp hos borgeren, trådte hun også til.

Derudover havde klager også faste opgaver såsom:

? Opstartsbesøg, APV
? Planlægning af kørelister
? Kommunikation med samarbejdspartnere
? Personalekontakt
? Plejebesøg i hverdage og weekender

Arbejdsgiver blev 5. februar 2015 omfattet af fritvalgsoverenskomsten mellem [brancheforening] og [fagforbund]. Medarbejderne fik i den forbindelse ikke nyt ansættelsesbevis eller tillæg til ansættelsesbeviset. Af overenskomsten fremgår det bl.a., at medarbejderen har ret til betalt barselsorlov i 8 uger før fødslen og 24 uger efter fødslen.

Ultimo februar 2015 konstaterede klager, at hun var blevet gravid. Der blev derfor taget hensyn til hende i forbindelse med de tunge plejeopgaver for at lette hendes hverdag; dog udførte klager stadig plejeopgaver såsom at hjælpe med at gøre døde i stand.

På grund af graviditetskomplikationer måtte klager sygemelde sig den 3. august 2015, og sygemeldingen fortsatte, til hun gik på barselsorlov primo september 2015.

Den 9. september 2015 havde arbejdsgiver udarbejdet en ny ansættelseskontrakt til klager, som hun blev bedt om at skrive under på. Af kontrakten fremgik det, at klager ikke skulle være ansat som social- og sundhedshjælper, men i stedet som gruppeleder, hvorved hun ville få en fast månedsløn, da hendes arbejdsopgaver fremadrettet ville være administrative opgaver. Det fremgik af kontrakten, at ansættelsesdatoen var blevet ændret til 15. juni 2014 og derved tilbagedateret. Klager ønskede ikke at skrive under på kontrakten.

Klager rettede derfor henvendelse til sin faglige organisation, og [fagforbund] fandt, at den ny ansættelseskontrakt ville betyde en væsentlig lønnedgang for klager under den forestående barselsorlov. Med den nye kontrakt ville klager være omfattet af funktionærlovens regler om barselsorlov, som giver ret til 4 ugers fravær med løn før fødslen og 14 uger efter fødslen med halv løn fra arbejdsgiver. Endvidere var kontrakten ikke i overensstemmelse med realiteten, da klager stadig skulle varetage en del plejeopgaver.

[fagforbund] rettede henvendelse til arbejdsgivers organisation, [orgnistion], pr. mail samme dag i forbindelse med en drøftelse af ansættelseskontrakten.

Af mailen fremgår det:

"[person1] fortæller at hun har været en del i marken, både til morgenpleje og til forflytninger, det er korrekt at det har været aftagende efter hun blev gravid og fik graviditets gener. Men det har hun betragtet som skånehensyn. [person1] har i dag fået udlevet en ny ansættelseskontrakt, som vi ikke anbefaler, at hun skriver under på af flere grunde, men de vigtigste grunde er, at den er med tilbagevirkende kraft, og den forringer hendes ansættelsesvilkår ift. til den overenskomst hun er omfattet af nu, herunder lønnedgang og forringelse af løn under barsel. "

Klager havde termin 15. oktober 2015. Hun underrettede pr. mail den 8. december 2015 arbejdsgiver om, at hun ville afholde barselsorlov til og med til 30. august 2016.

Den 19. april 2016 indrykkede arbejdsgiver et stillingsopslag på [...dk]. Af stillingsopslaget fremgik det, at [virksomhed1] søgte social- og sundhedshjælpere og social­ og sundhedsassistenter til spændende og udfordrende opgaver.

På et møde 20. april 2016 drøftede arbejdsgiver og klager, hvorvidt klager skulle afkorte sin barselsorlov for derved at starte tidligere på arbejde end planlagt, eventuelt på deltid. Parterne kunne ikke blive enige om vilkårene for, hvornår klager skulle vende tilbage fra orloven, og derved fastholdt klager, at hun ville holde sin orlov til og med 30. august 2016.

Den 26. maj 2016 sendte arbejdsgiver en opsigelse til klager, hvori arbejdsgiver begrundede afskedigelsen med:

"Begrundelsen herfor skal hovedsagligt findes i nedskæringer, som vi er nød til at foretage, og din Stilling vil derfor heller ikke blive genbesat. Begrundelsen for netop din opsigelse, har vi truffet ud fra din uddannelsesmæssige baggrund. Fremadrettet skal alle medarbejdere med særligt ansvar i dagvagt og som har daglig kontakt til -myndigheden og er ansvarlige for Social og sundhedselever hos [virksomhed1], som minimum have en social og sundhedsassistent uddannelse."

Klager skulle fratræde stillingen 31. august 2016.

Den 8. juli 2016 blev der afholdt en forhandling mellem [fagforbund] og [virksomhed1]. På mødet gjorde [fagforbund] gældende, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven. Enighed kunne ikke opnås.

Den 29. august 2016 indrykkede arbejdsgiver endnu et stillingsopslag på [...dk]. Af stillingsopslaget fremgår det ligeledes, at [virksomhed1] søgte social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter til spændende og udfordrende opgaver.

Efter gennemførelsen af en retssag afsagde [by1] Ret den 11. september 2017 dom, hvori klager fik medhold i sin påstand om betaling af godtgørelse fra arbejdsgiver på 282.222 kr. på grund af afskedigelse i strid med ligebehandlingsloven § 9.

2. Retsregler og praksis samt klagers foreløbige opsamlende synspunkter
2.1. Lovforarbejdet i forbindelse med LL § 7 U

Herunder redegøres nærmere for forarbejderne m.v. og den nuværende ordlyds tilblivelse. Lovarbejdet i 1999 gennemgås herunder kronologisk:

Ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 955 af 20. december 1999. Af bemærkningerne til lovforslaget, se lovforslag 1999/1 LF 88 og betænkning nr. 1999/1 BTL 88, fremgår (uddrag):

"Almindelige bemærkninger

...

A. Fratrædelsesgodtgørelser

...

Regeringen foreslår på dette grundlag at følge Skatterådets anbefaling, hvorefter de nuværende regler om en lempeligere beskatning af fratrædelsesgodtgørelser ophæves. Fratrædelsesgodtgørelser skal efter lovforslaget i fremtiden beskattes fuldt ud som personlig indkomst ligesom andre ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren.

...

3. Lovforslagets indhold

...

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

...

Til nr. 11

...

Forslaget betyder således, at der ikke længere er forskel på den skattemæssige behandling af løn og fratrædelsesgodtgørelser.

Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratrædelse af en stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser.

...”

2.1.1. Skatterådets redegørelse fra juni 1999 - Bilag 4

Det fremgår af forarbejderne, at regeringen er enig i Skatterådets konklusioner i deres redegørelse af juni 1999 om den skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelser, jf. forarbejdernes pkt. 1.3, afsnit A.

Af Skatterådets redegørelse følger det, at baggrunden for deres overvejelser om, hvorvidt der er behov for de særlige regler om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser, er den øgede brug af fastsættelsen af fratrædelsesgodtgørelser i ansættelseskontrakter for specifikt ledende medarbejdere.

Skatterådet henviser også til, at der i de kommende år (altså fra 1999 og frem) må forventes et øget pres på godtgørelsesordningerne som følge af den øgede brug heraf i ansættelseskontrakterne. Der henvises også til, at fratrædelsesgodtgørelser kom ind i lov om særlig indkomst i 1960, hvor det på det tidspunkt ikke var almindeligt i erhvervslivet med store "gyldne håndtryk".

Skatterådets hensigt med at anbefale at afskaffe den særlige beskatningsordning må således ses som udtryk for et ønske om at undgå, at specifikt ledende medarbejdere får denne skattemæssige fordel. Der nævnes i den forbindelse intet om godtgørelser i forhold til eksempelvis forskelsbehandling.

I redegørelsen gennemgås også righoldig praksis på området - dog ingen praksis om godtgørelse for forskelsbehandling. Fokus for gennemgangen virker lagt på direktørers og andre lignende medarbejderes modtagelse af godtgørelse. Dette understøtter, at hensigten med lovreglen var at få sat en stopper for den alt for fordelagtige beskatning af godtgørelser for specifikt ledende medarbejder.

2.1.2. Redegørelsens sammenhæng med forarbejderne - Bilag 5

Afsnittet i forarbejderne (bemærkningerne til lovforslaget) om fratrædelsesgodtgørelser indledes også med en henvisning til den øgede brug af fratrædelsesgodtgørelserne for citat: "[..]de medarbejdere, der befinder sig i den øverste ende af lønskalaen".

Af lovforarbejderne fremgår derfor tydeligt, at hensigten med lovændringen var at sørge for fuld lønbeskatning af fratrædelsesgodtgørelser (og måske også sætte en stopper for den øgede brug af gyldne håndtryk) - hensigten var ikke at ramme godtgørelserne udbetalt som følge af forskelsbehandling eller andet lignende med fuld lønbeskatning.

Dette understøttes også af de afsluttende ord i samme afsnit: "Regeringen ønsker dog samtidig at medvirke til, at virksomhedernes sociale ansvar styrkes[...]" - idet sætningen dog relaterer sig til at skattefrihed i forhold til uddannelsesydelser til afskedigede medarbejdere.

2.1.3. Skatteudvalgets betænkning af 8. december 1999 (Kom til under udvalgsbehandlingen inden 2. behandlingen af forslaget) - Bilag 6

Mindretallet anfører blandt andet i betænkningen, at de:

"finder det rigtigst at beskatte de såkaldte gyldne håndtryk på lige vilkår med anden indkomst, men mindretallet er meget optaget af, at vilkårene for almindelige fratrædelsesgodtgørelser, erstatninger for uberettiget afskedigelse og overenskomstmæssigt bestemtegodtgørelser ikke beskattes hårdere, da disse beløb skal bruges i en overgangsordning, indtil man igen modtager almindelig lønindkomst."

Til ændringsforslag 12, § 16 I, som dog blev forkastet (indhold: for den del af godtgørelsen, som overstiger et grundbeløb på 11. 200 kr., medregnes 85 % til den skattepligtige indkomst. Beløb over et grundbeløb på 200.000 kr. medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst), anfører mindretallet, at hvis dette ikke vedtages, vil loven medføre en stærk stigning i beskatningen af en svag gruppe i samfundet. Det vil give problemer i en lang række afskedigelsessager, som vil resultere i markant lavere udbetaling til den afskedigede.

Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til ændringsforslag nr. 12, at de såkaldte gyldne håndtryk udgør en begrænset del af fratrædelsesgodtgørelserne. Videre at det således primært er funktionærer og arbejdere, der afskediges på grund af graviditet, barselsorlov, alder og andre usaglige afskedigelsesbegrundelser, der rammes af regeringens forslag. Der henvises også til tabel 3, som viser, at 75 % af de udbetalte beløb og antalsmæssigt knap 90 % af alle, der har modtaget enten fratrædelsesgodtgørelse eller gratiale, er de to store lønmodtagergrupper (funktionærer og arbejdere).

Ændringsforslag nr. 12 blev forkastet med 44 stemmer for og 57 imod, jf. 2. behandlingen.

2.1.4. Uddrag/brudstykker af høringssvar - med yderligere spørgsmål/svar (bilag 5)

Skatteministeriets kommentar til DI: "En fratrædelsesgodtgørelse minder på mange punkter om en lønudbetaling...".

DJØF anfører, at forslaget er unuanceret i forhold til de forskellige former for fratrædelsesgodtgørelser.

Som kommentar anføres:

"Der er et kraftigt behov for opstramning, jf. Skatterådets gennemgang af praksis - behovet skyldes også den ændrede samfundsudvikling på området".

Kommentarer til FA:

"For at gøre reglerne enkle og gennemsigtige foreslås alle godtgørelser beskattet efter de samme regler". "Hvis reglerne ændres som foreslået af FA, vil det være nødvendigt at sondre mellem de forskellige former for godtgørelser, og der vil kunne opstå afgrænsningsproblemer".

Det er meget tydeligt, at organisationerne har påpeget den problematik, at forslaget er for unuanceret i forhold til de forskellige former for fratrædelsesgodtgørelser, mens Skatteministeriet tilsyneladende alene har haft et hensyn til at gennemføre en regelforenkling. Samtidig er det dog også forholdsvis tydeligt, at lovgiver har tænkt, at de godtgørelser, som er omfattet er dem, som minder om en lønudbetaling, jf. svaret til DI.

2.1.5. Erstatningsansvarslovens § 26

For at det kan komme på tale at udbetale tortgodtgørelse, skal der bl.a. efter erstatningsansvarslovens § 26 være tale om en "retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person". Det er helt uimodsagt i litteraturen, at tortgodtgørelse kan blive relevant på baggrund af arbejdsgiverens krænkende handling overfor lønmodtageren i forbindelse med lønmodtagers fratræden eller i øvrigt.

Som efter strfl ikrafttl § 15, stk. 1 (siden 1972) er det ikke en betingelse, at krænkelsen er strafbar, jf. Betænkning 1971 601 67 f. Se i øvrigt Karnov note 150 til § 26.

2.1.6. Klagers foreløbige synspunkter og opsamling i forhold til Skatterådets redegørelse og lovforsalget

Oprindeligt var hensigten med afskaffelsen af den lempede beskatning for godtgørelser at ramme den udvidende brug af de "gyldne håndtryk", jf. forarbejderne og Skatterådets redegørelse.

I svarene til organisationerne, som har påpeget, at forslaget er for unuanceret i forhold til de forskellige former for fratrædelsesgodtgørelser, synes det tydeligt, at Skatteministeriet alene har haft et regelforenklingshensyn at forholde sig til og samtidig haft fokus på, at ramme godtgørelser, som overordet set minder om en lønudbetaling.

dette støttes af, at lovforslaget netop var sat i værk med baggrund i Skatterådets redegørelse. Hensigten synes ikke at være den at skulle ramme de tortlignende godtgørelser - men derimod de "gyldne håndtryk", hvorfor bl.a. tortlignende godtgørelser efter ligebehandlingslovens ikke skal være omfattet af ordet "godtgørelser" i LL § 7 U.

Uanset ordlyden af dette oprindelige lovforslag om § 7U (" alle ydelser, der i fremtiden udbetales i anledning af en medarbejders fratræden, vil indgå i den personlige indkomst") skal det derfor understreges, at det er hævet over enhver tvivl, at erstatningsansvarslovens § 26 og/eller ulovbestemt praksis gælder ("ved siden af§ 7 U) og regulere beskatningen af visse godtgørelser/erstatninger, som en arbejdsgiver tilpligtes at udbetale. Det er helt grundlæggende jura. Det fremgår således også af Juridiske Vejledning pkt. C.A.3.7, at hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal denne beskattes på samme måde som det, den træder i stedet for. Er erstatningen en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri, hvis den er kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelsen, er den skattepligtig.

Det fremgår yderligere, at erstatninger udbetalt som engangsbeløb som kompensation for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som f.eks. svie og smerte, varigt men og tort, er skattefri.

Det er åbenbart, at ligningslovens § 7 U ikke gælder de situationer, hvor der sker personkrænkelser. Personkrænkelse (og erstatning for ikke-økonomisk tab) er jo netop noget helt andet end udbetaling af almindelige fratrædelsesgodtgørelser/ ”gyldne håndtryk", som tydeligt træder i stedet for løn og derfor skal beskattes som sådan.

2.2. Godtgørelser efter Ligebehandlingslovens § 16 er en tortlignende godtgørelse, der er skattefri efter statsskattelovens § 5 a

En godtgørelse, der fastsættes i medfør af ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9, som den i sagen omhandlende, bliver fastsat under hensyn til lønmodtagerenes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt, jf. § 16, stk. 3.

Af bemærkningerne til ændringen af§ 16, stk. 3, hvor de tidligere maksimumsgrænser blev ophævet, (FT 2005-06 L 17), fremgår bl.a., at:

"Ligebehandlingslovens godtgørelsesbestemmelser har således også hidtil haft til formål at sikre den krænkede en effektiv kompensation, og det er udgangspunktet, at reglerne om godtgørelse fortsat skal virke fleksibelt og effektivt [...]".

En sådan godtgørelse tilsigter dermed at dække den ikke-økonomiske skade/krænkelse ved arbejdsgivers diskrimination som følge af graviditet. Beløbet tilsigter dermed ikke at udgøre en godtgørelse for fratræden, men en godtgørelse for krænkelsen ved at være forskelsbehandlet på grund af graviditet; en godtgørelse for den tort, der dermed er lidt.

Samme synspunkt blev gjort gældende i SKM2014.86.SR (bilag 7), hvor Skatterådet anså en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, som skattefri. Skatterådets opfattelse om skattefrihed af godtgørelser udbetalt i medfør af forskelsbehandlingsloven blev dog ændret ved SKM2014.354SR (bilag 8).

Professor [person2] fra [universitet1] diskuterer problematikken i SR.2016.352 (bilag 9), hvor hun bl.a. anfører, at alle de omtalte godtgørelser er tiltænkt at dække den ikke-økonomiske skade, som arbejdstageren har lidt i forbindelse med en forskelsbehandling, og ikke en kompensation, der træder i stedet for en indtægt. Forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven skal sikre beskyttelse af potentielt svage personer mod diskrimination - de giver godtgørelser, hvor der er tale om, at der er sket en personlig krænkelse af den ansatte.

Efter professor [person2]s opfattelse "bør sådanne godtgørelser være skattefri, på tilsvarende måde som godtgørelser, der gives som følge af sexchikane, jf. Ligebehandlingslovens § 14, som netop er skattefri". Det giver i den forbindelse ikke nogen mening at sondre i forhold til, om godtgørelsen efter § 14 eller de andre bestemmelser i forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven gives under eller efter ansættelsen. Uanset at det gives efter ansættelsen, er der tale om godtgørelse for tort, og det er ikke en godtgørelse, der træder i stedet for en indtægt

Professor [person2] anfører, "at den nuværende praksis (hvilket Landskatteretten selv nåede frem til ved afgørelse af 23. august 2016) fører til det helt uantagelige resultat, at den samme godtgørelse vil være skattepligtig, hvis den tildeles i forbindelse med afskedigelse, men skattefri, hvis den udbetales under ansættelsen".

2.2.1. Klagers foreløbige synspunkter og opsamling i forhold til Ligebehandlingslovens § 16 og statsskattelovens § 5 a

En godtgørelse, der udbetales i medfør af ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9, er en godtgørelse for den tort, der lides som følge af den diskrimination, som en uberettiget fyring på grund af graviditet i sagens natur er.

Der er således ikke tale om en fratrædelsesgodtgørelse, men en godtgørelse for tort, som lides ved en retsstridig handling efter princippet også i erstatningsansvarslovens § 26. En sådan tort træder ikke i stedet for løn eller lignende, men er en erstatningslignende dækning for ikke-økonomisk skade, der tildeles som følge af den diskriminerende krænkelse.

Såfremt en sådan tort er omfattet af LL § 7 U, medfører det i øvrigt uproportionale og uoverskuelige konsekvenser, idet den derved skal medregnes til den skattepligtige indkomst og kan medføre, at andre ydelser, herunder sociale ydelser, skal tilbagebetales. Se afsnit 2.4 nedenfor.

Tort udbetalt i medfør af ligebehandlingslovens § 16 må i sagens natur være omfattet af statsskattelovens § 5 a, da det er tale om et engangsbeløb, der udbetales som kompensation, og ikke et engangsbeløb, der udbetales som godtgørelse for at fratræde.

2.3. Yderligere gennemgang af praksis og Juridisk vejledning:

Lektor, Ph.d. [person3], [institut], [universitet2], har i U.2015B.42 (bilag 10) forholdt sig meget kritisk til en konklusion fra Skatterådets praksis (jf. f.eks. SKM2014.355.SR) (bilag 11), hvor det kan udledes, at en godtgørelse, der udbetales efter ligebehandlingslovens § 16, skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og beskattes i medfør af LL § 7 U.

Der blev efter afgørelsen udsendt et styresignal (TfS 2014.89 2), og det er nu (med henvisning til Skatterådets afgørelse) indarbejdet i Den juridiske Vejledning 2018-1, afsnit C.A.3.5.2.2. Link til både styresignal og Juridisk Vejledning:

Styresignalet: http://skat.dk/skat[...]

Den Juridiske Vejledning 2018-1, afsnit C.A.3.5.2.2:

http:// skat.dk/skat.[...]

Lektor, Ph.d. [person3] anfører bl.a.,

"at Skatterådets praksis næppe kan anses for korrekt, når der henses til Landsskatterettens praksis, jf. landsskatteretsafgørelse af 29.11.2012, og til, at diskriminationslovene (forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven) indeholder mange forskellige typer rettighedskrænkelser. Det kan derfor ikke generelt fastslås, at godtgørelser herefter er omfattet af LL § 7 U, når de udbetales ved ansættelsesophør".

Hun anfører også,

"at praksis på området efterlader stor uklarhed om, hvorvidt forarbejderne skal fortolkes således, at alle godtgørelser m.v. er omfattet af LL § 7 U, uanset hvilken baggrund de er udbetalt på",

jf. især artiklens side 6-7. Lektor, Ph.d. [person3] stiller i det hele taget spørgsmålstegn ved lovbemærkningerne og det hensigtsmæssige i, at det af ordlyden fremgår, at § 7U skal dække alle godtgørelsessituationer for rettighedskrænkelser.

Landsskatteretsafgørelse af 29. november 2012 (bilag 12) omhandler en godtgørelse udbetalt i forbindelse med et forlig. Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævnets afgørelse, hvoraf det blandt andet følger:

"Såfremt godtgørelsen udbetales efter reglerne i funktionærloven, er godtgørelsen skattepligtig efter reglerne i ligningslovens § 7U.... Udbetales godtgørelsen derimod med baggrund i forskelsbehandlingsloven er det fast antaget i praksis, at der er tale om kompensation for en ikke økonomisk skade, hvorved godtgørelsen kan udbetales skattefrit i henhold til statsskattelovens § 5, litra a" (min understregning).

I sagen var der tvivl om, hvorvidt afskedigelsen var en overtrædelse af funktionærloven eller forskelsbehandlingsloven (og altså ikke ligebehandlingsloven), men det er i princippet lige meget, da begge love vedrører rettighedskrænkelser.

Advokatfuldmægtig [person4], [orgnistion], har i sin artikel (bilag 13) alene med henvisning til lovens forarbejder og lovgivningsprocessen refereret til, at § 7U opsamler alle godtgørelser med ordene:

"[...] det var formålet med ligningslovens § 7 U, at skabe en enkel og gennemsigtigt beskatning, hvorefter alle godtgørelser, der ydes i forbindelse med fratræden blev beskattet på samme måde, uanset på hvilket grundlag godtgørelserne blev udbetalt.",

Dette er naturligvis overordnet set en forståelig indfaldsvinkel, men såre forsimplet i forhold til det helt grundlæggende problem i disse lovbemærkninger om at ensrette beskatning af godtgørelser. Det grundlæggende problem er, at det strider fuldstændig mod grundprincipperne i skatteretten om IKKE at beskatte ikke-økonomisk skade. Fuldmægtig [person4] henviser alene til forarbejderne og SKM.2007.575.ØLR som begrundelse for denne uheldige generalisering, som strider mod grundlæggende skatteretlige principper.

I SKM.2007.575.ØLR (bilag 14) var der tale om udbetaling af almindelig fratrædelsesgodtgørelse, som oversteg funktionærlovens § 2b-grænse, og der var ikke tale om godtgørelse som følge af hverken forskels- eller ligebehandlingslovene. Her anfører Landsretten som naturlig konsekvens af, at dette vedrører en § 2 b-godtgørelse bl.a.:

"Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det med denne bestemmelse var tilsigtet at indføre en ensartet og neutral beskatning i alle tilfælde, hvor der i forbindelse med fratræden af stilling udbetales et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning...".

Landsretten vurderede dog også det "tort" lignende aspekt i sagen men lagde efter bevisførelsen til grund,

"at klageren som følge af uberettiget afskedigelse havde fået udbetalt en godtgørelse, som oversteg det beløb arbejdsgiveren havde været forpligtet til at betale i medfør af funktionærlovens § 2 b, men efter en samlet vurdering fandt landsretten det ikke godtgjort, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26. "

2.3.1 Klagers foreløbige synspunkter og opsamling i forhold til yderligere praksis og Juridisk Vejledning

I afgørelserne fra 2012 og 2007 inddrages hhv. en vurdering af princippet i statsskattelovens 5, litra a og erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort - retsstridige krænkelser - hvor godtgørelse netop er skattefri. Godtgørelser efter ligebehandlingslovene udgør retsstridige krænkelser og er i medfør statsskattelovens 5, litra a og efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 skattefri. De nævnte afgørelsen må anses at støtte dette princip.

2.4. Konsekvenser af at anse godtgørelsen som skattepligtig - Modregning i andre ydelser
2.4.1 Konsekvensen af, at anse en godtgørelse for skattepligtig efter LL § 7 U er, at den indgår i klagers egenindkomst, Jf. nedenfor. Det betyder, at der bl.a. sker modregning i SU og boligstøtte m.v. efter nedenfor nævnte regler. Konsekvensen er reelt, at en godtgørelsen, som er udbetalt for en retsstridig handling, set fra et samlet "familie"økonomisk synspunkt, kan blive væsentlig mindre eller reelt miste sin økonomiske værdi. Det sker fordi modtagelsen af en sådan (skattepligtig) godtgørelse får den direkte virkning, at andre modtagne ydelser skal tilbagebetales helt eller delvist:
? Af SU-lovens § 23, stk. 2, fremgår, at egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomsten, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2. Af stk. 4 fremgår, at Styrelsen i enkelte tilfælde kan godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten. Af § 22, stk. 1, fremgår, at uddannelsesstøtten i et støtteår nedsættes ved den endelige tildeling for dette år, hvis den uddannelsessøgendes egenindkomst i støtteåret overstiger et beløb, der er summen af de månedlige fribeløb i støtteåret.
? I forhold til efterreguleringen i boligstøtte og friplads er modregningsreglerne tilsvarende Der er direkte modregningsadgang og tillige efterreguleringsadgang.

Det vil i sagen natur være de svagest stillede borgere, der vil opleve denne følgekonsekvens mest tydeligt.

Den normale modregningsadgang i offentlige ydelser på grund af eventuel merindtjening ved ekstraarbejde eller modtagelse af yderligere skattepligtige pensionsbetalinger er ikke problematiseret i nærværende redegørelse.

3. Klagers supplerende synspunkter og begrundelse
3.1. Som anført under sammenfatningerne i pkt. 2.1.4, 2.2.1 og 2.3.1 er det klagers opfattelse, den udbetalte godtgørelse ikke skal indgå i indkomstgrundlaget, jf. ifølge LL § 7 U.

Det omtalte tilskud ligger uden for ligningslovens anvendelsesområde.

Det lovforberedende arbejde kan i sin helhed virke "firkantet" men man bør ikke kunne drage den forsimplede konklusion, som advokatfuldmægtig [person4], [orgnistion] har gjort det. Det må slås fast, at der ikke kan udledes et helt klart og entydigt svar af de almindelige bemærkninger. Derfor er det berettiget at rejse tvivl om, hvorvidt LL § 7 U i det hele taget var tiltænkt at dække samtlige godtgørelser, henunder efter såvel ligebehandlingsloven som forskelsbehandlingsloven.

Retspraksis har reelt ikke taget klar stilling til spørgsmålet og bl.a. sagen SKM.2007.575.ØLR må anses som omtvistet.

Ens for praksis er dog, at man stadig må kunne konkludere, at det grundlæggende skatteretlige princip gælder, hvorefter godtgørelser, der udbetales som kompensation for en ikke-økonomisk skade, kan udbetales skattefrit i henhold til statsskattelovens § 5, litra a. Det må herunder ligeledes kunne slås fast, at hvis der ved en afskedigelse forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse en godtgørelse udbetalt for en retsstridig krænkelse, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26, skal godtgørelsen anses for skattefri.

Klagers samlede påstand er således at godtgørelsen omfattet af denne sag er skattefri.”

Repræsentanten har den 9. juni 2020 indgivet bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse som følger:

”Jeg skal oplyse, at klager fastholder ønsket om retsmøde.

Klager har tillige den kommentar til Skatteankestyrelsens udkast, at det kan konstateres, at der i forslaget til afgørelse (alene) er lagt vægt på to ting, nemlig 1) ordlyden af forarbejderne og 2) at godtgørelsen har tilknytning til ophør af ansættelsesforhold.

Som yderligere grundlag for at træffe en afgørelse skal Landsskatteretten dog også foretage en konkret vurdering, altså en vurdering af, om det findes godtgjort ud fra de konkrete omstændigheder, at godtgørelsen er tildelt [person1] for en retsstridig krænkelse af hendes ære eller person. Det er klager, der har bevisbyrden for, at godtgørelsen er for en retsstridig krænkelse af klagers frihed, fred, ære eller person, jf. principperne i erstatningsansvarsloven, men der skal ikke desto mindre foretages en sådan vurdering og tages stilling til dette og ikke (kun) til ovennævnte to grunde.”

Repræsentanten har den 14. august 2020 indgivet bemærkninger til Skattestyrelsens erklæring som følger:

”Jeg skal oplyse, at klager fastholder ønsket om retsmøde.

Klager har ud over kommentarerne til Skatteankestyrelsen af 9. juni 2020 følgende kommentarer til udtalelsen fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsens kommentarer anses for mangelfulde.

Der er uden konkret begrundelse henvist til, at Skattestyrelsen ikke anser den udbetalte godtgørelse som en godtgørelse for en retsstridig krænkelse, og at den ikke krænker klagers ære eller person.

Det er uomtvistet, at en overtrædelse af ligebehandlingsloven er en retsstridig handling. Når den er retsstridig og vedrører så personlige forhold, som den gør i nærværende sag, er det efter klagers opfattelse tillige en krænkelse af klagers ære og person. Denne konkrete vurdering skal foretages, og den er åbenlyst ikke foretaget. Når der skal træffes skønsmæssige afgørelser, må der ikke opstilles regler, som enten begrænser eller udelukker et skøn.

Videre konkluderer Skattestyrelsen fortsat uden konkret vurdering, at det blot følger, nærmest ”pr. automatik” i henhold til Juridisk Vejledning C.A.3.5.2.2, at godtgørelser efter ligebehandlingslovens § 9 skal beskattes efter ligningslovens § 7U.

Det gør det ikke. Det, som der i Juridisk Vejledning henvises til, er:

at der i SKM 2014.355 SR blev svaret bekræftende på en arbejdsgiverrepræsentants spørgsmål om beskatningen af en godtgørelse efter ligebehandlingsloven, og
at det følger af styresignalet, SKM2014.801.SKAT ”at afgørelsen i SKM2014.355.SR, der vedrører godtgørelse efter ligebehandlingsloven ikke er udtryk for en ændring af praksis. Afgørelsen er i overensstemmelse med eksisterende praksis jf. bl.a. Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.A.3.5.2.2.”

Når Skattestyrelsen således alene henviser til et bindende svar, hvor baggrunden for udbetaling af godtgørelse er væsensforskellig fra nærværende sag, så mangler det skønsmæssige element. Der kan ikke hentes yderligere vejledning i Juridisk vejledning afsnit C.A.3.5.2.2, som blot angiver krydshenvisningen. Af retssikkerhedsmæssige årsager er en borger nødt at kunne stole op, at skattemyndighederne træffer deres afgørelse på en konkret grundlag, og i den forbindelse må det understreges, at der fortsat ikke er en direkte lovhjemmel i LL § 70 til at beskatte godtgørelser efter ligebehandlingsloven.

Historisk bør også nævnes, at afgørelserne fra Skatterådet, gengivet som henholdsvis SKM2014.85 SR og SKM2014.86.SR – selv om de nu ikke menes at kunne påberåbes – alligevel tydeligt indikerer, at Skattestyrelsen/Skatterådet helt op til 2014 netop har gennemført konkrete vurderinger af, om den retsstridige krænkelse tillige kunne være en krænkelse af personen og dennes ære, så godtgørelsen kunne være omfattet af erstatningsansvarslovens § 26 og dermed være skattefri. Dette har skatteforvaltningen/Skatterådet praktiseret, uanset hvad der måtte fremgå af lov nr. 955 af 20. december 1999 og forarbejderne hertil.

Man skal huske på, at uanset den automatik, der forsøges skabt af Skattestyrelsens og Skatterådets praksis for beskatning af godtgørelser både efter forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven, så er erstatningsansvarslovens § 26 ikke ophævet. Derfor vil der altid skulle foretages en konkret vurdering af den retsstridige krænkelses karakter i overensstemmelse med denne eksisterende tortregel i erstatningsansvarslovens § 26. Ikke at gøre dette, er retssikkerhedsmæssigt yderst betænkeligt.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, herunder arbejdsindkomst, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Af ligningslovens § 7 U fremgår det om godtgørelser bl.a. at:

“Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31. Det er en forudsætning for skattefriheden, at den skattepligtige person, der modtager gaven, godtgørelsen eller gratialet, er ansat som lønmodtager i den virksomhed, der foretager udbetalingen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.”

Stk. 2. For fratrædelsesgodtgørelser er det en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at:

”1) den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at

2) godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.”

Af pkt. 1.3 i almindelige bemærkninger i forarbejderne til ligningslovens § 7 U (LFF 1999-11-04, nr. 88) fremgår:

”Lovforslaget ændrer ikke ved den hidtidige praksis for, hvad der er omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det betyder, at alle ydelser, der i fremtiden udbetales i anledning af en medarbejders fratræden, vil indgå i den personlige indkomst ved skatteberegningen, medmindre der er tale om uddannelsesydelser, som foreslås at skulle være skattefrie efter ligningslovens § 31.”

Ydes en godtgørelse i tilknytning til en fratrædelse, skal godtgørelsen dermed medregnes i den skattepligtige indkomst, hvilket i øvrigt kan udledes af SKM2007.443.LSR og SKM2007.575.ØLR.

Af skatteministerens svar nr. 3 af 22. november 1999 til Skatteudvalget (Bilag 27 til L 88) fremgår:

”Ifølge praksis er udbetalinger, der af den hidtidige arbejdsgiver udredes i umiddelbar forbindelse med og direkte som følge af fratræden eller en væsentlig ændring af ansættelsen, blevet anset for at være fratrædelsesgodtgørelser. De foreslåede ændringer ændrer ikke ved denne praksis.

Det betyder, at bl.a. følgende godtgørelser er omfattet af de foreslåede lovændringer

(...) godtgørelser for afskedigelse på grund af arbejdstagers krav om ligebehandling efter § 9 i ligebehandlingsloven i det omfang godtgørelsen ikke træder i stedet for løn, (...)”

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Ifølge dommen fra Retten i [by1] af 11. september 2017 er klageren tilkendt en godtgørelse for opsigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Det klare udgangspunkt er herefter, at godtgørelsen skal anses for omfattet af ligningslovens § 7U. Der foreligger ikke særlige omstændigheder, der giver grundlag for at fastslå at der foreligger en retsstridig krænkelse af klagerens frihed, fred, ære eller person, jf. princippet i erstatningsansvarslovens. Der er ligeledes lagt vægt på, at godtgørelsen har tilknytning til ophøret af klagerens ansættelsesforhold.

Landsskatteretten finder således ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at anse den tilkendte godtgørelse, som en skattefri godtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.