Kendelse af 27-03-2019 - indlagt i TaxCons database den 27-04-2019

SKAT har givet afslag på anmodning om ændring af pensionsordning med tilbagevirkende kraft.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

HR på [virksomhed1] (herefter [virksomhed1]) har på vegne af klager anmodet SKAT om tilladelse til ændring af pension med tilbagevirkende kraft. SKAT har ikke imødekommet anmodningen.

Klager er forsker fra Indien. I forbindelse med klagers ansættelse som forsker på [virksomhed1], underskrev klager 9. december 2015 en ansættelsesaftale. Af aftalen fremgår det at klager ønsker de internationale regler i pensionsbeskatningslovens § 53A anvendt

Efterfølgende modtog klager to ansættelsesbreve fra [virksomhed1], henholdsvis den 24. februar 2016, hvoraf det fremgik at klager var ansat i perioden 11. februar 2016 – 10. februar 2018 og yderligere en forlængelse af ansættelsen dateret 16. november 2016, hvoraf det fremgik at klager var ansat fra 1. januar 2017 - 31. december 2018, af begge skrivelser fremgår det under hvilke vilkår klager var ansat samt, at klager har ønsket § 53A anvendt på pensionen.

Af lønsedel samt SKATS afgørelse fremgår det, at [virksomhed1] ved lønudbetalingen har behandlet pensionsordningen som omfattet af pensionsbeskatningsloven § 53A.

[virksomhed1] har ved en gennemgang af deres § 53A sager konstateret, at [Pensionsselskab] ikke har modtaget underretning om, at klager ønsker pensionsbeskatningslovens § 53A anvendt.

s afgørelse

SKAT har givet afslag på ændring af pensionsordningen med tilbagevirkende kraft.

Som begrundelse er anført:

”Du er ansat den 11. februar 2016 på [virksomhed1].

Du er blevet beskattet af dine pensionsbidrag til din pensionsordning i [Pensionsselskab] siden din ansættelse.

[virksomhed1] har ved en gennemgang af sine§ 53 a pensionssager konstateret, at [Pensionsselskab] ikke har modtaget underretning om ønsket om en pensionsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens§ 53 A.

SKAT har den 1. februar 2018 sendt forslag til afgørelse. SKAT har ikke modtaget bemærkninger til forslaget.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1370 af 21. december 2012, § 2, at det på oprettelses eller ændringstidspunktet skal anføres, hvilken beskatningsform pensionsordningen er underlagt.

Bekendtgørelsen giver dermed ikke mulighed for at ændre med tilbagevirkende kraft.

SKATs praksis, der er beskrevet i SKATs Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.4.2.3.2.5. medfører dog, at der i visse tilfælde kan gives tilladelse til at ændre ordningen med tilbagevirkende kraft.

Det fremgår af dette afsnit, at det skal fremgå af aftalen, at pensionstageren ved oprettelsen har til­ kendegivet, at pensionsordningen ønskes tegnet uden fradragsret. Pensionsordningen er derfor kun omfattet af pensionsbeskatningslovens§ 53 A, hvis afkaldet er givet ved oprettelsen af ordningen. Der kan dermed ikke gives afkald på et senere tidspunkt, og der er ingen mulighed for dispensation eller omgørelse. Er et afkald ved en fejl ikke blevet registreret af pensionskassen, kan SKAT dog godkende, at pensionsordningen omfattes af pensionsbeskatningslovens§ 53A.

Da [Pensionsselskab] ikke har modtaget underretning om ønsket om en pensionsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A ved oprettelses eller ændringstidspunktet, er der ikke efter reglerne mulighed for at tillade dette med tilbagevirkende kraft.

SKAT skal derfor meddele, at der ikke kan gives den ønskede tilladelse. ”

Klagerens opfattelse

Klager har nedlagt påstand om ændring af pensionsordningen til pensionsbeskatningslovens § 53A med tilbagevirkende kraft.

Klager har til støtte herfor anført:

“I am [person1] working at [virksomhed1] ([virksomhed1]) as a Postdoc. I have a work and residence permit under researcher scheme.

I have received a notice from SKA T regarding the decision made by SKAT on my pension scheme (enclosed). As I understand, this decision is related to the pension scheme under which I am being covered. As per my knowledge, I have agreed to cover under International pension scheme according to section 53A during the collective agreement and my wish which I submitted to [virksomhed1] on 09/12/2015 (Annexure I) before I started my job at [virksomhed1], Denmark. The same has been agreed by [virksomhed1] that has been stated in my work contract agreements between me and [virksomhed1] dated Feb 24, 2016 (Annexure li) and Nov 16, 2016 (Annexure III). With this background, my pension scheme has to be covered under the International pension scheme according to section 53A as I have clearly requested the same before signing the job contract that was accepted by [virksomhed1]. I have been taxed for my pension contributions also every month starting from my first day of work at Denmark.”

Landsskatterettens afgørelse

Af pensionsbeskatningsloven § 53A nr. 4, fremgår det at, reglerne gælder for pensionskasseordning, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor den pensionsberettigede ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I.

Af Den juridiske vejledning C.A.10.4.2.3.2.3 fremgår det at, det skal fremgå af aftalen, at forsikringstageren ved oprettelsen har tilkendegivet, at forsikringen ønskes tegnet uden fradragsret. Forsikringen er derfor kun omfattet af PBL § 53A, hvis afkaldet er givet ved oprettelsen af ordningen. Der kan dermed ikke gives afkald på et senere tidspunkt, og der er ingen mulighed for dispensation eller omgørelse. Er et afkald ved en fejl ikke blevet registreret af pensionsinstituttet, kan Skattestyrelsen dog godkende, at pensionsordningen omfattes af PBL § 53A.

Klager og SKAT er uenig om hvorvidt klager kan ændre pensionsordningen med tilbagevirkende kraft.

Klager har ved ansættelseskontraktens indgåelse den 9. december 2015 givet afkald på fradrag af pensionsordningen, afkrydset og underskrevet at pensionsordningen ønskes omfattet af den internationale pensionsordning ifølge pensionsbeskatningslovens § 53A. Klager har endvidere modtaget ansættelsesbrev den 24. februar 2016 og 16. november 2016, hvoraf det fremgår, at klager har frasagt sig fradrag og i stedet har valgt den internationale ordning ifølge pensionsbeskatningslovens § 53A.

[virksomhed1] har ved en gennemgang af deres § 53A sager konstateret, at [Pensionsselskab] ikke har modtaget underretningen om klagers afkald af fradrag, og anmodning om anvendelse af de internationale regler i pensionabeskatningslovens § 53A. Af Den juridiske vejledning som beskrevet ovenfor, fremgår det, at hvis pensionskassen ved en fejl ikke har registreret afkaldet, kan Skattestyrelsen godkende en dispensation eller omgørelse.

Det er rettens opfattelse at klager ved ansættelseskontraktens indgåelse den 9. december 2015, har givet afkald på fradrag for pension og angivet ønske om anvendelse af pensionsbeskatningsloven § 53A. Retten bemærker at klager i begge ansættelsesbreve får oplyst at de internationale regler finder anvendelse. Retten bemærker endvidere, at [virksomhed1] har anvendt pensionsbeskatningsloven § 53A på klagers pension, og klager dermed været beskattet af pensionen løbende. Det er ligeledes rettens opfattelse at pensionsordningen ved en fejl ikke er registreret korrekt.

Retten finder, at skattestyrelsen kan ændre pensionsordningen henset til, at det ikke kan komme klager til skade hvem der har begået fejlen, når klager har frasagt sig retten til fradrag ved oprettelsen som følger af lovens bestemmelse.

På baggrund af ovenstående ændrer retten SKATs afgørelse og giver klager medhold i sin påstand.