Kendelse af 12-04-2019 - indlagt i TaxCons database den 30-05-2019

Indkomståret 2014

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til voldgiftssag og bod på i alt 2.250.151 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S (herefter selskabet), cvr-nr. [...1], blev startet den 1. juni 1988 og beskæftiger sig med levering af strengstøbejern, bronze, støbe- og smedegods til kunder i Danmark.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet i 2009 blev klar over, at deres største leverandør, [virksomhed2] Limited (herefter [virksomhed2]), selv overvejede at gå ind på det danske marked og levere støbejern direkte til selskabets kunder. I 2013 afholdte selskabet et møde med [virksomhed2] angående deres fremtidige samarbejde, men mødet resulterede ikke i en ny aftale eller salg af virksomheden. Derefter blev selskabet kontaktet af en anden leverandør på markedet, [virksomhed3] GMBH (herefter [virksomhed3]), hvilket resulterede i, at selskabet i 2014 blev opkøbt af [virksomhed3].

Under forhandlingerne mellem selskabet og [virksomhed3] lavede [virksomhed3] en due diligence undersøgelse af selskabet, hvilket betød, at de skulle sende forskellige oplysninger til [virksomhed3], herunder samarbejdsaftaler med [virksomhed2]. I forbindelse med at selskabets direktør skulle sende en mail med disse oplysninger til [virksomhed3], kom han ved en fejl til at sende mailen til en tidligere medarbejder hos [virksomhed2]. [virksomhed2] blev dermed klar over, at deres samarbejdsaftale med selskabet var blevet sendt til [virksomhed3]. [virksomhed2] opsagde herefter samarbejdsaftalen med øjeblikkelig virkning med den begrundelse, at selskabet havde overtrådt deres aftale om fortrolighed vedrørende indholdet af samarbejdsaftalen.

Af bestemmelserne i samarbejdsaftalen om fortrolighed fremgår følgende:

“11. Remedies for breach of contract

11.1. lf any of the Parties materially breaches any of its obligations, the other Party can terminate this Agreement with immediate effect for breach.

12. Confidentiality and trade secrets

12.1 The Parties shall keep the content of this Agreement and all information in respect of each other, including but not limited to trade secrets, strictly confidential. This obligation continues to stay in force also after the expiry of this Agreement.”

[virksomhed2] anlagde sag mod selskabet i voldgiftsretten for brud på aftalens vilkår om fortrolighed.

Af Voldgiftsinstituttets afgørelse af 22. december 2014 fremgår bl.a. følgende:

Udgifter til voldgiftssag og bod

Selskabet har i indkomståret 2014 fratrukket udgifter til voldgiftssag og bod på i alt 2.250.151 kr.

Det fremgår af selskabets opgørelse, at udgifterne fordeler sig således:

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til voldgiftssag og bod på i alt 2.250.151 kr. i indkomståret 2014.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Som det fremgår af ovenstående, er det en betingelse for at opnå fradrag, at erstatningen er afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt at erstatningen er et udslag af en normal driftsrisiko.

SKAT kan ikke anerkende fradrag for udgiften til erstatning og sagsomkostninger i forbindelse hermed. Der er alene fradrag for procesrenter. Begrundelsen herfor er:

Selskabets skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 2.250.151 kr., idet SKAT alene anerkender fradrag for rentedelen af de fratrukne omkostninger.

Den helt overordnede betingelse for fradrag for udgift til erstatning er, at der skal være tale om en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning i selskabet.

Af den juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.2.18 fremgår blandt andet:

Udgangspunktet for at kunne fratrække erstatningsydelser er derfor, at den erhvervsdrivende har pådraget sig erstatningspligten i forbindelse med, at vedkommende har drevet sin virksomhed, og at udgiften er et udslag af den risiko, der normalt er ved at drive virksomhed inden for det pågældende erhverv.

Konkret er det således først og fremmest nødvendigt at slå fast, hvad årsagen er, til at erstatningskravet og dermed udgiften er opstået.

Hvis udgiften står i naturlig og tæt forbindelse med virksomhedsdriften og er en følge af et uheld eller lignende, der er sædvanligt inden for den aktuelle virksomhedstype, kan udgiften til erstatningsydelsen trækkes fra.

Derimod kan udgifter til erstatning, der skyldes strafbare handlinger, normalt ikke trækkes fra som driftsomkostninger, fordi de ikke anses for at være normale og af den grund driftsfremmede.

[virksomhed1] A/S’ omkostninger er efter SKATs opfattelse ikke udslag af en normal driftsrisiko. Den erstatningspligtige handling knytter sig til et salg af aktierne i selskabet i hvilken forbindelse, der blev udarbejdet en due diligence. Kravet om at udgiften, for at der kan opnås fradrag herfor, skal stå i naturlig og tæt forbindelse med virksomhedsdriften og være udslag af uheld eller lignende, der er sædvanlige for den aktuelle virksomhedstype, er efter SKATs opfattelse ikke opfyldt.

Voldgiftsinstituttet slår i afgørelsen fast, at [virksomhed1] A/S’ brud på fortrolighedsklausulen berettiger [virksomhed2] til at opsige aftalen i utide. På baggrund heraf tildeles [virksomhed2] en erstatning. Erstatningen fastsættes med udgangspunkt i forventet indtjening for 2014. SKAT er ikke enig i, at alene det forhold, at erstatningen dækker et skøn over [virksomhed2]’s manglende indtægt i sig selv berettiger til fradrag. Det er efter SKATs opfattelse alene en metode til beregning af erstatningens størrelse.

Brud på fortrolighedsklausulen er efter SKATs opfattelse ikke et udslag af normal driftsrisiko. Der er tale om en enkeltstående disposition uden sammenhæng med løbende drift og dermed ikke en del af den egentlige virksomhedsudøvelse. Bruddet sker i forbindelse med selskabsejerens forhandlinger om salg af aktierne i selskabet.

I Højesteretsafgørelsen (SKM 2004.71 HR), som revisor har henvist til, slår retten fast, at begrundelsen for nægtelsen af fradrag er, at udgiften ikke kan anses for en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning i As erhvervsvirksomhed. Afgørelsen kan efter SKATs opfattelse ikke tolkes således, at der ville have været fradrag, såfremt erstatningen havde dækket et indkomsttab, som revisor anfører. Højesteret tiltræder landsrettens bedømmelse (offentliggjort i SKM 2002.563 VLD):

Den omhandlede bod, der alene har pønal karakter, kan ikke anses som en naturlig og sædvanlig driftsomkostning i sagsøgerens erhvervsvirksomhed. Boden er derfor ikke omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og kan som følge heraf ikke fradrages i sagsøgerens skattepligtige og personlige indkomst.

De advokatomkostninger, der er afholdt i forbindelse med retssagen, har en sådan sammenhæng med boden, at heller ikke de kan fradrages i indkomsten.

SKAT finder derimod, at afgørelsen kan anvendes analogt i nærværende sag, hvor der også er tale om brud på en kontrakt. Eneste forskel her er, at kontrakten ikke indeholder aftaler om størrelsen af bod ved misligholdelse, hvorfor erstatningsbeløbet fastsættes af voldgiftsinstituttet.

I TfS 1988.321 LSR som revisor henviser til anerkendes fradrag for bøde og omkostninger, da Landsskatteretten vurderer at udgiften knytter sig til klagerens bestræbelser for at fastholde et hidtidigt indkomstgrundlag. Afgørelsen kan efter SKATs opfattelse ikke anvendes analogt i denne sag. [virksomhed1] A/S ifalder erstatningsansvar som følge af bestræbelser på et salg af virksomheden. Det af selskabet fremførte om forhandlinger om ny samarbejdsaftale med [virksomhed2] og et konkurrencemæssigt pres kan ikke føre til andet resultat.

SKAT fastholder således, at der ikke er fradrag for udgiften til erstatning og omkostninger og forhøjer selskabets skattepligtige indkomst med 2.250.151 kr.

(...)”

Den 17. december 2018 er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”(...)

Sagen vedrører selskabets udgifter til erstatning og sagsomkostninger med i alt 2.250.151 kr., som SKAT ikke har godkendt fradrag for.

Vi har herved henset til, at udgifterne dels var af pønal karakter og dels relaterede sig til bestræbelser på salg af selskabets aktier, hvorfor vi ikke har anset dem for omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Endvidere er en del af udgifterne anset for at vedrøre et andet selskab.

Den påklagede afgørelse foreslås stadfæstet, og Skatteankestyrelsen begrunder forslaget på samme måde som SKAT.

Vi kan tiltræde forslaget og henviser i øvrigt til begrundelsen i vores afgørelse og i Skatteankestyrelsens forslag til klagesagens afgørelse.

(...)”

Klagerens opfattelse

Selskabet har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til voldgiftssag og bod på i alt 2.250.151 kr. i indkomståret 2014.

Selskabet har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

Situation

[virksomhed1] A/S er et handelsfirma, der leverer strengstøbejern, bronze, støbe- og smedegods. Hovedproduktet for selskabet er strengstøbejern. Strengstøbejern er et nicheprodukt, der kun produceres af fire aktører på det europæiske marked. Strengstøbejern har nogle fordelagtige egenskaber, som mange industrier kan drage fordel af, og især hydraulikbranchen er storforbruger af strengstøbejern.

De fire producenter i Europa af strengstøbejern er [virksomhed3] GmbH fra Tyskland, [virksomhed6] GmbH fra Tyskland, [virksomhed2] ([virksomhed2] Limited) fra England og [virksomhed7] A/S fra Danmark.

[virksomhed1] A/S er leverandør til en stor del af den danske industri, således har [virksomhed1] A/S ca. 70 % af det danske marked. [virksomhed1] har et godt navn i markedet.

[virksomhed1] A/S samarbejdede meget med [virksomhed2]. [virksomhed1] A/S har benyttet [virksomhed2] som leverandør af strengstøbejern i mange år. [virksomhed2] var således den største leverandør til [virksomhed1] A/S af jern.

Markedet og især priserne på strengstøbejern var og er meget presset i Europa og især i Danmark.

[virksomhed2]'s strategi for fremtidig handel med strengstøbejern i Europa og dermed også i Danmark blev således i løbet af samhandelsperioden fremlagt overfor [virksomhed1] A/S. Det fremgik tydeligt af denne, at [virksomhed2]'s mål var at levere direkte til større slutforbrugere/større kunder i Europa såvel som i Danmark. Dette selv om [virksomhed2] leverede til disse større kunder i Danmark via [virksomhed1] A/S.

Selv om [virksomhed2] således havde en stor del af markedet i Danmark via [virksomhed1] A/S var [virksomhed2] meget interesseret i selv (uden om [virksomhed1] A/S) at levere direkte til flere af [virksomhed1] A/S' største kunder.

[virksomhed2] strategien betød, at [virksomhed1] A/S så risikoen for direkte at blive presset på det danske marked af deres egen leverandør, nemlig [virksomhed2]. Prisen på salget til de store kunder er godt nok presset, men der er en støre volumen, hvorpå fortjenesten kan opnås.

Ovennævnte gav anledning til, at [virksomhed1] A/S allerede i 2009/10 begyndte at overveje, hvordan deres fremtid så ud. Kunne [virksomhed1] A/S fortsætte som uafhængig handelsvirksomhed med et hovedprodukt, strengstøbejern, der er indkøbt ved [virksomhed2], hvis strategi direkte er at udkonkurrence [virksomhed1] A/S på de største kunder.

Overvejelserne hos [virksomhed1] A/S var, om der ville være nok indtjening i at handle med de små og mellemstore kunder på markedet, nu hvor [virksomhed2] selv ville levere til [virksomhed1] A/S' største kunder. Hvordan kunne [virksomhed1] A/S sikre den fremtidige omsætning, konkurrencevilkår, leveringssikkerhed m.v., nu hvor [virksomhed2] selv ville levere til de største kunder i Danmark.

I samme periode og under disse overvejelser registrerede [virksomhed1] A/S, at en anden producenten/konkurrent, [virksomhed3], ansatte en dansk sælger, der skulle opdyrke og sikre en andel af det danske marked for strengstøbejern.

[virksomhed1] A/S blev således presset fra flere sider på deres omsætning i Danmark af [virksomhed2], [virksomhed3] og [virksomhed7].

For at sikre selskabets omsætning i fremtiden overvejede [virksomhed1] A/S derfor følgende:

I processen og i overvejelserne om selskabets fremtid havde [virksomhed1] A/S et møde den 28. februar 2013 med salgsdirektøren for [virksomhed2]. Dette endte dog ikke med en ny samarbejdsaftale, ej heller i en overtagelse af [virksomhed1] A/S. Mødet medførte således ikke til nogen ændringer, der kunne sikre [virksomhed1] A/S mod direkte konkurrence på det danske marked. Den manglende interesse for at imødekomme [virksomhed1] A/S skyldes givetvis, at [virksomhed2] ikke selvstændigt har nogen interesse heri, da de jo har adgang til det danske marked via [virksomhed1] A/S. I forhold til de store danske kunder, kan [virksomhed2] roligt ændre leveringen til en direkte levering.

Efter mødet med [virksomhed2] og under de strategiske overvejelser om selskabets fremtid kontaktede en anden leverandør, [virksomhed3], [virksomhed1] A/S, fordi de ønskede et samarbejde med [virksomhed1] A/S.

[virksomhed3] var ellers i gang med at ansætte selvstændige sælgere i Danmark, men måtte sande, at det ikke var så let som forventet. Derfor kontaktede de [virksomhed1] A/S for et samarbejde. Aftalen blev, at [virksomhed3] i større omfang skulle levere til [virksomhed1] A/S i fremtiden. Det blev dog mellem [virksomhed3] og [virksomhed1] A/S aftalt, at kontrakten med [virksomhed2] skulle respekteres med de betingelser, der fremgik af denne aftale mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] A/S.

Som led i det etablerede samarbejde mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed3] - herunder køb af [virksomhed1] A/S - foretog [virksomhed3] som normalt en due diligence. Ved en due diligence får køber mulighed for at undersøge virksomheden og sikre, at de aftalte vilkår, priser m.v. er fastsat på de rigtige forudsætninger. I forbindelse med en due diligence har [virksomhed3] skrevet under på (kaldes en NDA), at [virksomhed3] ikke vil benytte de informationer, der modtages i forbindelse med sådan en undersøgelse. Da [virksomhed2], [virksomhed3] og i realiteten [virksomhed1] A/S er konkurrenter, er det meget vigtigt, at [virksomhed3] ikke kan benytte informationerne, der opnås i forbindelse med due diligence.

I forbindelse med due diligencen ønsker [virksomhed3] også at kende til de handelsbetingelser, som [virksomhed1] A/S havde med deres største leverandør af støbejern. Aftalen var jo, at [virksomhed1] A/S skulle fortsætte med at få jern fra [virksomhed2].

Idet strengstøbejerns markedet er et presset marked, og prissætningen i sådan et marked er vigtigt, ønskes der klarhed over virksomhedens aftaler.

Idet [virksomhed3] havde underskrevet en NDA, udleverede [virksomhed1] A/S de oplysninger, som [virksomhed3] ønskede de for deres vurdering af [virksomhed1] A/S. Dette omfattede også "følsomme" (fortrolig) informationer til [virksomhed3] eksempelvis indsigt i kundekartotek, kundeaftaler, prisaftaler, statistikker m.v.

Da [virksomhed2] blev bekendt med, at [virksomhed3] havde fået oplysninger omkring deres aftale med [virksomhed1] A/S opsagde de - imod [virksomhed1] A/S' ønske - aftalen mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2]. Herefter anlagde [virksomhed2] en voldgiftssag mod [virksomhed1] A/S som følge af, at [virksomhed1] A/S havde udleveret en ellers fortrolig aftale i forbindelse med en due diligence.

Det er [virksomhed1] A/S opfattelse, at idet man i forbindelse med en due diligence har skrevet under på en NDA, der betyder, at alle informationer indhentet i forbindelse med sådan en due diligence skal behandles fortroligt, kan [virksomhed1] A/S ikke bebrejdes, at aftalen mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] blev udleveret til [virksomhed3].

Voldgiftsrettens konklusion var dog, at der skulle betales kompensation til [virksomhed2] for det tab, som [virksomhed2] måtte have som følge af ophør med "forhandler"-kontrakten. Det vil sige, at voldgiftsretten gav [virksomhed2] ret i, at [virksomhed2] var berettiget til at opsige kontrakten, og at [virksomhed1] A/S som følge heraf skulle betale en kompensation til [virksomhed2], hvilket er almindeligt, når forhandling kontrakter opsiges.

I voldgiftsrettens konklusion konkluderes der, at idet konkurrenten til [virksomhed2], nemlig [virksomhed3], har overtaget [virksomhed1] A/S, må det antages, at aftalen med [virksomhed2] på sigt vil blive opsagt. Med baggrund i dette finder retten, at der er sket en overtrædelse af fortrolighedsbestemmelsen i aftalen mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2]. Det vil sige, at voldgiftsretten har foretaget en samlet vurdering, der betyder, at idet det må forventes, at aftalen vil blive opsagt med [virksomhed2], var [virksomhed2] berettiget til en kompensation for den manglende indtægt.

Det vil sige, at [virksomhed1] A/S skulle betale en kompensation til [virksomhed2], således [virksomhed2] kunne nå at tilpasse sine omkostninger til det nye aktivitetsniveau.

Voldgiftsretten tog desværre ikke i afgørelsen hensyn til, at [virksomhed1] A/S - selv om de blev opkøbt af [virksomhed3] - stadig gerne ville købe støbejern fra [virksomhed2]. [virksomhed2] ønskede dog ikke at levere til [virksomhed1] A/S.

Skatteretlig praksis

Udgifter, der er med til at erhverve, sikre og vedligeholdelse indkomsten, er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6.

I SKM2004.71 udtalte Højesteret i forbindelse med en sag om overtrædelse af en konkurrenceklausul (gengivet i juridisk vejledning):

" Højesteret tiltræder landsrettens bedømmelse, hvorefter konventionalboden, der ikke omfatter erstatning for indtægtstab, men alene har pønal karakter, ikke kan anses som en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning i As erhvervsvirksomhed ... "

Højesteret lægger således vægt på, om erstatningen repræsenterer en indtægtstab, eller om der er tale om et bødebeløb.

I TfS 1988,321.LSR fik en dyrlæge fradrag for en bod m.v., som en voldgiftsret havde pålagt ham at betale, fordi han have overtrådt dyrlægeforeningens kollegiale vedtægter. Landsskatteretten lagde vægt på, at overtrædelsen skyldes, at dyrlægen ønskede at bibeholde et kundegrundlag af samme størrelse som hidtil.

I SKM 2003.146.VLR konkluderede Vestre Landsret, at" ... Landsretten lagde herved vægt på, at opsigelsen af agenten skete som led i en omstrukturering af salgsorganisationen på det tyske marked, at det danske selskab som producent havde den primære interesse i at sikre omsætningen på det tyske marked og dermed også i opsigelsen af agenten, at det danske selskabs beslutning om at betale udgifterne vedrørende opsigelsen af agenten blev truffet i forbindelse med indgåelsen af en samlet aftale med søsterselskabet om det økonomiske opgør i forbindelse med opsigelsen af eksklusivaftalen mellem søsterselskaberne og fordelingen af goodwill-beløbet. Der var efter landsrettens opfattelse derfor ikke tale om et driftstilskud, men en fradragsberettiget driftsomkostning. "

UFR 1942. 335 HRD ([...]), hvor konklusionen i juridisk vejledning er:

"Sikring af tidligere fortjeneste og fremtidig fortjeneste. Forgæves udgifter.

Et selskab fik fradrag for sagsomkostninger, som det havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt.

Begrundelsen var, at udgifterne havde til formål at sikre både tidligere opnået fortjeneste og muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det var uden afgørende betydning for fradraget, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at udgifterne var afholdt forgæves".

Opsummering

[virksomhed2] er af voldgiftsretten blev tildelt et beløb på 200.000 EUR opgjort med baggrund i den indtjening, som [virksomhed2] ville have haft, hvis omsætningen var forblevet hos [virksomhed2]. Basisåret for vurdering af "tabet" var indkomståret 2014.

Beløbet er således betaling for den manglende omsætning, som [virksomhed2] kunne have forventet, hvis aftalen med [virksomhed1] A/S ikke var blevet opsagt.

Voldgiftsretten forudsætter, at aftalen mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] A/S på sigt ville være blevet opsagt. Derfor var [virksomhed2] berettiget til en kompensation for sådan en opsigelse.

Vi mener på denne baggrund, at der efter praksis er fradrag for udgiften.

Vi kan i den forbindelse henvise til SKM2004.71.HR. som anført i juridisk vejledning afsnit C.C.2.2.2.17, hvor det anføres "nægtede Højesteret en detailhandlende med modetøj fradrag for udgiftentil en konventionalbod, som han pådrog sig, da han solgte sin forretning. Højesteret lagde i sinafgørelse vægt på, at konventionalboden ikke omfattede erstatning for (købers) indtægtstab, men alenehavde en pønal karakter. Boden kunne derfor hverken anses for en sædvanlig eller naturlig driftsomkostningi sælgerens virksomhed "

Det kan - som anført - konkluderes modsætningsvis, at hvis vederlaget er udbetalt som erstatning for indtægtstab, vil udgiften være fradragsberettiget.

SKAT anfører, at det ikke efter deres opfattelse kan konkluderes modsætningsvist. Hvis Højesteret ikke tillagde det betydning, hvad der var baggrunden for den afholdte bod, ville det ikke være nødvendigt for Højesteret at anføre "konventionalboden, der ikke omfatter erstatning for indtægtstab, ... ".

Når SKAT også i deres juridiske vejledning anfører dette som referat til afgørelsen, må det være, fordi SKAT også mener, at det har en betydning.

At fradragsretten for en bod skal vurderes i forhold til statsskattelovens bestemmelse "med til erhverve sikre og vedligeholde" ses også af afgørelsen fra 1988 (TfS 1988.321.LSR), hvor der også blev anerkendt fradrag for afholdte udgifter - selvom det var overtrædelse af nogle vedtægtsmæssige bestemmelser, og der blev givet en bod af bødemæssig karakter - da udgiftsafholdelsen var nødvendig for at bibeholde og sikre den fremtidige omsætning.

UFR 1942. 335 HRD ([...])

I den ledende dom indenfor området om fradrag for en betalt bod og de tilhørende omkostninger vedrørende [...] (UFR1942.335 HRD): "Et fik fradrag for sagsomkostninger, som det havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt.

Begrundelsen var, at udgifterne havde til formål at sikre både tidligere opnået fortjeneste og muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det var uden afgørende betydning for fradraget, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at udgifterne var afholdt forgæves".

I denne afgørelse var det danske selskab nødsaget til at se på driften og vurdere, hvordan de kunne optimere deres økonomiske situation. Dette betød, at datterselskabet i Tyskland måtte afbryde samarbejdet med deres agenter i Tyskland. Det blev anerkendt, at det danske selskab havde fradragsret for de i forbindelse med retssagen med de tyske agenter afholdte udgifter.

Tilsvarende for [virksomhed1] A/S.

For [virksomhed1] A/S var markedet presset af, at [virksomhed2] selv ønskede at levere direkte til [virksomhed1] A/S' større kunder i Danmark. [virksomhed1] A/S var nødt til at vurdere, hvilke alternativer der var for fremtiden. Dette omfattede en henvendelse til [virksomhed2], som alligevel ikke ønskede et tættere samarbejde med [virksomhed1] A/S. Derimod ønskede [virksomhed3] dette øget samarbejde.

At det var en rigtig beslutning at indgå et øget samarbejde med [virksomhed3], ses også af, at selskabets tonnage (= solgt mængde jern) er øget med over 200 %. Selv om tonnagen er øget betydeligt, er omsætningen ikke steget tilsvarende. Dette skyldes, at prisen på jern er faldet betydeligt. [virksomhed2] er jo nu en konkurrent til [virksomhed1] A/S.

Hvis [virksomhed1] A/S ikke havde indgået samarbejdet med [virksomhed3], ville selskabets eksistens fremadrettet have været truet alvorligt af konkurrencesituationen og ikke mindst af [virksomhed2]'s strategi om handel direkte med større kunder i Danmark.

[virksomhed1] A/S så ind i en fremtid, hvor mulighederne for at fastholde kunderne og sikre leverancerne til kunderne var truet, ligesom konkurrencen og direkte afledt priserne var under så stort et pres, at indtjeningsevnen så ud til at blive forringet væsentligt.

[virksomhed1] A/S var nødsaget til at vurdere deres fremtid. Da [virksomhed2] ikke ønskede at indgå sådan en dialog, var [virksomhed1] A/S nødsaget til at være imødekommende, da [virksomhed3] kontaktede dem for videre samarbejde.

Med hensyn til voldgiftsrettens afgørelse udtalte de, at de mener, at den med [virksomhed3] indgåede aftalt reelt betyder, at aftalen mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] på sigt skal anses for ophørt. Dermed vil [virksomhed2] være berettiget til at modtage en kompensation for opsigelse af aftalen, således [virksomhed3] kan få tilpasset sine udgifter.

Til sidst skal det nævnes, at SKAT anfører, at de mener, at brud på en fortrolighedsklausul ikke er normal driftsrisiko.

Vi er ikke enig i, at et brud på en fortrolighedsklausul ikke er normal driftsrisiko. Dette ses jo blandt andet af den ovenfor nævnte afgørelse i TfS 1988., 321. LSR, hvor en bod i forbindelse med overtrædelse af de kollegiale vedtægter var en normal driftsrisiko, fordi det var nødvendigt for at bibeholde et kundegrundlag. Overtrædelse af vedtægtsmæssig formål er at sidestille med overtrædelse af en indgået aftale.

Bruddet mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] A/S skete i forbindelse med en due diligence undersøgelse, hvor den potentielle køber har underskrevet en erklæring om, at oplysningerne, der modtages i den forbindelse, ikke må bruges videre. Da prisfastsættelsen er vigtig for vurdering af en virksomheds værdi, er det nødvendigt at udlevere sådanne oplysninger.

Der er ingen praksis på, at man ikke må udlevere samhandelsoplysninger i forbindelse med en due diligence.

Når man ser på voldgiftsrettens konklusionen, så bygger de den på, at det må anses for sandsynligt, at aftalen mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] A/S på sigt vil blive opsagt som følge af det nye samarbejde med [virksomhed3]. Det vil sige, at boden ikke er en bod for overtrædelse af en fortrolighedsaftale, men at brud på fortrolighedsaftale medfører en opsigelse af aftalen, der berettiger til en driftstabserstatning.

I forhold til vurderingen af voldgiftsrettens konklusion bør det erindres, at hvis [virksomhed3] fik majoriteten i [virksomhed1] A/S, ville [virksomhed3] kunne opnå informationerne omkring [virksomhed1] A/S' aftale med [virksomhed2] via bestyrelsesarbejdet i [virksomhed1] A/S.

[virksomhed1] A/S er derfor heller ikke enig i, at udlevering af disse oplysninger i forbindelse med en due diligence betyder, at der er sket overtrædelse af den indgåede aftale med [virksomhed2].

På baggrund af ovenstående mener vi, at kompensationen med tilhørende udgifter til [virksomhed2] (i alt 2.250.151 kr.) er fradragsberettiget, da udgiften har været afholdt for at være med til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, som er betingelsen i statsskattelovens bestemmelse.”

Den 14. januar 2019 er repræsentanten kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”(...)

Skatteankestyrelsen skriver ”.. at den del af udgiften, der vedrører spørgsmålet om de udstedte kreditnotaer vedrørende leverancer til [virksomhed4] blev udstedt på et forkert grundlag...”.

Vi er ikke enig i, at voldgiftsrettens afgørelser vedrørende betaling af bod til [virksomhed2] vedrører [virksomhed4].

Voldgiftsrettens godkendte netop ikke [virksomhed2]’s krav herom.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinformation.dk). Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Det fremgår af Voldgiftsinstituttets afgørelse, at voldgiftssagen handler om overtrædelse af fortrolighedsklausul og om udstedte kreditnotaer vedrørende leverancer til [virksomhed4].

Landsskatteretten lægger til grund, at selskabets udgifter, der udspringer af den del af voldgiftssagen, som vedrører fortrolighedsaftalen, er et resultat af selskabets overtrædelse af fortrolighedsklausulen. Dette blev udløst af, at selskabet sendte aftaler og prislister, som de havde indgået med deres leverandør, til en tredjepart. Dette skete i forbindelse med den nye købers due diligence undersøgelse af selskabet.

Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at voldgiftssagen drejede sig om løsning af en tvist, der udspringer af selskabets dispositioner i forbindelse med salgsbestræbelserne af selskabets aktier. Derfor kan udgifter, der kan relateres til salgsprocessen, ikke anses at have haft den fornødne direkte og umiddelbare tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, men må dermed anses for afholdt i selskabets aktionærers interesse.

Udgifter til erstatning kan fradrages, hvis de er pådraget i forbindelse med driften af den pågældende erhvervsvirksomhed og er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten finder, at udgiften, der er af en pønal karakter, ikke har en direkte og naturlig sammenhæng med driften af klagerens selskab. Efter det oplyste lægges det til grund, at det må have stået klart for klageren, at de overtrådte fortrolighedsklausulen ved at sende aftaler og prislister fra deres leverandør til en tredjepart. Derfor er det Landsskatterettens vurdering, at udgiften ikke er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a., da overtrædelsen af fortrolighedsklausulen ikke er et udslag af en normal driftsrisiko. At selskabet har oplyst, at de var nødt til at overtræde fortrolighedsklausulen for at beholde deres markedsposition, kan ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår af parternes samarbejdsaftale, at bodens størrelse ved en overtrædelse af fortrolighedsklausulen ikke er fastsat. Voldgiftsinstituttet bruger i deres afgørelse klagerens leverandørs forventede indtjening i 2014 som beregningsgrundlag for størrelsen på den bod, der skal betales for overtrædelsen af fortrolighedsklausulen. Det er Landsskatterettens opfattelse, at dette ikke fratager boden dens pønale karakter.

Landsskatteretten finder endvidere, at den del af udgiften, der vedrører spørgsmålet, om de udstedte kreditnotaer vedrørende leverancer til [virksomhed4] blev udstedt på et forkert grundlag, ikke anses at have haft den fornødne direkte og umiddelbare tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse. Der er henset til, at udgiften ikke vedrører selskabet, men derimod det kinesiske selskab, [virksomhed4].

Klageren kan derfor ikke få fradrag for udgifter til voldgiftssag og bod. jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.