Kendelse af 24-01-2019 - indlagt i TaxCons database den 24-02-2019

SKAT har pålagt selskabet at indberette udbetalt befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2015-2016.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet er en malervirksomhed, der beskæftiger ca. 7 medarbejdere, herunder [person1], som også er direktør og hovedanpartshaver i selskabet. [person1] ejer selskabet med 100 %.

Ud fra SKATs oplysninger har selskabet i indkomståret 2015 udbetalt løn til [person1] på 411.221 kr. og skattefri befordringsgodtgørelse på 91.843 kr. I indkomståret 2016 har selskabet udbetalt løn på 441.824 kr. og skattefri befordringsgodtgørelse på 101.609 kr. til [person1].

[person1] har til Skatteankestyrelsen påklaget beskatningen af de udbetalte befordringsgodtgørelser. Selskabets repræsentant, som er sammenfaldende med [person1]s, har henvist til denne klage, idet den indeholder argumentationen for, at den udbetalte befordringsgodtgørelse ikke skal beskattes.

Der er fremlagt kopi af kørebog for indkomstårene 2015-2016. Kørebogen indeholder for hver kørt tur en dato, et mål med kørslen samt en registrering af bilens kilometertæller ved start og slut, antallet af kørte kilometer og de akkumuleret kørte kilometer. De anvendte satser er angivet i en særskilt boks, mens godtgørelsen er opgjort for hver tur.

Ifølge kørebogen har [person1] anvendt en bil med registreringsnummeret [reg.nr.1] til den pågældende kørsel. Selskabet solgt den 5. januar 2015 denne bil til [person1]. Kørebogen er også først udarbejdet fra denne dato. Ud fra synsrapporten afviger bilens kørte kilometer i perioden ikke fra de angivne kilometer, der fremgår af kørebogen.

SKAT har konstateret uregelmæssigheder i den fremlagte kørebog vedrørende aflæsning og difference i kilometertælleren samt overskridelse af 20.000 km grænsen.

[person1] og selskabets repræsentant har anerkendt, at der er tastefejl i kørselsregnskabet. I den forbindelse har de efterfølgende udarbejdet en oversigt over fejludbetalt befordringsgodtgørelse. Ud fra denne oversigt er der tale om et fejludbetalt beløb på 1.636 kr. og 2.816 kr. i henholdsvis 2015 og 2016. De har ligeledes anerkendt, at det fejludbetale beløb skal beskattes.

Repræsentanten har forklaret, at [person1] har afleveret et kørselsregnskab op til lønkørsel hver den 20. i måneden, og at det er [person1]s ægtefælle, der har stået for lønudbetalingen. Det er endvidere oplyst, at befordringsgodtgørelsen ikke er helt korrekt periodiseret som følge af datoen for selskabets lønkørsel. Det er det anførte antal kørte kilometer i kørebogen, der er lagt til grund for udbetalingen af befordringsgodtgørelse. I kørebogen for begge indkomstår er angivet og anvendt den høje sats til beregning af befordringsgodtgørelse for alle kørte kilometer.

SKATs afgørelse

SKAT har pålagt selskabet at indberette udbetalt befordringsgodtgørelse til [person1] i indkomstårene 2015-2016.

Til støtte for begge indkomstår har SKAT anført:

”Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren/selskabet ikke har kunnet foretage den fornødne kontrol af afregningsbilagene, jf. praksis herom i SKM2010.778VLR, (...)”

For så vidt angår indkomståret 2015 har SKAT henset til følgende forhold:

(...)

Der mangler angivelse af kørslens fuldstændige geografiske mål med evt. delmål.

Desuden er der konstateret følgende bemærkninger til kørebøger:

20.000 km grænsen overskrides den 15. september

Kilometeraflæsning på 205.577 km ved start den 27. april svarer ikke til slut 205.579 km den 17. april.

Uoverensstemmelse mellem kontospecifikation for konto 1450 og indberetninger til detail-COR i februar og juni måned

Konstateret difference kilometertæller start 18.000 km den 10. marts og den 15. marts.”

For så vidt angår indkomståret 2016 har SKAT henset til følgende forhold:

”(...)

Selskabet har udbetalt med høj sats på 3,70 kr. pr. km, selvom den høje sats er nedsat til 3,63 kr. pr. km.
Konstateret difference kilometertæller start 18.000 km den 10. marts og den 15. marts.
Uoverensstemmelse mellem kontospecifikation for konto 1450 og indberetninger til detail-COR i august, september og november måned.
Af kørebogen konstateres, at 20.000 km grænsen overskrides den 18. juli.
Fuldstændig start og slut adresser mangler i den løbende registrering i kørebog.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske indberetning af udbetalt befordringsgodtgørelse.

Der er til støtte herfor anført:

”Det er vores opfattelse, at [person1] ikke bør beskattes af ovennævnte beløb, men kun bør beskattes af de to nævnte beløb på 1.636,1 kr. i 2015 og 2.816,5 kr. i 2016. Øvrig udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse opfylder kravene i ligningslovens § 9B samt bekendtgørelse nr. 173 fra 2000. De af SKAT påpegede fejl bør ikkemedføre, at den resterende udbetalte kørselsgodtgørelse skal beskattes i de to indkomstår.

Beskatningen af de udbetalte kørselsgodtgørelser til [person1] er påklaget til Skatteankestyrelsen. Der henvises til denne klage omkring argumentationen for, at den udbetale kørselsgodtgørelse ikke skal beskattes. Da beskatningen bør ophæves, bør kravet om indberetning ligeledes ophæves, bortset fra en beskatning af ovenfor omtalte to beløb.”

Repræsentanten har ved et telefonisk møde med Skatteankestyrelsen den 15. november 2018 kommet med yderligere bemærkninger. I den forbindelse henviste repræsentanten til SKM.2018.240.LSR samt kommentarerne hertil i SR.2018.0284. Henset til afgørelsen nedlagde repræsentanten subsidiær påstand om, at det kun er det fejludbetale beløb, der er skattepligtig. Der blev af repræsentanten lagt vægt på, at der er tale om bagatelagtige fejl i den fremlagte kørebog. Derudover oplyste repræsentanten, at [person1] er ordblind, og at dette kommer til udtryk ved stavefejl m.m. i kørebogen.

Det er repræsentantens opfattelse, at kørebogen opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, nr. 1-6, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Repræsentanten har hertil fremhævet, at de ikke læser bekendtgørelsen på en sådan måde, at målet med kørslen skal være angivet med præcise adresser. Ifølge repræsentanten har arbejdsgiveren godt kunne føre kontrol med, hvor der er blevet kørt hen ud fra de angivne beskrivelser af målet i kørebogen.

Landsskatterettens afgørelse

Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, medhjælpere m.v. jf. skattekontrollovens §§ 7 og 7 A.

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder
Befordring mellem arbejdspladser og
Befordring inden for samme arbejdsplads.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer. Dette fremgår af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. juli 2000.

For at arbejdsgiveren kan føre denne kontrol er det en forudsætning, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholder:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.

2) Kørslens erhvervsmæssige formål

3) Dato for kørslen

4) Kørslens mål med eventuelle delmål

5) Angivelse af antal kørte kilometer

6) De anvendte satser

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen

Det er således ikke en betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse, at der foreligger et egentligt kørselsregnskab, men der stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres, jf. f.eks. SKM2013.136.BR.

Det følger af § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen, at hele den udbetalte befordringsgodtgørelse anses for personlig indkomst, hvis denne udbetales med et højere beløb end Skatterådets satser.

Der er fremlagt bilag for den erhvervsmæssige kørsel i form af en kørebog for indkomstårene 2015-2016. Ud fra den fremlagte kørebog har selskabet i begge indkomstår udbetalt befordringsgodtgørelse til en for høj sats vedrørende kørte kilometer over 20.000 km pr. indkomstår.

Idet der er udbetalt med en for høj sats vedrørende kørte kilometer over 20.000 km pr. indkomstår, anses hele den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattepligtig for [person1], jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen. Arbejdsgiveren anses af samme grund heller ikke for at have ført effektiv kontrol med de kørte kilometer, inden udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse. Der er særligt lagt vægt på, at de akkumuleret kørte kilometer i kørebogen ikke er blevet nulstillet ved overgangen til 2016.

Landsskatteretten har derudover lagt vægt på, at [person1], netop på grund af sin rolle som hovedanpartshaver, har et interessefællesskab med selskabet. For så vidt angår hovedanpartshavere, stilles der strengere krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, jf. f.eks. SKM2010.778.VLR og SKM2013.136.BR.

[person1] og selskabets repræsentant har i sine bemærkninger henvist til SKM.2018.240.LSR samt kommentarerne hertil i SR.2018.0284. Afgørelsen vedrørte godkendelse af rejsegodtgørelse, hvor Landsskatteretten lagde vægt på, at der var ført effektiv kontrol i forbindelse med udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser, og at de fejl der var konstateret i den fremlagte dokumentation, var af bagatelagtige karakter. Afgørelsen adskiller sig af den grund fra selskabets sag, da der netop i denne er udbetalt befordringsgodtgørelse til en for høj sats.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at selvom der efterfølgende er blevet udarbejdet en oversigt over fejludbetalt godtgørelse, og at fejlprocenten ifølge repræsentanten er lav, ændrer det ikke ved, at arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol med udbetalingen af befordringsgodtgørelse til den rigtige takst.

Da den udbetalte befordringsgodtgørelse anses for at være skattepligtig for [person1], har SKAT med rette pålagt selskabet at indberette den udbetalte befordringsgodtgørelse som yderligere A-indkomst i indkomstårene 2015-2016.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelser.