Kendelse af 07-02-2019 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2019

Klagen vedrører bindende svar fra SKAT. Klagen angår svarene på følgende 3 af i alt 5 spørgsmål:

SKATs svar

Spørgsmål 2: Nej

Spørgsmål 3: Nej

Spørgsmål 5: Nej

Landsskatterettens afgørelse

Spørgsmål 2: Svaret "nej" stadfæstes.

Spørgsmål 3: Svaret "nej" stadfæstes.

Spørgsmål 5: Svaret "nej" ændres til ”ja”.

Faktiske oplysninger

Klageren er selvstændig erhvervsdrivende og anvender virksomhedsordningen til opgørelse af det skattemæssige resultat af sin virksomhed.

Klageren har et [finans1]-lån på 3.800.000 kr. i privatsfæren. Til sikkerhed for lånet har klageren stillet virksomhedsaktiver til rådighed. Samtidig har klageren et tilgodehavende på 3.800.000 kr. hos sin søn.

Ifølge klageren ønsker sønnen at indfri gælden, hvorefter klageren overvejer at bygge et nyt hus på [adresse1], [by1]. Ejendommen er et privat aktiv, som er købt i 2016.

Klageren har oplyst, at han ønsker at benytte ca. 2.000.000 kr. til det nye hus. Det resterende beløb på 1.800.000 kr. skal bruges til afvikling af [finans1]-lånet, således at restgælden bliver 2.000.000 kr. Herefter skal 950.000 kr. af [finans1]-lånet flyttes ind i virksomhedsordningen via mellemregning ultimo 2017. Der vil således være 1.050.000 kr. tilbage af [finans1]-lånet i privatsfæren.

SKATs afgørelse

” Bindende svar

SKATs begrundelse for svaret

(...)

Spørgsmål 2

Det er SKATs opfattelse, at hæves der opsparet overskud for 2016 skal der hæves således, at det ældste opsparede overskud hæves først, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 5.

Spørgsmålet besvares med et nej.

Spørgsmål 3

Det er SKATs opfattelse, at en opdeling af gælden til [finans1] i en privat del og en virksomhedsdel er i modstrid med såvel ordlyden og hensigten i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1 og derfor kan det ikke bekræftes, at der kan spares op i virksomhedsordningen efter 1. januar 2018, da der stadigvæk pr. 31. december 2017 er sikkerhedsstillelse i virksomhedens aktiver for privat gæld.

Der henvises til bindende svar af den 23. juni 2015 (SKM2015.489.SR).

Spørgsmålet besvares med et nej.

(...)

Spørgsmål 5

Det er SKATs opfattelse, at hvis [person1] stiller ejendommen [adresse1], [by1] til sikkerhed for et lån, som hans søn skal optage i banken vil det medfører sikkerhedsstillelse i relation til virksomhedsskattelovens § 4 b. Beløbet skal bruges til tilbagebetaling af gæld til [person1].

Det er endvidere SKATs opfattelse, at der er tale om et arrangement i en bank, hvor der efter en konkret vurdering er en klar sammenhæng mellem muligheden for kredit i privatsfæren og indestående på virksomhedens driftskonto eller lignede. Der er tale om udskiftning af sikkerhed.

Der er ved afgørelsen henset til Spørgsmål 247 af 5. december 2014 til Skatteudvalget, hvoraf det fremgår:

"Det fremgår af virksomhedsskattelovens§ 10, stk. 6, at "Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse for overført til den skattepligtige, jf. dog stk. 7-9."

Det er udgangspunktet, at det forhold, at der er stillet en personlig kaution, i sig selv ikke er nok til, at aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, anses for at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

Det er dog opfattelsen, at ud fra en konkret vurdering vil en kaution i særlige tilfælde kunne indebære, at virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen. Dette følger af en fortolkning virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, som den er gengivet oven for, og formålet med lovgivningen, som er at hindre en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsordningen.

Der kan således være tale om et arrangement i et pengeinstitut, der har en karakter, hvor der efter en konkret vurdering er en klar sammenhæng mellem muligheden for kredit i privatsfæren og indestående på virksomhedens driftskonto eller lignende. F.eks. kan kreditten være opnået ved at stille krydsende kautioner. I sådan en situation vil kautionerne kunne anses for at udgøre en sikkerhedsstillelse, hvis der ikke er stillet særskilt privat sikkerhed for den gæld, der kautioneres for"

Der henvises til Skatterådets bindende svar af den 23. juni 2015 (SKM2015.528.SR).

Spørgsmålet besvares med et nej. ”

Skattestyrelsen er fremkommet med følgende udtalelse:

” (...)

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Klagen vedrører spørgsmål 2,3 og 5 i bindende svar af 20/12 2017 fra Skattestyrelsen.

Spørgsmål 2.

(...)

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at spørgsmålet skal besvares med

”NEJ”.

Med henvisning til SKM 2018.513.SR:

” Lovforslagets § 2 stk. 5 blev herefter affattet således:

Står aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, den 1. januar 2018, kan der, så længe aktiverne står til sikkerhed, ikke foretages foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, for indkomst erhvervet fra og med den 1. januar 2018. 1. pkt. finder ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2. Hvis et eller flere af aktiverne, jf. 1. pkt., var stillet til sikkerhed den 10. juni 2014, overføres et beløb svarende til eventuelt virksomhedsoverskud i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, til den skattepligtige med virkning fra den 1. januar 2018.”

” Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 5, at tidligst opsparet overskud hæves først. ”

” Hvis spørger ikke havde foretaget opsparing i virksomhedsordningen forud for 11. juni 2014, ville underskuddet/hævningerne i 2016 have medført hævning af det opsparede overskud i 2015. Da hævningerne er oplyst at overstige opsparingen, vil den samlede opsparing for perioden 11. juni 2014 til d. 31. december 2017 havde herefter udgjort kr. 0, og der vil ikke være opsparede overskud til efterbeskatning. ”

Det fremgår af de foreliggende oplysninger i Skattestyrelsens underskudssystem, at klager pr. 31/12 2017 har følgende opsparede overskud (bemærk at tallene er indkomst til virksomhedsbeskatning jf. årsopgørelserne):

Der er således tale om opsparinger foretaget før den 11/6 2014, hvorfor hævningen i 2016 skal fragå de ældste opsparinger, jf. virksomhedsskattelovens § 10 stk. 5, og således ikke kan påvirke opsparingerne der er foretaget i 2014 og 2015.

Spørgsmål 3.

(...)

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at spørgsmålet skal besvares med

”NEJ”.

Det fremgår af regnskabet for indkomståret 2016, at:

- [finans1]-lån med hovedstol 3.800.000,- kr. er medtaget som et privat passiv.

- Tilgodehavende hos sønnen [person2] er medtaget som et privat aktiv

Tilgodehavende hos sønnen indfries således at klager herefter har en kontant beholdning, på de nævnte 3.800.000,- kr.

Den omstændighed at en del af dette beløb anvendes som ekstraordinær afdrag på [finans1] lånet har ikke betydning for virksomhedsskatteordningen, da denne transaktion udelukkende sker i privat regi.

Det fremgår af virksomhedsskattelovens §§ 1 og 2 at der skal ske en skarp opdeling mellem privat- og erhvervsøkonomien. Da klager har medtaget hele [finans1]-lånet i privat regi anses hele lånet som værende privat, idet der efter virksomhedsskattelovens bestemmelser ikke er muligt at holde erhvervsmæssige aktiver og passiver udenfor virksomhedsordningen.

Spørgsmålet er således om klager kan overføre hele eller en del af lånet til virksomhedsordningen, når hele lånet er privat.

Det følger af retspraksis at private lån kan overføres til erhvervsøkonomien, med de konsekvenser der ligger i principperne i virksomhedsskatteloven – dette betyder at et tilsvarende beløb som gælden skal betragtes som en hævning efter hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5.

Det følger dog af SKM 2015.489.SR at en privat gæld ikke kan delvis overføres til virksomheden, idet der således vil ske en sammenblanding af den privat økonomi med den erhvervsmæssige.

Spørgsmål 5.

(...)

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at spørgsmålet skal besvares med

”JA”.

[adresse1], [by1] er anskaffet af klager den 1/1 2017, men hverken klager eller ægtefællen er tilmeldt denne beboelsesejendom, men det fremgår af anmodningen om bindende svar, at der er tale om en privat ejendom, hvorpå der skal bygges, hvilket også fremgår af BBR hvor der i 2018 er søgt byggetilladelser.

Der er således tale om at klager stiller sin private ejendom til sikkerhed for sønnens lån, hvorved der er tale om et privat aktiv der stilles til sikkerhed for et lånearrangement der ikke påvirker hans virksomhedsskatteordning.

(...) ”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at svarene på spørgsmål 2, 3 og 5 ændres fra ”Nej” til ”Ja”. Til støtte herfor har repræsentanten i klagen anført følgende:

” (...)

Argumentation

Til spørgsmål 2:

Af Lov nr. 992 § 3, Stk. 5.fremgår:

”Står aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, den 1. januar 2018, kan der, så længe aktiverne står til sikkerhed, ikke foretages foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, for indkomst erhvervet fra og med den 1. januar 2018. 1. pkt. finder ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2. Hvis et eller flere af aktiverne, jf.1. pkt., var stillet til sikkerhed den 10. juni 2014, overføres et beløb svarendetil eventuelt virksomhedsoverskud i perioden fra og med den 11. juni 2014 tilog med den 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens§ 10, stk. 2, til den skattepligtige med virkning fra den 1.januar 2018. Vores fremhævelse. Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7 og 8, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse.”

3. pkt., som er fremhævet ovenfor, indebærer, at skattepligtige, der anvender virksomhedsordningen, kan spare op med foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, fra og med 11. juni 2014 til og med 31. december 2017, selv om de har stillet aktiver, der indgår i ordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

Muligheden for at spare virksomhedens skattepligtige overskud op i virksomhedsordningen i den pågældende periode er dog betinget af, at en sikkerhedsstillelse, der eksisterede 10. juni 2014, er afviklet inden 1. januar 2018.

Står aktiver i virksomhedsordningen fortsat til sikkerhed 1. januar 2018, overføres der et beløb fra ordningen til den skattepligtiges privatøkonomi 1. januar 2018. Det beløb, der overføres til den skattepligtige fra virksomhedsordningen, skal beløbsmæssigt svare til den del af virksomhedens skattepligtige overskud i perioden fra og med 11. juni 2014 til og med 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2.

Overgangsreglen, som fremgår af lov nr. 992 § 3, stk. 5, var ikke med i det oprindelige lovforslag – L200 – men blev stillet som ændringsforslag. I betænkning afgivet af Skatteudvalget den 8. september 2014 til ændringsforslaget fremgår følgende om overgangsreglen:

”Det foreslåede 3. pkt. indebærer, at skattepligtige, der anvender virksomhedsordningen, kan spare op i virksomhedsordningen med foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, selv om de har stillet aktiver, der indgår i ordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

Muligheden for at kunne spare virksomhedens skattepligtige overskud op i virksomhedsordningen i den pågældende periode er dog betinget af, at en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, er afviklet inden den 1. januar 2018.

Står aktiver i virksomhedsordningen fortsat til sikkerhed den 1. januar 2018, overføres der et beløb fra ordningen til den skattepligtiges privatøkonomi den 1. januar 2018. Det beløb, der overføres til den skattepligtige fra virksomhedsordningen, skal beløbsmæssigt svare til den del af virksomhedens skattepligtige overskud i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2.

Overførslen af beløbet til den skattepligtige sker i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens regler for overførsel af opsparet overskud. Overførslen er derfor udtryk for en almindelig hævning af et opsparet overskud i virksomhedsordningen, som beløbsmæssigt svarer til det overskud, der er sparet op i den nævnte periode.”

Det fremgår efter vores opfattelse ikke klart, hvorledes en situation, som den i spørgsmålet viste, skal behandles skattemæssigt.

Formålet med overgangsordning er at stille skatteyder hverken bedre eller ringere end, hvis de ikke havde opsparet i overgangsperioden. En formålsfortolkning af reglen bør derfor bevirke, at har skatteyder under overgangsperioden sparet virksomhedsoverskud op i virksomhedsordningen i et år og efterfølgende haft et underskud bør der – når ses på hvor stort et beløb der skal hæves 1. januar 2018 – laves en nettoopgørelse for perioden 11. juni 2014 - 31. december 2017.

Hvis skatteyder ikke forud for 11. juni 2014 har sparet virksomhedsoverskud op, men sparer op i 2014 og 2015 vil hævet opsparing i 2016 med et beløb svarende til de opsparede beløb i sagens natur være af opsparingerne foretaget i 2014 og 2015. Her vil der ikke skulle hæves et beløb den 1. januar 2018.

I perioden 11. juni 2014 til 31. december 2017 er der ikke samlet set sparet op. Af opsparing foretaget i perioden, i 2014 og 2015 er således hævet 138.190 kr. også indenfor perioden, nemlig i 2016.

Når der af betænkningen fremgår, at en overførsel den 1. januar 2018 skal udgøre et beløb ”...som beløbsmæssigt svarer til det overskud, der er sparet op i den nævnte periode” må det skulle forstås således, at overgangsreglen indeholder en samlet periodeopgørelse.

Dette taler for, at overgangsbestemmelsen indeholder en særregel der fungerer ved siden af den almindelige regel om hævning af virksomhedsopsparinger. Den almindelige regel i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 5 bestemme, at der ved en overførsel af et beløb fra virksomhedens konto for opsparet overskud til den skattepligtige skal det tidligst opsparede overskud anses som overført først.

Derfor skal at spørgsmål 2 besvares med et ”ja”.

Til spørgsmål 3

SKAT begrunder sit svar på spørgsmål 3 med, at der efter SKATs opfattelse er i modstrid med såvel ordlyden som hensigten i virksomhedsskattelovens § 2 at opdele realkreditgæld i en privat del og en virksomhedsdel. SKAT henviser herved til Bindende svar af den 23. juni 2015. (SKM2015.489.SR)

Om opdeling af lån

Siden indførelsen af virksomhedsordningen i 1987 har det været fast administrativ praksis, at f.eks. et samlet kreditforeningslån vedrørende en landbrugsejendom med et privat benyttet stuehus kunne opdeles i en privat del vedrørende stuehuset og en erhvervsmæssig del vedrørende erhvervsdelen. Hvis det privat benyttede stuehus således udgjorde eksempelvis 20 % af ejendommens samlede værdi, har det været fast administrativ praksis, at 20 % af det samlede lån ved opgørelsen af virksomhedsordningen kunne henføres til privatområdet, mens de resterende 80 % blev henført til virksomhedsområdet.

Renter og bidrag godkendes fordelt tilsvarende på privat del og erhvervsmæssig del, for det samlet lån.

SKAT har endda i flere tilfælde været af den opfattelse, at der ligefrem kunne stilles krav om, at gæld med sikkerhed i såvel erhvervsaktiv som privataktiv skal fordeles mellem privat og virksomhedsordningen, og ikke kan vælges placeret 100 pct. i privatområdet henholdsvis i erhvervsområdet.

Dette se f.eks. i LSR 631-1216-0068 af 19/11 1993. Skattemyndighederne fremførte i denne sag, at der altid skulle ske en opdeling af prioritetsgæld mellem privat og virksomhedsordningen. Landsskatteretten kunne tilslutte sig skatteyders påstand, hvorefter skatteyder havde været berettiget til at medtage private gældsposter i virksomhedsordningen. Retten henså til, at der som udgangspunkt frit kan medtages private gældsposter i virksomhedsskatteordningen, idet reglerne om rentekorrektion og kapitalafkast sikrer, at private renteudgifter får den samme fradragsværdi uanset om gælden er medtaget i virksomhedens regnskab eller holdt uden for.

Af det nu ophævede cirkulære til virksomhedsskatteloven, Cirk. 21 af 9/12 1986 punkt 56 fremgår om regnskabsmæssige krav, hvor det kræves at der regnskabsmæssigt skal ske en adskillelse af virksomhedens økonomi og den skattepligtiges private økonomi:

”Det skal således i de tilfælde, hvor den skattepligtige f.eks. har en fælles kassekredit for virksomheden og privatdelen ske en adskillelse af denne på henholdsvis virksomhedsdelen og privatdelen. Hvis ikke der sker en sådan adskillelse, vil private beløb, der indsættes på en fælles kassekredit, anses for indskudt i virksomheden. ...”

Videre fremgår af cirkulærets punkt 57:

” Hvis den skattepligtige vælger at have en fælles kassekredit for virksomheden og privatdelen, vi den bogholderimæssige adskillelse af virksomhedens økonomi og den privat økonomi skulle ske ved etablering af mellemregningskontoen i virksomheden... ”

Der er ifølge cirkulæret således mulighed for, at en fælles kassekredit bogføres delvist i privat delvist i virksomhedsordningen.

Endvidere kan henvises til cirkulæret punkt 70, hvor der overordnet er en beskrivelse af reglerne for nulstilling af indskudskontoen.

Ifølge virksomhedsskattelovens indgår den erhvervsmæssige del af en ejendom, hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom, i virksomhedsordningen, jf. lovens § 1, stk. 3. Hvor der er tale om lån i en ejendom, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, må en forholdsmæssig andel af lån til anskaffelse eller forbedring normalt anses for anvendt erhvervsmæssigt jf. punkt 70.

Cirkulære 21 af 9/12 1986 er ophævet men principperne i cirkulæret er fortsat gældende. Der ses da heller ikke efterfølgende af praksis eller andet at være ændret på retningslinjerne for fordeling af gældsposter, herunder opdeling af gæld mellem privat og VSO. Herunder ændres der ikke i disse regler ved L 200, Lov om ændring af virksomhedsskatteloven og kildeskatteloven vedtaget 9/9 2014 og ej heller ved L 123 Forslag til lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., aktieavancebeskatningsloven, virksomhedsskatteloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om investeringsfonds vedtaget 2. juni 2016

Til støtte for, at låneopdeling er muligt kan også henvises til de hidtidige gældende regler for renteafgift på private lån. Folketinget vedtog således den 12. oktober 1986 en lov om afgift på 20 pct. af renter på forbrugslån. Loven var gældende fra 1. januar 1987

I forbindelse med disse regler var det vigtigt at sondre mellem private lån og erhvervsmæssige lån.

Skatteministeren besvarede herved spørgsmål 21 gengivet i TfS 1990, 2. Spørgsmålet var:

”Kan ministeren bekræfte, at en erhvervsdrivende med en blandet ejendom, som er trådt ind i virksomhedsordningen, kan komme til at svare renteafgift af den erhvervsmæssige del af kreditforeningsrenteudgiften.

Såfremt ministeren kan bekræfte dette, ønskes oplyst, om det er hensigten?

Der henvises til renteafgiftsberegningsskema punkt 62 og den tilhørende vejlednings punkt E.”

Skatteministeren svarede:

”Ifølge virksomhedsskatteloven indgår den erhvervsmæssige del af en ejendom, hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom, i virksomhedsordningen, jf. lovens § 1, stk. 3. Hvor der er tale om lån i en ejendom, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, må en forholdsmæssig andel af lån til anskaffelse eller forbedring normalt anses for anvendt erhvervsmæssigt, jf. virksomhedsskattecirkulæret, punkt 70.

Efter bestemmelsen i forbrugsrenteafgiftslovens § 5, stk. 2, 1. punktum, er renteudgifter omfattet af lovens § 3, stk. 3, nr. 2 (realkreditlån m.v.) kun afgiftsfri i det omfang, de vedrører lån mod pant i fast ejendom, som ikke er omfattet af reglerne i virksomhedsskatteloven. For ejendomme, hvoraf kun en del omfattes af virksomhedsskatteloven, anses en tilsvarende del af renteudgifterne at vedrøre virksomheden.

Såfremt den skattepligtige ved opgørelsen af indskudskontoen/kapitalafkastgrundlaget ikke har medregnet de enkelte lån i ejendommen i forholdet mellem den erhvervsmæssige og den private del, men f.eks. har fordelt ejendommens samlede gæld i det nævnte forhold, således at realkreditlån er holdt uden for virksomhedsordningen i et større omfang end vurderingsfordelingen betinger, vil den skattepligtige i princippet komme til at svare renteafgift - helt eller delvist – af den erhvervsmæssige del af realkreditlånet...”

Skatteministeren lægge således ved besvarelsen til grund, at der kan ske en opdeling af lån mellem privat og virksomhedsordningen. Skatteministeren sondrer herved ikke mellem de forskellige lånetyper, hvilket efter vores opfattelse må betyde, at der kan ske opdeling af lån uanset lånetype.

Der har så vidt ses i mange år ikke været spørgsmål eller sager om, hvorvidt gældsposter kan opdeles. Som nævnt ovenfor er det vores opfattelse, at burgere af virksomhedsordningen i praksis har opdelt lån efter behov.

Men i forbindelse med L200 og L123 har spørgsmålet fået ny aktualitet.

Dette ses også af to nyere Bindende svar.

I SKM2015.489.SR nåede Skatterådet frem til, at en privat bankkonto (kassekredit) ikke kunne opdeles. Afgørelsen begrundes med, at en sikker identifikation af virksomhedens gældsposter skal være muligt og dette fandt Skatterådet ikke var opfyldt i den konkrete sag. Der må således ikke kunne en sammenblanding af privat- og virksomhedsøkonomien. Spørger er enig i synspunktet, at der skal være muligt at afgrænse privat og virksomhedsøkonomien. Det var som sagen er oplyst ikke muligt i SKM2015.489.SR. Det er spørgers opfattelse, at det er muligt at foretage en sådan afgræsning jf. indholdet og forudsætningerne i alle de stillede spørgsmål. I sagen er der tale om en kassekredit og en situation, som L200 jf. forarbejder skulle ramme. Der er tale om en konkret begrundet afgørelse. En kassekredit kan blive positiv og så er der tale om et aktiv og ikke et passiv, som ikke kan indgå i virksomhedsordningen jf. hovedreglen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, som hovedregel indgår ikke i den selvstændige erhvervsvirksomhed.

I SKM2017.188.SR fastslår Skatterådet i den konkrete sag, at et eksisterende gældsforhold ikke kunne opdeles i en erhvervsmæssig del, der indgår i virksomhedsordningen og en privat del, der holdes uden for ordningen. Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med, at en skatteyder investerede i et 100 pct. erhvervsmæssigt aktiv. Der var således ikke tale om, at lånet havde sikkerhed i et blandet anvendt aktiv. I hvert fald, når det drejer sig om aktiver med sikkerhed i blandet privat og erhvervsmæssigt anvendte aktiver må det være muligt at opdele lån mellem privat og erhvervssfæren. Det skal dog samtidig anføres, at der ikke af ovenfor nævnte henvisninger til beskrivelse af reglerne er lavet denne sondring hvorfor der kan argumenteres med, at uanset at der ikke er sikkerhed i blandet anvendte aktiver vil en skatteyder kunne vælge opdeling. Dette under forudsætning af, at det er muligt at foretage en afgræsning jf. SKM2015.489.SR.

Hertil kan endvidere tilføjes, at 100 pct. erhvervsmæssig gæld ikke kan vælges placeret i privat men skal placeres i VSO. Følgende fremgår af den juridiske vejledning C.C.5.2.2.12 Erhvervsmæssige passiver herom:

”Hele den selvstændigt erhvervsdrivendes erhvervsmæssige gæld skal indgå i virksomhedsordningen.

Det er vanskeligt at definere, hvad der er erhvervsmæssig gæld. Hvis en selvstændig skal dokumentere, at gælden er erhvervsmæssig, vil der blive lagt vægt på, hvad lånet er anvendt til. Hvis der er tale om ældre lån, vil der i højere grad kunne blive tale om sandsynliggørelse end dokumentation.

Typiske gældsposter, der er erhvervsmæssige og skal indgå i virksomhedsordningen, er bl.a.

• leverandørkreditter

• forudbetalinger

• påløbne eller forfaldne renter af erhvervsmæssig gæld, der indgår i virksomheden.

Lån, der alene kan ydes til eller optages af selvstændigt erhvervsdrivende eller af selvstændigt erhvervsdrivende i bestemte brancher, skal normalt indgå i virksomheden.

Det gælder fx

• lån ydet eller garanteret af staten og statslige institutioner efter erhvervsfremmeordninger m.v.

• lån, hvor der ydes statslige tilskud til betaling af renter eller afdrag.

For gældsposter og lån, herunder almindelige realkreditlån, der ikke er typiske for en erhvervsmæssig virksomhed, må den selvstændiges fordeling normalt lægges til grund. ”

Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen kan vælge at placere private lån i privat eller medtage de private lån i virksomhedsordningen. Anerkendelse af, at et privat lån kan indgå i virksomhedsordningen mod beregning af rentekorrektion indebærer ikke, at det private lån derved ændrer karakter og bliver et erhvervsmæssigt lån, jf. f.eks. SKM2015.618.SR. Derfor må det private lån også efterfølgende kunne flyttes fra VSO til privat hvis den selvstændige måtte ønske dette.

Det er spørgers opfattelse, at selvstændige erhvervsdrivendes mulighed for at opdele lån mellem VSO og privat - under iagttagelse af reglerne i VSO i øvrigt – må anses for hensigtsmæssig og et helt nødvendigt værktøj i forbindelse med regnskabsudarbejdelsen. Dette naturligvis under forudsætning af, at det er muligt at afgrænse lånet i en virksomhedsdel og en privatøkonomidel. Dette gælder uanset om der er tale om et realkreditlån eller et banklån eller et andet lån.

Selvstændige vil kunne opnå ”deling af lån” ved at optage to lån med sikkerhed i samme aktiv – i stedet for et lån - og placere det ene lån i VSO og det andet lån i privat. Det forhold, at den selvstændige vælger at optage et lån i stedet for to eller flere bør ikke stille den selvstændige ringere.

Det vil ofte være forbundet med større omkostninger for del selvstændige at optage to eller flere lån i stedet for et lån. Det forekommer meget uhensigtsmæssigt at pålægge den selvstændige yderligere omkostninger for at opnå et ønsket resultat i forhold til virksomhedsordningen, når dette slet ikke er (bør være) nødvendigt.

Endelig kan henvises til undtagelsesbestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 4 b. stk. 3.

§ 4 b stk. 1 bestemmer, at stilles aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, anses den skattepligtige for at have gjort brug af værdier i virksomhedsordningen svarende til det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller aktivernes handelsværdi i det indkomstår, hvori der stilles sikkerhed. Beløbet i 1. pkt. anses for overført fra virksomhedsordningen til privatøkonomien.

Til denne regel findes dog en undtagelsesregel vedrørende blandet anvendte ejendomme. Undtagelsen indebærer, at den skattepligtige kan stille aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, svarende til værdien af den del af en blandet benyttet ejendom, der tjener til bolig for den skattepligtige. Den gæld, der stilles sikkerhed for, må dog ikke overstige værdien af den del af ejendommen, der tjener til bolig for den skattepligtige.

Hvis en ejendom således er finansieret udelukkende med realkreditgæld vil ejer kunne placere en del af denne realkreditgæld udenfor virksomhedsordningen uden at der herved opstår en sikkerhedsstillelse. Reglen i § 4 b, stk. 3 giver således god mening samtidig med en fortolkning på, at lån kan deles.

Ad spørgsmål 5:

[person1] overvejer at give sønnens kreditorer sikkerhed i sit hus beliggende [adresse1]. Huset [adresse1] er et privat aktiv købt for private midler og henhører således ikke under virksomhedsordningen.

SKAT er af den opfattelse, at hvis [person1] stiller ejendommen [adresse1] til sikkerhed for et lån, som hans søn skal optage i banken vil det medføre en sikkerhedsstillelse i relation til virksomhedsskattelovens § 4b. Beløbet skal bruges til tilbagebetaling af gæld til [person1].

Jf. spørgsmålet kan der blive tale om, at [person1]s søns kreditorer får en tinglyst sikkerhed i [person1]s private aktiv. Der er ikke tale om, at [person1] hæfter personligt, hverken ved kaution eller på anden måde for sønnens gæld.

Det er derfor vores klare opfattelse, at der ikke kan blive tale om beskatning af en sikkerhedsstillelse efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, i det [person1] alene stiller et privat aktiv til sikkerhed for sønnens gæld. ”

Repræsentanten fremkom med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

” (...)

Vi forstår Skatteankestyrelsen således, at Styrelsen som udgangspunkt er enig med skatteyder i, at et realkreditlån kan konteres delvist i virksomhedsordningen og delvist i privatområdet. Hvis spørger således f.eks. ved udarbejdelse af skatteregnskabet for købsåret, havde valgt at placere en andel af et realkreditlån i privat svarende til stuehusets andel af den samlede overdragelsessum ville skattestyrelsen/skatteankestyrelsen have godkendt dette. Dette har da også været praksis siden indførelsen af virksomhedsordningen i 1987 – jf. også vores klageskrivelse af 24. januar 2018 over det Bindende svar.

Skatteankestyrelsen udtrykker så vidt vi forstår styrelsen, at det er den beskrevne fremgangsmåde, styrelsen ikke kan godkende.

Vi vil nedenfor redegøre for, at der på ingen måde er noget odiøst i fremgangsmåden. Faktisk medfører fremgangsmåden reelt, at [finans1]-realkreditlånet ender med at være delt mellem VSO og privat i forhold til lånets pantsikkerhed i hhv. VSO og privat.

Baggrunden for beregning af andel af lånet, som ønsket overført til virksomhedsordningen som en hævning i hæve rækkefølgen, er foretaget med udgangspunkt i, at skatteyder fremadrettet ikke ønsker at have gæld i privatområdet med sikkerhed i aktier i virksomhedsordningen ud over stuehusværdien.

Dette sker på baggrund af værdifordelingen på ejendommen. Andelen af [finans1]-lånet, som ønskes bibeholdt i privatområdet kan således rummes indenfor værdien af stuehuset – altså værdien af det aktiv, som lånet har pant i. Der er således på ingen måde noget odiøst i det ønskede delvise låneflyt. Faktisk kan man anse det delvise låneflyt for at være netop i overensstemmelse med det politiske mål og hensigten med L200 og L123 – ændringer i virksomhedsordningen.

Det delvise låneflyt fra privatområdet til virksomhedsordningen – 950.000 kr. ud af et samlet lånebeløb på 2.000.000 kr. - medfører den ulempe for skatteyder, at han må tåle en hævning i hæverækkefølgen på de 950.000 kr. Låneflyttet bevirker således – alt andet lige - at skatteyder har 950.000 kr. mindre, han kan hæve fra virksomhedsordningen uden at der herved er tale om hævning af indkomst til endelig beskatning i privatområdet. Låneflyttet har således en pris. Når Skatteyder alligevel ønsker at gennemføre det delvise låneflyt er det for at få mulighed for fremadrettet at opspare indkomst til en foreløbig beskatning på 25 % i virksomhedsordningen. Men prisen er som nævnt, at ”mellemregning” mellem virksomhedsordningen og privatområdet samt ”Hensat beløb til senere hævning” tømmes med større indkomstskattebetaling af udtræk fra virksomhedsordningen til følge for skatteyder. ”

Repræsentanten har haft følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

” (...)

Vi har følgende bemærkning til Skattestyrelsens udtalelse til spørgsmål 3 i sagen:

Skatteankestyrelsen fastslår side 3/4, at det følger af retspraksis, at private lån kan overføres til erhvervsøkonomien, med de konsekvenser, der ligger i virksomhedsskatteloven – dette betyder, at et tilsvarende beløb som gælden skal betragtes som en hævning efter hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5.

Vi er helt enige i dette synspunkt.

Videre udtaler styrelsen: ”Det følger dog af SKM 2015.489.SR at en privat gæld ikke kan delvis overføres til virksomheden i det der således vil ske en sammenblanding af den privat økonomi med den erhvervsmæssige. ”

SKM2015.489.SR vedrører en kassekredit og ikke - som i denne sag - et realkreditlån.

Når der er tale om en kassekredit, der ønskes delt mellem privat og virksomhed, vil der kunne opstå problemer. På en kassekredit vil yderligere træk/afdrag enten være private eller erhvervsmæssige. På en kassekredit vil man derfor skulle forholde sig individuelt til det enkelte indsatte hhv. hævede beløb og også til renten. Det er derfor bogføringsmæssigt problematisk at dele en kassekredit mellem virksomhedsordningen og privat.

Efter vores opfattelse er det derved ikke alene det delvise låne-flyt, der er problemet ved kassekreditten. Efter vores opfattelse må afgørelsen formentlig betyde, at kassekreditten heller ikke vil kunne deles mellem privat og erhverv fra start.

Men en tilsvarende problemstilling foreligger ikke ved et realkreditlån. Der er således tale om to forskellige situationer.

Delvis overførsel af et realkreditlån vil skulle ske ultimo indkomståret jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 5. Flyttes 10 % af et lån med en gæld på 1.000.000 kr. fra 100 % privat til 10 % i virksomhedsordningen og 90 % fortsat i privat f.eks. ultimo 2018 vil alle renter og afdrag på lånet i 2018 være private. Låneflyttet giver en hævning i hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5 på 100.000 kr. Fra og med 2019 vil 10 % af alle renter og afdrag være erhvervsmæssige og 90 % private.

Som eksemplet viser, er der ingen bogføringsmæssige problemer i låneflyttet. Renter og afdrag fordeles forholdsmæssigt procentvis. Det er således fuldt ud muligt at identificere virksomhedens andele – i øvrigt på helt samme måde, som hvis lånedelingen var foretaget oprindeligt ved start af virksomhedsordningen eller på lånetidspunktet.

Hvis der ikke er tale om et realkreditlån men i stedet en kassekredit, vil der derimod opstå problemer. Her vil yderligere træk/afdrag på kassekreditten ikke være forholdsmæssigt, men vil derimod som udgangspunkt enten være private eller virksomhedens. Dette giver en bogføringsmæssig udfordring – men som nævnt er denne udfordring ikke til stede ved et realkreditlån.

Eksempel, hvor efterfølgende låne-flyt er nødvendig i forhold til at overholde reglerne i virksomhedsordningen

A ejer en landbrugsejendom, hvor der er realkreditgæld for 10 mio. kr. 20 % af ejendommen er privat anvendt (stuehus (10 %) og tomt udlejningshus (10 %)). A har valgt at placerer 20 % af realkreditlånet – svarende til 2 mio. kr. i privatområdet.

A renoverer udlejningshuset og begynder at udleje dette erhvervsmæssigt. Værdien af udlejningshuset skal nu indskydes i virksomhedsordningen – som et indskud på indskudskontoen. 10 % af gælden – udlejningshusets andel – er herefter ikke længere privat men erhvervsmæssig.

Da erhvervsmæssig gæld skal placeres i VSO er det nødvendigt at indskyde et gældsbeløb på yderligere 10 % i VSO. Hvis landsskatteretten således svarer ”nej” til spørgsmål 3 vil dette være meget problematisk, i det reglerne så ikke hænger sammen.

Hvorfor denne restriktive holdning fra Skattestyrelsens side?

Som det fremgår indledningsvis, er Skattestyrelsen og vi enig i, at private lån kan overføres fra privat til erhvervsøkonomien med de konsekvenser, dette har i form af hævning i hæverækkefølgen.

Hvis en skatteyder således i stedet for et stort lån, har optaget flere mindre lån vil han kunne vælge at flytte et eller flere af disse mindre lån – og herefter have lån delvist i virksomhedsordningen delvist i privat. Ved flere lån kan den ønskede optimering altså opnås.

Der ses ikke at være gode grunde til, at forskelsbehandle denne situation med det delvise låneflyt. Det giver ikke bogføringsmæssige eller andre udfordringer at foretage et efterfølgende delvist låneflyt af et realkreditlån – hverken på låneflyt-tidspunktet eller senere.

Det delvise låneflyt fra privat til virksomheden har – på samme måde som flyt af et helt lån – den konsekvens, at skatteyder må tåle en hævning i hæverækkefølgen.

Virksomhedsordningens selvregulerende mekanismer virker således. Der er ikke noget odiøst i handlingen. Men det er problematisk hvis Skattestyrelsen fastsætter regler, der bevirker at skatteyder skal afholde udgifter til at opdele lån for at opnå det samme, uden at dette given andet en ekstra udgift til skatteyder.

(...) ”

Landsskatterettens afgørelse

Spørgsmål 2

Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 5 har følgende ordlyd:

”Stk. 5. Ved overførsel af beløb fra virksomhedens konto for opsparet overskud efter reglerne i stk. 3 anses tidligst opsparet overskud som overført først. ”

Af § 3, stk. 5 i lov nr. 992 af 16/9 2014 fremgår:

”Står aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, den 1. januar 2018, kan der, så længe aktiverne står til sikkerhed, ikke foretages foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, for indkomst erhvervet fra og med den 1. januar 2018. 1. pkt. finder ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2. Hvis et eller flere af aktiverne, jf. 1. pkt., var stillet til sikkerhed den 10. juni 2014, overføres et beløb svarende til eventuelt virksomhedsoverskud i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, til den skattepligtige med virkning fra den 1. januar 2018. Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7 og 8, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse. ”

I betænkning afgivet af Skatteudvalget den 8. september 2014 til ændringsforslaget fremgår følgende om overgangsreglen:

”Det foreslåede 3. pkt. indebærer, at skattepligtige, der anvender virksomhedsordningen, kan spare op i virksomhedsordningen med foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, selv om de har stillet aktiver, der indgår i ordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

Muligheden for at kunne spare virksomhedens skattepligtige overskud op i virksomhedsordningen i den pågældende periode er dog betinget af, at en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, er afviklet inden den 1. januar 2018.

Står aktiver i virksomhedsordningen fortsat til sikkerhed den 1. januar 2018, overføres der et beløb fra ordningen til den skattepligtiges privatøkonomi den 1. januar 2018. Det beløb, der overføres til den skattepligtige fra virksomhedsordningen, skal beløbsmæssigt svare til den del af virksomhedens skattepligtige overskud i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2.

Overførslen af beløbet til den skattepligtige sker i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens regler for overførsel af opsparet overskud. Overførslen er derfor udtryk for en almindelig hævning af et opsparet overskud i virksomhedsordningen, som beløbsmæssigt svarer til det overskud, der er sparet op i den nævnte periode. ”

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 5 skal der ved hævninger ske anvendelse af det ældste opsparede overskud først.

Overgangsreglen i § 3, stk. 5 i lov nr. 992 af 16/9 2014, gav den skattepligtige mulighed for fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017 at spare op i virksomhedsordningen, selv om de har stillet virksomhedens aktiver til sikkerhed for private aktiver.

Såfremt aktiver i virksomhedsordningen fortsat stilles til sikkerhed for private aktiver pr. 1. januar 2018 skal et beløb svarende til opsparingen i overgangsperioden overføres fra ordningen til den skattepligtiges privatøkonomi. Den skattepligtiges konto for opsparet overskud formindskes med en almindelig hævning i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens regler for overførsel af opsparet overskud.

Landsskatteretten finder, at den hævning, der skal ske efter overgangsbestemmelsen i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens § 10, stk. 5, skal anses for foretaget af det ældste opsparede overskud og er således ikke enig i, at der skal ske fradrag for den allerede hævede opsparing i 2016. Landsskatteretten stadfæster således SKATs besvarelse af spørgsmål 2.

Spørgsmål 3

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3 har følgende ordlyd:

” Aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, indgår ikke i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgå i virksomheden den erhvervsmæssige del af en ejendom, der både tjener til bolig for ejeren og anvendes erhvervsmæssigt i væsentlig omfang. Ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, indgår i virksomheden med den del af ejendommen, der ikke tjener til bolig for ejere. Anskaffelsessummen for ombygning, forbedringer m.v. af den erhvervsmæssige del af sådanne ejendomme indgår ligeledes i virksomheden (...) ”

Virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1 har følgende ordlyd:

” Det er en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at den skattepligtige udarbejder et selvstændigt regnskab for virksomheden, som opfylder bogføringslovens krav. Bogføringen skal tilrettelægges således, at der regnskabsmæssigt sker en opdeling af den skattepligtiges samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi (virksomhedsordningen) og en privatøkonomi. ”

Virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 3 har følgende ordlyd:

” Stk. 1 finder ikke anvendelse for gæld med pant i fast ejendom omfattet af § 1, stk. 3. 2. og 3. pkt., i det omfang gældens kursværdi ikke overstiger ejendomsværdien med tillæg af udgifter til forbedringer, som er foretaget efter fastsættelsen af ejendomsværdien, eller den kontante anskaffelsessum for den del af ejendommen, der tjener til bolig for den skattepligtige. Vurderingen efter 1. pkt. foretages på det tidspunkt, hvor der gives pant i den faste ejendom, eller på det tidspunkt, hvor den skattepligtiges tilvalg af virksomhedsordningen har virkning fra, hvis den skattepligtige forud for tilvalget af virksomhedsordningen har givet pant i ejendommen for gæld, der ikke indskydes i virksomhedsordningen samtidig med ejendommen. Stk. 1 finder ikke anvendelse for gæld med pant i fast ejendom omfattet af § 1, stk. 3, 2. og 3. pkt., hvis gælden kan henføres til omlægning af gæld, der er undtaget efter 1. pkt., og kursværdien af gælden ikke overstiger kursværdien af den gæld, der er omlagt. ”

Grundlæggende skal der ske en adskillelse af virksomhedsøkonomien og privatøkonomien, som det fremgår af lovens § 2, stk. 1. For hvert enkelt aktiv og passiv må det vurderes, om det skal medtages i virksomhedsøkonomien eller holdes udenfor. Som udgangspunkt skal private gældsposter holdes uden for virksomhedsordningen.

Visse blandet benyttede aktiver, herunder en landbrugsejendom kan dog medtages i virksomhedsordningen, jf. lovens § 1, stk. 3. Ved landbrugsejendomme er der foretaget en vurderingsfordeling i henhold til den private og erhvervsmæssige benyttelse. Det fremgår af principperne i det ophævede cirkulære 21 af 9/12 1986 til virksomhedsskatteloven og som anført af repræsentanten af fast praksis, at kreditforeningslån til landbrugsejendomme med privat benyttet stuehus, med udgangspunkt i vurderingsfordelingen, kan opdeles i en privat del vedrørende stuehuset og en erhvervsmæssig del vedrørende den øvrige del af ejendommen i virksomhedsordningen.

Klageren optog et [finans1]-lån på i alt 3.800.000 kr. i privatsfæren. Til sikkerhed herfor er klagerens landbrugsejendom, som er placeret i virksomhedsordningen. Klageren ønsker at foretage en opdeling af sit tilbageværende private [finans1]-lån på 2.000.000 kr., således at 950.000 kr. indskydes i virksomhedsordningen via mellemregningen, mens de resterende 1.050.000 kr. skal forblive i privatsfæren.

Virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 3 er en undtagelse til hovedreglen om, at virksomhedens aktiver ikke må stilles til sikkerhed for private passiver. Efter bestemmelsen kan der gives pant i fast ejendom omfattet af § 1, stk. 3 for gæld, der ikke overstiger ejendomsværdien for den del af ejendommen, der tjener til bolig for den skattepligtige, hvilket den af klageren ønskede opdeling opfylder.

Det er derimod Landsskatterettens opfattelse, at det privat anvendte [finans1]-lån, der efterfølgende ønskes opdelt mellem klagerens privatøkonomi og virksomhedsøkonomi, ikke kan opdeles på den i spørgsmålet beskrevet fremgangsmåde. Der er herved særligt lagt vægt på, at den ønskede fordeling ikke er knyttet op på den egentlige vurderingsfordeling på ejendommen, men opdelingen i stedet fokuserer på opfyldelsen af betingelserne i undtagelsesbestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 3.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs besvarelse af spørgsmål 3.

Spørgsmål 5

Virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 1 omhandler alene erhvervsmæssige aktiver i virksomhedsordningen, der stilles til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen.

Klageren overvejer at stille sin private ejendom [adresse1] til sikkerhed for sin søns lån. Klageren skal ikke hæfte personligt ved kaution eller på anden måde for sønnens gæld. Da ejendommen ikke indgår i klagerens virksomhedsordning, er der ikke tale om en sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 1.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs besvarelse af spørgsmål 5 fra ”Nej” til ”Ja”.