Kendelse af 28-06-2019 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2019

Generelle oplysninger

Klageren driver personlig virksomhed, [virksomhed1], der bl.a. beskæftiger sig med byggematerialer og rådgivning.

Klageren har ikke indgivet regnskab for indkomståret 2014, hvorfor SKAT den 13. juni 2016 har varslet skønsmæssig ansættelse af klagerens indkomst.

Den 23. september 2016 har klageren anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014, herunder om fradrag for tab på debitorer og fradrag for erstatning.

Tab på debitorer

Faktiske oplysninger

Klageren har i regnskab for 2014 bl.a. angivet tab på debitorer med 236.766 kr.

Der er tale om tab på [virksomhed2] ApS, [adresse1], [by1], hvilket selskab blev opløst efter konkurs den 14. marts 2016. Tabet er opgjort til i alt 157.741,09 kr. ekskl. moms.

Der er tillige tale om tab på [virksomhed3] ApS, [adresse2], [by2], hvilket selskab blev opløst efter konkurs den 4. september 2014. Tabet er opgjort til 79.025,26 kr. ekskl. moms.

Der er fremlagt kopi af fakturaer fra 2013 for klagerens virksomheds salg til [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS, og der er fremlagt kopi af momsopgørelse for 2. kvartal 2013, hvoraf salgsmoms svarende til momsbeløbene på fakturaerne fremgår.

Klageren har den 17. april 2017 afgivet følgende erklæring om tab på debitorer for 2014:

”...

Begge debitorvirksomheder er desværre opløst efter konkurs, hvorved mit tilgodehavende er tabt uden dividende. Henvisning til Erhvervsstyrelsens meddelelse er vedlagt i kopi.

For god ordens skyld bemærkes, at efter mine vareleveringer er der gentagne gange rykket for betaling af betaling af mit tilgodehavende, men det viste sig derved, at begge virksomheder var på vej mod konkurs, hvorved jeg naturligvis ikke ønskede, at bekoste yderligere på retlig opkrævning – ”at smide gode penge efter dårlige”.

Som dokumentation for indtægtsførsel af de af klageren fakturerede beløb er fremlagt følgende erklæring af 7. april 2017 fra [person1]:

”Undertegnede [person1] som i perioden var ansat som Salgsdirektør i [virksomhed4] ApS kan hermed bekræfte at [person2] i forhold til selskabet både agerede i egenskab af kunde, hvor han købte vore produkter for egen regning, og som agent, hvor han handlede på vores vegne og i disse tilfælde blev honoreret med provisions.”

Som dokumentation for at klageren har forfulgt sine krav mod de to selskaber, som klageren handlede med i 2013, er det oplyst, at klageren flere gange har rykket for betaling, og at det ikke er muligt yderligere at dokumentere, at han har rykket selskaberne.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for tab på debitorer. Klageren kan først trække tabet fra i det år, hvor det er konstateret og kan gøres endeligt op.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at beløbene er indtægtsført.

Der er endvidere ikke fremlagt dokumentation for, at der er fremsendt skriftlige rykkere eller på anden måde iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling, herunder at klageren ikke har anmeldt kravene i konkursboerne i forbindelse med, at debitorerne blev taget under konkursbehandling, og at der ikke blev indhentet en erklæring fra bobestyreren vedrørende den forventede dividende i nogle af konkursboerne.

Efter bevisførelsen anser SKAT det ikke for godtgjort, at de omhandlede fordringer er tabt med den virkning, at de berettiget til skattemæssigt fradrag. Der er særlig lagt vægt på, at klageren ikke på noget tidspunkt har udsendt skriftlige rykkere til de nævnte debitorer eller på anden måde har iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling. Klageren har endvidere ikke anmeldt sine krav i konkursboerne i forbindelse med, at debitorerne blev taget under konkursbehandling.

Der er henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og Vestre Landsrets domme af 31. marts 1976 (skd.39.331) og af 14. marts 2016 (SKM2014.138.ØLR).

SKAT har tillige anført, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke er overholdt, hvorfor klageren ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for debitorer.

Subsidiært er nedlagt påstand om, at debitortabet på i alt 236.766 kr. var sammensat af både en driftsomkostningsdel og en gevinstdel, og nægtede man fradrag for beløbet, nægtede man også fradrag for driftsomkostningsdelen.

Repræsentanten har anført, at klageren igennem mange år har drevet den omhandlede erhvervsvirksomhed. Driften omfatter salg af bygningsartikler, heraf primært gulvmateriale ([...dk]).

I forbindelse med erhvervsdriften indkøbes bygningsmaterialer - primært gulvartikler - fra materialevirksomheder med stort varelager. De indkøbte materialer sælges derefter til igangværende byggeprojekter.

Vedrørende virksomhedens debitortab i 2014 er henvist til ”Oversigt over debitortab 2014” vedlagt ”Notat om tab på debitorer 2014” samt bilag fra Erhvervsstyrelsen om konkurs uden dividende. I den forbindelse påstås retskrav om fradragsret for de omhandlede debitortab 2014.

Repræsentanten har henvist til SKATs juridiske vejledning 2017-2, afsnit C.B.1.4.2.4 og C.B.1.7.5.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Klageren har den 23. september 2016 anmodet om genoptagelse af indkomstansættelsen for 2014, hvorfor genoptagelsesanmodningen er fremsat inden for den i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, givne frist for ordinær ansættelse.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 17, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § a anvendelse, jf. dog § 18.

Der kan foretages fradrag for tab på fordringer i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op.

Kun under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del heraf er tabt uden udlægsforretning eller andre retsskridt. Særlige omstændigheder kan foreligge ved debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende. Ved disse særlige omstændigheder kan fradrag for tab foretages, såfremt fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig. Skattemæssigt er det ikke en forudsætning for fradrag, at fordringen i enhver henseende uomtvisteligt og endeligt er tabt. Kravene til konstatering af tab på fordringer, eller til sandsynliggørelse af et forventet tab, skal være opfyldt i det indkomstår, hvor der ønskes fradrag for tabet.

Klageren er ikke berettiget til fradrag for tab på debitorer. Der er herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klageren har forfulgt sine krav i form af skriftlige rykkere til de nævnte debitorer eller på anden måde iværksat tiltag i anledning af manglende betaling. Det er heller ikke dokumenteret, at klageren har anmeldt sine krav i debitorselskabernes konkursboer. Det forhold, at klageren den 17. april 2017 har erklæret, at han gentagne gange har rykket for betaling af sine tilgodehavender, kan ikke føre til et andet resultat. Det af repræsentanten anførte om, at en del af tabet skal anses for en driftsomkostning, kan ikke føre til et andet resultat.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Fradrag for erstatning

Faktiske oplysninger

Klageren har i regnskab for 2014 foretaget fradrag for udgifter til retssag med 119.862 kr.

Af dom af 3. april 2014 fra Retten i [by3] anlagt af [person3] mod klageren fremgår:

”...

Sagen, der er anlagt den 8. juli 2013, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte, [person2], har leveret et gulv til sagsøgeren, [person3], og i bekræftende fald om gulvet var mangelfuldt.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte skal betalt 106.250 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 8. juli 2013.

Sagsøgte, [person2], har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået.

...

Rettens begrundelse og afgørelse

...

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

Vedrørende sagens omkostninger bemærkes, at sagsøgte, der har tabt sagen, til sagsøgeren skal betale sagens omkostninger med 42.000 kr. Heraf udgør rets- og berammelsesafgift 2.850 kr., 8.905,60 kr. udgør sagsøgerens udgift til syn og skøn, mens resten dækker sagsøgerens rimelige udgift til advokatbistand.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, [person2], skal inden 14 dage til sagsøgeren, [person3], betalt 106.250 kr. med tillæg af procesrente fra den 8. juli 2013.

Inden for samme frist skal sagsøgte til sagsøgeren betale sagens omkostninger med 42.000 kr.”

Klageren har fremlagt erklæring af 17. april 2017, hvoraf fremgår:

”Undertegnede [person2], [adresse3], [by4] erklærer hermed ved min underskrift og på tro og love, at jeg, som led i min erhvervsmæssige virksomhed samt i medfør af mit samarbejde med [virksomhed4] ApS i 2009 - se vedlagte meddelelse og erklæring fra salgsdirektør [person1] - har modtaget en salgsindtægt i 2009, for det i dommen den 3. april 2014 ved Retten i [by3] omhandlede gulv - henvisning til tidligere fremsendt dom.

Desværre er det ikke muligt, at fremvise bilag på salgsindtægten, idet bilagene kun opbevares i 5 år, som anført i bogføringsloven, men efterfølgende undersøgelse og eftertanke af 2009-regnskabet udviser, at der foreligger en provisionsindtægt på ca. 20 % fra salg af det omhandlede gulv, hvilket således er en naturlig del af den samlede bogførte salgsindtægt i årsregnskabet 2009 og derfor også er indgået i beskatningsgrundlaget for det pågældende år.”

Der er tillige fremlagt en erklæring fra af 7. april 2007 fra [person1], hvoraf fremgår:

”Undertegnede [person1] som i perioden var ansat som Salgsdirektør i [virksomhed4] ApS kan hermed bekræfte at [person2] i forhold til selskabet både agerede i egenskab af kunde, hvor han købte vore produkter for egen regning, og som agent, hvor han handlede på vores vegne og i disse tilfælde blev honoreret med provisions.”

SKATs afgørelse

SKAT har afvist at behandle klagerens anmodning om genoptagelse for så vidt angår fradrag for udgift til erstatning, idet anmodningen om fradrag er fremsendt for sent. Efter SKATs opfattelse skulle anmodningen om genoptagelse af indkomstansættelsen være fremsendt inden 6 måneder efter, at forholdet er kommet klageren til kundskab, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Endvidere er bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke opfyldt, idet klageren ikke har fremlagt dokumentation i form af faktura, ligesom det ikke er dokumenteret, at indkomsten indgår i skatteansættelsen for 2009.

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om fradrag for udgift til erstatning med 106.250 kr. og sagsomkostninger med 42.000 kr., eller i alt 148.250 kr.

Retten i [by3] har den 3. april 2014 afsagt dom, hvorved det fastslås, at klageren retligt anses for ansvarshavende i det pågældende tilfælde af hans videresalg af gulvmateriale.

Repræsentanten har henvist til erklæringer fra klageren og [person1].

SKATs nægtelse finder sted med henvisning primært til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og til § 27, stk. 1, nr. 8.

Repræsentanten har gjort gældende, at der er anmodet om genoptagelse inden for de ordinære frister, hvorfor 6 månedersfristen ikke finder anvendelse.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Klageren har den 23. september 2016 anmodet om genoptagelse af indkomstansættelsen for 2014, hvorfor genoptagelsesanmodningen er fremsat inden for den i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, givne frist for ordinær ansættelse.

Skattestyrelsen pålægges at behandle spørgsmålet om fradrag for erstatning, da klageren inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, har anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014, og sagen ikke ses at være behandlet materielt.