Kendelse af 01-09-2020 - indlagt i TaxCons database den 03-10-2020

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 650.281 kr. for indkomståret 2014.

Landsskatteretten annullerer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS (tidligere: [virksomhed2] ApS) blev stiftet af klageren den 13. juni 2007. Selskabet drev tømrer- og bygningssnedkervirksomhed og udførte post- og kurertjenester. Klageren var direktør i selskabet. Siden den 1. juni 2017 har selskabet været under konkursbehandling.

Der er fremlagt ejerbog for selskabet. Det fremgår heraf, at klageren var ejer af selskabet fra stiftelsen og indtil den 13. oktober 2011. Fra den 13. oktober 2011 til den 11. maj 2015 var klagerens ægtefælle ejer.

Selskabet har aflagt årsrapporter for 2014 og 2015. Årsrapporterne er ikke blevet revideret.

SKAT har for indkomståret 2014 opgjort følgende indsætninger på klagerens private konti i [finans1], [finans2] og [finans3]:

Ifølge klagerens revisor vedrørte indsætningerne på 23.971 kr. den 31. juli 2014, 20.000 kr. den 15. august og 10.000 kr. den 12. december 2014, i alt 53.971 kr., honorar fra [virksomhed5] til klageren.

For så vidt angår de øvrige indsætninger på 542.339 kr. er det af klagerens repræsentant oplyst, at indsætninger stammede fra privat optagede lån, tilbagebetaling af privat ydede lån og udlæg. Der er ikke fremlagt låneaftaler, fakturaer eller anden dokumentation vedrørende indsætningerne.

SKAT sendte forslag til afgørelse den 19. juni 2017 og traf afgørelse den 27. september 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014 med 650.281 kr.

Som begrundelse er anført:

”Modtaget betaling på i alt 53.971 kr. for ydet konsulentbistand til mæglerkæden [virksomhed5], er i henhold din rådgiver fejlagtigt ikke blevet selvangivet. SKAT er enig i dette, hvorfor din skattepligtige indkomst forhøjes med 53.971 kr. jf. statsskattelovens § 4. Der er tale om personlig indkomst jf. personskattelovens § 3, stk. 1, og der skal betales AM-bidrag jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 1.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at som den skattepligtige indkomst betragtes dine samlede årsindtægter. Dine årsindtægter er samtlige indtægter i 2014, hvorfor alle indtægter som udgangspunkt skal medregnes i den skattepligtige indkomst.

Overførslerne til dine bankkonti på i alt 596.310 kr. specificeret i bilag 31 er derfor som udgangspunkt skattepligtige efter statsskattelovens § 4, da du er skattepligtige af samtlige dine årsindtægter.

Hvis indsætningerne på i alt 596.310 kr. skal anses som lån og tilbagebetaling af lån, som det er redegjort for i skrivelse fra din rådgiver, skal dette kunne dokumenteres eller sandsynliggøres ved objektive kendsgerninger i henhold til Højesteretsdom – SKM2011.208.HR (Bilag 32) og SKM2009.37.HR (bilag 39). Det er endvidere præciseret i SKM2009.37.HR, at dette dokumentationskrav gælder uanset trosretning.

Der er ikke, som anmodet i SKAT’s skrivelse af 26. april 2017, indsendt dokumentation for at indsætningerne på i alt 596.310 kr. er lån eller tilbagebetaling her af. Der er ligeledes ikke indsendt andre objektive kendsgerninger, der kan bestyrke forklaringerne på indsætningerne i din rådgivers skrivelse af 18. maj 2017 og 30. august 2017. Det fremgår af Højesteretsdom SKM2011.208.HR under ”Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse”, at der stilles samme dokumentationskrav til private dispositioner af betydning for privatforbruget som til erhvervsmæssige dispositioner. Det kan derfor ikke konstateres hvor indsætningerne specificeret i bilag 31 stammer fra, eller om der er tale om skattefrie indtægter/overførsler.

Da det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort ved objektive kendsgerninger, hvor indsætningerne på i alt 596.310 kr. (bilag 31) stammer fra, må det antages, at der er tale om ikke beskattede, men skattepligtige indtægter jf. statsskattelovens § 4. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 596.310 kr. jf. statsskattelovens § 4.

Beløbet på 596.310 kr. skal medregnes til den personlige indkomst jf. den dagældende personskatte- lovs § 3, stk. 1, og der skal betales AM-bidrag jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 1.

Forhøjelse af din personlige indkomst +53.971 kr.

Forhøjelse af din personlige indkomst +596.310 kr.”

Klagerens opfattelse

Der er under Skatteankestyrelsens sagsbehandling indtrådt ny repræsentant for klageren.

Klagerens nye repræsentant har nedlagt revideret principal påstand, hvorefter klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 650.281 kr.

Klagerens repræsentant har nedlagt revideret subsidiær påstand, hvorefter klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 596.310 kr.

Til støtte herfor er gjort gældende, at:

”Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at SKATs afgørelse af 27. september 2017, jf. Bilag 1, ikke er truffet rettidigt, ligesom ansættelsen ved agterskrivelse af 19. juni 2017, jf. Bilag 12, ikke er varslet rettidigt.

Reglerne om ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse er indeholdt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Skattestyrelsens mulighed for at foretage en ordinær genoptagelse af en skatte­ ansættelse er reguleret i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, der har følgende ordlyd:

"§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder

ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt."

I henhold til ordlyden af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, udløber Skattestyrelsens frist for at varsle en ændring af en skatteansættelse som altovervejende udgangspunkt den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, har været uændret siden bestemmelsens indsættelse ved lov nr. 427 af 6. juni 2005.

En undtagelse til dette udgangspunkt i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, følger af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Bekendtgørelsen har virkning for ansættelse af indkomståret 2013 og frem.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., at Skattestyrelsen i tilfælde, hvor den pågældende skatteyder tilhører persongruppen med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens§ 2, som undtagelse til hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26 skal sende forslag om ændring af skatteansættelsen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Ydermere skal Skattestyrelsen senest foretage den varslede ansættelsesændring den 1. oktober i det an­ det kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, viger således til fordel for denne forkortede ansættelsesfrist i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold.

SKATs forslag om at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2014 er dateret den 19. juni 2017, jf. Bilag 12, og er derfor i udgangspunktet forældet i henhold til § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, idet agterskrivelsen er dateret senere end den 30. juni 2016.

SKATs afgørelse om ændring af [person1]s skatteansættelse er dateret den 27. september 2017, jf. Bilag 1, og er derfor tillige i udgangspunktet forældet i henhold til § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, idet afgørelsen er dateret senere end den 1. oktober 2016.

Det fremgår dog af bekendtgørelsens § 3, at SKAT, uanset fristen i bekendtgørelsens § 1, kan gennemføre en ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger en af de særlige omstændigheder, der er opregnet i skatteforvaltningslovens § 27.

SKAT har ikke i afgørelsen, jf. Bilag 1, anført, hvorfor man mener, at bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold ikke skulle finde anvendelse.

Det gøres således gældende, at SKATs afgørelse, jf. Bilag 1, ikke er truffet rettidigt, ligesom den foretagne indkomstforhøjelse, jf. Bilag 12, ikke var varslet rettidigt. Der har således ikke været hjemmel til de foretagne indkomstforhøjelser.

Selv såfremt man måtte finde, at den korte frist i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 ikke finder anvendelse i nærværende sag, gøres det til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af de i sagen omhandlede indsætninger på hans bankkonti, bortset fra de i alt kr. 53.971, han har modtaget fra [virksomhed5] som konsulentbistand.

Det gøres således gældende, at [person1] har godtgjort, at de øvrige i sagen omhandlede indsætninger er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Såfremt en selvangivelsespligtig ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt af skattemyndighederne, jf. skattekontrolloven § 5, stk. 3.

En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes. Indkomsten kan dog forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i UfR 1967.635 HRD og SKM2002.70.HR. Ingen af delene er tilfældet i nærværende sag, hvor den skønsmæssige forhøjelse øjensynligt alene baserer sig på, at der er foretaget kontante indsættelser, som jo selvsagt må hidrøre et sted fra.

Skattemyndighederne ses endvidere ikke at have foretaget en fyldestgørende privatforbrugsberegning, hvor [person1]s indkomst efter skattemyndighedernes forhøjelse af også [person2]s indkomst, er medregnet.

Selv såfremt man måtte finde, at skattemyndighederne var berettigede til at foretage en skønsmæssig forhøjelse, er skattemyndighederne imidlertid ikke frit stillet ved foretagelse af skønnet, idet skattemyndighederne skal sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, jf. forarbejderne til bestemmelsen (FT 1995-96, tillæg A, s. 2576):

"Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde (hvor SKAT fastsætter indkomsten skønsmæssigt som følge af manglende behørigt regnskab/selvangivelse) som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre; at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, set i lyset af de oplysninger som skattemyndighederne er i besiddelse af"

Skattemyndighedernes skøn vil da heller ikke i praksis blive opretholdt, når skønsresultatet medfører et urealistisk højt privatforbrug, jf. Landsskatterettens kendelse af 5. december 2013, j.nr. 12-0189794, hvor Landsskatteretten anførte følgende:

"SKAT har ved ansættelserne opgjort den skattepligtige omsætning på grundlag af konkrete indsætninger på virksomhedens bankkonto i 2009 og 2010. Den forudsatte omsætning er således underbygget af objektive kendsgerninger vedrørende virksomhedens likvide pengetilførsel. Da der ikke er fremlagt behørig bilagsdokumentation for udgifterne i virksomheden, har SKAT med rette godkendt skønnede fradrag for varekøb og administrationsudgifter for indkomstårene. De selvangivne overskud af virksomheden for 2009 og 2010 er på den baggrund forhøjet med 955.510 kr. og 1.656.867 kr., hvilket medfører et vejledende privatforbrug for klageren og ægtefællen for 2009 og 2010 på henholdsvis 1.136.852 kr. og 1.838.430 kr. SKAT har ikke i forbindelse med sagsbehandlingen foretaget nærmere gennemgang af de vejledende privatforbrug, der på grund af mangelfuld dokumentation må lægges til grund ved sagens afgørelse. De forudsatte privatforbrug forekommer imidlertid ikke realistiske, uanset der foreligger betydelig usikkerhed omkring virksomhedens aktiviteter. På den baggrund nedsættes SKATs skøn over virksomhedens merindtjening i 2009 og 2010 til 320.000 kr. for hvert år, hvorved klagerens og ægtefællens privatforbrug forudsættes at udgøre ca.500.000 kr. i både 2009 og 2010."

Det gøres gældende, at skattemyndighedernes skøn i nærværende sag ikke er i overensstemmelse med loven, idet man blot ukritisk for skønnet lægger til grund, at samtlige indsætninger er skattepligtige, at der ikke er indrømmet et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger ved konsulenthonorarerne, og at der ikke er taget højde for det ekstremt høje samlede privatforbrug for [person1] og hans ægtefælle, der vil være en følge af en gennemførelse af skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse i sin nuværende form.”

Skattestyrelsens supplerende udtalelse

Skattestyrelsen har anført følgende til repræsentantens supplerende indlæg:

”Skattestyrelsen er enig i, at [person1] for indkomståret 2014 er omfattet af den korte ligningsfrist jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Vores afgørelse af 27. september 2017 er sendt efter den korte ligningsfrist, og afgørelsen er anset for omfattet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, hvilket skulle have været begrundet i afgørelsen. I afgørelse fra Byretten SKM2017.530BR finder retten ikke, at dette er ugyldigbedsgrund.

Skattestyrelsens forslag om forhøjelse skal ifølge § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 sendes senest 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret. Det vil sige, at fristen for at afsende et forslag om forhøjelse for indkomståret 2014 var den 30. juni 2016.

Der er dog en udtagelse til fristen ovenfor i før nævnte bekendtgørelse § 3, hvis en af betingelser i skatteforvaltningens § 27 er opfyldt.

Skattestyrelsen har vurderet, at [person1] har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have underrettet Skattestyrelsen om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2014 er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5. [person1] har i henhold til skattekontrollovens § 1, stk. 1 pligt til at selvangive sin indkomst. Skattestyrelsen har især lagt vægt på, at [person1] ikke har selvangivet et betydeligt beløb i form af en indsætning på sin bankkonto på i alt 596.310 kr. både relativt og i forhold til, at der ikke er selvangivet nogen indkomst for indkomståret 2014. Der er endvidere lagt vægt på, at [person1] har og har haft flere direktionsposter i selskaber (kopi af personrapport fra BIQ). [person1] blev endvidere anset for at have været den reelle leder i [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], idet han havde fuldmagt til selskabets bankkonti i [finans1] (bilag 29).

Betingelserne for at foretage en ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2014 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 anses derfor for opfyldt.

Skattestyrelsen havde først den 18. maj 2017 tilstrækkeligt materiale og oplysninger om forholdene, der kunne give anledning til ekstraordinær genoptagelse, hvorfor fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 anses for opfyldt. Der er sendt forslag den 19. juni 2017.

Den ordinære fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 er herefter gældende, hvorfor afgørelsen af 27. september 2017 for indkomståret 2014 er sendt rettidig

Repræsentantens bemærkninger til sagsfremstillingen:

Repræsentanten har i forbindelse med Skatteankestyrelsens sagsfremstilling fremsendt følgende bemærkninger til den fremsendte indstilling:

”Vi har modtaget Skatteankestyrelsens skrivelse af den 27. september 2019 vedlagt styrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Det kan oplyses, at vi ikke har bemærkninger til sagsfremstillingen, og er enig i forslaget til afgørelse.

Det bemærkes imidlertid, at selv såfremt Landsskatteretten ikke måtte finde, at sagsbehandlingsfejlen er konkret væsentlig, er afgørelsen ugyldig, jf. skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, 2. pkt., som følge af, at afgørelsen er truffet den 27. september 2017 og således mere end 3 måneder efter forslaget af 19. juni 2017.

”

Skattestyrelsens bemærkninger til indstillingen:

Skattestyrelsen har i forbindelse med Skatteankestyrelsens indstilling fremsendt følgende bemærkninger:

”Klager er omfattet af den forkortet ligningsfrist efter bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Bedømmelsen af om en person er omfattet af den korte ligningsfrist tager sit udgangspunkt

i om der modtages en årsopgørelse og ikke et oplysningsskema.

Der er enighed om at klager er omfattet af den korte ligningsfrist, således at forslag

skulle være udsendt til klager senest 30. juni 2016 og med afgørelse senest 1. oktober 2016.

Forslag er udsendt 19/6 2017 med efterfølgende afgørelse af 27/9 2017, reglerne om

genoptagelse efter reglerne for den korte ligningsfrist er således ikke opfyldt.

Ansættelsen for indkomståret 2014 kan således alene genoptages hvis forholdet kan

henføres Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, handlet mindst groft uagtsom.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen, at det ikke fremgår af hverken det

udsendte forslag eller den efterfølgende afgørelse, at Skatteforvaltningslovens § 27

stk. 1 nr. 5 er bragt i anvendelse.

Det fremgår dog af såvel det udsendte forslag og afgørelsen, et afsnit om ”Eventuel

overtrædelse af straffebestemmelserne”, hvorfor Skattestyrelsen er af den opfattelse

at genoptagelse af ansættelsen er sket udfra en vurdering af, at der er tale om mindst

groft uagtsom.

Ændringen af ansættelsen for indkomståret 2014 anses ikke at være ugyldig trods

den manglende lovhenvisning til Skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, bl.a. fordi

det materielle indhold er belyst og beskrevet fyldestgørende.

Bestemmelsen i § 27 stk. 2 anses dog ikke for opfyldt, jf. nedenfor:

Kundskabstidspunktet er 18/5 2017

Forslag udsendt19/6 2017 indenfor 6 måneder

Kendelse udsendt 27/9 2017 udenfor 3 måneder

Forvaltningslovens § 27 stk. 2 er således ikke opfyldt, idet der er gået mere end 3

måneder mellem den udsendte varsling og afgørelsen.

Skattestyrelsen er således enig med Skatteankestyrelsen at ansættelsen er ugyldig og

derfor bortfalder.”

Repræsentantens afsluttende bemærkninger:

Klagerens repræsentant har indsendt følgende afsluttende bemærkninger til Skattestyrelsens kommentarer:

”Det er helt overordnet ligegyldigt for [person1], hvorvidt den påklagede afgørelse fra Skattestyrelsen er ugyldig som følge af begrundelsesmangler eller som følge af, at afgørelsen er truffet den 27. september 2017 og således mere end tre måneder efter forslaget af 19. juni 2017.

Det er imidlertid vores opfattelse, at Skatteankestyrelsens indstilling må anses for mest rigtig, idet formalitetsmanglerne prøves først, og at Skattestyrelsens afgørelse således statueres ugyldig ”allerede” på grund af de formelle mangler, dvs. før der foretages en prøvelse af, om Skattestyrelsen har overholdt fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 27, der må anses for en materiel prøvelse af afgørelsens hjemmel, jf. FOB 2014-6.

Ex post bemærkes, at når Skattestyrelsens afgørelse under alle omstændigheder skal annulleres som ugyldig, klæder det klagesystemet rent faktisk at statuere ugyldighed på baggrund af en så klar sagsbehandlingsfejl, som er begået i nær- værende sag. En sådan afgørelse vil da også være i overensstemmelse med retspraksis, jf. f.eks. SKM2003.248.ØLR, og administrativ praksis, jf. f.eks. Lands- skatterettens kendelse af 2. april 2014, j.nr. 13-0044314 og Landsskatterettens kendelse af 12. december 2013, j.nr. 13-4779111.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., at SKAT ikke kan afsende varsel om ændring af en skatteyders skatteansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Det fremgår endvidere af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, at SKAT i visse nærmere angivne situationer kan foretage en ansættelse af indkomstskat uanset fristerne i § 26.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, at skatteforvaltningen uanset ovennævnte frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, senest skal afsende varsel om ændring af en persons skatteansættelse den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb og foretage ændringen senest den 1. oktober i det andet kalenderår, medmindre den skattepligtige er omfattet af bekendtgørelsens undtagelser. Idet klageren ikke er omfattet af undtagelserne, gælder den korte ligningsfrist. Skattestyrelsen har erklæret sig enig heri.

SKATs afgørelse er truffet den 27. september 2017 for indkomståret 2014. SKAT har derfor ikke ved påklagede afgørelse iagttaget denne fristregel.

SKATs afgørelse indeholder ikke en henvisning til skatteforvaltningslovens § 27 eller til grundlaget for en ekstraordinær ansættelse. Den påklagede afgørelse lider derfor af en mangel. Retten finder ikke, at en begrundelse i Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen kan ændre herpå.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2, og § 20, stk. 1, jf. forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse altid skal ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Af forvaltningslovens § 24 fremgår det, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Begrundelsesmangler anses som garantiforskrifter og kan medføre, at afgørelsen er ugyldig, med mindre det efter en konkret væsentlighedsvurdering kan fastslås, at manglen ikke har haft betydning for den konkrete afgørelse.

Retten finder ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at den påklagede afgørelse på dette punkt lider af en væsentlig mangel, som må antages at have haft betydning for klagerens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen. Allerede af den grund er den påklagede afgørelse ugyldig.

SKATs afgørelse om forhøjelse af klagerens personlige indkomst med 650.281 kr. for indkomståret 2014 annulleres.