Kendelse af 22-10-2019 - indlagt i TaxCons database den 08-02-2020

SKAT har ændret skattefrie befordringsgodtgørelser til at være skattepligtige.

Landsskatteretten giver klageren medhold i, at godtgørelserne er skattefrie.

Faktiske oplysninger

Selskabets hovedanpartshaver, [person1], har modtaget 99.370 kr. i løn og 110.102 kr. i befordringsgodtgørelser fra selskabet.

Befordringsgodtgørelsen og løn kan specificeres således:

Selskabet driver virksomhed med salg af frugt til virksomheder og private. Det er oplyst, at hovedanpartshaveren kører frugt ud til kunderne. Derudover anvender selskabet eksterne chauffører til at udbringe varer.

Hovedanpartshaveren ejer ikke selv en bil. Det er oplyst, at kørsel sker i Volkwagen Caddy, reg.nr. [reg.nr.1]. Bilen ejes af hovedanpartshaverens svoger, medens hovedanpartshaveren er registreret som bruger af bilen.

Klageren har fremlagt dokumentation for udgifter til forsikring og grøn ejerafgift er betalt af hovedanpartshaveren.

Selskabet er i øvrigt registreret som ejer af en Volkswagen Transport, kassevogn, reg.nr. [reg.nr.2].

SKATs afgørelse

SKAT har anset udbetalte skattefri godtgørelser for skattepligtige.

Som begrundelse har SKAT anført:

SKAT godkender ikke, at der for indkomståret udbetales skattefri befordringsgodtgørelser på samlet 110.102 kr.

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det følger af ligningslovens§ 9, stk. 4.

Denne hovedregel gælder dog ikke godtgørelser for befordrings- og rejseudgifter, der er omfattet af ligningslovens § 9 A og B eller lovens § 31, stk. 4 og 5. Disse godtgørelser er skattefrie, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte takster, og såfremt betingelserne for udbetalingerne i øvrigt er opfyldt.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at der er tale om befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted.

Det fremgår af Højesterets dom af 14. december 1999 (TfS 2000.58 HRD) og Byrettens dom af 30. juni 2011 (SKM2011.502.BR), at en hovedanpartshaver, som ikke modtager løn for det arbejde der udføres, ikke kan anses som lønmodtager efter ligningslovens § 9, stk. 4, og derfor ikke er berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse.

Endvidere fremgår det af skatterådets bindende svar af 21. marts 2006 (SKM2006.181.SR) og 23. september 2014 (SKM2014.767.SR), at der ikke ses at være retspraksis for, hvilken timeløn en lønmodtager skal modtage, førend der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, men at det må forudsættes, at der ikke er tale om et ubetydeligt og symbolsk beløb.

I SKM2014.767.SR blev aftaler om aflønning ned til 12,50 kr. i timen og 2.160 kr. om måneden anset for at være i strid med ligningslovens§ 9, stk. 4. Der blev henset til størrelserne.af de nævnte timesatser for normaltimer og overtimer sammenholdt med størrelserne af de omhandlede godtgørelser til dækning af udgifter til kost og logi på op til 650 kr. pr. døgn. Der blev endvidere henset til, at det jf. SKM2006.181.SR er en forudsætning, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt beløb. Godtgørelser til dækning af kost og logi kunne derfor ikke udbetales skattefrit efter ligningslovens § 9 A.

Af Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.7.2.1 fremgår bl.a. følgende:

En rejsegodtgørelse kan ikke udbetales skattefrit, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. Det fremgår af ligningslovens§ 9, stk. 4, 3. pkt. og§ 1, stk. 4i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Modregningsforbuddet rammer blandt andet tilfælde hvis

Med virkning for aftaler der indgås eller ændres fra og med 20. september 2012, er modregnings­ forbuddet skærpet, således at der ikke kan ske udbetaling af skattefri rejse- og/eller befordrings­ godtgørelse, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.

Værnsreglen omfatter herefter også de tilfælde, hvor den enkelte lønmodtager efter aftale med arbejdsgiveren kan vælge mellem at få løn og selv afholde sine rejseudgifter eller at gå ned i løn og få skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse.

Rejse- og befordringsgodtgørelse kan derfor ikke udbetales skattefrit, hvis godtgørelsen udbetales som led i en såkaldt fleksibel lønpakke. Der kan heller ikke udbetales godtgørelse skattefrit, i de tilfælde, hvor der eksempelvis aftales en generel lønnedgang under hensyntagen til årets gennemsnitlige rejseudgifter mod udbetaling af godtgørelse. Aftaler om løntilbageholdenhed og aftaler om en lavere løn ved ansættelsen end den vedkommende ellers kunne have fået mod at der udbetales godtgørelse, er også omfattet af værnsreglen.

Betingelserne for udbetalingerne af skattefrie befordringsgodtgørelser fremgår af den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 og C.A.7.2.8, hvoraf det bl.a. fremgår, at følgende oplysninger skal fremgå af bogføringsbilaget:

Yderligere fremgår det, at den foretagne kørsel skal være foregået i egen bil.

Samtlige betingelser skal være opfyldt, såfremt befordringsgodtgørelsen skal udbetales skattefrit.

På grundlag af de foreliggende oplysninger er det SK.ATs opfattelse, at de skattefrie befordrings­ godtgørelser udbetalt til [person1] er skattepligtige for ham for 2015, jf. ligningslovens § 9, stk. 4.

SKAT anser ikke, at samtlige betingelser for at udbetale befordringsgodtgørelser er opfyldt.

Det fremgår ikke af den enkelte kørsels rapport, hvem der faktisk har foretaget den erhvervsmæssige kørsel. Af den enkelte kørselsrapport fremgår kundenavn, kundeadresse - det fremgår ikke hvem, der faktisk har kørt de erhvervsmæssige km herunder, hvem der er berettiget til at modtage befordringsgodtgørelsen.

Ligeledes fremgår det ikke af kørselsrapporterne hvilke satser, der er anvendt i forbindelse med udregningen af selve befordringsgodtgørelsen, ligesom beregningen af befordringsgodtgørelsen mangler.

Det fremgår heller ikke af det indsendte materiale, at arbejdsgiver her ført kontrol med antallet af kørte km., herunder udbetalingen af befordringsgodtgørelse.

Det fremgår af reglerne om udbetaling af befordringsgodtgørelse, at det er en forudsætning for at få udbetalt befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagers egen bil.

Ifølge SKATs oplysninger, er [person1] ikke ejer af en bil.

[person1] er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] ApS, der udbetaler kørselsgodtgørelsen.

Når [person1] er hovedaktionær i selskabet, er der interessesammenfald når udbetalingerne af befordringsgodtgørelse samtidig sker til ham selv. Som det fremgår af SKM2010.778.VLR stilles der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, når der er tale om interessefællesskab mellem udbetaler og modtager.

Ud fra de oplysninger der foreligger, anser SKAT, at de udbetalte befordringsgodtgørelser er skat­ tepligtige for [person1] som yderligere løn. SKAT beskatter herefter udbetalingerne hos [person1] og ændrer virksomhedens indberetninger til Indkomstregisteret (elndkomst).

Yderligere indberetning af løn til [person1] 110.102 kr.

1.5. SKATs bemærkninger og begrundelse

SKAT har gennemgået advokatens klage dateret den 15.06.2017. SKAT fastholder beskatningen af udbetalte kørselsgodtgørelser til [person1].

Uanset at [person1] fremstår som bruger på den vedlagte registreringsattest, så er han ikke ejer af bilen. Der henvises i klageskrivelsen til uddrag fra den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 - afsnittet vedrører dele - bil og leasede biler. SKAT skal hertil bemærke at der i nærværende sag ikke er tale om dele - bil eller leasede biler, herunderr. bil-sameje mellem ikke samlevende personer.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at [person1] faktisk indgår en delebil-ordning af bilen herunder betaling for leje af bilen.

SKAT skal bemærke, at der efter praksis alene kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse ved befordring i egen bil. Dette fremgår også af bekendtgørelse nr. 1620 af 15.12.2016.

Det fremgår yderligere af den juridiske vejledning afsnit A.C.4.3.3.3.2, hvilke biler der anses for "egne biler", I denne sag er [person1] ikke ejer af bilen - men alene bruger af bilen.

SKAT skal yderligere henvise til LSR2014.13. Her havde en skatteyder lånt en bil af sin fader i forbindelse med drift af virksomhed. I den forbindelse fik skatteyder udbetalt kørselsgodtgørelse for de antal km., der blev kørt i faderens bil. Godtgørelsen bliver beskattet som yderligere løn.

SKAT anser stadig ikke, at de enkelte. kørselsrapporter opfylder de krav der er til disse. Kravene fremgår af den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2.

Modtagerens navn af kørselsgodtgørelserne fremgår ikke af opgørelsen af de kørte km., ej heller af månedsoversigten. ·

Det fremgå ikke hvilken bil, der faktisk er anvendt samtidig med, at det ikke fremgår at selskabet har ført nogen form for kontrol med de udbetalte befordringsgodtgørelser.

Ligeledes fremgår beregningen af hvilken satser der er anvendt i forbindelse med udregningen af befordringsgodtgørelsen samt beregningen af befordringsgodtgørelsen ikke.

Dette uanset, at det alene er [person1] der er eneste person, der er berettiget til at modtage befordringsgodtgørelse fra selskabet.

Kravene kan synes strenge for at få udbetalt kørselsgodtgørelse.

SKAT skal dog endnu engang bemærke, at der er tale om udbetaling af kørselsgodtgørelse til en hovedaktionær. Det fremgår af praksis i sådanne sager, at der er strenge krav til dokumentation for udbetaling af skattefrie godtgørelser, når udbetalingerne sker fra et selskab og til en hovedaktionær. Dette skyldes, at der er interessesammenfald mellem udbetaler og modtager af kørselsgodtgørelserne.

Ud fra de oplysninger der foreligger i sagen, anser SKAT, at det er korrekt, at udbetaling af kørsels godtgørelse til [person1] anses for løn for indkomståret.”

SKAT har til klagen udtalt:

”SKAT fastholder ændringen af indkomsten med hhv. beskatning af yderligere løn på 110.102 kr. samt yderligere ligningsmæssigfradrag på 48.700 kr. for den samme kørsel.

SKAT skal bemærke, at det af juridisk vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 fremgår, at en af betingelser­ ne for udbetaling af skattefri godtgørelser er, at den foretagne kørsel foregår i egen bil.

Skatteyder har i denne sag ikke egen bil, men har lånt en bil af en svoger.

Der er således ikke tale om en ordning om dele-bil eller leasede biler, som kunne berettige skatte yder til den modtagne godtgørelse.

Der er tale om et lån af en bil af en svoger. Lån af en bil falder uden for rammerne om begrebet egen bil.

Der er ikke i forbindelse med sagen forelagt dokumentation i form afleje af bilen eller lign.

At skatteyder dækker svogerens brug af bilen gør ikke, at der er tale om en lejet bil, eller der er tale om en dele-bil ordning.

I forbindelse med gennemgangen af sagen er der ikke fremlagt dokumentation på, at skatteyder betaler for lejen af svogers bil på nogen måde.

I kendelse LSR2014.13 blev en skatteyder beskattet af kørselsgodtgørelse som yderligere løn.

I forbindelse med drift af erhvervsmæssig virksomhed fik skatteyder udbetalt kørselsgodtgørelse for de antal km., der blev kørt bil, lånt af faderen. Godtgørelsen blev af Landsskatteretten gjort skattepligtig som yderligere løn for skatteyder.

I forbindelse med udbetalingen af de 110.102 kr. skal det bemærkes, at er tale om interessesammen fald.

Udbetalingen af befordringsgodtgørelser sker fra et af skatteyder 100 % ejet selskab. Der stilles i den forbindelse strenge krav til dokumentationen for skattefrihed af godtgørelser jf. SKM2010.778.”

Skattestyrelsens har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

”Skattestyrelsen kan tilslutte sig skatteankestyrelsens forslag til afgørelse dateret den 28. januar 2019 hvor SKATs afgørelse stadfæstes.

Skattestyrelsen har ikke yderligere kommentarer til det fremsendte forslag, men alene understrege at

Efter retsmødet har det materiale klagerens repræsentant har indsendt være til høring i Skattestyrelsen, som har udtalt:

”Skattestyrelsen skal knytte følgende kommentarer til mail fra [person2] dateret den 21.08.2019.

- At der fremsendes kopi af bilag som bevis for at [person1] har afholdte udgifter til

drift af bilen, VW Caddy, anses ikke for nye oplysninger i sagen. Det fremgår allerede af

"Skatteankenævnets sagsfremstilling og forslag til afgørelse" daterat den 28. januar 2019, at

[person1] har afholdt disse udgifter.

At bilagene nu fremsendes har ingen betydning for selve afgørelsen af sagen.

Punktet indeholder således ikke nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremlagt.

- Tvisten i sagen omhandler ikke brugen af VW Transporter, hvorefter Skattestyrelsen ikke har

yderligere kommentarer til punktet.

- At der fremsendes kopi af en registreringsattest hvor [person1] er noteret som bruger

anses ikke for en ny oplysning i sagen.

Det fremgår allerede af "Skatteankenævnets sagsfremstilling og forslag til afgørelse" dateret den

28. januar 2019, at [person1] er registreret som bruger af VW Caddy. At bilaget nu

fremsendes har ingen betydning for selve afgørelsen af sagen.

Punktet indeholder således ikke nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremlagt.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at de udbetalte godtgørelser ikke er skattepligtige.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført:

”Ad. 1. de udfyldte kørselsrapporter

SKAT har gjort gældende at kørselsrapporterne ikke fuldt ud opfylder SKATs krav til kørselsbilag. SKAT begrunder dette med, at SKAT ikke kan se, hvem der har foretaget kørslen, hvilken bil der er anvendt, ligesom selve beregningen kun findes på lønsedlen. Endelig kan SKAT ikke af bilagene se, om der er ført kontrol med godtgørelsen.

Det er min opfattelse, at det fremlagte bogføringsmateriale opfylder betingelserne for, at godtgørelsen kan udbetales skattefrit, idet alle væsentlige krav i BEK 173/2000 er opfyldt.

BEK 173/2000 er udstedt med hjemmel i LL § 9, stk. 4 (tidligere stk. 5). Af bestemmelsen fremgår, at Skatteministeren skal fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelse, herunder befordringsgodtgørelsen i LL § 9B.

Ministeren har i Bekendtgørelsens § 2, stk. 2 udnyttet sin hjemmel og fastsat følgende krav til indholdet af bogføringsmaterialet:

”1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

Da bekendtgørelsen har hjemmel i loven, kan andre krav til bilagene ikke stilles.

SKAT har, trods dette, tilføjet to yderligere krav, nemlig krav om at bilagene skal angive bilens registreringsnummer samt at bilagene skal være påført arbejdsgivers underskrift.

Disse to krav om registreringsnummer og underskrift er der ikke lovhjemmel til. Det fremgår jo netop af loven, at det er ministeren, som skal fastsætte regler om kontrol og administration, hvilket betyder, at SKAT ikke af egen drift kan tilføje yderligere krav i den juridiske vejledning. Denne ret har kun ministeren, og det skal ske i form af ”regler”, dvs. bekendtgørelse.

Der er således ingen hjemmel til de yderligere krav, og det kan dermed ikke stilles som en betingelse fra SKAT, at bogføringsbilagene skal opfylde disse yderligere krav, for at befordringsgodtgørelsen kan udbetales skattefrit.

Det er min opfattelse, at min kunders kørselsbilag opfylder de krav, som SKAT i medfør af bekendtgørelsen kan stille. Dette gælder selv om en del af oplysningerne fremgår af lønsedlerne, da lønsedlerne er en integreret del af grundlaget for udbetaling af godtgørelsen.

Af bogføringsbilagene, som danner grundlag for kørselsgodtgørelsen fremgår følgende:

Bogføringsbilagene indeholder derfor tilsammen alle de væsentlige oplysninger, som SKAT ifølge BEK 173/2000 kan kræve.

De eneste formelle krav, som ikke fremgår, er [person1]s navn, adresse og CPR-nr.. [person1] er imidlertid den eneste ansatte i [virksomhed1] ApS, der er berettiget til at modtage befordringsgodtgørelse fra selskabet, hvilket SKAT også selv angiver i deres afgørelse.

Idet han er den eneste medarbejder, som kører for selskabet, kan der derfor ikke være tvivl om, at det er [person1], som har kørt de angivne kilometer, og dermed kan der heller ikke være tvivl om, at bilagene angår ham.

Dette anerkender SKAT jo også, da SKAT jo har anvendt bilagene som grundlag for det beregnede befordringsfradrag efter LL § 9C, som SKAT jo har indrømmet i stedet for skattefriheden. Der kan derfor heller ikke være tvivl om, at SKAT anerkender, at det faktisk er [person1] som har kørt de pågældende kilometer.

Det forhold, at kørselsrapporterne ikke har [person1]s navn påført, bør således ikke tillægges afgørende vægt, da sammenhængen ikke efterlader tvivl om, at bilagene angår ham.

Tilsvarende bør det ikke komme min kunde til skade, at beregningen af godtgørelsen fremgår af lønsedlerne. En lønseddel må også anses som et bogføringsbilag og det kan efter min opfattelse ikke udledes af bekendtgørelsen eller praksis at lønsedlen ikke kan indgå som en del af kørselsbilaget.

[person1] kan derfor heller ikke af denne årsag nægtes retten til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse.

Det følger af BEK 173/2000 § 2 og BEK 1247 fra 2014 § 5 vedrørende arbejdsgiverens kontrol, at:

”Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren eller hvervgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil eller på lønmodtagerens egen motorcykel, cykel, knallert, 45-knallert eller scooter.”

Det fremgår således intetsteds at der skal fremgå en attestation af kontrollen på

bogføringsbilagene, eller at det på anden måde skal dokumenteres på bogføringsbilagene at der er ført kontrol. Det afgørende er, at der er ført kontrol, og at dette kan sandsynliggøres. Det er derimod ikke afgørende, om der rent formelt er sat en underskrift på bilaget. En underskrift dokumenterer jo f.eks. ikke, at der er ført kontrol.

Det kan lægges til grund, at selskabet løbende har ført kontrol med antallet af kørte kilometer.

I forbindelse med sammentællingen på kalenderen og den derefter indrapportering til [...], er der minimum én gang pr. måned foretaget en kontrol af:

Der kan ikke stilles ydere krav til kontrollen, og det er derfor min opfattelse at kravet til kontrol er opfyldt.

Sammenfattende gælder det derfor, at de fremlagte bilag giver mulighed for at kontrollere at betingelserne for skattefrihed er opfyldt. Skattefriheden bør ikke tilsidesættes, selvom bilagene kunne indeholde flere formelle oplysninger, når disse er uden betydning for SKATs og arbejdsgivers mulighed for at føre kontrol.

SKAT kan alene stille de krav til bogføringsbilagene, som følger den af Skatteministeriet udsendte bekendtgørelse, og de yderligere krav SKAT stiller til bilagene har således ingen hjemmel.

Ad. 2 kørsel i egen bil

Ligningslovens § 9B stiller som betingelser for udbetaling af skattefri godtgørelse, at lønmodtageren kører i egen bil.

Efter skattemæssig praksis sidestilles leje af bil og delebil med egen bil, jf. uddrag fra juridisk vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2:

”Dele-bil og leasede biler

Ligningsrådet har i fire konkret beskrevne situationer taget stilling tilbegrebet "egen bil" og mulighed for godtgørelse af erhvervsmæssig benyttelse heraf i relation til delebil-ordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer. Afholder lønmodtageren de reelle, faktiske udgifter ved en delebil-ordning eller selv leaser en bil, vil kørslen kunne sidestilles med kørsel i egen bil. Samme gælder, hvor en person er faktisk medejer af bilen, uanset ejerne ikke er samboende. Ved en delebil-ordning, hvor arbejdsgiveren medvirker til, at bilen udover den erhvervsmæssige kørsel også står til rådighed for privat kørsel, skal der ske beskatning efter regler om fri bil. Se TfS 2000,1020 LR.”

I den pågældende sag, TfS 2000, 1020 LR, der henvises til i juridisk vejledning, var der tale om et biludlejningsfirma, som ønskede at få bekræftet, at kravet om ”egen bil” kunne anses for opfyldt i fire forskellige situationer, hvor lønmodtageren ikke selv ejede bilen.

En af situationerne, var at den ansatte har tegnet et abonnement på en ’delebil-ord-ning’ og hertil svarer Ligningsrådet:

”Såfremt lønmodtageren ved en delebil-ordning afholder de reelle faktiske udgifter – både faste og variable omkostninger, der svarer til de udgifter man ville have haft, hvis man ejede bilen i lejeperioden (dvs. af- skrivninger, vedligeholdelse, benzin, forsikring m.v.) må lønmodtageren anses for at kunne opfylde kriteriet om benyttelse af egen bil.”

Det fremgår med andre ord, at det er tilstrækkeligt for at der foreligger ”egen bil”, at man betaler de faktiske udgifter til delebilen, idet det ikke er et krav, at man ejer delebilen.

[person1] afholder som nævnt alle løbende udgifter til bilen, herunder forsikring, reparationer, registreringsafgift og benzin m.v., og [person1] har efter aftale med bilens ejer råderet over bilen. Han dækker endvidere også de udgifter, som vedrører svogerens brug af bilen, og han betaler derfor reelt en leje, som ligger udover de udgifter hans eget forbrug medfører.

Han opfylder derfor de i praksis stillede krav om egen bil.

Dette understøttes af følgende fra Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, pkt. 17.3.3., hvor det fremgår, at:

” Forudsætningen for at modtage skattefri godtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter.”

Det skal i øvrigt bemærkes, at sagen på ingen måde kan sammenlignes med sagen i LSR2014.13-0237046, da [person1] ikke låner en bil, men faktisk betaler udgifter vedrørende bilen og dermed reelt lejer den eller indgår i en delebilordning.

Sammenfattende kan det dermed konkluderes, at samtlige betingelser for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er opfyldt. Der er dermed intet grundlag for at forhøje

[person1] skattepligtige indkomst med den udbetalte godtgørelse.”

Klagerens repræsentant har opretholdt sin anmodning om retsmøde.

Efter retsmødet har repræsentanten fremsendt følgende indlæg:

”Som aftalt ved retsmøde d. 19. juni 19 i ovennævnte sag fremsendes hermed følgende bilag:

-”kan ikke køre. Er handlet til denne pris for at handle med kunden”

-Det ses også af salgsaftalen, at bilen var indregistreret første gang i 2000, og på tidspunktet for salg angives at have kørt 400.000 km.

Dette dokumenterer, at selskabet ikke kan have stillet bil til rådighed for udbringningen af frugt.

Ovennævnte dokumenterer følgende:

Jeg skal derfor fastholde følgende:

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9B, stk. 1:

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Det fremgår videre af § 2 i bekendtgørelsen, at kørsel skal ske i lønmodtagerens egen bil.

Af bekendtgørelse nr. 1247 af 11. november 2014 fremgår, at Skatterådets befordringssats for erhvervsmæssig kørsel indeholder variable udgifter, faste udgifter og kapitaludgifter. Kapitaludgifter er ansat til 30.000 kr. årligt.

I SKM2004.45.LSR blev udbetalt kørselsgodtgørelse anset som skattepligtig, da det ikke af bilagene var muligt at se, hvilken bil der blev benyttet til befordringen, således at arbejdsgiveren ikke kunne føre kontrol med de kørte kilometer.

Efter praksis skærpes dokumentationskravene, når der er tale om interesseforbundne parter, jf. Vestre Landsretsdom i SKM2010.778

Selskabet har efter det oplyste udbetalt skattefri befordringsgodtgørelser til hovedanpartshaveren for dennes kørsel i svogerens bil.

Hovedanpartshaveren har fremlagt delvis dokumentation for de driftsudgifter, som han har afholdt vedrørende den omhandlede bil, som han benytter sammen med sin svoger, og derudover fremlagt et kørselsregnskab i form af kalender og rutebeskrivelser over den erhvervsmæssige kørsel.

To retsmedlemmer finder, efter en konkret vurdering, at hovedanpartshaveren herved i tilstrækkelig grad har godtgjort, at han har haft en bil-dele-ordning med sin svoger og har afholdt sin andel af bilens faktiske udgifter. Desuden finder disse 2 retsmedlemmer, at kørselsregnskabet godtgør, at han har kørt erhvervsmæssigt i bilen i det angivne omfang.

Disse 2 retsmedlemmer voterer derfor for, at klageren gives medhold i sin påstand.

Retsformanden finder, at hovedanpartshaveren efter det oplyste alene har afholdt bilens løbende driftsudgifter, men derudover ikke har betalt leje for bilen og derfor bl.a. ikke betalt for bilens afskrivning (værditab). Det er således ikke dokumenteret, at der har forelagt en egentlig bil-dele-ordning med svogeren og, at hovedanpartshaveren har afholdt sin andel af samtlige faktiske udgifter vedrørende bilen. Det forhold, at hovedanpartshaveren har afholdt udgifter til forsikring og grøn ejerafgift m.v. godtgør ikke, at han har betalt en leje svarende til markedslejen.

Forholdet kan således ikke sidestilles med et egentligt lejeforhold, hvor samtlige bilens udgifter afholdes og derfor kan klageren ikke benytte Skatterådets satser for erhvervsmæssige kørsel, idet det forudsætter, at der er tale om befordring i egen bil eller i en leaset/lejet bil, hvor udgifter afholdes i samme omfang som på en ”egen bil”.

Som følge af, at der er tale om interesseforbundne parter må klageren anses at have haft samme viden som hovedanpartshaveren om, at der ikke var tale om kørsel i ”egen bil”.

Retsformanden bemærker i øvrigt, at den foreliggende kalender og rutebeskrivelser ikke indeholder de oplysninger, som kræves ifølge bekendtgørelsen for rejse- og befordringsgodtgørelse. Det fremgår heller ikke hvilken bil der er kørt i. Det har således ikke været muligt at foretage fornøden kontrol. Det forhold, at selskabets VW Transporter ved afhændelsen i juni 2016 ikke kunne køre godtgør ikke bilens tilstand i 2015.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet og Landsskatteretten giver således klageren medhold.