Kendelse af 25-10-2018 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2018

Klagen vedrører konsekvensændringer som følge af, at SKAT den 26. juni 2015 har forhøjet det sambeskattede datterselskabets skattepligtige indkomst med 12.500.000 kr.

SKAT har forhøjet sambeskatningsindkomsten med 12.500.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS er moderselskab for [virksomhed2] A/S. [virksomhed2] A/S handler med fisk og skaldyr fra Nordatlanten og Barentshavet. [virksomhed2] A/S er 100 % ejet af [virksomhed3] A/S, der er ejet af [virksomhed1] ApS (70 %) og [virksomhed4] Ltd. (30 %). [virksomhed2] A/S er sambeskattet med [virksomhed1] ApS med sidstnævnte selskab som administrationsselskab.

[virksomhed2] A/S og [virksomhed1] ApS har kalenderårsregnskab. I indkomståret 2010 anvendte selskaberne skattemæssigt realisationsprincippet i forbindelse med opgørelse af gevinst og tab på fordringer, der er erhvervet som skattepligtigt vederlag for leverede varer og andre aktiver samt tjenesteydelser. I selvangivelsen for indkomståret 2010 tilbageførte selskabet derfor de regnskabsmæssigt udgiftsførte hensættelser for tab på fordringer, der er erhvervet som skattepligtig vederlag for leverede varer andre aktiver samt tjenesteydelser.

I indkomståret 2011 har selskaberne valgt at anvende lagerprincippet på gevinst og tab på fordringer, der er erhvervet som skattepligtig vederlag for leverede varer og andre aktiver samt tjenesteydelser.

I selvangivelsen for 2011 fratrak [virksomhed2] A/S bl.a. et fradrag for tab på fordring på [virksomhed5] LLC (”[virksomhed5]”), Kazakhstan på 12.500.000 kr. I selvangivelsen for 2012 har [virksomhed2] A/S indtægtsført 400.000 kr.

For nærmere beskrivelse af sagens oplysninger henvises til Landsskatterettens afgørelse af dags dato i sag nr. [...] vedrørende SKATs forhøjelse af [virksomhed2] A/S´s skattepligtige indkomst med 12.500.000 kr.

Landsskatteretten har i en afgørelse af dags dato stadfæstet SKATs afgørelse, hvorefter [virksomhed2] A/S´s skattepligtige indkomst er forhøjet med 12.500.000 kr.

SKATs afgørelse

[virksomhed1] ApS´s indkomst er forhøjet med 12.500.000 kr. som konsekvens af, at SKAT har forhøjet [virksomhed2] A/S´s skattepligtige indkomst med 12.500.000 kr.

Selskabets opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af sambeskatningsindkomsten nedsættes med 12.500.000 kr. Der henvises til de anbringender, som er gjort gældende til støtte for nedsættelsen af [virksomhed2] A/S´s skattepligtige indkomst.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Det fremgår af selskabsskattelovens § 31, stk. 2, 1. pkt., at for sambeskattede selskabet opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber.

Det fremgår af selskabsskattelovens § 31, stk. 6, at ved national sambeskatning udpeges det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen, som administrationsselskab i sambeskatningen.

Landsskatteretten har i en afgørelse af dags dato stadfæstet SKATs afgørelse vedrørende forhøjelsen af det sambeskattede datterselskab [virksomhed2] A/S´ skattepligtige indkomst med 12.500.000 kr. Landsskatterettens afgørelse har sagsnr. [...].

Som konsekvens heraf stadfæster Landsskatteretten SKATs forhøjelse af sambeskatningsindkomsten med 12.500.000 kr.