Kendelse af 26-02-2019 - indlagt i TaxCons database den 24-03-2019

Faktiske oplysninger

Klageren er ansat i selskabet [virksomhed1] ApS (herefter selskabet). Selskabets formål er at drive handel med ejendomme, opførelse af byggeri, handelsvirksomhed og dermed beslægtet virksomhed. Klageren og [person1] ejer henholdsvis hver 50 % af selskabet.

Klageren har bopæl på adressen [adresse1], [by1] og møder enten på selskabets adresse [adresse2] i [by2] eller på forskellige arbejdspladser i Jylland. Fra klagerens bopæl til arbejdsstedet i [by2] er der 787 km.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren har udført mange arbejdsopgaver i Jylland, herunder drift af datterselskabets båd, der lå i [by3] havn. Han har endvidere oplyst, at klageren har anvendt egen bil til kørsel mellem sin bopæl i [by1], og arbejdsopgaver i Jylland, lige som klageren har anvendt egen bil til kørsel mellem sin bopæl og selskabets adresse i [by4].

Klageren har en arbejdsuge på fire dage, idet han normalt møder på Sjælland søndag aften og tager retur til Jylland torsdag.

Selskabet har to personbiler (Opel Astra [reg.nr.1] og Ford Focus [reg.nr.2]) og en varebil (Renault Trafic [reg.nr.3]), som er indregistreret til privat brug. Selskabet har ikke ført kørebog eller anden dokumentation for at bilerne ikke er anvendt privat.

Klageren har været registreret med en bil af mærke Ford Focus med registreringsnummer [reg.nr.4]. Klageren har oplyst, at befordring er sket i ovenstående bil, samt i en Mercedes Benz med registreringsnummer [reg.nr.5]. Selskabet har betalt reparation af klagerens private bil i 2015. Ifølge synsrapporterne havde Mercedes Benz’en kørt 504.000 km den 10. september 2013, 560.000 km den 14. september 2015 og 584.232 km den 9. juni 2016. Bilen har således i gennemsnit kørt ca. 28.000 km pr. år. Ifølge en værkstedsregning havde Ford Focus’en kørt 340.253 km den 5. juli 2016, og ifølge synsrapporten havde den kørt 360.000 km den 19. januar 2017.Bilen har således i gennemsnit kørt ca. 20.000 km på et halvt år.

Klageren har selvangivet et befordringsfradrag på henholdsvis 150.696 kr. og 131.394 kr. for sin kørsel mellem hjem og arbejde i 2014 og 2015, og klageren har modtaget kost og logi fra selskabet i 2014 og 2015. Klageren har oplyst, at have haft befordring frem og tilbage i 48 uger i 2015.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for udgifter til befordring i form af kvitteringer for brændstof, broafgift eller billetter for betaling til offentlig transport, idet klageren har oplyst, at brændstof er betalt kontant. Klageren har endvidere oplyst, at selskabet har afholdt udgifter til broafgift.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren har anvendt selskabets kort til at tanke sin bil i Jylland og på Fyn, og at det derfor ikke er selskabets firmabiler som har været tanket i Jylland og på Fyn. Baggrunden for at medarbejderne har anvendt selskabets kort til at tanke deres egne biler er, at medarbejderne på denne måde har fået en økonomisk kompensation for de udgifter, som de har haft i forbindelse med kørsel i egen bil fra bopæl til arbejdsplads i Jylland.

Der er fremlagt opgørelser over udbetalte rejsegodtgørelser i form af skemaer.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt klagerens selvangivne befordringsfradrag med 150.696 kr. i 2014 og 131.394 kr. i 2015, og SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 44.950 kr. i 2014 og 45.310 kr. i 2015 for værdien af fri bil. SKAT har endvidere anset den af arbejdsgiveren udbetalte rejsegodtgørelse på 114.698 kr. i 2015 for skattepligtig.

SKAT har til støtte herfor anført:

”(...)

2. Ikke godkendt befordringsfradrag for 2014 og 2015

(...)

2.3. Retsregler og praksis

§ 9C – Betingelser for befordringsfradrag

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

SKAT har fået oplyst af din arbejdsgiver, at du møder på adressen [adresse2] i [by2], som er lageradresse. Fra [by1] og til [by2] er der 787 km.

Det fremgår af praksis, at ekstraordinært lange afstande mellem hjem og arbejde, medfører krav til dig som skatteyder, om at dokumentere den daglige befordring.

SKAT anser ikke at du har løftet bevisbyrden, herunder sandsynliggjort eller dokumenteret, at have haft befordring.

Dernæst er det vores opfattelse, at du har haft fri bil i perioden, se nedenfor i pkt. 3.4.

På denne baggrund kan de selvangivne befordringsfradrag ikke godkendes. Din skattepligtige ind- komst forhøjes med 150.696 kr. for 2014 og 131.394 kr. for 2015.

3. Værdi af fri bil

(...)

3.4 SKATs bemærkninger og begrundelse

Når der er tale om personbiler og varebiler med privatbenyttelse, er der formentlig en formodning for at denne bruges privat og dermed skal der som udgangspunkt ske beskatning af fri bil.

For at undgå beskatningen, skal det dokumenteres, at bilen ikke er brugt til privat brug.

Idet dit selskab ikke har ført kørebøger over bilerne eller på anden måde sandsynliggjort, at bilerne ikke anvendes privat, er det vores opfattelse, at du som direktør og anpartshaver, har haft rådigheden over bilerne. Denne formodning bestyrkes af, at det er konstateret, at der jævnligt tankes i [by1], eller på vej til Sjælland søndag aften og retur fra Sjælland torsdag aften.

Du har privat bopæl i [by1]. Dernæst er selskabets varebil registreret med blandet benyttelse. Dette bestyrker ligeledes, at der er en privat anvendelse af bilerne.

Det kan konstateres, at selskabets biler er blevet tanket i [by1]. Det er herefter vores opfattelse, at du som anpartshaver har haft rådighed over alle bilerne.

Beskatning af fri bil foretages med 25 % af beskatningsgrundlaget op til 300.000 kr. og 20 % af værdien over 300.000. Beskatningsgrundlaget kan mindst være 160.000 kr. Beskatningen foretages med tillæg af 150 % af miljøtillægget jf. Ligningslovens § 16 stk. 4.

SKAT er ikke i besiddelse af selskabets anskaffelsessum på bilerne. Der er tale om ældre biler (8-9 år gamle), som vurderes at have en beskatningsværdi under 160.000 kr.

Når en anpartshaver har skiftende biler til sin rådighed opgøres beskatningen som udgangspunkt af den dyreste. Vi har valgt at foretage beskatningen af AF.82.834.

Miljøtillægget udgør 4.950 kr. for 2014, 5.310 kr. for 2015 og 2016. Værdi af fri bil opgøres herefter til:

2014

25 % af 160.000 kr. 40.000 kr.

Miljøtillæg 4.950 kr.

I alt 44.950 kr.

2015

25 % af 160.000 kr. 40.000 kr.

Miljøtillæg 5.310 kr.

I alt 45.310 kr.

Din skattepligtige indkomst forhøjes herefter med 44.950 kr. for 2014 og 45.310 kr. for 2015.

4. Kost og logi godtgørelse

(...)

4.3 Retsregler og praksis

4.4 SKAT`s bemærkninger og begrundelse

Hovedreglen er, at godtgørelser, der udbetales af en arbejdsgiver til en lønmodtager, er skattepligtige, jf. Ligningslovens § 9, stk. 4, medmindre betingelserne i Ligningslovens § 9A (rejsegodtgørelse) eller § 9B (befordringsgodtgørelse) er opfyldt.

Der er ved kontrolbesøg hos [virksomhed1] ApS konstateret, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for udbetalingen af den skattefrie rejsegodtgørelse. Betingelserne for skattefrihed er således ikke opfyldt, og godtgørelsen er således skattepligtig, jf. Ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt.

Som følge heraf forhøjes din skattepligtige indkomst med 114.587 kr. for 2015.

(...)”

Skattestyrelsen har den 11. december 2018 fremsendt sin udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling. Heraf fremgår følgende:

”Skattestyrelsen er i det hele enig i Skatteankestyrelsens indstilling til sagens afgørelse og de anførte begrundelser herfor.

Befordringsfradrag.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, jf. ligningslovens § 9 C og i henhold til satser fastsat af Skatterådet. Befordringsfradraget opgjort efter LL § 9 C beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel i bil, jf. DJV C.A.4.3.3.1.3 Transportvejen.

Det er en forudsætning for befordringsfradrag, at transporten rent faktisk har fundet sted, ligesom omfanget heraf skal godtgøres.

Det er skatteyderen, som ønsker fradrag, der skal bevise eller sandsynliggøre, at befordringen har fundet sted i det påståede omfang.

Ekstraordinært lange afstande, der ikke anses for sædvanlige, medfører krav til skatteyder om dokumentation af den daglige befordring. Det fremgår bl.a. af Højesterets dom i SKM2004.162.HR. I den konkrete sag fandt Højesteret, at bevisbyrden ikke var løftet ved afstande på henholdsvis 698 km og 409 km.

Klager i nærværende sag har en afstand på 787 km (jf. SKAT.dk Beregn kørselsfradrag) mellem i sin bopæl i [by1] og adressen i [by2], hvor han ifølge arbejdsgiveren møder på arbejde. Afstanden kan dermed ikke anses for sædvanlig, hvorfor der kan stilles krav til klagers dokumentation og sandsynliggørelse af at befordringen har fundet sted. Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at han for egen regning herunder ved samkørsel med andre har foretaget den selvangivne befordring. På denne baggrund finder Skattestyrelsen, at SKATs afgørelse på dette punkt bør stadfæstes.

Rejsegodtgørelse

Klager har fået 114.698 kr. udbetalt i rejsegodtgørelse fra sin arbejdsgiver i 2015.

Hovedreglen er at godtgørelser der udbetales af en arbejdsgiver til en lønmodtager er skattepligtige, jf. ligningslovens § 9, stk. 4. Såfremt betingelserne i ligningslovens § 9 A er opfyldt vil udbetaling af rejsegodtgørelse kunne ske skattefrit for lønmodtageren.

Af § 1, stk. 1 bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse fremgår bl.a., at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage.

I § 1, stk. 2 fremgår:

”Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige rejse skal indeholde:

Kan arbejdsgiveren ikke anses at have ført en effektiv kontrol er konsekvensen at hele den udbetalte godtgørelse anses for skattepligtig.

De fremlagte bilag med opgørelsesskemaer for klagers rejsegodtgørelse indeholder ikke de påkrævede oplysninger for at kunne foretage en effektiv kontrol af om der udbetales korrekt rejsegodtgørelse. Flere steder mangler der bl.a. start- og sluttidspunkter for rejsen. Der mangler indimellem modtagerens navn, cpr-nr. og/eller adresse. Indkomståret mangler. Andre steder er der angivet start og sluttidspunkt, der ikke passer med det beregnede antal dage og timer, der beregnes godtgørelse for. Flere gange mangler også angivelse af, hvor arbejdet udføres. Endelig er bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Da bogføringsgrundlaget for at efterprøve og kontrollere om den udbetalte rejsegodtgørelse opfylder ligningslovens § 9A er utilstrækkeligt, finder Skattestyrelsen ikke at klagers arbejdsgiver har kunnet opfylde sin forpligtigelse til at føre en effektiv kontrol i henhold til rejse- og befordringsgodtgørelsesbekendtgørelsen. Derved er hele den udbetalte rejsegodtgørelse skattepligtig for klager. På den baggrund kan vi tiltræde at SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Fri bil

Værdien af rådighed over en firmabil til privatbenyttelse beskattes efter ligningslovens regler i § 16, stk. 1 og § 16, stk. 4. Det gælder også værdien af rådigheden for en hovedaktionær uanset om denne er ansat eller ej, jf. § 16 A, stk. 5.

Det er som udgangspunkt Skatteforvaltningen, der har bevisbyrden for at en firmabil har været til den skattepligtiges private rådighed. Det gælder også, når der er tale om en hovedaktionær, der ikke har sammenfaldende bopælsadresse med selskabets adresse og bilen ikke har været observeret eller erklæret parkeret på hovedaktionærens bopæl. Bevisbyrden vendes dog om, hvis de faktiske forhold taler for at bilen har været til rådighed for hovedaktionærens private anvendelse.

Det er oplyst, at selskabets biler er parkeret på selskabets lageradresse i [by2], og at der ikke er ført kørebøger, idet bilerne alene anvendes erhvervsmæssigt.

Det fremgår dog af den juridiske vejledning afsnit: C.A.5.14.1.11at der er en skærpet formodningsregel for hovedaktionærer m.v.:

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter. Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.

Det er Skattestyrelsens vurdering at [person2] har haft stillet selskabets biler til rådighed for privat kørsel mellem hans bopæl i Jylland og arbejdspladser på Sjælland og i Jylland.

Der er lagt vægt på, at [person2] er hovedaktionær i selskabet, idet han ejer mere end 25 % af anpartskapitalen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1. Endvidere er der lagt vægt på, at selskabets person- og varebiler er indregistreret til henholdsvis privatpersonkørsel og til blandet benyttelse. På denne baggrund er der en formodning for, at bilerne har været til rådighed for hovedaktionærens private kørsel. Derudover foreligger der ikke et kørselsregnskab, der godtgør, at der ikke er kørt privat i firmabilerne og der foreligger heller ikke en underskrevet fraskrivelseserklæring.

Der er i øvrigt lagt vægt på, at det fremgår af selskabets kontoudtog, at selskabets benzinkort har været benyttet i både Jylland og på Fyn, og at dette er sket på primært torsdage og søndage, som umiddelbart er hovedaktionærens hjem- og udrejsedage ved hans arbejde på Sjælland.

Formodningen for at hovedaktionæren har haft rådighed over selskabets biler til privat kørsel er ikke afkræftet ved oplysningerne om, at der har været udført arbejde i Jylland og at selskabets biler alene er anvendt erhvervsmæssigt.

På den baggrund finder Skattestyrelsen, at klagers skal beskattes af værdien af rådigheden over fri bil for indkomstårene 2014 og 2015. Idet klager har haft skiftende firmabiler til rådighed, bør beskatningen opgøres af den dyreste bil, som sket.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelser nedsættes til 0 kr. for indkomstårene 2014 og 2015. Repræsentanten har endvidere nedlagt påstand om, at indkomståret 2014 er forældet, idet klageren er omfattet af den korte ligningsfrist.

”(...)

Fakta

Virksomheden [...] har i de pågældende år udført en hel del arbejdsopgaver i Jylland, herunder opgaver i forbindelse med selskabets datterselskab, [virksomhed2] ApS, omkring drift af datterselskabets båd, der lå i [by3] havn.

[person2] har ikke kørt privat i firmaets biler. I det omfang disse er tanket i Jylland er dette sket i forbindelse med udførelse af arbejdsopgaver i Jylland.

Da bilerne alene anvendes erhvervsmæssigt har der ikke været grundlag for at føre kørselregnskab. [person2] kan således ikke beskattes af fri bil, da bilerne kun har været anvendt erhvervsmæssigt.

Skattefri godtgørelser er udbetalt på grundlag af månedlige opgørelser udarbejdet af de to ansatte og godkendt af selskabets administrator [person1]. Sidstnævnte ejer 50 % af virksomheden.

Cirka 80 % af selskabets opgaver udføres som underleverandør til murerfirmaet [virksomhed3] A/S, der ejes 100 % af [person1].

Opgaver er primært opførelse af dobbelthuse. Opførelsen tager ca. 3 måneder, hvor medarbejderne arbejder på den konkrete byggeplads.

[person2] tager som altovervejende udgangspunkt fra bopælen i Jylland søndag aften og tager hjem torsdag aften og møder på byggepladsen mandag morgen.

Ferie afholdes efter aftale, men oftest i industriferien.

Da [person1] er ansvarlig for byggepladsen og løbende foretager opsyn, er der således tale om en reel kontrol af medarbejdernes tilstedeværelse - og dermed en reel kontrol af at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er tilstede.

SKAT har af mig ukendte årsager samtidigt fjernet [person2] befordringsfradrag. Jeg må antage at dette skyldes en tanke om at arbejdsgiver har betalt for befordringen.

Dette er ikke tilfældet, idet [person2] selv har afholdt alle transportomkostninger ved transport fra hjemmet i Jylland til de enkelte arbejdspladser.”

Klagerens repræsentant har den 8. november 2018 fremsendt sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, hvoraf følgende fremgår:

”Skatteankestyrelsen anfører omkring befordringsfradrag:

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort at have befordret sig for egen regning i det påståede omfang.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.

Det er overfor SKAT oplyst at

arbejde udføres stort set kun på Sjælland

klageren har bopæl i [by1].

transport foretages i egen bil

der ikke kræves hverken kørselsregnskab eller dokumentation for udgifter for befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Der er således intet grundlag for at antage andet end at klageren har befordret sig fra bopælen til [by2] to gange ugentligt pånær ferieperioder og pånær perioder hvor der været udført arbejde i Jylland i hele ugen.

Dette fremgår af de fremlate arbejdssedler.

Dette bekræftes også af at arbejdsgiver har betalt broafgiften (som der derfor ikke er selvangivet fradrag for).

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl.

Begge forhold er opfyldt og det er derfor SKAT som skal bevise at en bil har været anvendt til privat befordring.

Skatteankestyrelsen anfører videre omkring fri bil:

Der lægges herved vægt på, at det fremgår af de fremlagt kontoudtog over selskabets brændestofforbrug, at selskabets tankkort er blevet benyttet både på Fyn og i Jylland på flere forskellige datoer i 2015 og 2016. Der er primært tanket torsdage og søndage, hvilket har været hovedanpartshaverens hjem- og udrejsedage i forbindelse med arbejde på Sjælland.

Herved er det bevist at benzinkortet er blevet benyttet - men ikke at firmaets bil er blevet benyttet. Dette har SKAT ikke bevist jævnfør foregående påstand.

Klageren har udtalt at han ikke har anvendt firmaets bil til privat kørsel.

I det omfang han har ladet arbejdsgiver betale for private udgifter, herunder benzinudgifter, er disse beskattet som løn i det pågældende indkomstår.

Der er således intet som helst grundlag for at beskatte klageren af fri bil.

Skatteankestyrelsen anfører omkring skattefri rejsegodtgørelse:

Det bemærkes, at hvert enkelt bilag i sig selv ikke indeholder de oplysninger som er angivet i § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse. Den fremlagte dokumentation angiver eksempelvis ikke altid hvor arbejdet er udført, herunder adresse, og der mangler start-og sluttidspunkt, samt hvilket år opgørelserne drejer sig om. Herudover er bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten ikke, at der er ført fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser. Klageren har derfor ikke været berettiget til skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015, hvorfor klageren skal beskattes af den udbetalte godtgørelse.

Kontrollen er foretaget af selskabets direktør [person1]. Langt størstedelen af de udførte arbejdsgiver, er udført som underentreprenør til [person1] selskab, [virksomhed3] A/S.

[person1] har som byggeleder og arbejdsgiver således været i stort set daglig kontakt med klageren og der har aldrig været tvivl om at klageren befandt sig på byggepladserne fra mandag til torsdag.

[person1] vil forklare dette på retsmødet - og hvorledes arbejdsgangen har været.

Iøvrigt bekræftes dette også af andet materiale som SKAT har haft forelagt, herunder broafgifter og benzinudgifter på sjælland - samt fart- og parkeringsbøder.

Sammenfattende er det min helt klare opfattelse at ansættelserne skal nedsættes til det af klageren selvangivne.”

Klagerens repræsentant har den 26. december 2018 fremsendt sine bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 11. december 2018, hvoraf følgende fremgår:

”Sagen drejer sig om tre forhold:

Skattestyrelsen har ikke anerkendt at der er ført fornøden kontrol med udbetalte rejsegodtgørelser. Dette på trods af at Skattestyrelsen har fået oplyst at selskabets direktør har foretaget kontrol og at rejsedagene nu er foregået på 6 år efter nøjagtigt samme mønster (afrejse fra [by1] søndag aften, hjemrejse fra [by4] torsdag aften).

Forholdet vil blive uddybet på retsmødet, hvor selskabets direktør vil være tilstede.

Skattestyrelsen vil beskatte firmaets medarbejder [person2] af fri bil. Dette skyldes at Skattestyrelsen har konstateret at selskabets benzinkort er anvendt i Jylland.

Skattestyrelsen har fået oplyst at firmaets biler KUN anvendes erhvervsmæssigt. Og at disse kun forlader Sjælland i forbindelse med arbejdsopgaver på Fyn og i Jylland.

Skattestyrelsen har endvidere fået oplyst at tankningerne i Jylland for en dels vedkommende er tankning af [person2]s private bil. Selskabets udgift hertil er refunderet af [person2].

Der henvises i øvrigt til sag vedrørende arbejdsgiverselskabet j. nr. [...].

Endeligt har Skattestyrelsen ikke anerkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted med følgende begrundelse:

Afstanden kan dermed ikke anses for sædvanlig, hvorfor der kan stilles krav til klagers dokumentation og sandsynliggørelse af at befordringen har fundet sted. Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at han for egen regning herunder ved samkørsel med andre har foretaget den selvangivne befordring.

Skattestyrelsen har ved den revisionsmæssige gennemgang konstateret betalinger til Brobizz som svarer til transport frem og tilbage fra Jylland. Det er hermed dokumenteret at [person2] i det selvangivne omfang har befordret sig fra/til bopælen i [by1] til/fra et arbejdssted i [by4].

Der kan således ikke herske nogen tvivl om at [person2] er berettiget til befordringsfradraget og at transporten er dokumenteret.”

Landsskatterettens afgørelse

Formelt

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kan Told- og skatteforvaltningen ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Det følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal SKAT afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder, når den skattepligtige ikke har enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 2, at en skattepligtig ikke anses at have enkle økonomiske forhold, hvis den skattepligtige har status som hovedaktionær efter aktieavancebeskatningsloven.

Det fremgår af § 4, stk. 1, 1. pkt. i lovbekendtgørelse nr. 1148 af 29. august 2016 (aktieavancebeskatningsloven), at aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for de senest 5 år har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien, er hovedaktionæraktier.

Idet klageren ejer 50 % af anparterne i selskabet, anses klageren som hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS. Landsskatteretten finder derfor ikke, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist. Klageren er dermed omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

SKATs agterskrivelse for skatteansættelsen i 2014 er dateret den 30. juni 2017, og SKAT har således overholdt fristen jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Landsskatteretten finder ikke, at skatteansættelsen for 2014 er forældet, hvorfor SKAT har været berettiget til at ændre klagerens skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Fri bil

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt.

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl. Bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Der henvises herved til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504. Højesteret fandt i dommene SKM2005.138 og SKM2008.534 at SKAT havde løftet bevisbyrden.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende faktiske forhold, hvorvidt rådigheden kan anses for afkræftet.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, og han har bopæl på [by1], Jylland. Selskabet har lageradresse i [by2], Sjælland. Selskabets biler er parkeret på lageradressen i [by2], og der føres ikke kørebog, idet selskabet har oplyst, at bilerne alene anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

Landsskatteretten finder det godtgjort, at klageren har haft stillet en af selskabets biler til rådighed for privat kørsel mellem bopæl i Jylland og arbejdsplads på Sjælland. Der lægges herved vægt på, at det fremgår af de fremlagt kontoudtog over selskabets brændestofforbrug, at selskabets tankkort er blevet benyttet både på Fyn og i Jylland på flere forskellige datoer i 2015 og 2016. Der er primært tanket torsdage og søndage, hvilket har været hovedanpartshaverens hjem- og udrejsedage i forbindelse med arbejde på Sjælland.

Herudover er selskabets biler indregistreret til henholdsvis privat personkørsel og til blandet benyttelse og der er ikke udarbejdet kørselsregnskab som godtgør, at bilerne ikke har været anvendt privat. Der foreligger ikke en skriftlig fraskrivelseserklæring som kunne være med til at afkræfte formodningen for, at klageren har haft rådighed over bilerne i de pågældende indkomstår.

Uanset at det er oplyst, at der er udført arbejde i Jylland, finder Landsskatteretten det ikke sandsynliggjort, at selskabets biler ikke har været stillet til rådighed for privat kørsel. Klageren er derfor skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæster herefter denne del af SKATs afgørelse.

Befordringsfradrag

Da Landsskatteretten finder, at klageren i de omhandlede indkomstår har haft fri bil til rådighed, har klageren ikke haft udgifter til kørsel mellem hjem og arbejdsplads, hvorfor der ikke i disse år kan opnås befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten stadfæster med den begrundelse SKATs afgørelse.

Rejsegodtgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, og at rejsen varer mindst 24 timer. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Et arbejdssted kan højest anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

I SKM2008.853.SKAT er det fastslået, at arbejdssteder, hvor der udføres bygge- og anlægsarbejder altid er midlertidige arbejdssteder.

Det lægges til grund, at klageren udfører arbejde på forskellige byggepladser på Sjælland, hvorfor der er tale om midlertidige arbejdspladser.

Der lægges endvidere til grund, at klageren i de fleste tilfælde tager til [by4] søndag aften og hjem igen torsdag aften, for at kunne arbejde mandag til torsdag. Det er således Landsskatterettens opfattelse, at klagerens rejser fra bopæl til arbejdsplads varer i mindst 24 timer.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt.

Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2. Rejsens erhvervsmæssige formål.

3. Rejsens start- og sluttidspunkt.

4. Rejsens mål med eventuelle delmål.

5. De anvendte satser.

6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelser for at være på rejse eller for erhvervsmæssig kørsel, jf. eksempelvis SKM 2002.525 VLR, SKM 2007.247 HR og SKM2009.430.HR.

Der er fremlagt dokumentation i form af bilag med opgørelse af rejsegodtgørelse for klageren.

Det bemærkes, at hvert enkelt bilag i sig selv ikke indeholder de oplysninger som er angivet i § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Den fremlagte dokumentation angiver eksempelvis ikke altid hvor arbejdet er udført, herunder adresse, og der mangler start-og sluttidspunkt, samt hvilket år opgørelserne drejer sig om. Herudover er bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten ikke, at der er ført fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser. Klageren har derfor ikke været berettiget til skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015, hvorfor klageren skal beskattes af den udbetalte godtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.