Kendelse af 14-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-07-2018
Indkomstår:2014 og 2015
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
2014 A-indkomst | 0 kr. | 250.920,00 kr. | 0 kr. |
Indeholdt A-skat | 0 kr. | 103.800,00 kr. | 0 kr. |
Indeholdt AM-bidrag | 0 kr. | 22.596,00 kr. | 0 kr. |
2015 A-indkomst | 0 kr. | 221.010,00 kr. | 0 kr. |
Indeholdt A-skat | 0 kr. | 88.250,00 kr. | 0 kr. |
Indeholdt AM-bidrag | 0 kr. | 18.733,00 kr. | 0 kr. |
[virksomhed1] ApS, CVR [...1] blev stiftet den 14. september 2012. Erhvervsstyrelsen indgav den 6. april 2016 anmodning om opløsning af selskabet efter selskabslovens § 225. Selskabet blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 21. juni 2016. Konkursboet blev afsluttet som bo uden midler den 10. oktober 2016.
Af e-Indkomst fremgår lønindberetninger for indkomståret 2014 fra [virksomhed1] ApS for klageren som følger:
Periode | Indberetningsdato | Dispositionsdato | A- indkomst | A-skat | AM-bidrag |
Februar 2014 | 19. december 2014 | 28. februar 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Februar 2014 | 11. marts 2015 | 28. februar 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Marts 2014 | 11. marts 2015 | 28. marts 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
April 2014 | 11. marts 2015 | 28. april 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Maj 2014 | 11. marts 2015 | 28. maj 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Juni 2014 | 11. marts 2015 | 28. juni 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Juli 2014 | 11. marts 2015 | 28. juli 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
August 2014 | 11. marts 2015 | 28. august 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
September 2014 | 12. juni 2015 | 28. september 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Oktober 2014 | 12. juni 2015 | 28. oktober 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
November 2014 | 12. juni 2015 | 28. november 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
December 2014 | 12. juni 2015 | 28. december 2014 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Af e-Indkomst fremgår lønindberetninger for indkomståret 2015 fra [virksomhed1] ApS for klageren som følger:
Periode | Indberetningsdato | Dispositionsdato | A- indkomst | A-skat | AM-bidrag |
Januar 2015 | 12. juni 2015 | 28. januar 2015 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Februar 2015 | 12. juni 2015 | 28. februar 2015 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Marts 2015 | 12. juni 2015 | 28. marts 2015 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
April 2015 | 12. juni 2015 | 28. april 2015 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Maj 2015 | 12. juni 2015 | 28. maj 2015 | 20.910,00 | 8.650,00 | 1.883,00 |
Marts 2015 | 1. oktober 2015 | 30. juli 2015 | 19.410,00 | 7.500,00 | 1.553,00 |
April 2015 | 1. oktober 2015 | 30. juli 2015 | 19.410,00 | 7.500,00 | 1.553,00 |
Maj 2015 | 1. oktober 2015 | 30. juli 2015 | 19.410,00 | 7.500,00 | 1.553,00 |
Juni 2015 | 1. oktober 2015 | 30. juli 2015 | 19.410,00 | 7.500,00 | 1.553,00 |
Juli 2015 | 1. oktober 2015 | 31. juli 2015 | 19.410,00 | 7.500,00 | 1.553,00 |
August 2015 | 1. oktober 2015 | 31. august 2015 | 19.410,00 | 7.500,00 | 1.553,00 |
I forbindelse med kontrol af [virksomhed1] ApS har SKAT konstateret, at der ikke fremgår lønudbetalinger svarende til det indberettede, og at selskabet ikke i øvrigt havde indestående der muliggjorde de indberettede lønudbetalinger.
SKAT har den 22. juni 2017 sendt forslag til klageren, hvoraf fremgår:
”Hvis indkomsten ikke skal ændres, bedes du dokumentere at der er sket en lønudbetaling via din bankkonto fra selskabet. Du bedes fremsende dokumentation og sandsynliggørelse for udbetaling af lønnen, dette i form af lønsedler, ansættelseskontrakt samt den bankkonto lønnen er overført til. ”
Klageren har ikke fremsendt dokumentation som opfordret.
SKAT har slettet A-indkomst på 250.920 kr., A-skat på 84.936 kr. og AM-bidrag på 22.596 kr. indberettet af [virksomhed1] ApS for indkomståret 2014.
SKAT har slettet A-indkomst på 221.010 kr., A-skat på 79.933 kr. og AM-bidrag på 18.733 kr. indberettet af [virksomhed1] ApS for indkomståret 2015.
SKAT har som begrundelse herfor anført:
”eIndkomstindberetning fra [virksomhed1] ApS, cvr. [...1]
SKAT har gennemgået lønindberetningen igen, da der ingen lønaktivitet har været i 2014 og 2015. Din arbejdsgiver, har indberettet følgende lønindkomst til eIndkomst i indkomståret 2014 og 2015, uddrag indsat: (...)
Det bemærkes, at gennemgangen af selskabets bankkonto har ovenstående lønindberetning ikke kunnet identificeres. Desuden ses indberetningen foretaget bundtvis, og 2014 indberettes i indkomståret
2015 den 11. marts og 12. juni 2015, dette er ikke sædvanligt, da lønindberetninger normalt foretages løbende måned. (...)
SKAT mener, at det er groft uagtsomt at medregne en fiktiv indkomst.
1.4 Konklusion
[virksomhed1] ApS har ikke dokumenteret nogen lønudbetalinger til dig. Lønindberetningen for indkomstårene 2014 og 2015, slettes da der ingen lønaktivitet har været i selskabet.
Hvis indkomsten ikke skal ændres, bedes du dokumentere at der er sket en lønudbetaling via din bankkonto fra selskabet. Du bedes fremsende dokumentation og sandsynliggørelse for udbetaling af lønnen, dette i form af lønsedler, ansættelseskontrakt samt den bankkonto lønnen er overført til.
Du står nu uden indkomst i indkomståret 2015, vi mener at du har levet af din ægtefælles indkomst.
Vi har henset til at du i indkomståret 2016 har modtaget dagpenge pga. denne lønindberetning. ”
Vedrørende slettede indberetninger fra [virksomhed1] ApS for indkomståret 2014, har klageren nedlagt påstand om, at den indberettede A-indkomst på 250.920 kr., fastholdes, og at klageren skal godskrives A-skat med 84.936 kr. og AM-bidrag med 22.596 kr.
Vedrørende slettede indberetninger fra [virksomhed1] ApS for indkomståret 2015, har klageren nedlagt påstand om, at den indberettede A-indkomst på 221.010 kr. fastholdes, og at klageren skal godskrives A-skat med 79.933 kr. og AM-bidrag med 18.733 kr.
Klageren har til støtte herfor anført:
”Jeg har arbejdet hos [virksomhed1] ApS CVR [...1] i deres spillehal på [adresse1] i [by1] og på [adresse2] på [by2].
Jeg har arbejdet som ekspedient og passet og gjort rent i spillehallerne.
Jeg har fået løn hver måned og fået lønseddel hver måned. Desværre kunne [virksomhed1] ApS ikke overfør til min konto og derfor fik jeg kontant løn.
Der har ikke været problemer med at få pengene udbetalt.
Jeg er ikke enige i SKAT og jeres beslutning om at slette min løn hos [virksomhed2] ApS for 2014 og 2015 og vil derfor klage over begge år.”
Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4.
Af kildeskattelovens § 46, stk. 1 fremgår, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes skat. Af kildeskattelovens § 69, stk. 2 fremgår, at den som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over for det offentlige for betaling af indeholdte beløb.
Indeholdt A-skat og AM-bidrag bliver godskrevet på årsopgørelsen.
SKAT kan slette lønindberetninger og nægte godskrivelse, hvis der ikke er realitet bag de foretagne lønindberetninger, jf. SKM2017.257.BR.
[virksomhed1] ApS har indberettet løn, A-skat og AM-bidrag til e-Indkomst. Ved kontrol af selskabet er det konstateret, at der ikke ses, at være foretaget lønudbetalinger fra selskabets konto, ligesom selskabet ikke har haft indestående, der har kunnet muliggøre lønudbetalinger svarende til det indberettede.
Klageren har ikke fremlagt objektiv dokumentation for at lønnen er udbetalt, eller at der er indeholdt A-skat og AM-bidrag, ligesom størrelsen af de udbetalte beløb ikke kan dokumenteres. Indberetningen til e-Indkomst dokumenterer ikke, at der reelt er udbetalt løn, og indeholdt A-skat og AM-bidrag heraf. Der henses her til, at klageren ikke har fremlagt nogen form for dokumentation for modtagelse af lønudbetalinger svarende til lønindberetningerne.
Der er således ikke grundlag for ændring af klagerens lønindkomst for indkomstårene 2014 og 2015, ligesom der ikke er grundlag for godskrivelse af tilhørende A-skatter og AM-bidrag.
SKATs afgørelse stadfæstes.