Kendelse af 10-01-2019 - indlagt i TaxCons database den 03-02-2019

Faktiske oplysninger

Klageren har psoriasis i huden og psoriasis relaterede ledsmerter. Smerterne befinder sig i ledende på både over- og underekstremiteterne.

Klagerens symptomer debuterede i 2009, hvorefter klageren fik en forværring af tilstanden i sommeren 2011.

Under afsnittet "Aktuelle" i speciallægeerklæringen fremgår det, at:

"Debut af symptomer 2009 med forværring af tilstanden sommer 2011. Ledsmerter sv.t. håndled,

skuldre, knæ og fodled. Herudover ømhed ved senetilhæftninger omkring bækkenet. Ingen

rygsymptomer. Ingen ledhævelser, men patienten har haft diffus hævelse og stivhed af hænder og

fingre.

Har smerter sv.t. leddene om natten, der giver meget afbrudt søvn. Har ømhed og stivhed af leddene

om morgenen ca. 30 min -1 time. Patienten har brug for smertestillende behandling dagligt. Oplever

stor træthed både på grund af smertetilstanden og den forstyrrede søvn. Erfarer smerteforværring i

tilslutning til fysisk belastning f.eks. gåture og løb.

Samtidig haft opblusning af psoriasis i huden som håndteres ved lokale steriodcremer. Har haft

recidiverende conjunktivitis/keratitis (hornhindebetændelse). Aldrig haft irridocyklitits

(regnbuehindebetændelse).

Der har ikke vægttab, feber eller slimhindepåvirkning,

Under afsnittet "Funktionsniveau" i speciallægeerklæringen fremgår det videre, at:

"Kan ikke klare mere end 2 lektioner a 45 min. om dagen, da det er svært at sidde ned i længere

periode på grund af smerter i hofter og knæ. Har mistet sit studiejob ved advokatfirma som

studentermedarbejder, da hun ikke var i stand til at sidde i længere tid og ikke kunne klare arbejdet

på grund af træthed. Har tidligere været i stand til at ride og løbe længere ture. Aktuel er

gangdistancen reduceret til 1 - 2 km., hvorefter patienten får ondt i leddene. Kan svømme 2 km. i

langsomt tempo. Kan ikke kører bil mere end 30 min. Cykler ikke. Kan klare indkøb og husligt

arbejde i langsomt tempo."

Der er ikke blevet udfærdiget lægeerklæringer vedrørende klagerens tilstand og funktionsniveau i forhold til at rejse med offentlige transportmidler i indkomstårene 2014 og 2015.

I 2017 er der blevet udarbejdet flere lægeudtalelser, som beskriver klagerens gener i forbindelse med den kroniske sygdom.

Følgende fremgår af lægeerklæringen af 7. februar 2017, udfærdiget af læge [person1]:

"Ovenstående er kendt af mig.

Det dokumenteres herved, at ovenstående har kronisk sygdom. Diagnose stillet på rheumatologisk afdeling, [by1] sygehus i 2011.

Diagnose - psoriasis arthrit - ledsygdom som følge af hudsygdommen psoriasis.

Aktuelle helbredstilstand:

Der er i perioder svære ledsmerter oftest lokaliseret i ankelled, håndled, skulder og hofteled.

Hun har ømhed og stivhed i leddene i 1/2til 1 time om morgenen. Der er forstyrret nattesøvn, p.gr.a smerterne.

Der er behov for smertestillende dagligt.

Når smerterne er værst, er hun væsentlig funktionsbegrænset i sine daglige funktioner. Der er tale om

sygemelding, hun kan ikke gå ture eller handle.

Der er forværring af smerter ved fysisk belastning.

Hun er i disse perioder udtalt træt.

Hun arbejder som selvstændig.

Hun kan i dårlige perioder ikke benytte offentlige transportmidler på grund af smerter, forværring af smerter og forværring af træthed. Er i disse perioder ikke i stand til at gå til bussen. Hun kan gå ud i bilen og køre på arbejde og således være på arbejde, de timer hun kan magte, hvorefter hun kan køre hjem igen. Vil ikke kunne gøre dette med offentlige transportmidler.

Det er en kronisk sygdom, der kan ikke forventes bedring i tilstanden."

I lægeerklæringen af 8. maj 2017, fremgår det bl.a. at:

"Ovenstående oplyser, at hun i perioden 2014 og 2015 havde væsentlige ledsmerter, morgenstivhed og træthed, som gjorde det nødvendigt at anvende egen bil til arbejdet. Hvis dette ikke havde været muligt, ville hun ikke kunne have haft det daværende arbejde.

Derudover har hun haft bivirkninger til medicinen i form af diarre. Det er først nu, det erfares, at det skyldes bivirkninger. (Hun er i 2014-15 udredt for årsag til diare - uden man fandt en årsag til det.)"

Klagerens bopæl er registreret på adressen [adresse1], [...], [by2]

I indkomståret 2014 til august 2015 havde klageren bopæl på [adresse2][by1].

Klageren var primær ejer og bruger af sin egen personbil både i 2014 og 2015.

I 2014 var klagerens arbejdsplads nr. 1 beliggende på [adresse3], [by3].

Ifølge rejseplanen.dk tager turen med offentlig transport til arbejdsplads nr. 1 ca. 2 timer og 47 minutter hver vej. Med bil tager turen ca. 1 time og 40 minutter.

I 2015 var klagerens arbejdsplads nr. 2, i perioden januar til marts, beliggende på [adresse4], [by4].

Ifølge rejseplanen.dk tager turen til arbejdsplads nr. 2 ca. 20 minutter med offentlig transport hver vej, og med bil tager turen ca. 10 minutter.

I perioden april 2015 til januar 2016 var klagerens arbejdsplads nr. 3 beliggende på [adresse5], [by1].

Ifølge rejseplanen.dk tager turen til arbejdsplads nr. 3 ca. 28 minutter med offentlig transport hver vej, og med bil tager turen ca. 9 min.

Klageren fik ny folkeregisteradresse fra august 2015, men arbejdede fortsat på arbejdsplads nr. 3 til januar 2016.

Ifølge rejseplanen.dk tager turen således fra den nye folkeregisteradresse i 2015 til arbejdsplads nr. 3 ca. 50 minutter med offentlig transport hver vej, og med bil tager turen ca. 18 minutter.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt befordringsfradrag for indkomstårene 2014 og 2015 efter ligningslovens § 9 D, men derimod efter ligningslovens § 9 C.

Som begrundelse har SKAT anført:

"Du har den 15. maj 2017 indsendt indsigelse til forslaget den 3. april 2017.

SKAT har følgende bemærkninger til din indsigelse:

SKAT tager udgangspunkt i dit funktionsniveau, der er beskrevet i speciellægeerklæring den 22. august 2012. Herudfra vurderer SKAT, at du var i stand til at benytte offentlig transport.

Det fremgår af lægeudtalelsen den 15. marts 2017, at fra din diagnose blev stillet i 2011 og til nu, har følgerne af sygdommen været de samme.

SKAT vurderer derfor, at du har haft samme funktionsniveau som i 2012, og at du derfor også kunne benytte offentlig transport i 2014 og 2015.

Endvidere fremgår følgende af lægeudtalelsen den 8. maj 2017

"Ovenstående oplyser, at hun i perioden 2014 og 2015 havde væsentlige ledsmerter, morgenstivhed og træthed, som gjorde det nødvendigt at anvende egen bil til arbejdet. Hvis dette ikke havde været muligt, ville hun ikke kunne have haft det daværende arbejde."

Efter praksis lægges der særlig vægt på lægens vurdering. Der er her ikke tale om lægens vurdering, men derimod dine oplysninger, der refereres af din læge.

Det skal endvidere bemærkes, at kørsel i egen bil ikke berettiger til kørselsfradrag efter ligningslovens § 9D, hvis det er sket af hensyn til privatlivet. Se SKM2005.75.VLR.

For at være omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 D skal din sygdom gøre, at du ikke kan passe dit arbejde, hvis du skal benytte offentlig transport. Den omstændighed, at benyttelse af offentlig transport påvirker dine gøremål privat, berettiger dig ikke til fradraget.

Det er SKATs opfattelse, at din sygdom ikke har medført, at du ikke har kunnet benytte offentlig transport.

SKAT fastholder derfor, at du ikke er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D for 2014 og 2015 sådan:

SKATs forslag af den 3. april 2017

Dine bemærkninger:

været de samme uden forbedring

Lægeerklæring fra [person1] den 15. marts 2017

SKAT har vurderet, at du stadig ikke kan få kørselsfradrag for kronisk syge efter reglerne i ligningslovens § 9 D. Begrundelsen er, at det ikke er godtgjort at du, som følge af din kroniske sygdom, har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde.

Der er her langt vægt på Speciallægeerklæring den 22. august 2012, hvor det fremgår at din gangdistance er reduceret til 1-2 km., hvorefter du får ondt i leddene. Det fremgår af rejseplanen, at du højest skal gå 750 meter for at benytte offentlig transport. Du har selv oplyst, at din tilstand har været status qua siden 2011 hvorfor det forventes, at du også har haft en gangdistance på mellem 1-2 km. i 2014 og 2015, og derved også har været i stand til at gå ned til bussen i denne periode.

Der er endvidere lagt vagt på Lægeerklæring fra [person1] den 7. februar 2017, hvor det fremgår, at du i dårlige perioder ikke er i stand til at gå hen til bussen. Da der ikke er tale om en daglig tilstand, og at det er uklart, hvor hyppigt behovet opstår, findes det ikke godtgjort, at du, som følge af sygdommen, har afholdt særlige udgifter til befordring.

Derudover fremgår det ganske uklart hvordan din tilstand har været i de pågældende år. Der er her henset til Speciallægeerklæring den 22. august 2012, hvor det fremgår, at du ikke kan køre i bil mere end 30 min., men har været i stand til at køre 133 km. pr. vej i 2014.

På baggrund af ovenstående fastholder SKAT derfor at du, for årene 2014 og 2015, ikke er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D.

SKAT foreslår derfor stadig at ændre grundlaget for din skat for 2014 og 2015 sådan:

Sagens oplysninger

Du har den 13. februar 2017 indsendt oplysninger. Her oplyser du selv at:

Speciallægeerklæring den 22. august 2012

Her fremgår det:

Lægeerklæring fra [person1] den 7. februar 2017

Her fremgår det:

SKATs begrundelse af den 9. marts 2017

SKAT finder det ikke godtgjort at du har haft særlige udgifter til transport til og fra arbejde på grund af din sygdom. Derfor finder SKAT ud fra en konkret og individuel vurdering, at du ikke er berettiget til kørselsfradrag for kronisk syge efter ligningslovens § 9D.

Efter ligningslovens § 9D stk. 1, 1. pkt. er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at du, som følge af invaliditet eller kronisk sygdom, har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Begrundelsen er, at de to fremlagte lægeudtagelser ikke omhandler din helbredsmæssige tilstand i de pågældende år (2014 og 2015). Da udtagelserne er dateret henholdsvis den 22. august 2012 og den 7. februar 2017, og da de ikke indeholder tilstrækkeligt tilbageblik til de pågældende år, er det ikke godtgjort, hvordan din tilstand var i 2014 og 2015.

Det fremgår altså ikke af det indsendte dokumentation, hvordan din tilstand var i indkomstårene 2014 og 2015, ligesom det ikke fremgår, hvordan din evne til at benytte offentlige transportmidler var.

På baggrund af ovenstående kan vi ikke godkende din befordring mellem hjem og arbejde efter ligningsloven § 9 D for årene 2014 og 2015. Du kan i stedet for få befordringsfradrag efter de almindelige regler i ligningslovens § 9 C."

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag efter ligningslovens § 9 D for indkomstårene 2014 og 2015.

Klageren har herfor anført:

"Vedr.: Klage over afgørelse af 8. juni 2017 - j.nr. [...]

Som repræsentant for [person2], herefter benævnt klager, skal jeg herved påklage SKATs afgørelse af den 8. juni 2017.

Afgørelsen ønskes påklaget i sin helhed, idet der ønskes en selvstændig afgørelse for kørsel til og fra forskellige arbejdspladser for indkomstårene 2014 og 2015.

Endvidere ønskes afgørelsen påklaget, idet de lægefaglige udtalelser ikke ses inddraget og tillagt særlig vægt i sagen.

Det bemærkes, at SKAT ikke bestrider, at klager lider af en kronisk sygdom, og at klager har fået stillet diagnosen i 2011.

Klagepunkt 1:

Klager har ved sin skrivelse af 13. februar 2017 afgivet faktuelle oplysninger om transporttid, som ikke ses at være inddraget i SKATs afgørelse.

Følgende faktuelle oplysninger ønskes inddraget:

Fakta om arbejdssted:

De oplyste kilometer, tider mm. er for én vej. Rejsetiderne med offentlig transport er opgjort efter en mødetid mandag morgen kl. 08.00 på rejseplanen.dk

2014:

Arbejdssted 1: [adresse3], [by3]

Kørsel: 133 km pr. vej.

Tid med offentlig transport: (2:50-3 timer) - ankomst til arbejdsplads tidligst kl. 08.39.

Gang til offentlig transport 350 m pr. vej.

2015:

Arbejdssted 2: Januar-marts: [adresse4], [by4]

Kørsel: 5 km pr. vej

Tid med offentlig transport: 20 min pr. vej

Gang til offentlig transport: 550 m pr. vej.

Arbejdssted 3: Marts-august: [adresse5], [by1]

Kørsel: 4 km. pr. vej

Tid med offentlig transport: 21 min pr. vej.

Gang til offentlig transport: 1.150 m pr. vej.

Skift: 0 skift.

2015-2016:

Arbejdssted 4: August 2015 - januar 2016: [adresse5], [by1]

Kørsel: 16 km pr. vej.

Tid med offentlig transport: 1 time og 7 min.

Gang til offentlig transport: 1.900 m pr. vej.

Til ovenstående fremsendte oplysninger, skal der tilføjes, at der ved benyttelse af offentlige transportmidler vil forekomme skift mellem busser og tog.

Arbejdssted 1: 1 skift.

Arbejdssted 2: 0-1 skift.

Arbejdssted 3: 0 skift.

Arbejdssted 4: 1 skift.

Klagepunkt 2:

SKAT begrunder afslag til fragdrag efter ligningslovens § 9D stk. 1, 1. pkt. med, at de fremlagte lægeerklæringer ikke omhandler klagers helbredsmæssige tilstand i år 2014 og 2015 og at de fremlagte lægeerklæringer ikke indeholder tilstrækkeligt tilbageblik til de pågældende år.

Det gøres gældende, at SKAT ikke har inddraget de lægelige oplysninger i sagen i fornødent omfang, idet fremsendte lægeerklæringer af hhv. 22. august 2012, 7. februar 2017, 15. marts 2017 samt 8. maj 2017 giver et retvisende billede af klagers helbredsmæssige tilstand i indkomstårene 2014 og 2015.

Det følger af speciallæge erklæring dateret 22. august 2012, at klager har en varig funktionsnedsættelse, hvor gangdistance er reduceret til 1-2 km samt, at det findes rimeligt, at iagttage skånehensyn i forhold til led og muskelbelastning.

Det fremgår af lægeerklæring dateret 7. februar 2017, at klager har en kronisk sygdom, og at der ikke kan forventes bedring i tilstanden. Læge [person1] oplyser vedr. klagers helbredstilstand:

"Der er behov for smertestillende dagligt. Når smerterne er værst, er hun [klager] væsentlig funktionsbegrænset i sine daglige funktioner. Der er tale om sygemelding, hun [klager] kan ikke gå ture eller handle. Der er forværring af smerter ved fysisk belastning. Hun [klager] er i disse perioder utalt træt. Hun [klager] arbejder som selvstændig. Hun [klager] kan i dårlige perioder ikke benytte offentlige transportmidler på grund af smerter, forværring af smerter og forværring af træthed. Er i disse perioder ikke i stand til at gå til bussen. Hun [klager] kan gå ud i bilen og køre på arbejde og således være på arbejde, de timer hun [klager] kan magte, hvorefter hun [klager] kan køre hjem igen. Vil ikke kunne gøre dette med offentlig transportmidler".

Det fremgår af lægeerklæring dateret 15. marts 2017, at klager har i perioden 2011 til 2016 gået til løbende behandling og kontrol på [by1] Sygehus, reumatologisk afdeling, og at klager bliver genhenvist til fortsat behandling på grund af forværring af sygdommen. Endvidere beskriver læge [person1], at følgerne af sygdommen har været de samme, som beskrevet i erklæring af den 7. februar 2017, hvilket ligeledes gælder årene 2014 og 2015.

Det fremgår af lægeerklæring dateret 8. maj 2017, at det er uforudsigeligt hvornår eller hvor mange ledsymptomer og smerter den enkelte har, og at det anbefales, at undgå overbelastning af leddene, når der er udbrud. Der erklæres, at klager har været til udredning i år 2014 og 2015 for årsag til diarre men, at man først i år 2017 har erfaret, at dette skyldes bivirkninger til medicinen.

Med udgangspunkt i ovenstående lægeerklæringer findes det godtgjort, at klager har en kronisk lidelse uden udsigt til forbedring, men i bedste fald status quo og i værste fald forværring af sygdommen.

Det skal særligt bemærkes, at klager har været til løbende kontrol og behandling på [by1] Sygehus, reumatologisk afdeling, men det kan dog ikke forventes og er heller ikke almindelig praksis, at man løbende får udarbejdet lægeerklæringer på en kronisk sygdom for hvert år man lever med sygdommen.

Det findes herfor godtgjort, at klager har fremsendt et retvisende billede af sin helbredsmæssige tilstand for indkomstårene 2014 og 2015.

Klagepunkt 3:

SKAT begrunder afslag til fradrag efter ligningslovens § 9D stk. 1, 1. pkt. med, at det ikke fremkommer af fremsendt dokumentation, hvordan klagers tilstand var i indkomstårene 2014 og 2015, ligesom det ikke fremgår, hvordan klagers evne var til at benytte offentlige transportmidler. Side 4 af 6

Under henvisning til klagepunkt 2 og med udgangspunkt i de fremlagte lægeerklæringer, må det lægges til grund, at klager ikke har oplevet forbedringer i sin fysiske tilstand siden 2011, hvorfor følgende lægefaglige udtalelser i henhold til fremsendte lægeerklæringer bør inddrages i afgørelsen:

For indkomstår 2014:

Det fremgår under klagepunkt 1, at klager havde 133 km til og fra arbejdssted 1. Hvis klager skulle benytte sig af offentligtransport, ville klager have 350 m gang pr. vej til og fra en bus og skulle ligeledes skifte fra bus til tog. Sammenlagt tid med offentligtransport ville tage 2:50-3 timer, hvorfor klager ville have en fuldtidsarbejdsdag på ca. 14 timer dagligt ctr. 10 timer såfremt klager benyttede egen bil.

Det skal fastslås, at behovet for forkortelse af transporttiden ikke skal ses under hensyn til klagers privatliv. Klager har været afhængig af egen bil for at iagttage et generelt skånehensyn i forhold til led og muskelbelastning og derved minimere risikoen for sygdomsudbrud.

Det er uden betydning, at klager ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning. Selvom omstændighederne normalt vil medføre, at langt de fleste mennesker ville vælge at køre bil, da afstanden er forholdsmæssig lang mellem bopæl og arbejdssted, og sammensætningen af den offentlige trafik på strækningen er dårlig, er klager fortsat berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9D, jf. TfS 1992.142.LSR.

Herudover er det væsentlig at inddrage klagers generelle helbredsstatus i sagen, som er beskrevet i lægeerklæringerne ovenfor. Klagers sygdom er inflammatorisk og det er derfor umuligt at forudsige, hvornår sygdommen går i udbrud. Klager er ligeledes plaget af ømhed og stivhed i led om morgenen, hvilket umuliggjorde offentlig transport, da klager ikke alle dage var i stand til at kunne nå de forskellige offentlige transportmidler, for at kunne møde ind på arbejde til rette tid.

Lægens vurdering af de dårlige dage bør ligeledes inddrages og tillægges betydelig vægt, idet klager ved udbrud af sygdom er fuldstændig afskåret fra at benytte offentlige transportmidler. Hertil skal bemærkes, at klager i 2014 har lidt af bivirkninger i form af diarre, hvilket var en medvirkende faktor til at umuliggøre benyttelse af offentlige transportmidler.

Ovenstående redegørelse i sammenhold med de fremlagte lægeerklæringer påviser, at klager på baggrund af sin kroniske sygdom var nødsaget til at afholde særlige udgifter, for at være i stand til at varetage sit daglige arbejde.

SKAT anfører endvidere: "Derudover fremgår det ganske uklart hvordan din tilstand har været i de pågældende år. Der er her henset til Speciallægeerklæring den 22. august 2012, hvor det fremgår, at du ikke kan køre i bil i mere end 30 min., men har været i stand til at køre 133 km. pr. vej i 2014.". Hertil skal det bemærkes, at klager har oplyst SKAT om, at klager var nødsaget til at stoppe sit arbejdsforhold på arbejdssted, netop fordi det viste sig at være fysisk umuligt for klager, at klare den lange køretur på 133 km. pr. vej hver dag og på samme tid varetage et fuldtidsarbejde. Det faktum, at klager har forsøgt at sikre sig en indkomst og har været i beskæftigelse i 7 måneder, bør ikke tillægges negativ betydning for klagers afholdelse af særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

For indkomstår 2015:

Det fremgår af klagepunkt 1, at klager havde en transporttid med offentlig transport på 20 min pr. vej og 0-1 skift, samt 550 m gang pr. vej til busstop til arbejdssted 2.

For arbejdsplads 3 og 4 blev klagers gangdistance væsentlig forlænget fra hjem til busstop på hhv. 1.150 m gang pr. vej og 1.900 m gang pr. vej og med 1 skift for arbejdsplads 4.

De ovenfor angivne grunde til behov for egen bil for indkomståret 2014, gøres ligeledes gældende for indkomstår 2015, idet klagers helbredsmæssige tilstand ikke har ændret sig.

Ud over de anførte grunde for indkomstår 2014, skal det endvidere bemærkes, at klager har haft en væsentlig længere gangdistance fra sit hjem til sit busstoppested, og at klager endvidere ligeledes skulle skifte bus. Klager skulle gå over 1 km pr. vej og derefter køre med to forskellige bybusser i 20 min til og fra sit arbejdssted, uden at være sikker på at kunne få en siddeplads.

På baggrund af den lange gangdistance og det faktum, at klager evt. skulle stå op i en fyldt bus, iagttager ikke klagers behov for skånebehov i forhold til led og muskelbelastning og overbelastning i form af stress og pres af led og muskler øger risikoen for sygdomsudbrud.

Klager har endvidere fortsat haft bivirkninger i form af diarre i 2015 og dette har ligeledes været med til at umuliggøre benyttelse af offentlige transportmidler.

Det fremgår af lægeerklæringen, at når smerterne er værst så er klager væsentlig funktionsbegrænset i sine daglige funktioner og der er tale om sygemelding. Klager er herfor afhængig af egen bil, at kunne iagttage mest mulige skånehensyn for at undgå at forværre sygdomsudbrud og derved sikre indkomsterhvervelsen.

Konklusion:

Under henvisning til lægeerklæringerne, fremgår det, at det er nødvendigt for klager, at afholde særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads, idet det i praksis er umuligt for klager at befordre sig til og fra sin arbejdsplads med offentlige transportmidler.

I overensstemmelse med SKM2016.177.LSR, er det ubestridt at klager lider af en kronisk sygdom, hvor den lægefaglige vurdering fastslår, at der er tale om en varig funktionsnedsættelse, hvor klagers gangdistance er nedsat. De lægefaglige udtalelser fastslår endvidere, at klager har behov for at iagttage skånehensyn for ikke at overbelaste led og muskler og derved mindske risikoen for sygdomsudbrud, der kan resultere i sygemelding. Klager har derved godtgjort, at klager som følge af kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads i overensstemmelse med ligningslovens § 9D.

Klager har på baggrund af det ovenstående været nødsaget til at afholde særlige udgifter til kørsel i egen bil, for at kunne sikre indkomsterhvervelsen, jf. SKM2005.75.VLD."

Repræsentanten har endvidere indsendt følgende bemærkninger:

"På vegne af klager [person2] har jeg følgende bemærkninger til

SKATs udtalelse af 25. september 2017.

Klagepunkt 1:

"Arbejdssted 1: SKAT anfører, det at den offentlige transport ikke passer i

forhold til mødetider på arbejde, er af hensyn til skatteyders privatliv, og

dermed ikke på grund af sygdommen, at skatteyder ikke kan anvende

offentlig transport.

Hertil skal bemærkes, at der på intet tidspunkt er anført fra klagers side, at

berettigelse til anvendelse af egen bil, har været på baggrund af forholdet

om, at offentlig transport ikke passer i forhold til mødetider på arbejde og

dermed klagers privatliv. Klagepunktet vedr. arbejdssted 1, vedrører

udelukkende behov for forkortelse af transporttid, idet klager har været

afhængig af egen bil for at iagttage et generelt skånehensyn i forhold til led

og muskelbelastning og derved minimere risikoen for sygdomsudbrud for at

kunne sikre erhvervelse af indkomst.

Herudover anfører SKAT i udtalelsen af 25. september, at skatteyder ifølge

speciallægeerklæring af den 22. august 2012, ikke kan køre bil i mere end 30

min, men at har været i stand til at køre 133 km. pr. vej i 2014.

Hertil skal bemærkes, at det ikke bør tillægges negativ betydning for klagers

afholdelse af særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, at

klager har forsøgt at sikre sin erhvervelse af indkomst og har kørt 133 km.

pr. vej. Endvidere, som tidligere anført, ønskes det bemærket, at klager har

oplyst SKAT om, at klager var nødsaget til at ophøre sit arbejdsforhold på

arbejdsstedet netop fordi klager i længden ikke var fysisk i stand til at klare

den lange køretur på 133 km. pr. vej.

Herudover skal der henvises til vedlagt lægeerklæring, der supplerer og

uddyber tidligere lægeudtalelser, idet klager udelukkende kan køre 30 km i

bil i bytrafik, hvor der er hyppige gearskift, hvorimod kørsel på landeveje og

motorvej er langt mere skånsomt for klagers ankelled, hofteled og skulderled,

idet klager ved kørsel på landeveje og motorveje har mulighed for at bruge

fartpilot og der er betydelig færre gearskifte ved kørsel på landeveje og

motorveje.

Klagepunkt 1, 2 og 3:

I henhold til SKATs udtalelse af 25. september 2017 er der indhentet en

lægeerklæring som supplement og uddybelse af tidligere indsendte

lægeerklæringer.

Det ønskes særligt bemærket, at tidligere indhentede lægeerklæringer ikke

har været indhentet med henblik på godtgøre befordringsfradrag efter LL § 9

D, men i forbindelse med klagers sygemelding i foråret 2017. Hvorfor

fremsendte lægeerklæringer påviser klagers generelle helbredsstatus. Det

bør ikke tillægges negativ betydning for klagers afholdelse af særlige udgifter

til befordring mellem hjem og arbejdsplads, at det ikke direkte fremgår af

tidligere fremsendte lægerklæringer, at klager ikke kan benytte offentlige

transportmidler, idet de almindelige lægeerklæringer var vedlagt for at

godtgøre, at klager har været syg siden 2012.

Af supplerende og uddybende lægeerklæring fremgår det, at:

hun har gået denne distance får hun forværring af ledsmerter i

ankelled og hofteled. Desuden oplever hun udtalt forværring af

træthed. Denne forværring umuliggør, at hun efter gåtur kan

gennemføre en arbejdsdag. Hvilket har været problemet siden

mindst 2011.

På baggrund af ovenstående udtalelse, kan det præciseres, at klager

maksimalt kan gå ca. 2 km. uden at belaste sine led yderligere, der vil

umuliggøre en almindelig arbejdsdag.

offentlige transportmidler. Når hun så er nået til det offentlige

transportmiddel, er det nødvendigt med en siddeplads, da hun dels

har fået forværring af ledsmerter efter gåturen og yderligere

forværrer disse, ved at skulle stå og holde sig selv fast f.eks. i

bussen. Der kommer her belastning af håndled, skulderled, hofteled

og ankelled, som forværrer smerter. Disse problemer forværres

yderligere ved skift af transportmidler - bus/tog. P.gr.a.

transporttiden kommer der også forværring af problemerne. Der er

efter brug af offentlige transportmiddel forværring af ledsmerter og

træthed, i en grad, så en normal arbejdsdag ikke er mulig.

Det fremgår direkte af lægeerklæringen, at klager oplever forværring af

smerter og træthed ved både at gå, benytte offentlig transport og at skulle

skifte transportmiddel. Det er på baggrund af den fremsendte lægeerklæring

underordnet om der findes alternative kortere gangdistancer til de anførte

arbejdspladser, idet klager i helhed er afskåret fra at benytte offentlig

transportmidler, såfremt klager skal kunne bestride et arbejde og derved

sikre sin erhvervelse af indkomst.

dage". Smerterne kan udelukkende mindskes ved iagttagelse af

mest mulig skånehensyn i forhold til ledsmerter.

Ovenstående udtagelse fra lægeerklæringen påviser, at klagers kroniske

lidelse, er en daglig tilstand der ikke kan forbedres, men klager kan

udelukkende forsøge ikke at forværre de daglige smerter ved at iagttage mest

mulig skånehensyn ved mindst muligt belastning af led.

ambulatorium, [by1] Sygehus. Man fandt aldrig nogen årsag.

Diareen var af en sværhedsgrad, hvor hun oplevede pludselig

afføringstrang med efterfølgende diareer, hvor hun ikke kunne nå

at komme på toilet, hvis hun brugte offentlige transportmidler.

Havde diareer 5-6 gange dagligt. Konklusionen har efterfælgende

været, at det har drejet sig om bivirkninger til den smertestillende

medicin, som hun fik fra 2011 til 2016.

Heraf kan udledes, at klager har været afhængig af, at have mulighed for at

skaffe sig adgang til toilet efter pludselig opstået behov, hvilket ikke er muligt

ved benyttelse af en almindelig bybus.

og fortsat er behov for brug af egen bil til og fra arbejde for at sikre

erhvervelse af indkomst.

Det fremgår klart og tydeligt af fremsendt lægeerklæring, at klager har haft

og er fremtidigt afhængig af at kunne benytte egen bil til og fra arbejde, for

at sikre sin erhvervelse af indkomst."

Klagerens repræsentant har indsendt yderligere bemærkninger:

"Hermed indsendes mine bemærkninger til skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af 5. september 2018.

Vedlagt er lægeerklæring fra 01.11.2017 udarbejdet af læge [person1], hvori lægen uddyber de tidligere udarbejdet erklæringer i henhold til dennes lægefaglige vurdering af klagers kroniske sygdom og helbredstilstand. Vedlagt lægeerklæring skulle tidligere være indsendt til skatteankestyrelsen dog er jeg i tvivl herom, idet denne ikke ses benævnt i skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Ad. skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvor det lægges til grund at klagers funktionsniveau har været det samme, som beskrevet i speciallægeerklæringen i 2012, hvoraf det ikke fremgår, at klager var ude af stand til at benytte offentlige transportmidler til og fra arbejde.

Hertil skal det bemærkes, at klager i 2012 var studerende, hvorfor behovet for at benytte egen bil til at sikre erhvervelse af indkomsten i 2012 modsat årene 2014 og 2015 ikke var aktuel. Det bør ikke komme klager til skade, at speciallægeerklæringen ikke tager højde for fremtidige udfordringer ved klagers kroniske sygdom. Endvidere bør det ikke komme klager til skade, at klager i 2012 ikke var nødsaget til at erholde særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads for at sikre sig sin erhvervelse af indkomst, hvorimod klager i årene 2014 og 2015 netop på baggrund af de selvsamme forholde vedr. smerteforværringer ved fysisk aktivitet, samt den generelle helbredsstatus som benævnt allerede i 2012 var nødsaget til at erholde særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads for at sikre sin erhvervelse af indkomst.

De helbredsmæssige oplysninger i speciallægeerklæringen fra 2012 bør tillægges vægt, hvoraf det kan udledes, at klagers senere beskrivelse af de helbredsmæssige oplysninger samt gener i årene 2014 og 2015, sammenholdt med de nyeste lægeerklæringer passer overens med de selvsamme helbredsmæssige gener, som speciallægeerklæringen fra 2012 beskriver.

Ad. skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvor det lægges til grund at det er klagers egen udtalelse, som bliver citeret i lægeudtalelsen af 8.maj 2017, hvori der redegøres for, at klager havde væsentlige gener i perioden 2014 og 2015, som nødvendiggjorde anvendelse af egen bil for at kunne bevare det daværende arbejde.

Hertil skal der henvises til vedlagt lægeerklæring fra 01.11.2017, hvori lægen præciserer og fremkommer med sin lægefaglige vurdering af klagerens helbred. I lægeerklæringen beskrives, at benyttelse af offentlige transportmidler vil resultere i forværring af klagers helbred. Endvidere fastslår lægen, at klager havde diarre i en sådan sværhedsgrad, at benyttelse af offentlige transportmidler var umuliggjort.

Ad. skatteankestyrelsens forslag til afgørelse hvori der lægges til grund, at der efter en konkret vurdering ikke anses for værende godtgjort, at klager som følge af sygdommen har afholdt særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde i de pågældende indkomstår, hvor der særligt er lagt vægt på, at der forinden 2017 ikke findes lægeerklæringer, hvoraf det klart fremgår, at klager ikke kunne benytte offentlige transportmidler i de pågældende år.

Hertil skal det bemærkes, at det væsentlige i alle fremlagte lægeerklæringer, er den lægefaglige vurdering af de gener og smerte som klager dagligt oplever ved den kroniske sygdom. Endvidere er klagers funktionalitet allerede ved speciallægeerklæring i 2012 fastslået, hvorved klagers gangdistance opgøres til maksimalt 1-2 km, forinden ledsmerterne forværres. Herunder, at klager har ømhed og stivhed af leddene om morgenen ca. 30 min - 1 time, at klager oplever stor træthed både på grund af de daglige smertestillende og den forstyrrede søvn, samt at klager oplever smerteforværring i tilslutning til fysisk belastning f.eks. gåture og løb. Af lægeerklæringerne udarbejdet løbende i 2017 og specielt lægeerklæring af 01.11.2017 fastslås det, at klager gangdistance fortsat er maksimalt 2 km, hvorefter klagers smerte forværres. Af erklæringen benævnes offentlige transportmidler eksplicit, dog er faktum, at klagers smerter forværres ved fysisk aktivitet, om det så er benyttelse af offentlige transportmidler eller anden fysisk aktivitet, ligesom forholdet allerede er beskrevet i speciallægeerklæring udarbejdet i 2012.

Det bør lægges til grund, at klagers helbredsmæssige gener og funktionalitet ikke har udviklet sig løbende i perioden 2012 til dags dato, hvorfor der ikke er tale om nye helbredsmæssige oplysninger, og at klager på baggrund af de nye helbredsmæssige oplysninger har været nødsaget til et erholde særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Det eneste der har ændret sig fra 2012 til hhv. 2014 og 2015 er klagers personlige forholde, dvs. at klager i 2012 var studerende og skulle ikke afholde særlige udgifter til befordring, hvorimod klager i 2014 og 2014 skulle afholde særlige udgifter til befordring for at sikre indkomsterhvervelsen.

Hertil ønskes der henvist til LSR af 25/01-17 (J.nr. 15-3184975) hvor der modsat i benævnte afgørelse forefindes en speciallægeerklæring der beskriver klagers funktionalitet og denne speciallægeerklæring bliver ligeledes bekræftet ved lægeerklæringerne i 2017 og specielt ved lægeerklæring af 01.11.1. Idet der er tale om de samme helbredsmæssige gener og klagers funktionalitet ikke har ændret sig, hvor både speciallægeerklæringen fra 2012 og lægeerklæringerne fra 2017 alle fastslår, at klager har en begrænset mobilitet og at klagers sygdom forværres ved fysisk aktivitet, bør det findes godtgjort, at klager i årene 2014 og 2015 har erholdt særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads for at sikre indkomsterhvervelsen.

Såfremt skatteankestyrelsen fortsat fastholder forslag til afgørelsen, bedes sagen videresendt til landsskatteretten."

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vestre Landsrets dom af 10. februar 2005 (SKM2005.75.VLD).

Hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter som følge af sygdommen beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Det er ikke tilstrækkeligt, at kørslen alene er hensigtsmæssig af hensyn til klagerens privatliv.

Det er ubestridt, at klageren lider af en kronisk sygdom, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som klageren har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder efter en konkret vurdering, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren som følge af sygdommen har afholdt særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde i de pågældende indkomstår. Der er særligt lagt vægt på, at der forinden 2017 ikke findes lægeerklæringer, hvoraf det klart fremgår, at klageren ikke kunne benytte offentlige transportmidler i de pågældende år, som sagen vedrører.

Det lægges til grund, at klagerens funktionsniveau har været det samme, som beskrevet i speciallægeerklæringen fra 2012, hvoraf det ikke fremgår, at klageren var ude af stand til at benytte offentlige transportmidler til og fra arbejde. Ifølge lægeudtalelsen af 8. maj 2017, havde klageren væsentlige gener i perioden 2014 og 2015, som gjorde det nødvendigt at anvende egen bil for at kunne bevare det daværende arbejde. Dette er klagerens egen udtalelse, som er blevet citeret, hvorfor der ikke er tale om en lægefaglig vurdering af klagerens gener.

Endvidere vurderes det, at den lægelige dokumentation fra 2017 ikke indeholder et tilstrækkeligt tilbageblik til de pågældende år, hvorfor det ikke er godtgjort, at klageren var påført særlige udgifter til transport for at sikre sin indkomsterhvervelse i 2014 og 2015.

Et retsmedlem finder, at det kan anses for godtgjort, at klageren som følge af sygdommen har afholdt særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde i de pågældende indkomstår.

Der træffes afgørelse efter flertallet.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.