Kendelse af 04-10-2019 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2019

Faktiske oplysninger

Klager er direktør og hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS (herefter selskabet). Selskabet har adresse på [adresse1] i [by1].

Klageren har oplyst, at selskabet leverer betalingssystemer, kasseterminaler samt kontantløse betalingssystemer til kantiner, caféer, restaurationsbranchen m.v. Derudover tilbyder selskabet landsdækkende service af disse systemer.

Selskabet leasede i perioden fra 2011 til 2015 bl.a. følgende biler (herefter bilen):

Reg.nr.Mærke1. gang registreretTilgang Afgang

[reg.nr.1]Opel Insignia Sports Tour8/12-20098/12-2009 6/12-2013

[reg.nr.2]BMW 3-Serie16/12-201316/12-2013

Bilen har i den omhandlede periode været indregistreret med hvide nummerplader.

Selskabet tilbyder 365 dage om året landsdækkende service inden for to timer. Serviceordningen administreres via en vagtordning for de ansatte og klageren. I den omhandlede periode har det især været klageren, som har kørt ud til kunderne, når der har været behov for at yde service.

Klagerens revisor har i mail af 19. september 2016 til SKAT anført, at:

”• Der er ikke tidligere nedfældede skriftlige vagtplaner, men [person1] har vagt hele året.

[...]

• Bilerne er oftest parkeret på privat adressen på [adresse2] i [by2], da [person1] som skrevet har vagtordning, og kan blive kaldt ud sent om aften.”

Ifølge SKAT har klageren på møde den 23. november 2016 oplyst, at bilen cirka 300 dage om året er parkeret på hans folkeregisteradresse. Dette på grund af den ovenfor nævnte service uden for normal arbejdstid.

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen oplyst, at klageren som følge af sin stilling som direktør i selskabet har vagt hele året rundt i relation til selskabets vagtordning.

Klageren oplyste på møde i Skatteankestyrelsen den 29. november 2018, at han har haft vagt hele året (efter almindelig arbejdstid), da det har været svært at finde andre, der ville arbejde på de tidspunkter.

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen fremsendt vagtplaner for perioden fra 2011 til 2015. Det fremgår heraf, at klageren havde 17 vagtuger i henholdsvis 2011 og 2012, 15 vagtuger i 2013 samt 13 vagtuger i henholdsvis 2014 og 2015.

Der er cirka 7-8 kilometer mellem klagerens bopæl og selskabets adresse.

Der er ikke ført et kørselsregnskab for bilen.

Det fremgår af sagsreferat fra [Kommunen], at SKAT tidligere har godkendt, at selskabets bil alene blev anvendt erhvervsmæssigt. Følgende fremgår af sagsreferatet:

”Jf. dok. modtaget den 7. maj anvendes bil kun i virksomheden. Ok. ”

I perioden fra 2011 til 2015 har der været følgende biler i klagerens husstand:

Reg.nr.Mærke1. gang registreretTilgang Afgang

[reg.nr.3]Ford Transit11/12-200117/6-201028/1-2016

Ægtefælle:

[reg.nr.4] Citroën Xsara Picasso12/5-200320/12-200709-2016

Selskabet ejer to lejligheder, der er udlejet til klagerens børn.Som følge af selskabets erhvervelse af lejlighederne beliggende [adresse3][by3] og [adresse4][by4] har selskabet afholdt en række udgifter.

Ifølge fakturaer er der afholdt følgende udgifter:

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil vedrørende Opel Insignia Sports Tour for indkomstårene 2011, 2012 og 2013. SKAT har desuden beskattet klageren af værdi af fri bil vedrørende BMW 3-Serie for indkomstårene 2013, 2014 og 2015.

Herudover har SKAT beskattet klageren af maskeret udlodning i indkomståret 2014 i forbindelse med udgifter afholdt af selskabet.

SKAT har som begrundelse anført følgende:

”1.3 SKAT´s bemærkninger

Det foreligger oplyst:

På baggrund af disse faktiske forhold er det SKAT´s opfattelse, at du skal beskattes af værdi af fri bil for indkomstårene 2011 – 2015.

Der er ved denne vurdering henset til:

Kravene til et kørselsregnskab:

For at et kørselsregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det opfylde følgende betingelser:

Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven, med tillæg af 50 pct. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter.

Det fremgår heraf, at der er foretaget indkøb af brændstof m.v. i weekender og helligdage.

Det er ikke overfor SKAT dokumenteret, at disse indkøb er sket i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel.

Vagtordning:

Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.5.14.1.12, at

SKAT finder ikke, at din anvendelse af bilen, opfylder kravene der gælder for vagtordning.

Du oplyser, at du har vagt hele året, hvilket SKAT anser for at være en normal del af din arbejdsfunktion / arbejdsopgave i virksomheden.

Ved beskatning af selskabets formuegoder er der henset til disses faktiske anvendelse.

Ved vurderingen er det således underordnet hvorvidt eller i hvilket omfang du i personlig regi ejer biler.

Du har ikke fremlagt kilometerregnskab / kørebog, der opfylder gældende regler, jf. ovenfor hvorfor SKAT ikke finder, at du har løftet bevisbyrden for, at du ikke har haft rådighed over selskabets bil.

[...]

1.4 SKAT´s endelige afgørelse:

SKAT finder ikke, at der er tilført sagen nye oplysninger, som ændrer det synspunkt, at du har rådighed over bilen og som følge deraf skal beskattes heraf.

Du har ikke løftet bevisbyrden for at bilen ikke er til rådighed for privat anvendelse.

Herved er henset til det faktum,

Indsigelsen er således ikke taget til følge, og værdi af fri bil er ansat jf. ovenstående.

[...]

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter, som ikke er dokumenteret, jf. Statsskattelovens § 6a.

[...]

Ej fradragsberettigede omkostninger, som anses for udlodning, kan herefter opgøres således, jf. vedlagte specifikation:

Indkomståret 2013: kr. 5.000

Indkomståret 2014: kr. 48.538

[...]

SKAT finder ikke, at der ved en sagsbehandling der har fundet sted for årene 1999 – 2001 foreligger et klart forventningsprincip, som kan gøres gældende for de her omhandlende indkomstår.

SKAT kan ikke, af det foreliggende materiale konstatere, at der mellem dig og [Skatteforvaltningen] foreligger en klar konkret aftale herom. Du har endvidere ikke fremlagt materiale der dokumenterer din påstand.

Det fremgår af den juridiske vejledning afsnit A.A.4.3.3 vedrørende forventningsprincippet:

Myndighedens tilkendegivelse skal være såvel positiv som entydig og specifik, hvis borgeren eller virksomheden undtagelsesvis skal støtte ret på den.

SKAT finder ikke at en sådan foreligger.

Der er ikke, i forbindelse din revisors indsigelse mod SKAT´s forslag til afgørelse vedrørende fri bil og fri bolig fremsat yderligere vedrørende dette punkt.”

Skattestyrelsen har fremsendt følgende erklæringssvar til Skatteankestyrelsen:

”Skatteankestyrelsen har indstillet SKATs afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Formelt

1. Berettigede forventninger

Såfremt de særlige betingelser, som retspraksis stiller, er opfyldt, kan en uformel forhåndstilkendegivelse blive bindende for myndighederne.

Efter retspraksis skal klager have modtaget en klar, positiv og entydig tilkendegivelse og disponeret i overensstemmelse med den. I sagsreferatet fra [Kommunen] fremgår det alene, at dokumentationen for erhvervsmæssig anvendelse af bilen for indkomståret 2001 godkendes.

Således foreligger, der ikke en klar, positiv og entydig tilkendegivelse om, at selskabets bil også fremover ville blive godkendt til alene at have været anvendt erhvervsmæssigt uden fremlæggelse af dokumentation. I SKM2003.277 ØLR gjorde det sig ligeledes gældende, at det ikke var bindende for myndighederne, at den erhvervsmæssige kørsel tidligere var blevet godkendt.

Med ovenstående bemærkninger tiltrædes Skatteankestyrelsens indstilling vedrørende formalitet.

Materielt

1. Fri bil

Klager er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS.

Hvis et selskab stiller en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedanpartshaver, som led i et ansættelsesforhold, skal den skattepligtige medregne værdien heraf ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Værdien fastsættes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

[virksomhed1] ApS har haft leaset en Opel Insignia Sports Tour i 2010-2013 og herefter i 2013-2016 en BMW 3-serie. Begge har været indregistreret på hvide plader. Det fremgår af sagens oplysninger, at det hovedsageligt er klager, der har benyttet disse ved arbejde for selskabet.

Af sagen oplysninger fremgår det ligeledes, at bilerne har været parkeret ved klagers bopæl i et større omfang. Herved er det klager, der har bevisbyrden for at afkræfte formodningen om, at bilerne har stået til rådighed for privat anvendelse. Dette følger bl.a. af SKM2014.504.HR.

Henset til, at der ikke foreligger et kørselsregnskab, som dokumenterer den erhvervsmæssige anvendelse, at det ikke er dokumenteret, at klager arbejder under en tilkaldeordning, samt at det ikke på anden måde er godtgjort, at bilerne alene har været anvendt erhvervsmæssigt, anses klager ikke at have afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat benyttelse.

Med ovenstående bemærkninger tiltrædes Skatteankestyrelsens indstilling vedrørende fri bil.

2. Maskeret udlodning

Efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 skal alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer, som udgangspunkt medregnes til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier.

Klager er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS, som har afholdt udgifter til almindeligt indbo.

Såfremt selskabet afholder udgifter, der er selskabet uvedkommende, og som ikke er fradragsberettigede, vil det være at anse som maskeret udlodning. Bevisbyrden, for at der foreligger en fradragsberettiget udgift, påhviler som udgangspunkt klageren, jf. SKM2004.162.HR.

Selskabet kan efter statsskattelovens § 6, 1. led, litra a fradrage udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst.

Henset til, at det ikke anses for sædvanligt, at ejeren af en udlejningsejendom afholder udgifter til indbo, og at en af fakturaerne er i klagers navn, samt at en anden er i klagers barns navn, finder Skattestyrelsen det ikke godtgjort, at udgifterne til indbo har den fornødne direkte erhvervsmæssige tilknytning til selskabets erhvervelse af indkomst.

I det omfang, at selskabet har betalt for klagers børns private udgifter, anses det for at være muliggjort grundet parternes interessesammenfald. Fordelen som klagers børn har modtaget anses derfor at have passeret klagerens økonomi som udbytte.

Med ovenstående bemærkninger tiltrædes Skatteankestyrelsens indstilling vedrørende maskeret udlodning. ”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at bilerne Opel Insignia Sports Tour og BMW 3-Serie udelukkende har været anvendt til erhvervsmæssig kørsel, hvorfor klageren ikke skal beskattes af værdi af fri bil for indkomstårene 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015.

Desuden har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at de afholdte udgifter på 38.663 kr. i selskabet er fradragsberettigede driftsomkostninger for selskabet, hvorfor klageren ikke skal beskattes af maskeret udlodning.

Til støtte herfor er anført følgende:

”[...]

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det første – i første række – helt overordnet gældende, at de i sagen omhandlede to biler ikke har været stillet til rådighed for [person1]s private benyttelse i indkomstårene 2011-2015, hvorfor der ikke i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 er grundlag for den af SKAT gennemførte beskatning af værdi af fri bil i relation til den i sagen omhandlede Opel Insignia Sports Tour (reg.nr. [reg.nr.1]) og BMW 320d (reg.nr. [reg.nr.2]).

I forlængelse heraf gøres det – i anden række – helt overordnet gældende, at SKAT ikke kan beskatte [person1] af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 i indkomstårene 2011-2015, idet han havde en berettiget forventning om, at han ikke ved den pågældende anvendelse af de i sagen omhandlede biler, ville blive beskattet af værdi af fri bil, jf. Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit A.A.4.3.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det andet helt overordnet gældende, at [person1] ikke i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1 er skattepligtig af udlodninger med i alt kr. 38.663 i indkomståret 2014, idet de i sagen omhandlede udgifter afholdt i [virksomhed1] ApS på i alt kr. 38.663 er fradragsberettigede udgifter for selskabet i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorfor de således ikke er afholdt i [person1]s personlige interesse og derved er [person1]s personlige skatteansættelse uvedkommende.

Jeg vil nedenfor uddybe mine ovennævnte anbringender:

[...]

Det er imidlertid ligeledes særdeles væsentligt at holde sig for øje, at det følger af en efterhånden righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at skatteyder, herunder [person1], konkret kan afkræfte den omtalte formodning for privat benyttelse – også selv om der hverken er ført et kørselsregnskab eller lavet en fraskrivelseserklæring.

Ifølge praksis foretages vurderingen af, om en hvidpladebil har stået til rådighed for privat kørsel, herefter med afsæt i følgende tre forhold:

• For det første om der var et erhvervsmæssigt formål med anskaffelsen af bilen.

•For det andet om der foreligger observationer af privat kørsel i bilen.

• For det tredje om der er mulighed for at få et privat kørselsbehov dækket på anden vis.

Til støtte for det ovenfor anførte vedrørende adgangen til konkret at afkræfte omtalte formodningsregel med afsæt i omtalte tre forhold skal der henvises til følgende righoldige praksis:

For det første henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TfS 2002, 439, hvoraf følgende fremgår af landsrettens præmisser:

”Den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved sagsøgerens bopæl, kan ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig er arbejdsplads.”

Uanset bilen holdt parkeret ved skatteyderens bopæl, når den ikke var i brug, og uanset at der ikke var fremlagt et kørselsregnskab ej heller et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, så fandt landsretten, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises endvidere til Østre Landsrets dom af den 5. september 2002, offentliggjort i TfS 2002, 950.

Sagen omhandlede en skatteyder, som var ansat i et selskab, der drev tømrervirksomhed. Han var søn af hovedanpartshaveren. Skatteyderen havde i sit arbejde anvendt en kassevogn, der tilhørte selskabet. Vognen havde oprindeligt været parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør, men senere valgte man at lade vognen stå ud for skatteyderens bopæl udenfor arbejdstid. Skatteyderen førte ikke kørebog. Sagen havde været ført for Landsskatteretten, som havde fundet, at det måtte påhvile skatteyderen at afkræfte formodningen for, at vognen havde stået til rådighed for skatteyderens private brug.

I mangel af kørselsregnskab eller anden sandsynliggørelse havde Landsskatteretten ikke anset denne formodning for afkræftet, og Landsskatteretten havde herefter tiltrådt, at skatteyderen blev beskattet af fri bil. Sagen blev af skatteyderen indbragt for landsretten, hvorefter Skatteministeriet imidlertid tog bekræftende til genmæle.

I forlængelse heraf valgte Skatteministeriet at offentliggøre forliget fra sagen ved landsretten samt at redegøre for de nærmere omstændigheder. Af TfS 2002, 1095 DEP fremgår følgende:

”Ministeriet fandt ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen i øvrigt var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens private kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem anvendelse af samleverens bil.

På den baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i sagen.”

I sagen havde skatteyderen ikke ført kørselsregnskab, men kunne i stedet dokumentere, at det private kørselsbehov blev opfyldt ved kørsel i samleverens bil. Det forhold, at Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle betyder, at Skatteministeriet var enig i, at det er uden betydning, om der føres kørselsregnskab.

Til støtte for at det ifølge praksis ikke er et definitivt krav, at der løbende føres en kørebog for at afkræfte, at en bil ikke har stået til rådighed for privat anvendelse, kan der endvidere henvises til Østre Landsrets dom af den 28. januar 2004 offentliggjort i TfS 2004, 183.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør og hovedanpartshaver havde fået stillet en varevogn til rådighed af selskabet. Direktøren havde egen bil. Der var fremlagt et efterfølgende udarbejdet og estimeret kørselsregnskab.

Det estimerede kørselsregnskab, der var underbygget ved bilagsmateriale, redegjorde for 30.815 ud af 32.275 kørte km.

Af landsrettens præmisser følger:

”Det lægges til grund, at det estimerede kørselsregnskab er udarbejdet på grundlag af opmålinger på kort. Det er vedlagt bilagsmateriale til belysning af de enkelte kørsler. Der er redegjort for 30.815 km ud af 32.275 km. Som ovenfor nævnt var [person2] i besiddelse af en BMW personbil til privat brug og opmærksom på, at privat kørsel i Audi'en ville udgøre en overtrædelse af momsloven. Under disse omstændigheder og efter de afgivne forklaringer finder landsretten, at Audi'en hverken har været stillet til rådighed eller benyttet til privat kørsel. Landsretten har således ikke fundet hverken den omstændighed, at kørselsregnskabet er udarbejdet efterfølgende, eller den ovennævnte mindre km-difference, der må antages blandt andet at skyldes opmålingsmetoden, af afgørende betydning.”

Da hovedanpartshaveren var i besiddelse af en privat bil, blev det således lagt til grund, at han ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Dette på trods af at der først efterfølgende blev udarbejdet et kørselsregnskab for den erhvervsmæssige kørsel.

Der henvises endvidere til Østre Landsrets dom af den 2. december 2005 offentliggjort i TfS 2006, 12, der omhandlede en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der drev en institution for adfærdsvanskelige voksne.

Selskabet ejede 3 biler, hvoraf skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil for én af bilerne.

Alle 3 biler stod parkeret ved bopælen, der også var selskabets adresse, og der var ikke ført kørebog. Østre Landsret udtalte:

”Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at [person3] havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at [person3] i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.”

Der henvises endvidere til Vestre Landsrets tilkendegivelse af den 2. februar 2006 offentliggjort i TfS 2006, 380.

Sagen omhandlede en skatteyder, som havde indskudt en bil i sin virksomhed under virksomhedsordningen. Bopælen havde samme adresse som virksomheden, og bilen var uden for arbejdstiden parkeret ud for bopælen.

Af tilkendegivelsen fremgår:

”[person4] havde varebilen placeret ud for sin bopæl i og udenfor arbejdstiden. Han havde som ejer af bilen mulighed for at disponere over den. Bopælen var sammenfaldende med virksomhedens adresse. På den baggrund er der en formodning for, at bilen har været anvendt til privat kørsel.

Ægtefællerne har samstemmende forklaret, at varebilen ikke blev brugt privat, ligesom der i husstanden var en knallert og en cykel til rådighed. Efter forklaringerne fra sagsøgeren og hans ægtefælle kunne den private bil, knallerten og cyklen dække ægteparrets private transportbehov. De nævnte forklaringer er sandsynliggjort ved oplysningerne om, at der er ca. 5 km fra ægteparrets bolig til sagsøgerens ægtefælles arbejdsplads, og ved oplysningerne om, at varebilen kun har kørt ca. 5.000 km om året, mens den private bil har kørt ca. 10.000 km om året. Forklaringerne er endvidere bestyrket ved det kørselsregnskab, sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet. Det bemærkes i den forbindelse, at et kørselsregnskab, der er udarbejdet efterfølgende, sædvanligvis ikke kan tillægges større betydning som bevis. I det foreliggende tilfælde har landsretten dog tillagt kørselsregnskabet en vis vægt, da det understøttes af oplysningerne om det benzinforbrug, der har været i virksomheden.

På den baggrund finder landsretten, at [person4] i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at varebilen ikke har været anvendt til privat kørsel.”

Landsretten lagde ved tilkendegivelsen blandt andet til grund, at varebilen ikke blev anvendt privat, og at en anden bil, en knallert og cykel dækkede skatteyderens og ægtefællens transportbehov, samt at varebilen derfor ikke havde været benyttet til privat kørsel.

I en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 1. november 2006 (LSR’s j.nr. 2-1-1907-1241) havde en skatteyder fra 1977 til 2005 drevet smedevirksomhed i selskabsform.

Selskabet var ejer af en række biler, hvoraf tre blev taget med hjem hver aften af skatteyderen og hans to sønner. Skatteyderen stod efter endt arbejdstid til rådighed for selskabet via en tilkaldeordning. Der blev ikke ført kørselsregnskab for kørslen i selskabets biler.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

”For så vidt angår den omhandlede VW Passat findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne har stået til klagerens rådighed udenfor normal arbejdstid, idet der bl.a. er lagt vægt på, at skattemyndighedens afgørelse alene er baseret på enkelte observationer af klagerens privatbil på sønnens bopæl. Dette ses ikke at være tilstrækkeligt til at tilsidesætte klagerens forklaring om, at Passaten var parkeret på selskabets adresse”.

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at der ikke var ført et kørselsregnskab, ligesom Landsskatteretten ikke tillagde det afgørende betydning, at skattemyndighederne havde observeret bilen parkeret ved sønnens bopæl.

I endnu en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 8. november 2006 (LSR’s j.nr. 2-1-1907-1129) havde en skatteyder, som var hovedanpartshaver og ansat som direktør i et selskab, haft selskabets firmabil parkeret på privatadressen, som ligeledes var selskabets adresse.

Bilen var en Mercedes Benz på hvide plader. Skatteyderen anvendte bilen til kørsel i forbindelse med salgsarbejde og lignende og havde for det omhandlede indkomstår fremlagt kørselsregnskab – som dog var noget sparsomt – og samtidig benzinkvitteringer.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

”Klageren har fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2002, hvoraf brugen af selskabets Mercedes Benz personbil fremgår. Regnskabet kan i sig slev ikke anses for fyldestgørende, men han har ført regnskabet på samme måde i adskillige år, og skattemyndigheden har gennemgået flere af regnskaberne uden at have påtalt eventuelle mangler. Sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, samt redegørelsen for de konstaterede uoverensstemmelser, anses han herefter for på tilstrækkelig vis at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har været til rådighed for privat kørsel.”

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at det førte kørselsregnskab var mangelfuldt, og at det ikke stemte overens med de fremsendte benzinkvitteringer. Ligeledes lagde Landsskatteretten ikke vægt på, at selskabets bil havde været parkeret på skatteyderens privatadresse. Skatteyderen skulle derfor ikke beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises derudover til TfS 2010, 423, hvor dommeren henstillede Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle. Det kan oplyses, at Skatteministeriet efterfølgende tog bekræftende til genmæle i sagen.

Sagen vedrørte en skatteyder, der som hovedaktionær i et aktieselskab arbejdede med salg af elektromedicinske behandlingsapparater. I den forbindelse havde selskabet købt en Chevrolet Chevy 2000, som var en bus med plads til 10 personer.Chevrolet’en blev brugt som showroom, indtil selskabet solgte rettighederne til behandlingsapparaterne. Herefter blev den brugt til transport af gæster til et pensionat, som selskabet ejede. Da pensionatet senere blev solgt, blev Chevrolet’en sat til salg.

Chevrolet’en var sat til salg igennem en autoforhandler. Da køretøjet optog en del plads, stod den i perioder parkeret hos autoforhandleren, og i andre perioder parkeret på selskabets adresse, som ligeledes var skatteyderens privatadresse. Som et led i salgsbestræbelserne blev Chevrolet’en kørt på ture, således at motor, bremser og lignende blev holdt i gang. Chevrolet’en kørte derfor 1.634 km i de omhandlede indkomstår. Skatteyderen havde privat rådighed over en Toyota Carina og en Nissan Patrol. Der blev ikke ført nogen kørebog for Chevrolet’en.

Dommeren ved Retten i [by5] henviste i sin tilkendegivelse til, at der var en naturlig begrundelse for, hvorfor Chevrolet’en i perioder havde været parkeret ved privatadressen for skatteyderen. Ligeledes lagde dommeren vægt på, at den begrænsede kørsel udelukkende havde været i salgshensigt direkte eller indirekte. Dommeren fandt det altså for sandsynliggjort, at Chevrolet’en ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse for skatteyderen, og lagde således ikke vægt på, at køretøjet havde været parkeret på skatteyderens privatadresse, samt at der ikke var ført nogen kørebog for de kørte kilometer.

Endvidere skal henvises til en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 15. oktober 2010 (LSR’s j.nr. 09-02699).

Den pågældende sag omhandlede en skatteyder, der drev en større virksomhed, som beskæftigede sig med udførelse af større gulventrepriser i alle former for erhvervsbyggerier. Skatteyders selskab ejede en Volvo V70 på hvide plader, som udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Bilen kørte ca. 100.000 km om året.

Skatteyder stod selv for alt salg, projektledelse og kontakt til leverandører. Skatteyderen kørte således dagligt rundt i landet og besøgte de 8-10 arbejdspladser, som selskabets montører løbende arbejdede på. Der var udarbejdet en fraskrivelseserklæring – men der var ikke udarbejdet nogen form for kørebog.

Skatteyders selskab ejer derudover en Volvo V70 på gule plader, som blev anvendt delvist erhvervsmæssigt og delvist privat. Skatteyder betalte skat af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til denne bil. Derudover ejede skatteyder privat seks biler.

SKAT var i sagen af den opfattelse, at skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til den omhandlede Volvo V70 på hvide plader. Som begrundelse herfor anførte SKAT, at skatteyder som hovedanpartshaver i selskabet har bevisbyrden for, at bilen ikke har været anvendt privat, og at denne bevisbyrde ikke var løftet som følge af en manglende kørebog.

Landsskatteretten var ikke enig med SKAT heri, idet Landsskatteretten gav skatteyder fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil.

Som begrundelse anførte Landsskatteretten følgende i sine præmisser:

”Under henvisning til, at klageren har haft et meget stort kørselsbehov, idet han i de pågældende år har kørt 100.000 km i den omhandlede firmabil, der er indrettet som kontor, og at han i forvejen er blevet beskattet af værdi af fri bil for en firmabil på gule nummerplader, hvortil kommer, at han ejer seks private biler, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde den påklagede ansættelse. Der er herved udover det anførte også lagt vægt på, at bilen ikke på noget tidspunkt er observeret anvendt privat.”

Endvidere skal der henvises til Landsskatterettens kendelse af den 29. april 2013 (LSR’s j.nr. 11-0297456), der vedrørte beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der den 17. juni 2003 købte en BMW 528i og senere den 11. august 2005 købte en BMW 330i aut.

De ovenfor omtalte biler blev alene anvendt af klager til erhvervsmæssig kørsel for selskabet, og til brug for privat befordring ejede klagers ægtefælle en VW Lupo 1.2, som var købt og indregistreret af klagers ægtefælle den 9. marts 2004.

Til støtte for den gennemførte beskatning henviste SKAT til, at der fra politiet var modtaget oplysninger om, at de i sagen omhandlede biler havde været parkeret ved klagerens privatadresse, samt at det var observeret, at bilerne var anvendt af klageren på søn- og helligdage.

Det var endvidere SKATs opfattelse, at den i sagen forelagte kørebog ikke kunne verificeres, idet der til trods for anmodninger fra SKAT ikke kunne fremsendes dokumentation for kilometertællerens udvisende.

På den baggrund var det således SKATs opfattelse, at der var en formodning for, at bilen ikke udelukkende var blevet anvendt erhvervsmæssigt, og at denne formodning ikke på tilstrækkelig vis var afkræftet af klager.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår følgende:

”Klageren er hovedanpartshaver, og det påhviler derfor ham at afkræfte den formodning, der er for, at bilerne har stået til rådighed for privat kørsel, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005, offentliggjort i SKM2005.138.HR, og Skatteministerens svar af 13. juni 1997, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584.

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.

Hensigten med at indføre § 16, stk. 4, i ligningsloven om beskatning af fri bil var bl.a. at undgå tvister mellem skatteyderne og skattemyndighederne om omfanget af skatteyderens konkrete brug af disse goder. Hvis der blot køres privat i en firmabil en gang om året, udløser det beskatning for fri firmabil for hele året. Dog maksimalt for den periode, hvor bilen har været til rådighed for erhvervsmæssig brug. Eller med andre ord for den periode, hvor bilen anses for at have været til rådighed for privat anvendelse.

Det må lægges til grund, at de omhandlede biler, BMW 528i og BMW 330i aut., er anskaffet til erhvervsmæssig brug i klagerens virksomhed, at klageren har ført kørselsregnskab, at der foreligger en fraskrivelseserklæring, at bilerne har stået på klagerens privatadresse af særlige grunde, at der ikke er observeret nogen privat kørsel, og at klageren har privat bil til sin private kørsel.

Endvidere må det lægges til grund, at i det omfang der er kørt hjem-arbejde i de omhandlede biler, må denne kørsel anses for omfattet af 60-dages-reglen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren må herefter anses for at have godtgjort, at de omhandlede biler ikke har stået til rådighed for klageren til privat kørsel.

Den foretagne beskatning af værdi af fri bil ophæves derfor.”

Videre skal der i forlængelse heraf henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 19. marts 2014 (LSR’s j.nr. 13-0020706).

Sagen vedrørte helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af værdi af fri bil af en Toyota Landcruiser 4,0 D i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

SKAT havde anset skatteyder for skattepligtig af værdi af fri bil i det i sagen omhandlede indkomstår, idet SKAT ikke fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilen ikke havde været stillet til rådighed for skatteyderens private benyttelse.

Bilen var parkeret ved skatteyderens bopæl udenfor normal arbejdstid. Der forelå ikke kørselsregnskab eller fraskrivelseserklæring. Hertil kom, at der desuden var betalt privatbenyttelsesafgift, hvorfor bilen ifølge praksis skal behandles efter reglerne, der gælder for biler på hvide plader.

I den pågældende sag nåede Landsskatteretten frem til følgende resultat:

”Formodningen for, at klageren som hovedaktionær har haft den omhandlede Toyota Landcruiser 4,2 D stillet til rådighed for privat kørsel, må anses for tilbagevist i det foreliggende tilfælde. Der er herved henset til, at bilen i medfør af den betalte privatbenyttelsesafgift må vurderes efter praksis på hvidpladebiler. I medfør heraf skal der lægges vægt på, at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde, og at klageren har haft to private biler til opfyldelse af sit private kørselsbehov.

”Hertil kommer, at de faste reoler, som er i bilen, kun optager en begrænset del af bagagerummet, og at selskabet har haft lagerplads ved klagerens bopæl, således at klageren ikke har haft behov for transport mellem bopælen og selskabets lagerplads.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil til rådighed for klageren.”

Af ovennævnte praksis, herunder særligt sidstnævnte afgørelser af henholdsvis den 29. april 2013 og den 19. marts 2014 (LSR’s j.nr. 11-0297456 og j.nr. 13-0020706), fremgår det helt klart, at såfremt skatteyder godtgør, at der 1) er et erhvervsmæssigt formål med bilens anskaffelse, at der 2) ikke er observationer af privat kørsel, og endeligt 3) at skatteyder har mulighed for at få dækket sit private kørselsbehov på anden vis, så har skatteyder – ifølge praksis – afkræftet formodningsreglen om, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel.

Videre fremgår det, at der ses bort fra parkering ved skatteyders bopæl, såfremt der er særlig begrundelse for dette. I nærværende sag udgør denne særlige begrundelse bl.a. det forhold, at [person1] altid har vagt i relation til virksomhedens omfattende serviceforpligtigelser overfor kunderne.

At det er de ovennævnte momenter, som er afgørende, har også støtte i to afgørelser truffet af [Skatteankenævnet] den 10. september 2014 (SANST’s sagsnr. 13-0235449 og 13-0235496), jf. bilag 18 og 19.

Bilerne i de omtalte afgørelser afsagt af [Skatteankenævnet] den 10. september 2014 var gulpladebiler med betalt privatbenyttelsesafgift, hvorfor spørgsmålet om beskatning af værdi af fri bil skulle afgøres tilsvarende nærværende sag.

Selvom bilerne var på gule plader, havde de på ingen måder karakter af egentlige varebiler. Derimod var der tale om to bordeauxrøde Range Rover Sport med meget højt udstyrsniveau, som fremstod overordentlig luksuriøse. Bilerne var således ganske velegnede til privat kørsel og oversteg langt det niveau, som var påkrævet til erhvervsmæssig kørsel.

Hertil kom, at bilerne var observeret parkeret ved skatteyderenes private bopæle på [by6] i [by7].

Desuagtet fandt [Skatteankenævnet] ikke grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil, hvilket skulle ses i sammenhæng med, at der 1) var et erhvervsmæssigt formål med anskaffelsen af de pågældende biler, at der 2) ikke var observationer af privat kørsel, 3) parkeringerne ved bopælene på [by6] var begrundet i særlige forhold og endeligt 4) at de to skatteydere havde mulighed for at få dækket deres private kørselsbehov på anden vis, idet de havde adgang til at køre i en bil af mærket SMART.

Afslutningsvist skal der henvises til en helt ny afgørelse truffet af Landsskatteretten den 10. maj 2017 (LSR’s j.nr. 14-0012794), hvor Landsskatteretten tillige med henvisning til ovennævnte momenter ikke fandt grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

”Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5.

Bilen er indregistreret første gang den 17. april 2007 til erhvervsmæssig kørsel. Den 29. november 2007 har klageren ændret registreringen af bilen til en varebil til både privat og erhvervsmæssig benyttelse

Bevisbyrden for, at en firmabil ikke har været stillet til rådighed for privat anvendelse påhviler som hovedregel hovedaktionæren, da der er tale om interesseforbundne parter. Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.

Landsskatteretten finder under de foreliggende omstændigheder, at klageren har godtgjort, at han ikke havde rådighed over selskabets bil. Der er henset til, at der var en forretningsmæssig begrundelse for selskabets anskaffelse af den pågældende type bil, at han havde et betydeligt kørselsbehov til forretningsforbindelser, og at selskabets bil stod i en aflåst garage, samt at klageren har kørt et større antal kilometer i egen privat bil.

Klageren har herefter ikke haft bilen til rådighed og forhøjelserne i den forbindelse nedsættes til 0.”

[person1] har i regi af [virksomhed1] ApS drevet virksomhed siden 1993.

Denne virksomhed har helt overordnet bestået i at levere betalingssystemer, kasseterminaler samt kontantløse betalingssystemer til kantiner, caféer, restauranter, kommuner m.fl. Der er endvidere tale om en veldrevet virksomhed, som gennem en lang årrække har serviceret et stort antal kunder rundt omkring i hele Danmark.

Henset til de erhvervsmæssige aktiviteter i [virksomhed1] ApS er det helt naturligt, at der i virksomheden er anskaffet en række biler til brug for den erhvervsmæssige kørsel, som er en direkte følge af driftsaktiviteterne.

Der har således helt utvivlsomt været et erhvervsmæssigt formål med selskabets leasing af de i sagen omhandlede to biler, dvs. en Opel Insignia Sports Tour (reg.nr. [reg.nr.1]) og en BMW 320d (reg.nr. [reg.nr.2]).

Når [person1] i regi af [virksomhed1] ApS valgte at lease en hvidpladebil, var det som følge af det forskelligartede kørselsbehov, som der har været i virksomheden. Som det er beskrevet ovenfor under sagsfremstillingen, har de i sagen omhandlede biler kun været anvendt til erhvervsmæssig kørsel bl.a. som led i 1) vagtordning – hotline og service, 2) kørsel med underleverandører, 3) projektkørsel og kørsel til interne møder samt 4) kundebesøg og salgsarbejde.

Netop dette kørselsbehov er meget naturligt for en virksomhed i en størrelsesorden som den, der drives af [person1] i regi af [virksomhed1] ApS.

Det er i den forbindelse endvidere væsentligt at have for øje, at der er tale om en virksomhed, som ud over [person1] har haft flere ansatte, der tillige har haft et erhvervsmæssigt kørselsbehov som led i deres ansættelsesforhold i [virksomhed1] ApS.

Når det er fremhævet, at der er et helt naturligt stort erhvervsmæssigt kørselsbehov i [virksomhed1] ApS i de i sagen omhandlede indkomstår, skal det ses i sammenhæng med, at en virksomhed som den i sagen omhandlede ikke kan levere betalingsløsninger uden samtidig at levere en omfattende service.

Dette fordi kunderne er dybt afhængige af, at betalingsløsningerne hele tiden er fungerende, da det er en forudsætning for at sikre deres omsætning.

Dette er således også årsagen til, at [person1] altid står standby til at kunne køre ud til eksempelvis restaurationer, der ofte har åbent udenfor det, der betragtes som ”normal arbejdstid”.

Når det er [person1], som altid har haft vagt, skyldes det den omstændighed, at det er vanskeligt at ansætte folk, der kan stå standby 24 timer i døgnet. Dette skal videre ses i sammenhæng med, at der er tale om en virksomhed, som [person1] har etableret og opbygget helt fra bunden. Der har således også været lange perioder, hvor der ikke har været økonomi til at ansætte personer, som har været villige til at pålægge sig sådanne vilkår.

Hertil kommer, at [person1] som stifter og ejer af virksomheden ofte må køre ud til eksisterende kunder for at pleje disse, og det er netop også i den sammenhæng, at [person1] tillige har anvendt de i sagen omhandlede to biler.

[person1] har således ikke anvendt de i sagen omhandlede biler til privat kørsel.

Til brug for sin private kørsel har [person1] derimod anvendt en af de to private biler, som [person1] og hans ægtefælle ejede i de i sagen omhandlede indkomstår.

Henset til at der ikke har været børn i husstanden med kørekort, har disse biler uden problemer dækket familiens kørselsbehov, idet der både var en bil til [person1] og hans ægtefælle.

[person1] har således ikke haft behov for at anvende de i sagen omhandlede biler til brug for privat kørsel, idet han til rigelighed var dækket ind ved de to private biler.

Når de i sagen omhandlede biler desuagtet har været parkeret ved [person1]s private bopæl udenfor normal arbejdstid, skyldes det alene den omstændighed, at han har været pålagt ovennævnte vagt.

Endvidere har [person1] haft et kørselsmønster, som har bevirket, at han har kørt rundt til forskellige eksisterende og nye kunder med henblik på at sælge virksomhedens betalingsløsninger. Han har således ofte skulle køre direkte ud til kunder om morgenen for derefter at returnere sent om aftenen fra kundebesøg.

Han har imidlertid ikke – som det synes forudsat af SKAT – anvendt den i sagen omhandlede bil til kørsel mellem sin private bopæl og hovedkontoret for [virksomhed1] ApS.

De i sagen omhandlede biler har derfor også i perioder stået parkeret ved selskabets hovedkontor i [by1].

Såfremt [person1] har ladet sig befordre mellem sin private bopæl og hovedkontoret, har han anvendt en af de private biler, hvilket har været helt problemløst, idet der har været en bil til rådighed for både ham og hans ægtefælle.

Henset til at der utvivlsomt foreligger en erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af de i sagen omhandlede biler, og [person1] ikke på noget tidspunkt er observeret kørende privat i bilerne, da ses der ikke grundlag for den gennemførte beskatning i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, når der samtidig henses til, at [person1] har været i besiddelse af privat biler, der til rigelighed kunne dække hans private kørselsbehov.

Med henvisning til ovennævnte praksis gøres det således sammenfattende gældende, at der ikke i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 er grundlag for at beskatte [person1] af værdi af fri bil i indkomstårene 2011-2015.

[...]

2.2 Den konkrete sag

I nærværende sag har SKAT ved sin tidligere kontrol af [person1] tilbage fra 2003 omhandlende indkomståret 2001 utvivlsomt godkendt, at den erhvervsmæssige anvendelse af selskabets hvidpladebil ikke medførte en beskatning af værdi af fri bil for [person1] i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Til støtte herfor henvises til det citerede under sagsfremstillingen fra sagsreferat udarbejdet af [Kommunen], Skatteforvaltningen, jf. bilag 10, idet det direkte heraf fremgår, at der er modtaget dokumentation for, at selskabets daværende hvidpladebil alene blev anvendt erhvervsmæssigt i virksomheden, hvorfor der således ikke var grundlag for en beskatning hos hovedanpartshaver [person1] i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Efter SKATs egen opfattelse er en sådan tilkendegivelse kun bindende, såfremt denne opfylder betingelserne, der fremgår af Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit A.A.4.3 Betingelser for at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse.

Det skal i den henseende bemærkes, at den første og den anden betingelse utvivlsomt er opfyldte, idet tilkendegivelsen er afgivet af SKAT til [person1], og at SKAT i nærværende sammenhæng må anses for rette kompetente myndighed, ligeledes som [person1] må anses for rette adressat.

I forhold til den tredje betingelse skal det særligt fremhæves, at SKAT i 2003 har taget aktiv stilling til [person1]s anvendelse af selskabets hvidpladebil i indkomståret 2001. Til støtte herfor henvises til tidligere omtalte sagsreferat, jf. bilag 10.

SKAT har således ved den tidligere kontrol af [person1] taget direkte stilling til, hvorvidt der var grundlag for at gennemføre en beskatning i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, der tillige er temaet i nærværende sag.

I forhold til den fjerde betingelse skal der henvises til, at [person1] har indrettet sig på SKATs tidligere tilkendegivelse, idet han som følge heraf ikke har fundet anledning til at føre et egentligt kilometerregnskab over sin kørsel i [virksomhed1] ApS’ hvidpladebiler.

Endelig skal det i forhold til den femte betingelse fremhæves, at tilkendegivelsen fra SKAT fremstår med den fornødne klarhed, og at det med det fremlagte sagsreferat må anses for klart dokumenteret, at SKAT tidligere har givet [person1] en tilkendegivelse om, at hans kørselsmønster ikke har ført til, at der er grundlag for at gennemføre en beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Til støtte for det ovenfor anførte skal der i øvrigt, henvises til Landsskatterettens kendelse af den 8. november 2006 (LSR’s j.nr. 2-1-1907-1129).

Sagen vedrørte en klager, som var blevet beskattet af værdi af fri bil med i alt kr. 40.000.

Til støtte for den nedlagte påstand gjorde klageren gældende, at klageren havde haft en berettiget forventning om, at SKAT også for indkomståret 2002 ville anse selskabets Mercedes-Benz for udelukkende erhvervsmæssigt anvendt, idet SKAT gentagne gange havde foretaget en prøvelse af, hvorvidt selskabets bil havde stået til rådighed for klagerens private kørsel.

SKATs tilkendegivelser, herunder godkendelse af tidligere indkomstår, havde ifølge klageren haft indflydelse på dennes dispositioner, idet der var tale om entydige og positive tilkendegivelser om, at selskabets bil ikke havde været anvendt til privat kørsel, samt at de fremlagte kørselsregnskaber var godkendt af SKAT uden forbehold.

Landsskatteretten gav som følge heraf klageren medhold, idet Landsskatteretten anførte følgende bemærkning og begrundelse:

”Ved indkomstopgørelsen skal den skattepligtige medregnevederlag i form af værdi af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 4, og statsskattelovens § 4. Det er selve rådigheden over bilen der beskattes, og ikke omfanget af den private brug.

...

Klageren har fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2002, hvoraf brugen af selskabets Mercedes Benz personbil fremgår. Regnskabet kan i sig selv ikke anses for fyldestgørende, men han har ført regnskabet på samme måde i adskillige år, og skattemyndigheden har gennemgået flere af regnskaberne uden at have påtalt eventuelle mangler. Sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, samt redegørelsen for de konstaterede uoverensstemmelser, anses han herefter for på tilstrækkelig vis at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har været til rådighed for privat kørsel.

På denne baggrund ændrer Landsskatteretten afgørelsen fra skatteankenævnet, og klageren skal således ikke beskattes af værdi af fri bil for indkomståret 2002.”

Af denne afgørelse truffet af Landsskatteretten den 8. november 2006 (LSR’s j.nr. 2-1-1907-1129) kan det for det første konstateres, at der kan støttes ret på tidligere tilkendegivelser afgivet af SKAT, hvilket er særdeles væsentligt for afgørelsen af nærværende sag, hvor SKAT har foretaget en egentlig kontrol af [person1]s anvendelse af selskabets hvidpladebil tilbage i 2003.

Dette ligeledes som SKAT i den forbindelse positivt har meddelt [person1], at SKAT har modtaget dokumentation for, at bilen alene blev anvendt erhvervsmæssigt, hvorfor han således har en helt naturlig og berettiget forventning om, at kunne undlade at selvangive beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

På den baggrund gøres det således gældende, at der ved den tidligere kontrol af [person1] er skabt en berettiget forventning, som fører til, at de af SKAT gennemførte forhøjelser ved afgørelsen af den 9. juni 2017, jf. bilag 1, skal nedsættes med henvisning til SKATs egen praksis, der fremgår af Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit A.A.4 Uformelle forhåndstilkendegivelser – forventningsprincippet.

[...]

Som det fremgå af de fakturaer, der er omtalt ovenfor under sagsfremstillingen og fremlagt i sagen som bilag 11-17, er der tale om helt naturlige udgifter for et selskab, som ejer to lejelejligheder, der anvendes til udlejning.

Henset til at udgifterne har en helt naturlig sammenhæng med udlejningen, er de i sagens natur fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorved der som følge heraf ikke i henhold til ligningslovens § 16 A er grundlag for at beskatte [person1] af maskeret udlodning med i alt kr. 38.663 i indkomståret 2014.”

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”Skatteankestyrelsen har side 2, 5. afsnit i sagsfremstillingen anført, at "bilen har i den omhandlende periode været indregistreret med hvide nummerplader (til privatkørsel)". Det er ikke korrekt, at bilen har været indregistreret med henblik på privatkørsel som anført af Skatteankestyrelsen.

Bilen har derimod været indregistreret af [virksomhed1] ApS på hvide nummerplader med henblik på befordring af flere end to personer, hvilket ikke er muligt i en bil på gule nummerplader. Der henvises i den forbindelse til [person1]s forklaring gengivet side 1, 5. afsnit Skatteankestyrelsens mødereferat af den 29. november 2019, hvoraf der fremgår følgende:

"De omtalte biler blev alene anvendt til erhvervsmæssige formål i [virksomhed1] ApS. Bilerne blev bl.a. anvendt til at køre underleverandører rundt til forskellige kunder. Det var derfor nødvendigt med en hvidpladebil, hvor der var plads til mere end to personer. Desuden var der brug for en stationcar, så der var mulighed for at have materiale (værktøj og lignende) med bag i bilen." (min understregning)

Side 2, 7. afsnit fremgår videre af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, at [person1] "har oplyst, at bilen cirka 300 dage om året er parkeret på hans folkeregisteradresse. Dette på grund af den ovenfor nævnte service aftale uden for normal arbejdstid". [person1] har aldrig oplyst dette til SKAT, uanset det fremgår side 7, 6. sidste afsnit i SKATs afgørelse af den 9. juni 2019, jf. Bilag 1.

At [person1] skulle have oplyst dette, har således heller ikke støtte i mødereferater eller materiale indsendt til SKAT. Oplysningen kan alene genfindes i SKATs sagsnotat indeholdende SKATs egne noter fra afholdt møde den 15. august 2016, jf. Bilag 20. [person1] har ikke haft lejlighed til at kommentere på disse noter.

Tværtimod fremgår der således også alene af e-mail af den 19. september 2016 fra selskabets revisor - gengivet side 6 i SKA Ts afgørelse - at "Bilerne er oftest parkeret på privatadressen på [adresse2] i [by2], da [person1] som skrevet har en vagtordning, og kan blive kaldt ud sent om aften. [...] Bilerne kan også være parkeret på selskabets adresse i [adresse1] i [by1]."

Bilerne har derfor ikke været parkeret ved privatadressen i et omfang som lagt til grund af SKAT og Skatteankestyrelsen.

Når bilerne har været parkeret ved privatadressen, var det - som tidligere oplyst af [person1] - blandt andet begrundet i den omstændighed, at han har været underlagt en vagtordning, således han har været forpligtet til at køre ud til kunder og servicere deres betalingsterminaler. Selskabets vagtplaner for 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015 fremlægges som Bilag 21.

Det fremgår eksempelvis heraf, at [person1] i 2011 havde i alt 17 vagtuger, hvorfor det også er mere retvisende at lægge til grund, at den i sagen omhandlede Opel lnsignia (reg. nr. [reg.nr.1]), som selskabet leasede i perioden 23. september 2009 - 30. november 2013, jf. bilag 4, var parkeret ca. (17 uger x 7 dage) = 120 dage på [person1]s privatadresse i 2011 - og således ikke 300 dage som anført af SKAT og Skatteankestyrelsen.

Som betaling for nævnte vagtordning modtog [person1] et månedligt løntillæg på kr. 3.000, hvortil der henvises til [person1]s lønsedler fra [virksomhed1] ApS for årene 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015, jf. Bilag 22-26.

Der henvises i den forbindelse endvidere til erklæring, hvoraf det blandt andet fremgår, at [person5] bekræfter at have været en del af vagtordningen i perioden 2011-2015. [person5] er i vagtplanen forkortet [person5], hvortil der henvises til eksempelvis Bilag 22. Erklæringen fremlægges som Bilag 27.

Udover at [person5] er nævnt i vagtplanen for 2011, da er [person6] nævnt vedforkortelsen [person6], jf. Bilag 21.

Såvel [person5] som [person6] har begge været omfattet af vagtordningen og er det fortsat, hvortil der henvises til deres seneste ansættelseskontrakter, jf. Bilag 28 og 29. Der er således tale om en vagtordning, hvori [person1] og andre ansatte indgår.

Når de i sagen omhandlede biler har været parkeret ved [person1]s privatadresse, har det således blandt andet været i forbindelse med nævnte vagtordning. [person1] har ikke anvendt bilerne til privatkørsel.

[person1]s private kørselsbehov er i de i sagen omhandlede indkomstår blevet dækket ved benyttelsen af hans og ægtefællens to private biler, dvs. en Citroën Xsara Picasso (reg.nr. [reg.nr.4]) og en Ford Transit (reg.nr. [reg.nr.3]), hvortil der henvises til udskrift fra Skattestyrelsen, jf. Bilag 30 og 31.

Omtalte Citroën Xsara Picasso (reg.nr. [reg.nr.4]) har i perioden 6. juni 2011 - 6. juni 2013 kørt i alt (154.000 km - 134.000 km) = 20.000 km, dvs. gennemsnitligt 10.000 km pr. år.

I perioden 6. juni 2013 - 6. juni 2015 har den kørt i alt (168.000 km - 155.000 km) = 13.000 km, dvs. gennemsnitligt 6.500 km pr. år.

Der henvises i den forbindelse til udskrift fra [...dk], jf. Bilag 32.

Omtalte Ford Transit (reg.nr. [reg.nr.3]) har i perioden december 2009- januar 2012 kørt i alt (124.000 km -150.000 km) = 26.000 km, dvs. gennemsnitligt 13.000 km pr. år.

I perioden januar 2012 - januar 2014 har den kørt i alt (166.000 km - 150.000 km) = 16.000 km, dvs. gennemsnitligt 8.000 km pr. år.

Der henvises i den forbindelse til udskrift fra [...dk], jf. Bilag 33.

[person1]s husstand har således kørt et antal kilometer i deres private biler, som sandsynliggør, at [person1]s familie har fået dækket deres private kørselsbehov ved anvendelse af deres private biler - og ikke de i sagen omhandlede to biler leaset af [virksomhed1] ApS.

Det bemærkes i den forbindelse, at der var en meget kort afstand fra [person1]s privatadresse til [virksomhed1] ApS' forretningsadresse. Afstanden var alene ca. 7,5 km, hvortil der henvises til udskrift fra Google Maps, jf. Bilag 34. I sommermånederne har [person1] således også ofte cyklet, når han skulle møde ind på kontoret og ikke skulle køre direkte ud til kunder for at gennemføre salgsbesøg og tilsvarende.

ANBRINGENDER

Det fastholdes, at [person1] ikke i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4 er skattepligtig af værdi af fri bil.

Side 18, 1. og 2. sidste afsnit i forslag til afgørelse har Skatteankestyrelsen anført følgende:

"Bevisbyrden for, at en firmabil ikke har været stillet til rådighed for privat anvendelse påhviler som hovedregel hovedanpartshaver, når bilen har været parkeret ved hovedanpartshaverens bopæl. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014. 504.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003. 53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503. " (min understregning)

Det er imidlertid ligeledes særdeles væsentligt at holde sig for øje, at det følger af en righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at skatteyder, herunder [person1], konkret kan løfte denne bevisbyrde - også selv om der hverken er ført et kørselsregnskab eller lavet en fraskrivelseserklæring.

Ifølge praksis foretages vurderingen af, om en bil på hvide nummerplader har stået til rådighed for privat kørsel, herefter med afsæt i følgende tre forhold:

Til støtte herfor henvises til den gennemgang af praksis, som forefindes side 12-22 i [person1]s klage til Skatteankestyrelsen dateret den 4. september 2017.

I forlængelse heraf skal det fremhæves, at det ikke er korrekt, når Skatteankestyrelsen side 19, 2. og 3. afsnit i forslag til afgørelse har anført, at "Begge biler har været indregistreret til privat personbefordring og har hovedsageligt været benyttet af klageren ved arbejde for selskabet.

Klageren har oplyst, at han altid har haft standby-vagter i forbindelse med selskabets serviceordning, hvorfor bilen cirka 300 dage om året er parkeret ved hans bopæl. " (min understregning)

Dette er ikke en korrekt gengivelse af faktum.

Der skal i den forbindelse igen henvises til [person1]s egen forklaring til Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Af referat fra afholdt møde den 29. november 2018 fremgår følgende:

"De omtalte biler blev alene anvendt til erhvervsmæssige formål i [virksomhed1] ApS. Bilerne blev bl.a. anvendt til at køre underleverandører rundt til forskellige kunder. [...] Klageren bemærkede, at bilerne blev anvendt af både ham selv, men også af de øvrige medarbejdere i selskabet. Der har været cirka 12 benzinkort i selskabet, som har været brugt dels af klageren og dels af medarbejderne." (min understregning)

Endelig er det heller ikke korrekt, når Skatteankestyrelsen igen - tilsvarende som under sagsfremstillingen - har antydet, at bilerne har været indregistreret med henblik på privat personbefordring.

Bilerne har alene været på hvide nummerplader med henblik på befordring af flere end to personer, hvilket ikke er muligt i en bil på gule nummerplader.

Endelig har Skatteankestyrelsen anført, at det ikke kan anses for dokumenteret, at den ordning, som [person1] har arbejdet under, kan anses for en egentlig og reel tilkaldevagtordning i henhold til pkt. 12.4.6.4 i cirkulære nr. 72 af den 17. april 1996.

Af omtalte cirkulære fremgår følgende:

"Personer med vagt fra hjemmet til ”uvisse adresser” uden for normal arbejdstid kan i forbinde/se med vagten køre mellem hjemmet og virksomheden, uden at det udløser beskatning efter § 16, stk. 4, af fri firmabil."

Som det fremgår, har [person1] haft ugentlige vagter, som er gået på skift mellem de ansatte i [virksomhed1] ApS, jf. Bilag 21. Faktum i denne sag adskiller sig således også fra Højesterets dom offentliggjort i SKM2006.481.HR, som Skatteankestyrelsen har henvist til.

I den pågældende sag tiltrådte Højesteret således landsrettens præmisser, hvoraf det fremgik følgende:

"Der må derimod lægges vægt på, at A's tilkaldevagter indebar, at han hele året bortset fra ferieperioder og enkelte weekender samt andet fravær dagligt havde bilen holdende ved sin bopæl, ...”

[person1] har haft faste vagtuger og er blevet betalt herfor ved et månedligt løntillæg på kr. 3.000, jf. Bilag 22-26. Af samme årsag er SKM2011.367.BR tillige ikke relevant.

Hertil kommer, at [person1] som tidligere oplyst altid har stået standby til at køre - og ikke nødvendigvis i de i sagen omhandlede biler men også sine private - såfremt der måtte være akut behov for dette - eksempelvis ved overtagelse af en vagt for en syg ansat eller lignende. Dette som en naturlig del af hvervet som selvstændigt erhvervsdrivende.

Sammenfattende gøres det således gældende, at [person1] har løftet bevisbyrden for, at de i sagen omhandlede biler ikke i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4 har stået til rådighed for hans private kørsel, hvorfor der ikke er grundlag for beskatning af værdi af fri bil.”

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens erklæringssvar:

”Udover det i tidligere indlæg anførte, som fastholdes, giver Skattestyrelsens reviderede forslag til afgørelse af den 9. april 2019 anledning til følgende bemærkninger.

Side 3, 1. afsnit anfører Skatteankestyrelsen nu følgende:

"Klageren har oprindeligt oplyst, at han altid har haft standbyvagter i forbinde/se med selskabets serviceordning, hvorfor bilen i væsentligt omfang har holdt parkeret ved hans bopæl. "

I forlængelse heraf anfører Skatteankestyrelsen side 3, 2. afsnit, 2. pkt. følgende:

"Klagerens repræsentant har desuden oprindeligt oplyst, at klageren, som følge af sin stilling som direktør, har haft vagt hele året rundt. Efterfølgende er der blevet fremsendt vagtplaner for 2011-2015, hvoraf fremgår, at klageren frem til cirka midten af 2013 alene har haft vagt hver tredje uge og derefter alene har haft vagt hver fjerde uge."

I relation til ovennævnte skal opmærksomheden henledes på det, som er anført af [person1] i indlæg af den 13. marts 2019 til Skatteankestyrelsen.

Side 6, 2. sidste afsnit i omtalte indlæg fremgår direkte følgende:

"Hertil kommer, at [person1] som tidligere oplyst altid har stået standby til at køre - og ikke nødvendigvis i de i sagen omhandlede biler men også sine private - såfremt der måtte være akut behov for dette - eksempelvis ved overtagelse af en vagt for en syg ansat eller lignende. Dette som en naturlig del af hvervet som selvstændigt erhvervsdrivende."

Der er således på ingen måde tale om et nyt faktum. Forholdene omkring de i sagen omhandlede biler er, som [person1] har beskrevet dem fra sagens opstart.

Herefter bemærkes, at [person1] er enig med Skatteankestyrelsen i, at det er en konkret vurdering, hvorvidt han anses for at have afkræftet formodningen for, at de i sagen omhandlede biler har stået til rådighed for hans private benyttelse.

[person1] fastholder, at han har afkræftet denne formodning med henvisning til de i sagen omhandlede oplysninger, bl.a. med henvisning til at der foreligger en klar erhvervsmæssig begrundelse for bilernes anskaffelse, at der foreligger en vagtordning, at bilerne har stået til rådighed for erhvervsmæssig kørsel for andre ansætte i virksomheden, at Skattemyndighederne ikke har observeret, at bilerne har være anvendt til privat kørsel, og endelig at [person1] har haft adgang til private biler, der kunne dække hans families private kørselsbehov.

Endelig skal det for god ordens skyld fremhæves, at det i det hele fastholdes, at der ikke er grundlag for den gennemførte beskatning med henvisning til det tidligere anførte, herunder ligeledes i relation til spørgsmålet om hvorvidt der er grundlag for at beskatte [person1] af maskeret udlodning i henhold til ligningslovens § 16 A. ”

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

En uformel forhåndstilkendegivelse kan undtagelsesvis blive bindende for myndighederne, hvis den opfylder de særlige betingelser, som retspraksis stiller.

Det er en grundlæggende forudsætning for, at en uformel forhåndstilkendegivelse kan blive bindende for myndighederne, at klager har modtaget en klar, positiv og entydig tilkendegivelse og disponeret i overensstemmelse med den.

I sagsreferatet fra [Kommunen] foreligger, der ikke en klar, positiv og entydig tilkendegivelse om, at selskabets bil også fremover ville blive godkendt til alene at have været anvendt erhvervsmæssigt uden fremlæggelse af dokumentation.

Det forhold, at skatteforvaltningen i [Kommunen] på det da foreliggende grundlag har godkendt dokumentation for erhvervsmæssig anvendelse af bilen for indkomståret 2001, findes efter Landsskatterettens opfattelse således ikke at medføre, at klageren derved har opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen uden fremvisning af dokumentation også i de efterfølgende år vil kunne anses for alene at have været anvendt erhvervsmæssigt. Der henvises til Østre Landsrets dom i SKM2003.277.

Fri bil

En person anses bl.a. for hovedaktionær, hvis han ejer eller inden for de sidste fem år har ejet 25 % eller mere af aktiekapitalen, eller hvis han råder eller har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 4.

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedanpartshaver, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt.

Bevisbyrden for, at en firmabil ikke har været stillet til rådighed for privat anvendelse påhviler som hovedregel hovedanpartshaver, når bilen har været parkeret ved hovedanpartshaverens bopæl. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.

Klageren var hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS.

Selskabet har haft leaset en Opel Insignia Sports Tour i 2010-2013 og derefter en BMW 3-serie. Begge biler har været indregistreret på hvide nummerplader, som må anvendes til privat personbefordring, og har hovedsageligt været benyttet af klageren ved arbejde for selskabet.

Klageren har oprindeligt oplyst, at han altid har haft standby-vagter i forbindelse med selskabets serviceordning, hvorfor bilen i væsentligt omfang har holdt parkeret ved hans bopæl.

Det er af klagerens revisor oprindeligt oplyst, at der ikke er nedfældede skriftlige vagtplaner, men klageren har haft vagt hele året. Klagerens repræsentant har desuden oprindeligt oplyst, at klageren, som følge af sin stilling som direktør, har haft vagt hele året rundt. Efterfølgende er der blevet fremsendt vagtplaner for 2011-2015, hvoraf fremgår, at klageren frem til cirka midten af 2013 alene har haft vagt hver tredje uge og derefter alene har haft vagt hver fjerde uge.

Det er en konkret vurdering, hvorvidt klageren kan anses at have afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat benyttelse.

Der foreligger i sagen ikke et kørselsregnskab, som dokumenterer den erhvervsmæssige anvendelse af bilen ligesom det ikke på anden vis er godtgjort, at bilen alene har været benyttet erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten finder ikke, at det kan anses for dokumenteret, at den ordning, som klageren har arbejdet under, kan anses for en egentlig og reel tilkaldevagtordning, jf. pkt. 12.4.6.4 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, idet der efter det oprindeligt oplyste, er tale om en permanent døgnvagtordning og idet klageren ikke er pålagt særlige rådighedsindskrænkninger uden for arbejdstiden. Tilkaldevagt året rundt anerkendes derfor ikke. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2006, SKM2006.481 samt byrettens dom af 11. marts 2011, SKM2011.367.

Det forhold, at der i klagerens husstand var to private biler, henholdsvis ægtefællens og en Ford Transit (kassevogn), til rådighed kan ikke i sig selv afkræfte formodningen om, at klageren har haft selskabets bil til rådighed for privat benyttelse.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at klageren har rådet privat over selskabets bil, hvorfor det er med rette, at SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil i indkomstårene 2011 til 2015.

Maskeret udlodning

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

I henhold til statsskattelovens § 6, 1. led, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst fradrages i selskabet. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræves, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af selskabets virksomhed, dels af udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for at, der foreligger en fradragsberettigede udgift påhviler som udgangspunkt klageren. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.

Landsskatteretten finder det ikke for tilstrækkeligt godtgjort, at udgifterne til indkøb af almindeligt indbo har den fornødne direkte erhvervsmæssige tilknytning til selskabets indkomstopgørelse. Det anses ikke for sædvanligt, at ejeren af en udlejningsejendom afholder udgifter til indbo, hvorfor udgifterne anses for en privat udgift, som skal beskattes hos klageren i henhold til ligningsloven § 16 A. Det bemærkes hertil, at biopejsen (faktura nr. 17092) er indkøbt i hovedanpartshaverens navn.

Klageren har som hovedanpartshaver bestemmende indflydelse i selskabet. I det omfang selskabet har betalt for klagerens børns private udgifter, kan det kun anses for muliggjort som følge af parternes interessesammenfald. Den fordel, som klagerens børn hermed måtte have opnået, anses for at have passeret klagerens økonomi som udbytte. Beskatning af en hovedanpartshaver af udbytte efter ligningslovens § 16 A gælder således ikke kun, når den direkte begunstigede er hovedanpartshaveren selv, men også når fordelen er kommet et nærtstående familiemedlem til gode. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 9. september 2010, offentliggjort i SKM2010.623.VLR.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.