Kendelse af 04-04-2018 - indlagt i TaxCons database den 21-04-2018

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Fradrag for renteudgifter

0 kr.

53.562 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har anmodet om fradrag for renteudgifter til realkreditinstitut med 53.562 kr. for indkomståret 2016, svarende til 50 % af de samlede renteudgifter, hvilke renteudgifter er fratrukket hos hans tidligere ægtefælle, [person1]. Gælden til realkreditinstitut vedrører en ejendom beliggende [adresse1], [by1], som stadig i 2017 er ejet af parret i fællesskab.

Klageren blev separeret fra [person1] den 5. november 2012 og skilt den 25. marts 2014.

Klageren har henvist til en mundtlig aftale, som skulle være indgået i forbindelse med ændring af forskudsopgørelser i Borgerservice.

[Skatteankenævnet] har den 13. september 2017 truffet afgørelse for indkomstårene 2013 og 2014, hvor [person1] fik medhold i, at hun var berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne til [finans1].

Det fremgår af skatteankenævnets begrundelse:

”Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af prioriteter og anden gæld er fradragsberettigede.

Det bemærkes, at som udgangspunkt hæfter to solidarisk hæftende debitorer begge for gælden, idet de begge er forpligtede over for kreditor, jf. gældsbrevslovens § 2. Hvis intet andet er aftalt anses hver part for at hæfte for halvdelen af gælden.

Klageren er berettiget til fradrag for 50 % af de samlede renteudgifter. Der er herved lagt vægt på, at klageren hæftede for gælden i indkomstårene 2013 og 2014, og at hun i 2017 stadig ejer halvdelen af ejendommen. Der er endvidere lagt vægt på, at den mundtlige aftale indgået ved et møde i borgerservice om fordelingen af rentefradraget ved forskudsangivelserne for indkomstårene 2012 og 2013 ikke kan tillægges afgørende betydning, idet det ikke er ganske klart, i hvilket omfang klageren har givet afkald på rentefradragsretten, samt at der alene er tale om forskudsangivelser. Det forhold, at klagerens ægtefælle har betalt udgifterne på ejendommen, kan ikke føre til et andet resultat.

Klageren er derfor berettiget til rentefradrag i indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 53.778 kr. og 53.817 kr. svarende til de automatisk indberettede renteudgifter, der er angivet for klageren.”

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren fradrag for yderligere renteudgifter.

Klagerens tidligere ægtefælle, [person1], har ved henvendelse til SKAT oplyst, at der ikke er indgået en mundtlig aftale om fordeling af renteudgifterne, hvorfor SKAT ikke kan støtte ret på en foretagen ændring af skattekort i [by2] Kommune, idet denne handling ikke alene kan betragtes som en mundtlig aftale om den fremtidige fordeling af hæftelsen og rentefradraget.

For at opnå det ønskede rentefradrag skal klageren og [person1] have indgået en skriftlig aftale om, hvem der hæfter for gælden.

Såfremt der fremsendes skriftlig aftale om en ændret fordeling af gælden/hæftelsen, kan SKAT godkende fradraget for indkomståret 2016.

Det skal endvidere bemærkes, at [person1] fortsat betaler og beskattes af ejendomsværdiskat med 50 % af ejendommen [adresse1], [by1].

Reglerne for at kunne fratrække hele renteudgiften på et lån er, at man også hæfter for gælden.

Hvis klageren skal have 100 % fradrag for renteudgifterne, skal han altså også hæfte for 100 % af gælden. Aftalen om forskydning af hæftelsen har ikke betydning for hæftelsen overfor långiver, men er udelukkende en aftale om den indbyrdes forpligtelse parterne imellem.

Klageren har henvist til en mundtlig aftale indgået i november 2012, hvorfor der har været god tid at få udarbejdet og bekræftet hæftelsesforholdet ved en skriftlig aftale.

Klagerens opfattelse

Klageren har påklaget SKATs afgørelse.

Klageren har anført, at da SKAT tidligere har accepteret, at han skulle have det fulde fradrag for renteudgiften til [finans1], kan han ikke se, at der er sket nogen ændring, som skulle gøre, at fradraget skal ændres. Hvis SKAT ændrer det, går de imod den afgørelse, som de selv tidligere har truffet.

Klageren har tillige anført, at [person1] taler usandt, når hun påstår, at hun aldrig har givet mundtligt tilsagn om, at han skulle have hele fradraget. Aftalen var, at han skulle blive i huset og betale udgifterne, indtil markedet for huspriser havde forbedret sig, således at huset kunne sælges uden et stort tab. Dette kan også udledes af, at [person1] selv var i Borgerservice, hvor hun bekræftede, at han skulle have hele fradraget.

Grunden til, at der ikke efter mødet i Borgerservice i [by1] blev lavet en skriftlig aftale er, at klageren gik ud fra, at når det var aftalt i Borgerservice med fuldmægtig [person2] som vidne, var det gyldigt fremover. Klageren og [person1] måtte begge møde personligt i Borgerservice for, at skatteskemaet kunne ændres. Det har jo også siden været godkendt af både [person1] og SKAT indtil i år, da det først er i begyndelsen af 2017, at hun har krævet at få det halve af fradraget, som hun ikke har betalt til.

SKAT har givet klageren ret i, at en mundtlig aftale er lige så gyldig som en skriftlig, hvis der er vidner. SKAT har antydet, at fuldmægtig [person2] i Borgerservice ikke er gyldig som vidne, idet der står, at selv om der er et vidne, er det et problem, hvis det er en slægtning eller en god bekendt. Fuldmægtig [person2] er hverken slægtning eller en god bekendt, men han har været ansat i [by1] Kommune i mange år og kender næsten alle i kommunen.

SKAT har henvist til, at den mundtlige aftale er lavet i 2012, og at der har været tid til at få lavet en skriftlig aftale. Det har ikke været muligt, da klageren og [person1] ikke har været på talefod, siden hun flyttede fra [by1] i 2013.

Klageren har over for Skatteankestyrelsen fremlagt brev af 1. februar 2018 fra [person3], Leder af borgerservice, hvoraf fremgår, at hun har vurderet, at [person2] ikke i sin behandling af sagen har været inhabil.

Udtalelse fra SKAT

Klageren har anført, at der ikke er sket nogen ændringer i forhold til tidligere indkomstår og henviser fortsat til, at der allerede i indkomståret 2012 er indgået en mundtlig aftale med tidligere ægtefælle om fradragsretten af prioritetsrenter vedrørende den fælles ejendom.

Klageren har for tidligere indkomstår alene henvist til ændring af forskudsskatten, som er foretaget i Borgerservice i [by1] den 9. november 2012, og som klageren herefter betragter som en mundtlig aftale om fordelingen af det fremtidige rentefradrag.

Klageren har endvidere under hele sagsforløbet henvist til den sagsbehandler hos SKAT, som har medvirket ved ændring af skattekort, og som kan bevidne den mundtlige aftale.

På dette grundlag har klageren fået godkendt fradrag for 100 % af renteudgifterne for indkomstårene 2013 - 2015, idet SKAT har godkendt, at der forelå en mundtlig aftale mellem parterne.

I forbindelse med klagerens anmodning for indkomståret 2016 om yderligere fradrag for renteudgifter på fælleslån i ejendommen konstateres det, at tidligere ægtefælle allerede den 20. oktober 2015 har klaget over SKATs afgørelse for indkomstårene 2013 og 2014, idet hun oplyser, at der ikke er indgået en mundtlig aftale om fordelingen af rentefradrag i forbindelse med separation og efterfølgende skilsmisse.

Den tidligere ægtefælle får efterfølgende medhold i, at hun har fradragsret for halvdelen af prioritetsrenter for indkomstårene 2013 og 2014 (afgørelse af 13. september 2017 fra [Skatteankenævnet]).

Skatteankenævnet har lagt vægt på, at den mundtlige aftale indgået ved et møde i borgerservice om fordelingen af rentefradraget ved forskudsangivelserne for indkomstårene 2012 og 2013 ikke kan tillægges afgørende betydning, idet det ikke er ganske klart, i hvilket omfang klageren har givet afkald på rentefradragsretten, samt at der alene er tale om forskudsangivelser.

Det er således ikke korrekt, som anført af klageren, at den tidligere ægtefælle først i begyndelsen af indkomståret 2017 har krævet at få det halve af fradraget.

Ansættelsen indstilles fastholdt.

Klagerens bemærkninger til SKATs udtalelse

Klageren har bemærket, at ejendommen kommer på tvangsauktion den 29. november 2017, da han ikke har kunnet betale terminerne efter, at SKAT har frataget ham det fulde rentefradrag.

Som tidligere oplyst havde klageren og [person1] den aftale, at klageren skulle blive i huset og betale alle udgifter og have fradragene i skat, indtil tiderne var så gode, at huset kunne sælges uden store tab. Det fortalte [person1] til fuldmægtig [person2], [by2] Kommune, hvilket han også tidligere har bevidnet overfor SKAT, hvorefter klageren fik det fulde fradrag. Da en bevidnet mundtlig aftale er juridisk gyldig, forstår klageren ikke, at SKAT nu pludselig ikke vil acceptere aftalen, som tidligere er accepteret. Han forstår heller ikke, hvorfor SKAT ikke har ønsket at kontakte fuldmægtig [person2], [by2] Kommune, som kan bevidne, at det er rigtigt. SKAT antyder, at klageren enten er i familie eller en nær ven til fuldmægtig [person2], hvilket ikke er rigtigt.

Klageren forstår ikke, hvorfor SKAT ikke tidligere har informeret ham om, at [person1] har klaget og fået fradrag for flere år siden. Havde han haft den information, havde han ”ikke levet på en sten” for at sidde i huset til det kunne sælges. Klageren har fået ødelagt sin økonomi, da SKAT pludselig tog det halve fradrag fra ham.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af prioriteter og anden gæld er fradragsberettigede.

Det bemærkes, at som udgangspunkt hæfter to solidarisk hæftende debitorer begge for gælden, idet de begge er forpligtede over for kreditor, jf. gældsbrevslovens § 2. Hvis intet andet er aftalt anses hver part for at hæfte for halvdelen af gælden.

Klageren er alene berettiget til rentefradrag for halvdelen af gælden. Der er herved lagt vægt på, at [person1] hæfter for gælden til realkreditinstituttet, ligesom hun har betalt ejendomsværdiskat af ejendommen. Det er tillige tillagt vægt, at der ikke mellem klageren og [person1] er indgået en skriftlig aftale om en anden fordeling af rentefradraget end hæftelsesforholdet, idet bemærkes, at [person1] fortsat ejer halvdelen af ejendommen. Det forhold, at klageren har betalt samtlige renteudgifter af gælden, kan ikke føre til et andet resultat.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.