Kendelse af 20-03-2019 - indlagt i TaxCons database den 14-04-2019

SKAT har pålagt selskabet af indberette udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse som skattepligtig A-indkomst for årene 2013-2015.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Selskabet ejes af [person1], som samtidig er direktør og ansat i selskabet.

[person1] har i indkomstårene 2013, 2014 og 2015 modtaget følgende skattefrie befordringsgodtgørelser fra selskabet:

2013: 80.942 kr.

2014: 70.232 kr.

2015: 78.879 kr.

For 2013 og 2014 er der benyttet den høje sats udover 20.000 km.

Hovedanpartshaveren har i de pågældende indkomstår været ejer af:

Toyota Hiace, [reg.nr.1], perioden 27.12.2012 til 02.04.2014

Mercedes Benz C350, [reg.nr.2], perioden 12.10.2012 til 26.08.2014

Ford Transit, [reg.nr.3], 22.07.2014 til 31. marts 2017.

Toyota Aygo, [reg.nr.4], 01.08.2014 til 31. marts 2017.

Selskabet har i de pågældende indkomstår ejet 2 stk. Toyota Proace.

For indkomstårene 2013, 2014 og 2015 foreligger der manuelt førte kørebøger i form af aflæste kilometerstande pr. dag suppleret med et navn (destination). For 2015 er kørebogen suppleret med udskrift fra r2p Tracking. Der fremgår heraf kørsel fra adresse og til adresse og antal kørte km.

Klageren har desuden oplyst, at han i en kort periode har benyttet en lånebil.

SKATs afgørelse

SKAT har pålagt selskabet at indberettet udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse som A-indkomst.

Som begrundelse har SKAT anført:

Godtgørelser der udbetales af arbejdsgiver for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4.

Denne hovedregel gælder dog ikke godtgøreler for rejse- og befordringsudgifter, der er omfattet af ligningslovens § 9 A og B eller lovens § 31, stk. 4 og 5. Disse godtgørelser er skattefrie, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte takster, og såfremt betingelserne for udbetalingerne i øv­ rigt er opfyldt.

Betingelserne for at få udbetalt skattefrie befordringsgodtgørelser fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 og C.A.7.2.8, hvoraf det bl.a. fremgår, at følgende oplysninger skal fremgå af bogføringsbilaget:

I. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.

Som det fremgår af SKM20 I 0.778VLR stilles der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldte, når der er tale om interessefællesskab mellem selskab og modtager.

Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren/selskabet ikke har kunnet foretage den fornødne kontrol af afregningsbilagene, jf. praksis herom i SKM2010.778VLR, da der bl.a. henses til følgende:

Der er således heiler ikke sket attestation i forbindelse med arbejdsgiverens kontrol.

Da befordringsgodtgørelserne ikke er udbetalt efter reglerne i ligningslovens § 9B, stk. 3, er belø­ bene skattepligtige som personlig indkomst hos [person1], jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3, stk. I.

Selskabet har pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af sådanne beløb, jf. kildeskattelovens § 46, stk. I.

Selskabet har ligeledes pligt til at give oplysning om sådanne udbetalinger til indkomstregistret (elndkomst) i medfør af skattekontrollovens §§ 7, 7 A og 7 J samt bekendtgørelse nr. 1148 af 26. september 2013 om indberetningspligter i henhold til skattekontrolloven.

SKAT pålægger derfor selskabet, at der fra og med indkomståret 2017 sker indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt, at dette oplyses til elndkomst, såfremt der sker sådanne udbetalinger af skattefrie godtgørelser til modtagere, der ikke fuldt ud opfylder ovenstående betingelser for at få udbetalt skattefrie godtgørelser.”

”Endelig afgørelse

Indsendte rapporter for indkomståret 2015 fra r2p Tracking viser samlet kørsel på 29.145,3 km i Ford Transit Custom med reg. nr. [reg.nr.3]. Fordeling på privat og erhvervsmæssig kørsel fremgår ikke af rapporterne.

Selskabet har for indkomståret 2015 udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for 78.879 kr. svarende til 20.943 km, og der kan herefter beregnes 8.202,3 km i privat kørsel.

SKAT har stikprøvevis sammenholdt kørselsregnskaber med rapporter fra r2p Tracking, og bemærker, at i flere tilfælde overstiger erhvervsmæssig kørsel i kørselsregnskab den samlede daglige kørsel ifølge rapporter.

SKAT er af den opfattelse, at [person1] er hovedanpartshaver, i henhold til definerede begreber i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1 og 2.

Det er SKATs opfattelse, at kørselsregnskaberne for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 ikke opfyl- der betingelserne til et udførligt kørselsregnskab, da der i perioden mangler oplysning om, hvilken bil der anvendes, der generelt mangler oplysning om kørslens erhvervsmæssige formål, samt gene­ relt mangler fuldstændige adresser på de enkelte destinationer.

SKAT bemærker, at selvom den erhvervsmæssige kørsel kan underbygges af underbilag, så er kør­ selsregnskaberne ikke udførlige nok til, at kunne danne grundlag for en effektiv kontrol af den er­ hvervsmæssige kørsel, hvilket ikke er sket fra arbejdsgiverens side.

Idet de fremkomne bemærkninger og fremsendt dokumentation ikke har ændret SKATs opfattelse, træffes der endelig afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 10. februar 2017.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at beskatte den skattefri befordringsgodtgørelse. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Til støtte for påstanden har repræsentanten fremført:

Sagen angår overordnet spørgsmålet om, hvorvidt min klient er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] ApS.

SKAT har ved afgørelse af 1. maj 2017 forhøjet min klients skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 – 2015 med i alt kr. 148.263, fordi SKAT mener, at den til min klient udbetalte befordringsgodtgørelse er skattepligtig.

Min klient var ansat som direktør i [virksomhed1] ApS, hvor han i perioden fra den 1. januar 2013 til den 30. september 2013 og i perioden fra den 18. oktober 2015 til den 31. januar 2015 også var hovedanpartshaver i selskabet.

Hans arbejde i selskabet bestod i at varetage virksomhedens tilbudsgivning over for potentielle kunder samt udførelse af virksomhedens tag – og håndværkeropgaver.

Til kørsel i forbindelse med udførelse af sine arbejdsopgaver benyttede min klient en Toyota Hi Ace [reg.nr.1] i perioden fra den 1. januar 2013 til den 2. april 2014 og derefter en Ford Transit [reg.nr.3]. Derudover har han i kort tid benyttet en lånebil, mens sidstnævnte bil var på værksted.

Min klient har løbende ført manuelle kørselsbøger over sin kørsel. Derudover har han haft installeret et GPS-trackingsystem i bilerne, der registrerer hver gang bilens motor tændes og slukkes, ligesom al kørselsdata registreres, herunder hvor og hvornår bilen har kørt.

Min klient har således på baggrund af sine manuelt udarbejdede kørselsbøger samt bilens kørselsdata via trackingsystemet kunnet føre den fornødne kontrol med sin kørsel.

Anbringender

Principal påstand

Til støtte for den ovenfor nedlagte principale påstand gøres det overordnet gældende, at min klient opfylder betingelserne for, at udbetalinger vedrørende befordringsgodtgørelse skal ske skattefrit med den virkning, at udbetalingerne ikke skal anses som værende personlig indkomst og dermed skattepligtige.

Det gøres særligt gældende, at min klient opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse og befordringsgodtgørelse, herunder

at min klient er berettiget til udbetaling af befordringsgodtgørelse med et beløb, der ikke overstiger Ligningsrådets satser, og beløbet i sin helhed derved ikke skal anses for personlig indkomst,

at min klient opfylder betingelsen om, at der skal være tale om befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted i henhold til at være berettiget til befordringsgodtgørelse.

Derudover er det en betingelse jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, at arbejdsgiveren kan kontrollere om betingelserne for at udbetale rejse – og befordringsgodtgørelse kan ske skattefrit er opfyldt, herunder

Min klient har løbende ført kørebøger over alle sine ture. Der er kun tale om ganske få formalia min klient ikke har iagttaget i de manuelt førte kørebøger.

Til gengæld har han via GPS-trackingsystemet så rigeligt dæmmet op for de oplysninger, der har manglet i de manuelle kørebøger, således at hans bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel samlet set har været i overensstemmelse med betingelserne i bekendtgørelsen samt Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 og C.A.7.2.8.

Rigtigheden af de angivne oplysninger, der er fremkommet via trackingsystemet er indiskutabel.

Bogføringsbilagene har således været behørigt ført, og har kunnet danne grundlag for førelse af den fornødne kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det gøres derfor gældende, at min klient er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 9 B.

Subsidiær påstand

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Min klient selv har ført sine manuelle kørebøger, og det forhold, at han ikke har haft kendskab til detaljerne i et relativt kompliceret regelsæt af skattelove, skal vel næppe have den konsekvens, at han således afskæres fra overhovedet at modtage skattefri kørselsgodtgørelse.

Dette er også i tråd med praksis på området, se hertil SKM 2010.116 BR, hvor en hovedanpartshaver havde fået udbetalt befordringsgodtgørelse på baggrund af et ikke behørigt ført kørselsregnskab. Retten fandt det imidlertid godtgjort, at hovedanpartshaveren i et ikke ubetydeligt omfang havde anvendt bil som led i sit arbejde, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet ligning med henblik på, at ligningsmyndighederne skønsmæssigt kunne fastsætte omfanget af den erhvervsmæssige kørsel og beregning af godtgørelsen.

Dommen illustrerer, at en skatteyder der beviseligt har foretaget erhvervsmæssig kørsel ikke skal afskæres fra at modtage skattefri kørselsgodtgørelse på trods af et mangelfuldt kørselsregnskab, men stadig er berettiget til godtgørelse for den del af kørslen, som beviseligt har fundet sted.

At arbejdsgiveren skal kontrollere om betingelserne for at udbetale rejsegodtgørelse er opfyldt, er vel næppe heller ensbetydende med, at hvis det så viser sig, at der forekommer nogle udeladelser eller fejl, som ikke er blevet opdaget ved den foretagne kontrol, skal have den konsekvens, at modtageren slet ikke er berettiget til godtgørelse overhovedet.

Få og ubetydelige mangler i kørselsbøger bør således ikke få den konsekvens, at kørebøgerne i sin helhed tilsidesættes med den følge, at modtageren skal beskattes af befordringsgodtgørelsen.”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9B, stk. 1:

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Det er desuden en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at befordring sker i egen bil.

Når der er tale om interesseforbundne parter stilles der skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale befordringsgodtgørelse skattefrit er opfyldt. Det henvises til Østre Landsretsdom i SKM2015.73. Af dommen fremgår, at det fremlagte materiale ikke levede op til de krav, der stilles i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder krav til angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål og kørslens mål med eventuelle delmål, hvorfor virksomheden ikke havde mulighed for at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingerne.

Der kan videre henvises til Byretsdommen i SKM2013.136, hvor uoverensstemmelser i et kørselsregnskab ligeledes resulterede i, at det ikke var godtgjort, at selskabet havde ført den fornødne kontrol, hvorfor betingelserne for, at anse godtgørelserne for skattefri, ikke var opfyldt.

Arbejdsgiveren er pligtig til at indberette A-indkomst m.v. jf. skattekontrollovens § 7.

Selskabet har udbetalt skattefri befordringsgodtgørelser til hovedanpartshaveren. De fremlagte køresedler opfylder ikke de krav, der stilles i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Der er således ikke angivet formål for kørslen og det fremgår ikke entydigt, hvilken bil der er kørt i. Derudover ses ikke, at selskabet har ført egentlig kontrol med kørslen. Der er derudover udbetalt kilometergodtgørelser med den høje sats for mere end 20.000 km for både indkomståret 2013 og 2015 ligesom hovedanpartshaveren i en kort periode har kørt i en lånebil.

Det er således ikke godtgjort, at selskabet har ført den fornødne kontrol, hvorfor betingelserne for, at anse godtgørelserne for skattefri allerede derfor ikke er opfyldt. For 2013 og 2015 gælder desuden, at godtgørelsen er udbetalt med den høje sats for alle km, hvilket ligeledes har som konsekvens, at hele godtgørelsen bliver skattepligtig jf. § 2, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000.

Retten finder ikke, at der er grundlag for at hjemvise sagen, da den er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.

Landsskatteretten stadfæster således afgørelsen.