Kendelse af 20-03-2019 - indlagt i TaxCons database den 14-04-2019

Faktiske oplysninger

Klageren var direktør og hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS i de pågældende indkomstår.

Klageren har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse således:

For 2013 21.189 km x 3,82 = 80.942 kr.

For 2014 18.829 km x 3,73 = 70.232 kr.

For 2015 20.943 km x 3,70 = 78.879 kr.

Klageren har i de pågældende indkomstår været ejer af:

Toyota Hiace, [reg.nr.1], perioden 27.12.2012 til 02.04.2014

Mercedes Benz C350, [reg.nr.2], perioden 12.10.2012 til 26.08.2014

Ford Transit, [reg.nr.3], 22.07.2014 til 31. marts 2017.

Toyoita Aygo, [reg.nr.4], 01.08.2014 til 31. marts 2017.

Selskabet har i de pågældende indkomstår ejet 2 stk. Toyota Proace.

For indkomstårene 2013, 2014 og 2015 foreligger der manuelt førte kørebøger i form af aflæste kilometerstande pr. dag suppleret med et navn (destination). For 2015 er kørebogen suppleret med udskrift fra r2p Tracking. Der fremgår heraf kørsel fra adresse og til adresse og antal kørte km.

Klageren har desuden oplyst, at han i en kort periode har benyttet en lånebil.

Klageren har desuden udfærdiget rekonstruerede kørselsopgørelser for 2015.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2013-2015. SKAT har i stedet godkendt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C.

Som begrundelse har SKAT anført:

”Godtgørelser der udbetales af arbejdsgiver for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4.

Denne hovedregel gælder dog ikke godtgørelser for rejse- og befordringsudgifter, der er omfattet af ligningslovens § 9 A og B eller lovens § 31, stk. 4 og 5. Disse godtgørelser er skattefrie, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte takster, og såfremt betingelserne for udbetalingerne i øv­ rigt er opfyldt.

Betingelserne for at få udbetalt skattefrie befordringsgodtgørelser fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 og C.A.7.2.8, hvoraf det bl.a. fremgår, at følgende oplysninger skal fremgå af bogføringsbilaget:

Som det fremgår af SKM2010.778.VLR stilles der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldte, når der er tale om interessefællesskab mellem selskab og modtagere.

Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren/selskabet ikke har kunnet foretage den fornødne kontrol af afregningsbilagene, jf. praksis herom i SKM2010.778.VLR, da der bl.a. henses til følgende:

Der er således heller ikke sket attestation i forbindelse med arbejdsgiverens kontrol.

For indkomståret 2014 bemærkes, at erhvervsmæssig kørsel på 35 km den 9/10-2014 er registreret med 535 km.

Da rejse- og befordringsgodtgørelserne ikke er udbetalt efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 4, er beløbene skattepligtige som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3, stk. 1.

Efter ligningslovens § 9 C kan der i stedet godkendes følgende befordringsfradrag for 2013, 2014 og 2015:

(......)”

SKAT har til klagen udtalt:

”Samlet set anser AL SKAT betingelserne i bekg. nr. 173 af 13. marts 2000 samt Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 og C.A.7.2.8 for opfyldt, men nævner kun 7 punkter og mangler således pkt. 2 og pkt. 9.

Angående subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos SKAT, henviser AL SKAT til praksis på området i SKM2010.116BR.

SKAT er af den opfattelse at denne byretsdom ikke kan bruges analog, idet de udbetalte skattefrie befordringsgodtgørelser til klageren (SKM2010.116BR) ikke er indberettet til skattemyndighederne.

De udbetalte skattefrie udbetalte befordringsgodtgørelser til [person1] for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 for hhv. 21.189 km, 18.829 km og 20.943 km, er indberettet til skattemyndighederne, og derfor er SKAT af den opfattelse, at der ikke bør fastsættes et skøn over omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

I den forbindelse bemærkes, at SKAT i alt har godkendt befordringsfradrag således:

2013: 21.189 km

2014: 16.106 km

2015: 20.861 km”

Skattestyrelsen har til forslag til afgørelse udtalt:

”I nærværende sag, har SKAT i afgørelse af 1. maj 2017 ikke godkendt klagers skattefrie befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] ApS, i henhold til ligningslovens § 9 B, jf. § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000).

Skatteankestyrelsen har indstillet SKATs afgørelse stadfæstet. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger til sagen.

Klager var i 2013-2015 hovedanpartshaver og lønnet direktør i [virksomhed1] ApS.

Skattestyrelsen bestrider ikke, at [person1] i forbindelse med sin ansættelse som direktør i selskabet, kan have foretaget kørsler omfattet af ligningslovens § 9 B. Dog bestrider Skattestyrelsen, at klager og dennes selskab har opfyldt de pligter Skatteankestyrelsen i øvrigt også henviser til, som er en betingelse for skattefri befordringsgodtgørelse, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Der kan her henvises til dokumentationens manglende angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål og hvilket køretøj, der er anvendt. Ydermere finder Skattestyrelsen heller ikke arbejdsgiverens egentlige kontrol med kørslen for dokumenteret.

Uanset hvad den reelle erhvervsmæssige kørsel har været, vil der ikke kunne ind- rømmes skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Dette synspunkt understøttes i øvrigt af U.2009.2423H, hvor sagsøger – som havde bestemmende indflydelse over det selskab, hvor befordringsgodtgørelsen blev udbetalt, ikke havde overholdt de i retspraksis fastsatte skærpede dokumentationskrav for lovlig udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Alene af denne årsag bortfaldt skattefriheden i sin helhed, selvom sagsøgte utvivlsomt såfremt kravene var opfyldt, havde ret til skattefri befordringsgodtgørelse.

Skattestyrelsen bemærker i øvrigt, at den af klagers repræsentants anførte dom i SKM2010.116.BR efterfølgende blev anket til landsretten, hvor Skatteministeriet fik medhold, hvorfor klagers sekundære påstand ikke ses understøttet i praksis, se SKM 2010.778.VLR.

Skattestyrelsen tiltræder herefter Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvor

klagers befordringsgodtgørelse beskattes som løn i henhold til ligningslovens § 9, stk. 4.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at betingelserne for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt.

Subsidiært påstås sagen hjemvist til fornyet behandling i SKAT.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført:

”Sagen angår overordnet spørgsmålet om, hvorvidt min klient er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] ApS.

SKAT har ved afgørelse af 1. maj 2017 forhøjet min klients skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 – 2015 med i alt kr. 148.263, fordi SKAT mener, at den til min klient udbetalte befordringsgodtgørelse er skattepligtig.

Min klient var ansat som direktør i [virksomhed1] ApS, hvor han i perioden fra den 1. januar 2013 til den 30. september 2013 og i perioden fra den 18. oktober 2015 til den 31. januar 2015 også var hovedanpartshaver i selskabet.

Hans arbejde i selskabet bestod i at varetage virksomhedens tilbudsgivning over for potentielle kunder samt udførelse af virksomhedens tag – og håndværkeropgaver.

Til kørsel i forbindelse med udførelse af sine arbejdsopgaver benyttede min klient en Toyota Hi Ace [reg.nr.1] i perioden fra den 1. januar 2013 til den 2. april 2014 og derefter en Ford Transit [reg.nr.3]. Derudover har han i kort tid benyttet en lånebil, mens sidstnævnte bil var på værksted.

Min klient har løbende ført manuelle kørselsbøger over sin kørsel. Derudover har han haft installeret et GPS-trackingsystem i bilerne, der registrerer hver gang bilens motor tændes og slukkes, ligesom al kørselsdata registreres, herunder hvor og hvornår bilen har kørt.

Min klient har således på baggrund af sine manuelt udarbejdede kørselsbøger samt bilens kørselsdata via trackingsystemet kunnet føre den fornødne kontrol med sin kørsel.

Anbringender

Principal påstand

Til støtte for den ovenfor nedlagte principale påstand gøres det overordnet gældende, at min klient opfylder betingelserne for, at udbetalinger vedrørende befordringsgodtgørelse skal ske skattefrit med den virkning, at udbetalingerne ikke skal anses som værende personlig indkomst og dermed skattepligtige.

Det gøres særligt gældende,

at min klient opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse og befordringsgodtgørelse, herunder

at min klient er berettiget til udbetaling af befordringsgodtgørelse med et beløb, der ikke overstiger Ligningsrådets satser, og beløbet i sin helhed derved ikke skal anses for personlig indkomst,

at min klient opfylder betingelsen om, at der skal være tale om befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted i henhold til at være berettiget til befordringsgodtgørelse.

Derudover er det en betingelse jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, at arbejdsgiveren kan kontrollere om betingelserne for at udbetale rejse – og befordringsgodtgørelse kan ske skattefrit er opfyldt, herunder

- Modtagerens navn, adresse, CPR-nr.

- Kørslens erhvervsmæssige formål

- Dato for kørslen

- Kørslens mål med eventuelle delmål

- Angivelse af antal kørte kilometer

- Anvendte satser

- Beregning af befordringsgodtgørelsen

Min klient har løbende ført kørebøger over alle sine ture. Der er kun tale om ganske få formalia min klient ikke har iagttaget i de manuelt førte kørebøger.

Til gengæld har han via GPS-trackingsystemet så rigeligt dæmmet op for de oplysninger, der har manglet i de manuelle kørebøger, således at hans bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel samlet set har været i overensstemmelse med betingelserne i bekendtgørelsen samt Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.2 og C.A.7.2.8.

Rigtigheden af de angivne oplysninger, der er fremkommet via trackingsystemet er indiskutabel.

Bogføringsbilagene har således været behørigt ført, og har kunnet danne grundlag for førelse af den fornødne kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det gøres derfor gældende, at min klient er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 9 B.

Subsidiær påstand

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Min klient selv har ført sine manuelle kørebøger, og det forhold, at han ikke har haft kendskab til detaljerne i et relativt kompliceret regelsæt af skattelove, skal vel næppe have den konsekvens, at han således afskæres fra overhovedet at modtage skattefri kørselsgodtgørelse.

Dette er også i tråd med praksis på området, se hertil SKM 2010.116 BR, hvor en hovedanpartshaver havde fået udbetalt befordringsgodtgørelse på baggrund af et ikke behørigt ført kørselsregnskab. Retten fandt det imidlertid godtgjort, at hovedanpartshaveren i et ikke ubetydeligt omfang havde anvendt bil som led i sit arbejde, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet ligning med henblik på, at ligningsmyndighederne skønsmæssigt kunne fastsætte omfanget af den erhvervsmæssige kørsel og beregning af godtgørelsen.

Dommen illustrerer, at en skatteyder der beviseligt har foretaget erhvervsmæssig kørsel ikke skal afskæres fra at modtage skattefri kørselsgodtgørelse på trods af et mangelfuldt kørselsregnskab, men stadig er berettiget til godtgørelse for den del af kørslen, som beviseligt har fundet sted.

At arbejdsgiveren skal kontrollere om betingelserne for at udbetale rejsegodtgørelse er opfyldt, er vel næppe heller ensbetydende med, at hvis det så viser sig, at der forekommer nogle udeladelser eller fejl, som ikke er blevet opdaget ved den foretagne kontrol, skal have den konsekvens, at modtageren slet ikke er berettiget til godtgørelse overhovedet.

Få og ubetydelige mangler i kørselsbøger bør således ikke få den konsekvens, at kørebøgerne i sin helhed tilsidesættes med den følge, at modtageren skal beskattes af befordringsgodtgørelsen.”

Klagerens repræsentant har reageret på Skatteankestyrelsens sagsfremstilling ved at indsende en rekonstrueret kørselsopgørelse for 2015.

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9B, stk. 1:

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Det er desuden en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at befordring sker i egen bil.

Når der er tale om interesseforbundne parter stilles der skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale befordringsgodtgørelse skattefrit er opfyldt. Det henvises til Østre Landsretsdom i SKM2015.73. Af dommen fremgår, at det fremlagte materiale ikke levede op til de krav, der stilles i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder krav til angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål og kørslens mål med eventuelle delmål, hvorfor virksomheden ikke havde mulighed for at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingerne.

Der kan videre henvises til Byretsdommen i SKM2013.136, hvor uoverensstemmelser i et kørselsregnskab ligeledes resulterede i, at det ikke var godtgjort, at selskabet havde ført den fornødne kontrol, hvorfor betingelserne for, at anse godtgørelserne for skattefri, ikke var opfyldt.

Klageren er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS og har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelser. De fremlagte køresedler opfylder ikke de krav, der stilles i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Der er således ikke angivet kørslens erhvervsmæssige formål og det fremgår ikke entydigt, hvilken bil der er kørt i. Derudover ses ikke, at arbejdsgiveren har ført egentlig kontrol med kørslen. Der er derudover udbetalt kilometergodtgørelser med den høje sats for mere end 20.000 km for både indkomståret 2013 og 2015 ligesom klageren i en kort periode har kørt i en lånebil.

Det er således ikke godtgjort, at selskabet har ført den fornødne kontrol, hvorfor betingelserne for at anse godtgørelserne for skattefri allerede derfor ikke er opfyldt. For 2013 og 2015 gælder desuden, at godtgørelsen er udbetalt med den høje sats for alle km, hvilket ligeledes har som konsekvens, at hele godtgørelsen bliver skattepligtig jf. § 2, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000.

Retten finder ikke, at der er grundlag for at hjemvise sagen, da den er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.

Landsskatteretten stadfæster således afgørelsen.