Kendelse af 07-12-2018 - indlagt i TaxCons database den 25-01-2019

Faktiske oplysninger

Klageren var direktør og eneanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter selskabet).

Selskabet erhvervede i 1992 ejendommen beliggende på adressen [adresse1], [by1].

Skatteforvaltningen i [by1] Kommune (herefter skatteforvaltningen) forhøjede skønsmæssigt klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 som følge af værdi af fri bolig i Danmark og øvrig indkomst,hvilket [skatteankenævn1] senere stadfæstede.

Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af 4. juni 2002 den skønsmæssige ansættelse af fri bolig og øvrig indkomst for indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

Med henvisning til Landsskatterettens afgørelse ændrede skatteforvaltningen efterfølgende også klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999.

På foranledning af klageren genoptog Landsskatteretten deres afgørelse af 4. juni 2002 til fornyet behandling, eftersom Landsskatteretten ved afgørelsen ikke havde taget stilling til spørgsmålet om, hvor klageren skulle anses for hjemmehørende i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Rusland.

Klageren påklagede SKATs afgørelse for indkomståret 1999 til [skatteankenævn2] og anmodede om berostillelse af sagen, indtil Landsskatteretten havde truffet en ny afgørelse for indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

Ved afgørelse af 7. september 2004 stadfæstede Landsskatteretten, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, og at klagerens indkomst for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 skønsmæssigt var forhøjet som følge værdi af fri bolig i Danmark og øvrig indkomst. Landsskatteretten anførte blandt andet følgende:

”[...]

Retten finder herefter, at klageren i indkomstårene 1995 til 1997 har haft rådighed over en helårsbolig her i landet, og at klageren derfor er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Der er herved henset til, at klageren er eneanpartshaver i det selskab, der ejer ejendommen [adresse1], at ejendommen er vurderet som en beboelses- og forretningsejendom med én lejlighed, og at der på 2. sal er en lejlighed til beboelse, og at denne lejlighed stod til rådighed for klageren i de pågældende år.

Der er videre henset til, at den i forbindelse med indbruddet på ejendommens 1. og 2. sal udarbejdede politirapport fra maj 1994 omtaler lejligheden på 2. sal som en kombination mellem kontor og en lejlighed, og at klagerens hustru ifølge det af klageren oplyste har overnattet i lejligheden og dermed anvendt denne til beboelse.

[...]”

Klageren indbragte Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2004 for Østre Landsret med principal påstand om, at Skatteministeriet tilpligtedes at anerkende, at sagsøgeren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1995, 1996 og 1997, og subsidiær påstand om, at Skatteministeriet blandt andet tilpligtedes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1995 skulle nedsættes.

Klageren anmodede i den forbindelse [skatteankenævn2] om fortsat berostillelse af SKATs afgørelse for indkomståret 1999.

Østre Landsret frifandt ved dom af 10. juli 2007, der er offentliggjort som SKM2007.499.ØLR, Skatteministeriet, hvorefter klageren ankede dommen til Højesteret.

Højesteret stadfæstede ved dom af 20. januar 2010, der er offentliggjort som SKM2010.78.HR, Østre Landsrets dom med følgende begrundelse:

”[...]

Højesterets begrundelse og resultat

[person1] solgte i 1990 sin faste ejendom i Danmark og meldte flytning til England. I april 1992 erhvervede selskabet [virksomhed1] ApS, hvori [person1] var eneanpartshaver og direktør, ejendommen [adresse1], [by1]. [virksomhed1] ApS koordinerede bl.a. møbelleverancer fra Danmark til Rusland og gjorde brug af ejendommen som indkøbskontor. Selskabets ansatte benyttede 1. sal i ejendommen, mens den treværelses beboelseslejlighed på 2. sal med køkken og toilet fortrinsvis blev benyttet af [person1], herunder som kontor, til møder m.v. I den periode, som sagen angår, havde [person1] endvidere adgang til at benytte forældrenes sommerhus i [by2], som han overtog i november 1995. I august 1996 erhvervede han tillige et sommerhus ved [by1].

Ifølge [person1]s egen opgørelse har han i indkomstårene 1995-1997 opholdt sig i Danmark i henholdsvis 176 dage, 165 dage og 171 dage. Det fremgår endvidere af denne opgørelse, at han i de pågældende år i henholdsvis 38 dage, 28 dage og 51 dage opholdt sig i Rusland, hvor han og hustruen havde en lejlighed i [Rusland]. Hans ophold i Letland, hvor han havde en lejlighed i [by3], og hvor han var medejer af en møbelforretning, udgør ifølge hans opgørelse 54 dage, 111 dage og 76 dage.

Under hensyn til omfanget af [person1]s ophold i Danmark, hvorunder han varetog sine erhvervsmæssige interesser, og til det oplyste om hans boligforhold, finder Højesteret, at han må anses for at have bopæl i Danmark i de tre nævnte indkomstår. Højesteret tiltræder derfor, at [person1] er anset for fuldt skattepligtig her i landet.

Der er heller ikke for Højesteret fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af [person1]s indtægter for 1995-1997.

Det tiltrædes endvidere, at [person1] ikke har godtgjort, at han har været fuldt skattepligtig til Rusland. Det forhold, at [person1] måtte have betalt udbytteskat i Rusland, har ikke betydning for ansættelsen af hans skattepligtige indkomst, og det kan derfor ikke danne grundlag for at tage hans subsidiære påstand om hjemvisning til følge.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

[...]”

Med henvisning til Højesterets dom af 20. januar 2010, og det forhold, at indkomståret 1999 syntes identisk med de indkomstår, som Højesteret havde behandlet, stadfæstede [skatteankenævn2] den 26. oktober 2010 SKATs afgørelse for indkomståret 1999.

Den 17. januar 2012 anmodede klageren SKAT om genoptagelse af skatteansættelsen for 1995-2000 efter at have modtaget en ændret BBR-meddelelse udskrevet den 23. august 2011.

Af BBR-Meddelelsen fremgik det, at meddelelsen var udskrevet som følge af, at kommunen havde foretaget rettelser i registreringen af ejendommen beliggende på adressen [adresse1], [by1], som nu var registreret som en 100 % erhvervsmæssig ejendom.

SKAT afslog den 17. april 2012 at imødekomme klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1995-2000, eftersom det var SKATs opfattelse, at BBR-meddelelsen ikke kunne føre til ekstra ordinærgenoptagelse af skatteansættelsen, hvilket Landsskatteretten senere stadfæstede ved afgørelse af 31. januar 2013 med blandt følgende begrundelse:

”[...]

Det følger modsætningsvist af bestemmelsen [skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3], at told- og skatteforvaltningen ikke kan ændre et forhold, som tidligere har været bedømt af domstolene. Højesteret har ved dom af 20. januar 2010 anset klageren for at have fri bolig til rådighed i årene 1995 – 1997, og dermed tillige truffet afgørelse om anvendelsen af ejendommen, [adresse1], [by1].

SKAT har dermed ikke kompetence til at genoptage indkomstårene 1995 – 1997.

Der er ikke ved den ændrede BBR-meddelelse sket en ændring i det offentligretlige grundlag som på objektiv vis fastsætter beskatningen for indkomstårene 1998 - 2000. Allerede af den grund er der ikke hjemmel til at genoptage skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Der ses endvidere ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, hvorefter der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Der er herved lagt særlig vægt på, at BBR-meddelelsen af 23. august 2011 ikke dokumenterer, at der er begået fejl ved skatteansættelsen tilbage i 1998 - 2000 af den daværende told- og skattemyndighed, samt at ansvaret for en eventuel fejlregistrering i 1998 – 2000 som udgangspunkt ligger hos klagerens selskab, som ejer af ejendommen.

[...]”

Klagerens repræsentant anmodede den 31. januar 2017 SKAT om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1995-1999 og anførte følgende:

”[...]

På vegne af min klient, [person1], skal jeg venligst anmode SKAT om at genoptage dennes skatteansættelse for indkomstårene 1995 - 1999 vedrørende beskatning af fri bolig.

SKAT har skønsmæssigt ansat udlejningsværdien af [adresse1], 2. sal, [by1] for indkomstårende 195 - 1999, hvorved min klient er blevet beskattet af lejeværdi af fri bolig.

Min klient har hverken i omhandlende indkomstår før eller siden anvendt ejendommen [adresse1], [by1] til beboelse, idet ejendommen i min klients ejertid udelukkende har været anvendt til erhverv.

2. salen af ejendommen indeholdt indtil 28. august 1969 en treværelses lejlighed. Denne blev nedlagt med virkning fra den 28. august 1969, se i denne forbindelse bekræftelse herpå fra [...], Udvalget for faste ejendomme (bilagt).

Det fremgår ligeledes af ejendommens BBR-meddelelse, at ejendommen er en erhvervsejendom.

Min klient er på baggrund af SKA Ts fejlagtige ansættelse, således blevet beskattet af lejeværdien af en bolig, han aldrig har benyttet til beboelse, idet ejendommen udelukkende er blevet benyttet til erhvervsmæssige formål.

På denne baggrund gøres det derfor gældende, at der skal ske genoptagelse af min klients skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999.”

Det fremgår af et stempel på den indsendte erklæring fra [...], Udvalget for faste ejendomme, at erklæringen har været fremlagt Østre Landsrets 23. afd. den 24. oktober 2006.

Endvidere fremgår det af Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2004 og Østre Landsrets dom af 10. juli 2007, at erklæringen har været forelagt begge instanser.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 1995-1999 vedrørende værdi af fri bolig.

Til støtte herfor har SKAT anført følgende:

”I brev af 31. januar 2017 har [person2] på dine vegne bedt om ændring af skatteansættelserne for 1995-99.

SKAT kan ikke imødekomme anmodning om ændring af skatteansættelserne for 1995-99 for så vidt angår værdi af fri bolig.

Det oplyses, at SKAT skønsmæssigt har fastsat værdien af fri bolig for årene 1995-1999 i ejendommen [adresse1], [by1]. Der henvises til at ejendommen har været anvendt til erhverv og boligen på ejendommen blev nedlagt pr. 28. august 1969. Der vedlægges dokumentation.

I anledning heraf kan oplyses, at en skattepligtig der ønsker at få ændret sin skatteansættelse skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter der kan begrunde ændringen. Når forholdene i særlig grad taler derfor vil der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter udløbet af denne frist. Der henvises til skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Ud over de i § 27 konkret nævnte tilfælde, vil der efter praksis kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter stk. 1 nr. 8når der foreligger ansvarspådragende fejl hos skattemyndigheden, svig fra tredjemand eller andre ekstraordinære forhold, der vil gøre en opretholdelse af beskatningen åbenbart urimelig.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal efter§ 27 stk. 2 som udgangspunkt fremsættes inden 6 måneder fra det tidspunkt, hvor du bliver gjort bekendt med det forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Du kan læse om praksis vedrørende ekstraordinær genoptagelse og 6 måneders fristen i SKATs Den juridiske Vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8. og A.A.8.2.2.2.4 der kan ses på www.skat.dk

Anmodning om ændring af ansættelserne for årene før 2013 er modtaget efter fristen for ordinær genoptagelse, og på det foreliggende grundlag finder SKAT ikke der foreligger sådanne særlige forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse vedr. disse år.

I brev af 30. marts blev du orienteret om SKATs forslag til afgørelse og bedt om dine evt. bemærkninger hertil. Sådanne ses ikke at være modtaget og der er derfor truffet afgørelse som anført.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT skal genoptage klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999 vedrørende værdi af fri bolig.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant anført følgende:

”[...]

Faktum

Denne sag drejer sig om, hvorvidt der skal ske ekstraordinær genoptagelse af min klients skatteansættelse for indkomstårene 1995 – 1999 vedrørende beskatning af fri bolig.

Materielt set drejer sagen sig om, hvorvidt der skal ske beskatning af lejeværdi af fri bolig af [adresse1], 2. sal, [by1].

SKAT har ved afgørelse af 26. april d.å. valgt ikke at ændre min klients skatteansættelser for indkomstårene 1995 – 1999, hvilket har nødvendiggjort nærværende klage til Skatteankestyrelsen.

SKAT har skønsmæssigt ansat udlejningsværdien af [adresse1], 2. sal, [by1] for indkomstårene 1995 – 1999, hvorved min klient er blevet beskattet af lejeværdi af fri bolig.

Min klient har hverken i omhandlende indkomstår før eller siden anvendt ejendommen [adresse1], [by1] til beboelse, idet ejendommen i min klients ejertid udelukkende har været anvendt til erhverv.

2. salen af ejendommen indeholdt indtil 28. august 1969 en treværelses lejlighed. Denne blev nedlagt med virkning fra den 28. august 1969, se i denne forbindelse bekræftelse herpå fra [...], Udvalget for faste ejendomme (bilag 2).

2. salen er ligesom resten af ejendommen indrettet til kontor, og der er således hverken sove – eller badefaciliteter i den nedlagte lejlighed.

Det fremgår ligeledes af ejendommens BBR-meddelelse, at ejendommen er en erhvervsejendom.

Min klient er på baggrund af SKATs fejlagtige ansættelse, således blevet beskattet af lejeværdien af en bolig, han aldrig har benyttet til beboelse, idet ejendommen udelukkende er blevet benyttet til erhvervsmæssige formål.

Min klient boede i årene 1991 til 2000 i [Rusland] i Rusland, hvor han flyttede til fra England.

I disse år havde han helårsbolig til rådighed i [Rusland] og i [by3]. Han boede med sin daværende russiske ægtefælle i [Rusland], med hvem han giftede sig i 1993. Hustruen arbejdede som konservator i [Rusland]. Derudover opholdte han sig også en del i [by3], hvor han blandt andet deltog i udgivelsen af en engelsksproget avis.

Fra 1991-1999 drev min klient sammen med sin partner, [person3] selskabet [virksomhed1] (ApS) Co. Ltd. Rusland (i det følgende kaldet [virksomhed1]).

[virksomhed1] var en virksomhed, der importerede møbler og inventar fra Danmark til brug for indretning af hoteller og kontorer i blandt andet Rusland, og Letland. I 1995 blev forretningen udvidet til også at omfatte en dansk møbel – og inventarforretning i [by3].

[virksomhed1] ApS, som var min klients helejede selskab købte i 1992 ejendommen, [adresse1], 2. sal, [by1] (i det følgende kaldet [virksomhed2]), for at åbne en afdeling med det formål at indkøbe møbler og inventar, samordne transport via containere til [Rusland], betale leverandører etc. Kort sagt alt det administrative forbundet med at eksportere danske møbler og inventar til Rusland og Letland.

Til at forestå driften af [virksomhed2], blev [person4] ansat som prokurist i 1991. [person4] optrådte som direktør i firmaet og varetog således al drift af [virksomhed2] med hjælp fra en assistent.

[virksomhed1] lukkede i 1999, hvorefter min klient flyttede tilbage til Danmark i 2000.

I årene mens min klient boede i Rusland, havde han ikke en helårsbolig til rådighed i Danmark. Når min klient og dennes daværende ægtefælle opholdte sig i Danmark, som var i forbindelse med ferier og lignende, opholdte de sig primært i deres sommerhus. Lejlighedsvis opholdte de sig også i min klients mors lejlighed på [by4]. Derudover opholdte de sig også hos venner eller familie, når de var på besøg andre steder i landet, ligesom de også efter omstændighederne overnattede på hotel.

Anbringender

Ekstraordinær genoptagelse

Det følger af Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at Told- og skatteforvaltningen uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 efter anmodning fra den skattepligtige kan give tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Bestemmelsen indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret vurdering af forholdende, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Derimod giver bestemmelsen ikke grundlag for fradrag i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag.

Af lovforarbejderne til lov nr. 410 af 2. juni 2003 (LF 175 af FT 2002/03) fremgår det, at bestemmelsen udvides til at være en bestemmelse, der kan opsamle tilfælde hvor forholdende i særlig grad taler for, at ansættelsen bør ændres, og at der skal ske en konkret bedømmelse af forholdende således, at anvendelsesområdet er tilfælde hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Det fremgår endvidere af lovmotiverne, at bestemmelsen yderligere finder anvendelse, når der er begået fejl af den skatteansættende myndighed uden at fejlen kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Myndighedsfejl anses for at være bestemmelsens kerne og ved motiverne til loven, er den således udvidet til at gælde i tilfælde hvor myndigheden har begået en fejl, men ikke af en sådan karakter, at der er tale om ansvarspådragende myndighedsfejl, som var tilfældet i den tidligere skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 9, hvor tilladelse til genoptagelse var begrundet i fejl, der havde karakter af offentlig retlig culpa.

I nærværende sag er der tale om, at SKAT skønsmæssigt har ansat udlejningsværdien af [adresse1], 2. sal, [by1] for indkomstårene 1995 – 1999, hvorved min klient er blevet beskattet af lejeværdi af fri bolig.

Min klient har således betalt skat af lejeværdien af et kontor, han aldrig har benyttet som bolig.

På tidspunktet for SKATs skønsmæssige ansættelse var lejligheden nedlagt, ligesom det af samtlige offentlige registre, herunder BBR-meddelelsen fremgik, at der ikke var tale om en beboelseslejlighed, men derimod et erhvervsmål uden bad.

SKAT har således begået en fejl ved at beskatte min klient af lejeværdi af fri bolig vedrørende [adresse1], 2. sal, [by1].

På denne baggrund gøres det derfor gældende, at der skal ske ekstraordinær genoptagelse af min klients skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999.”

Klagerens repræsentant er den 19. marts 2018 fremkommet med følgende supplerende indlæg:

”[...]

Ekstraordinær genoptagelse skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8

Bestemmelsen lyder således:

”Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.”

Bestemmelsen er primært tiltænkt myndighedsfej. Lovgiver understreger, at ved myndighedsfejl eksisterer de skatteprocessuelle begrænsninger i tilbagesøgningsadgangen ikke. Dette har den konsekvens, at alene de formueretlige forældelsesregler regulerer de tidsmæssige rammer for tilbagesøgningen.

Lovgiver begrunder dette med, at bestemmelsen må ses som et alternativ til erstatning.

Der kan bl.a. henvises til TfS 1999.557 V, hvor skattemyndighederne havde handlet ansvarspådragende ved ikke at følge retningslinjerne i ligningsvejledningen omkring den reelle ejer af en bil. SKAT havde alene lagt vægt på det formelle ejerskab til bilen til trods for, at det i ligningsvejledningen var tilkendegivet, at der tillige skulle lægges vægt på andre momenter.

Der kan endvidere henvises til afgørelsen fra [by5] Byret den 3. marts 2009 (BS2998), hvor kirkeskatten blev genoptaget helt tilbage til 1986, da SKAT fejlagtig havde opkrævet kirkeskat.

Samt Landsskatterettens kendelse af 13. november 2009, journalnummer 09-02605, hvor der skete genoptagelse for indkomstårene 1984-2004 på grund af fejlagtig registrering i folkeregistret,

Af Karnovs note 79 fremgår det:

”Der skal henvises til fristudvalgets betænkning fra 2003 med anbefalinger (Betænkning 1426 af 2003) – og hvor man konkluderede, at alene området ”offentligretlig culpa” eller om man vil ansvarspådragende fejl ikke var tilstrækkeligt favnende til de mange sager, hvor det fandtes urimeligt at opretholde afgørelsen.

Derfor blev i 2003 området udvidet ud over de rent ansvarspådragende fejl. Således var hensigten at skabe en bestemmelse, som skulle kunne afbøde urimelige afgørelsers opretholdelse – og tilmed uden bagatelgrænse. Det må derfor konkluderes, at bestemmelse finder anvendelse, hvor der er begået fejl af Told- og skatteforvaltningen både, hvor disse fejl kan anses ansvarspådragende, men også tilfælde, hvor fejlene ikke kan anses for ansvarspådragende, det vil sige, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.”

Min klient søger således om genoptagelse af sin skatteansættelse på baggrund af, at SKAT har fastsat, at min klient skal beskattes af udlejningsværdien af fri bolig af min klients ejede selskabs erhvervsejendom. Der er således tale om en fejl fra skattemyndighedernes side, som har ført til en materielt urigtig ansættelse.

I forbindelse hertil bemærkes, at min klient blev anset som værende fuldt skattepligtig til Danmark for indkomstårene 1995, 1996 og 1997. SKATs afgørelse herom, har min klient indbragt for henholdsvis Landsskatteretten, landsretten samt Højesteret, som for sidstnævnte instans afsagde dom den 20. januar 2010.

Højesteret udtaler i dommens præmisser følgende (bilag 3):

”Under hensyn til omfanget af [person1]s ophold i Danmark, hvorunder han varetog sine erhvervsmæssige interesser, og til det oplyste om hans boligforhold, finder Højesteret, at han må anses for at have bopæl i Danmark i de tre nævnte indkomstår. Højesteret tiltræder derfor, at [person1] er anset for fuldt skattepligtig her i landet.”

Højesteret lægger således i afgørelsen vægt på omfanget af min klients ophold i Danmark, ligesom det kan udledes af dommen, at Højesteret er af den opfattelse, at min klient havde udført arbejde i Danmark således, at hans ophold i Danmark ikke kun havde karakter af ferie. Slutteligt lægger Højesteret vægt på det oplyste om min klients boligforhold.

Min klient ejede to sommerhuse i Danmark.

Derudover er Skattemyndighederne af den opfattelse, at min klient havde helårsbeboelse med overnatningsmulighed til rådighed (bilag 4).

Af [by1] Kommune Skatteforvaltningens skrivelse fremgår, at skatteadministrationen lægger afgørende vægt på beskrivelsen af ejendommen, [adresse1], 2. sal i politirapport af 19. maj 1994, som grundlag for Skatteadministrationens vurdering af, at min klient skal beskattes af lejeværdien af fri bolig.

Det bemærkes hertil, at det følger af politirapporten, at der er et badeværelse på 2. salen, ligesom 2. salen beskrives som indeholdende et soveværelse. Dette er ikke korrekt. Der har aldrig været et badeværelse i ejendommen, men et toilet på 2. sal, ligesom 2. salen har været/er indrettet og benyttet som kontor og møderum for alle firmaets ansatte. Grunden til at politirapporten beskriver, at der er et soveværelse skyldes muligvis det forhold, at der på tidspunktet for politiets besigtigelse var opstillet en drømmeseng i et af værelserne. Min klients daværende hustru havde kortvarigt overnattet på kontoret på et tidspunkt, hvor min klient havde været udenlands, da hun ikke brød sig om at være alene i sommerhuset.

Af ejendommens BBR-meddelelse fremgår, at der er tale om en erhvervsejendom uden badeværelse (bilag 5).

Det fremgår dog heller ikke af Højesterets dom, at Højesteret har tillagt den af skatteadministrationen påståede overnatningsmulighed for min klient på kontoret afgørende betydning for, hvorvidt denne skal idømmes fuldt skattepligt til Danmark.

Højesteret har således ikke taget stilling til, hvorvidt [adresse1], 2. sal har tjent som helårsbeboelse for min klient, og af denne grund heller ikke taget stilling til, hvorvidt den af skatteadministrationens vurdering af, om min klient skal beskattes af fri bolig er korrekt.

Det bemærkes hertil, at det for Højesteret var ubestridt, at 2. salen ikke havde et badeværelse, hvilket har den konsekvens, at skattemyndighederne har taget udgangspunkt i faktuelt fejlagtige oplysninger ved vurderingen af, om min klient har haft fri bolig til rådighed.

Eftersom det var spørgsmålet om, hvorvidt min klient har været skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1995 – 1997, der var genstand for Højesterets prøvelse, har spørgsmålet om beskatning af fri bolig ikke været genstand for selvstændig prøvelse for Højesteret.

Da Højesterets afgørelse er begrundet i en række faktorer, hvor det på ingen måde fremgår, at [adresse1] har spillet nogen selvstændig rolle i Højesterets vurdering, kan man derfor med føje anlægge den betragtning, at der er tale om en fejl fra skattemyndighedernes side, når skattemyndighederne anser min klient for at have haft fri bolig i dennes selskabs ejede erhvervsejendom, som for det første slet ikke er godkendt til beboelse og for det andet ikke er indrettet med badeværelse.

Det faktum at ejendommen ikke er indrettet med badeværelse bør have den helt åbenlyse konsekvens, at der ikke kan statueres ”fri bolig”, eftersom det som minimum bør forlanges, at en bolig der stilles til rådighed af et selskab til en hovedanpartshaver bør indeholde et badeværelse.

At der forefindes et badeværelse og ikke kun et toilet må således være et minimumskrav, for at man overhovedet kan statuere ”fri bolig”.

Allerede af denne grund overstiger den af skatteadministrationen skønsmæssigt ansatte husleje væsentligt det beløb, der i 1995 – 1999 ville kunne opkræves for en tilsvarende lejlighed uden badeværelse, jf. Huslejenævnets praksis på området.

Min klient er således blevet beskattet af ”fri bolig” uden, at ”boligens” beskaffenhed opfylder betingelserne for, at der overhovedet kan statueres ”bolig” i lovens forstand sammenholdt med det faktum, at ”boligen” formelt set heller ikke er anerkendt som bolig, idet der er tale om en erhvervsejendom.

Derudover er min klient blevet beskattet af en husleje, der væsentligt overstiger den leje, man med rette ville kunne kræve for en tilsvarende lejlighed.

På baggrund af ovenstående gøres det derfor gældende, at min klient er berettiget til at få genoptaget sin skatteansættelse ekstraordinært for indkomstårene 1995 – 1999, idet der er tale om en myndighedsfejl, når skattemyndighederne har anset min klient for at have fri bolig i en erhvervsejendom uden badeværelse, al den stund at et manglende badeværelse i sig selv bør være tilstrækkeligt til, at der ikke kan statueres ”fri bolig”.

Der vedlægges billeder af [adresse1], 2. sal. Der er ikke sket ændringer af ejendommen i min klients selskabs ejertid. Billedmaterialet er derfor retvisende for, hvordan ejendommen var indrettet også i 1995 – 1999.

Undtagelser til lille-frist-reglen

Først og fremmest gøres det gældende, at min klient har overholdt reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, idet han har søgt sin skatteansættelse berigtiget ved at have udtømt samtlige muligheder både inden for de administrative klagenævn og ved de civile domstole.

Dernæst gøres det gældende, at § 27, stk. 2 (”lille-frist-reglen”) er givet to undtagelser til lille-frist-reglen:

Der er identitet mellem særlige omstændigheder i § 27. stk. 1, nr. 8 og særlige omstændigheder i § 27, stk. 2 sidste pkt.

Skattemyndighederne kan altså ikke nægte at rette egne ansvarspådragende fejl blot fordi skatteyderen ikke har reageret indenfor 6 måneders fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt. (lille-fristreglen). Myndighedsfejl skal altid rettes.”

Det fremgår af BBR-meddelelsen, der er dateret den 17. september 2011, at ejendommen beliggende på adressen [adresse1], [by1], er registreret som en 100 % erhvervsmæssig ejendom.

Klagerens repræsentant har den 17. maj 2018 indsendt følgende bemærkninger:

”[...]

Skatteankestyrelsens sagsbehandler henviser i referatet til tidligere afgørelser fra henholdsvis SKAT og et skatteankenævn, hvor man havde lagt vægt på præmisserne i Højesterets dom.

Jeg formoder, at der er tale om SKATs afgørelse af 17. april 2012 samt Skatteankenævnets afgørelse af 26. oktober 2010.

Ad SKATs afgørelse)

Det følger af SKATs afgørelse, at SKAT finder, at der er taget stilling til beskatningen [af fri bolig] i Højesterets afgørelse, hvor beskatningen af fri bolig stadfæstes.

Højesteret stadfæster landsrettens dom.

Det fremgår dog intetsteds af Højesterets begrundelse og resultat, at Højesteret har taget stilling til spørgsmålet om beskatning af fri bolig. Jeg henviser i den forbindelse til mine tidligere fremsendte bemærkninger til Skatteankestyrelsen af 19. marts d.å.

Ad Skatteankenævnets afgørelse)

Skatteankenævnet anfører, at Højesteret fastslog, at min klient måtte anses for fuld skattepligtig til Danmark for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 dels på grundlag af rådighed over en helårsbeboelseslejlighed på [adresse1], [by1] , dels som ejer af sommerhus ved [by1] og dels på grund af omfanget af ophold i Danmark for at kunne varetage dennes erhvervsmæssige interesser. (min understregning)

Det skal hertil bemærkes, at Højesteret lægger til grund, at 2. salen i [adresse1] er en beboelseslejlighed, men Højesteret anfører ikke i Højesterets præmisser, at statuering af fuld skattepligt til dels er sket på baggrund af min klients rådighed over en helårsbeboelseslejlighed på [adresse1], [by1].

Højesteret anfører blot ”... og til det oplyste om hans boligforhold..” Det fremgår således ikke af det anførte, at Højesteret herved henviser til 2. sal i [adressen] ikke mindst henset til det faktum, at min klient ejede to sommerhuse i henholdsvis [by2] og henholdsvis 6 km fra [by1].

Man kan således ikke ud fra Højesterets præmisser slutte, at Højesteret har inddraget 2. sal i [adressen] i Højesterets stillingtagen til, at min klient skulle anses for fuld skattepligtig til Danmark.

Det kan således lægges til grund, at Højesteret i præmisserne hverken tager stilling til spørgsmålet om beskatning af fri bolig eller spørgsmålet, om hvorvidt min klient har benyttet 2. sal i [adressen] som bolig.

BBR-meddelelse for [adresse1]

Det må anses for ubestridt at 2. sal i [adressen] overgår fra beboelseslejlighed til erhvervslejlighed den 28. august 1969, jf. erklæring af 28. august 1969 fra Udvalget for faste ejendomme (bilag 2), hvor der gives tilsagn om, at (beboelses)lejligheden på 2. sal i [adressen] kan nedlægges.

Det er ligeledes ubestridt at 2. salen aldrig har indeholdt et badeværelse.

Det har ikke været muligt at skaffe BBR-meddelelser fra tidligere end den nuværende BBRmeddelelse, dateret den 17. september 2011 (bilag 5) via [by1] Kommune.

Min klient er dog i besiddelse af BBR-meddelelse, dateret den 13. september 1999 (bilag 6).

Det er således uvist, hvordan ejendommens BBR-meddelelser har set ud før 1999.

Det fremgår af BBR-meddelelse fra 1999 (bilag 6), at 2. sal i [adressen] stod anført som bolig, og at der var et toilet men ikke et badeværelse.

Denne BBR-meddelelse har altså været forkert, idet 2. sal fejlagtigt står anført som bolig og ikke erhverv.

Jeg har på vegne af sagsøgeren anmodet [by1] Kommune om aktindsigt i ejendommens BBR-oplysninger (bilag 7). Af den rekvirerede aktindsigt fremgår det, at kommunen rettede henvendelse til min klient, fordi kommunen befandt sig i den vildfarelse, at min klient ejede en tom beboelseslejlighed – sandsynligvis foranlediget af den fejlagtige BBR-meddelelse.

Forholdet blev berigtiget ved, at min klient indsendte erklæring af 28. august 1969 (bilag 2) samt regning på kr. 2.500 til kommunen (bilag 7), hvilket udmøntede sig i, at der blev udskrevet en ny og korrekt BBR-meddelelse, dateret den 17. september 2011 (bilag 5), hvor hele ejendommen korrekt er anført som erhverv.

Højesteret og BBR-meddelelse

Højesteret afsagde dom den 20. januar 2010.

Højesteret havde altså ikke fået fremlagt BBR-meddelelse, dateret den 17. september 2011 (bilag 5) i sagen.

Det fremgår ligeledes af den til sagen i Højesteret udarbejdede ekstrakt (bilag 8), hvor alle de i sagen fremlagte bilag er samlet, at Højesteret ikke havde fået fremlagt den tidligere BBR-meddelelse, dateret den 13. september 1999.

Det faktum at Højesteret lægger til grund at 2. sal i [adressen] er en beboelseslejlighed, har Højesteret således ikke kunne støtte på nogle faktiske kendsgerninger, men har altså desuagtet valgt at lægge til grund.

Der mindes om, at Højesteret er underlagt officialprincippet, og således ikke har foretaget en selvstændig undersøgelse af ejendommens erhvervsmæssige status.

Sammenfatning

Spørgsmålet i denne sag er, om min klient fejlagtigt er blevet beskattet af værdi af fri bolig, og om dette beror på en myndighedsfejl – eller om der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er tilstede.

Det må anses for ubestridt, at 2. sal i [adressen] i indkomstårene 1995 – 1999 var erhverv og ikke bolig, også henset til det faktum, at kommunen selv berigtigede BBR-meddelelsen ved modtagelse af fremsendte erklæring (bilag 2) og regning (bilag 7).

Spørgsmålet er så om den faktiske benyttelse af 2. sal kan begrunde, at min klient alligevel skal beskattes af fri bolig uagtet, at ejendommen er en erhvervsejendom.

Det gøres herover for gældende, at min klient aldrig har benyttet 2. sal i [adressen] som bolig. Alene af den årsag at ejendommen ikke indeholder et badeværelse, forekommer det usandsynligt, at min klient skulle benytte sit kontor som bolig, og ikke i stedet have benyttet et af sine sommerhuse.

Det bemærkes hertil at skattemyndighederne har bevisbyrden for, at min klient har benyttet dennes erhvervsejendom som bolig, når der som i tilfældet her er tale om, at skattemyndighederne påberåber sig et givent faktum til støtte for at kunne rette et krav mod skatteyderen.

Der mindes om at de almindelige bevisbyrderegler også gælder inden for skatteretten, hvor udgangspunktet er, at den, der fremfører en given påstand, har bevisbyrden for rigtigheden heraf.

Både SKAT og Skatteankenævnet har anført, at Højesteret har lagt til grund, at min klient har benyttet 2. sal i [adressen] som bolig, hvorfor hverken SKAT eller Skatteankenævnet vil ændre SKATs afgørelse om, at min klient skal beskattes af fri bolig.

Hertil skal endnu engang understreges, at Højesteret udelukkende tager stilling til spørgsmålet om skattepligt. Og i denne vurdering fremgår det ikke, om Højesteret lægger til grund, at min klient har benyttet 2. sal i [adressen] som bolig.

Højesterets dom er således ikke til hinder for, at SKAT kan genoptage min klients skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999.

Der foreligger utvivlsomt en myndighedsfejl, når SKAT fejlagtigt har beskattet min klient af fri bolig i en erhvervsejendom. Det forhold at SKAT måske har henholdt sig til en BBRmeddelelse, der på tidspunktet for SKATs afgørelse har været fejlbehæftet ændrer ikke på, at der foreligger en myndighedsfejl, idet det er kommunens fejl, at denne ikke har udskrevet en korrekt BBR-meddelelse i forbindelse med nedlægningen af beboelseslejligheden i 1969.

Det skal således ikke lastes min klient, at der har foreligget fejlagtige BBR-meddelelser, når ejendommen utvivlsomt overgik til udelukkende erhverv i 1969.

Jeg skal herudover henvise til den af min klient tidligere advokats anbringender i henholdsvis genoptagelsesanmodning af 17. januar samt bemærkninger af 4. april 2012 til SKAT.

Af disse grunde gøres det gældende, at SKAT skal genoptage min klients skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999 med den virkning, at min klient ikke skal beskattes af fri bolig i pågældende indkomstår.

Subsidiært anbringende

Det gøres subsidiært gældende, at det af skattemyndighederne foretagne skøn over husleje for [adresse1], 2. sal er væsentligt fejlbehæftet.

Skattemyndighederne har fastsat huslejen til kr. 4.000 pr. måned inklusive el og varme baseret på 1994 tal, der således reguleres med +5 % for hvert år.

Det fremgår af de af Huslejenævn [by6] afsagte kendelser, at huslejen er ansat for højt (bilag 9).

De tre første fremlagte kendelser er afsagt i 2001. Huslejenævnet har i disse fastsat en kvadratmeterpris på henholdsvis kr. 583, kr. 438 og kr. 450. Den sidste kendelse er afsagt i 1998, hvor Huslejenævnet har fastsat kvadratmeterprisen til kr. 475.

Alle disse lejligheder indeholder et badeværelse.

[adresse1], 2. sal er på 78 kvm ifølge BBR.

Når Huslejenævnets afgørelser lægges til grund, vil dette svare til en månedlig husleje for [adresse1], 2. sal for 2001 på kr. 3.789, kr. 2.847, kr. 2.925, og for 1998 på kr. 3087,50.

[adresse1], 2. sal har intet badeværelse, er ikke moderniseret og indeholder et umoderniseret toilet og køkken.

Det bemærkes, at afgørelserne er afsagt nogle år senere end 1995-1999, hvorfor man med rette kan nedregulere beløbene med -5 % for hvert år.

Det gøres gældende, at det af skattemyndighederne foretagne skøn fremtræder vilkårligt uden at være objektivt funderet, og at den ansatte husleje er væsentligt højere end den korrekte fastsatte husleje.

Ombudsmanden udtaler i redegørelse af 21. marts 2018 i ”Egen drift-undersøgelse af 30 sager i SKAT og Landsskatteretten”, på side 21-22, at myndigheden skal vurdere så præcist som muligt, hvad det faktiske grundlag må antages at være ved foretagelse af værdiskøn.

I denne sag anfører skattemyndighederne blot, at skønnet er foretaget henset til lejlighedens størrelse og beliggenhed (bilag 4). Det af skattemyndighederne foretagne skøn opfylder således ikke kravene til, hvordan et korrekt skatteretligt skøn skal foretages. Dette ses også ved, at skattemyndighederne har skønnet huslejen til at være væsentligt højere, end hvad Huslejenævnet mener er en korrekt fastsat husleje.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at min klient skal beskattes af fri bolig, gøres det derfor gældende, at den af skattemyndighederne ansatte husleje skal nedsættes til et leje, der svarer til Huslejenævnets fastsættelse af husleje nedreguleret med -5 % for hvert år.

[...]”

De vedlagte kendelser af 26. februar 1998, 1. februar 2001, 15. marts 2001 og 21. juni 2001 fra Huslejenævnet i [by1] Kommune vedrører ejendommene beliggende på henholdsvis adresserne [adresse2], 2, [adresse3], 1, [adresse3], 1, og [adresse4], 2. TH.

Den 19. november 2018 er klagerens repræsentant fremkommet med nedenstående bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”[...]

Skatteankestyrelsen foreslår, at Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af min klients skatteansættelse for indkomstårene 1995 – 1999 med følgende begrundelse:

Skatteankestyrelsen mener ikke, at min klient opfylder betingelserne for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 – 8.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Skatteankestyrelsen anfører i deres begrundelse, at BBR-meddelelsen (bilag 5 eller 6), erklæringen fra [...] (bilag 2) og kendelserne fra Huslejenævnet i [by1] Kommune (bilag 9) ikke kan dokumentere, at der er begået fejl ved skatteansættelsen i indkomstårene 1995 - 1999 af den daværende told – og skattemyndighed.

Hertil skal jeg på det kraftigste gøre gældende, at pågældende dokumenter i høj grad dokumenterer, at den daværende told – og skattemyndighed har begået en fejl, der har medført en materielt urigtig ansættelse, og at det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Den begåede fejl består i at skattemyndighederne har beskattet min klient af lejeværdi af fri bolig vedrørende [adresse1], 2. sal, [by1].

Den begåede myndighedsfejl beror på følgende:

Da skattemyndighederne træffer afgørelse om at beskatte min klient af lejeværdi af fri bolig vedrørende ejendommens 2. sal, befinder skattemyndighederne sig i den vildfarelse, at der er tale om en beboelseslejlighed. Den korrekte retlige kvalifikation af ejendommen har siden 1969 været, at hele ejendommen har været erhverv og ikke blandet beboelse – og erhverv.

Det faktum at ejendommens BBR-meddelelse var fejlbehæftet beror først og fremmest på en myndighedsfejl. Det er altså kommunens fejl, at ejendommens BBR-meddelelse ikke blev ændret i forbindelse med nedlægningen af beboelseslejligheden i 1969.

Man kan i sagens natur ikke benytte en erhvervslejlighed til bolig, hvorfor man følgelig heller ikke skal beskattes af lejeværdi af fri bolig, når der er tale om en erhvervsejendom.

Der er således utvivlsomt tale om en myndighedsfejl, når skattemyndighederne har foretaget en materiel urigtig ansættelse vedrørende beskatning af fri bolig i en erhvervsejendom.

Det faktum at 2. sal heller ikke indeholder et badeværelse understøtter yderligere, at der ikke kan være tale om beboelse.

Der er tillige tale om, at det af skattemyndighederne foretagne skøn over husleje er væsentligt fejlbehæftet. Dette fremgår af de af Huslejenævn [by6] afsagte kendelser (bilag 9). Der henvises til mine bemærkninger af 17. maj 2018, side 5-6 herom.

Højesterets dom

Skatteankestyrelsen bemærker yderligere, at Højesterets dom af 20. januar 2010 (bilag 3) fandt, at min klient skulle beskattes af fri bolig i indkomstårene 1995 – 1997 med den ansættelse, som skatteforvaltningen havde skønnet.

Heroverfor skal jeg på det kraftigste understrege, at der intetsteds kan udledes af Højesterets dom, at Højesteret har taget stilling til, hvorvidt min klient skal beskattes af fri bolig i de pågældende indkomstår.

Dernæst skal jeg understrege, at der efter min opfattelse er hjemmel til at skattemyndighederne kan genoptage forhold, som tidligere har været bedømt af domstolene.

Uanset dette så følger det ingen steder af Højesterets præmisser, at Højesteret har behandlet spørgsmålet om beskatning af fri bolig.

Højesterets begrundelse og resultat er gengivet i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 30. oktober 2018, side 3.

SKAT (Skattestyrelsen) og Skatteankestyrelsen opfordres til at henvise til hvor i Højesterets præmisser, styrelserne mener, at Højesteret finder, at min klient skal beskattes af fri bolig.

Højesteret behandler udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt min klient skal anses for værende skattepligtig til Danmark.

Højesteret baserer deres afgørelse om, at min klient havde bopæl i Danmark (at han skulle anses for fuldt skattepligtig til Danmark) på omfanget af min klients ophold i Danmark, hvorunder han varetog sine erhvervsmæssige interesser samt det oplyste om hans boligforhold, jf. afsnit tre i ”Højesterets begrundelse og Resultat”.

Højesteret baserer således deres afgørelse på, at min klient har varetaget sine erhvervsmæssige interesser, mens han opholdte sig i Danmark. I henhold til de dagældende bestemmelser (før SKM2013.715.SKAT (styresignal)) ville fuld skattepligt til Danmark indtræde, hvis man udførte arbejde under sit ophold i Danmark.

Derudover begrunder Højesteret afgørelsen med omfanget af min klients ophold i Danmark, hvor det fremgår, at han har opholdt sig tæt på grænsen på 180 dage om året.

Og endelig begrunder Højesteret afgørelsen med det oplyste om min klients boligforhold. Højesteret lagde til grund, at der på 2. sal i ejendommen, [adresse1], [by1], var en treværelses beboelseslejlighed med køkken og toilet, der fortrinsvis blev benyttet af min klient, herunder som kontor, til møder m.v.

Derudover lagde Højesteret til grund, at min klient i den periode sagen angik endvidere havde adgang til at benytte forældrenes sommerhus i [by2], som han overtog i november 1995, og at han i august 1996 tillige erhvervede et sommerhus ved [by1].

Højesteret baserer således afgørelsen på, at min klient havde adgang til benyttelse af nærved beliggende sommerhuse. Højesteret lægger til grund, at min klient benyttede 2. salen i [adressen] som kontor, til møder m.v. Der står altså ikke, at Højesteret lægger til grund, at han benyttede 2. sal som bolig, tværtimod anfører Højesteret, at 2. salen [kun] indeholder køkken og toilet. Det forhold, at Højesteret omtaler 2. salen som beboelseslejlighed skyldes det faktum, at den BBR-meddelelse der var fremlagt i sagen var fejlbehæftet, og således fejlagtigt havde anført, at 2. sal var beboelse.

Højesteret inddrager således ikke spørgsmålet om, hvorvidt min klient har benyttet 2. salen som bolig i vurderingen af, om min klient skal pålægges fuld skattepligt til Danmark, og dermed behandler Højesteret slet ikke spørgsmålet om, hvorvidt det er med rette, at min klient skal beskattes af fri bolig i indkomstårene 1995 – 1999.

Selv hvis man måtte mene, at Skattestyrelsen ikke har hjemmel til at genoptage sager, der har været bedømt af domstolene, er Højesterets dom ikke til hinder for, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse af min klients skatteansættelser al den stund, at Højesteret ikke behandler spørgsmålet om, hvorvidt min klient skal beskattes af fri bolig.

Hertil bemærkes, at den tidligere fejlbehæftede BBR-meddelelse var fremlagt under hele sagsforløbet.

Reaktionsfristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Skatteankestyrelsen er af den opfattelse, at min klient har været bekendt med blandt andet BBR-meddelelsen og kendelserne fra [by1] Kommune i mere end 6 måneder før SKATs modtagelse af anmodningen om ekstraordinær genoptagelse.

Dette er forkert.

Min klient anmodede første gang SKAT om genoptagelse af sin skatteansættelse den 17. januar 2012 altså inden 6 måneder fra, han blev bekendt med BBR-meddelelse dateret den 17. september 2011 (bilag 5).

For så vidt angår Huslejenævnets kendelser (bilag 9), så er disse kendelser ikke offentligt tilgængelige, men rekvireret den 16. april 2018 fra Huslejenævnet for [by6] til brug for denne sag.

Jeg henviser endvidere til mine bemærkninger af 19. marts 2018, side 4-5 om reaktionsfristen.

------

På baggrund af ovenstående, mener jeg, at den korrekte afgørelse i sagen er, at min klients skatteansættelser for indkomstårene 1995 – 1999 skal genoptages med den virkning, at han ikke skal beskattes af lejeværdi af fri bolig af [adresse1], 2. sal, [by1].

Subsidiært at den af skattemyndighederne ansatte husleje skal nedsættes til et leje, der svarer til Huslejenævnets fastsættelse af husleje nedreguleret med - 5 % for hvert år.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Landsskatteretten lægger til grund, at anmodningen af 31. januar 2017 om genoptagelsen af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999 er indgivet efter fristen for ordinær genoptagelse.

En anmodning, der er indgivet efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, kan imødekommes i tilfælde, der opfylder en af de 8 udtømmende bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 – 7, indeholder en række objektive grunde til ekstraordinær genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse bestemmelser.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der efter anmodning fra den skattepligtige gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge bestemmelsens forarbejder kan bestemmelsen for eksempel finde anvendelse, hvis der er begået fejl af skattemyndighederne, der har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen kan finde anvendelse, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Bestemmelsen kan også finde anvendelse, hvis skattemyndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag.

Mulighederne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er således snævre. Det er skatteyderen, der skal godtgøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Told- og Skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af 6 måneders fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Landsskatteretten finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Der er herved henset til, at BBR-meddelelsen, erklæringen fra [...], Udvalget for faste ejendomme, og kendelserne fra Huslejenævnet i [by1] Kommune ikke kan dokumentere, at der er begået fejl ved skatteansættelsen i indkomstårene 1995-1999 af den daværende told- og skattemyndighed, ligesom det bemærkes, at Højesteret ved dom af 20. januar 2010, der er offentliggjort som SKM2010.78.HR, fandt, at klageren skulle beskattes af fri bolig i indkomstårene 1995, 1996 og 1997 med den ansættelse, som skatteforvaltningen havde skønnet.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse om, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1995-1999.