Kendelse af 08-02-2018 - indlagt i TaxCons database den 21-03-2018

SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål:

Er den godtgørelse, som arbejdsgiver har udbetalt jf. forskelsbehandlingslovens § 7, skattefri?

Spørgsmålet er tilrettet af SKAT, idet godtgørelsen på det foreliggende grundlag er udbetalt.

På følgende måde:

Nej

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Følgende fremgår af partshøringsbrev af 6. november 2015 vedrørende påtænkt afskedigelse:

”Partshøringsbrev af 28. oktober 2015 over påtænkt afskedigelse af mig

Under henvisning til forvaltningslovens § 19, skal jeg hermed fremkomme med mine bemærkninger til Erhvervs- og Vækstministeriets ovennævnte brev, inden endelig afgørelse om afskedigelse træffes.

A: Der er 2 ting, jeg har bemærkninger til, i forbindelse med afskedigelsesrunden og høringsbrevet:

1. Erhvervsministeriets henvisning til finanslovsforslaget som konkret begrundelse for at afskedige medarbejdere, der ligesom jeg udelukkende arbejder med gebyrfinansieret tilsyn med de erhvervsdrivende fonde

Det fremgår af høringsbrevet, at ”regeringens finanslovsforslag indebærer en væsentligt reduktion i Erhvervsstyrelsens lønsum, der kræver en markant personaletilpasning.

Med henblik på en nødvendig tilpasning af lønsumsforbruget til bevillingen har direktionen besluttet, at 48 medarbejdere varsles afskediget.

Erhvervsstyrelsen påtænker på denne baggrund at afskedige dig fra din stilling som chefkonsulent på grund af bevillingsmangel.”...

Udvælgelsen af dig er således sket på grundlag af en samlet vurdering af dine kvalifikationer set i forhold til de opgaver, som Erhvervsstyrelsen løser i dag og forventer at løse fremover.

Vi vil gerne understrege, at spørgsmålet om at afskedige dig ikke udspringer af utilfredshed med din arbejdsindsats, men alene er opstået som følge af den økonomiske situation.”

Det fremgår af finanslovsforslaget, § 08.21.20 side 41, at styrelsen i 2016 får 119 færre årsværk end i 2015.

Imidlertid fremgår det også tydeligt af finanslovsforslaget § 08.21.20.10 (se vedhæftede fil), at der opkræves et årsgebyr for tilsynet med de erhvervsdrivende fonde.

Ifølge den vedhæftede side 44 i finanslovsforslaget er indtægter og udgifter for fondstilsynet forhøjet med 4,3 mio. i 2015, heraf 3 mio. kr. i lønsum, med 4,2 mio. kr. i 2016, heraf 2,9 mio. kr. i lønsum og 4,1 mio. kr. årligt i 2017-18, heraf stadig 2,9 mio. kr. årligt i lønsum, som følge af gebyrjusteringer i medfør af ændring af lov om erhvervsdrivende fonde.

Mig bekendt er tilsynet helt gebyrfinansieret, og fondene betaler dermed selv for tilsynet. Hvis udgifterne til fondstilsynet stiger, sættes gebyret op, hvis udgifterne falder, sættes gebyret ned.

Med virkning fra 1. januar 2015 trådte den nye lov om erhvervsdrivende fonde i kraft. Loven udpringer af den betænkning, Erhvervsfondsudvalget afgav. Udvalget ønskede en styrkelse af fondsområdet, og i tråd hermed besluttede Erhvervsministeriet sidste år at skærpe tilsynet og kontrollen med fondene.

Erhvervsministeriet har endvidere den 1/12 2014 fået yderligere 220 fonde tilført fra Civilstyrelsen, herunder f.eks. [Fond1], [Fond2] og lignende store fonde, således at styrelsen nu udøver fondsmyndighed over alle landets 1.350 erhvervsdrivende fonde. Styrelsen har rigtig mange fondsmyndighedssager, som vi specialiserede medarbejdere laver. Oveni i disse sager, kommer de såkaldte regnskabskontrolsager, hvor styrelsen sidste år besluttede, at 20 % af de erhvervsdrivende fondes vedtægter og årsrapporter (eller ca. 265 årsrapporter årligt) skal gennemgås af styrelsens fondsmedarbejdere, således at styrelsen i løbet af 5 år har været igennem samtlige fondes årsrapporter, vedtægter m.v.

Antallet af de almindelige fondssager er også stigende, fordi den nye lov om erhvervsdrivende fonde, som trådte i kraft den 1. januar 2015, indebærer, at hovedparten af fondene skal have ændret deres vedtægter m.v. Tilsynsordningen med fondene skal, så vidt jeg har forstået det, hverken give over- eller underskud, men skal balancere.

Der er, som jeg ser det, altså ikke sket nogen væsentlig reduktion i den lønsum, som Erhvervsstyrelsen får via Finansloven til tilsynet med de erhvervsdrivende fonde. Partshøringsbrevets henvisning til den generelle bevillingsmangel, er for mig at se ikke en saglig begrundelse for at opsige mig og andre medarbejdere, der er 100 % beskæftiget med gebyrfinansieret virksomhed, i mit tilfælde tilsynet med de erhvervsdrivende fonde. Det giver ikke mening at opsige de medarbejdere, som får deres lønninger betalt via de årsgebyrer, erhvervsdrivende fonde skal betale.

Efter den seneste organisationsændring den 29/9 2015 har jeg og mange andre mistet vores mangeårige, dygtige chef [person1], som er blevet forfremmet til underdirektør. Vi har pr. den 1. oktober 2015 fået en ny og dygtig chef, [person2], som imidlertid lige nu står overfor den udfordring, at hun af gode grunde kun kan have et overfladisk kendskab til os fondsspecialister og vores fondsretlige kvalifikationer. Efter organisationsændringen den 29/9 2015 er vi nu her i afdelingen kun i alt 5 fondsspecialister, der har tilsynet med de erhvervsdrivende fonde som fuldtidsarbejdsområde. Jeg har en baggrund som advokat og har arbejdet med fondene siden 2008, så jeg er faglig specialist på området. Som det fremgår af mit vedhæftede CV, er jeg særdeles veluddannet. Som det fremgår af de vedhæftede mails, er kunderne tilfredse og synes jeg er hurtig (se vedhæftede mails fra partner, advokat [person3] fra [virksomhed1] og fra partner, advokat [person4] fra [virksomhed2]).

Efter afskedigelser, frivillig fratræden m.v. er der næste forår her i afdelingen kun 2 af de nuværende 5 fondsspecialister tilbage til at løfte opgaven med at føre tilsyn med de erhvervsdrivende fonde, herunder lave alle de fondsmyndighedsopgaver, som skallaves. Oveni dette kommer så regnskabskontrolsagerne, som styrelsen skal lave i medfør af § 159 i årsregnskabsloven.

Så få mennesker kan ikke løse disse obligatoriske opgaver, heller ikke hvis styrelsen vælger at lave færre regnskabskontroller fremover, og det giver ingen mening, at styrelsen henviser til, at udvælgelsen af mig er sket i forhold til de opgaver, som Erhvervsstyrelsen løser i dag og forventer at løse fremover. Fondsmyndigheden er en af Erhvervsstyrelsens obligatoriske opgaver, som styrelsen løser i dag, og som styrelsen ifølge lov er forpligtet til også at løse fremover. Opgavemængden er stigende, ikke faldende og styres hovedsagligt af mængden af henvendelser, som kommer ude fra byen af, dvs. ikke noget styrelsen kan begrænse selv. Det vil derfor blive nødvendigt at tilføre nye personaleressourcer til fondsområdet.

Min formodning er, at andre medarbejdere vil blive sat til at løse mine opgaver, medarbejdere som vel at mærke er uden den specialistviden, som bl.a. jeg besidder, med deraf følgende stærkt øget risiko for ringere sagsbehandling og offentlig kritik fra kunder, der tæller nogle af Danmarks største virksomheder. Jeg mener derfor ikke, at henvisningen til bevillingsmangelen er en saglig begrundelse for at opsige dybt specialiserede medarbejdere på et gebyrfinansieret område.

2. Min helbredssituation (handicap)

Jeg kom fra det private erhvervsliv til Erhvervsstyrelsen (tidligere Erhvervs- og Selskabsstyrelsen), hvor jeg blev ansat som chefkonsulent den 1. september 2006. Jeg var 100 % arbejdsdygtig og havde stort set aldrig havde en sygedag. Da jeg var alene med 3 børn, har jeg siden 2008 efter eget ønske arbejdet på deltid 34 timer om ugen. I dag er situationen imidlertid den, at jeg efter en livstruende kræftsygdom desværre har erhvervet mig et varigt handicap, som bevirker, at jeg ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, ligesom jeg er nødt til at gå til behandling flere gange om ugen for mit handicap for at kunne fungere på arbejde.

Som det er min mangeårige chef [person1] bekendt, blev jeg udsat for en lægefejl i november 2009, hvor lægen overså forstadier til kræft, og jeg blev efterfølgende opereret for brystkræft den 31. maj 2010, fik kemo, stråler m.v., og jeg har siden da desværre udviklet et svært lymfødem, se vedhæftede erklæring fra overlæge [person5], [Hospital1], som er en førende specialist på området.

Lymfødemet bevirker, at min arm og hånd hæver op til elefantstørrelse, hvis ikke jeg passer på. Jeg er nødt til 24 timer i døgnet at have kompressionsærme og kompressionshandske på. Ophævningen af min arm sker, fordi jeg mangler de 21 lymfekirtler, kræftlægerne har fjernet i min armhule, og hvis funktion er at drænere væsken væk fra min arm. Herudover har jeg desværre i perioden april 2012-januar 2015 også måttet gennemgå en lang række operationer på [Hospital2], hvor der opstod en del komplikationer i forbindelse med rekonstruktion af mit bryst. Jeg har i forbindelse med operationerne haft en del, lovligt og uforskyldt sygefravær. Jeg er nu helt færdig med at blive opereret, og jeg har indtil videre vundet kampen mod kræften, og jeg kan og vil rigtig gerne fortsætte med at arbejde.

Jeg er desværre ikke 100 % arbejdsdygtig på grund af lymfødemet, og Erhvervsstyrelsen har derfor indgået en § 56 aftale med [by1] Kommune i 2012. Formålet hermed er, at Erhvervsstyrelsen ikke skal betale for de timer, jeg går til behandling. Aftalen blev fornyet i februar 2014. Omfanget af fraværet varierer, gennemsnitligt arbejder jeg ca. 25 timer om ugen for Styrelsen, mens kommunen betaler tilskud til de 9 timer, jeg er til behandling. Styrelsens reelle udgift til min løn er dermed væsentligt lavere, end det beløb, der står på min lønseddel. De gennemsnitlige 9 timer om ugen føres i M-tid ind som separat § 56 sygefravær. Lymfødembehandlingen er en forudsætning for, at jeg kan holde til stillesiddende arbejde foran en computer, da det stillesiddende, statiske arbejde er en udfordring for mit lymfødem.

B: Forhandling via [organisation1] om fratrædelsesvilkår

I tilfælde af en afskedigelse ønsker jeg, at Erhvervsstyrelsen forhandler med min fagforening [organisation1] om mine konkrete fratrædelsesvilkår.

Jeg har i denne forbindelse 2 ønsker, nemlig:

1. prioritet er at jeg bliver fritstillet umiddelbart efter min afskedigelse

2. prioritet er, at jeg får bevilget ikke kun de foreslåede 6 timers outplacementforløb hos [virksomhed3], men et outplacementforløb på det nødvendige antal timer, typisk 1,5-2 timer om ugen i ca. 3 måneder, maks. 30 timer i alt. At finde et nyt job er ofte en lang og kompliceret proces, der tager tid, og for de færreste seniormedarbejdere vil et outplacementforløb på kun 4-6 timer være tilstrækkeligt.

Begrundelsen for mine ønsker er, at jeg, ved at blive fritstillet umiddelbart efter afskedigelsen og ved at få bevilget et længere outplacementforløb, får en langt større chance for at finde et nyt deltidsjob inden den 1. juni 2016.

Herved undgår jeg at ligge samfundet til last ved at stille op i arbejdsløshedskøen som 58 årig, ligesom jeg vil kunne fortsætte med at betale et større månedligt beløb i indkomstskat af min løn.

Jeg er vidende om, at andre offentlige myndigheder fritstiller enkelte medarbejdere ud fra en konkret vurdering af den enkelte medarbejders situation. Jeg beder derfor om, at Erhvervsministeriet ud fra en konkret vurdering af min særlige, vanskelige situation fritstiller mig. Følgende forhold bedes indgå i Erhvervsministeriets vurdering af min konkrete situation:

Jeg står nu i en situation, hvor jeg har et væsentligt handicap, og hvor jeg inden den 31. maj 2015 skal finde mig et nyt job. Det bliver nok ikke let! Det skyldes navnlig 3 årsager:

1) Da jeg ikke kan holde til at arbejde fuldtid på grund af den belastning, kontorarbejdet udgør for lymfødmet, er jeg nødt til at søge en deltidsstilling.

Der opslås desværre stort set ingenledige deltidsstillinger.

2) Det københavnske arbejdsmarked er endvidere nu - og vil i de næste par år - være kraftigt berørt af, at hovedparten af de 3.900 statslige ansatte, der ikke kan eller vil flytte med deres arbejdsplads til provinsen, er jobsøgende nu, dvs. at der vil være rigtig mange ansøgere til alle stillinger, der slås op. Timingen er med andre ord elendig.

3) Hvis det lykkes mig at komme i betragtning til en deltidsstilling, skal jeg samtidig være så heldig, at den pågældende arbejdsgiver udover deltid, også vil acceptere, at jeg på grund af mit handicap har fravær i henhold til § 56 aftalen, når jeg går til de nødvendige behandlinger. Det bliver ikke let at finde sådan et job.

Såfremt Styrelsen fritstiller mig, kan jeg koncentrere mig om at søge et nyt job, herunder bruge den nødvendige tid på at kontakte mit netværk og via netværket forsøge at finde frem til de utallige stillinger, som ikke bliver slået op. Det er imidlertid en meget tidskrævende og krævende proces, hvor jeg også har brug for støtte og sparring fra en professionel person fra et outplacementfirma.

Hvis jeg ikke bliver fritstillet, vil jeg befinde mig i en meget stresset situation, med mange økonomiske bekymringer, som jeg slet ikke kan overskue, hvor jeg både skal passe mine behandlinger m.v., løse mit daglige arbejde og derudover have overskud til at opsøge mit netværk, holde møder med dem, skrive ansøgninger m.v. Chancen for, at jeg finder mig et nyt job, vil derfor være væsentlig ringere end ved en fritstilling, hvor jeg kan fokusere på at komme videre.

Jeg beder derfor om Erhvervsstyrelens forståelse for de særlige udfordringer, afskedigelsen giver mig, og jeg beder derfor Styrelsen om at fritstille mig umiddelbart efter gennemførelse af en evt. afskedigelse, henset til min konkrete, vanskelige situation.

Erhvervsministeriet bedes venligst bekræfte modtagelsen af min mail.”

Følgende fremgår af afskedigelsesbrev af 19. november 2015:

”Afskedigelse

Kære [person6],

Ved brev udleveret på møde den 28. oktober 2015 meddelte Erhvervsstyrelsen dig, at styrelsen påtænker at afskedige dig fra din stilling i Erhvervsstyrelsen med dit overenskomstmæssige varsel pga. bevillingsmangel.

Regeringens finanslovsforslag for 2016 indebærer som nævnt i styrelsens brev en væsentlig reduktion i Erhvervsstyrelsens lønsum, der kræver en markant personaletilpasning. Med henblik på en nødvendig tilpasning af lønsumsforbruget til bevillingen har direktionen besluttet, at et større antal medarbejdere afskediges.

Baggrunden for afskedigelsen er, som det er beskrevet i styrelsens brev, følgende:

"Der er foretaget en samlet vurdering af alle medarbejderes kvalifikationer i forhold til de opgaver, som Erhvervsstyrelsen løser i dag og forventes at løse fremover. Ud fra denne vurdering er det afgjort, hvilke medarbejdere Erhvervsstyrelsen påtænker at opsige. I vurderingen har muligheden for omplacering til andre stillinger i Erhvervsstyrelsen også været overvejet, men det har desværre ikke været muligt.

Der er lagt vægt på følgende kriterier, som SAU er orienteret om i overensstemmelse med Samarbejdsaftalen:

Udvælgelsen af dig er således sket på grundlag af en samlet vurdering af dine kvalifikationer set i forhold til de opgaver, som Erhvervsstyrelsen løser i dag og forventer at løse fremover.

Vi vil gerne understrege, at spørgsmålet om at afskedige dig ikke udspringer af utilfredshed med din arbejdsindsats, men alene er opstået som følge af den økonomiske situation."

Du har haft mulighed for at fremkomme med dine evt. bemærkninger til den påtænkte afskedigelse inden den 11. november 2015 kl. 14.00.

Styrelsen har i mail af 6. november 2015 modtaget dine bemærkninger.

Det fremgår af dit høringssvar, at du mener, at da det område, som du arbejder med (fondsområdet) er gebyrfinansieret, er der ikke sket nogen væsentlig reduktion i den lønsum, som styrelsen får via Finansloven til tilsynet med de erhvervsdrivende fonde, og at en henvisning til den generelle bevillingsmangel er derfor for dig at se ikke en saglig begrundelse for at opsige dig.

Du skriver videre i dit høringssvar, at der næste forår kun vil være 2 af de nuværende medarbejdere til at løfte opgaven med at føre tilsyn med de erhvervsdrivende fonde, og at det ikke giver mening, at styrelsen henviser til, at udvælgelsen af dig er sket i forhold til de opgaver, som styrelsen løser i dag og forventer at løse fremover.

Hertil kan styrelsen oplyse, at styrelsens bevillingsmæssige situation i 2016 har gjort det nødvendigt for styrelsen at foretage en samlet vurdering af, hvilke medarbejdere styrelsen bedst kan undvære, henset til de opgaver, der fortsat skal løses. Det er ledelsens vurdering, at styrelsens forretning skal ses under et og i en samlet vurdering. Derfor er besparelsen bredt ud over hele styrelsens opgaveportefølje, inkl. de gebyrfinansierede områder. Det er styrelsens vurdering, at afskedigelsen er sagligt begrundet i bevillingsfaldet.

Du skriver om din helbredssituation, at du efter en livstruende kræftsygdom har erhvervet dig et varigt handicap, som bevirker, at du ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, ligesom du er nødt til at gå til behandling flere gange om ugen for at kunne fungere på arbejde. Du skriver, at du har udviklet et svært lymfødem og henviser til en erklæring fra overlæge [person5], [Hospital1]. Du skriver også, at du i perioden april 2012 til januar 2015 har gennemgået en række operationer, som har givet dig en del lovligt og uforskyldt sygefravær og at du kan og rigtig gerne vil fortsætte med at arbejde.

Du skriver endvidere, at styrelsen har indgået en § 56 aftale med [by1] Kommune i 2012, som er fornyet i 2014, og at formålet med aftalen er, at styrelsen ikke skal betale for de timer, du går til behandling for lymfødemet. Du skriver, at denne aftale bevirker, at styrelsens reelle udgift til din løn er væsentlige lavere end det beløb, der står på din lønseddel.

Hertil skal styrelsen bemærke, at udvælgelsen af dig ikke er begrundet i individuelle forhold, men i en samlet vurdering af dine kvalifikationer set i forhold til de opgaver, som Erhvervsstyrelsen løser i dag og forventer at løse fremover, samt i styrelsen bevillingsfald i 2016.

Styrelsen er enig i, at du har haft en § 56 aftale for at gå til behandling for lymfødem, men styrelsen har ikke betragtet dit lymfødem som et handicap.

Erhvervsstyrelsen vil gerne igen understrege, at beslutningen om at af skedige dig ikke udspringer af utilfredshed med din arbejdsindsats.

Erhvervsstyrelsen finder alt i alt ikke, at dine bemærkninger til den påtænkte afskedigelse har ændret ved styrelsen grundlag for at afskedige dig.

Under henvisning til ovenstående meddeler Erhvervsstyrelsen herved, at du opsiges med dit opsigelsesvarsel på 6 måneder, dvs. til fratræden den 31. maj 2016. Dit opsigelsesvarsel er beregnet på baggrund af, at du har været ansat i styrelsen siden den l. september 2006. Reglerne om opsigelsesvarsler findes i funktionærlovens § 2, stk. 2.

Du har i dit høringssvar tilkendegivet, at du ønsker at styrelsen forhandler med din fagforening, [organisation1], om dine konkrete fratrædelsesvilkår. Du har i den forbindelse som 1. prioritet anmodet om at blive fritstillet snarest muligt. Du anmoder som 2. prioritet om at få bevilget et outplacementforløb hos [virksomhed3] på det nødvendig antal timer, typisk 1,5-2 timer om ugen i ca. 3 måneder, maks. 30 timer i alt.

Du begrunder anmodningerne med, at du derved får en langt større chance for at finde et nyt deltidsjob inden den 1. juni 2016. Du anfører desuden, at du ønsker, at det indgår i styrelsens vurdering, at du har et væsentligt handicap og henviser til, at der stort set ikke opslås ledige deltidsstillinger, at det københavnske arbejdsmarked i de næste par år er og vil være kraftigt berørt af udflytningen af statslige arbejdspladser, og at du skal være heldig, at en ny arbejdsgiver udover deltid også vil acceptere, at du har fravær i hht. § 56 aftalen.

Styrelsen har på baggrund af en konkret vurdering af din stilling og de opgaver, som du løser i styrelsen, besluttet at fritstille dig med virkning fra den 1. december 2015. Fritstillingen indebærer, at du uden videre kan tage nyt arbejde, og at du også skal søge nyt arbejde i perioden. Styrelsen forbeholder sig dog ret til at modregne evt. indtægt fra et eventuelt nyt arbejde i den løn, som udbetales i fritstillingsperioden. Du skal derfor give Erhvervsstyrelsen besked, hvis du får nyt arbejde i fritstillingsperioden til mailadressen [...@...dk].

Vi gør endvidere opmærksom på, at restferie automatisk anses for afholdt i fritstillingsperioden, da restferien og et varsel på 1 måned kan rummes inden for fritstillingsperioden. Tilsvarende varsles ikke afholdte særlige feriedage for 2015/2016 afholdt i fritstillingsperioden.

Den nærmere tilrettelæggelse af arbejdet indtil fritstilling skal aftales med din chef.

For så vidt angår dit ønske om flere timer til outplacementforløb hos [virksomhed3], har styrelsen ikke mulighed for at imødekomme dette ønske, da afskedigelserne som nævnt er begrundet i bevillingsmangel, og styrelsen er derfor generelt tilbageholdende med at afholde udgifter.

Du skal senest den 30. november 2015 aflevere adgangskort, mobiltelefon, computer og eventuelle andre effekter, der tilhører Erhvervsstyrelsen. Endvidere er det vigtigt, at du tidsregistrerer og godkender din mTime.

Ferie for ferieåret 2016/2017 og 2017/2018 bliver afregnet til Ferie Konto. Særlige feriedage for ferieåret 2016/2017 og 2017/2018 bliver udbetalt til dig senest en måned efter din fratræden.

Hvis du efter din opsigelsesperiode skal have understøttelse fra din A­kasse, skal vi ifølge arbejdsløshedslovgivningen som din sidste arbejdsgiver betale de 3 første dage af din understøttelse. I så fald skal vi have en bekræftelse på, at du er berettiget til udbetalingen, og du bedes underskrive vedlagte blanket og sende den retur til Koncern HR, gerne pr. mail til [...@...dk].

Samtidig vedlægges en bekræftelse på din ansættelse i Erhvervsstyrelsen.

Vi vil også gøre opmærksom på, at Erhvervsstyrelsen har indgået aftale med [virksomhed3] om hjælp til genplacering. Hvis du skrev dig på listen ved informationsmødet den 2. november 2015 med [virksomhed3], vil du blive kontaktet af [virksomhed3]. Hvis du ikke skrev dig på listen ved informationsmødet, og du gerne vil gøre brug af styrelsens aftale med [virksomhed3], kan du henvende dig til firmaet på telefon [...].

Dette brev er sendt til dig pr. mail til din mailadresse i styrelsen, samt med almindelig post med afleveringsattest til din bopæl.

[organisation1] er orienteret om styrelsens afgørelse om afskedigelse.”

Følgende fremgår af aftale om særlige vilkår i forbindelse med fratræden af 17. december 2015:

”Aftale om særlige vilkår ifm. Fratræden – [person6]

I forlængelse af afskedigelsen af [person6] pr. 1. december 2015 fra Erhvervsstyrelsen har Erhvervsstyrelsen med [organisation1] og [person6] indgået aftale om følgende særlige vilkår for afskedigelsen:

Godtgørelsen udbetales senest en måned efter fratrædelsen.

Denne aftale er til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mellem parterne. Parterne er enige om, at sagen ikke kan videreføres, herunder hverken fagretligt eller ved de civile domstole.

Erhvervsstyrelsen gør opmærksom på, at [person6]s tavshedspligt ikke ophører ved fratræden.”

Følgende fremgår af Erhvervsstyrelsens notat af 16. december 2016:

”Yderligere oplysninger til brug for sagen

Kortfattet beskrivelse af [person6]s handicap (skrevet af [person6]):

Jeg kan oplyse SKAT om, at Patienterstatningen har truffet en afgørelse, hvori de konstaterer, at mit handicap i form af lymfødem svarer til en mengrad på 15 %.

Mit handicap skyldes, at jeg i forbindelse med operation for brystkræft har fået fjernet 21 lymfekirtler i venstre armhule. Lymfekirtlernes funktion er at drænere væske væk fra hånden og armen. Da jeg mangler lymfekirtlerne, ”stopper afløbet permanent til”, dvs. at væsken permanent staser op i hånden og armen, der er intet gennemløb/afløb.

Mit handicap består i, at min venstre hånd, venstre under- og overarm, venstre del af skulderen på for og bagsiden og venstre armhule permanent er hævet overordentlig meget op, dvs. at hele venstre hånd, arm m.v. permanent er meget tykkere end min normale højre hånd, arm m.v. Hele det venstre område er meget tykt og vævet føles hårdt, hvorfor min bevægelsesfrihed er stærkt hæmmet. Jeg går derfor altid med kompressionshandske og kompressionsærme, men alligevel kan jeg aldrig købe skjorter eller jakker, hvor min venstre arm kan være i.

Jeg har vedhæftet en erklæring om, at mit lymfødem er et svært (dvs. kompliceret) lymfødem fra overlæge [person5] fra [Hospital1].

Jeg beder Skat se det vedhæftede foto af en arm med og uden lymfødem, ligesom jeg beder jer se dette link, I kan danne jer et indtryk af, hvad lymfødem er: (link)

Nærmere redegørelse for tilpasningsrunden, dennes omfang og betydning for de ansatte, herunder oplysning om antallet af medarbejdere der er afskediget som led i tilpasningen.

Regeringens finanslovsforslag for 2016 indebar en væsentlig reduktion i Erhvervsstyrelsens lønsum, der krævede en markant personaletilpasning. En del af reduktionen blev imødegået via naturlig afgang og frivillig fratræden, men direktionen vurderede, at det var nødvendigt at foretage afskedigelser, og 48 medarbejdere blev varslet afskediget.

Erhvervsstyrelsen beskæftigede pr. 1. oktober 2015 i alt 616 personer, primært akademikere, kontoruddannede, it-medarbejdere og tjenestemænd.

De medarbejdere, der blev varslet blev udvalgt ud fra en samlet vurdering af alle medarbejderes kvalifikationer i forhold til de opgaver, som Erhvervsstyrelsen løste på daværende tidspunkt og forventedes at løse fremover. I vurderingen blev muligheden for omplacering til andre stillinger i Erhvervsstyrelsen også overvejet.

Der blev lagt vægt på følgende kriterier, som SAU blev orienteret om i overensstemmelse med Samarbejdsaftalen:

Faglige kvalifikationer - såsom uddannelse, kurser, relevant erhvervserfaring, varetagelse af specialistfunktioner, faglig fleksibilitet

Oplysning om, hvorvidt der er afskediget andre handicappede som led i tilpasningsrunden.

Der var ikke andre, der påberåbte sig handicap i forbindelse med afskedigelserne, og ministeriet er ikke bekendt med, at der skulle være handicappede blandt de andre afskedigede.”

Godkendelse af aftale efter dagpengelovens § 56 og ikke dateret erklæring fra [Hospital1]:

Der er fremsendt kopi af den indgåede aftale vedrørende dagpengelovens § 56, samt ikke dateret erklæring vedrørende forløbet og den kommende tid fra [person5], Overlæge, dr.med./hl, vedrørende lymfødem.

Uddrag af erhvervsstyrelsens årsrapport 2015 og 2016:

Uddrag af Erhvervsstyrelsens Årsrapport 2015, side 9, 1. afsnit:

”Styrelsens årsresultat skal ses i lyset af, at styrelsen i 2015 har været berørt af ressortændringer. Der er endvidere foretaget en ændring af styrelsens interne organisation, samt gennemført en generel tilpasning af styrelsens bemanding:”

Uddrag af Erhvervsstyrelsens Årsrapport 2016, side 6, 7. afsnit:

”Resultatet skal ses i lyset af, at styrelsen i 2015 berørtes af ressortændringer, ændringer af styrelsens interne organisation, samt en generel tilpasning af styrelsens bemanding til faldende rammer...”

Jeres opfattelse og begrundelse herfor

Følgende opfattelse og begrundelse fremgår af anmodningen:

”Efter en gennemgang af tidligere bindende svar, mener ministeriet, at spørgsmålet skal besvares med JA.

Dette fordi godtgørelsen gives for en ikke-økonomisk skade og ikke som led i en fratrædelsesordning.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at en erstatning efter forskelsbehandlingsloven bør behandles ligesom f.eks. en erstatning for manglende ansættelsesbevis, som er skattefri efter SL § 5.

Da der ikke er tale om fratrædelsesgodtgørelse, men godtgørelse med ”erstatnings-formål”, mener ministeriet at godtgørelsen bør være skattefri efter SL § 5.

Sagen bedes behandlet fortroligt.”

Følgende fremgår af [person6]s begrunde indlæg 2016 til SKAT:

”[by2], den 14. december 2016

Skatteyderens ([person6]s) begrundede indlæg 2016 til SKAT – bedes behandlet fortroligt:

Jeg har vedhæftet mit indlæg af 6/11-15 til Erhvervsstyrelsen, dvs. mit svar på Styrelsens partshøringsbrev. Som det fremgår af mit indlæg af 6/11-15 er jeg uenig med Styrelsen, og jeg anser IKKE Erhvervsstyrelsens henvisning til den generelle bevillingsmangel som en saglig begrundelse for at opsige mig.

Min opfattelse er, at Erhvervsstyrelsen valgte netop mig, fordi jeg, som følge af mit handicap kun arbejdede omkring 25-28 timer om ugen, og derfor ikke kunne præstere lige så meget, som andre medarbejdere, der som jeg var ansat på nedsat tid på 34 timer om ugen. Jeg blev altså usagligt opsagt, fordi jeg har et handicap.

Dette afviste styrelsen som bekendt i afskedigelsesbrevet af 19/11-15, idet Styrelsen i brevet på side 3, 2. afsnit anførte følgende: ”Styrelsen er enig i, at du har haft en § 56 aftale for at gå til behandling for lymfødem, men styrelsen har ikke betragtet dit lymfødem som et handicap.”

Hvordan Erhvervsstyrelsen kan fremføre, at jeg ikke har et handicap, er uforståeligt for mig, da jeg jo ikke får tilkendt 15 % erstatning for varigt men, hvis jeg ikke havde et handicap.

Jeg ville heller ikke få en § 56 aftale, hvis ikke jeg havde et behandlingskrævende handicap.

Omtalte § 56 aftale gælder i 2 år ad gangen. Aftalen blev oprindeligt indgået i februar 2012, og den blev fornyet for yderligere 2 år i februar 2014. § 56 aftalen er en aftale mellem min arbejdsgiver staten, dvs. Erhvervsstyrelsen, og min bopælskommune, dvs. [by1] Kommune, om, at kommunen betaler sygedagpenge til Erhvervsstyrelsen, for de timer, jeg har fravær i, når jeg går til behandling for mit lymfødem. Kommunen og jeg ønsker selvsagt, at jeg er i arbejde, og behandlingen var nødvendig for, at jeg kunne bevare min fysiske mobilitet og dermed være i stand til at udføre mit arbejde. Meningen er, at arbejdsgiveren ikke bliver belastet økonomisk, fordi de har en ansat med et varigt handicap, som er behandlingskrævende. Jeg kan således bevare mit job, selvom jeg har omtalte lovlige sygefravær, og jeg behøver ikke føle, at jeg er en belastning for arbejdsgiveren, fordi jeg har fravær, da arbejdsgiveren får økonomisk kompensation herfor. Det er dog en sandhed med modifikationer, da arbejdsgiveren modtager sygedagpengesatsen, og da jeg er ansat som akademiker som chefkonsulent, er min timeløn langt højere, end det beløb kommunen betaler Erhvervsstyrelsen (staten), når jeg går til behandling.

Jeg var ansat på 34 timer om ugen, og var gennemsnitligt fraværende i 6-8 timer om ugen. Set fra Erhvervsstyrelsens side var jeg derfor en ”ringere” arbejdskraft på grund af mit handicap, og det var efter min mening derfor, Styrelsen valgte af afskedige lige netop mig.

Som det fremgår af mit indlæg af 6/11-15, side 1 nederst og 2, fremførte jeg overfor Styrelsen, at opsigelsen var usaglig, for det første fordi jeg arbejdede på et gebyrfinansieret område (tilsynet med de erhvervsdrivende fonde), således at Styrelsen intet sparede ved at opsige medarbejderne indenfor fondsområdet.

Jeg har efterfølgende erfaret, at Styrelsen nu er i færd med at skulle udarbejde en bekendtgørelse med henblik på at nedsætte gebyrerne for fondene, fordi Styrelsen ikke har brugt den lønsum, som gebyrernes størrelse forudsatte.

Endvidere fremførte jeg, at Styrelsen ikke ville kunne klare fondsarbejdet uden os, og at Styrelsen derfor ville blive nødt til at ansætte folk, så snart vi afskedigede medarbejdere var ude døren, hvilket vi var den 31. maj 2016. Jeg meldte mig ledig den 1. juni 2016 og den 3. juni 2016, kunne jeg så læse Erhvervsstyrelsens jobannonce:

”Job: Brænder du for at arbejde med fonde og selskaber?”, hvor styrelsen annoncerede min og andre fondsmedarbejderes stillinger som ledige til besættelse snarligt. I september 2016 opslog Erhvervsstyrelsen igen flere ledige stillinger lige præcis på fondsområdet, så mine forudsigelser holdt 100 % stik. Dette underbygger efter min mening yderligere, at afskedigelsen af mig var usaglig og skyldtes mit handicap.

Styrelsen har efter min opfattelse intet sparet ved at opsige mig og de andre fondsmedarbejdere. Først har styrelsen måttet betale mig 6 måneders løn i opsigelsesperioden, hvor jeg var fritstillet, og oveni det har de måttet betale godtgørelsen, som svarer til andre 6 måneders løn, dvs. et helt års løn uden at styrelsen har fået nogen arbejdsydelse.

Der er efter min opfattelse tale om en klar ”lose – lose” situation for begge parter, hvor styrelsen har fået et kæmpestort videnstab ved at fyre flere af de ansatte, der havde lang erfaring med erhvervsdrivende fondes forhold.

Som det fremgår af Erhvervsstyrelsens afskedigelsesbrev af 19/11-15 var styrelsen ikke lydhør overfor mine argumenter, hvorfor jeg så mig nødsaget til at rette henvendelse til min fagforening [organisation1].

Efter forhandling mellem Erhvervsstyrelsen og [organisation1], måtte styrelsen erkende, at styrelsen havde foretaget en usaglig opsigelse af en medarbejder med et handicap.

Jeg har vedhæftet aftalen af 17.december 2015, hvoraf det direkte fremgår, at jeg modtager en godtgørelse (svarende til 6 måneders løn) for overtrædelse af mine rettigheder i henhold til loven om forskelsbehandling. Godtgørelsen ydes ifølge forskelsbehandlingslovens § 7 for afskedigelse af en handicappet medarbejder. (Det bemærkes i den henseende, at Erhvervsstyrelsen – som offentlig myndighed - ikke havde kunnet tillade sig at yde mig nogen godtgørelse af skatteyderpenge med mindre styrelsen var tvunget til det. Det er mellem arbejdsgiver og arbejdstager ubestridt, at der er tale om en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse.) Erstatningen ydes, fordi styrelsen ved opsigelsen af mig har krænket mine rettigheder som handicappet. Det ligner andre tilfælde med krænkede rettigheder. Erstatningen ydes netop fordi min arbejdsmæssige situation og dermed mit indkomstgrundlag er særligt følsom på grund af mit handicap.

Jeg gør gældende, at den udbetalte ydelse er skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Den udbetalte godtgørelse skete som anført i henhold til forskelsbehandlingsloven, der herom siger:

"§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation."

Forskelsbehandlingsloven blev vedtaget i 1996. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder ved ansættelse, under ansættelsen og ved afskedigelse.

En lønmodtager, der bliver udsat for forskelsbehandling, har krav på en godtgørelse efter lovens § 7.

Den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser behandles efter reglerne i statsskatteloven. Statsskatteloven § 4 bestemmer, at løbende indtægter er skattepligtige. Skattepligtig indkomst efter SL § 4 kommer ikke på tale, da der ikke er tale om løbende ydelser. Valget står mellem skattefrihed efter SL § 5 og skattepligt efter LL § 7 U.

Da godtgørelsen i min sag udbetales som et engangsbeløb, afhænger den skatteretlige behandling af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er kompensation for, jf. statsskattelovens 5 a.

Erhvervsstyrelsen har anerkendt at have forskelsbehandlet mig, og der er den 17/12-15 indgået forlig mellem min arbejdsgiver og mig herom.

Godtgørelsen kompenserer for forskelsbehandling på grund af handicap og dækker altså ikke en økonomisk skade. Idet der er tale om kompensation for et ikke-økonomisk tab, er godtgørelsen skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Godtgørelsen bliver efter praksis ikke en "fratrædelsesgodtgørelse" alene på grund af udbetalingstidspunktet. Det bemærkes, at udbetalingstidspunktet er helt tilfældigt, og i øvrigt ikke sammenfaldende med mit fratrædelsestidspunkt, som var den 31. maj 2016. Godtgørelsen blev forhandlet mellem [organisation1] og Erhvervsstyrelsen i december 2015, hvor det samtidigt blev aftalt, at beløbet skulle udbetales til mig den 30. juni 2016; udbetalingstidspunktet kunne også have været aftalt til et tidligere eller senere tidspunkt, det var jo en forligsaftale. Hvis jeg havde insisteret på, at få pengene f.eks. ved udgangen af 2016, havde Erhvervsstyrelsen sikkert syntes, at det var alletiders. Allerede derfor er en beskatning efter ligningslovens § 7 U urigtig.

For det andet afgøres beskatningen af en godtgørelse eller erstatning ikke af udbetalingstidspunktet, men af hvad den pågældende godtgørelse eller erstatning træder i stedet for! Se bl.a. Lærebog om Indkomstskat 16. udgave 2015, side 428 midt og fremefter.

Et standpunkt om, at udbetalingstidspunktet skulle være afgørende står helt alene og strider mod almindelige grundlæggende skatteretlige principper og traditioner. Det grundlæggende skatteretlige princip i dansk ret er, at en indkomst kvalificeres efter dens art.

I øvrigt ville indførelsen af et sådant beskatningsprincip, hvorefter en beskatning afhænger af udbetalingstidspunktet, føre til helt vilkårlige løsninger og betyde, at den samme ydelse vil blive undergivet forskellig beskatning alt afhængigt af, hvornår den tilfældigvis udbetales.

Den skatteretlige kvalifikation af en ydelse foretages i praksis altid ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Et godt eksempel herpå er SKM2001.536.LSR, hvor Told- og Skattestyrelsen pr. 1. januar 1998 havde overført 376 medarbejdere til et "kontrollørkorps" i forbindelse med et generelt personalepolitisk tiltag om opkvalificering af medarbejdere i Told & Skat.

De ansatte fandt, at der var tale om en sådan ændring af deres ansættelsesforhold, at den måtte sidestilles med en afskedigelse og krævede erstatning for manglende overholdelse af reglerne om partshøring i forvaltningsloven. Inden sagerne herom var afsluttede, besluttedes det som led i Finansloven for 1999 at afskedige medarbejderne i kontrollørkorpset. I den forbindelse aftaltes det at yde hver en erstatning på 25.000 kr. for den manglende partshøring, forudsat at de rejste sager blev frafaldet. Landsskatteretten fandt, at erstatningen ikke var et led i en fratrædelsesordning. Erstatningen måtte anses for en erstatning for tort, som efter praksis var skattefri, jf. statsskattelovens § 4 og 5.

Så uanset at udbetalingen af godtgørelsen fandt sted i forbindelse med medarbejdernes fratrædelse, var erstatningen altså efter Landsskatterettens opfattelse ikke et led i en fratrædelsesordning.

Erstatningen, som jeg modtager fra Erhvervsstyrelsen udbetales, fordi styrelsen ved opsigelsen af mig har krænket mine rettigheder som handicappet. Erstatningen ydes netop fordi min arbejdsmæssige situation og dermed mit indkomstgrundlag er særligt følsomt på grund af mit handicap. Derfor er det ikke en normal afskedigelsessituation. Selve erstatningen dækker ikke løn i en periode, men er netop erstatning på grund af særlige vanskeligheder ved at finde job generelt på grund af min helbredsmæssige situation, altså erstatning for afskedigelse i en situation med nedsat indkomstgrundlag. En slags invaliditetskompensation. Det fremgår af Lærebog om Indkomstskat 16. udgave 2015, side 429 nederst, at erstatningen er skattefri, når den skal kompensere invaliditet eller mere ubestemte formueinteresser, jf. Thøger Nielsen, og jf. den juridiske vejledning 2016 C.C.2.1.6, hvorefter erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold, æreskrænkelser, svie og smerte, varige men og tort m.v. normalt ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Det ligner andre tilfælde med krænkede rettigheder, som der er temmelig mange af, og hvor skattefrihed er accepteret. F.eks. er en erstatning for manglende ansættelsesbrev skattefri

Jeg kan også henvise til TfS 2001.620, hvor Højesteret (SKATs redaktionelle bemærkning; Landsskatteretten i SKM2001.281.LSR) anså tort-erstatningen for skattefri. Det samme resultat nåede landsskatteretten til i SKM2001.379, hvor erstatningen blev anset for en kompensation for indtægtstab i en uvis årrække, som var skattefri efter SL § 5. Jeg kan tilføje, at det – trods en energisk indsats - endnu ikke er lykkedes mig at finde et nyt job.

Af de anførte grunde skal godtgørelsen til mig ikke beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse. Der skal således hverken indeholdes skat eller arbejdsmarkedsbidrag af beløbet, da der ikke er tale om en arbejdsydelse, men om en skattefri kompensation/godtgørelse for krænkelse af mine rettigheder efter forskelsbehandlingsloven, som er omfattet af SL § 5. Det bemærkes, at godtgørelsen ifølge Erhvervsstyrelsens lønseddel heller ikke er medregnet i det beløb, jeg får feriepenge af i 2016.

I øvrigt må jeg fremhæve, at LL § 7 U er indført, fordi det ikke er rimeligt, at erstatning ved afskedigelse fuldt ud beskattes som anden indkomst. Ved bestemmelsen lempes skatten, idet grundbeløbet på 8.000 kr. fritages for beskatning. Altså som en lempelse af en skattepligt efter SL § 4. Det har ikke været meningen at tage noget af det område, der ellers henhører under SL § 5, over i det skattepligtige område, og bestemmelsen kan ikke anvendes som en skærpelse af beskatningen af ikke økonomiske godtgørelser, som er skattefri efter SL § 5.

Grundlovens bestemmelser om skat er få og enkle. I Grundlovens § 43, 1. led, hedder det: ”Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov.” Statsskattelovens indkomstbegreb stammer fra 1903. Hvis sådanne ikke økonomiske godtgørelser, som er omfattet af SL § 5 skal gøres skattepligtige, kræver det en lovændring.

Ændring af beskatningen efter SL § 5 kan selvsagt ikke ske via administrative skærpelser af praksis om fortolkningen af LL § 7 U, som SKAT melder ud i form af Styresignaler.

Spørgsmålet om, hvorvidt Erhvervsstyrelsens udbetaling af godtgørelsen på 302.434, 36 kr. til mig, jf. lov om forbud mod forskelsbehandling §§ 2 og 7, er skattefri, bør derfor besvares med et JA.”

Følgende fremgår af høringsbemærkningerne:

”[by2], den 8. maj 2017

Skatteyderens ([person6]s) kommentarer til SKAT’s udkast til bindende svar af 25/4 2017 i sag [...] – bedes behandlet fortroligt:

Jeg har modtaget udkast til svar på min anmodning om bindende svar og har følgende bemærkninger:

Angående nye faktiske oplysninger: I mit partshøringsbrev af 6/11-15 anførte jeg, at jeg var blevet opsagt på grund af mit handicap, og at Erhvervsstyrelsen valgte netop mig, fordi jeg, som følge af mit handicap kun arbejdede omkring 25-28 timer om ugen, og derfor ikke kunne præstere lige så meget, som andre medarbejdere, der som jeg var ansat på nedsat tid på 34 timer om ugen. Set fra Erhvervsstyrelsens side var jeg derfor en ”ringere” arbejdskraft på grund af mit handicap, og det var efter min mening derfor, Styrelsen valgte af afskedige lige netop mig.

Som det fremgår af mit indlæg af 6/11-15 er jeg uenig med Styrelsen, og jeg anser IKKE Erhvervsstyrelsens henvisning til den generelle bevillingsmangel som en saglig begrundelse for at opsige mig. For at dokumentere min opfattelse henviste jeg bl.a. til, jeg arbejdede på et gebyrfinansieret område (tilsynet med de erhvervsdrivende fonde), således at Styrelsen intet sparede ved at opsige medarbejderne indenfor fondsområdet, fordi styrelsen i givet fald ville blive tvunget til at nedsætte fondsgebyrerne, da tilsynet med fondene ikke må give overskud, men skal balancere.

Som det fremgår af det nu vedhæftede bilag af 4/5-17 og Erhvervsstyrelsens årsrapport for 2016 indbragte tilsynet med de erhvervsdrivende fonde i 2016 Erhvervsstyrelsen et overskud på knapt 6 mio. kr., hvorfor styrelsen nu er i færd med at nedsætte gebyret med virkning pr. 1/7-17 jf. forslag til ændringsbekendtgørelsen. Endvidere har styrelsen måttet ansætte en række nye medarbejdere til fondsområdet, ligeledes som forudsagt.

Bemærkninger til SKATs begrundelse for svaret: Ved det indgåede forlig af 17/12-15 om betaling af en ikke-økonomisk godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7 erkender Erhvervsstyrelsen, at styrelsen har overtrådt forskelsbehandlingslovens regler. Dette er ubestridt.

SKAT starter indledningsvis (på side 21 i udkastet) med at fastslå, at 1) SKAT ikke har kompetence til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt mine rettigheder er blevet krænket efter forskelsbehandlingsloven. Endvidere fremhæver SKAT, 2) at kompetencen til at afgøre disse spørgsmål henhører under Ligebehandlingsnævnet. Så langt er jeg enig. I lyset af 1) og 2) forekommer det besynderligt, at SKAT i udkastet desuagtet foretager en vurdering af, om godtgørelsen er omfattet af forskelsbehandlingslovens regler. SKATs vurdering tager i øvrig udgangspunkt i indholdet af partshøringsbrevet af 28/10-15, dvs. et brev, der senere er blevet fulgt op (”overrulet af”) med forliget af 17/12-15, der har et helt andet indhold. På side 22 i svaret argumenterer SKAT herefter for, at jeg som altovervejende udgangspunkt ikke er blevet forskelsbehandlet – til trods for at SKAT ikke har kompetencen til at afgøre dette spørgsmål, der jo hører under Ligebehandlingsnævnet, ligesom SKAT i næste afsnit derefter ikke kan udelukke, at der foreligger en fratrædelsesgodtgørelse, som ikke ses omfattet af forskelsbehandlingslovens regler, og at der ikke foreligger tortlignende omstændigheder.

Efter at SKAT har udtalt sin opfattelse af godtgørelsens karakter/om mine rettigheder er blevet krænket, dvs. om det område, der ligger uden for SKATs kompetence, ender SKAT dog med 3) at lægge til grund for besvarelsen, at der foreligger en godtgørelse, der ER omfattet af forskelsbehandlingslovens regler, således om det fremgår af det indgåede forlig.

Efter min opfattelse bør SKAT undlade at argumentere frem og tilbage om godtgørelsens karakter/krænkelsen af mine rettigheder. SKAT bør lade disse bemærkninger udgå og i stedet nøjes med konklusionen, dvs. at SKAT i besvarelsen nøjes med at udtale sig om eget kompetenceområdet og – som SKAT allerede har skrevet på side 22 midt - lægge til grund, at der foreligger en godtgørelse, der er omfattet af forskelsbehandlingsloven. Det bemærkes, at forliget, der er indgået Erhvervsstyrelsen og mig er en aftale, der er indgået mellem parter med klart modstridende interesser, og at SKAT på ingen måde har løftet nogen bevisbyrde for, at det skulle forholde sig anderledes, eller sandsynliggjort at mine rettigheder ikke skulle være krænket. Da sagens resultat ifølge SKAT i øvrigt er det samme, uanset om godtgørelsen er omfattet af forskelsbehandlingslovens regler eller ej, synes det sagligt at SKAT undlader disse kommentarer om et emne, der falder udenfor SKATs kompetenceområde.

For så vidt angår de af SKAT i udkastet omtalte afgørelser bemærkes, at jeg anser Skatterådets afgørelser i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR for korrekte afgørelser. At Skatterådet foretager en 100 % kovending i disse sager, og med afgørelsen i SKM2014.35.SR revurderer sin egen opfattelse og sætter retsanvendelsen i SKM.2014.354.SR i stedet for de to tidligere afgørelser er jeg er ikke enig i. Praksisændringen udgør en skærpet praksis, hvorfor SKAT udsender et styresignal offentliggjort i SKM2014.801.SKAT. Det gør imidlertid ikke praksisændringen mere lovmedholdelig, da SKATs styresignaler er administrative afgørelser, der ikke kan ændre indholdet af de danske skattelove. Jeg henviser i det hele herom til argumentationen i mit indlæg af 14/12-16.

For så vidt angår de af SKAT i udkastet omtalte bemærkninger bemærkes:

Jeg fastholder derfor, at den udbetalte godtgørelse er omfattet af forskelsbehandlingslovens §1’s forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at godtgørelsen er ydet mig, fordi jeg som lønmodtager blev udsat for forskelsbehandling, der medfører, at jeg efter forskelsbehandlingslovens § 7 har et retskrav på en godtgørelse fra min arbejdsgiver. Dette faktum er ubestridt, og Erhvervsstyrelsen har anerkendt at have forskelsbehandlet mig, og der er den 17/12-15 indgået forlig mellem min arbejdsgiver og mig netop med henvisning til forskelsbehandlingslovens § 7. Forliget omhandler ikke spørgsmålet, om der er ydet forskelsbehandling, for det er ubestridt, at der er ydet forskelsbehandling, som det fremgår af selve forligsteksten, hvor der henvises direkte til forskelsbehandlingslovens regler; forliget omhandler størrelsen af godtgørelsen, da [organisation1] oprindeligt havde krævet en godtgørelse svarende til mere end 6 måneders løn, hvorfor de 6 måneders løn er et forlig.

Godtgørelsen kompenserer for forskelsbehandling på grund af handicap og dækker altså ikke en økonomisk skade. Idet der er tale om kompensation for et ikke-økonomisk tab, er godtgørelsen skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Spørgsmålet om, hvorvidt Erhvervsstyrelsens udbetaling af godtgørelsen på 302.434, 36 kr. til mig, jf. lov om forbud mod forskelsbehandling §§ 2 og 7, er skattefri, bør derfor besvares med et JA.”

Følgende fremgår af bilag til høringsbemærkninger:

”Erhvervsstyrelsen nedsætter årsgebyr efter millionoverskud på fonde

Tilsynet med de erhvervsdrivende fonde indbragte sidste år Erhvervsstyrelsen et overskud på knap 6 mio. kr. Overskuddet skyldes indtægterne på fondenes årsgebyr, som overgik forventningerne. Det fremgår af styrelsens årsrapport. Nu sænker styrelsen årsgebyret og maksimumsatsen med virkning fra og med 2017.

AF Danmarks Fonde - 4. maj 2017

Erhvervsstyrelsen havde sidste år et overskud på 5,9 mio. kr. på fondstilsynets indtægter fra erhvervsdrivende fonde. Det fremgår af styrelsens årsrapport.

”Overskuddet skyldes primært, at gebyrindtægterne har været højere end forventet, idet gebyrets størrelse afhænger af fondenes egenkapital, som er vanskeligt at skønne nøjagtigt. Samtidig har tilsynets udgifter været lavere end forventet,” fremgår det af Erhvervsstyrelsens årsrapport.

For at skabe balance mellem indtægter og udgifter foreslå styrelsen nu at nedsætte gebyrsatsen fra 0,0285 pct. til 0,017 pct. af fondenes egenkapital, dog minimum 300 kr. Også maksimumsatsen på 42.000 kr. foreslås nedsat til 25.000 kr.

Formelt set er forslaget fremsat i form af en ændringsbekendtgørelse til anmeldelsesbekendtgørelsen, som i øjeblikket er i høring.

”Ændringsbekendtgørelsen forventes at træde i kraft 1. juli 2017. Erhvervsstyrelsen vil i første halvår af 2017 undlade at opkræve årsgebyr, således at samtlige erhvervsdrivende fonde fra og med 2017 opkræves den lavere gebyrsats,” skriver Erhvervsstyrelsen i høringsbrevet.

Ændringsbekendtgørelsen, der altså alene vedrører gebyrer for erhvervsdrivende fonde, er sendt i høring til et stort antal brancheforeninger, organisationer, foreninger og råd.

Det er uvist hvilken forening eller organisation, der afgiver høringssvar på vegne af de cirka 1.360 erhvervsdrivende fonde: Høringsliste””

SKATs bindende svar

SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål:

Er den godtgørelse, som arbejdsgiver har udbetalt jf. forskelsbehandlingslovens § 7, skattefri?

Spørgsmålet er tilrettet af SKAT, idet godtgørelsen på det foreliggende grundlag er udbetalt.

På følgende måde:

Nej

Der er til støtte herfor anført:

SKATs begrundelse:

”Der spørges om, hvorvidt den godtgørelse, som arbejdsgiver har udbetalt jf. forskelsbehandlingslovens § 7, er skattefri.

Indledningsvis skal det fastslås, at SKAT ikke har kompetence til at afgøre spørgsmål om, hvorvidt dine rettigheder er krænket ved en overtrædelse af bestemmelserne i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven), § 1, jf. §§ 2-4, herunder om der kan tilkendes en godtgørelse efter lovens § 7.

Kompetencen til at afgøre disse spørgsmål henhører under Ligebehandlingsnævnet i medfør af forskelsbehandlingslovens § 8 a.

SKAT har derimod kompetence til at give et bindende svar på spørgsmålet om den skattemæssige virkning for Spørgeren af den gennemførte disposition i medfør af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Det fremgår af det indgåede forlig af 17. december 2015 mellem Spørger og arbejdsgiver, at det er aftalt, at Spørger tildeles en 6 måneders godtgørelse, beregnet på baggrund af månedslønnen for maj 2016 inklusive alle pensionsbidrag, og at godtgørelsen ydes ifølge forskelsbehandlingslovens § 7 for afskedigelse af handicappet medarbejder.

SKATs umiddelbare vurdering af det foreliggende grundlag er, at det er tvivlsomt, om den aftalte godtgørelse, selvom parterne er enige herom, kan anses for omfattet af forskelsbehandlingslovens regler.

SKAT begrunder sin umiddelbare vurdering med, at Spørgeren, sammen med 47 andre medarbejdere, er varslet afskediget med udgangspunkt i følgende:

SKATs vurdering er på denne baggrund, at Spørger, i hvert fald som altovervejende udgangspunkt, umiddelbart ikke ses forskelsbehandlet grundet sit handicap, hverken direkte eller indirekte, i forhold til arbejdsgiverens øvrige ansatte, herunder de 47 andre medarbejdere, der ligeledes er varslet til afsked som led i tilpasningsrunden.

SKAT kan dermed ikke udelukke, at der foreligger en fratrædelsesgodtgørelse, som ikke ses omfattet af forskelsbehandlingslovens regler, hvorefter godtgørelsen med dette udgangspunkt omfattes af reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, da godtgørelsen er ydet som led i fratræden af stilling, samt at der ikke foreligger tortlignende omstændigheder, jf. nærmere nedenfor.

SKAT lægger med disse bemærkninger imidlertid til grund for besvarelsen, at der foreligger en godtgørelse omfattet af forskelsbehandlingslovens, således som parterne har aftalt som led i det indgåede forlig.

Af praksis fremgår, at godtgørelser for forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7, der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, i skattemæssig forstand skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse, der beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

Se juridisk vejledning ”C.A.3.5.2.2 Situationer, der kan være omfattet af LL § 7 U” og Skatterådets bindende svar i SKM2014.354.SR.

Med SKM2014.354.SR revurderede Skatterådet sin opfattelse af den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser, idet Skatterådet tidligere havde truffet afgørelse om, at sådanne godtgørelser var skattefrie, jf. SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, når de blev udbetalt som led i fratræden af stilling.

Af SKM2014.354.SR fremgår, at forholdene kunne sidestilles med de forhold, der forelå i Skatterådets afgørelser i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, ligesom det fremgår, at det er Skatterådets opfattelse, at afgørelserne i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR ikke kan anses for udtryk for den korrekte retstilstand i forhold til den skattemæssige behandling af tilsvarende godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.

SKM2014.354.SR er derfor udtryk for en ændring af praksis, da retsanvendelsen i SKM2014.354.SR sættes i stedet for retsanvendelsen i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR.

Praksisændringen medfører, at sådanne godtgørelser skal beskattes efter bestemmelserne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, dvs. at er der tale om en skærpelse af praksis, der skal varsles, hvilket skete med SKATs styresignal offentliggjort som SKM2014.801.SKAT.

SKM2014.354.SR blev påklaget til Landsskatteretten.

Da skærpelsen af praksis, jf. SKM2014.801.SKAT, alene kunne ske med fremadrettet virkning, traf Landsskatteretten afgørelse om, at godtgørelsen, af denne årsag, var skattefri. Se i den forbindelse SKM2015.285.LSR.

Den skærpede praksis har således virkning for godtgørelser for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7, der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, og som der erhverves endelig ret til den 12. december 2014 eller senere, hvilket er tilfældet i nærværende sag.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at der i nærværende situation ikke foreligger en retsstridig krænkelse omfattet af principperne i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, om tort, idet en opsigelse, uanset om denne er sagligt begrundet eller ej, umiddelbart ikke anses for retsstridig i erstatningsansvarslovens § 26’s forstand.

Se i den forbindelse de seneste domme og kendelser, der tager stilling til spørgsmålet om tort efter principperne i erstatningsansvarslovens § 26, dvs. SKM2007.575.ØLR, SKM2014.357.BR, SKM2014.636.LSR og SKM2007.443.LSR.

SKAT er dermed af den opfattelse, at den aftalte godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, skal anses for ydet som led i fratræden af stilling, og at godtgørelsen dermed skal beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, som en fratrædelsesgodtgørelse.

SKAT er derudover af den opfattelse, at uanset om der i nærværende konkrete situation foreligger en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler eller ej, vil resultatet i skattemæssig forstand være det samme, idet godtgørelsen vil være omfattet af reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, overensstemmende med gældende ret.

Du fastholder i dine bemærkninger til SKATs høringsudkast, der er gengivet ovenfor, at dit spørgsmål skal besvares med et JA.

I den forbindelse anfører du, at godtgørelsen kompenserer for forskelsbehandling på grund af handicap, og at godtgørelsen derfor ikke dækker en økonomisk skade, da der er tale om en kompensation for et ikke-økonomisk tab, hvorfor godtgørelsen er skattefri efter reglerne i statsskattelovens § 5a.

SKAT er ikke enig heri.

Til støtte for SKATs opfattelse kan der henvises til, at godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b og foreningsfrihedslovens § 4 også er godtgørelser, der dækker den ikke-økonomiske skade, og at disse godtgørelser omfattes af reglerne i ligningslovens § 7 U, forudsat at reglerne i ligningslovens § 7 U i øvrigt er opfyldt, dvs. ved fratræden af stilling m.v. Se herom SKM2007.575.ØLR og SKM2007.443.LSR.

Til yderligere støtte for SKATs opfattelse kan der endvidere henvises til Skatterådets bindende svar i SKM2014.354.SR, hvor en forligsmæssig godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler, dvs. en godtgørelse som dækker den ikke-økonomiske skade, ligeledes var omfattet af reglerne i ligningslovens § 7 U, idet godtgørelsen var ydet i forbindelse med fratræden af stilling.

Skatterådets bindende svar i SKM2014.354.SR, der blev efterfulgt af SKATs styresignal i SKM2014.801.SKAT, blev påklaget til Landsskatteretten.

Landsskatteretten traf, under henvisning til SKATs udtalelse i sagen, samt SKATs styresignal i SKM2014.801.SKAT, afgørelse om, at det bindende svar skulle ændres til ”JA”, da skærpelsen af praksis, jf. SKM2014.801.SKAT, alene kunne ske med fremadrettet virkning. Se i den forbindelse SKM2015.285.LSR.

SKAT fastholder derfor sin opfattelse af, at den i nærværende sag aftalte godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, skal anses for ydet som led i fratræden af stilling, og at godtgørelsen dermed skal beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, som en fratrædelsesgodtgørelse, hvilket er overensstemmende med praksis.

Du anfører endvidere i dine høringsbemærkninger, at du anser Skatterådets bindende svar i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR for korrekte afgørelser, og at du dermed ikke er enig i Skatterådets kovending i SKM2014.354.SR, der ændrer retsanvendelsen på området vedrørende beskatning af godtgørelser efter reglerne i forskelsbehandlingsloven. Du anfører i den forbindelse, at SKATs styresignal i SKM2014.801.SKAT er en administrativ afgørelse, der ikke kan ændre indholdet af de danske skattelove.

SKAT er ikke enig heri.

SKAT gør i den forbindelse gældende, at styresignalet i SKM2014.801.SKAT ikke ændrer indholdet i de danske skattelove, men at styresignalet alene, efter et passende varsel, iværksætter en skærpende praksisændring med virkning for fremtiden, der er overensstemmende med Skatterådets bindende svar i SKM2014.354.SR.

SKAT kan i den forbindelse henvise til SKATs juridiske vejledning afsnit ”A.A.7.1.5 Skærpelse af praksis” og de heri nævnte domme.

SKAT er dermed som ovenfor anført af den opfattelse, at SKM2014.354.SR er udtryk for en ændring af praksis, da retsanvendelsen i SKM2014.354.SR sættes i stedet for retsanvendelsen i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, og at den skærpende praksisændring er givet med et passende varsel.

Herudover anfører du i dine bemærkninger, at det er din opfattelse, at SKAT bør undlade at argumentere for, hvorvidt der foreligger en godtgørelse omfattet af forskelsbehandlingslovens regler eller ej, idet parterne, der har modstridende interesser, har aftalt, at der foreligger en godtgørelse efter denne lovs regler.

SKAT er ikke enig heri, idet den skattemæssige virkning af en gennemførte disposition som udgangspunkt er afhængig af en fortolkning af det foreliggende grundlag, hvorfor det er relevant at overveje, om der foreligger en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler eller ej.

SKAT besvarer derfor dit spørgsmål med: Nej.”

SKAT er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

”SKAT er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og kan derfor tiltræde denne.

Klager har hverken fremlagt dom eller afgørelse fra Ligestillingsnævnet om godtgørelsens karakter, som ifølge forskelsbehandlingsloven § 8 a har kompetencen til at behandle klager over overtrædelse af forbuddet om forskelsbehandling. Godtgørelsen skal derfor anses som en fratrædelsesgodtgørelse omfattet af ligningslovens § 7 U.

Det er SKAT’s opfattelse, at den aftalte godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 7, skal anses som ydet som led i fratræden af stilling og derfor skal beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og 2 som en almindelig fratrædelsesgodtgørelse.

SKAT skal derudover bemærke, at af uberettiget afskedigelse på grund af handicap jf. forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 7, rent skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og 2 i overensstemmelse med gældende praksis jf. således Skatterådets afgørelse i SKM2014.354.SR samt SKAT’s styresignal i SKM2014.801.SKAT.

SKAT er ikke enig med klager i, at den praksisændring, der fandt sted med det bindende svar i SKM.2014.354.SR er uhjemlet og vilkårlig.

På baggrund af SKM2014.354.SR udsendte SKAT således styresignalet SKM2014.801.SKAT om den ændrede skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelser efter forskelsbehandlingsloven. Det fremgår af styresignalet, at den skærpede praksis har virkning for godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7, der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, og som der erhverves endelig ret til den 12. december 2014 eller senere. Som begrundelse for skærpelsen henvises bl.a. til forarbejderne til ligningslovens § 7 U.

Det er derfor SKAT’s opfattelse, at skærpelsen af praksis er sagligt begrundet og at der er endvidere fastsat en passende varsel af ændringen.

Det er endvidere SKAT’s opfattelse, at klager ikke har godtgjort, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at den udbetalte godtgørelse kan anses som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af klagers ære og person, jf. erstatningslovens § 26, stk. 1. ”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der skal svares ”ja” til spørgsmålet:

Er SKAT enig i, at den godtgørelse, som arbejdsgiver har udbetalt jf. forskelsbehandlingslovens § 7, skattefri?

Der er til støtte herfor anført:

”Jeg var ansat som chefkonsulent i Erhvervsstyrelsen i knapt 10 år (fra den 1. september 2006 til den 31. maj 2016). Jeg blev i november måned 2015 opsagt med 6 måneders opsigelsesvarsel til fratrædelse den 31. maj 2016. Jeg erhvervede ved et forlig indgået med min arbejdsgiver den 17. december 2015 ret til at modtage omtalte erstatning som kompensation for at jeg var blevet forskelsbehandlet på grund af mit handicap. Mit handicap, som er opgjort til en invaliditetsgrad svarende til 15 %, opstod som en bivirkning af, at jeg i maj 2010 blev opereret for brystkræft. Se evt. nærmere herom i sagens akter i SKATs sagsmateriale.

Jeg mener, at godtgørelsen er omfattet af statsskattelovens § 5, da godtgørelsen er en kompensation for en usaglig forskelsbehandling på grund af handicap, dvs. at jeg modtager en kompensation for et ikke-økonomisk tab, hvorfor godtgørelsen er skattefri, jf. statsskattelovens

§ 5a. Erstatningen ydes, netop fordi min arbejdsmæssige situation og dermed mit indkomstgrundlag er særligt følsomt på grund af mit handicap. Erstatningen er en kompensation for helt eller delvist tab af selve indkomstgrundlaget (indkomstkilden), hvorfor den er den skattefri efter SL § 5. Se bl.a. Landskatterettens afgørelse i SKM2001.379.

Alternativt kan godtgørelses anses for en slags invaliditetskompensation, dvs. en erstatning for tort, som efter praksis er skattefri efter SL § 5, jf. også SKM2001.536.LSR, og Den Juridiske Vejledning 2017 C.C.2.1.6, hvoraf det fremgår, at erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold, æreskrænkelser, svie og smerte, varige men og tort m.v. normalt ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Det samme fremgår af Lærebog om Indkomstskat 16. udgave 2015, side 429 nederst, hvor der står, at erstatningen er skattefri, når den skal kompensere invaliditet eller mere ubestemte formueinteresser, jf. Thøger Nielsen.

Skatterådet var tidligere enig i, at sådanne godtgørelser var skattefri, se bl.a. SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR. Imidlertid foretog Skatterådet i 2014 en praksisændring, idet Skatterådet uden nogen nærmere begrundelse ved SKM2014.354.SR revurderede sin opfattelse af den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser. I sidstnævnte afgørelse blev spørgeren opsagt på grund af alder.

Uagtet at der ikke var sket nogen form for lovændring eller andet, der kunne begrunde en skærpelse af praksis til ugunst for skatteyderen, ændrede Skatterådet praksis. Da der er tale om en skærpelse af praksis, der skal varsles, udsendte SKAT derefter et Styresignal, som blev offentliggjort som SKM2014.801.SKAT.

Jeg anser Skatterådets afgørelser i SKM.2014.85 og 86 for korrekte afgørelser, og jeg mener ikke, at Skatterådet uden nogen nærmere begrundelse eller ændring af lovhjemmelen kan foretage en praksisændring til ugunst for skatteyderne, således at hidtidige skattefri godtgørelser pludselig beskattes. I afgørelsen SKM2014.354.SR ændrer Skatterådet fuldstændig sin egen hidtidige praksis, således at SKAT var nødt til at udsende det Styresignal, som blev offentliggjort i SKM.14.801SKAT.

Jeg finder ikke, at Skatterådet/SKAT ved administrative afgørelser (dvs. SKM2014.354SR og Styresignalet, som blev offentliggjort som SKM2014.801.SKAT) vilkårligt kan ændre en mangeårigt praksis efter SL § 5, når der ikke er sket nogen form for lovændring eller andet, der kan begrunde en ændring fra skattefrihed til skattepligt for godtgørelser efter SL § 5.

Jeg finder med andre ord, at der ikke er hjemmel for praksisændringen, der negligerer en mangeårig praksis efter SL §5 om skattefrihed for denne type erstatninger. Et Styresignal har vel nærmest karakter af en form for cirkulæreskrivelse, som er udgivet af en underordnet administrativ myndighed (SKAT). Det er ikke retssikkerhed for borgerne, at Skatterådet/SKAT uden nærmere begrundelse kan indføre en praksisændring og pludselig beskatte sådanne godtgørelser, som andre skatteydere har kunnet modtage skattefrit! En sådan praksisændring til ugunst for borgerne kræver en overordentlig god og veldokumenteret begrundelse, og at der er en helt klar og tydelig hjemmel hertil. Ingen af delene ses at foreligge i denne sag.

I den lønseddel, Erhvervsstyrelsen sendte mig i juni måned 2016, benævner Erhvervsstyrelsen godtgørelsen på i alt 310.434,36 kr., som en skattepligtig godtgørelse. Da de første 8.000 kr. er skattefri (efter LL § 7U), har jeg i 2016 betalt topskat af restgodtgørelsen på 302.434,36 kr.

Ifølge lønsedlen har jeg også betalt 24.195 kr. i arbejdsmarkedsbidrag af godtgørelsen. Godtgørelsen er imidlertid IKKE medregnet i det beløb, jeg får feriepenge af i 2016.

LL § 7 U omfatter ikke erstatning for forskelsbehandling på grund af handicap/og eller tab af indkomstkilden.

LL § 7 U omfatter udbetalinger fra en arbejdsgiver, der træder i stedet for og/eller supplerer en lønudbetaling, dvs. en udbetaling, der normalt er fuldt skattepligtig. LL § 7 U indeholder en undtagelse til den fulde skattepligt, idet 8.000 kr. af arbejdsgiverens udbetaling er skattefri.

Jeg, [person6], har ikke modtaget en udbetaling der erstatter og/eller supplerer en lønudbetaling, men derimod en udbetaling, som kompenserer for uberettiget forskelsbehandling på grund af mit handicap. Hvis handicappet var påført mig som led i arbejdsforholdet – altså som en arbejdsskade – ville erstatningen utvivlsomt være skattefri, idet erstatning for tab af erhvervsevne ydet som engangsbeløb er skattefri, fordi den træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget.

Mit handicap er imidlertid ikke en arbejdsskade, men har – på samme måde som en arbejdsskade - reduceret mit indkomstgrundlag. Netop fordi handicappede har mistet en del af deres indkomstgrundlag, er der indført en beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Beskyttelsen skal sikre, at handicappedes indkomstgrundlag ikke forringes yderligere ved at de afskediges på grund af deres handicap.

I mit tilfælde er jeg blevet afskediget og har i den forbindelse modtaget erstatning for uberettiget forskelsbehandling. Min afskedigelse var ikke udtrykkeligt begrundet i mit handicap, men min arbejdsgiver har alligevel forligsmæssigt indrømmet, at min afskedigelse helt eller delvis er begrundet i mit handicap. Og derfor har min arbejdsgiver udbetalt mig erstatningen 1 måned efter min fratræden. Erstatningen er således ikke et supplement til min tidligere løn i form af fratrædelsesgodtgørelse, men derimod erstatning for delvist tab af mit indkomstgrundlag. Hvis jeg ikke var handicappet, ville min afskedigelse selvfølgelig ikke indebære et tab af indkomstgrundlaget, men da afskedigelsen er delvist begrundet i mit handicap (jf. forliget om kompensationen), og da afskedigelsen effektuerer/aktiverer tab af indkomstgrundlag, er det min opfattelse, at kompensationen for afskedigelsen er skattefri, jf. SL

§ 5.

Det bemærkes i øvrigt, at Skatterådets afgørelse i sagen SKM2014.354.SR, som udløste Skatterådets praksisændring, IKKE drejer sig om en afskedigelse på grund af handicap og dermed om delvis tab af indkomstgrundlag; omtalte sag drejer sig om uberettiget afskedigelse på grund af alder, dvs. at der i omtalte sag ikke var tale om tab af indkomstgrundlag.

Yderligere bemærkninger:

Den udbetalte godtgørelse skete som anført i henhold til forskelsbehandlingsloven, der herom siger:

"§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation."

Forskelsbehandlingsloven blev vedtaget i 1996. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder ved ansættelse, under ansættelsen og ved afskedigelse. Loven giver den ansatte en særlig beskyttelse mod usaglig afskedigelse og beskytter mod afskedigelse begrundet i bestemte årsager, herunder handicap.

En lønmodtager, der bliver udsat for forskelsbehandling, har krav på en godtgørelse efter lovens

§ 7.

Det bemærkes, at SKAT på side 24 i afgørelsen gør opmærksom på, at SKAT ikke har kompetence til at afgøre spørgsmål om, hvorvidt mine rettigheder er krænket ved en overtrædelse af bestemmelserne i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven), § 1, jf. §§2-4, idet kompetencen til at afgøre disse spørgsmål henhører under Ligebehandlingsnævnet i medfør af forskelsbehandlingslovens § 8a, om en godtgørelse.

SKAT gør herefter på side 24-25 i det bindende svar nogle bemærkninger om dette forhold, hvorefter SKAT med disse bemærkninger på side 25 imidlertid lægger til grund for besvarelsen, at der foreligger en godtgørelse omfattet af forskelsbehandlingsloven, således som det også fremgår af det mellem Erhvervsstyrelsen og mig indgåede forlig.

Jeg gør derfor gældende, at Landsskatteretten, når den træffer afgørelse i sagen, bør lægge til grund, at godtgørelsen er omfattet af forskelsbehandlingsloven, hvilket SKAT jo også har lagt til grund.Jeg fastholder, at den udbetalte godtgørelse er omfattet af forskelsbehandlingslovens §1’s forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at godtgørelsen er ydet mig, fordi jeg som lønmodtager blev udsat for forskelsbehandling, der medfører, at jeg efter forskelsbehandlingslovens § 7 har et retskrav på en godtgørelse fra min arbejdsgiver.

Det er et faktum, at jeg er blevet forskelsbehandlet på grund af mit handicap, og dette faktum er ubestridt, og Erhvervsstyrelsen har anerkendt at have forskelsbehandlet mig, og der er derfor den 17/12-15 indgået forlig mellem min arbejdsgiver og mig netop med henvisning til forskelsbehandlingslovens § 7. Forliget omhandler ikke spørgsmålet, om der er ydet forskelsbehandling, for det er ubestridt og fremgår direkte af selve forligsteksten; forliget omhandler størrelsen af godtgørelsen, da [organisation1] oprindeligt havde krævet en godtgørelse svarende til mere end 6 måneders løn, hvorfor de 6 måneders løn er et forlig.

Til orientering kan det oplyses, at denne type godtgørelser/erstatninger ydes på grund af usaglig opsigelse. Se f.eks. UfR2015.3827H, som omhandler forskelsbehandling på grund af handicap, her blev en ansat med 14 års anciennitet afskediget på grund af fravær som følge af leddegigt. Højesteret dømte arbejdsgiveren til at betale en godtgørelse svarende til 9 måneders løn til den ansatte.

Til orientering kan endelig henvises til statens Personale Administrative Vejledning (PAV) 31.1.4.1, hvoraf følgende fremgår:

”Handicapbegrebet

Begrebet ”handicap” er ikke defineret i forskelsbehandlingsloven, men har udviklet sig løbende i retspraksis, som derfor er central for forståelsen af handicapbegrebet.

UfR2015.3301H omhandler en sygemeldt ansat, der havde pådraget sig en piskesmældslæsion i forbindelse med et trafikuheld. Den ansattes påstand var, at sygdommen var at sidestille med et handicap. Til brug for afgørelsen forelagde Højesteret en række spørgsmål for EU-Domstolen, jf. sag C- 335/11 og C-337/11 (Ring og Werge).

EU-Domstolen udtalte i sagen: ”Begrebet handicap... skal fortolkes således, at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.”

Erstatningen/godtgørelsen ydes med andre ord, fordi styrelsen ved den usaglige opsigelse af mig har krænket mine rettigheder som handicappet. Det ligner andre tilfælde med krænkede rettigheder. Erstatningen ydes, netop fordi min arbejdsmæssige situation og dermed mit indkomstgrundlag er særligt følsom på grund af mit handicap. Jeg gør gældende, at den udbetalte godtgørelse er skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

En ”almindelig fratrædelsesgodtgørelse” kan ikke sammenlignes med en erstatning som den i sagen foreliggende, hvor erstatningen udløses på grund af arbejdsgiverens overtrædelse af regler, der giver særlig beskyttelse af ansatte med handicap. Som eksempel på, hvad der normalt forstås ved en fratrædelsesgodtgørelse, kan nævnes funktionærlovens § 2 a, der medfører, at en funktionær, der bliver opsagt af arbejdsgiveren udover opsigelsesvarsel m.v., har krav på fratrædelsesgodtgørelse svarende til én måneds løn, hvis funktionæren på fratrædelsestidspunktet (det vil sige efter udløbet af et opsigelsesvarsel med løn) har været ansat uafbrudt i 12 år, og 3 måneders løn, hvis funktionæren på fratrædelsestidspunktet har været ansat i 17 år.

2.Bemærkninger om beskatning af denne type godtgørelser/erstatninger:

Det fremgår af Den Juridiske Vejledning 2017 afsnit C.C.2.1.6: ”at der ikke er skatteretlige regler, der helt generelt regulerer beskatning af erstatninger, kompensationer og forsikringsydelser.

Beskatningen følger derfor som udgangspunkt de principper, der kan udledes af SL § 4 og § 5 og samspillet mellem disse to bestemmelser. Disse regler gælder dog kun, hvis der ikke andre steder i skattelovgivningen eller anden lovgivning er taget stilling til beskatningen af erstatningen.”

Den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser behandles med andre ord efter reglerne i statsskatteloven.

Statsskatteloven § 4 bestemmer, at løbende indtægter er skattepligtige. Skattepligtig indkomst efter SL § 4 kommer ikke på tale i den foreliggende sag, da der ikke er tale om løbende ydelser.

Valget står mellem skattefrihed efter SL § 5 og skattepligt efter LL § 7 U, der handler om fratrædelsesgodtgørelser.

Da godtgørelsen i den foreliggende sag udbetales som et engangsbeløb, afhænger den skatteretlige behandling af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er en kompensation for, jf. statsskattelovens 5 a.

Erhvervsstyrelsen har anerkendt at have forskelsbehandlet mig, og der er den 17. december 2015 indgået forlig om størrelsen af godtgørelsen mellem min arbejdsgiver og mig.

Godtgørelsen kompenserer med andre ord for forskelsbehandling på grund af handicap og dækker altså ikke en økonomisk skade. Idet der er tale om kompensation for et ikke-økonomisk tab, er godtgørelsen skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Godtgørelsen bliver efter praksis ikke en "fratrædelsesgodtgørelse" alene på grund af udbetalingstidspunktet. Det bemærkes, at udbetalingstidspunktet er helt tilfældigt, og i øvrigt ikke sammenfaldende med mit fratrædelsestidspunkt, som var den 31. maj 2016. Godtgørelsen blev forhandlet mellem [organisation1] og Erhvervsstyrelsen den 17. december 2015, hvor det samtidigt blev aftalt, at beløbet skulle udbetales til mig den 30. juni 2016; retserhvervelsen fandt i juridisk og i skattemæssig henseende altså sted den 17. december 2015.

Udbetalingstidspunktet kunne også have været aftalt til et tidligere eller senere tidspunkt, idet det jo var en forligsaftale. Hvis jeg havde insisteret på at få pengene f.eks. ved udgangen af 2016, havde Erhvervsstyrelsen sikkert syntes, at det var alletiders. Allerede derfor er en beskatning efter ligningslovens § 7 U urigtig.

For det andet afgøres beskatningen af en godtgørelse eller erstatning ikke af udbetalingstidspunktet, men af hvad den pågældende godtgørelse eller erstatning træder i stedet for!

Følgende er et direkte citat fra Den Juridiske Vejledning 2017 C.C.2.1.6:

”Det har betydning for beskatningen af en erstatning, om erstatningen bliver udbetalt som

en løbende ydelse

et engangsbeløb.

Erstatning som løbende ydelse

Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse. Beskatningen er derfor skattepligtig efter SL § 4.

Erstatning som engangsydelse

Hvis erstatningen udbetales som et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes, hvis den er kompensation for et tab af det løbende afkast/indkomsterhvervelse (vedrører indkomstsfæren). Det gælder også, hvis erstatningen erstatter en skattepligtig kapitalgevinst.

Erstatningen beskattes i så fald som det, den træder i stedet for. (Min fremhævelse)

Hvis erstatningen er kompensation for helt eller delvist tab af selve indkomstgrundlaget (indkomstkilden), er den skattefri efter SL § 5. ” (min fremhævelse)

Det samme fremgår bl.a. af Lærebog om Indkomstskat 16. udgave 2015, side 428 midt og fremefter.

Et standpunkt om, at udbetalingstidspunktet skulle være afgørende står helt alene og strider mod almindelige grundlæggende skatteretlige principper og traditioner. Det grundlæggende skatteretlige princip i dansk ret er, at en indkomst kvalificeres efter dens art.

I øvrigt ville indførelsen af et sådant beskatningsprincip, hvorefter en beskatningsmåde afhænger af udbetalingstidspunktet, føre til helt vilkårlige løsninger og betyde, at den samme ydelse vil blive undergivet forskellig beskatning alt afhængigt af, hvornår den tilfældigvis udbetales.

Det fremgår direkte af Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.1.2.1, at det skatteretlige relevante tidspunkt for beskatningen er retserhvervelsestidspunktet. Følgende er et citat fra afsnit C.A.1.2.1.:

”Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet indebærer, at beskatning som udgangspunkt sker på det tidspunkt, hvor en skattepligtig person får et formuegode. Det følger af, at ikke kun penge, men også "formuegoder af pengeværdi" er skattepligtige. Se SL § 4.

Allerede på det tidspunkt, hvor en person har et krav på f.eks. en betaling, har vedkommende et formuegode i form af et retskrav på betaling. Efter retserhvervelsesprincippet sker beskatningen på det tidspunkt, hvor der er et sådant retskrav - uanset om personen faktisk får betalingen.

Er der en retstvist om retten til en indkomst, der ikke allerede er overdraget, vil indkomsten normalt først være endelig erhvervet, når rettens eksistens er fastslået ved dom eller forlig. Se blandt andet LRSM 1971.14, LRSM 1972.108, LRSM 1975.128, TfS 1997,11 LSR og TfS 2000,953 HRD.

I praksis kan det i mange situationer diskuteres, hvornår der endeligt er erhvervet ret til et formuegode. Retserhvervelsesprincippet giver dermed ikke altid et klart svar på, hvornår beskatningstidspunktet er. Desuden er retserhvervelsesprincippet på forskellig måde modificeret blandt andet af kildeskattelovens regler om udbetaling og indeholdelse af skat ved a-indkomst.”

Hvis jeg anerkendte den præmis, at erstatningen/godtgørelsen i den foreliggende sag var skattepligtig, burde den ifølge retserhvervelsesprincippet være skattepligtig i indkomståret 2015 og IKKE i 2016, idet forliget om erstatningen/godtgørelsen blev indgået den 17. december 2015, hvorved jeg fik et retskrav på at modtage godtgørelsen, dvs. at retserhvervelsen fandt sted allerede i december 2015.

Som det fremgår af Den Juridiske Vejledning foretages den skatteretlige kvalifikation af en ydelse i praksis altid ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Et godt eksempel herpå er SKM2001.536.LSR, hvor Told- og Skattestyrelsen pr. 1. januar 1998 havde overført 376 medarbejdere til et "kontrollørkorps" i forbindelse med et generelt personalepolitisk tiltag om opkvalificering af medarbejdere i Told & Skat.

De ansatte fandt, at der var tale om en sådan ændring af deres ansættelsesforhold, at den måtte sidestilles med en afskedigelse og krævede erstatning for manglende overholdelse af reglerne om partshøring i forvaltningsloven. Inden sagerne herom var afsluttede, besluttedes det som led i Finansloven for 1999 at afskedige medarbejderne i kontrollørkorpset. I den forbindelse aftaltes det at yde hver medarbejder en erstatning på 25.000 kr. for den manglende partshøring, forudsat at de rejste sager blev frafaldet. Landsskatteretten fandt, at erstatningen ikke var et led i en fratrædelsesordning. Erstatningen måtte anses for en erstatning for tort, som efter praksis var skattefri, jf. statsskattelovens § 4 og 5.

Så uanset at udbetalingen af godtgørelsen fandt sted i forbindelse med medarbejdernes fratrædelse, var erstatningen altså efter Landsskatterettens opfattelse ikke et led i en fratrædelsesordning.

Erstatningen, som jeg modtager fra Erhvervsstyrelsen, ydes ikke som et led i en fratrædelsesordning. Erstatningen ydes, fordi styrelsen ved opsigelsen af mig har krænket mine rettigheder som handicappet. Erstatningen ydes netop fordi min arbejdsmæssige situation og dermed mit indkomstgrundlag er særligt følsomt på grund af mit handicap. Derfor er det ikke en normal afskedigelsessituation. Selve erstatningen dækker ikke løn i en periode, men er netop erstatning på grund af særlige vanskeligheder ved at finde et nyt job generelt på grund af min helbredsmæssige situation, altså erstatning for afskedigelse i en situation med nedsat indkomstgrundlag. En slags invaliditetskompensation.

Som omtalt i indledningen fremgår det direkte af Den Juridiske Vejledning 2017 C.C.2.1.6:

”at erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold, æreskrænkelser, svie og smerte, varige men og tort m.v. normalt ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen”. Det samme fremgår af Lærebog om Indkomstskat 16. udgave 2015, side 429 nederst, hvor der står, at erstatningen er skattefri, når den skal kompensere invaliditet eller mere ubestemte formueinteresser, jf. Thøger Nielsen.

Det ligner andre tilfælde med krænkede rettigheder, som der er temmelig mange af, og hvor skattefrihed er accepteret. F.eks. er en erstatning for manglende ansættelsesbrev skattefri.

Jeg kan også henvise til TfS 2001.620, hvor Højesteret anså tort-erstatningen for skattefri. Det samme resultat nåede landsskatteretten til i SKM2001.379, hvor erstatningen blev anset for en kompensation for indtægtstab i en uvis årrække, som var skattefri efter SL § 5.

Jeg kan tilføje, at det – trods en energisk indsats – desværre endnu ikke er lykkedes mig at finde et nyt job.

Af de anførte grunde skal godtgørelsen ikke beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse. Der skal således hverken indeholdes skat eller arbejdsmarkedsbidrag af beløbet, da der ikke er tale om en arbejdsydelse, men om en skattefri kompensation/godtgørelse for krænkelse af mine rettigheder som handicappet efter forskelsbehandlingsloven, som er omfattet af SL § 5.

I øvrigt må jeg fremhæve, at LL § 7 U er indført, fordi det ikke ansås for rimeligt, at erstatning ved afskedigelse fuldt ud beskattes som anden indkomst. Ved bestemmelsen lempedes skatten, idet grundbeløbet på 8.000 kr. fritages for beskatning. Reglen blev indført som en lempelse af en skattepligt efter SL § 4. Det har ikke været meningen at tage noget af det område, der ellers henhører under SL § 5, over i det skattepligtige område, og bestemmelsen kan ikke anvendes som en skærpelse af beskatningen af ikke økonomiske godtgørelser, som er skattefri efter SL § 5.

Statsskattelovens indkomstbegreb stammer fra 1903. Hvis sådanne ikke økonomiske godtgørelser, som er omfattet af SL § 5, fremover skal gøres skattepligtige, kræver det en lovændring.

Ændring af beskatningen efter SL § 5 til ugunst for skatteyderne kan selvsagt ikke ske via uhjemlede og ubegrundede administrative skærpelser af praksis om fortolkningen af LL § 7 U, som Skatterådet/SKAT beslutter. Det er ikke retssikkerhed for borgerne!

At de skatteydere, der har erhvervet ret til en godtgørelse før praksisændringen i 2014, kunne modtage deres godtgørelser skattefrit, men de borgere, der har erhvervet ret efter praksisændringen i 2014 gøres fuldt skattepligtige af den samme type godtgørelse, udgør en vilkårlig og urimelig forskelsbehandling, der ikke medvirker til en styrkelse af borgernes tillid til SKAT.

Om sagen i øvrigt henvises i det hele til sagens akter og indholdet af det bindende svar.

Spørgsmålet om, hvorvidt Erhvervsstyrelsens udbetaling af godtgørelsen på 302.434, 36 kr. til mig, jf. lov om forbud mod forskelsbehandling §§ 2 og 7, er skattefri, bør derfor besvares med et JA.”

Klageren er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Skatteankestyrelsen anfører følgende på side 30:

”Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 8 a, at klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling behandles af Ligebehandlingsnævnet. Der foreligger ikke en dom eller afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet angående godtgørelsens karakter. Godtgørelsen er derfor at betragte som en almindelig fratrædelsesgodtgørelse, der er omfattet af ligningslovens § 7 U.”

Jeg har følgende bemærkninger hertil:

Det afgørende er ikke, om udbetalingen af erstatningen sker efter forlig eller dom. Skatteankestyrelsen kan ikke diskvalificere godtgørelsen (som en godtgørelse for afskedigelse af en handicappet medarbejder), bare fordi aftalen er indgået ved et forlig og ikke ved en dom. Sagen blev afgjort ved et forlig, fordi arbejdsgiveren ikke forventede at få medhold ved en dom fra Ligebehandlingsnævnet. Derfor ønskede min arbejdsgiver, at sagen blev løst ved et forlig. Dette skal ikke komme mig til skade.

Det afgørende for den skatteretlige kvalifikation er ikke, om det er et forlig eller en dom; det afgørende er, at godtgørelsen ydes ifølge forskelsbehandlingslovens § 7 for overtrædelse af reglerne om afskedigelse af handikappede medarbejdere, hvilket er erkendt af arbejdsgiveren, som har betalt mig godtgørelsen.

Jeg skal ikke føre bevis herfor, det fremgår direkte af forligsteksten, hvor min arbejdsgiver har erkendt, at det forholder sig sådan. Min arbejdsgiver var staten, og staten kan ikke uddele godtgørelser efter forgodtbefindende. Staten kan kun betale godtgørelser, som den er pligtige at betale. Derfor er formodningen for, at det forholder sig sådan. Hvis Skatteankestyrelsen vil anfægte denne formodning og anfægte godtgørelsens karakter, har Skatteankestyrelsen bevisbyrden for, at godtgørelsen ikke – som skrevet står i forliget – er en godtgørelse for overtrædelse af reglerne i forskelsbehandlingsloven.

De andre medarbejdere, der blev opsagt, har ikke fået nogen erstatning for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, (se side 10 i sagsfremstillingen), og det skyldes, at de ikke er blevet forskelsbehandlet. Jeg har som nævnt dokumentation fra Patienterstatningen for, at mit handicap svarer til en men-grad på 15 %. Arbejdsgivere har en skærpet forpligtelse overfor medarbejdere med et handicap, fordi deres arbejdsmæssige situation er mere udsat end andre medarbejderes. Erstatningen for krænkelsen er dermed af ideel karakter.

Endvidere anfører skatteankestyrelsen følgende:

”Det skal i øvrigt bemærkes, at godtgørelse om følge af uberettiget afskedigelse på grund af handicap, jf. forskelsbehandlingslovens §” 2 og 7, skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed også beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U.”

Denne konstatering er ikke nærmere begrundet fra Skatteankestyrelsens side, lige som der ikke er fremlagt afgørelser eller andet, der støtter synspunktet.

(I det hele taget finder jeg det bemærkelsesværdigt, hvor lidt Skatteankestyrelsen konkret forholder sig til det, jeg har fremført).

Hvor er det, der står, at der er belæg for Skatterådets skærpede praksis, som har meget store konsekvenser for borgerne? Det ville være relevant at få dette nærmere uddybet, konkretiseret og begrundet.

I øvrigt henviser jeg til det tidligere fremførte, der fastholdes.

Spørgsmålet om, hvorvidt Erhvervsstyrelsens udbetaling af godtgørelsen på 302.434, 36 kr. til mig, jf. lov om forbud mod forskelsbehandling §§ 2 og 7, er skattefri, bør derfor besvares med et JA.”

s afgørelse

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig hjemmel.

Overordnet er:

Ifølge afskedigelsesbrevet af 19. november 2015 var baggrunden for opsigelsen en væsentlig reduktion i Erhvervsstyrelsens lønsum, hvorfor direktionen havde besluttet, at et større antal medarbejdere, herunder klageren, skulle afskediges. Det fremgår af brevet, at klageren havde fratræden den 31. maj 2016, men blev fritstillet med virkning fra den 1. december 2015.

Der blev i denne forbindelse aftalt en fratrædelsesgodtgørelse på 6 måneders løn den 17. december 2015. Ifølge aftalen ydedes godtgørelsen ifølge forskelsbehandlingslovens § 7 for afskedigelse af handicappet medarbejder.

Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 8 a, at klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling behandles af Ligebehandlingsnævnet. Der foreligger ikke en dom eller afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet angående godtgørelsens karakter. Godtgørelsen er derfor at betragte som en almindelig fratrædelsesgodtgørelse, der er omfattet af ligningslovens § 7 U.

Det skal i øvrigt bemærkes, at godtgørelse som følge af uberettiget afskedigelse på grund af handicap, jf. forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 7, skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed også beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U.

Klageren har anført, at den praksisændring, der fandt sted med det bindende svar SKM2014.354.SR, er uhjemlet og vilkårlig. Med dette bindende svar skærpede Skatterådet praksis for behandlingen af fratrædelsesgodtgørelser udbetalt efter forskelsbehandlingsloven. Disse havde tidligere været skattefrie. På baggrund af SKM2014.354.SR udsendte SKAT styresignalet SKM2014.801.SKAT om den ændrede skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelser efter forskelsbehandlingsloven. Det fremgår af styresignalet, at den skærpede praksis har virkning for godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7, der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, og som der erhverves endelig ret til den 12. december 2014 eller senere. Som begrundelse for skærpelsen henvistes bl.a. til forarbejderne til ligningslovens § 7 U. Landsskatteretten finder derfor ikke at SKATs praksisændring er uhjemlet, idet ændringen er sagligt begrundet og der er fastsat et passende varsel af ændringen.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Klager har ikke godtgjort, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af klagerens ære eller person. Der henvises til SKM2007.575ØLR.

Landsskatteretten anser således godtgørelsen på 310.434,38 kr. for skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, idet det ikke er dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at den modtagne godtgørelse er skattefri jf. statsskattelovens § 5. Der er lagt vægt på, at godtgørelsen er udbetalt i forbindelse med fratrædelsen og klagerens fuldstændige ophør på arbejdspladsen.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs bindende svar.