Kendelse af 20-11-2018 - indlagt i TaxCons database den 25-12-2018

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS. [virksomhed1] ApS er klagerens arbejdsgiver.

Klageren har i indkomstårene 2013-2015 haft fri bil, og har modtaget kilometergodtgørelse med en fast takst på 3,67 kr./km, uden hensyntagen til, at taksten ændres efter 20.000 kørte km. pr. år.

Klagerens revisor har ikke bestridt, at kilometergodtgørelse der overstiger skatterådets takster er skattepligtige, men klagerens revisor har oplyst, at klageren har været uvidende om, at arbejdsgiveren ikke har kontrolleret hvornår klageren har kørt erhvervsmæssigt mere end 20.000 km årligt. Klageren har ikke været opmærksom på, at taksten for de kørte antal kilometer udover 20.000 km ikke automatisk blev reguleret i arbejdsgiverens lønsystemet, [virksomhed2].

Klageren har oplyst, at det er klagerens daværende revisor, som har bogført klagerens kørte kilometer i lønsystemet.

[virksomhed2]s lønsystem har to koder for kilometergodtgørelse, hvor der er én kode for godtgørelse med høj sats og én kode for godtgørelse med lav sats. Koden skal derfor indtastes i systemet ved indberetning af det kørte antal kilometer.

Der er fremlagt en oversigt over antal kørte kilometer pr. måned for indkomstårene 2013 til 2015, og antal kørte kilometer pr. år er ubestridt.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 104.063 kr. for indkomståret 2013, med 160.232 kr. for indkomståret 2014 og med 202.393 kr. for indkomståret 2015.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”(...)

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Udbetaling af kilometergodtgørelse, som overstiger skatterådets takster er skattepligtig, jf. Bekendtgørelsens Stk. 3 og 5.

Jævnfør bekendtgørelsens stk. 3 og 5, ville en modtagen godtgørelse med en højere sats end Ligningsrådets satser kunne godkendes såfremt bekendtgørelsens stk. 5 er overholdt – dette ses ikke at være tilfældet idet der for ingen af årene er sket en regulering af de modtagne kilometergodtgørelser i en skattefri del og en skattepligtig del end ikke ved årets udgang.

I de pågældende år hvor der er modtages kilometergodtgørelse, er der ikke blevet udarbejdet en oversigt/ opgørelse som viser kilometergodtgørelsen opgjort efter skatterådets takster og den resterende del – derfor anser SKAT hele udbetalingen af kilometergodtgørelser for skattepligtig.

Skatterådets takster for udbetaling af skattefrie kilometergodtgørelser pr. km. har i perioden været:

20133,82 kr. over 20.000 km/år. 2,13 kr.

20143,73 kr. over 20.000 km/år. 2,13 kr.

20153,70 kr. over 20.000 km/år 2.02 kr.

I revisors klage fremstår det som om der er adskillelse mellem dig som lønmodtager og arbejdsgiver [virksomhed1] ApS.

Da du er hovedanpartshaver er der tale om at det er dig selv der skal kontrollere om reglerne er overholdt for udbetaling af kilometergodtgørelsen.

Oplysningen om at arbejdsgiver (dig selv) har baseret deres (dine) udbetalinger på baggrund af lønsystemet i [virksomhed2] og at selskabet (du) ikke har været klar over, at godtgørelsen for kørsel over 20.00 kilometer årligt var for høj kan ikke tilskrives undskyldelig uvidenhed.

Det kan oplyses, at [virksomhed2]s lønsystem har to koder for kilometergodtgørelse: en for godtgørelse med høj sats og en for godtgørelse med lav sats. Det er derfor SKAT`s opfattelse, at lønsystemet lægger op til at det er indberetter til systemet der foretager opdelingen.

Vedrørende anvendelsen af reglerne i Kildeskattelovens § 69A, så skal en sådan anmodning indgives af selskabet og bliver derfor ikke behandlet her.

Der er heller ikke indrømmet fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads efter ligningslovens § 9C, idet revisor har oplyst, at hele befordringen som der er godtgjort er kørt i en privat bil VW Scirocco [reg.nr.1].

Den private bil har i perioden været til syn to gange hhv.:

d. 19.2.2013, hvor km.standen var 146.000

d. 26.1.2015, hvor km.standen var 218.000.

Antal kørte km. i perioden 72.000

Bilen har i denne periode kørt 72.000 km, medens der i samme periode har været udbetalt skattefrie godtgørelser for 75.745 km, jf. revisors opgørelse.

I revisors klage er det anført, at en del af de kørte kilometre er kørt i både Sciroccoen og i en anden privat bil Dodge Charger.

Revisor skriver ligeledes, at hvis ændringerne fastholdels vil I beregne et befordringsfradrag, denne beregning imødeses.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 12.866,85 kr. for indkomståret 2013, til 37.146 kr. for indkomståret 2014 og til 56.939,60 kr. for indkomståret 2015. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 30.663 kr. for indkomståret 2013, til 86.832 kr. for indkomståret 2014 og til 128.993 kr. for indkomståret 2015.

Repræsentanten har til støtte herfor anført:

”(...)

Indledningsvist skal vi bemærke, at SKAT ikke anfægter antallet af de erhvervsmæssigt kørte kilometre, men alene den anvendte sats.

Kørselsgodtgørelsen er beregnet på grundlag af de afregningsbilag, som [person1] har udfyldt og indleveret til selskabet.

Vi vedlægger Bilag 1 med specifikation af de udbetalte kørselsgodtgørelser.

[virksomhed1] ApS anvender [virksomhed2] til lønindberetning og bogholderen har ikke været opmærksom på, at der ikke automatisk skete satsregulering, dels for ændrede satser generelt og dels ændring af sats når grænsen på 20.000 km overskrides.

Vi har set på lønsystemet og konstateret, at satsen for kørte kilometer udover 20.000 km, rent faktisk ikke automatisk reguleres til den korrekte lavere sats.

Det er på den baggrund, at fejlen er opstået.

Selskabet har ikke været opmærksomt på, at satserne ikke automatisk blev reguleret. SKAT anfører følgende i deres kendelse:

"Det kan oplyses, at [virksomhed2]s lønsystem har to koder for kilometergodtgøreles: en for godtgørelse med høj sats og en for godtgørelse med lav sats. Det er derfor SKAT's opfattelse, at lønsystemet lægger op til, at det er indberetter til systemet, der foretager opdelingen."

Det er muligt, at systemet lægger op til, at det er indberetter, der skal foretage opdelingen i godtgørelse efter den høje sats og godtgørelse efter den lave sats, men det fremgår ikke tydeligt.

Det ændrer dog ikke ved, at fejlen i nærværende sag opstår, fordi bogholderen ikke har været bekendt, at der kunne være et problem for så vidt angår den udbetalte sats.

Følgende fremgår af Juridisk Vejledning, C.A.4.3.3.3.2:

Hvis befordringsgodtgørelsen udbetales med et højere beløb end Skatterådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst, og beløbet skal indberettes som løn. Dette gælder ikke, hvis arbejdsgiveren eller hvervgiveren ved den endelige opgørelse anser det beløb, der overstiger satsen, for løn, hvoraf der skal indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag

Som en konsekvens af, at selskabet ikke har været opmærksom på, at satsen skulle reguleres ved kilometer udover 20.000, har selskabet ikke opdelt den udbetalte godtgørelse i en skattefri og skattepligtig del.

Det bør imidlertid ikke komme [person1] til skade og vi har derfor anmodet SKAT om, at udbetalingen af godtgørelsen opdeles i en skattefri del og en skattepligtig del.

Hertil har SKAT anført følgende:

"Jævnfør bekendtgørelsens stk. 3 og 5, ville en modtagen godtgørelse med en højere sats end Ligningsrådets satser kunne godkendes såfremt bekendtgørelsens stk. 5 er overholdt - dette ses ikke at være tilfældet idet der for ingen af årene er sket en regulering af de modtagne kilometer­ godtgørelser i en skattefri og en skattepligtig del end ikke ved årets udgang.

I de pågældende år, hvor der er modtaget kilometergodtgørelse, er der ikke blevet udarbejdet en oversigt/opgørelse som viser kilometergodtgørelsen opgjort efter skatterådets takster og den resterende del - derfor anser SKAT hele udbetalingen af kilometergodtgørelser for skattepligtig."

Som følge, af at hverken selskabet, bogholder eller [person1] har været opmærksomme på, at der er sket en fejl i forbindelse med beregning af den udbetalte kørselsgodtgørelse, har der ikke været udarbejdet en oversigt/opgørelse i en skattefri og en skattepligtig udbetaling i de pågældende indkomstår.

Vi skal bemærke:

SKAT har henvist til SKM2014.84.BR. og SKM2014.1830LR.

I den ene sag var køresedlerne løbende smidt ud, og der var rekonstrueret et kørselsregnskab i forbindelse med sagsbehandlingen, og i den anden sag var køresedlerne mangelfuldt udfyldt.

Forholdene i de to afgørelser kan, efter vores opfattelse, ikke sidestilles med forholdene i nærværende sag, hvor SKAT ikke har stillet spørgsmål ved selve køresedlerne eller omfanget af de kørte kilometre.

Efter vores opfattelse, foreligger der ikke nogen praksis for, at det ikke skulle være muligt efterfølgende at opdele en udbetalt kørselsgodtgørelse i en skattefri og en skattepligtig del, når SKAT ikke anfægter køresedlerne eller omfanget af de kørte kilometre.

Tværtimod henviser SKAT selv til, at der er muligt at opdele udbetalingen i forbindelse med en årsafslutning.

Det bør imidlertid ikke komme [person1] til skade, at arbejdsgiver har baseret deres udbetalinger på baggrund af lønsystemet i [virksomhed2], og at selskabet ikke har været klar over, at godtgørelsen for kørslen udover 20.000 km årligt var for høj.

Det bør heller ikke komme [person1] til skade, at selskabet ikke har udarbejdet en oversigt/opgørelse af de skattepligtige og skattefrie godtgørelser hvert år, idet det er en konsekvens af, at de ikke var opmærksomme på, at der var fejl i beregningen af godtgørelsen.

Primær påstand

Det er vores primære påstand, at den faktiske udbetaling af godtgørelsen kan opdeles i en skattefri og en skattepligtig del.

Vi vedlægger Bilag 2, som vi tidligere har fremsendt til SKAT, hvori vi har beregnet den korrekte skattefrie kørselsgodtgørelse for de pågældende indkomstår, idet vi har taget udgangspunkt i den faktisk udbetalte sats på 3,67 kr. pr. km.

Beregningen giver anledning til følgende forhøjelse af indkomsten:

201312.866,85

2014 37.146,00

201556.939,60

Sekundær påstand

Såfremt SKAT ikke kan give os medhold i vores primære påstand, er vores sekundære påstand, at der ikke er udbetalt kørselsgodtgørelse med for høj sats for så vidt angår de første 20.000 km i hvert af de enkelte indkomstår.

Satsen på 3,67 kr. pr. km er i alle tre indkomstår mindre end Skatterådets sats.

På den baggrund, er den udbetalte kørselsgodtgørelse for de første 20.000 km årligt, alt andet lige, skattefrie, idet de ikke er udbetalt med for høj sats.

Med udgangspunkt heri, vil indkomsten skulle forhøjes med følgende beløb:

201330.663,00

201486.832,00

2015128.993,00”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage

b) Befordring mellem arbejdspladser og

c) Befordring inden for samme arbejdsplads.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

I det foreliggende tilfælde er der et interessefællesskab mellem arbejdsgiveren og klageren, som er hovedaktionær i det udbetalende selskab. I praksis stilles der herefter et særligt strengt beviskrav til dokumentationen af, at betingelserne for udbetaling af befordringsgodtgørelsen som skattefri er opfyldt. Der kan i den forbindelse f.eks. henvises til SKM2015.73.ØLR samt SKM2010.778.VLR.

Det fremgår af § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, at såfremt der udbetales befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Ligningsrådets fastsatte satser, anses hele beløbet for personlig indkomst.

Der ses på den baggrund ikke at være hjemmel i bekendtgørelsen til at foretage beskatningen således, at der alene sker en beskatning af differencen mellem den udbetalte befordringsgodtgørelse og det skattepligtige beløb af kørsel ud over 20.000 km om året, jf. også SKM2006.229.

På denne baggrund anses betingelserne for udbetaling af befordringsgodtgørelsen som en skattefri godtgørelse ikke at være opfyldt, og det er herefter den samlede udbetalte befordringsgodtgørelse, der anses som skattepligtig.

Landsskatteretten stadfæster i det hele SKATs afgørelse.