Kendelse af 04-12-2019 - indlagt i TaxCons database den 12-01-2020

Faktiske oplysninger

SKAT har ordinært genoptaget indkomstansættelserne for 2013 og 2014 ved afgørelse af 30. maj 2017. Klagen vedrører således, hvorvidt der er grundlag for at ændre indkomstansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014.

SKAT har modtaget oplysninger fra [virksomhed1] A/S om, at klageren har solgt skrot til dem i indkomstårene 2013 og 2014. Det fremgår af afregningsbilag, at klageren har solgt skrot for 66.785 kr. i 2013 og 25.758 kr. i 2014. Det fremgår ikke af det indsendte materiale, hvornår SKAT har modtaget materialet.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren gennem en længere årrække har indsamlet skrot.

Klagerens repræsentant har den 10. januar 2017 anmodet SKAT om at få genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014. Den 20. januar 2017 er repræsentanten kommet med yderligere bemærkninger til anmodningen om genoptagelse.

SKAT har den 25. april 2017 fremsendt forslag til afgørelse om, at SKAT ikke vil ændre klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014.

SKAT har den 30. maj 2017 truffet afgørelse om afslag på at ændre klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2013 og 2014.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren aldrig har modtaget SKATs forslag til afgørelse.

Klagerens repræsentant har den 19. juni 2017 klaget over SKATs afgørelse. Repræsentanten har gjort gældende, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014 skal genoptages. Til støtte for sin påstand har repræsentanten gjort gældende, at det er med urette, at SKAT har anset indkomsten ved salg af skrot for indvundet ved selvstændig erhvervsvirksomhed, og at skrottets anskaffelsessum skal ansættes til handelsværdien på indsamlingstidspunktet, således at det alene er værdistigningen der beskattes.

SKATs afgørelse

SKAT har den 30. maj 2017 genoptaget deres afgørelse, men fastholdt indkomstansættelserne for indkomståret 2013 og 2014.

SKAT begrunder afgørelsen således:

”(...)

Din rådgiver [person1] har i mails af 10. januar 2017 og 20. januar 2017 bedt om at få ændret grundlaget for din skat for indkomstårene 2013 og 2014.

SKAT har i forslag af 25. august 2015 ændret din skattepligtige indkomst med ikke-medregnet resultat af selvstændig virksomhed i forbindelse med salg af skrot med henholdsvis 66.785 kr. for indkomståret 2013 og 25.758 kr. for indkomståret 2014.

I genoptagelsesanmodningen kommer din rådgiver med følgende anbringender:

SKAT skal bemærke, at de opgjorte salg på henholdsvis kr. 66.785 og kr. 25.758 ikke er bestridt.

Vedr. punkt 1.: SKAT har fremsendt forslagsskrivelsen til den adresse hvor du ifølge Det Central Personregister var bosiddende på tidspunktet for fremsendelsen. Ifølge Det Centrale Personregister har du været registreret på den adresse siden den 26. januar 2015 og er fortsat registreret der.

Vedr. punkt 2.: SKAT finder ikke, at du er omfattet af reglerne om en kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

SKAT mener, at omfanget af salget af skrot er så stort, at der ikke kan være tale om salg af privat indbo, omfattet af reglerne i statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, hvorfor SKAT har anset dig for at have drevet selvstændig virksomhed med salg af skrot, hvorfor indkomsten skulle have været selvangivet, idet indkomst/fradrag af selvstændig virksomhed ikke er fortrykt på selvangivelsesblanketten. I SKM2009.810 LSR har landsretten udtalt ”Den korte ligningsfrist finder dog ikke anvendelse, når den skattepligtige ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2. I sådanne tilfælde vil alle forhold i den pågældende skatteansættelse kunne ændres inden for de almindelige frister i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

En skattepligtig kan bl.a. ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, hvis den pågældende har indkomst eller fradrag af en sådan art, at den/det ikke er dækket af rubrikkerne på selve den fortrykte selvangivelsesblanket (blanket 04.048) for det pågældende indkomstår, jf. bekendtgørelsens § 2, stk.1, nr. 1.”

SKAT finder også, at du som minimum har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægten, hvorfor du heller ikke af denne grund anses at være omfattet af reglerne om en kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, se § 3, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Ændringerne er derfor foretaget efter fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Vedr. punkt 3.: Din rådgiver har i genoptagelsesanmodningen oplyst, at han ikke mener, du har drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, da der ikke har været nogen risiko forbundet med indtægten. Der henvises i den forbindelse til SKATs juridiske vejledning afsnit C.C.1.1.1., hvoraf det blandt andet fremgår, at selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud.

Din rådgiver oplyser blandt andet, at der ikke har været udgifter forbundet med at indsamle skrot og at fraværet af økonomisk risiko gør, at der ikke er tale om selvstændig virksomhed. Der henvises til skatterådets bindende svar gengivet i SKM 2016.343.

I vejledningens afsnit C.C.1.1.1. er oplistet definitionerne på erhvervsmæssig virksomhed, ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobby virksomhed), honorarindtægter i et ansættelsesforhold/tjenesteforhold og honorarindtægter i øvrigt. At virksomheden skal være selvstændig betyder, at der skal ske en afgrænsning over for tjenesteforhold. Det kan være både lønmodtagerforhold og de honorarmodtagere, der er i tjenesteforhold og skattemæssigt behandles på samme måde som lønmodtagere. Se afsnit C.C.1.2

SKAT finder, at dit salg af skrot er sket udenfor et ansættelsesforhold og finder ligeledes ikke at der er tale om en honorarindtægt. SKAT har henset til, at du 19 gange i indkomstårene 2013 og 2014 har solgt skrot, i et omfang der har været så stort, at det ikke antages, at kunne være private ejendele og derfor anses som selvstændig virksomhed.

Du har ikke selvangivet indtægter ved salg af skrot for indkomstårene 2013 og 2014 og uanset om indtægten er erhvervsmæssig virksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed så er indtægten skattepligtig efter nettoprincippet i statsskattelovens § 4.

Vedr. punkt 4.: Endvidere mener din rådgiver, at du alene er skattepligtig af en gevinst opgjort som forskellen mellem salgssummen og skrottets værdi på indsamlingstidspunktet. SKAT er ikke enig i din rådgivers betragtninger, da salg af skrot ikke er omfattet af kursgevinstloven, se kursgevinstlovens § 1.

Vi mener, at grundlaget for din skat ikke skal ændres, da der ikke er kommet nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter som kan begrunde en genoptagelse af dine skatteansættelser for 2013 og 2014, se skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

(...)”

SKAT er den 14. juli 2017 til Skatteankestyrelsen kommet med følgende bemærkninger til klagen.

”(...)

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen, SKAT har dog følgende kommentarer til klagers anbringender om, at klager ikke driver selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, og at salg af skrot skal beskattes efter særlovgivningen (ejendomsavancebeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven (indkomstopgørelsen):

Erhvervsmæssig virksomhed:

Klagers rådgiver mener ikke, at klager har drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, da der ifølge det oplyste, ikke har været nogen driftsomkostninger forbundet med klagers indsamling af skrot, og der dermed ikke har været nogen økonomisk risiko for klager. Rådgiver mener, at erhvervsmæssig virksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter, med det formål at opnå et overskud.

Ikke-erhvervsmæssig virksomhed er som oftest karakteriseret ved, at indtægtserhvervelsen ikke er det afgørende formål med virksomheden, og at virksomhedens formål udspringer af en personlig interesse/hobby.

Ifølge SKATs oplysninger har klager solgt skrot for mere end 170.000 kr. (42.000 kg) i perioden 2012 - 2014.

SKAT mener ikke, at klagers virksomhed er udøvet med andre formål end det formål, at opnå et økonomisk overskud. Henset til den lange periode virksomheden har været drevet, samtidig med den mængde skrot der er solgt, mener SKAT, at virksomheden også er drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet som karakteriserer en erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT mener således, at klager har drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed med salg af skrot og er skattepligtig efter nettoprincippet i statsskattelovens § 4 og skal afkræves AM-bidrag af indkomsten.

Indkomstopgørelsen:

Klagers rådgiver mener, at salg af skrot skal opgøres og beskattes efter reglerne i kursgevinstloven.

SKAT henviser i den forbindelse til kursgevinstlovens § 1, hvoraf det fremgår hvilke gevinster og tab, der er omfattet af kursgevinstloven.

SKAT mener ikke, at et skattepligtigt salg af skrot kan opgøres efter reglerne i kursgevinstlovene.

(...)”

Klagerens opfattelse

I klagen til Skatteankestyrelsen af 19. juni 2017 har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014 genoptages.

Klagerens repræsentant er kommet med følgende bemærkninger til klagen:

”(...)

ANBRINGENDER

Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 indeholder de generelle fristregler for gennemførelse af skatteansættelser, som sker på foranledning af enten SKAT eller den skattepligtige.

Fristreglerne er udtryk for en afvejning af på den ene side hensynet til, at der opnås det materielt korrekte resultat, og på den anden side det ofte modsatrettede hensyn til, at den skattepligtige og myndighederne skal kunne indrette sig efter, at en skatteansættelse ikke ændres efter længere tid.

SKAT kan efter reglerne om ordinær genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb varsle en foretagelse eller en ændring af en skatteansættelse. Tilsvarende skal en skattepligtig, som ønsker en skatteansættelse ændret, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb anmode om genoptagelse af ansættelsen.

Efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse kan en skatteansættelse alene foretages eller ændres efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse.

Det er utvivlsomt, at den foreliggende sag skal afgøres efter reglerne om ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Min klient har herefter et retskrav på genoptagelse af skatteansættelsen, hvis der fremlægges faktiske eller retlig oplysninger, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.

Der kan indrømmes genoptagelse, hvis der fremlægges oplysninger, som ikke tidligere har indgået i grundlaget for ansættelsen. Oplysningerne behøver ikke være nye i objektiv forstand.

Det er ikke en betingelse for genoptagelse, at SKAT konkret vurderer, at den tidligere skatteansættelse er materielt forkert. Det skal blot sandsynliggøres, at den tidligere ansættelse ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindelig blev foretaget.

Hvis det vurderes, at de nye fremlagte oplysninger sandsynliggør, at ansættelsen ville være blevet anderledes, skal en anmodning om genoptagelse imødekommes.

Der træffes først efterfølgende – og på baggrund af en fyldestgørende prøvelse - afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at ændre den tidligere ansættelse.

Det fremgår af SKATs afgørelse af 30. maj 2017, at der ikke er kommet nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter som kan begrunde en genoptagelse af min klients skatteansættelser for 2013 og 2014.

Jeg deler ikke SKATs opfattelse.

Min anmodning om genoptagelse støttes på 2 forhold. For det første, hvorvidt indkomsten ved salg af skrot er indvundet ved selvstændig erhvervsvirksomhed, og for det andet indkomstopgørelsen.

Selvstændig erhvervsvirksomhed

SKAT har ved sin afgørelse lagt til grund, at den indkomst som min klient har oppebåret ved salg af skrot er indvundet ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

SKAT har ligeledes lagt til grund, at der ikke har været afholdt fradragsberettigede udgifter.

Det forhold, at indkomsten er anset for oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed har bl.a. betydet, at den er bidragspligtig efter arbejdsmarkedsbidragsloven. SKAT har i overensstemmelse hermed afkrævet min klient AM-bidrag af den.

Det gøres gældende, at det er med urette, at SKAT har anset den indkomst som min klient har oppebåret ved salg af skrot for indvundet ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Den aktivitet, som min klient har udøvet i forbindelse med indsamling og videresalg af skrot, er ikke selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende, idet aktiviteten har været uden økonomisk risiko.

Hvorvidt en fysisk person skattemæssigt kan anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, beror på en vurdering af en række kriterier. Der er ikke i skattelovgivningen fastsat en definition af selvstændig erhvervsvirksomhed. Et af de centrale, sædvanlige kriterier for skattemæssigt at kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende er, at skatteyderen bærer den økonomiske risiko i forbindelse med arbejdets udførelse, jf. afsnit 2.1 i de almindelige bemærkninger til L 194 fra folketingsåret 2016/17.

Det fremgår tilsvarende af SKATs juridiske vejledning afsnit C.C.1.1.1, at selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud.

I SKM 2016.343 fandt skatterådet i et bindende svar, at en blogger ikke kunne anses for selvstændig erhvervsdrivende, idet der ikke var nogen nævneværdig økonomisk risiko forbundet med aktiviteten som blogger. De udgifter, som bloggeren afholdt i forbindelse med arbejdets udførelse, var yderst begrænsede.

I SKM 2007.35 fandt et flertal af landsrettens dommere, at en skatteyder, der drev forfatter- og foredragsvirksomhed, at der ikke var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende, idet der ikke var forbundet med en selvstændig økonomisk risiko. Der havde ikke været væsentlige udgifter forbundet med aktiviteten.

Det er en betingelse for at blive anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende, at der er en økonomisk risiko forbundet med aktiviteten.

Det er ubestridt, at der ikke har været udgifter forbundet med den aktivitet, som min klient har udøvet. Der har følgelig heller ikke været er en økonomisk risiko forbundet med aktiviteten.

Det er derfor med urette, at SKAT har anset den indkomst, som min klient har oppebåret ved salg af skrot, for indvundet ved selvstændig erhvervsvirksomhed med den virkning, at han er blevet afkrævet AM-bidrag af indkomsten.

Det gøres gældende, at der er tale om nye oplysninger, der sandsynliggør, at den tidligere ansættelse ville – eller i hvert fald burde - være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindelig blev foretaget, hvorfor betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstår 2013-14 er opfyldte.

Indkomstopgørelsen

SKAT har ved sin afgørelse lagt til grund, at min klient er skattepligtig af forskellen mellem afståelses- og anskaffelsessummen.

Afståelsessummen fremgår af de afregningsbilag, der indgår i sagen. For så vidt angår anskaffelsessummen gøres det gældende, at den skal fastsættes til handelsværdi på indsamlingstidspunktet, således at det alene er værdistigningen, der beskattes på salgstidspunktet.

Det fremgår af særlovgivningen (ejendomsavancebeskatningslovens § 3, aktieavancebeskatningslovens § 31 og kursgevinstlovens § 34), at anskaffelsessummen fastsættes til den værdi, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift eller indkomstskat, når anskaffelsen er sket ved gave, arv eller arveforskud.

I de tilfælde, hvor der ikke har været gaveafgifts- eller indkomstskattepligt forbundet med anskaffelsen, anvendes handelsværdien på anskaffelsestidspunktet som anskaffelsessum.

Det gøres gældende, at hovedreglen i særlovgivningen for opgørelse af anskaffelsessummen for anskaffelser, der er sket ved gave, arv eller arveforskud, er en fravigelse af almindelige skatteretlige udgangspunkt.

Efter sidstnævnte anvendes handelsværdien på anskaffelsestidspunktet som anskaffelsessum, således at det alene er værdistigninger i ejerperioden, der beskattes ved salg.

Det er utvivlsomt, at den foreliggende sag ikke er omfattet af særlovgivningen, hvorfor spørgsmålet om beskatning, herunder omfanget, skal afgøres efter statsskattelovens §§ 4-5.

Som anført oven for gøres det gældende, at anskaffelsessummen i en sag som den foreliggende skal ske efter det almindelige skatteretlige udgangspunkt dvs. til handelsværdien på anskaffelsestidspunktet.

Det er utvivlsomt, at det ikke er sket i SKATs afgørelse. Det gøres gældende, at der er tale om nye oplysninger, der sandsynliggøres, at den tidligere ansættelse ville – eller i hvert fald burde - være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindelig blev foretaget, hvorfor betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstår 2013-14 er opfyldte.

(...)”

Klagerens repræsentant har i anmodningen om genoptagelse af 20. januar 2017 skrevet følgende:

”Jeg har modtaget SKAT’s agterskrivelser af 24. august 2015, der angår indkomstårene 2013 og 2014. Min klient har efter det oplyste ikke modtaget disse tidligere.

Jeg skal anmode om genoptagelse af min klients skatteansættelser for de 2 indkomstår. Det er min opfattelse, at min klient er omfattet af den forkortede ligningsfrist. Forhøjelserne er følgelig varslet for sent og er følgelig ugyldige.

Det fremgår af agterskrivelserne, at min klient er anset for at have drevet selvstændig virksomhed. Det er jeg ikke enig i. Selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud, jf. SKAT’s juridiske vejledning 2016-2, afsnit C.C.1.1.1

Det har ikke været forbundet med udgifter for min klient at indsamle skrot. SKAT har i overensstemmelse hermed i agterskrivelserne lagt dette til grund. Fraværet af økonomisk risiko gør, at der ikke er tale om selvstændig virksomhed, jf. skatterådets bindende svar gengivet i SKM 2016.343, hvor rådet tiltrådte SKAT’s indstilling:

"Henset til, at der ikke er nogen nævneværdig økonomisk risiko forbundet med Spørgers arbejde som blogger, og at hun modtager alle sine arbejdsopgaver gennem én opdragsgiver - X - er det SKATs opfattelse, at Spørger ikke kan anses for selvstændig erhvervsdrivende.

Det kan efter min opfattelse ikke tilregnes min klient som groft uagtsomt, at han ikke har selvangivet virksomhedens resultat, når der ikke er tale om selvstændig virksomhed i skattemæssig henseende.

Derudover er det min opfattelse, at min klient alene er skattepligtig af en gevinst opgjort som forskellen mellem salgssummen og skrottets værdi på indsamlingstidspunktet. For så vidt angår dette forhold skal jeg henvise til vedhæftede.”

På telefonmødet den 17. september 2019 med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har klagerens repræsentant anført, at der foreligger praksis på, at der kan gives et skønsmæssigt fradrag for udgifter, der må antages at være forbundne med driften af en virksomhed. Repræsentanten har henvist til SKM2013.230.

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 og 2014 på den skattepligtiges initiativ således være sendt til SKAT senest den 1. maj 2017 og 1. maj 2018 for henholdsvis indkomstårene 2013 og 2014.

Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2013 og 2014 blev sendt den 10. januar 2017 og 20. januar 2017 til SKAT. Genoptagelsesanmodningen for indkomstårene 2013 og 2014 ligger således inden for den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

SKAT har genoptaget sagen, men ikke ændret skatteansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014.

Klagerens repræsentant har bl.a. anført, at det er med urette, at SKAT har anset den indkomst som klageren har oppebåret ved salg af skrot for indvundet ved selvstændig erhvervsvirksomhed og med den virkning, at klageren er afkrævet AM-bidrag af indkomsten.

Selvstændig erhvervsvirksomhed

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive sin indkomst til SKAT.

Indtægt ved salg af private aktiver er dog som udgangspunkt skattefri, jf. hovedreglen i statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

Klagerens repræsentant har anført, at det som bl.a. karakteriserer selvstændig erhvervsvirksomhed er, at det er skatteyderen, der bærer den økonomiske risiko. Repræsentanten har videre anført, at klageren ikke har drevet selvstændig virksomhed, da der ikke har været udgifter forbundet med salget og dermed heller ikke været en økonomisk risiko forbundet med salget af skrot. Repræsentanten har bl.a. henvist til SKM2016.343.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud. Virksomheden skal udøves regelmæssigt, have en vis varighed og være af ikke helt underordnet omfang.

Retten finder, at klageren bærer den økonomiske risiko ved salget af skrot og dermed er selvstændig erhvervsdrivende og skattepligtig af indtægten, jf. statsskattelovens § 4.

Retten har lagt vægt på, at klageren har solgt skrottet uden for et ansættelsesforhold, og at der ikke er tale om honorarindtægt, da der ikke er en opdragsgiver. Retten har endvidere lagt vægt på, at klageren gentagne gange i 2013 og 2014 har solgt ikke ubetydelige mængder skrot, bl.a. 20,2 tons jern og 2,9 tons kobberkabler. Retten har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at skrottet er indsamlet til privat forbrug. Retten finder endvidere, at mængden af det solgte skrot overstiger, hvad der kan anses for privat salg.

Retten finder ikke, at den af repræsentanten nævnte afgørelse gengivet i SKM 2016.343 kan føre til et andet resultat. Rettens skal herved bemærke, at den omstændighed at den omhandlede sagsøgerikke havde nogen nævneværdig økonomisk risiko forbundet med arbejdet skal sammenholdes med, at hun modtog alle sin opgaver gennem én opdragsgiver.

Det følger af arbejdsmarkedsbidragslovens § 4, stk. 1, at grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for selvstændig erhvervsvirksomhed udgør den personlige indkomst ved selvstændig virksomhed. Da klageren har solgt ikke ubetydelig mængder skrot over en længere periode, finder retten, at aktiviteten må anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed. Klageren er som følge heraf forpligtet til at betale arbejdsmarkedsbidrag.

Indkomstopgørelsen

Klagerens repræsentant har endvidere gjort glædende, at kursgevinstloven skal finde anvendelse, og det er handelsværdien på anskaffelsestidspunktet, der skal anvendes således, at det alene er værdistigningen i ejerperioden der beskattes ved salg. Retten finder ikke, at kursgevinstloven skal finde anvendelse, da der er tale om selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, hvor overskud af virksomhed skal beskattes efter statsskattelovens § 4.

Da klageren anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, skal den skattepligtige indkomst opgøres efter statsskattelovens § 4 med fradrag for driftsomkostninger, der er med til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6.

Klageren har ikke fremsendt dokumentation for, at der ikke har været fortjeneste ved salget af skrot, herunder udgifter forbundet med anskaffelse af skrottet, jf. statsskattelovens § 6. Retten finder på den baggrund, at det må lægges til grund, at anskaffelsessummen for skrottet har været 0 kr.

Da salget og fortjenesten af skrottet er sket i indkomstårene 2013 og 2014, skal beskatningen ske i de pågældende år.

Klagerens repræsentant har endvidere på telefonmødet gjort gældende, at der ifølge praksis kan gives et skønsmæssigt fradrag for udgifter, der må antages at være forbundne med driften af virksomheden, hvis klageren ikke har dokumenteret varekøb. Repræsentanten har henvist til SKM2013.230BR, hvor byretten kom frem til, at der skulle gives et skønsmæssigt fradrag for klagerens udgifter i forbindelse med køb af paller, da klageren ikke havde dokumenteret sit varekøb. Byretten lagde til grund, at det næppe var sandsynligt, at klageren havde fået paller forærende i det omfang, der var solgt paller.

Retten finder ikke, at der er grundlag for at indrømme et skønsmæssigt fradrag i denne sag. Udgangspunktet er, at der er fradrag for udgifter, som er med til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst, jf. SL § 6.Klageren skal som udgangspunkt dokumentere eller sandsynliggøre udgifterne i forbindelse med indkomsterhvervelsen. Der kan henvises til SKM2013.493VLR.

I SKM2013.493VLR kom Vestre Landsret frem til, at en klager som havde solgt skrot, ikke skulle have et skønsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst. Landsretten lagde vægt på, at klageren, havde haft muligheden for at fremlægge dokumentation for virksomhedens driftsudgifter. Landsretten fandt på den baggrund, at der var mindst lige så stor sandsynlighed for, at klageren ikke havde haft fradragsberettigede udgifter til drift, som for at han havde haft. Landsretten fandt, at den omstændighed, at SKAT ikke givet klageren et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter ikke var ens betydende med, at SKAT ikke havde foretaget et skøn over, hvorvidt der skulle gives et skønsmæssigt fradrag eller ej.

Klagerens repræsentant har fremsat bemærkning om, at klageren ikke har reageret på SKATs forslag til afgørelse, da han ikke har modtaget forslaget, og at SKAT har gennemført forhøjelserne i overensstemmelse med det varslede. Retten bemærker hertil, at SKATs forslag er sendt til den adresse, som klageren ifølge cpr-registret var bosiddende på tidspunktet for forslaget, og at selve afgørelsen er kommet frem til klageren uden, at han har påklaget den. Der er således ikke begået sagsbehandlingsfejl, der kan føre til afgørelsens ugyldighed.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre den af SKAT foretagne skatteansættelse for indkomstårene 2013 og 2014, og den påklagede afgørelse stadfæstes således.