Kendelse af 19-07-2019 - indlagt i TaxCons database den 24-08-2019

SKAT har givet afslag på anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er svensker og bosiddende i Sverige. Klageren er ansat som overlæge ved [Hospital1] i Danmark den 1. september 2016.

Af ansættelseskontrakten, underskrevet den 18. juli 2016, fremgår blandt andet følgende:

”6. VEDERLAG

6.1 Medarbejderen oppebærer udelukkende casehonorering, hvorved forstås honorering for forundersøgelse, behandling, kontrol, efterfølgende kontrol, telefoniske patientsamtaler, besvarelse af e-mails fra patienter. Medarbejderen honoreres ikke for patientforsikringstillægget.

6.2 Casehonoraret fastsættes som følger:

6.3 44,44 % af patientens pris fratrukket billeddiagnostik, gebyrer og evt. rabatter for ambulatorieaktivitet.

6.4 Medarbejderen honoreres alene for ydelser, der er udført og betales.

6.5 Det præsterede arbejde opgøres den sidste dag i måneden, og udbetales senest den sidste hverdag den efterfølgende måned.

6.6 Der betales ikke pensionsbidrag af lønnen.”

Efter SKATs afslag på anmodning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F er der den 29. maj 2017 udarbejdet et tillæg til ansættelseskontrakten, hvoraf fremgår:

Allonge til ansættelseskontrakt

(...)

Jeg bekræfter hermed, at du i din ansættelse honoreres med en minimumsløn på kr. 65.000,00 pr. måned fra den 26. september 2016.

Øvrige ansættelsesforhold forbliver uændrede i henhold til din ansættelseskontrakt.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet anmodning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Som begrundelse er anført følgende:

”Af kildeskattelovens § 48 E stk. 3 nr. 3 fremgår det, at det er en betingelse for anvendelse af regleme i kildeskattelovens §§ 48 e-fat vederlaget i penge i henhold til ansættelseskontrakten som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på minimum 63.700 kr. pr. måned.

Der er i den indsendte kontrakt ikke er fastsat en minimumsløn pr. måned, men at aflønningen foregår som casehonorering det vil sige at aflønningen er afhængig af antallet af behandlinger og patienter og dermed ikke udgør en nærmere fastsat månedlig grundløn.

Det fremgår ligeledes at det fremsendte at aflønningen for perioden 12-09-2016 - 25-03-2017 varierer meget.

Vi kan derfor ikke imødekomme din ansøgning om beskatning efter reglerne i kildeskattelovens § 48 e-f.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han opfylder betingelserne for beskatning efter kildeskattelovens §§ 48E og F under sin ansættelse ved [Hospital1].

Til støtte for sin påstand har klageren indsendt tillæg til sin ansættelseskontrakt, hvorefter han er garanteret en minimumsløn på 65.000 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Forskere og højtlønnede personer, der opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 48 E, kan vælge at blive beskattet efter reglerne i kildeskattelovens § 48 F. Betingelserne skal være opfyldt på tidspunktet for påbegyndelsen af ansættelsesforholdet jf. dagældende kildeskattelovs § 48 E stk. 1.

For personer, hvis kvalifikationer som forskere ikke er godkendt af en offentlig forskningsinstitution eller Det Frie Forskningsråd, gælder, at vederlaget i penge i henhold til ansættelseskontrakten som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på mindst 59.500 kr. (2010-niveau) om måneden, hvilket reguleres efter personskattelovens § 20. Hertil kommer bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det følger af kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, jf. stk. 4.

Vederlagskravet for indkomståret 2016 udgør 62.300 kr.

Klageren skal ifølge ansættelseskontrakten aflønnes alene ved casehonorering. Klageren har således ikke krav på en grundløn på mindst 62.300 kr. i henhold til ansættelseskontrakten ved tidspunktet for påbegyndelsen af ansættelsesforholdet.

Klageren opfylder dermed ikke vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3.

Det forhold, at klageren i henhold til tillæg af 29. maj 2017 til ansættelseskontrakten, med tilbagevirkende kraft sikres en grundløn på 65.000 kr. kan ikke føre til et andet resultat, da tillægget ikke forelå på tidspunktet for påbegyndelsen af ansættelsesforholdet.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.