Kendelse af 27-09-2019 - indlagt i TaxCons database den 01-11-2019

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedaktionær i [virksomhed1] ApS.

Selskabet anskaffede ejendommen på [adresse1], [by1] (ejd.nr. [...]) den 30. juni 2005 for 1.855.000 kr.

Det fremgår af BBR-registreret, at ejendommen er et to-familieshus, hvor beboelsesdelen er opdelt i 2 lejligheder. Stueplan består af en lejlighed på 95 kvm og 1. sal og tagetagen er en lejlighed på i alt 157 kvm. Der er registreret 2 udhuse/garager på ejendommen.

Klageren har ifølge folkeregistret boet på adressen siden 13. marts 2006. Klageren har rådighed over 1. sal og tagetagen og deler kælderen med anden lejer i ejendommen.

Ifølge indsendte kontospecifikationer m.v. fremgår det, at klageren ikke har betalt husleje til selskabet for at bo i ejendommen. Derudover har selskabet betalt forbrugsafgifter, forsikringer og ejendomsskat.

Klagerens revisor har indsendt kontospecifikationer, hvoraf kan ses de årlige udgifter til vand, varme, el, forsikringer og ejendomsskatter.

Den offentlige ejendomsværdi er: 2011 og 2012: 2.950.000 kr., 2013-2015: 2.850.000 kr. Der er ikke nogen særskilt vurdering af ejerboligdelen.

Klagerens repræsentant har fremlagt beregning af, hvordan vand og varme forbrug fordeles på ejendommens lokaler. Den viser:

Ejendommens areal udgør 281 kvm., hvoraf SKAT har beregnet at det vægtede areal af klagerens egen lejlighed inkl. kælder udgør 58 %.

Efter det oplyste afregnes el særskilt efter målere. Der foreligger ikke forbrugsafregninger, som viser i hvilket omfang lejeren har afholdt forbrugsudgifter til vand og varme.

Af lejekontrakt og mail fra klagerens repræsentant fremgår, at huslejen er 6.000 kr. månedligt + forbrugsudgifter på 500 kr. til varme og vand.

Det er oplyst, at kælderen i en periode har været udlejet.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet værdien af fri bolig inkl. forbrug for indkomstårene 2011-2015.

SKAT har som begrundelse anført:

”Hovedanpartshavere m.v. ansat i deres selskab samt andre personer med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der som led i ansættelsesforholdet får stillet helårsbolig til rådighed, skal be skattes af fri bolig, jf. ligningslovens § 16, stk. 9 og Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.2.1

Beskatningen fastsættes med en standardiseret sats på 5 pct. af et nærmere defineret beregnings grundlag. Derudover forhøjes den skattepligtige værdi med tillæg i forhold til beregningsgrundla gets afvigelse fra ejendomsværdien efter ejendomsværdiskatteloven, j f. Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.2.3 om værdiansættelse.

Når selskabet betaler udgiften til ejendomsskat, skal denne udgift regnes med i den skattepligtige indkomst, ligesom andre afgifter, som f.eks. varme, vand, vandafledningsafgift, renovation, el, fælles antenne, gartner og lignende også skal beskattes særskilt, jf. ligningslovens § 16, stk. 9.

Når hovedanpartshaveren betaler selskabet for råderetten, skal den skattepligtige værdi sættes ned med det beløb, som udgør hovedanpartshaverens egenbetaling.

SKAT bemærker i den forbindelse, at der ikke kan godkendes nedslag for nogen erhvervsmæssig anvendelse af boligen, når det ikke er godtgjort, at visse lokaler udelukkende tjener den erhvervs mæssige drift af virksomheden.

Hovedreglen er således, at der alene kan foretages nedslag for erhvervsmæssigt benyttede arealer i den private bolig, hvis de omhandlede arealer er indrettet på en sådan måde, at de ikke kan benyttes til private formål. Kravet er, at lokaler m.v. er indrettet på en sådan måde, at de udelukkende tjener driften af selskabet.

Lokaler der benyttes til både erhvervsmæssige formål og private formål godkendes der ikke nedslag for. Hvis eksempelvis en del af et lokale anvendes til erhvervsmæssig brug, men samtidig er gen nemgangsrum til private rum, så kan der ikke gives nedsa1g herfor, da lokalet ikke kun tjener den erhvervsmæssige drift af virksomheden, jf. praksis herom som bl.a. fremgår af SKM2015.309.BR og SKM2002.29.HR.

SKAT finder det ikke dokumenteret, at ejendommen har været anvendt af selskabet i et sådan om fang, at privat rådighed ikke har været muligt i nogle af lokalerne i selve beboelsesdelen. Det er uden betydning, at selskabet måtte have haft visse erhvervsmæssige aktiviteter i ejendommen jf. ovenstående domme.

Beskatningsgrundlaget for fri bolig for hovedanpartshavere m.v. ansat i deres selskab, beregnes efter de objektive regler i ligningslovens§ 16, stk. 9, og det er derfor ikke afgørende for beskatnings grundlaget, hvad markedslejen er for ejendommen, når der er tale om en ejendom uden bopælspligt.

Beskatningsgrundlaget ansættes til det største beløb af enten ejendomsværdien pr. 1. oktober året før indkomståret eller anskaffelsessummen opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 eller 3, med tillæg af forbedringer foretaget efter anskaffelsen.

Det forhold, at SKAT i forbindelse med en ligningsmæssig gennemgang af din selvangivelse for 2005 har godkendt en selvangivet værdi af fri bolig på 66.000 medfører ikke, at værdien ikke ændres for efterfølgende år. SKAT gør opmærksom på, at beskatningen ændrer sig løbende som følge af ændringer i ejendomsværdien og forbrugsafgifter m.v.

Beregning af din andel af ejendommens værdi:

SKAT Ejendom har oplyst, at normtallet for denne ejendom er 8792. Normtallet skal ganges med de vægtede arealer for de enkelte dele af ejendommen. Tagetagen og 1. sal vægtes med 95 % og kælderen vægtes med 30 %. Hele ejendommens vægtede areal er 281 kvm.

Ved nedenstående beregning er anvendt en ejendomsværdi på 2.850.000 kr.”

SKAT har beregnet, at 1.656.987 kr. af ejendomsværdien kan henføres til den ikke udlejede del af ejendommen. Værdi af fri bolig er herefter beregnet efter ligningslovens § 16, stk. 9 og tillagt forbrugsudgifter betalt af selskabet. Ved fordeling af forbrugsudgifter har SKAT henført 58 % af udgifterne til klagerens andel af ejendommen. SKAT har ved skønnet taget udgangspunkt i, at 58 % af ejendommens areal kan henføres til den del klageren råder over.

SKAT har til klagen udtalt:

”[person1] fra [virksomhed2], har telefonisk oplyst den 10. januar 2017, at kælderen er fælles for [person2] og lejeren i stueplan. Derudover har SKAT Ejendom besigtiget bygningen den 2. november 2016 sammen med [person2]. I udtalelsen, som er lavet på baggrund af besigtigelsen fremgår, at kælderen består af et fælles vaskerum for begge lejligheder samt opbevaringsrum, som begge lejligheder benytter. På baggrund af, at det to gange er oplyst, at [person2] bruger en del af kælderen, er det SKATs opfattelse at [person2] skal beskattes af en forholdsvis andel af kælderen som anført i afgørelsen.

Mht. andelen af forbrugsudgifter er det i klagen anført, at [person2] kun har boet sammen med sin ægtefælle og at de anførte tal i afgørelsen ligger langt fra det gennemsnitlige forbrug for en almindelig dansk husstand. I de pågældende år 2011-2015 har der i en kort periode (lidt mere end en måned) boet en familie på 5 personer i kælderen og en anden periode 1 enkelt person. I stueplan har der i hele perioden kun boet en enkelt person. På baggrund heraf er det SKATs opfattelse, at det ikke er usandsynligt, at [person2] og hans hustru har forbrugt 58 % af forbrugsudgifterne.

Da der ikke er opsat bimålere, har det ikke været muligt at lave en fordeling med grundlag af det eksakte forbrug, hvorfor der er anvendt en forholdsmæssig fordeling.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker SKAT at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Skattestyrelsen har til repræsentantens supplerende udtalelse om forbrug udtalt:

”Advokat [person3] anfører i sine supplerende bemærkninger til sagen, at [person2] har haft egen vaskemaskine og tumbler i sin lejlighed, samt at kælderen ikke er anvendt privat i årene 2011-2015. Derudover bemærker han, at det forbrug, som er fordelt i sagen vedrører både opgange, udendørsbelysning, værksted samt vaskemaskine og tørretumbler i kælderen

I forbindelse med SKAT Ejendoms besigtigelse af ejendommen den 2. november 2016 er det oplyst, at [person2] har fælles vaskerum i kælderen for begge lejligheder samt opbevaringsrum, som begge lejligheder også benytter. Skattestyrelsen har endvidere ikke, som anført, modtaget dokumentation for, at [person2] har egen vaskemaskine og tørretumbler. Dette fremgår også af Skattestyrelsens bemærkninger til sagen, som er sendt til Skatteankestyrelsen den 23. maj 2017.

[person2] er bruger af el til udendørsbelysning og opgange på lige fod med ejendommens andre beboere, hvorfor det er Skattestyrelsens opfattelse, at han skal beskattes af en del af denne udgift.

Advokatens nye oplysninger stemmer derfor ikke overens med tidligere oplysninger.

Det korrekt, at kælderen har været udlejet i en måned til 5 personer, og derefter i en længere periode til en enkelt person.

Da fordelingen af eludgiften er sket efter vægtede arealer, er det Skattestyrelsens opfattelse, at fordelingen er lavet korrekt. ”

Skattestyrelsen har til forslag til afgørelse udtalt:

”I nærværende sag har SKAT i afgørelse af 6. marts 2017 forhøjet klagers indkomst med yderligere værdi af fri bolig for indkomstårene 2011-2015, jf. ligningslovens § 16, stk. 9.

Skatteankestyrelsen har indstillet SKATs afgørelse stadfæstet. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Skattestyrelsen fastholder, at klager, som er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS, der for perioden ejede ejendommen på [adresse1], [by1], er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9. Værdien af klagers fri bolig stillet til rådighed af det af klager ejede selskab, skal således beregnes på baggrund af de skematiske regler, som i øvrigt også ses af SKATs afgørelse.

Af sagens faktiske oplysninger fremgår, at SKAT har anset klager for skattepligtig af rådigheden over ejendommens 1. sal og tagetage samt delvis rådighed over kælderen. Det bemærkes at alene rådigheden over kælderen bestrides af klager og dennes repræsentant, med henvisning til, at de tidligere oplysninger givet af både klager samt klagers revisor, om klagers delvise anvendelse af kælderen, ikke er korrekte.

I henhold til ovenstående fastholder Skattestyrelsen således det af SKAT udøvede skøn. Her henset til den vægtede værdi af den samlede ejendomsværdi samt en forholdsmæssig fordeling af de af selskabet betalte udgifter til forbrug, forsikringer og ejendomsskatter. Skønnet ses endvidere at følge Landsskatterettens praksis i SKM2018.143.LSR.

Hvorvidt rådigheden af ejendommen er begrænset af den erhvervsmæssige anvendelse, ses i øvrigt heller ikke dokumenteret og harmonerer heller ikke med oplysningerne i BBR.

Vedrørende klagers påstand om berettigede forventninger til værdien af fri bolig, henviser Skattestyrelsen til, at klager ubestridt er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, hvorfor beregningen også bør foretages i overensstemmelse hermed. At dette ikke har været gjort vedrørende 2005 kan ikke ændre på resultatet vedrørende indkomstårene 2011-2015.

Med ovenstående bemærkninger, tiltrædes Skatteankestyrelsens indstilling. ”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen nedsættes til

2011:kr. 22.217

2012: kr. 22.217

2013: kr.19.226

2014: kr.19.226

2015: kr. 19.226

Subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling.

Til støtte for påstanden er fremført:

”Sagens faktiske forhold

Sagens faktiske forhold angår Klager, som er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] ApS, og at Klager i en årrække har haft rådighed over en del af selskabets ejendom beliggende [adresse1], [by1].

Selskabet købte denne ejendom af Klager for kr. 1.855.000 d. 30.06 2005. På daværende tidspunkt havde ejendommen en offentlig ejendomsvurdering på kr. 1.550.000.

SKAT har tilbage i 2006 gennemført en meget omfattende kontrol af Klagers skatteforhold. Under denne kontrol, vedlagt som bilag 2, ses det tydeligt på side 2, at beskatningsgrundlaget for ejendommen [adresse1], [by1] blev gennemgået meget minutiøst af SKAT.

Denne gennemgang resulterede i en fastsættelse af Klagers beskatningsgrundlag for fri bolig til kr. 66.ooo ved SKATs godkendelse af dette grundlag i 2007.

Klagers benyttelse af ejendommen er uforandret igennem alle årene, idet Klager dog i 2005 disponerede over ejendommens kælder, hvilket Klager gjorde indtil kælderen overgik til ren erhvervsmæssige anvendelse i 2011, herunder udlejning.

Klager har ingen børn og har i hele perioden alene boet i sin lejlighed med sin kone [person4].

Dette beskatningsgrundlag har Klager fastholdt i alle årene efter, og det er dette beskatningsgrundlag, som SKAT - grundet ændrede forudsætninger, nu ønsker at forøge.

Den godkendte beskatning i 2005 udgjorde 66.000/1.855.000*100 = 3,56 % - på baggrund af, at Klager benyttede/havde rådighed over kælderen også, hvilket Klager ikke har i den periode, som nærværende sag vedrører.

Ejendommens ejendomsvurdering har i de efterfølgende år ændret sig således, at ejendomsvurderingen for indkomstårene 2011 og 2012 udgjorde kr. 2.950.000 og for 2013 - 2015 udgjorde kr. 2.850.000.

Anvendes den samme procentsats som SKAT godkendte i 2005, vil det give en beskatning på henholdsvis kr. 105.020 for 2011 og 2012 og kr. 101.460 for 2013 - 2015.

SKAT beregner dog beskatningen efter helt andre principper, idet SKAT faktuelt har lagt ejendommens vurdering til grund og på baggrund heraf beregner en skematisk beskatning, idet SKAT, ud over det areal Klager har haft til rådighed, altså ejendommens førstesal og tagetage i alt 157 m2, lægger til grund, at Klageren tillige skulle have ejendommens kælder til delvist rådighed.

Dette er ikke korrekt. Klager har ikke har haft rådighed over ejendommens kælder i den periode, som sagen vedrører.

SKATs beregninger bygger således på forkerte forudsætninger i forhold til fordelingen af den del af ejendomsværdien, der skal henføres til Klagers brugsret, idet SKAT, jf. afgørelsens side 4, medregner en del af kælderens areal, både i forbindelse med opgørelse af ejendomsværdien vedrørende bygningsmassen, men tillige i relation til opgørelsen over, hvor stor en del af grundværdien, der kan henføres til Klagers benyttelse.

Tilsvarende gør sig gældende i forhold til fordelingen af forbrugsudgifterne på ejendommen, hvilket dog ikke umiddelbart fremgår af SKATs afgørelse vedrørende Klager. Opgørelsen fremgår dog af den tilsvarende sag for selskabet, jf. sagens bilag 3.

4. Begrundelse for klagen

Baggrunden for denne klage er, at Klager ikke er enig i, at der er sket ændring af forudsætningerne for den i 2006 fastsatte og godkendte beskatning af fri bolig vedrørende [adresse1], [by1].

Klager har endog anvendt en mindre del af ejendommen, end den del klager havde rådighed over i 2005, hvorfor den eneste ændring relaterer sig til ændringerne i ejendomsvurderingerne henover årene.

Klager har således opnået en berettiget forventning qua SKATs godkendelse af lejen i 2007 til, at SKAT har anerkendt og accepteret principperne herfor på baggrund af den del af ejendommens areal Klager har kunnet disponere over i 2005, nemlig Klagers lejlighed og kælderen.

Eftersom der ikke i nogen af de efterfølgende år har været nogen ændring heri, udover Klager ikke siden 2011 har kunnet disponere over kælderen, er den eneste variabel i forhold til beskatning af Klager ejendomsvurderingerne, og den reducerede rådighed.

Vurderingerne udgør henholdsvis 2,9 5 mio. kr. for 2011 og 2012 og 2,85 for 2013-2015 hvilket værdier i henhold til ligningslovens § 16 stk. 9, danner baggrund for beskatningen, der som følge af principperne fra den anerkendte leje i 2005, samlet set udgør 3,56 % af ejendomsvurderingen (eller det højeste beløb af hhv. ejendomsvurderingen og ejendommens købspris).

Påstands beløbet fremkommer således ved at anvende den samme procentsats på de indkomstår, som sagen her vedrører, hvilket altså giver en skematisk beskatning på henholdsvis kr. 105.020 for 2 011 og 2012 og kr. 101.460 for 2013 - 2015.

Disse tal forudsætter dog, at rådigheden har været den samme, hvilket ikke er tilfældet, da Klager, som allerede anført, ikke i den periode, som denne sag vedrører, har kunnet disponere over kælderen.

Beskatningen skal således reduceres med den forholdsvise reduktion af det areal, som Klager har kunnet disponere over, hvor SKATs vægtning i afgørelsens side 4 kan lægges til grund.

I 2005 disponerede Klager over tagetagen - 59 m2 - 1. sal - 90 m2 og kælderen 29 m2 (vægtede arealer) svarende til 178/281 = 63 % af det samlede vægtede areal. SKAT accepterede i 2007, at beskatningen heraf udgjorde kr. 66.ooo

I 2011 og frem, disponerede klager over tagetagen - 59 m2 og 1. sal - 90 m2 (vægtede arealer) svarende til 149/281 = 53 % af det samlede vægtede areal.

Det areal Klager disponerede over fra 2011 og frem udgør således alene 53/ 63 = 84 % af det areal, som SKAT lagde til grund for beskatningen i 2007 på baggrund af oplysningerne fra 2005.

Det er således Klagers opfattelse, at den beregnede skematiske leje skal reduceres i forhold hertil, således, at den udgør

Kr. 105.020*0,84 = kr. 88.217 for 2011 og 2012 og kr. 101.460*0,84 = kr. 85.226 for 2013 - 2015.

Dermed er der korrigeret for ændringen i ejendomsværdien over årene, og ændring i forhold til, at Klager ikke længere disponerer over ejendommens kælder, idet disse to parametre er de eneste variabler i forhold til det faktuelle forhold SKAT har anerkendt i 2007.

Såfremt det ikke kan anerkendes, at Klagers skatteansættelse ansættes i henhold hertil, skal beskatningen ske i henhold til de reelle arealer Klager har haft rådighed over, og i henhold til et korrekt ansat forbrug i henhold hertil.

I relation hertil hviler SKATs afgørelse på den forkerte forudsætning, at Klager har haft rådighed over ejendommens kælder, hvilket ikke er tilfældet, da den har været lejet ud og i øvrigt har været anvendt 100 % erhvervsmæssigt, hvad SKAT ved selvsyn også kunne konstatere i forbindelse med SKATs besøg på ejendommen.

Denne fejl medfører et forkert resultat, da ejendommens kælder indgår i beregningen af den skematiske leje.

Derudover kan henvises til, at SKAT afgørelse i øvrigt bygger på forkerte forudsætninger omkring fordelingen af forbruget på ejendommen, idet SKAT lægger til grund, at Klager og Klagers ægtefælles forbrug skulle være:

2011

kr. 12.770 i el

kr. 15.916 i vand

2012

kr. 17.851 i el

kr. 19.611 i vand

2013

kr.15.574 i el

kr. 20.829 i vand

2014

kr.14.816 i el

kr. 19.261 i vand

Det skal hertil, som ovenfor anført, bemærkes, at Klager alene har beboet de arealer klager har haft til rådighed sammen med sin ægtefælle.

Disse tal ligger meget langt fra det gennemsnitslige forbrug af vand og el for en almindelig dansk hustand, der jf. sagens bilag 3 ligger på 1.600 kwh el pr. beboer, svarende til samlet 3.200 kwh, der med en gennemsnitspris på 2,27 giver et gennemsnitslig elforbrug på kr. 7.264.

For så vidt angår vand gør det samme sig gældende, idet gennemsnitsforbruget er 38,8 m3årligt, svarende til 77,6 m3 for to beboere. Gennemsnitsprisen kan sættes til 41,15kr. pr. m3 (nuværende takst) jf. sagens bilag 4, svarende til en årlig udgift på kr. 3.193,24.

Som det ses giver SKATs opgørelse alene beregnet på arealer en fuldstændig skæv opgørelse over forbruget, som der skal tages højde for, såfremt det ikke anerkendes, at Klager kan støtte ret på det oprindelige godkendte grundlag for opgørelsen over beskatningsgrundlaget.

Endelig skal SKATs beregning over den skematiske leje korrigeres for, at Klager ikke har haft rådighed over kælderen.”

Repræsentanten har til SKATs udtalelse anført:

SKATs udtalelse til klagen af d. 23. maj 2017 indeholder en række forkerte faktuelle oplysninger.

Det er for det første ikke korrekt, at [person2] og lejerne deler vaskefaciliteterne i kælderen. [person2] har egen vaskesøjle i sin lejlighed, jf. vedlagte foto 1 og 2, der viser hhv. vaskesøljen i kælderen til lejerne og vaskesøljen i [person2]s lejlighed.

Det er endvidere ikke korrekt, at [person2] skulle benytte kælderen til opbevaring af private aktiver, eller til privat benyttelse i øvrigt. Det er ligeledes ikke korrekt, at det er oplyst, at [person2] benytter kælderen til private formål.

Det faktuelle er, at [person2]s selskaber har et kontor i kælderen, som anvendes til erhvervsmæssige forhold, hvilket ikke er overraskende eftersom [person2]s selskaber har adresse på [adresse1], [by1], hvilket SKAT kunne have konstateret via et simpelt opslag på cvr. registret.

Der kan i den forbindelse henvises til vedlagte foto 3-7, der viser anvendelsen af det rum i kælderen som [person2]s selskaber anvender til erhvervsmæssige formål i relation til selskabernes drift. SKAT kunne ved selvsyn, hvis SKAT havde ønsket dette, konstatere dette i forbindelse med besigtigelse af ejendommen.

At SKAT ikke sætter sig tilstrækkeligt ind i sagens faktuelle forhold, og alene baserer sin sagsbehandling på halve sandheder skal ikke komme [person2] til skade.

Det forhold, at [person2]s selskaber anvender et rum i kælderen til erhvervsmæssige forhold, kan aldrig medføre, at [person2] skal beskattes af privat rådighed over dele af kælderen, idet den alene står til rådighed for selskaberne i deres erhvervsmæssige interesse.

For så vidt angår SKATs bemærkninger omkring forbruget, fastholdes det, at den forbrugsberegning SKAT har foretaget, slet ikke lever op til realistiske gennemsnitsberegninger og ikke er virkelighedsnært.

Derudover er det ikke dokumenteret, at det skulle være [person2], der har forbrugt mest. Det kan lige så vel være lejeren i kælderen, og SKATs bemærkninger omkring anvendelse / beboelse af kælderen kan ikke tillægges nogen betydning overhovedet i forhold til den reelle faktuelle udlejning.

Det er endvidere ikke korrekt, når SKAT anfører, at der ikke skulle være opsat bilmålere, hvilket SKAT blev oplyst om af [person2] allerede d. 26. oktober 2016, jf. vedlagte foto 8-11 og vedlagt kopi af SKATs sagsnotat, bilag 12.

Alene af den grund, er SKATs skønnede fordeling af udgifterne ikke virkelighedsnært, og i øvrigt i fundamental modstrid med et normalt privatforbrug af vand, el, varme m.v.

Derudover skal vi understrege, at vi fastholder alle vores påstande og anbringender fra klagen, idet SKATs kommentar ikke giver anledning til andet.”

Repræsentanten har supplerende om fordeling af forbrugsudgifter udtalt:

”Vedrørende fordelingen af elforbruget, er det væsentligt at holde sig for øje, at det forbrug, som Skattestyrelsen fordeler med 92 % til klager relaterer sig til bådeejendommens opgange, udendørsbelysning, værksted, og vaskemaskinen og tørretumbleren i kælderen, som Klager ikke benytter.

Der er tidligere fremlagt dokumentation for, at Klager har egen vaskemaskine og tumbler i sin lejlighed.

Tallene til elforbruget i Klagers lejlighed bliver derfor helt skævt, og urealistisk højt i forhold til et sædvanligt gennemsnitsforbrug, som Skattestyrelsen sædvanligvis anvender i sine afgørelser.

Dertil kommer, at Klager, som allerede tidligere anført ikke har disponeret over nogen del af kælderen privat i de indkomstår, som sagen vedrører, idet lokalerne alene blev anvendt erhvervsmæssigt.

Dette synspunkt beror således på en misforståelse af de oplysninger Skattestyrelsen modtog fra Klagers tidligere revisor, der ikke har oplyst, at Klager har benyttet kælderen til privat formål i de indkomstår, som sagen vedrører.

For så vidt angår fordelingen af vand og varme, vedlægges som bilag 1 til nærværende skrivelse fordelingen af vand og varme for perioden 1/8 2002 - 23/ 1 2017, idet det i den forbindelse bemærkes, at kælderen i en periode har været udlejet til 4 værelser.”

Klagerens repræsentant har til forslaget til afgørelse bemærket:

”For så vidt angår det anførte om, at der ikke kan støttes ret på SKATs gamle afgørelse, under henvisning til at ligningslovens bestemmelser omkring skematisk beskatning er ufravigelige, er det grundlæggende et korrekt synspunkt.

Har SKAT truffet en ulovlig afgørelse kan man principielt ikke støtte ret herpå. Problemstillingen er blot, at der ikke i nærværende sag, fra Skatteankestyrelsens side er ført bevis for, at SKAT s gamle afgørelse er ulovlig.

Det er muligt, at den ikke er specielt godt begrundet, eller, at den ikke indeholder en overordnet skematisk beregning, som i nærværende sag, men det ændrer ikke ved, at SKAT har truffet en afgørelse og forholdt sig til sagens reelle faktuelle forhold, herunder foretaget en skønsmæssig vurdering af hvor meget forbrug m.v., der skulle henføres til Klager.

Der foreligger således ikke sikkert bevis for, at afgørelsen er truffet på et ulovligt grundlag, hvilket i øvrigt er en påstand Skatteankestyrelsen fremlægger, og som der naturligvis skal foreligge 100 % sikkert bevis for, i og med at det er en ret voldsom beskyldning at komme med.

Tilsvarende gælder naturligvis den anden vej, hvis det var skatteyderen, der ville gøre gældende, at en afgørelse fra SKAT er ulovlig.

SKATs afgørelse fra den tidligere sag er klar, utvetydig og indeholder ingen forbehold på nogen som helst vis, da SKAT godkender grundlaget for beskatningen og følgelig kan klager støtte ret på, at de principper afgørelsen hviler på kan benyttes fremadrettet.

Såfremt Landsskatteretten ikke er enig heri, giver sagen anledning til følgende bemærkninger:

1. Klager har ikke benyttet kælderen privat

Klager har været og er fortsat ejer af en række selskaber, herunder [virksomhed1] ApS, [virksomhed3] v/[person2] [virksomhed4] ApS, [virksomhed5] ApS, [virksomhed6] ApS, der alle har haft adresse på [adresse1]. Selskaberne har ikke haft andet kontor end kontoret i kælderen, der således har været – og alene har været, anvendt til kontor for selskaberne. Derudover har selskaberne naturligvis benyttet ejendommens garage/værksted.

Der er således ingen privat rådighed over kælderen, som Klager i øvrigt ikke havde noget behov overhovedet for at anvende privat.

Der er således ingen tvivl om, at kælderen skal udgå af beregningen af den skematiske leje.

SKAT har ved selvsyn kunnet konstatere dette, ligesom Klager har fremlagt fotos, der viser anvendelsen af kælderen.

2. Forbrug af el, vand og varme

Klager har i forbindelse med sagens behandling fremlagt skematiske, gennemsnitligt forbrug af vand, el og varme. Til trods herfor tilsidesætter Skatteankestyrelsen disse tal, og sætter i stedet sit eget ”skøn” i stedet, uanset at dette ”skøn” medfører et forbrug, der afviger fuldstændig fra gennemsnittet.

Der kan f.eks. henvises til udgifterne til vand, hvor Skatteankestyrelsen lægger op til, at en familie på 2 voksne uden børn skulle anvende vand for 15.000 – 21.000 årligt, uagtet gennemsnitsforbruget jf. sagens bilag 4 maksimalt er 38,8 m3 årligt pr. person, svarende til 76,6 m3 årligt. Ifølge bilag 5 kostede en m3 vand ca. 41 kr., svarende til en årlig udgift på ca. 3.200 kr. – Skatteankestyrelsen har godkendt et skøn helt op til knap 21.000 kr. (for 2012).

Det siger sig selv, at dette er helt galt, der er ingen grundlag for at antage, at Klager og Klagers ægtefælle skulle forbruge over 6 gange så meget vand som en gennemsnitsfamilie.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Klager er VVS mand og som følge heraf har monteret alt VVS med henblik på vandbesparelse og varmebesparelse.

Det er fuldstændig samme problematik omkring forbruget af el, hvor det tillige af bilag 4 fremgår, at en gennemsnitsdansker forbruger 1.600 kwh om året, for Klager og Klagers ægtefælle svarer det til 3.200 kwh.

Som anført i min skrivelse af d. 26. november 2018 er der medregnet en stor del af ejendommens forbrug til Klagers lejlighed, hvilket er fundamentalt forkert.

Med en gennemsnitlig kwh pris på kr. 2,27 giver det et årligt forbrug på 7.264 kr., igen meget langt fra Skatteankestyrelsens skøn i sagen, der for flere år ligger over 100 % over.

Det er meget påfaldende, at SKAT og Skatteankestyrelsen i sager, hvor anvendelse af gennemsnit er til myndighedernes fordel er meget opsatte på at anvende gennemsnitstal, men omvendt når borgeren anvender de samme principper fuldstændig underkender anvendelsen heraf.

Dette vel at mærke selvom det skøn man ønsker at sætte i stedet, f.eks. som i tilfældet med forbrug af vand, viser et forbrug, der afviger med mere end 600 % fra gennemsnittet (vand).

Det skal i øvrigt bemærkes, at selskaberne selvfølgelig også benyttede ejendommens garage/værksted, hvortil der også er anvendt vand og el, ligesom garagen er opvarmet, således at der også er medgået varme hertil.

Endelig kan henvises til, at SKAT jo ved selvsyn har konstateret, at der er vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden, som de fremlagt fotos også dokumenterer.

Samlet set er det således principalt Klagers opfattelse, at han kan støtte ret på SKATs gamle afgørelse, således at principperne heri anvendes for de efterfølgende år, alene re- guleret for de variabler, der har været i forhold til ændring i ejendomsvurderingen og manglende anvendelse af kælder. Der er intet bevis for, at dette skøn skulle være ulovligt, således at det ikke er foretaget i henhold til gældende ret.

Subsidiært gøres det gældende, at det er helt evident, at kælderen skal udgå af beregningen af den skematiske leje, herunder i forbindelse med fordeling af udgifterne til forsik- ring og ejendomsskat, ligesom den del af forbruget, der skal henføres til Klager skal opgøres på baggrund af gennemsnitstal for forbruget i henhold til sagens bilag 4 og 5.

Ifald Landsskatteretten finder, at dette skal lægges til grund bør sagen hjemvises med henblik på at Skattestyrelsen kan foretage beregningerne over den beskatning dette vil udløse ud fra ovenstående påstand om opgørelse af beregningsgrundlaget.

Den subsidiære påstand er således præcis, at sagen skal hjemvises med henblik på talmæssig opgørelse af den skematiske beskatning, hvor SKAT tilpligtes at anerkende, at dette sker på grundlag af, at Klager ikke har rådighed over ejendommens kælder, og at den del af ejendommens forbrug der skal henføres til Klager skal opgøres på baggrund af det gennemsnitlige forbrug, som fremgår af sagens bilag 4.

Sagen bør ligeledes hjemvises med henblik på fornyet beregning, såfremt Landsskatteretten finder, at fordelingen skal ske på et andet grundlag.”

Landsskatterettens afgørelse

Sagens formelle del

Hvad angår påstanden om, at klageren har handlet i overensstemmelse med en tilkendegivelse fra SKAT bemærkes, at det ikke er godtgjort, at der foreligger en direkte, positiv, entydig og specifik tilkendegivelse fra SKAT. Som det fremgår af retspraksis, jf. Den juridiske vejledning A.A.4.3.3, er praksis restriktiv på området. Der kan henvises til eksempelvis Højesterets dom i SKM2006.553, hvor der ikke kunne støtte ret på en ulovlig tilkendegivelse og Østre Landsretsdom i SKM2012.586, hvor der ikke kunne støttes ret på ansættelsen for et tidligere indkomstår. Eftersom klageren er hovedanpartshaver og har bolig i selskabets ejendom er han omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 9 og der er ikke hjemmel til at fravige dette, jf. herved Skatterådets afgørelse i SKM2017.314, hvor en afgørelse fra et skatteankenævn var åbenbart ulovlig, idet bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 9 er ufravigelig.

Der forhold, at SKAT har godkendt den selvangivne værdi af fri bolig i 2005 er således ikke til hinder for at SKAT kan ændre skatteansættelsen for efterfølgende indkomstår.

SKATs afgørelse er således gyldig.

Sagens materielle del

Klageren er som hovedanpartshaver omfattet af de skematiske regler i ligningslovens § 16, stk. 9, vedrørende beskatning af værdi af fri bolig. Det er uden betydning om den faktiske leje eventuelt er på niveau med markedslejen, idet der er særskilt hjemmel til beskatning jf. ligningslovens § 16, stk. 9, jf. § 16 A, stk. 5. Dette er endvidere fastslået i retspraksis i afgørelsen SKM2008.981.LSR.

Værdien beregnes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9 og udgør 5 % af beregningsgrundlaget med tillæg efter 10. pkt., efter hvilken den skattepligtige værdi forhøjes med 1 % af den del af beregningsgrundlaget efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, der ikke overstiger 3.040.000 kr. og 3 % af resten, svarende til det beregningsgrundlag for ejendommen, der skulle have været anvendt, hvis ejendommen havde været omfattet af ejendomsværdiskatteloven. Beregningsgrundlaget er ifølge ligningslovens § 16, stk. 9, 3. pkt. det største beløb af enten ejendomsværdien pr. 1. oktober før indkomståret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. oktober året før indkomståret eller anskaffelsessummen opgjort i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 eller 3, med tillæg af forbedringer foretaget efter anskaffelsen. Det fremgår videre af bestemmelsen, at der ved opgørelsen af beregningsgrundlaget ikke skal medregnes den udelukkende erhvervsmæssigt anvendte del. Foreligger der en vurderingsfordeling efter vurderingslovens § 33 anvendes den.

Til værdi af fri bolig skal desuden tillægges de omkostninger, som selskabet har afholdt vedrørende ejendommen (el, varme og vand m.v.) jf. ligningslovens § 16, stk. 9, 11. pkt.

Der foreligger ikke nogen særskilt ejerboligværdi for klagerens lejlighed. Fordelingen mellem klagerens egen bolig og den øvrige del af ejendommen må således foretages skønsmæssigt. SKAT har ved dette skøn taget udgangspunkt i arealfordelingen og desuden taget hensyn til, at værdien af kælder m.v. er mindre end værdien af lejlighederne. Skønnet er således foretaget efter den beregningsmodel, som Landsskatteretten har statueret anvendt, når der ikke foreligger en særskilt ejerboligværdi, jf. Landsskatterettens afgørelse i SKM2018.143.

For så vidt angår kælderlokalerne, som anvendes af selskabet til kontor, finder retten ikke, at det er godtgjort, at lokalerne er adskilt fra klagerens øvrige private del af ejendommen og ikke samtidig er til rådighed for privat benyttelse. Herved er også lagt vægt på, at der ikke i BBR er registreret erhverv i ejendommen. Der henvises til dommen offentliggjort i SKM2015.441, hvor der blev lagt vægt på, at lokaler, der også må være til rådighed for privat benyttelse, ikke kan indgå ved beregning af det skønsmæssige nedslag for erhvervsmæssig andel.

Retten finder således ikke, at der er grundlag for at ændre den af SKAT foretagne skønsmæssige fordeling mellem ejerboligværdien og den øvrige del af ejendommen.

For så vidt angår forbrugsudgifter til vand og varme fremgår det af lejekontrakten, at lejeren betaler via huslejen. Der er ikke fremlagt en slutafregning, som viser, at lejerens andel af udgiften overstiger acontobetalingen. Derudover er der ikke fremlagt afregninger, som viser omfanget af forbruget i den periodevis udlejede kælder herunder slutafregning til disse lejere. Klagerens egen beregning viser, at 46 % af vandforbrug kan henføres til 1. sal og 34 % til kælderen og, at 58 % af varmeforbrug kan henføres til 1. sal. SKAT har skønsmæssigt henført 58 % af forbruget til den del af ejendommen, som klagerens anses for at have rådighed over privat.

Retten finder derfor ikke grundlag for at ændre SKATs skønsmæssige fordeling.

Landsskatteretten stadfæster således i det hele SKATs afgørelse.