Kendelse af 13-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 30-06-2018

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatteretten afgørelse

2015

A-indkomst ([virksomhed1] ApS)

0 kr.

65.730 kr.

0 kr.

Indeholdt A-skat ([virksomhed1] ApS)

0 kr.

18.253 kr.

0 kr.

Indeholdt AM-bidrag ([virksomhed1] ApS)

0 kr.

5.258 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS, CVR [...1] blev stiftet den 12. juni 2012. Selskabet blev den 6. april 2016 anmodet opløst efter selskabslovens § 225. Selskabet blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 6. juni 2016. Selskabet blev opløst ved afsluttet konkursbehandling den 20. februar 2017.

SKAT har i forbindelse med kontrol af [virksomhed1] ApS slettet selskabets lønindberetninger for indkomståret 2015, ved afgørelse af 19. januar 2016, da det ved flere kontrolbesøg er konstateret, at selskabet ikke har haft nogen aktivitet, ligesom der ikke er konstateret nogen lønudbetalinger fra selskabet.

[virksomhed1] ApS havde ifølge oplysninger fra CVR et registreret antal ansatte som følger:

Periode

Ansatte

Årsværk

4. kvt. 2015

0

0

3. kvt. 2015

20-49

20-49

2. kvt. 2015

5-9

2-4

Klageren har den 20. juni 2016 anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015, vedrørende slettede indberetninger foretaget af [virksomhed1] ApS.

SKAT har den 22. juni 2016 anmodet klageren om at fremsende dokumentation for lønudbetalinger fra [virksomhed1] ApS, herunder kontoudtog fra klagerens private konto [finans1] [...25].

Klageren har den 28. juni indsendt lønsedler samt redegørelse til SKAT. Klageren har oplyst, at det ikke har været muligt at fremskaffe kontoudskrifter for ovennævnte konto for indkomståret 2015. Klageren har herudover oplyst, at alt løn blev udbetalt kontant, og at lønnen for januar måned aldrig blev betalt.

Af fremlagte lønsedler angives lønudbetalinger som følger:

Lønperiode

Dispositionsdato

A- indkomst

A-skat

AM-bidrag

ikke oplyst

31. juli 2015

22.000,00 kr.

5.775,00 kr.

1.753,00 kr.

ikke oplyst

31. august 2015

22.000,00 kr.

5.775,00 kr.

1.753,00 kr.

ikke oplyst

30. september 2015

22.000,00 kr.

5.775,00 kr.

1.753,00 kr.

ikke oplyst

31. oktober 2015

22.000,00 kr.

5.775,00 kr.

1.753,00 kr.

ikke oplyst

30. november 2015

22.000,00 kr.

5.775,00 kr.

1.753,00 kr.

ikke oplyst

30. december 2015

22.000,00 kr.

5.775,00 kr.

1.753,00 kr.

Af klagerens skatteoplysninger for indkomståret 2015 fremgår lønindberetninger vedrørende [virksomhed1] ApS for klageren som følger:

Periode

A-indkomst

A-skat

AM-bidrag

Oktober 2015 – December 2015

65.730,00 kr.

16.253,00 kr.

5.258,00 kr.

Lønindberetningerne på klageren for [virksomhed1] ApS er foretaget af Lønmodtagernes Garantifond den 27. juli 2016.

SKAT har den 14. september 2016 konstateret, at Lønmodtagernes Garantifond har foretaget ovennævnte indberetning. SKAT har den 16. september 2016 anmodet Lønmodtagernes Garantifond og [finans1] om oplysninger efter skattekontrollovens § 8 D.

[finans1] har den 27. september 2016 fremsendt kontoudskrifter for klagerens private konto [finans1] [...25]. Der fremgår ikke lønindbetalinger af klagerens kontoudskrifter.

Lønmodtagernes Garantifond har den 26. oktober 2016 besvaret SKATs anmodning om oplysninger. Herunder har Lønmodtagernes Garantifond oplyst, at der ikke er foretaget anmeldelser af lønkrav fra andre tidligere ansatte i [virksomhed1] ApS end klageren.

Klageren har til klagen vedlagt kopi af ansættelseskontrakt mellem klageren og [virksomhed1] ApS. Af ansættelseskontrakten fremgår, at klageren blev ansat som rengøringsassistent med begyndelse den 1. juli 2015. Vedrørende løn fremgår, at klagerens ansættes til en månedsløn på 22.000 kr. månedligt, senest sidste bankdag. Ansættelseskontrakten angiver ikke hvorvidt løn udbetales kontant eller til klagerens konto. Klageren er ifølge aftalen ansat til 37 timer pr. uge. Ansættelseskontrakten er underskrevet af klageren og [virksomhed1] ApS den 29. juni 2015.

SKATs afgørelse

SKAT har slettet A-indkomst 65.730 kr., A-skat på 18.253 kr. og AM-bidrag på 5.258 kr. indberettet af [virksomhed1] ApS for indkomståret 2015.

SKAT har som begrundelse herfor anført:

”SKAT har gennemgået din arbejdsgivers indberetninger via Lønmodtagernes Garantifond til eIndkomstsystemet i 2015 og 2016 af A-indkomst, indeholdt ATP, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Du har både sendt lønsedler til Lønmodtagernes Garanti Fond og SKAT for juli til december måned.

Eftersom [virksomhed1] ApS ingen aktivitet har haft i indkomståret 2015 og 2016, har det ikke været muligt at dokumentere en lønudbetaling. Vi har også gennemgået din bankkonto i indkomståret 2015, og intet indikerer at du har haft en lønudbetaling fra [virksomhed1] ApS.

Du har forklaret følgende jf. mail af 28. juni 2016, uddrag:

Jeg [person1] oplyser hermed at jeg har arbejdet hos [virksomhed1] ApS som rengørings assistent fra 01.07.2015 til 31.12.2015.

Mit arbejdested er en trafikskole med bil-forhandler som ligger på [adresse1], [by1]. Mit arbejdes opgaver var at gøre rent i undervisnings lokaler, og rengøring af disse brugt biler, og gøre dem klar til videre salg.

Min arbejdsgiver og kontraktperson var [person2] og hans telefon nr. er [...]. Han udbetalt mine løn i kontanter fordi han sagde at det var nemmere for ham at betale i kontanter. Og det var også helt ok med mig fordi, jeg fik altid min løn med lønsedler og fik betalt skat af min løn i skat-indkomstoplysninger. Men da jeg skulle give min årsopgørelse så kunne jeg se at han udligner mine løn i skat-indkomstregister.

Jeg har prøvet at snakke med ham om det, Men han tager aldrig sin telefon. Han har heller ikke betalt min løn fra januar måneden, fik heller ikke lønseddel for den måneden. Jeg stoppet at arbejde der den 18.01.2016 Da jeg fik vide af kørerlærer [person3] at min arbejdsgivers firma er gået konkurs og jeg skal ikke kom mere på arbejde.

Det kan oplyses, at SKAT i sidste halvår af indkomståret 2015 aflagde virksomheden, [virksomhed1] ApS flere besøg, hvor det blev konstateret at der ingen aktivitet var.

SKAT mener ikke, der har været tale om et reelt ansættelsesforhold i [virksomhed1] ApS, da hverken du eller selskabet ikke har dokumenteret en lønudbetaling. SKAT har i afgørelse til selskabet af 19. januar 2016 vurderet, at af lønindberetningerne har været fiktive, da der ingen omsætning eller aktivitet har været.

2.2.Vedr. lønindberetningen i [virksomhed2] ApS.

I forbindelse med gennemgangen af din bankkonto, er det konstateret at der ikke er sket en lønud-betaling fra selskabet. SKAT har derfor gennemgået selskabets konto, og der har ikke været nogen lønudbetalinger i slutningen af marts og slet ingen aktivitet i april og maj måned.

[virksomhed2] ApS, cvr. har indberettet følgende til eIndkomstsystemet jf. uddrag: (...)

Hele lønindberetningen er foretaget samlet den 3. og 13. juli 2015, hvilket ikke er sædvanligt. Nor-malt indberettes en løn løbende måned. Vi er i gang med en høring hos selskabet, hvorfor vi afven-ter svar fra både dig og selskabet. ”

Klagerens opfattelse

Vedrørende slettede indberetninger fra [virksomhed1] ApS for indkomståret 2015, har klageren nedlagt påstand om, at den indberettede A-indkomst på 65.730 kr. fastholdes, og at klageren skal godskrives A-skat med 18.253 kr. og AM-bidrag med 5.258 kr.

Klagerens repræsentant har til støtte herfor anført:

”[virksomhed1] ApS blev registreret i CVR-registeret d. 12.06.2012 og er i øjeblikket under konkurs. Lønmodtagernes garantifond stiller som krav, at SKAT anerkender arbejdsforholdet, og omstøder afgørelsen, før de vil udbetale dækning for den tabte arbejdsfortjeneste, [person1] har haft i forbindelse med [virksomhed1] ApS konkurs.

Jeg [person1] har i perioden fra den 01.07.2015 til den 30.12.2015 været ansat hos [virksomhed1] ApS, hvilket fremgår af min lønsedler. Lønnen under ansættelsesperioden blev udbetalt kontant til mig.

Jeg [person1] oplyser hermed, at jeg fik udbetalt løn de første to måneder af ansættelsesforholdet, men ikke de sidste 4, da kontaktpersonen [person2] meddelte mig, at “der ikke lige var penge til det, men jeg snart vil få dem”.

Fra den 18.01.2016 ophører min ansættelse [person1] med at arbejde hos [virksomhed1] ApS, da jeg blev meddelt, at de var gået konkurs.

SKAT har meddelt, at de i løbet af det sidste halvår af indkomståret 2015, aflagde [virksomhed1] ApS flere besøg, hvor der ikke blev konstateret aktivitet.

SKAT har herefter truffet afgørelse om ikke at genoptage min skatteansættelses vedr. lønindberetning fra Future Gruppe ApS, da de ikke finder, at der skulle havde været et reelt ansættelsesforhold.

Jeg ønsker der hermed, at SKAT tilpligtes til at anerkende, at der har foreligget et reelt ansættelsesforhold og til at genoptage min skatteansættelse, vedr. lønindberetning fra [virksomhed1] ApS fra 1. juni 2015 til 31. januar 2016.

Jeg har under ansættelsesperioden modtaget 6 lønsedler. Lønsedlerne indeholder min personlige oplysninger, herunder CPR-nr., navn, adresse samt, hvornår jeg har disponeringsret over lønnen for den pågældende måned. Endvidere er lønsedlerne udformet således, at de skattemæssige beregninger af lønnen fremgår tydeligt. Her ses både betaling til arbejdsmarkedsbidrag, A-skat og ferietillæg. Ud fra den almindelige lønmodtagers arbejds- og skatteretlige viden vil disse lønsedler anses for oprigtige og korrekte. At lønnen er udbetalt i kontanter, er ikke i strid med loven.

Jeg fik udbetalt løn for de første to måneders arbejde, men herefter stoppede udbetalingerne. Jeg fik at vide, at jeg snart vil få pengene, hvilket jeg accepterede og fortsatte arbejdet. Jeg har formentlig fundet sig i mere, end hvad der kan forventes af en gennemsnits lønmodtager. Det kan ikke forventes, at jeg har kendtskab til, at jeg lovligt kan stoppe arbejdet, hvis arbejdsgiver tilbageholder betalingen. Jeg ønsker opholdstilladelse i Danmark. En af kravene til opholdstilladelse er, at jeg skal opfyldes beskæftigelseskravet - dette kan være en af grundene til at jeg fortsatte arbejdet, selvom jeg ikke fik løn, derudover kan det være svært at finde et arbejde i Danmark, hvor der ikke er krav til at man kan dansk, hvorved jeg ligeledes er blevet i arbejdet, da det nu er lykkes mig at finde et. Ønsket om at opfylde beskæftigelseskravet – og at jeg derfor blev i arbejdet – skal ikke komme mig til last. Jeg har i forbindelse hermed udført sit arbejde i den tro om, at der var et reelt arbejdsforhold, hvorved jeg kunne opfylde beskæftigelseskravet.

SKAT meddeler, at de har aflagt [virksomhed1] ApS besøg flere gange i løbet sidste halvår af indkomståret af 2015. I SKAT’s afgørelse er [virksomhed1] ApS “adresse” [adresse2], [by2] Af min ansættelseskontrakt er arbejdsstedet [adresse1], [by1]. Det er her at jeg har udført arbejde, og der har været den daglige aktivitet i [virksomhed1] ApS. Det må antages, at SKAT derfor har aflagt besøg på denne adresse, og ikke fundet aktivitet, da jeg har udført arbejdet på [adresse1] i den pågældende periode.

SKAT meddeler derudover i afgørelsen, at der ikke har været aktivitet i virksomheden i 2015. Det fremgår af CVR-registeret, at virksomheden havde seneste vedtægtsdato den 30.06.2016, hvor det fremgår, at der er en registeret kapital på 80.000 kr. Derudover kan der ikke pålægges ansatte en undersøgelsespligt til at undersøge, hvorvidt den virksomhed de arbejder i, regnskaber er - især ikke, når arbejdet består i rengøring, hvori arbejdet ikke består af indsigt i virksomhedens interne økonomiske situation.

På baggrund af ovenstående ønskes der, at SKAT at anerkende, at der har foreligget et reelt ansættelsesforhold og til at genoptage min skatteansættelse, vedr. lønindberetning fra [virksomhed1] ApS fra 1. juni 2015 til 31. januar 2016.”

Landsskatterettens afgørelse

Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4.

Af kildeskattelovens § 46, stk. 1 fremgår, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes skat. Af kildeskattelovens § 69, stk. 2 fremgår, at den som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over for det offentlige for betaling af indeholdte beløb.

Indeholdt A-skat og AM-bidrag bliver godskrevet på årsopgørelsen.

SKAT kan slette lønindberetninger og nægte godskrivelse af A-skat og AM-bidrag, hvis der ikke er realitet bag de foretagne lønindberetninger, jf. SKM2017.257.BR.

[virksomhed1] ApS har indberettet løn, A-skat og AM-bidrag til e-Indkomst. Ved kontrol af selskabet er det konstateret, at der ikke har været aktivitet på selskabets registrerede adresse, og at der ikke i øvrigt har kunnet konstateres lønudbetalinger fra selskabet svarende til selskabets indberetninger til e-Indkomst.

Klageren har ikke fremlagt objektiv dokumentation for at lønnen er udbetalt, eller at der er indeholdt A-skat og AM-bidrag, ligesom størrelsen af de angivne udbetalte beløb ikke kan dokumenteres. Indberetningen til e-Indkomst dokumenterer ikke, at der reelt er udbetalt løn, og indeholdt A-skat og AM-bidrag heraf.

Der henses her til, at klageren ikke ved det fremlagte materiale har dokumenteret, at der faktisk er sket lønudbetaling svarende til den indberettede løn. Endvidere henses til, at [virksomhed1] ApS ifølge registrerede oplysninger ikke har haft nogen ansatte i 4. kvartal 2015, men at klageren alligevel oplyser, at have været ansat og aflønnet ved [virksomhed1] ApS frem til januar 2016. Slutteligt henses til, at [virksomhed1] ApS, ifølge registreringer for 3. kvartal 2015, har haft mellem 20 og 49 ansatte, men at klageren er den eneste tidligere ansatte, der har anmeldte lønkrav gennem Lønmodtagernes Garantifond.

Der er således ikke grundlag for ændring af klagerens lønindkomst for indkomstårene 2012 og 2013, ligesom der ikke er grundlag for godskrivelse af tilhørende A-skatter og AM-bidrag.

SKATs afgørelse stadfæstes.