Kendelse af 22-07-2019 - indlagt i TaxCons database den 05-10-2019

Faktiske oplysninger

Det fremgår af klagerens oplysninger, at han gennem mange år havde arbejdet med regnskab, revision og økonomisk rådgivning.

I perioden fra 1. juni 2014 til 30. september 2017 var klageren dels sygemeldt og dels arbejdssøgende inden for regnskabs- og revisionsbranchen. I denne periode modtog han henholdsvis sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge, der trådte i stedet for hans sædvanlige lønindkomst.

I efteråret 2016 anmodede klageren SKAT om fradrag for de udgifter (”øvrige lønmodtagerudgifter”), som han i 2015 havde afholdt til opfyldelse af gældende krav til godkendte revisorers obligatoriske efteruddannelse. Udgifterne blev opgjort til i alt 25.394 kr. før fradrag af det i 2015 gældende grundbeløb på 5.700 kr., det vil sige til i alt 19.694 kr. efter fradrag af grundbeløbet.

Det fremgår af anmodningen om fradrag, at udgifterne vedrører indkøb af to revisormanualer (”Revisormanual 2015-1” og ”Revisormanual 2015-2”) for i alt 1.025 kr., betaling af to halvårlige kontingenter til [Forening1], i alt 3.744 kr., og betaling for et af [Forening1] udbudt up-to-date-kursus til 20.625 kr., som blev afholdt 2. november 2015. Anmodningen var vedlagt dokumentation for udgifternes afholdelse i form af henholdsvis fakturaer/girokort og kontoudskrifter.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse og R75 for indkomståret 2015, at der for indkomståret blev indberettet 1.440 kr. som fradragsberettiget fagligt kontingent. Indberetningen ses ikke at være foretaget af [Forening1].

Klageren stiftede med virkning fra 1. april 2018 selskabet ”[virksomhed1] ApS, Registreret revisionsselskab”, CVR [...1], som han er eneejer af. Selskabets formål er at yde økonomisk rådgivning til erhverv, erhverv landbrug og privat, samt dermed beslægtet virksomhed.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter på 19.694 kr. for indkomståret 2015.

SKAT har som begrundelse herfor anført følgende:

”(...)

Du har anmodet om fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter med kr. 25.394 – bundfradrag kr. 5.700.

Ifølge statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a er der fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Du har i 2015 ikke haft indtægt som revisor, hvorfor der ikke gives fradrag, da det er en betingelse at der er tale om en vedligeholdelse eller ajourføring af sin viden som man bruger i sit nuværende arbejde.

Ifølge ligningslovens § 9 stk. 1 gives der fradrag i den skattepligtige indkomst for udgifter som

Lønmodtagere har i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde.

I 2015 har der ikke været A-indkomst

(...)”

Skattestyrelsen er 14. september 2018 fremkommet med en udtalelse, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

”(...)

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

I nærværende sag har SKAT i afgørelse af 7. februar 2017 ikke anerkendt det af klager indberettede fradrag i personlig indkomst for indkomståret 2015, jf. SL § 6, stk. 1, litra a og LL § 9, stk. 1.

Klagen vedrører i hvilket omfang klager har ret til fradrag for udgifter afholdt til ajourføring af allerede erhvervet uddannelse. Af sagen fremgår, at klager på tidspunktet for afholdelsen af udgifterne dels var søgemeldt og dels arbejdssøgende.

Skatteankestyrelsen har indstillet SKATs afgørelse stadfæstet. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger til sagen.

Der er enighed om, at klager i perioden, hvor de i sagen omhandlede udgifter blev afholdt, dels var søgemeldt og dels arbejdssøgende.

Det fremgår af sagens faktiske oplysninger, at klagers ønskede fradrag vedrører følgende udgifter:

Skattestyrelsen tilslutter sig Skatteankestyrelsens vurdering, idet der ikke vurderes at være den fornødne sammenhæng mellem klagers afholdte udgifter og indkomstgrundlag, som det er beskrevet i LL § 9, stk. 1. Det bemærkes, at klager umiddelbart sammenligner [Forening1]-kontingent med kontingentbetaling til f.eks. A-kasser. Af hensyn til dette, henvises i øvrigt til LL § 13, stk. 1, da [Forening1] ikke er omfattet af de i stk. 1 nævnte foreninger eller sammenslutninger, hvis formål er at varetage medlemmers økonomiske interesser.

Slutteligt bemærker Skattestyrelsen, at klager efterfølgende har etableret sig som selvstændig erhvervsdrivende, og dermed igen optræder som revisor, ikke ændrer ved ovenstående vurdering. Klager var ikke fradragsberettiget for de omtalte udgifter i perioden hvor udgifterne blev afholdt.

(...)”

Skattestyrelsen er 16. januar 2019 endvidere fremkommet med følgende supplerende udtalelse:

”(...)

Skatteankestyrelsen har efter et retsmøde 19. december 2018, i klagesag vedrørende [person1], bedt Skattestyrelsen om en fornyet udtalelse i sagen.

Sagen drejer sig om fradrag for kursusudgifter, faglitteratur samt fradrag for medlemskab af [Forening1]. Klager er uddannet revisor, men har under en syge- og arbejdsløshedsperiode afholdt de omhandlede udgifter.

Skatteankestyrelsen har stillet yderligere spørgsmål:

Skattestyrelsen kan hertil bemærke følgende:

Efter Skattestyrelsens opfattelse foreligger der ingen offentliggjort praksis, der fastslår, at arbejdsløshedsunderstøttelse eller sygedagpenge kan træde i stedet for en lønindkomst og dermed give fradrag for de omhandlede udgifter.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at

Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

Af Karnovs noter til statsskattelovens § 6, fremgår endvidere, at de udgifter, der relaterer sig til den løbende drift, er fradragsberettigede. De udgifter, der medgår til etablering eller udvidelse af den økonomiske aktivitet, er derimod ikke fradragsberettigede. Det samme gælder de udgifter, der i øvrigt relaterer sig til indkomstkilden i modsætning til den løbende indkomst.

Statsskattelovens § 6 stiller kravet om, at en udgift kun kan bringes til fradrag, såfremt den indkomstskabende aktivitet er påbegyndt på det tidspunkt, hvor udgiften afholdes, Jf. U 1985 99 H.

Det fremgår også af ligningslovens § 9, at lønmodtagere kun kan foretage fradrag for deres udgifter i forbindelse med et indtægtsgivende arbejde. Det er således også efter denne bestemmelse en forudsætning for fradrag, at der skal være tale om udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomsterhvervelse, jf. hertil Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.A.4.3.1.1, om fradrag for lønmodtagere.

Derudover foreligger der tillige en righoldig praksis, der netop fastslår, at der skal være tale om et indtægtsgivende arbejde, før der kan godkendes fradrag for udgifter i forbindelse hermed.

Denne praksis gælder bl.a. for fradrag efter ligningslovens § 9, § 9 A, § 9 B, og § 9 C m.fl., når der ikke er tale om et indtægtsgivende arbejde.

Af afgørelser på området kan eksempelvis nævnes SKM2004.22.HR, hvor Højesteret tiltræder Landsrettens begrundelse om, at klageren ikke var berettiget til fradrag for udgifter til rejser, idet klageren ikke modtog løn fra sit selskab eller i øvrigt havde bevist, at selskabet havde honoreret ham på anden måde. Iværksætterydelse modtaget fra det offentlige kunne ikke begrunde fradragsret, idet denne ydelse var modtaget fra det offentlige.

Der kan heller ikke ydes skattefrie godtgørelser efter ligningslovens § 9 B, hvis der ikke modtages løn i et ansættelsesforhold. Der er dog en undtagelse hertil i ligningslovens § 7 M, for så vidt angår godtgørelser, der af en forening udbetales til ulønnede bestyrelsesmedlemmer m.fl., men den vedrører således ikke forhold som i nærværende sag.

I SKM2012.463.VLR fandt Landsretten endvidere, at klageren skulle beskattes af modtagne rejse- og befordringsgodtgørelse fra sit selskab, idet betingelserne for at modtage disse ikke var opfyldt, da han ikke modtog løn fra selskabet. Med samme begrundelse var klageren heller ikke berettiget til et ligningsmæssigt fradrag for afholdte befordringsudgifter.

Ministeren er tidligere blevet spurgt om,, hvorvidt han vil ændre på reglerne om befordringsfradrag således, at arbejdsløse, som på opfordring fra arbejdsformidlingen deltager i ajourføringskurser i en anden by, også kan fradrage befordringsudgifterne, jf. spørgsmål 96-950802, TfS 1995,594. Ministeren svarer hertil, ”at det er et almindeligt skatteretligt princip, der følger af statsskatteloven, at man ikke kan få fradrag for etableringsudgifter, dvs. udgifter som afholdes med henblik på en fremtidig indkomst, men kun for udgifter, der tjener til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst”

(...)

Ministeren udtaler endvidere, at han ikke kan gå ind for en ændring af reglerne i ligningsloven, som medfører, at der kan opnås ret til befordringsfradrag i forbindelse med andet end indtægtsgivende arbejde.

I Den juridiske vejlednings afsnit C.A.4.3.1.4 om fradrag for udgifter til kurser, studierejser og faglitteratur, fremgår også, at såfremt der er tale om afholdelse af udgifter med henblik på, at etablere et nyt ansættelsesforhold og dermed komme i arbejde, er der skattemæssigt tale om anlægsudgifter, der vedrører selve indkomstgrundlaget og som derfor ikke er fradragsberettiget.

I afsnittet er endvidere nævnt flere afgørelser herom. Skatteankestyrelsen nævner selv afgørelserne SKM2007.949.ØLR samt SKM2007.950.ØLR, som eksempler på, at der skal være tale om udgifter afholdt for at erhverve en løbende indkomst. Afgørelserne er også nævnt i vejledningen.

I afgørelsen SKM2007.949.ØLR anfører Landsretten i sin begrundelse for ikke, at godkende fradrag for et såkaldt typecheckkursus, at det er en forudsætning for fradrag, at det pågældende kursus m.v. har sammenhæng med lønmodtagerens aktuelle indkomstgrundlag og har været nødvendigt til vedligeholdelse heraf, samt at kurset ikke i sig selv er kompetencegivende. Videre anfører Landsretten, at klageren selv ønskede det omhandlede kursus for at kvalificere sig til flyvning af yderligere en flytype, hvorfor kurset ikke findes at have haft sammenhæng med hans aktuelle indkomstgrundlag, og en nødvendig vedligeholdelse heraf.

I afgørelsen SKM2007.950.ØLR anfører Landsretten i sin begrundelse for ikke at godkende fradrag for en udgift til et såkaldt typecheckkursus, at kurset ikke havde sammenhæng med lønmodtagerens aktuelle indkomstgrundlag, og at kurset var afholdt efter eget ønske og med henblik på at opnå øget mulighed for lønindkomst som pilot ved at kvalificere sig til flyvning af yderligere en flytype, og at kurset endvidere var påbegyndt efter ansættelsesophør hos første arbejdsgiver og inden ansættelse hos ny arbejdsgiver.

Skattestyrelsen er for så vidt enig med klageren i, at de kurser som klageren har deltaget i må anses for at være ajourføring af allerede erhvervet viden. Kursusudgiften er dog ikke afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde en løbende indkomst, da klageren ikke var i arbejde. jf. ovenfor. Skattestyrelsen mener derfor ikke, at udgiften kan fradrages efter ligningslovens § 9.

Den skattemæssige problemstilling i sagen omhandler derudover kontingent til medlemskab af [Forening1].

Klageren sammenligner kontingentbetalingen til [Forening1] med kontingentbetalinger til f.eks. A-kasser.

Som det fremgår af Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.A.4.3.1.3 er det ikke et krav, at en skatteyder er i arbejde for at kunne fradrage udgifterne til fagforeningskontingent efter ligningslovens § 13. Dette skyldes, at de faglige foreninger også varetager de arbejdsløse medlemmers økonomiske interesser. På tilsvarende måde kan udgifterne til arbejdsløshedsforsikring fratrækkes efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at medlemskab af [Forening1] ikke kan fratrækkes som kontingentbetaling til en fagforening m.v., jf. ligningslovens § 13. [Forening1] varetager ikke medlemmets økonomiske interesser, men er alene en brancheforening, der samler revisorerne, udbyder relevante kurser, er branchens talerør i den offentlige debat m.v., jf. [Forening1]s egne oplysninger om deres forening på deres hjemmeside.

Klageren kan heller ikke fratrække udgiften til [Forening1] som udgift til faglitteratur, jf. ligningslovens § 9, da udgiften ikke er afholdt i forbindelse med indtægtsgivende arbejde, jf. ovenfor. Endelig kan medlemskabet af [Forening1] heller ikke fratrækkes som en driftsudgift for en selvstændig revisor efter statsskattelovens § 6, litra a, da klageren ikke var selvstændig erhvervsdrivende for det pågældende år.

Den øvrige del af problemstillingen i klagesagen vedrører fradrag for kursusudgifter og faglitteratur ligeledes afholdt under en periode uden indtægtsgivende arbejde, men hvor indkomsten alene bestod i sygedagpenge og arbejdsløshedsunderstøttelse.

I LSRM 1983, 108 LSR, som også er anført i Den juridiske vejlednings afsnit C.A.4.3.1.3, fandt Landsskatteretten, at kontingent til [Forening2] ikke var fradragsberettiget som fagforeningskontingent, men kunne fradrages som en lønmodtagerudgift under hensyn til, at kontingentet i alt overvejende grad antageligt gik til udgivelse af faglitteratur.

Skattestyrelsen skal hertil bemærke, at den overordnede forudsætning om fradrag for eksempelvis faglitteratur stadig er, at der skal være tale om et indtægtsgivende arbejde, hvortil det har været nødvendigt at afholde udgiften for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Endelig kan det bemærkes, at det fremgår af SKM2015.262.HR, at frem til og med 2003 blev sygedagpenge henregnet til virksomhedsindkomst, og sygedagpenge indgik i beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt erhvervsdrivende. Ved Østre Landsrets dom af 24. september 2003, SKM2003.416.ØLR blev skattemyndighedernes hidtidige praksis, hvorefter sygedagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende indgik i beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidrag, underkendt. Skattemyndighederne ændrede på den baggrund praksis i 2004, således at sygedagpenge ikke længere henregnes til virksomhedsindkomst, men i stedet henregnes til skatteyderes personlige indkomst. Told- og Skattestyrelsen udsendte i den anledning cirkulære nr. 90 af 5. oktober 2004 (TS-CIRK 2004-23).

Samme forhold må, efter Skattestyrelsens opfattelse, også gælde arbejdsløshedsunderstøttelse, også under hensyn til, at der slet ikke drives erhvervsmæssig virksomhed, hvis der modtages understøttelse.

I Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C, fremgår det, hvorledes indtægtsgrundlaget for selvstændig virksomhed opgøres ligesom der i afsnittene om virksomhedsskatteordningen, vejledningens afsnit C.C.5.2 og C.C.5.2.8 henvises til højesteretsdommen om sygedagpenge SKM2015.262.HR.

Der er således ingen praksis for, at sygedagpenge og understøttelse træder i stedet for en lønindkomst og på den baggrund kan give fradrag for de omhandlede udgifter.

Skattestyrelsen er, på baggrund af ovenstående, derfor enig i SKATs afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling i sagen.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter efter ligningslovens § 9 på i alt 19.694 kr. efter fradrag af grundbeløbet på 5.700 kr. (2015-niveau). Udgifterne vedrører indkøb af revisormanualer for i alt 1.025 kr., betaling af kontingenter til [Forening1] på i alt 3.744 kr. og betaling for et af [Forening1] udbudt up-to-date-kursus til 20.625 kr. og beløber sig til i alt 25.394 kr.

Klageren har subsidiært nedlagt påstand om fradrag efter statsskattelovens § 6 for hele udgiftsbeløbet på i alt 25.394 kr.

Klageren har til støtte for sin påstand anført følgende:

”(...)

Sagens historik

Anmodning

Bl.a. da jeg mener sagen i høj grad har elementer af principiel karakter, vil venligst anmode om at sagen behandles af Landsskatteretten og således ikke behandles i skatteankenævnet.

Min sagsfremstilling

Jeg har for indkomståret 2015 selvangivet fradrag for udgifter i fbm. udgifter afledt af revisorers krav til obligatorisk efteruddannelse, jf. revisorloven lov nr. 468 af 17. juni 2008 § 4, jf. endvidere de nærmere bestemmelser i bekendtgørelse nr. 1289 af 12. december 2008 og den tilhørende vejledning ved Erhvervsstyrelsen version 1.0 af 10. september 2009, hvorefter det er kravet til godkendte revisorer for at opfylde kravene til efteruddannelse, at de inden for en periode på 3 år deltager i mindst 120 timers godkendt efteruddannelse inden for en 3 års periode. Den første 3 års periode er startet 1. januar 2009. Perioderne er således pt. 2009 – 2011, 2012 – 2014, 2015 – 2017 osv.

Jeg har i hele perioden siden reglernes ikrafttrædelse arbejdet som revisor, dels som revisor ved [virksomhed2] (nu [virksomhed3]) i [by1] til 31/1 2014, ved [virksomhed4] fra 1/2 2014 til 30/5 2014 og fra 1/10 2017 som controller i en regnskabsfunktion ved [virksomhed5], [by1].

Herudover bemærkes at jeg er optaget i Erhvervsstyrelsens revisorregister i 1994 og, at jeg i hele min tid som erhvervsaktiv siden 1/10 1987, har arbejdet med regnskab, revision og økonomisk rådgivning.

I perioden 1/6 2014 til 30/9 2017 har jeg dels været sygemeldt og dels været arbejdssøgende inden for regnskabs- og revisionsbranchen. I perioden har hhv. sygedagpenge og dagpenge trådt i stedet for min sædvanlige lønindkomst.

Min aktive arbejdssøgen inden for revisorbranchen kan dokumenteres dels ved adskillige ansøgninger til virksomheder i branchen, en periode i virksomhedspraktik som revisor (15/1 2016 – 15/2 2016) ved [virksomhed6] i [by2] og endelig ansættelse i regnskabsafdelingen ved [virksomhed5] som controller fra 1/10 2016. Jeg har ved [virksomhed5] bl.a. ansvaret for økonomiskstyring og kontrol, budget og regnskab, moms, overholdelse af danske – og EU påkrævede regnskabsstandarder, samarbejdet med ekstern revisor mm. vedr. [virksomhed5] s projektportefølje.

Jeg skal bl.a. bemærke:

Det samme er naturligt tænkt ind i branchens egne tilbud om efteruddannelsesaktivitet, som både i indhold og fagligt niveau lever op til kravene. Det betyder bl.a., at der årligt udbydes kvalificererede kursuspakker a 40 timer med et indhold, der skal sikre, at revisor er fagligt ajour med den løbende lovgivning og praksis. Det er derfor både naturligt, hensigtsmæssigt og i tråd med lovgivningens hensigt, at revisors efteruddannelsestimer fordeles jævnt over en 3 årig periode, dvs. ca. 40 timer pr. år. Jeg har i min tilrettelæggelse af efteruddannelsen, i tråd med lovgivningen, fordelt min efteruddannelse med ca. 40 timer årligt, dette er således også tilfældet for 2015.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at reglerne om efteruddannelse også har betydning for revisorer, der har deponeret deres godkendelse, eller hvis godkendelse har været bortfaldet, frakendt eller frataget, og som senere ønsker at blive genoptaget uden at skulle gå op til en prøve. Revisorer, der har deponeret deres godkendelse, eller som har fået frakendt eller frataget godkendelsen, skal således løbende gennemføre efteruddannelse i den periode, hvor de er uden godkendelsen. Dette betyder praktisk, at de, når de søger om at få udleveret godkendelsen igen, skal kunne dokumentere, at de i den pågældende periode har gennemført efteruddannelse i overensstemmelse med loven

Herudover bemærkes, at jeg uanset deponering, som uddannet revisor og uanset hvilken job funktion jeg varetager, i en regnskabsmæssig sammenhæng m.v., i forhold til ansvars og mulige sanktioner, i kraft af min uddannelse, altid vil blive bedømt efter en standard som godkendt revisor, både i forhold til overholdelse af god revisorskik, i forhold til al lovgivning inden for området og i forhold til noget af det helt grundlæggende i revisorlovgivningen, nemlig kravet om, at revisor i en hver sammenhæng optræder som offentlighedens tillidsrepræsentant.

Opsummering

Samlet er det min opfattelse at jeg naturligvis skal have fradrag for mine udgifter til obligatorisk ajourføring af mine faglige kompetencer som godkendt revisor, således at jeg kan opretholde min godkendelse, også selvom jeg midlertidigt har været uden arbejde eller på anden måde ikke arbejdet som godkendt revisor. Der er absolut ikke tale om en videreuddannelse, men derimod at jeg vedligeholder min mulighed for indkomst fra min uddannelse som godkendt revisor.

Det er derfor min opfattelse at SKAT har tilsidesat min retsstilling i forhold til Ligningslovens § 9 i kraft af en helt indskrænkende fortolkning, der er i strid med den praksis, der ligger både i LL § 9 og statsskattelovens § 6, mht. kvalifikation af dagpengeindkomst og endvidere de krav og intentioner m.v., der ligger i reglerne om krav til revisorers obligatoriske efteruddannelse.

Jeg står naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger i sagen.

(...)”

Klageren er 20. april 2018 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger:

”(...)

Supplerende oplysninger til sagen

Jeg har i går oplyst til SKAT, at jeg med rets- og regnskabsmæssig virkning pr. den 1. april 2018, har stiftet selskabet:

[virksomhed1] ApS, Registreret revisionsselskab, CVR [...1]

Selskabets formål er at yde økonomisk rådgivning til erhverv, erhverv landbrug og privat, samt dermed beslægtet virksomhed.

Jeg ejer 100 % af selskabskapitalen og 100 % af stemmerettighederne. Jeg udgør virksomhedens ledelse og varetager ligeledes den daglige drift.

Betydning for sagsid [...]

I forhold til sagen som jeg har anket til Landsskatteretten skal jeg anmode om at sagen suppleres med ovenstående oplysninger.

Jeg vil samtidig fremføre det synspunkt at min etablering med selvstændig revisionsvirksomhed med stiftelse af [virksomhed1] ApS, Registreret revisionsselskab, ikke havde været mulig såfremt jeg ikke havde levet op til de gældende regler om obligatorisk efteruddannelse for godkendte revisorer.

Dette understreger yderligere at lønmodtagerudgifter afholdt i 2015 til obligatorisk efteruddannelse klart har tjent det formål at erhverve, sikre og vedligeholde min indkomst i erhverv. Det skulle hermed også være dokumenteret at udgifter afholdt i 2015 har tjent dette formål.

Jeg står naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger.

(...)”

Klageren er 30. maj 2018 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 17. maj 2018:

”(...)

I forhold til Skatteankestyrelsens forslag og brev skal jeg kort understrege og bemærke følgende:

Som godkendt revisor er det således helt afgørende at kunne erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst inden for erhvervet ved at man løbende vedligeholder sin efteruddannelsesmæssige status. I perioder, hvor det ikke er en del af en "lønpakke" at arbejdsgiver afholder den godkendte revisors udgifter til obligatorisk efteruddannelse, er det alene den godkendte revisors eget ansvar at leve op til de faglige krav om obligatorisk efteruddannelse og endvidere bære de økonomiske udgifter, der sædvanligvis er forbundet hermed.

Jeg skal med ovenstående bemærkninger og henvisning til sagens akter i øvrigt understrege, at jeg ikke anerkender den lovfortolkning hverken i forhold til Statsskatteloven eller Ligningsloven som Skatteankestyrelsen har lagt ind i sit forslag til afgørelse i sagen. Ej heller de anbringender SKAT og Skatteankestyrelsen i øvrigt har fremsat.

(...)”

Klageren er 30. september 2018 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 14. september 2018:

”(...)

Jeg har modtaget Skatteankestyrelsens foreløbige vurdering af sagen med et nyt forslag til sagens afgørelse, jf. skatteankestyrelsens brev af den 18. september 2018. Jeg er samtidig oplyst om at kunne sende eventuelle bemærkninger inden 14 dage. Nedenstående er mine bemærkninger til SKAT’s nye forslag og sagsfremstilling, jf. skatteankestyrelsens brev af den 18. september 2018:

Alle lønmodtagerudgifter, som sagen vedrører, har jeg selvangivet som værende fradrag i henhold til ligningslovens § 9 stk. 1 om fradrag for lønmodtagers udgifter med fradrag af grundbeløbet på 5.700 kr. (2015).

Jeg har således ikke, som det fremgår af "Skattestyrelsens begrundelse/vurdering” af 18. september 2018, sammenlignet mit [Forening1]-kontingent med kontingentbetaling til f.eks. A-kasser. Der henvises til passus i Skattestyrelsens begrundelse/vurdering:

"Det bemærkes, at klager umiddelbart sammenligner [Forening1]-kontingent med kontingentbetaling til f.eks. A-kasser. Af hensyn til dette, henvises i øvrigt til LL § 13 st. 1, da [Forening1] ikke er omfattet af de i stk. 1 nævnte foreninger eller sammenslutninger, hvis formål er at varetage medlemmernes økonomiske interesser”

Denne fortolkning af – og henvisning til min egen sagsfremstilling, er således faktuelt forkert og bør korrigeres af hensyn til videre sagsbehandling.

"Sluttelig bemærker skattestyrelsen, at klager efterfølgende har etableret sig som selvstændig revisor, og dermed igen optræder som revisor, ikke ændrer ved ovenstående vurdering. Klager var ikke fradragsberettiget for de omtalte udgifter i perioden, hvor udgifterne blev afholdt"

Til ovenstående skal præciseres, at jeg som godkendt revisor, uden afbrydelse har en pligt til at optræde bl.a. som offentlighedens tillidsmand uanset min godkendelse er deponeret eller ej. Jeg bliver som godkendt revisor i alle forhold vedrørende bl.a. regnskabs- og revisorlovgivningen, branchens etiske regler, hvidvaskregler, persondataforordning mm., bedømt i forhold til en anden standart end ikke godkendte revisorer. Det gælder også i den periode, hvor jeg i 2015 var hhv. sygemeldt og arbejdssøgende og i 2016 – 2017, hvor jeg havde et ansættelsesforhold som controller og projektadministrator på et [...] og her agerede i forhold til bl.a. dansk – og EU- lovgivning mht., regnskabsmæssige opgørelser, indretninger til offentlige myndigheder m.v. om tilskud, overholdelse af regler og retningslinjer m.v.

Det forhold, at jeg senest har etableret en selvstændig registreret revisionsvirksomhed, er blot medvirkende til at understrege, at kravet til godkendte revisorer om obligatorisk efteruddannelse er et lovkrav, der er kontinuert og derfor er et særligt vilkår for den godkendte revisor bl.a. med sigte på, at honorere kravet om at i alle fagligt relaterede sammenhænge, at optræde i rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant. Derfor er spørgsmålet om obligatorisk efteruddannelse også et særligt vilkår, der er for den godkendte revisor, som forudsætning for at påtage sig sit ansvar og dermed også til en hver tid, at beskytte sit grundlag for at erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst.

At revisors obligatoriske efteruddannelse ikke kan sammenlignes med de to sager, hvor piloter skulle have ret til at flyve ny flytype. Revisors udgifter afholdes for at sikre status quo og dermed et vedligeholdt grundlag for at erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst. En manglende vedligeholdelse af revisors kompetencer, vil hindre også al fremtidig indtjening og samtidig udgøre en fare i relation til revisors opdrag som offentlighedens tillidsrepræsentant i enhver sammenhæng.

Efteruddannelsesreglerne og deres formål indenfor de to områder – flytrafik hhv. revisorlovgivning – er således vidt forskellig – dels generelt og dels specifikt i forhold til den henvisning, som SKAT har foretaget til de to ovennævnte afgørelser, jf. ovenfor.

(...)”

Klageren er 16. december 2018 herudover fremkommet med følgende supplerende bemærkninger til sagen:

”(...)

Jeg supplerer hermed kort min sagsfremstilling med subsidiær påstand om, at såfremt Landsskatteretten ikke finder, at der er fradrag for mine udgifter til obligatorisk efteruddannelse som selvangivet efter Ligningslovens paragraf 9 stk. 1, vil udgifterne med det fulde beløb være at fradrage efter statsskattelovens § 6 a. jf.:

Statsskattelovens § 6 A.

Ved beregning af den skattepligtige Indkomst bliver at fradrage:

Min påstand er således, at kravet til revisors obligatoriske efteruddannelse er et meget gennemgribende, lovfæstet, og helt grundlæggende krav knyttet til revisors bestalling.

Herunder er det min påstand, at revisors løbende ajourføring via efteruddannelse i alle led er knyttet til de elementer, der er nævnt i Statsskattelovens § 6 a:

Erhverve

Det vil bl.a. sige løbende erhvervelse af indkomst, hvad enten det er direkte indkomst fra erhverv eller ydelser der er knyttet til erhvervelsen af løn, driftsresultat eller f.eks. sygedagpenge eller dagpenge, som er en midlertidig ydelse, der opnås dels med baggrund i at have optjent dagpengeret (via arbejdskrav og betaling til A-kasse – dvs. en forsikringsordning) og dels opnås ret til med forudsætning om at være både jobsøgende og at stå til rådighed for arbejdsmarkedet).

Sikre

Leve op til de faglige normer, som stilles som forudsætning for en godkendt revisors og dermed bl.a. – og i en hver sammenhæng at undgå at ifalde ansvar og deraf afledte tab i form af disciplinær straf, bøde eller frakendelse af retten til at udøve erhverv som godkendt revisor.

Vedligeholde

De faglige normer for en revisor, er under konstant udvikling og kravene ændres/øges år for år. Det er, som det fremgår og som bekendt helt fundamentalt og lovfæstet, at revisor løbende er på omgangshøjde med udviklingen i de faglige normer for standen.

Som det tidligere er pointeret, er kravet til godkendte revisorer om obligatorisk efteruddannelse et lovkrav, der er kontinuert og derfor er et særligt vilkår for den godkendte revisor bl.a. med sigte på, at honorere kravet om i alle fagligt relaterede sammenhænge, at optræde i rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant. Derfor er spørgsmålet om obligatorisk efteruddannelse også et særligt vilkår, der er for den godkendte revisor, som forudsætning for at påtage sig sit ansvar og dermed også til en hver tid, at beskytte sit grundlag for at erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst.

Endvidere vil en manglende vedligeholdelse af revisors kompetencer, som også tidligere nævnt, hindre også al fremtidig indtjening og samtidig udgøre en fare i relation til revisors opdrag som offentlighedens tillidsrepræsentant i enhver sammenhæng.

Sammenfattende

Min påstand er således subsidiært, at såfremt der ikke er fradrag for mine udgifter til obligatorisk efteruddannelse i 2015 med baggrund i ligningslovens § 9, vil alle udgifter som afholdt og dokumenteret underhenvisning til Statsskattelovens § 6 a. være at fradrage direkte i den personlige indkomst for 2015 uden fradrag for den bundgrænse, der er knyttet til Ligningsloven § 9.”

Klageren er 25. januar 2019 endelig fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse af 16. januar 2019:

”(...)

Jeg har modtaget Skattestyrelsens udtalelse af den 16. januar 2019 til Landsskatteretten vedrørende yderligere spørgsmål fra Skatteankestyrelsen til Skattestyrelsen i sagen, jf. spørgsmål:

Bl.a. på baggrund af Skattestyrelsen fornyede udtalelse i sagen vil jeg knytte følgende supplerende bemærkninger:

Jeg er enig i Skattestyrelsens omtale af statsskattelovens § 6, stk. 1. litra a, jf. nederst side1 i Skattestyrelsens svar af den 16. januar 2019:

"at de udgifter, der relaterer sig til den løbende drift, er fradragsberettigede. De udgifter der medgår til

Etablering eller udvidelse af den økonomiske aktivitet, er derimod ikke fradragsberettigede."

Essensen er netop her at jeg udøver økonomisk aktivitet som aktivt arbejdssøgende i en periode hvor jeg er arbejdssøgende og opretholder mit indkomstgrundlag via dagpenge/sygedagpenge.

Retten til dagpenge er en forsikring mod indkomsttab i en begrænset periode, hvor man som borger opretholder sin tilknytning til arbejdsmarkedet og er omfattet af alle de regler, der gælder for en tilknytning til arbejdsmarkedet – herunder som arbejdssøgende og, at man samtidig opretholder sin faglige kvalifikationer i henhold til f.eks. revisorlovgivningen mm.

Retten til dagpenge er optjent via den løbende tilknytning til arbejdsmarkedet i en periode umiddelbart forud for dagpengeperioden. Ligeledes er dagpengeperioden begrænset politisk/lovgivningsmæssigt for at skabe incitament til hurtigst muligt at overgå til et ansættelsesforhold igen.

Arbejdsløshedsdagpenge skal således ikke ses som en afbrydelse af tilknytningen til arbejdsmarkedet men en forsikringsydelse, der har sit udspring i borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighed for at skifte til et nyt ansættelsesforhold inden dagpengeperiodens udløb.

Jeg har i øvrigt på mødet i Landsskatteretten den 19. december 2018 bemærket at A-kasse/Jobcenter [by2] i 2016 anerkendte, at jeg i september 2016 vedgennemførelsen af et tilsvarende obligatorisk efteruddannelsesforløb, at jeg var dagpengeberettiget samtidig med at jeg deltog i efteruddannelsen.

Risiko for asymmetri i borgernes retsstilling

Såfremt man indtænker, en meget snæver fortolkning i spørgsmålet om at anse dagpenge for at træde i stedet for lønindkomst, vil man opnå en meget asymmetrisk retsstilling i forhold til borgere med forskellige ansættelsesforhold.

En person som er ansat med en meget langvarig fratrædelsesløn, f.eks. en direktør, der har en ansættelseskontrakt med f.eks. 12 måneders løn efter fratrædelse, en folkevalgt/tjenestemand på ventepenge, rådighedsløn o. Lign. eller f.eks. en borger ansat som tjenestemand, vil i en periode indkomstmæssigt være dækket ind ved lønindkomst ved siden af – eller i stedet for dagpenge i en periode - i modsætning til en "almindelig" overenskomstansat med relativ kort opsigelsesvarsel eller en funktionær, der umiddelbart relativt tidligere i en jobskiftesituation vil stå "udækket" med dagpenge som eneste umiddelbare sikkerhedsnet og springbræt i sin videre arbejdsmæssige karriere.

I praksis kan både direktør – folkevalgt – tjenestemand m.fl. tilsvarende lønmodtagerne ansat på "almindelige" overenskomstvilkår være i samme situation, når der henses til at de i realiteten er i situation hvor de er fratrådt og på ny aktiv arbejdssøgende med henblik på at sikre den videre karriere og indkomst i en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Forskellen vil imidlertid ligge i, at både direktør – folkevalgte og tjenestemænd rent skatteteknisk vil bevare deres ret til fradrag for lønmodtagerudgifter, hvorimod lønmodtagerne på de "almindelige" overenskomstvilkår, vil risikere at miste deres fradragsret for udgifter, der åbenlyst afholdes for videre at erhverve, sikre og vedligeholde deres indkomst.

Mit synspunkt er derfor også, at et princip om lighed for loven tilsiger, at dagpenge og sygedagpenge som A-indkomst helt klart må være ligestillet A-indkomst fra et lønmodtager-arbejdsgiverforhold og derfor skal kvalificere som indkomst med ret til fradrag af de omkostninger, der er nævnt i Statsskattelovens § 6, stk.1, litra a, afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Statsskattelovens § 6 er en helt grundlæggende og fundamental regel i den danske skatteret og dermed også en fundamental retskilde som grundlag for henholdsvis borgernes skattemæssige disponering og skattemyndighedernes lovmæssige forvaltning m.v.

Skattestyrelsens henvisning til SKM2004.22HR – Vedr. en skatteyder der ikke var berettiget til fradrag for udgifter til rejser.

Skattestyrelsen henviser til en sag som vel i sagens substans ikke handler om fradragsret men i højere grad et spørgsmål om rette indkomstmodtager hhv. rette omkostningsbærer.

Sagen er så vidt ses ikke et spørgsmål om der er fradragsret for rejseudgifter – spørgsmålet er snarere, om fradraget hører til i virksomheden eller hos en hovedaktionær/kapitalejer.

Det vil således klart være min opfattelse, at såfremt rejseudgifter har været afholdt som led i selskabets indkomsterhvervelse, så vil der også være fradragsret i selskabet for dokumenterede rejseudgifter afholdt i selskabets interesse.

Skattestyrelsens knytter i forlængelse af omtalen vedr. SKM2004.22HR bemærkninger til Ligningslovens § 9 B om skattefrie godtgørelse for lønmodtagere. Da SKM2004.22HR i det væsentlige er et spørgsmål i fht. rette indkomstmodtager/omkostningsbære, er det ikke relevant i denne sammenhæng at gå nærmere ind i spørgsmålet om hvorvidt omkostningen kunne behandles i fht. Ligningslovens § 9 B og om, hvordan en retsstilling i fht. Ligningslovens § 9 B forvaltes for lønmodtagere i et "sædvanligt" ansættelsesforhold.

Skattestyrelsens henvisning til SKM2012.453VLR – Vedr. en skatteyder der ikke var berettiget til fradrag for udgifter til rejser.

Henvisningen til SKM2012.463VLR synes at være den dublering af den henvisning, der er gjort til SKM2004.22HR, jf. mine bemærkninger ovenfor.

Også denne sag er i sin substans mere et spørgsmål om rette indkomstmodtager/omkostningsbærer end et spørgsmål om, hvorvidt omkostningerne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde en indkomst eller ej.

Om: Spørgsmålet til minister vedr. ændring af regler om befordringsfradrag for arbejdsløse

Der er alene tale om henvisning til nogle tidligere spørgsmål og et svar i form af nogle tidligere politiske sonderinger vedrørende arbejdsløses ret til fradrag for udgifter efter det oplyste, til såkaldte "ajourføringskurser".

Det henvises i øvrigt til, at ministeren svarer "at det er et almindeligt skatteretsligt princip, der følger af statsskatteloven, at man ikke kan få fradrag for etableringsudgifter, dvs. udgifter som afholdes med henblik på en fremtidig indkomst, men kun for udgifter, der tjener til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst".

Sidstnævnte passus underbygger i høj grad min påstand om, at revisors lovfæstede krav om løbende efteruddannelse er så gennemgribende og lovreguleret, at det klart falder indenfor statsskattelovens fundamentale skatteretslige princip om, at udgifter, der tjener til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende udgift er omfattet af skatteyders ret til fradrag.

Jeg noterer også, at det af Skattestyrelsens notat af den 16. januar 2019 fremgår at:

"Skattestyrelsen er for så vidt enig med klageren i, at de kurser, som klageren har deltaget i må anses for at være ajourføring af allerede erhvervet viden."

Jeg skal ikke gisne om de politiske bevæggrunde for ministerens udtalelse som der henvises til. Blot vil jeg gøre opmærksom på at beskæftigelseslovgivningen i øvrigt indeholder regler om godtgørelse af arbejdsløses udgifter til befordring i forbindelse med kurser, beskæftigelsestilbud mm.

Der henvises i øvrigt til § 20 spørgsmål nr. S5286 af 2. juni 2006 til beskæftigelsesministeren stillet af Ole Sohn (SF). Det fremgår af ministerens svar at reglerne ikke er helt entydige og bl.a. andet kræver en konkret vurdering idet fradrag for befordring efter ligningslovens regler for arbejdsløses omkostninger til befordring ikke kan afvises konsekvent – og dermed som en generel regel.

Nævnte § 20 spørgsmål og svare er vedlagt disse bemærkninger. Jeg vil overlade spørgsmål og ministerens svar til selvstudie.

Skattestyrelsens henvisning til den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.

Der er i denne henvisning igen fremdraget afgørelse vedr. SKM2007.949ØLR samt SKM2007.950.ØLR, der omhandler.

Jf. mit brev til skatteankestyrelsen af den 30. september 2018, har jeg tidligere kommenteret på de to afgørelser. Der henvises til min bemærkning:

"At revisors obligatoriske efteruddannelse ikke kan sammenlignes med de to sager, hvor piloter skulle have ret til at flyve ny flytype. Revisors udgifter afholdes for at sikre status quo og dermed et vedligeholdt grundlagt for at erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst. En manglende vedligeholdelse af revisors kompetencer, vil hindre også al fremtidig indtjening og samtidig udgøre en fare i relation til revisors opdrag som offentlighedens tillidsrepræsentant i enhver sammenhæng.

Efteruddannelsesreglerne og deres formål inden for de to områder – flytrafik hhv. revisorlovgivningen – er således vidt forskellig – dels generelt og dels specifikt i forhold til den henvisning, som SKAT har foretaget til de to ovennævnte afgørelser, jf. ovenfor."

Skattestyrelsen omtale af temaet om fradrag udgifterne efter ligningslovens § 13 om fradrag for fagforeningskontingent.

Jeg er helt enig i Skattestyrelsens betragtninger på dette punkt mht., at der ikke kan foretages fradrag i henhold til § 13.

Jeg er dog ikke enig i Skattestyrelsens påstand om, at der kan nægtes fradrag efter ligningslovens § 9. Denne uenighed syntes bl.a. at bero på det forhold, at Skattestyrelsen ikke kan anerkende at udgiften har en helt nær -, og som følge af revisorlovgivningen, helt gennemgribende sammenhæng med mine forudsætninger og muligheder for at erhverve, sikre og vedligeholde min løbende indkomst som registreret revisor, hvad enten det er i en sammenhæng som revisor i et ansættelsesforhold eller i en sammenhæng, hvor jeg har været arbejdssøgende, dvs. i en tid imellem to ansættelsesforhold som revisor, regnskabsmedarbejder, controller, økonomirådgiver, skatterevisor o. Lign.

Som nævnt i min skrivelse til Skatteankestyrelsen af den 16. december 2018 har jeg bedt skatteankestyrelsen/Landsskatten om at forholde sig til min subsidiære påstand om, at såfremt der ikke er fradrag for mine udgifter til obligatorisk efteruddannelse i 2015 med baggrund i ligningslovens § 9, vil alle udgifter som afholdt og dokumenteret underhenvisning til Statsskattelovens § 6 a. være at fradrage direkte i den personlige indkomst for 2015 uden fradrag for den bundgrænse, der er knyttet til Ligningslovens § 9.

Det er således helt grundlæggende min påstand, at revisors løbende ajourføring via efteruddannelse i alle led er knyttet til de elementer, der er nævnt i Statsskattelovens § 6 a:

Ved Beregning af den skattepligtige Indkomst bliver at fradrage:

Jfr. de tre elementer:

Ad 1) Erhverve

At jeg som lønmodtager sætter lighedstegn mellem erhvervsindkomst (løn) og dagpenge. Alt andet ville være en indskrænkende fortolkning, idet dagpenge som bekendt opnås via en optjent dagpengeret – og det udbetales på grundlag af en rådighedsforpligtigelse.

Ad 2) Sikre

At jeg skal sikre, at jeg undgår tab som følge af ansvarspådragende forhold både tilbage i tid, aktuelt og fremover. Dette forudsætter, at revisor løbende er ajourført og er i stand til at leve op til de krav samfundet stiller til revisor.

Herunder kravet om, at være offentlighedens tillidsrepræsentant i enhver sammenhæng, jf. revisorlovens § 16, der bl.a. kræver, at revisor er offentlighedens tillidsrepræsentant, udviser den professionel kompetence, den fornødne omhu og optræder uafhængig.

Jeg skal således sikre mig mod at blive ramt af revisoransvar uanset, hvornår og i hvilken sammenhæng jeg optræder som revisor.

Ad 3) Vedligeholde indkomsten

Hvis revisor ikke vedligeholder sin faglighed som revisor, mister revisor sin status som offentlighedens tillidsrepræsentant og dermed både sin indkomst og sit indkomstgrundlag.

Parallellen til "træet" som tankegang omkring indkomst og beskatning er i andre sammenhænge anvendt som lysende eksempel indenfor skatteretten og kan også anvendes i denne sammenhæng.

Fælles for os alle er, at vi har et indkomstgrundlag "træet", som skal sikres og vedligeholdes. Træet leverer nogle frugter – i nogle år flere frugter end i andre år og nogle år i én form og andre år i en anden form.

Træet har brug for næring og vand i alle årene, uanset i hvilken rækkefølge frugterne er modnet. Alternativet er at træet vil gå ud og alt andet vil være omsonst.

Det er for mig klokkeklart, at mine udgifter til efteruddannelse alene tjener et professionelt formål i det øje med at sikre og vedligeholde "træet", med andre ord: Erhverve, sikre og vedligeholde min løbende indkomst, herunder min profession som revisor.

Hvis man er revisor, er man det 24/7. Det er ligesom med en række andre professioner, f.eks. en dommerfuldmægtig, en læge eller en politibetjent – man kan ikke adskille privatpersonen og den professionelle person mht. det ansvar og de forpligtigelser, man har taget på sig.

Skattestyrelsens bemærkninger vedr. SKM2015262.HR hhv. SKM2003.416.ØLR og indregning af sygedagpenge som virksomhedsindkomst eller personlig indkomst

Jeg tager Skattestyrelsens oplysninger om, at skattemyndighederne på et tidspunkt har ændret praksis vedrørende selvstændige erhvervsdrivendes indregning af sygedagpenge, til efterretning. Tidligere blev sygedagpengene efter det oplyste indregnet som en del af den selvstændige indkomst og er nu ændret således at indkomsten indregnes direkte på skatteyders skattepligtige indkomst. Så vidt det forstås, er det væsentligst en udfordring mht., hvorvidt der skal ske beregning af arbejdsmarkedsbidrag af sygedagpenge, der har medvirket til en ændret praksis.

Afsluttende

Det er klart min vurdering, at Skattestyrelsens indstilling om nægtelse af fradrag for mine udgifter til obligatorisk efteruddannelse som registret revisor i 2015 rammer ved siden af det lovgivningsmæssige bogstav og de lovgivningsmæssige intentioner.

Jeg har ovenfor og i min tidligere sagsfremstilling fremført mine synspunkter og baggrund for at antage, at det ikke har været lovgivers hensigt at begrænse en lønmodtagers/revisors omkostninger til obligatorisk efteruddannelse i et år, hvor revisor har en lønindkomst på 0, hvad enten det kan skyldes sygdom eller at pågældende har vare jobsøgende og derfor modtaget dagpenge i en dagpengeperiode, indtil revisor igen er kommet i såkaldt ordinær beskæftigelse

Det skattemæssige fradrag for omkostninger til den obligatoriske efteruddannelse mm. Skal enten kunne pålignes som fradrag ifølge ligningslovens § 9 eller som min subsidiere påstand kunne pålignes med direkte henvisning til statsskattelovens § 6 og dermed med fuldt fradrag i den personlige-/skatteindkomst og dvs. uden det bundfradrag, som er indehold ligningslovens § 9.

(...)”

Klagerens bemærkninger var vedlagt ”Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 5286 af 2. juni 2006 Stillet af Ole Sohn (SF)”.

Landsskatterettens afgørelse

Ved beregningen af den skattepligtige indkomst fradrages driftsomkostninger, det vil sige de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtiges indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.700 kr. (2015-niveau). Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt.

Det er en betingelse for fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 9, at udgiften har sammenhæng med den skattepligtiges indkomstgrundlag i det pågældende indkomstår, og at udgiften har været nødvendig til vedligeholdelse heraf. Dette kan udledes af Østre Landsrets domme af 2. november 2007, offentliggjort som henholdsvis SKM2007.949.ØLR og SKM2007.950.ØLR.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Det årlige fradrag kan ikke overstige et beløb på 6.000 kr. Det fremgår af ligningslovens § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Det afgørende for fradragsretten efter ligningslovens § 13, stk. 1, er, om betalingen går til en faglig forening eller sammenslutning, der varetager medlemmernes økonomiske interesser. Det er således ikke en betingelse for ret til fradrag for udgifter til kontingentbetaling, at den skattepligtige er i arbejde, idet fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage økonomiske interesser for en erhvervsgruppe, også varetager de arbejdsløse medlemmers interesser.

Hvis den pågældende forening, udover at varetage medlemmernes økonomiske interesser, også leverer almindelige serviceydelser, herunder f.eks. tidsskrifter, lovservice eller konsulentbistand, vil foreningen kunne foretage en opdeling af kontingentet i en ”foreningsdel” og en ”servicedel” med den virkning, at sidstnævnte af lønmodtagere kan fratrækkes efter ligningslovens § 9, stk. 1, i det omfang betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Efter ligningslovens § 13, stk. 2, er fradrag efter stk. 1 betinget af, at den faglige forening, hvis den er indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til told- og skatteforvaltningen.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder:

Udgifter til kontingent til [Forening1]

[Forening1] ses ikke at have indberettet klagerens kontingentudgifter til [Forening1] til told- og skatteforvaltningen. Udgifterne er allerede af denne grund ikke fradragsberettigede efter ligningslovens § 13, stk. 1, jf. bestemmelsens stk. 2.

Klagerens udgifter til kontingent til [Forening1] kan heller ikke fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 9. Det skyldes, at udgifterne vedrører indkomståret 2015, hvor klageren efter det oplyste var dels sygemeldt og dels arbejdssøgende, at udgifterne således ikke vedrører klagerens indkomstgrundlag i indkomståret 2015, og at betingelserne for fradragsret efter bestemmelserne allerede derfor ikke er opfyldt.

Udgifter til det af [Forening1] udbudte up-to-date-kursus og til indkøb af revisormanualer

De af klageren afholdte udgifter til betaling af det af [Forening1] udbudte up-to-date-kursus og til indkøb af revisormanualer vedrører indkomståret 2015, hvor klageren efter det oplyste var dels sygemeldt og dels arbejdssøgende. Udgifterne vedrører således ikke klagerens indkomstgrundlag i indkomståret 2015, og betingelserne for fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 9, er allerede derfor ikke opfyldt.

Det forhold, at udgifterne i 2015 efter det oplyste er afholdt for at opfylde de gældende krav til godkendte revisorers obligatoriske efteruddannelse, og at det ifølge klageren ikke havde været muligt for ham i 2018 at stifte selskabet [virksomhed1] ApS, hvis udgifterne ikke havde været afholdt, kan ikke føre til, at udgifterne kan fradrages i den skattepligtige indkomst i indkomståret 2015, idet udgifterne ikke vedrører klagerens indkomstgrundlag i indkomståret 2015.

Disse tre retsmedlemmer finder herefter, at klageren ikke er berettiget til fradrag for sine udgifter til kontingent til [Forening1] og til det af [Forening1] udbudte up-to-date-kursus og indkøb af revisormanualer.

Ét retsmedlem finder, at klagerens indtægtsgrundlag i 2015, uagtet at klageren var dels sygemeldt og dels arbejdssøgende i det pågældende indkomstår, var som revisor, og at medlemsskabet af [Forening1] og det gennemførte kursus var nødvendige forudsætninger for, at klageren kunne fortsætte som revisor, og at klageren således har afholdt udgifterne for at sikre og vedligeholde indkomsten. Retsmedlemmet finder derfor, at klageren er berettiget til fradrag for sine udgifter til kontingent til [Forening1] og til det af [Forening1] udbudte up-to-date-kursus og indkøb af revisormanualer.

Landsskatteretten træffer afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet og stadfæster herefter SKATs afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til fradrag for sine udgifter til kontingent til [Forening1] og til det af [Forening1] udbudte up-to-date-kursus og indkøb af revisormanualer.