Kendelse af 10-09-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-10-2018

Sagen, der er afgjort ved Landsskatterettens afgørelse af 21. marts 2017, er genoptaget af Landsskatteretten på klagerens anmodning.

Genoptagelse

Faktiske oplysninger

Ved afgørelse af 20. februar 2013 vedrørende indkomstårene 2006-2010 forhøjede SKAT bl.a. klagerens indkomst for indkomståret 2009 med i alt 1.574.187 kr. Ud fra et beregnet privatforbrug blev klageren forhøjet med 1.074.206 kr., og ud fra en gennemsnitlig levestandard blev klageren forhøjet med 475.332 kr., i alt 1.549.538 kr. Derudover blev klageren forhøjet med værdi af fri bil på henholdsvis 5.016 kr. og 19.633 kr., i alt 24.649 kr.

Klageren havde selvangivet en skattepligtig indkomst på -223.724 kr.

SKAT havde udsendt forslag til afgørelse den 21. november 2012. Forinden havde SKAT anmodet klageren om materiale henholdsvis den 6. februar og 2. marts 2012. Da klageren intet indsendte, indhentede SKAT materiale fra klagerens bank.

Af Landsskatterettens afgørelse af 15. december 2016 vedrørende klagerens tidligere ægtefælle fremgår, at SKAT modtog diverse bankkontoudtog af ægtefællerenes bankkonti i [finans1], [finans2] og [finans3] medio april og maj 2012.

SKAT sendte forslag til afgørelse til klageren den 21. november 2012. Den 5. december 2012 blev der afholdt møde i SKAT, hvor SKATs afgørelse til forslag blev drøftet.

SKATs afgørelse af 20. februar 2013 blev påklaget til Landsskatteretten den 13. december 2013 efter at være påklaget til skatteankenævnet den 14. maj 2013.

I forbindelse med sagsbehandlingen af klagen til Landsskatteretten genoptog SKAT klagerens skatteansættelse vedrørende indkomståret 2009.

Den 14. juni 2013 forhøjede SKAT klagerens tidligere ægtefælles indkomst med 759.924 kr. i 2009 ud fra indsætninger på hans bankkonto. Heraf blev 360.000 kr. anset at udgøre løn. SKATs afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten den 15. december 2016.

I SKATs udtalelse af 27. marts 2014 anførte SKAT, at SKAT havde modtaget nye oplysninger, hvorfor klagerens skatteansættelse skulle ændres.

Ved SKATs afgørelse af 4. januar 2016 blev klagerens indkomst nedsat med 759.924 kr. SKATs afgørelse af 4. januar 2016 blev ikke påklaget.

Efter afgørelsen blev der udfærdiget en årsopgørelse nr. 4 for 2009 af 19. august 2016. Denne blev heller ikke påklaget.

Landsskatteretten traf afgørelse den 21. marts 2017 vedrørende klagen af 13. december 2013. Ved afgørelsen afviste Landsskatteretten at behandle klagepunkterne vedrørende indkomståret 2009. Landsskatteretten henviste i den forbindelse til skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 5:

”SKATs afgørelse af 20. februar 2013 drejer sig om en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten i 2009 på 1.574.187 kr. på grund af negativt privatforbrug. SKAT har efter aftale med klageren i august 2016 truffet en ny afgørelse for indkomståret 2009. I den nye afgørelse, som erstatter SKATs afgørelse af 20. februar 2003, har SKAT nedsat forhøjelsen af indkomsten i 2009 på 1.574.187 kr. med 759.924 kr. Klagen over SKATs afgørelse af 20. februar 2013 er derfor, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, og bestemmelsens forarbejder, bortfaldet, idet afgørelsen er erstattet af en ny afgørelse.”

Efter anmodning om genoptagelse fra klagerens repræsentant af 21. marts 2017 besluttede Landsskatteretten den 29. marts 2017 at genoptage sagen vedrørende indkomståret 2009 med henblik på en fornyet vurdering.

Klagerens opfattelse

I forbindelse med repræsentantens anmodning om genoptagelse har repræsentanten nedlagt påstand om, at Landsskatteretten skal behandle klagepunkterne vedrørende indkomståret 2009 for så vidt angår den resterende forhøjelse på 814.263 kr., og at SKATs afgørelse er ugyldig.

Repræsentanten har bl.a. anført følgende:

” ...

Realitetsbehandling af sagen

Landsskatteretten afsagde på baggrund af Skatteankestyrelsens indstilling herom kendelse 21. marts 2017 uden afholdelse af retsmøde.

Landsskatteretten anså vedrørende indkomståret 2009 klagen for bortfaldet og afviste som følge heraf at behandle de materielle indsigelser over rest-forhøjelsen af [person1] indkomst for indkomståret 2009.

[person1] søgte den 21. marts 2017 Landsskatteretten om genoptagelse af sagsbehandlingen af sagen for Landsskatteretten idet sagen var afgjort på et faktuelt forkert grundlag. Der blev i anmodningen nøje redgjort for fejlene i kendelsen.

Landsskatterettens ledende retsformand imødekom ved mail af 29. marts 2017, at imødekomme anmodningen om genoptagelse.

...

Ved forslag til afgørelse af 11. marts 2014 foreslog SKAT at nedsætte [person1]s indkomst for indkomstårene 2007 og 2009, jf. bilag 32.

Dette indstillede SKAT efterfølgende også i indstilling af 27. marts 2014, at sagen skulle afgøres ud fra, jf. bilag 33.

I løbet af foråret 2014 var der drøftelser mellem [person1], SKAT og Landsskatteretten om, hvordan nedsættelsen af ægtefællens indkomst skulle håndteres ifht. [person1]s klagesag vedrørende samme indkomstår. Under disse drøftelser oplyste ..., at SKAT ikke skulle træffe afgørelse som foreslået, men i stedet fremsende forslaget til afgørelse som en indstilling til Landsskatteretten med de foreslåede nedsættelser, og så ville Landsskatteretten efterfølgende lade dette indgå i sin vurdering af sagen, jf. bilag 36 og 37.

Landsskatteretten bad forud for kontorforhandling den 4. december 2015 [person1] om en række supplerende oplysninger i brev af 23. november 2015. Dette besvarede [person1] i brev af 2. december 2015. Det fremgår af brevet, at der – med SKATs forslag vedrørende 2009 - ikke var enighed om den ”tilbageværende” del af forhøjelsen af indkomsten.

På mødet med Skatteankestyrelsen 4. december 2015 blev spørgsmålet om SKATs ønske om nedsættelse af indkomsterne for 2007 fuldstændigt og delvist for 2009 drøftet. Skatteankestyrelsen udtrykte ønske om at sagen blev slanket, så klagen vedrørende 2007 helt kunne udgå af sagen og 2009-klagen kunne slankes og anbefalede, at SKATs forslag blev imødekommet.

Skatteankestyrelsen indstilling på mødet var i modsætning til Landsskatterettens tidligere indstilling i sagen. På baggrund af Skatteankestyrelsens ønske kontaktede undertegnede SKAT 7. december 2015 og bad SKAT om tilsagn til, at der ville blive truffet afgørelse som i forslaget til afgørelse af 11. marts 2014, idet det samtidig blev oplyst, at såfremt dette var tilfældet, ville klagen for 2007 blive trukket tilbage, mens klagen for 2009 ville blive trukket delvist tilbage (for 759.924 kr., svarende til SKATs forslag til nedsættelse), jf. bilag 34. Der blev anført følgende i mailen til SKAT:

”Til SKAT...

I fortsættelse af møde i Skatteankestyrelsen 4. december 2015 og telefonsamtale d.d. skal jeg på vegne [person1] ... anmode om, at SKAT giver tilsagn til, at der træffes afgørelse for 2007 og 2009 i overensstemmelse med forslag til afgørelse af 11. marts 2014 og indstilling til Skatteankestyrelsen af 27. marts 2014, således at den fortagne forhøjelse for indkomståret 2007 på 1.403.989 kr. nedsættes til 0 kr. og at den foretagne forhøjelse for indkomståret 2009 med 1.350.463 kr. nedsættes med 759.924 kr. til 590.539 kr., såfremt [person1] trækker klagen til Skatteankestyrelsen tilbage herfor.

Når SKATs tilsagn foreligger vil jeg på vegne [person1] trække klagen til Skatteankestyrelsen tilbage for hele 2007-forhøjelsen og delvist for 2009-forhøjelsen (dvs. for 759.924 kr.), hvorefter SKAT kan træffe afgørelse i overensstemmelse med tilsagnet.

Såfremt ovennævnte giver anledning til spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig.” (min understregning og fed

Som det fremgår af mailen blev det klart tilkendegivet, at klagen for hele 2007-forhøjelsen ville blive trukket tilbage, mens klagen for 2009-forhøjelsen kun ville blive trukket delvist tilbage (dvs. for 759.924 kr.), således at SKAT kunne træffe afgørelse i overensstemmelse med tilsagnet.

Da SKAT 4. januar 2016 havde truffet afgørelse blev Skatteankestyrelsen i mail 6. januar 2016

(08:09), jf. bilag 38, orienteret om SKATs afgørelse og at klagepunkterne vedrørende 2007 og 2009 blev justeret således, at klagepunktet for 2007 i det hele bortfaldt og klagepunktet for 2009 blev nedsat med 759.924 kr. Således fremgår det af mailen:

”Til Skatteankestyrelsen, ...

Vedlagt fremsendes på baggrund af drøftelserne under kontorforhandlingen SKAT afgørelse om nedsættelse af [person1]s indkomst for indkomstårene 2007 og 2009. Da SKAT har anerkendt, at de foretagene forhøjelser var for høje for 2007 med 499.802 kr. og for 2009 med 759.924 kr. skal klagepunkterne i klagesagen justeres i overensstemmelse hermed. Som følge heraf bortfalder klagepunktet for indkomståret 2007 i det hele og klagen over den foretagene forhøjelse for indkomståret 2009 nedsættes med 759.924 kr.

...

Videre skal jeg bede om at få fremsendt de senest af SKAT opdaterede privatforbrugsberegninger, da det under kontorforhandlingen viste sig, at der var uoverensstemmelse mellem det tidligere fremsendte.

... (min fremhævning/fed)

Det er derfor åbenbart, at SKAT forud for SKAT traf afgørelse var bekendt med, at klagen for 2009 kun ville blive trukket delvist tilbage, beløbsmæssigt svarende til SKAT nedsættelse.

Videre er det åbenbart, at dette blev lagt åbent frem for Skatteankestyrelse, der samtidig i mailen af 6. januar 2016 blev oplyst, at der fortsat var en klage for 2009 for den resterende del af SKATs forhøjelse af indkomsten.

Der er derfor ikke noget grundlag for, at anse klagen for indkomståret 2009 for bortfaldet. Og måtte den anses for bortfaldet, så er den i hvert fald med mailen 6. januar 2016 bilagt SKATs afgørelse genanlagt indenfor 3-måneders klagefristen...

Endelig skal det med henvisning til lovmotiverne til ikrafttrædelsesbestemmelserne i 8 til lov nr.

1501 fra 2014 bemærkes, at da klagesagen er anlagt inden 1. januar 2014, så kan ændring af en påklaget skatteansættelse efter – den nye - § 35 a alene ske til gunst for den skattepligtige.

Efter den ”gamle” § 35 forudsatte ændring af en påklaget skatteansættelse, at SKAT fandt, at der skulle gives fuldt medhold førend en afgørelse kunne genoptages og ændres. SKAT gav i afgørelsen af 4. januar 2016 ikke [person1] fuldt medhold for indkomståret 2009, men alene delvist medhold. Videre blev afgørelsen ikke truffet ud fra en vurdering af [person1]s klagesag, men som konsekvensafgørelse af den tidligere ægtefælles skatteansættelser. Hertil kommer, at SKAT var vidende om, at klagesagen for 2009 ikke ned nedsættelsen ville bortfalde, men tværtimod fortsætte fsva den resterende del af den oprindelige forhøjelse af indkomsten for 2009. Såfremt Landsskatteretten trods det ovenfor anførte måtte finde, at klagesagen for den resterende del af forhøjelsen for indkomståret 2009 ikke kan admitteres til materiel pådømmelse, så gøres det mest subsidiært gældende, at SKATs afgørelse af 4. januar 2016 ikke har givet [person1] fuldt medhold for 2009 og derfor er truffet til ugunst for hende ifht. den tidligere gældende § 35 a, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov 1501/2014 § 8, hvorfor klagesagen må fortsætte som om, SKATs afgørelse af 4. januar 2016 ikke var truffet for indkomståret 2009.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge skatteforvaltningslovens § 35g kan den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Landsskatteretten har den 29. marts 2017 besluttet at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 21. marts 2017.

Landsskatterettens behandling af klage vedrørende indkomståret 2009

SKAT har genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009 i forbindelse med klage til Landsskatteretten over SKATs afgørelse af 20. februar 2013. SKAT traf en ny afgørelse den 4. januar 2016 vedrørende indkomståret. I den forbindelse blev den oprindelige forhøjelse delvist nedsat. Der var enighed om nedsættelsen.

Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, fastslår, at hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan myndigheden uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelse efter denne lov genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er enig heri.

Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013.

Af lovbemærkningerne til den oprindelige bestemmelse i § 35a, stk. 5, er anført følgende:

”Bestemmelsen svarer til de gældende regler i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 3, om klage til skatteankenævnene... Den nye regel adskiller sig dog fra § 36, stk. 3, ved, at efter loven er det... en forudsætning for, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, kan genoptage sagen under høringen og ændre afgørelsen, at myndigheden kan give klageren fuldt ud medhold. Betingelsen om fuldt medhold foreslås indsat, da klageren under alle omstændigheder bør have mulighed for at få klagen vurderet af en klagemyndighed, hvis SKAT ikke giver klageren fuldt medhold.”

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 1500 af 19. december 2014.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014 fremgår, at det alene er afgørende for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, at klageren og afgørelsesmyndigheden er enige om, hvordan sagen kan afsluttes.

Derudover fremgår der bl.a. følgende af lovforslaget:

”Forslaget respekterer fortsat selve klagen i den forstand, at genoptagelse i alle tilfælde kræver enighed med klageren. Genoptagelse er ikke betinget af, at klageren tilbagekalder klagen, og det er først ved myndighedens nye afgørelse, at klagen bortfalder.

Det er forudsat, at Skatteankestyrelsen eller den myndighed, som visiteres til at træffe afgørelse, fortsat gennemfører høring af afgørelsesmyndigheden i et omfang...”

Af lovforslagets særlige bemærkninger til § 1, nr. 3, fremgår endvidere bl.a. følgende:

”...

Efter forslaget kan den myndighed, der har truffet afgørelsen – hvis den på grundlag af klagen finder anledning dertil – genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er enig heri. Det gælder uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelse efter skatteforvaltningsloven.

Sigtet med bestemmelsen er ikke at betinge genoptagelsesadgangen af, hvorvidt der kan gives klageren fuldt medhold (medholdsgraden)... I alle sagstyper, hvor klageren og SKAT er enige om udfaldet af sagen, vil sagen kunne afsluttes ved genoptagelse.”

Med lov nr. 1500 af 23. december 2014 blev der givet en udvidet beføjelse ved, at afgørelsesmyndigheden kan genoptage sagen og ændre den påklagede afgørelse i alle tilfælde, uanset at myndigheden ikke vil give fuldt medhold, under forudsætning af, at klageren er enig i ændringen.

Genoptagelsesadgangen er således ikke betinget af, at der gives fuld medhold. Da der foreligger enighed om en nedsættelse med 759.924 kr., vil SKAT kunne genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009 med henblik herpå, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelse.

Der er dog ikke enighed om den resterende forhøjelse, henholdsvis 789.614 kr. og 24.649 kr., i alt 814.263 kr., hvorfor sagen vedrørende denne del af den oprindelige forhøjelse ikke kan afsluttes i forbindelse med SKATs genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009 og afgørelse af 4. januar 2016.

Landsskatteretten er herefter af den opfattelse, at SKATs afgørelse af 4. januar 2016, hvorved klageren fik delvist medhold i forhold til den nedlagte påstand ved klage til Landsskatteretten af 13. december 2013, ikke medfører, at klagen til Landsskatteretten vedrørende indkomståret 2009 fuldt ud bortfalder.

Konsekvensen af, at SKAT har genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009 ved afgørelse af 4. januar 2016 og i den forbindelse har nedsat klagerens indkomst med 759.924 kr. er, at Landsskatteretten herefter alene skal vurdere den resterende forhøjelse på i alt 814.263 kr., hvoraf de 789.890 kr. vedrører SKATs skønsmæssige forhøjelse og de 24.649 kr. vedrører værdi af fri bil.

Landsskatteretten ændrer hermed sin afgørelse af 21. marts 2017.

Restforhøjelse på 814.263 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren var gift og samlevende med [person2] i 2009. Klageren arbejdede som socialrådgiver ved [by1] Kommune og havde en lønindkomst i 2009 på 276.220 kr. Klagerens skattepligtige indkomst udgjorde -223.724 kr. i 2009. Ifølge årsopgørelse nr. 1 for 2009 af 5. marts 2010 udgjorde den personlige indkomst 318.271 kr., mens kapitalindkomsten udgjorde -530.255 kr. Derudover var der et ligningsmæssigt fradrag på -11.740 kr.

[person2], klagerens daværende ægtefælle, havde heller ikke selvangivet en positiv indkomst til beskatning. I 2009 var han hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS, der var moderselskab til [virksomhed2] A/S.

Den 3. marts 2008 blev [person2] ansat i [virksomhed3] AB. Selskabet havde til formål at drive virksomhed med import og handel med biler. Selskabet havde i perioden 14. maj 2008 – 12. februar 2009 en dansk filial.

Af [person2] ansættelseskontrakt med [virksomhed3] AB fremgår, at månedslønnen udgjorde 30.000 kr.

I 2009 havde klageren indgået aftale med [virksomhed3] AB om leasing af biler. Der foreligger leasingkontrakter mellem klageren og [virksomhed3] AB vedrørende henholdsvis en Audi A 6 indtil 12. januar 2009 og en BMW 530 D pr. 8. juli 2009. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at klageren har betalt de i leasingkontrakterne anførte leasingydelser.

Ved SKATs afgørelse af 20. februar 2013 blev klageren forhøjet af værdi af fri bil med henholdsvis 5.016 kr. og 19.633 kr., i alt 24.649 kr.

Klageren blev også beskattet af værdi af fri bil i indkomstårene 2008 og 2010 ved SKATs afgørelse af 20. februar 2013, da SKAT anså klageren for at være omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4.

Ved afgørelse af 21. marts 2017 nedsatte Landsskatteretten forhøjelserne vedrørende værdi af fri bil i indkomstårene 2008 og 2010 med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at klageren havde fået stillet fri bil til rådighed.

Klageren og hendes tidligere ægtefælle har tre fælles børn, som blev født i henholdsvis 2001, 2003 og 2008. Familien havde i 2009 bopæl på adressen [adresse1], [by2].

Den 6. februar 2012 anmodede SKAT om materiale i forbindelse med, at klageren var udsøgt i SKATs systemer på grund af negativt/lavt privatforbrug. Den 2. marts 2012 rykkede SKAT forgæves for materialet. SKAT indhentede derfor oplysninger om klageren og klagerens daværende ægtefælles økonomiske forhold fra forskellige pengeinstitutter. SKAT modtog bankkontoudtogene i april og maj 2012. SKAT udarbejdede herefter en privatforbrugsopgørelse på grundlag af bankkontooplysningerne og de indberettede oplysninger om løn m.v. for klageren og klagerens daværende ægtefælle.

Af SKATs privatforbrugsopgørelser fremgår, at det opgjorte privatforbrug for indkomståret 2009 udgjorde 1.074.206 kr. Ifølge indkomst- og formueoplysninger for klageren og hendes daværende ægtefælle blev privatforbruget fastsat til 629.029 kr. og skønnede udgifter til kost og beklædning for 2 voksne samt faste øvrige udgifter m.v. blev fastsat til 431.177 kr.

Ved opgørelsen af privatforbruget i 2009 indgår nettoudgifter til køb af båd på i alt ca. 142.000 kr. Oplysningerne fremgår af bankkontoudtog af klagerens konto i [finans1].

Der er i privatforbrugsopgørelsen for 2009 desuden medtaget indbetalinger på i alt 77.942 kr., der var sendt til inkasso. Beløbene fremgår af klagerens R75 for indkomståret 2009. Derudover er der indeholdt A-skat på 14.408 kr. og AM-bidrag på 22.098 kr., i alt 36.506 kr. Der er modregnet overskydende skatter på 25.433 kr. Der er ikke som udgift medtaget pålignede B-skatter på i alt 54.570 kr. Ved opgørelsen af klagerens indkomst er hendes løn medtaget efter fradrag af A-bidrag.

Ved afgørelse af 20. februar 2013 forhøjede SKAT klagerens indkomst for indkomståret 2009 med i alt 1.574.187 kr. Klageren blev skønsmæssigt forhøjet med 1.074.206 kr. ud fra et beregnet privatforbrug og ud fra en gennemsnitlig levestandard med 475.332 kr., i alt 1.549.538 kr. Derudover blev klagerens indkomst forhøjet vedrørende værdi af fri bil med 24.649 kr.

SKAT har ved opgørelsen af privatforbruget ikke medtaget udgifter til leasing af biler i henhold til de indgåede leasingkontrakter. Der er medtaget skønnede brændstofudgifter med 14.000 kr.

Der fremgår bl.a. følgende af SKATs afgørelse af 20. februar 2013:

”...

SKAT har på baggrund af indberettede oplysninger om løn, betalt skat og udsving på bankkonti beregnet, De og Deres tidligere ægtefælles, privatforbrug for indkomstårene 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010. Beregningen fremgår af vedlagte bilag 1.

I indkomstårene 2006, 2007 og 2009 viser beregningen, at De og Deres tidligere ægtefælles privatforbrug er negativt.

Det vil sige, at De og Deres tidligere ægtefælle har brugt flere penge end De og Deres tidligere ægtefælle har haft til rådighed ved indkomst eller lån m.v.

Når indkomstopgørelsen er så mangelfuld, at den ikke kan danne grundlag for ansættelsen, må ansættelsen foretages efter et skøn. Bortset fra klare tilfælde, er det i almindelighed en forudsætning for en skønsmæssig forhøjelse, at der påvises eller sandsynliggøres et højere privatforbrug, end selvangivelsen og foreliggende oplysninger, såvel formueoplysninger som andre oplysninger, giver plads til jf. skattekontrollovens § 5 stk. 3.

Ved beregningen af Deres og Deres tidligere ægtefælles privatforbrug for indkomstårene fra 2006 til 2010 er der taget udgangspunkt i udgifter taget fra Deres og Deres tidligere ægtefælles bankkonto udtog, samt udgifter til forbrug af dagligvarer og forbrug i øvrigt hentet fra Danmarks Statistik på en gennemsnitsfamilie. Vedlagt som bilag 2

...

SKAT har ved en gennemgang af Deres økonomi konkluderet, at Deres levestandard er noget højere end en gennemsnitsfamilie. Dette med baggrund i, at de indkomstår, hvor privatforbruget er beregnet til at være positivt er forbruget positivt med henholdsvis 153.313 kr. til 797.351 kr. (2008 og 2010).

SKAT har skønnet, at deres normale positive privatforbrug burde være et gennemsnit, hvorfor indkomsten i 2006, 2007 og 2009 er forhøjet med et gennemsnit af de positive beløb for årene 2008 og 2010 eller 475.332 kr. pr. år.

Et privatforbrug kan ikke være negativt. SKAT anser privatforbruget for finansieret fra uregistreret indkomst, som ikke er blevet beskattet.

Beregningen for indkomstansættelsen ser således ud.

...

2009

De har selvangivet skattepligtig indkomst med - 223.724 kr.

Forhøjelse i forbindelse med det beregnede negative

Privatforbrug1.074.206 kr.

Forhøjelse i forhold til levestandard 475.332 kr.1.549.538 kr.

SKAT forhøjer Deres indkomst til + 1.325.814 kr.

...”

Den 4. juni 2013 forhøjede SKAT klagerens tidligere ægtefælles indkomst i 2009 med 759.924 kr. Herefter foretog SKAT en ny beregning af privatforbruget. Privatforbruget udgjorde herefter 130.894, 96 kr. i 2009.

Ved forslag til afgørelse af 11. marts 2014 fra SKAT blev klagerens indkomst for 2009 foreslået nedsat med 759.924 kr.

Ved udtalelse af 27. marts 2014 til Skatteankestyrelsen indstillede SKAT ligeledes nedsættelse med 759.924 kr. som følge af, at klagerens tidligere ægtefælle var blevet forhøjet med dette beløb. SKAT anførte bl.a.:

”...

SKAT har ved beregningen af privat forbruget for skatteyder og dennes ægtefælle konkluderet, at levestandarden for ægteparret var noget højere end en gennemsnitsfamilies. Dette med baggrund i, at de indkomstår, hvor privatforbruget var beregnet til at være positivt er forbruget positivt med henholdsvis 153.313 kr. til 797.351 kr. (2008 og 2010). SKAT har i afgørelsen skønnet, at ægteparrets normale positive privatforbrug burde være et gennemsnit, hvorfor indkomsten i 2006, 2007 og 2009 er forhøjet med et gennemsnit af de positive beløb for årene 2008 og 2010 eller 475.332 kr. pr. år.

Efter at have foretaget en ny skatteansættelse af skatteyders tidligere ægtefælle og medtaget disse indtægter, viser beregningen af privat forbruget dette (kopi vedlagt):

...

2009: -314.282 kr.

...

Ved en gennemsnitsberegning som foretaget i afgørelsen, skulle indkomsten i gennemsnit have været forhøjet med 1.065.694 kr. i stedet for 475.332 kr. Ved at tage indkomståret 2010 ud af beregningen, da dette indkomstår virker meget ekstraordinært bliver gennemsnittet 847.614 kr.

...”

SKAT genoptog efterfølgende klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2009. Af SKATs afgørelse af 4. januar 2016, hvorved SKAT nedsatte klagerens indkomst i 2009 med 759.924 kr., fremgår bl.a.:

”Afgørelse: Vi ændrer Deres skat

SKAT foreslår at ændre grundlaget for Deres skat for indkomstårene 2007 og 2009 således:

Efter SKAT traf afgørelse i Deres sag den 20. februar 2013 har SKAT modtaget nye oplysninger i sagen, hvorfor Deres indkomstgrundlag skal ændres som følge heraf jf. skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 8

[person3] har haft møde med Skatteankestyrelsen den 4. december 2015 og de to parter er blevet enige om, at SKAT sender et nyt forslag i overensstemmelse med forslaget til ændring af indkomstårene 2007 og 2009 af 11. marts 2014.

...

SKAT har efterfølgende modtaget en mail fra [person3] med følgende ordlyd:

" Til SKAT. [person4]

I fortsættelse af møde i Skatteankestyrelsen 4. december 2015 og telefonsamtale d.d. skal jeg på vegne [person1] ([...]) anmode om, at SKAT giver tilsagn til, at der træffes afgørelse for 2007 og 2009 i overensstemmelse med forslag til afgørelse af 11. marts 2014 og indstilling til Skatteankestyrelsen af 27. marts 2014, således at den fortagne forhøjelse for indkomståret 2007 på 1.403.989 kr. nedsættes til 0 kr. og at den foretagne forhøjelse for indkomståret 2009 med 1.350.463 kr. nedsættes med 759.924 kr. til 590.539 kr., såfremt [person1] trækker klagen til Skatteankestyrelsen tilbage herfor.

Når SKATs tilsagn foreligger vil jeg på vegne [person1] trække klagen til Skatteankestyrelsen tilbage for hele 2007-forhøjelsen og delvist for 2009-forhøjelsen (dvs. for 759.924 kr.), hvorefter SKAT kan træffe afgørelse i overensstemmelse med tilsagnet."

SKAT sender hermed nyt forslag i overensstemmelse med ovenstående mail af 8. december 2015 og afventer Deres eller deres repræsentants godkendelse, samt tilbagetrækning af klagen jf. ovenstående mail.

...

Hvis De vil klage

Hvis De ikke er enige i SKA Ts afgørelse, kan De klage. De skal sende Deres klage til Skatteankestyrelsen, der vurderer klagen og sender den videre til den rette klageinstans, som er enten et skatteankenævn eller Landsskatteretten. Reglerne står i skatteforvaltningslovens§ 5 og§ 35 b, stk. 1, stk. 4 og stk. 5.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af en skønsmæssig indkomst. Derudover er der nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af værdi af fri bil.

Repræsentanten har vedrørende beskatning af værdi af fri bil bl.a. anført følgende:

”...

Ikke hovedaktionær

[person1] var – heller – ikke i indkomståret 2009 hovedaktionær. Dette er der redegjort for i tidligere indlæg og Landsskatteretten har med sin afgørelse vedrørende fri bil anerkendt dette.

Hovedaktionærstatus efter aktieavancebeskatningsloven § 4 forudsætter, at skatteyderen ejer aktier.

Som oplyst overfor SKAT og anført i klagen, har [person1] på intet tidspunkt ejet anparter i selskabet. I hovedaktionærbegrebet i aktieavancebeskatningslovens § 4 indgår en ægtefælles aktier/anparter m.v. i beregningen af om den anden ægtefælle er hovedaktionær og dermed omfattet af definitionen i § 4. Det er imidlertid en forudsætning for denne sammenlægning af aktier, anparter m.v., at ægtefællen selv ejer aktier/anpart i det pågældende selskab. Til støtte herfor kan f.eks. henvises til Landsskatterettens kendelse af 10. april 2015, nr. 13-0154340.

[person1] var derfor ikke hovedaktionær i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4 – hun ejede overhovedet ingen anparter i selskabet.

Fri bil

[person1] var som Skatteankestyrelsen har fundet for øvrige indkomstår ikke hovedaktionær og der er derfor heller ikke for 2009 noget grundlag at beskatte hende af værdien af fri bil.

Det fastholdes som der allerede er redegjort for i tidligere indlæg, at [person1] ikke var hovedanpartshaver/aktionær – heller ikke i 2009.”

Repræsentanten har oprindeligt i forbindelse med sin klage til Landsskatteretten i 2013 gjort følgende gældende vedrørende den skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst:

”...

SKAT har lagt til grund, at familien i 2006 og 2007 havde et årligt normalforbrug på 117.558 kr. pr. år. I 2009 er SKAT gået ud fra et privatforbrug på 431.177 kr. SKAT har anvendt nogle normtal for et privatforbrug. Der er ikke grundlag for at benytte et gennemsnitstal på 431.177 kr. i 2009, når SKAT i 2006 og 2007 har anvendt et tal på 117.558 kr. Den skønsmæssige forhøjelse i 2009 er allerede derfor 313.619 kr. for høj. Ud over det gennemsnitlige opgjorte privatforbrug har SKAT fundet, at familien havde et yderligere forbrug på 475.332 kr. pr. år.

...”

I forbindelse med anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 21. marts 2017 vedrørende indkomståret 2009 har repræsentanten anført følgende vedrørende den resterende forhøjelse efter SKATs nedsættelse med 759.924 kr. ved SKATs afgørelse af 4. januar 2016:

” ...

Selvangivet lønindkomst (bilag 19) 276.220 kr.

Lønindkomst efter forhøjelse (bilag 20) 1.850.407 kr.

Forhøjelse af lønindkomst 1.574.187 kr.

Lønindkomst nedsat med 759.924 kr. til 1.090.483 kr.

Lønindkomsten for 2009 påstås nedsat med 814.263 kr. til 276.220 kr.

Der klages - fortsat - som følge af SKATs afgørelse 4. januar 2016 alene over den resterende del af forhøjelsen af [person1]s indkomst på 814.263 kr.

SKAT har i årsopgørelse nr. 4 for 2009 (til dels) udmøntet afgørelse af 4. januar 2016 og nedsat

den personlige indkomst til 1.090.944 kr., jf. bilag 21. Det antages, at den manglende nedsættelse med 461 kr. beror på en tastefejl hos SKAT, jf. bilag 22, men da fejlen endnu ikke er rettet af SKAT påstås, fejlen medregnet, således at [person1]s indkomst for 2009 påstås nedsat til 276.220 kr.
Ej rette indkomstmodtager

[person1] var i de indkomstår, SKAT har forhøjet hendes indkomst for, socialrådgiver ved [by1] Kommune. [person1] havde i 2006 en indkomst på 260.703 kr., i 2007 286.089 kr. og i 2009 276.220 kr. Dette svarer til en månedsløn på 22-23.000 kr. om måneden. Hendes daværende ægtefælle [person2], som igennem samme periode besad aktier/ anparter i en række selskaber, herunder Selskab [virksomhed2] A/S og Selskab [virksomhed1] ApS, havde en selvangiven indkomst på 0 kr. i indkomstårene 2005-2010 og for flere af årene store negative ansatte indkomster.

[person1] har, mens ægteskabet og samlivet bestod, ikke haft nogen lod eller gerning i de økonomiske forhold i familien – bortset fra hendes egen løn som socialrådgiver og bortset fra, at ægtefællen bad hende underskrive skøder og lån vedrørende ejendommene på [adresse2] og [adresse3] samt [adresse1] i [by3]/ [by4]. Årsagen til at [person1] skrev under på papirerne var, at hendes daværende ægtefælle [person2] sagde at det skulle hun, for det havde revisor sagt. Kort fortalt, [person1] passede sit lønmodtagerarbejde, børnene og hjemmet, mens [person2] passede sine forretninger, køb/salg og istandsættelse af huse m.v.

Måtte Landsskatteretten være enig med SKAT i, at der er grundlag for at hævde, at familiens privatforbrug har været nødlidende og dermed understøttet ved ikke selvangiven indkomst – hvilket bestrides - er der ikke tale, at nogle af disse krav rettelig kan rettes mod [person1]. Det bestrides, at [person1] ud fra principperne om rette indkomstmodtager allerede af den grund er den rette til at bære den foretagne skønsmæssige forhøjelse af indkomsten i indkomståret 2009.

Det bemærkes heroverfor, at den daværende ægtefælle, [person2] i indkomstårene 2005-2010 har haft en selvangivet indkomst på 0 kr. i hvert af årene, samtidig med hans ejerskab af en række selskaber. Dette til trods, har SKAT udelukkende valgt at forhøje indkomsterne pga. lavt privatforbrug overfor [person1], der alene var offentligt ansat lønmodtager.

SKAT har ved afgørelse af 4. juli 2013 forhøjet den tidligere ægtefælle [person2]s indkomst for bl.a. indkomståret 2009 med 759.924 kr., jf. bilag 39. SKATs afgørelse har været påklaget og Landsskatteretten har ved kendelse af 15. december 2016 stadfæstet forhøjelse for 2009, jf. Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse side 7, 5. afsnit.

SKATs forhøjelse af [person2]s indkomst for indkomståret 2009 beror alene på forhøjelser ud fra en række faktiske indsætninger på hans konti eller transaktioner med en af hans mange virksomheder. Uanset det var [person2], der drev forretninger af forskellig slags og ejede flere af de omhandlede selskaber, så har SKAT ikke valgt at beskatte ham som rette indkomstmodtager for nogen del af det hævdede negative/lave privatforbrug.

Heroverfor står [person1], som socialrådgiver var og er ansat i [by1] Kommune med en månedlig indkomst på under 30.000 kr. og uden indsigt i [person2]s forretninger eller indkomsten deraf.

[person1] har ingen konkret viden om, hvorfor SKAT valgte udelukkende at beskatte hende af de hævdede meget store negative privatforbrug i gennem de mange år og ikke hendes daværende ægtefælle [person2]. Men da [person2] var/er rejst til udlandet, så var [person1] i modsætning til [person2] til at komme i kontakt med, hvorfor en forhøjelse af indkomsten kunne gennemføres, hvilket ikke er en usandsynlig forklaring på, at ingen del af forhøjelserne for de meget store hævdede negative privatforbrug blev rettet mod ham – fristreglerne har formentlig også spillet ind her. Dette ændrer bare ikke ved, at [person2] drev forskellige erhvervsvirksomheder/selskaber, mens [person1] var almindelig offentlig lønmodtager, og at [person1] ikke var rette indkomstmodtager.

De foretagne forhøjelser af [person1]s indkomst er hverken rimelige eller i overensstemmelse med læren om rette indkomstmodtager.

...

Ikke grundlag for skønsmæssig ansættelse

[person1] har, som følge af at den daværende ægtefælle, [person2], ikke involverede hende i hans økonomiske transaktioner, fortsat vanskeligt ved at gennemskue rigtigheden af en række af de af SKAT opgjorte tal i de til afgørelsen vedlagte privatforbrugsberegninger.

Der skal dog med det forbehold knyttes følgende bemærkninger til den nuværende forhøjelse af indkomsten for 2009 med 814.263 kr.

For at SKAT skønsmæssigt kan ansætte indkomsten for et indkomstår og dermed tilsidesætte den selvangivne indkomst, påhviler det SKAT at godtgøre, at der er grundlag for at tilsidesætte den selvangivne indkomst. Bevisbyrden herfor påhviler altid SKAT.

SKATs forslag til afgørelse vedrørende ændringerne for 2007 og 2009 var vedlagt SKATs opdaterede privatforbrugsberegning, jf. bilag 40. Denne privatforbrugsberegning er den seneste opdaterede i sagen, og selvom der er tilstødt flere efterfølgende rettelser til, tages der i det nedenstående udgangspunkt i denne. Af privatforbrugsberegningen side 7 fremgår, at SKAT havde beregnet et positivt privatforbrug for familien i 2009 på 130.894,96 kr. – inden SKATs tillæg på 431.177 kr., som det bestrides, der er hjemmel til.

Familiens faktiske udgifter, herunder også boligudgifter, er afholdt løbende og er derfor løbende fragået familiens økonomi og påvirker derfor indeståendet på bankkontiene ved årets udgang. Derfor indgår de faktiske udgifter i det beregnede positive privatforbrug på 130.894,96 kr.

Hertil kommer, at det beregnede privatforbrug på 130.894,96 kr. – allerede ud fra SKATs beregning – ikke er korrekt. Det skyldes, at SKAT har fratrukket et beløb på 36.506,00 kr., der ikke ses at være grundlag for, samtidig med, at pgf. 55 udbetaling 21. december 2009 på 11.873 kr. ikke er medregnet som indtægt. Dette fører i sig selv til en korrektion på 48.379 kr. og SKATs beregnede privatforbrug er som følge heraf 179.273,96 kr.

Da SKAT oprindeligt i 2013 traf sin afgørelse i sagen var der beregnet et negativt privatforbrug. Det er der ikke længere ud fra de oplysninger, der nu foreligger om familiens økonomi i 2009. Det nuværende beregnede privatforbrug er efter SKATs beregning positivt med et betragteligt beløb.

Som anført ovenfor var [person1] – også – i 2009 lønmodtager. Hun drev således hverken selvstændig erhvervsvirksomhed eller var hovedaktionær.

Der er i den situation alene hjemmel til at tilsidesætte den selvangivne indkomst for indkomståret 2009, såfremt skattemyndighederne kan

”påvise eller sandsynliggøre, at den skattepligtige har et større privatforbrug end det privatforbrug, som den skattepligtiges selvangivne skattepligtige indkomst samt evt. dokumenterede oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue giver plads til.”, jf. SKATs Jur. Vejl. A.B.5.3.3. Lavt privatforbrug som støtte eller grundlag for forhøjelse.

Det bestrides, at skattemyndighederne har godtgjort dette og dermed, at der overhovedet er grundlag for at tilsidesætte den selvangivne indkomst for 2009. Det gøres gældende, at et privatforbrug på 179.273,96 kr. ikke er et uantageligt lavt privatforbrug, der kan føre til tilsidesættelse af den selvangivne indkomst og danne grundlag for en skønsmæssig ansættelse.

Til SKATs ”tillæg” på 431.177 kr. som ekstra udgift til der beregnede privatforbrug, bestrides det, at der er grundlag for at fratrække tillægget og nå til det beregnede negative privatforbrug SKAT derefter har beregnet for 2009.

Det gøres hertil gældende, at da tillægget indgår som en forudsætning for SKAT overhovedet vil kunne beregne sig frem til et fiktivt negativt privatforbrug, og det er der ikke hjemmel til. De faktisk afholdte udgifter indgår allerede i SKATs beregning, som følge af, at de er betalt løbende i løbet af året. Før SKAT har godtgjort, at der er grundlag for at udøve et skøn, kan SKAT ikke skønsmæssigt foretage tillæg af skønnede beløb.

Hertil bemærkes, at familiens privatforbrug i de år svingede meget som følge af de mange huskøb og istandsættelserne af husene m.v., hvilket er omhandlet i tidligere indlæg. Der har derfor for 2009 og de omkringliggende år ikke været et normalprivatforbrugsniveau for familien. Også det forhold, at [person2] i 2010 ekstraordinært nedbragte en mellemregningspost med et af sine selskabet med 1.219.307 kr., understøtter dette. Der er derfor af denne grund heller ikke sikre holdepunkter for at lave den sammenligning, som SKAT har gjort – bevisbyrden herfor påhviler som sagt SKAT og det bestrides at den er løftet.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den selvangivne indkomst for 2009, og er der ikke det, er der ikke grundlag for skattemyndighederne i stedet at udøve et skøn.

Det påhviler Landsskatteretten, at foretage en tilbundsgående undersøgelse af om regnskabet kan tilsidesættes.

Forkert skøn

Måtte Landsskatteretten finde, at der er grundlag for at tilsidesætte det selvangivne resultat og at indkomsten derefter skal ansættes skønsmæssigt er det vigtigt, at Landsskatteretten foretaget en tilbundsgående undersøgelse af det udøvede skøn, hvor alle poster i privatforbrugsberegningen nøje undersøges af Landsskatteretten. SKAT må i sin skønsudøvelse ikke foretage et skøn, der er mindre sandsynligt end anden opgørelse af indkomsten. Landsskatteretten skal i sin prøvelse heraf foretage en tilbundsgående prøvelse af om denne betingelser er opfyldt, jf. Bostrup, I skatterettens brændpunkt, side 199 og lovmotiverne til skattekontrollovens § 5, stk. 3. Således fremgår det af lovmotiverne fra lov nr. 1104 af 20-12-1995:

”Til § 5, stk. 3: Det foreslås, at skattemyndighederne - ligesom efter gældende ret - skal kunne skatteansætte en skattepligtig af en skønsmæssigt opgjort skattepligtig indkomst eller formue, hvis den skattepligtige ikke har selvangivet indkomsten eller formuen på ansættelsestidspunktet, eller en bogførings- eller regnskabspligtig ikke har indgivet årsregnskab på dette tidspunkt.

Dette gælder også tilfælde, hvor ”en selvangivelse eller et skattemæssigt årsregnskab” er så mangelfuldt, at de ikke kan sidestilles med henholdsvis en selvangivelse eller et skattemæssigt årsregnskab, jf. § 1 og 3.

Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.” (min understregning)

Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at det af SKAT ikke har godtgjort, at den skønnede indkomst for 2009 på 1.090.483 kr. er mere sandsynligt end den selvangivne lønindkomst fra [by1] Kommune på 276.220 kr.

Hertil kommer, at i den situation, hvor det måtte antages, at der var grundlag for at foretage en forhøjelse på baggrund af familiens beregnede privatforbrug, så er det at rette bager for smed, når SKAT har valgt at anse [person1] som den skattepligtige – hun var lønmodtager og havde ikke anden indkomst end sin løn fra [by1] Kommune. [person1] havde ikke – og har fortsat ikke – indblik i den tidligere ægtefælles økonomiske dispositioner, men det er åbenbart, at skal der ske en indkomstforhøjelse af indkomsten for 2009, så må det være hos [person2] og ikke hos [person1]. Og det har SKAT ikke gjort, der er alene foretaget forhøjelser af hans indkomst ud fra konkrete indsætninger på bankkonti m.v.

Hvorfor SKAT har truffet dette diskriminerende valg vides ikke – problemstillingen blev rejst overfor SKAT inden der i 2013 blev truffet afgørelse, men SKAT valgt dengang ikke at begrunde sit fravalg af beskatning af [person2]. SKAT har heller ikke efterfølgende begrundet dette.

Når det så er sagt, så selv i den situation, hvor SKATs – ulovhjemlede – tillæg måtte blive fratrukket i opgørelse, så viser den alene et negativt privatforbrug på 251.904 kr. I dette beregnede beløb indgår både de løbende afholdt faktiske udgifter samt SKAT skønnede tillæg. Og allerede at den grund, så kunne SKAT ud fra egne beregninger aldrig have forhøjet indkomsten med 759.924 kr., men højst med 251.904 kr. Ikke at [person1] er enig i, at er der kunne foretages en skønsmæssig ansættelse, men bortses der fra alle andre argumenter, så bør dette synspunkt i sig selv føre til en nedsættelse til 251.904 kr. for 2009.”

Landsskatterettens afgørelse

Fri bil

Ifølge den dagældende ligningslov § 16A, stk. 9 (nugældende stk. 5), beskattes hovedaktionærer, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der f.eks. stilles bil til rådighed. Værdien af godet fastsættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, fastslår, at som hovedaktionæraktier anses aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år har ejet 25 % eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien.

Ved afgørelsen af, om den skattepligtige eller dødsboet efter den skattepligtige ejer eller har ejet mindst 25 % af aktiekapitalen i et selskab eller råder eller har rådet over mere end 50 % af den samlede stemmeværdi, medregnes aktier, der samtidig tilhører eller har tilhørt den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2.

Klageren er ikke ejer af aktier i de involverede selskaber. Klageren er således ikke omfattet af ligningslovens § 16 A i 2009, hvorfor der ikke er grundlag for beskatning af værdi af fri bil i 2009.

Klagerens skatteansættelse i 2009 skal derfor nedsættes med henholdsvis 5.016 kr. og 19.633 kr., i alt 24.649 kr.

Skønsmæssig forhøjelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug.

SKAT har forhøjet klagerens indkomst skønsmæssigt ud fra de foreliggende oplysninger og et opgjort privatforbrug samt en gennemsnitlig levestandard.

Landsskatteretten finder ikke, at der er grundlag for en skønsmæssige forhøjelse af klageren for indkomståret 2009. SKAT har ikke godtgjort, at privatforbruget for dette år var negativt eller meget lavt. Hertil kommer, at klageren ikke var erhvervsdrivende men lønmodtager. SKAT har ikke på nogen måde påvist, at hun har haft andre indkomstkilder end arbejdet som socialrådgiver. Det forhold, at der eventuelt kunne være foretaget en forhøjelse af den daværende ægtefælle, der var erhvervsdrivende, kan ikke begrunde en forhøjelse af klageren.

Forhøjelsen nedsættes herefter til 0 kr.

Da Landsskatteretten har nedsat forhøjelsen for 2009 til 0 kr., bortfalder spørgsmålene, om der kan ske fristgennembrud efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og om iagttagelse af den lille fristregel.