Kendelse af 03-04-2020 - indlagt i TaxCons database den 30-04-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 2014

Fradrag for udgift til køb af bil

0 kr.

379.135 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1] (herefter selskabet) ejes 100 % af [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2], som også ejer selskaberne [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...3], og [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...4]. [virksomhed2] ejes 100 % af [person1]. [person1] er direktør i selskabet.

Selskabets formål er at drive biludlejning samt hermed beslægtet virksomhed.

Selskabet har fratrukket udgift til køb af bil i indkomståret 2014.

Selskabet købte den 6. november 2013 en Mercedes-Benz ML 350 Bluetec, reg. nr. [reg.nr.1]. Det fremgår af købsaftalen, at prisen udgjorde 50.300 EUR. Selskabet bogførte udgiften med 379.135,46 kr.

[person1] har på et møde med SKAT oplyst, at bilen er købt kontant, og at han kørte med den tyske sælger til sælgers bank og indsatte pengene.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til køb af bil med 379.135 kr. i indkomståret 2014.

SKAT har bl.a. anført følgende:

”Det fremgår af ligningslovens § 8Y, stk.1, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 10.000 kr. inklusive moms.

Er der i et indkomstår foretaget fradrag for en udgift, hvor fradraget ikke opfylder betingelserne i stk. 1, skal det tidligere fratrukne beløb reguleres tilbage, når betalingen sker i indkomståret. Dette fremgår af stk. 2.

Af stk. 3 fremgår det, at hvis en virksomhed ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut som anført i stk. 1, kan virksomheden opnå sit fradrag ved på told- og skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf. Indberetningen skal foretages senest 14 dage efter betalingen, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse.

Når selskabet køber en bil kontant for 379.135 kr., er der ikke fradrag for købet, medmindre selskabet indberetter købet til SKAT. Dette fremgår af reglerne i ligningslovens § 8Y.

Vi kan ikke se, at selskabet har indberettet det kontante bilkøb til SKAT, jf. ligningslovens § 8Y, stk. 3.

I har ved mødet den 2. november 2016 oplyst, at Mercedes ML 350 er købt kontant, ved at [person1] sammen med sælger kører til sælgers bank i Tyskland og indsætter pengene.

Sælger ville ikke modtage så mange penge kontant.

I mener, at der således ikke er tale om kontant betaling, da [person1] har indsat pengene i banken. Han ville prøve at skaffe dokumentation herfor.

Betalingsmåder, der tæller som digital betaling, fremgår af SKATs hjemmeside:

• Betaling fra konto til konto.

• Betaling på anden måde til modtagerens konto (f.eks. med betalingskort), som sikrer en entydig digital identifikation af betaler og betalingsmodtager.

• Betaling af indbetalingskort på posthuset eller i et pengeinstitut.

• Betaling, der fuldt ud afvikles ved byttehandel, modregning eller udligning af mellemregningskonti. Hvis betalingen ikke afvikles fuldt ud, tæller det som kontant betaling.

Vi fastholder, at vi ikke anser en betaling ved indsættelse af kontanter på sælgers bankkonto som en digital betaling, der er omfattet af ovennævnte betalingsmåder.

Vi forhøjer derfor selskabets indkomst for 2014 med 379.135 kr., da selskabet ikke har indberettet det kontante køb af bilen til SKAT. Vi henviser til reglerne i ligningslovens § 8Y.

Bilen er købt i 2013, men bilkøbet er først fratrukket i indkomsten for 2014 på konto 2370, hvorfor det er indkomståret 2014, vi ændrer.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for udgifter til køb af bil med 379.135 kr. i indkomståret 2014.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

”- I henhold til BEK 1044 af 8. november 2012 træder ændringen i LL § 8Y i kraft pr. 15. november 2013.

- Vi mener derfor loven på det tidspunkt [person1] henter bilen i Tyskland er så ny at [person1] ikke er bevidst om den

- Dette samtidig med at der er tale om en både første- og engangsforseelse ser vi gerne denne beskatning fjernet.”

SKATs efterfølgende udtalelse til Skatteankestyrelsen

SKAT har anført følgende:

”Revisor skriver, at i henhold til bekendtgørelse 1044 af 8. november 2012 træder ændringen i ligningslovens § 8Y i kraft pr. 15. november 2013.

Dette er ikke korrekt. Det fremgår af bekendtgørelsens § 13, stk. 2, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013, jf. dog stk. 2.

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 om visse ligningslovsregler m.v.

Stk. 2. § 1 træder i kraftden 15. november 2012 og har virkning for betalinger efter ligningslovens § 8Y, stk. 1, derforetages fra og med den 15. november 2012.”

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der fradrages udgifter vedrørende køb af varer og ydelser betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør mindre end 10.000 kr. inklusive moms. Dette følger af ligningslovens § 8 Y, stk. 1.

Med betaling via et pengeinstitut eller betalingsinstitut menes enten betaling fra konto til konto eller betaling på anden måde til modtagerens konto, f.eks. ved anvendelse af betalingskort, hvorved der sikres en entydig elektronisk identifikation af betaler og betalingsmodtager.

Såfremt en virksomhed ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, kan virksomheden opnå sit fradrag ved at indberette oplysninger om købet på told- og skatteforvaltningens hjemmeside, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf. Dette følger af ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

Det kan på det foreliggende grundlag ikke konstateres, at der er sket betaling af bilen ved en overførsel fra en konto til en anden konto eller en betaling på en anden måde, hvorved der sikres entydig elektronisk identifikation af betaler og betalingsmodtager. Klageren har heller ikke indberettet kontantkøbet til SKAT.

Det anses herefter ikke for godtgjort, at betingelserne for at opnå fradrag for udgift til køb af bil i henhold til ligningslovens § 8 Y er opfyldt.

Det bemærkes i øvrigt, at udgiften er afholdt i 2013.

SKATs afgørelse stadfæstes.