Kendelse af 09-11-2018 - indlagt i TaxCons database den 08-12-2018

Faktiske oplysninger

Klageren har bopæl på adressen [adresse1], [by1]. Siden 2010 har klagerens samlever ligeledes boet på adressen.

Klageren er pr. 14. september 2014 registreret som bruger af en Toyota Avensis, reg.nr. [reg.nr.1]. Klageren har oplyst, at det er samleverens bil.

Klageren har været ansat ved [virksomhed1] A/S fra 2007 og frem til 2018. I perioden fra 2008 til 2015 var klageren ansat som freelanceansat indtil klageren i 2015 blev ansat i fleksjob og arbejdede ca. 10-12 timer i ugen. [virksomhed1] A/S er beliggende på adressen [adresse2], [by2] og klageren har ifølge det oplyste i indkomståret 2015 haft ugentlige arbejdsdage på kontoret i [by2]. [virksomhed1] A/S har ifølge cvr.dk ligeledes haft adresse på [adresse3], [by3] samt [adresse4], [by4]

Klageren har fremlagt udskrift fra Rejseplan og Krak dateret 25. april 2016, som blev anvendt ved ansøgning om handicapbil. Det fremgår heraf at der ved rejse med offentlig transport fra klagerens adresse til arbejdspladsen var 3 skift samt 4 strækninger med gang til fods af henholdsvis 350 meter/6 minutter, 5 minutter, 6 minutter samt 300 meter/5 minutter. Dertil kommer stående ventetid. Det fremgår endvidere at der ved rejse med offentlig transport fra arbejdspladsen til klagerens bopæl var 2 skift samt 3 strækninger med gang til fods af henholdsvis 500 meter/6 minutter, 4 minutter samt 400 meter/7 minutter. Dertil kommer stående ventetid.

Det er ubestridt, at klageren lider af en kronisk sygdom (leddegigt) med deraf følgende følgesygdomme. Sygdommen blev diagnosticeret i 2010 og betegnet som stationær i 2011. Der er fremlagt journaludskrift for perioden 28. juni 2013 til 24. august 2016, som beskriver sygdomsforløbet. Det fremgår blandt andet af journaludskrift, at klageren har ømme og hævede led, heriblandt hævet albueled og venstre ankelled. Klageren modtager på nuværende tidspunkt ingen behandling, men har tidligere gennemgået forskellige behandlinger, uden at behandlingerne havde den ønskede effekt.

Der er endvidere fremlagt en ergoterapeutisk vurdering dateret 2. august 2012, hvoraf det blandt andet fremgår, at klageren ikke er i stand til at udføre længerevarende stående arbejde/gående arbejde over 1 km.

Klageren har ansøgt om parkeringskort for handikappede, hvortil klagerens læge den 18. april 2015 har anført, at klagerens gangdistance uden brug af hjælpemidler udgjorde 20 – 250 meter. Endvidere fremgår heraf, at klagerens tilstand er stationær.

Klagerens gangdistance er per 21. oktober 2015 opgjort til i alt 430 meter.

[by1] Kommune har med afgørelse af 1. juli 2016 bevilliget støtte til køb af bil på erhvervsvilkår. Bevillingen er givet på baggrund af følgende begrundelse:

”Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at du udtrættes og får smerter ved gang på mere end ca. 430 meter. Du er i stand til at gå længere, men du har et skånebehov, der gør, at du skal gå så korte afstande som muligt og have de fornødne pauser. [by1] Kommune vurderer således, at brug af offentlig transport vil udtrætte dig så meget, at du vil have svært ved at udføre dit arbejde

Begrundelsen for afgørelsen er derfor, at du skønnes af have en væsentlig og varig nedsættelse af funktionsevnen, således at det i betydelig grad er vanskeligt for dig at opretholde dit arbejde uden brug af bil.”

Der er fremlagt en lægeudtalelse dateret 24. februar 2017. Af denne fremgår blandt andet:

”Dernæst har der været en lang transport tid med en for hende lang gangdistance, busskifte osv. og selvfølgelig tilsvarende på hjemturen. Dette har medført, at hun de dage, hun i sin tid forsøgte offentlig transport, var – med eget udsagn – ”fuldstændig færdig”, når hun nåede hjem, hvor hun resten af dagen stort set ikke kunne foretage sig andet end at ligge på sin seng.”

(...)

”Samtidig var hun ofte belastet af forværrede ledgener de følgende dage.”

Der er endvidere fremlagt en lægelig udtalelse dateret den 11. maj 2017, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

”Det er ikke er muligt for hende at benytte offentlig transport grundet den yderst reducerede gangdistance i forbindelse med gang til og fra stoppested ved offentligt transportmiddel samt den smerte og udtrætning, de ramte led påvirkes af, under den stillesiddende og ofte uregelmæssige transport.

De gange, hvor det er forsøgt har det givet efterfølgende smerter, hævelser og forværring i aktiviteten i hendes gigtsygdom i en sådan grad, at hun ikke har kunnet passe sit arbejde og heller ikke kunnet foretage nogen form for anden aktivitet, herunder huslige forpligtelser.

[by1] kommune har efter fysisk udredning ydet støttet til køb af handicapbil på erhvervsmæssige vilkår i erkendelse af, at hun ikke kan benytte offentligt transportmiddel og samtidig varetage et job.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke genoptaget indkomstårene 2010-2012 ekstraordinært. Endvidere har SKAT ikke godkendt befordringsfradrag for indkomstårene 2013-2015 efter ligningslovens § 9D.

Som begrundelse har SKAT anført:

”Indkomstårene 2013 - 2015

Godtgør den skattepligtige, at den pågældende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i ligningslovens § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan således i stedet for ligningslovens § 9 C anvende reglerne i ligningslovens § 9 D og dermed fratrække sine faktiske befordringsudgifter efter reduktion af et bundfradrag.

Ud fra den indsendte dokumentation anerkender vi, at du lider af kronisk sygdom.

Spørgsmålet er herefter, om du har særlige udgifter til befordring på grund af din kroniske sygdom.

At have særlige udgifter til befordring indebærer, at man er nødsaget til at anvende en dyrere transportform (kørsel i bil) for at kunne komme på arbejde og erhverve og sikre sin indkomst.

Samtidig skal det være på grund af den kroniske sygdom, at man er nødt til at anvende denne transportform.

En grundlæggende betingelse for fradraget er at transporten sker i egen bil. Efter som du først har erhvervet en bil den 14. september 2014 kan der ikke godkendes fradrag førend denne dato.

I Vestre Landsrets Dom, refereret i SKM2005.75VLR, var det ubestridt, at skatteyderen led af en kronisk sygdom. Det var herefter afgørende om de særlige udgifter til transport, som hun havde afholdt, var afholdt som følge af sygdommen. Efter en lægelig vurdering havde det ikke været nødvendigt for skatteyderen at køre i egen bil for at bevare sit arbejde i 2000 og 2001. Kørsel i egen bil blev anset som en hensigtsmæssig disposition af hensyn til skatteyderens privatliv og fradrag blev nægtet.

Der fremgår ikke oplysninger om, at du grundet din sygdom ikke kan benytte offentlige transportmidler.

Den tidsmæssige faktor, at det tager længere tid at komme på arbejde med offentlig transport, er ikke begrundelse i sig selv for at opnå fradrag efter særreglen.

Vi antager, at transport i egen bil er mere hensigtsmæssig af private årsager. Vi anser det ikke for at være nødvendigt for at sikre, erhverve og vedligeholde din indkomst, som det kræves, jævnfør den ovennævnte Vestre Landsrets dom SKM2005.75VLR.

Ud fra de indsendte oplysninger mener vi ikke, at du har dokumenteret, at du på grund af din kroniske sygdom har særlige udgifter til befordring og opfylder derfor ikke betingelserne for at blive omfattet af reglen i ligningslovens § 9 D. Vi kan derfor ikke ændre dine skatteansættelser for indkomstårene 2013-2015.

Vi har særligt lagt vægt på at du forud for 14. september 2014 ikke har haft egen bil samt at det ikke er nok at du ikke kan anvende offentlig transport.

For at opnå fradrag for befordring efter reglerne i ligningslovens § 9C for 2015, er det en betingelse at du har kørt strækningen. Det fremgår af din ansættelseskontrakt, at din primære arbejdsadresse er din bopæl og sekundært selskabets adresse i [by2]. Du kan ikke sandsynliggøre arbejdsdagene og SKAT har derfor ikke godkendt kørsel udover den ene dag i ugen som arbejdsgiveren har betalt.

Begrundelse 2010 - 2012

Ifølge Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Fristen efter Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet for indkomstårene 2010 - 2012.

Hvis skatteansættelsen for 2010 - 2012 skal ændres, skal betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningslovens § 27 være opfyldt. I denne sag er det spørgsmålet, om du kan opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 8, om at der skal foreligge særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 8, er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelses­ område. Særlige omstændigheder kan foreligge, hvis SKAT har begået fejl eller har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Der er derimod ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse som følge af et glemt fradrag.

Da der i denne sag, er tale om et glemt fradrag, er det SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2010 - 2012.”

SKAT har i sin udtalelse til klagen bemærket følgende:

”Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Ny lægeudtalelse:

Lægen skriver at der er konstateret knogleskørhed og at sygdommen giver ømme, smertende led, "morgenstivhed" og træthed. Hun har forsøgt sig med offentlig transport, men grundet de geografiske forhold har det givet store vanskeligheder at komme frem og tilbage, idet hun har skullet op meget tidligt om morgenen, lang transporttid, lang gangdistance, busskifte osv.

Det er således fortsat SKAT's opfattelse, at det er den lange transporttid/de geografiske forhold og ikke selve sygdommen der er årsag til at offentlig transport ikke benyttes og på baggrund heraf, kan der ikke anerkendes fradrag efter ligningslovens § 9 D.

Erklæring fra [virksomhed1]

Ifølge denne nye erklæring fra arbejdsgiveren, kan SKAT anerkende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads efter reglerne i ligningslovens § 9 C således:

Med en normal arbejdsuge beregner man (52 - 9) = 43 uger.

Det vil sige, at selv om [person1] arbejder samtlige uger hele året, kan hun maksimalt opnå fradrag for 2 gange befordring pr. uge i 43 uger i alt 86 ture, når dette sammenholdes med hendes egne oplysninger om at hun var meget syg i 2013 og 2014, mener SKAT ikke at der kan anerkendes fradrag ud over det befordringsfradrag som hun allerede har fratrukket:

2013 - 30 ture i alt 6.870 kr.(selvangivet)

2014 - 28 ture i alt 6.372 kr.(selvangivet)

2015 78 ture i alt 17.038 kr.

2016 43ture i alt 9.118kr.

2015 beregnet således:

1/1 - 31/10 35 uger x 2 = 70 ture

1/11 - 31/12 8 uger 8 do.

I alt 78 ture a 218,43 kr. 17.038 kr.

2016 beregnet således:

43 ture a 212,04 kr. i alt 9.118 kr.

SKATs indstiller herefter at [person1] kan få følgende fradrag:

2013 Ikke yderligere fradrag end det selvangivne.

2014 Ikke yderligere fradrag end det selvangivne.

2015 78 ture i alt 17.038 kr. 9 C

2016 43 ture i alt 9.118 kr. 9 C

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker SKAT at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Det fremgår af SKATs udtalelse, at SKAT på baggrund af klagen og de fremsendte oplysninger delvis godkender fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads for indkomstårene 2013-2016 efter ligningslovens § 9 C.

SKAT har endvidere ved udtalelse af 25. juni 2018 anført følgende:

”Ny lægefaglig udtalelse dateret 11. maj 2017 fra skatteyders egen læge [person2]: SKATs vurdering af den ny lægeudtalelse er, at den er sammenlignelig med den udtalelse samme læge udfærdigerede den 25. marts 2017.

Det er således fortsat SKAT's opfattelse, at det er den lange transporttid/de geografiske forhold og ikke selve sygdommen der er årsag til at offentlig transport ikke benyttes og på baggrund heraf, kan der ikke anerkendes fradrag efter ligningslovens § 9 D

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker SKAT at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag efter ligningsloven § 9 D for indkomstårene 2013, 2014, 2015 og 2016.

Klageren anfører i klagen følgende til støtte for sin påstand:

”Jeg har d.13-07-2016 efter at have talt med en medarbejder hos SKAT foretaget ændringer i fradrag for befordring fra 9C til 9D for indkomståret 2015 og 2016 efter vejledning fra SKAT pr. e-mail og da jeg mente at være berettiget til fradrag efter LL 9D. SKAT beder mig indsende dokumentation og jeg indsender dokumentation som anført i materialeliste, men medsender ikke antal kørte dage, da jeg ikke længere har min kalender for årene og ikke kan huske det præcise antal kørte dage. SKAT mener ikke ifølge afgørelser 05-01-2017. 17-01-2017 og 13-02-2017 at jeg kan fratrække befordring efter særreglen og nulstiller derfor mit befordringsfradrag efter LL 9D i rubrik 54 for årene. SKAT har efterfølgende ikke flyttet befordringsfradrag for LL 9C tilbage til rubrik 51 på årsopgørelserne 2015 og 2016 og SKAT ændrer nu pludselig sagen til også at omfatte ret til befordringsfradrag efter LL 9C og angiver, at jeg ikke kan sandsynliggøre kørsel, dog uden samtidig at uddybe, hvordan SKAT ønsker, at jeg sandsynliggør min kørsel for 2015 og 2016 og hvilke bilag SKAT yderligere ønsker indsendt.

SKAT har først d 03-02-2017 og på flere opfordringer fra mig uddybet, hvad SKAT ønsker som dokumentation for, at kunne sandsynliggøre kørsel. Der er ikke angivet en tidsfrist på, hvornår jeg senest skulle indsende dette.

D. 24-02-17 fremsender jeg den ønskede dokumentation til SKAT.

SKAT har d 13-02-17 og kun 6 hverdage efter at have oplyst mig om, hvilken dokumentation der yderligere ønskes, truffet en ny afgørelse, hvor SKAT fastholder, at jeg ikke har sandsynliggjort min kørsel og har således ikke forholdt sig til den ønskede dokumentation indsendt d. 24-02-2017.

Ved indsendelse af dokumentation modtager jeg blot en skrivelse, hvor der henvises til afgørelsen om, at jeg ikke har sandsynliggjort kørsel.

Da jeg nu har indsendt den ønskede dokumentation, skal jeg bede SKAT påføre befordringsfradrag efter LL 9C for indkomstårene 2015 og 2016 og fremsende mig en ny årsopgørelse.

Min kørsel har været som følger:

Befordring 2015 - 138 arbejdsdage a 142km

2016 - 109 arbejdsdage a 142 km.

((Bilag vedhæftet i bilagsliste)

Jeg har også bedt SKAT orientere mig om, hvordan jeg fremadrettet skal forholde mig i forhold til ansættelselskontrakt/dokumentation for at være sikker på, at jeg ikke fratages befordringsfradrag for kørte kilometer efter LL 9C. *Dette er fortsat ubesvaret.

Klage – Befordringsfradrag efter LL 9D.

Jeg har 13-07-2016 efter at have talt med SKAT foretaget ændringer i fradrag for befordring fra 9C til 9D for indkomstårene 2015 og 2016, da jeg mener, at være berettiget til fradrag efter LL 9D.

SKAT beder mig indsende dokumentation jvf en liste, men mener ikke ifølge afgørelse 05-01-2017.

17-01-2017 og 13-02-2017, at jeg ikke er berettiget til fradrag efter LL 9D.

SKAT har d. 03-02-2017 på flere opfordringer fra mig uddybet, hvad SKAT yderligere ønsker dokumenteret for at være berettiget til befordring efter LL 9D.

Jeg har d. 24-02-2017 indhentet udtalelse fra egen læge der uddyber, hvorfor jeg ikke har mulighed for at benytte offentligt transportmiddel til og fra job.

SKAT har d 13-02-17 og 6 hverdage efter at have oplyst mig om, hvilken dokumentation der yderligere ønskes, truffet en ny afgørelse og således ikke forholdt sig til at denne dokumentation er under udarbejdelse.

Jeg gør SKAT opmærksom på pr. e-mail, at min læge holder ferie i denne periode og det derfor ikke er muligt at få en tid før efter d. 20-02-2017 men forklarer også, at jeg så hurtigt som det er muligt efter, at klinikken er åben igen, vil få tildelt en tid til udarbejdelse af udtalelsen. Jeg modtager et svar fra SKAT, hvor man igen henviser til afgørelsen fra 13-02-2017.

Jeg oplyser dette igen i ny e-mail til SKAT, men modtager samme standardskrivelse om, at SKAT henviser til afgørelsen 13-02-2017. Det synes derfor at være umuligt og formålsløst at indsende den lægefaglige udtalelse og at fortsætte en dialog med SKAT og jeg vælger derfor at klage over afgørelsen. Jeg bemærker, at SKAT er af den opfattelse, at den dialog jeg forgæves har forsøgt opnået ved at sende e-mails via skat.dk, betegnes som ”klager” over afgørelsen. Dette er ikke korrekt. Jeg er bare ikke enig og søger en dialog bl.a. om, hvilken dokumentation der ønskes, sådan en klagesag kunne være undgået..

[by1] kommune udarbejder ifm ansøgning om støtte til køb af bil en gangfunktionstest og forholder sig til en ergoterapeutisk funktionstest fra 2012 der også stadig er gældende på flere punkter og benytter sig af lægefaglige udtalelser fra 2014/15 ifm bevilling af at gå fra førtidspension til fleksjob, da disse endnu er friske og giver et retvisende billede af min status helbredsmæssigt og funktionsmæssigt.

[by1] kommune giver dog i første omgang afslag på støtte til køb af handicapbil og Ankestyrelsen påpeger flere ting i sagen, herunder den udtrætning, man som kronisk syg af ubehandlet leddegigt er ramt af og som [by1] Kommune ikke har beskrevet og hjemviser sagen samt beder [by1] kommune om at forholde sig til bl.a. dette punkt. SKAT har i sine afgørelser medtaget ting der ligger forud for et afslag på støtte til køb af bil og således ikke er relevant, da Ankestyrelsen hjemviser sagen som værende ugyldig/ikke gældende. SKAT har bl.a. forholdt sig til, at der ikke er bevilget støtte til køb af bil på trivselsmæssige vilkår og noterer i afgørelsen, at jeg kan benytte flextrafik (tandlæge, lægebesøg m.v.) Dette er ikke relevant, idet der er bevilget støtte til køb af bil på erhvervsmæssige vilkår og jeg ikke benytter fradrag for kørsel til private befordringer.

SKAT skriver bl.a. i afgørelsen ”Du mener, at du kan dokumentere, at du kan benytte offentlig transport fordi du har vedlagt afgørelse om støtte til køb af bil” og ”Det fremgår ikke ud fra de indsendte dokumenter i hvilken grad din lidelser har været så udbredt, at du ikke kan benytte bus/tog eller at det har været nødvendigt at afholde særlige udgifter til transport på grund af din sygdom.

Jeg skal derfor bede SKAT om også at forholde sig til den bevilling der er givet på støtte til køb af bil på erhvervsvilkår, idét begrundelsen for afgørelsen er, at [by1] kommune anerkender ved genbehandling, at jeg ikke kan benytte offentligt transportmiddel frem og tilbage mellem hjem og arbejde da jeg, såfremt jeg benytter offentligt transportmiddel vil være for træt til at passe mit job når jeg når frem og dermed vil miste grundlag for at være selvforsørgende. Jeg henviser til Ankestyrelsens principafgørelse 46-16 om bilstøtte - erhvervsmæssigt grundlag - nedsat funktionsevne - særlige hensyn – udtrætning der uddyber denne problematik.

https:// www.retsinformation.dk/[...] samt den begrundelse [by1] kommune har angivet i bevilling og efterfølgende i e-mail, hvor jeg har bedt [by1] kommune uddybe, hvad der menes med ordlyden i bevillingen, da SKAT ikke anerkender, at bevillingen er givet på erhvervsmæssige vilkår og på baggrund af, at ikke er muligt for mig at tage offentligt transportmiddel og samtidig passe mit job grundet udtrætning.

Jeg føler mig ikke vejledt grundigt nok i denne sag i forhold til forvaltningslovens § 7 og jeg

Føler ikke, at der har været en fornuftig kommunikation, så jeg konkret og på et tidligt stadie er blevet orienteret om, hvad det præcis var jeg skulle indsende på trods af, at jeg spørger til det. Jeg har indsendt rigtig meget dokumentation til SKAT der ikke er relevant i forhold til, om jeg er berettiget til 9D og som omhandler hele mit sygdomsforløb og meget personlige oplysninger som eksempelvis hele min sygehusjournal, hvilket føles meget grænseoverskridende. Således kunne SKAT måske have nøjes med at indhente en lægefaglig udtalelse vedr. diagnose, sygdomsforløb og fremtidsperspektiv for at fastslå, om jeg var ”Kronisk syg”. Derudover kunne SKAT have taget hensyn til min bevilling af handicapbil og indholdet i afgørelsen, samt bedt mig fremskaffe en lægefaglig udtalelse vedr. brug af offentligt transportmiddel, hvis kommunens skøn ikke var nok eller blot præciseret, hvad det var der manglede lægefaglig udtalelse omkring. Det kunne have medvirket til en bedre forståelse for, hvad der kræves af dokumentation for at benytte 9D, da der i lovteksten LL 9D ikke fremgår, hvilken dokumentation man skal oppebære for at være berettiget til fradrag efter denne regel.

Med indsendelse af den nyeste dokumentation, som SKAT senest har bedt mig indsende d 03-02-2017 (Lægefaglig udtalelse der beskriver min udfordring ved brug af offentligt transportmiddel til og fra job grundet udtrætning og gangdistance) samt tidligere relevant indsendt dokumentation herunder bevillig af handicap bil på erhvervsvilkår samt udskrifter fra mit sygdomsforløb siden 2010 der løbende beskriver, at jeg lider af middelsvær til svær leddegigt i mange led og er ubehandlet, skal jeg bede SKAT tage stilling til og afgive et bindende svar på, hvorvidt jeg er berettiget til kørsel efter LL 9D.

Jeg vedhæfter nyeste og tidligere indsendte bilag der synes relevante. SKAT er velkommen til at kontakte mig, såfremt der mangler yderligere oplysninger i sagen ligesom jeg ønsker et møde med en sagsbehandler. Jeg henviser i øvrigt til SKM2016.177.LSR (http:// www.skat.dk/skat.).

* Vedr spørgsmål om, hvordan jeg skal forholde mig til dokumentation af kørsel fremadrettet.

Jeg er ansat i fleksjob med en ansættelseskontrakt der gør det muligt for mig uden at være bundet af det, til at møde på det antal ønskede dage i ugen, hvor jeg finder det muligt. Arbejdsgiver betaler dog for kørsel én dag i ugen. Denne dag har jeg pligt til at møde.

Mine arbejdsområder/ansvarsområder er naturligt med tiden udvidet til også at omfatte andre ting, ligesom min tilstedeværelse på kontoret af praktiske grunde er ønsket og noget jeg i dag opfylder i højere grad end ved kontraktens indgåelse. Det er netop hensigten med et fleksjob, at man udvikler sig. Ansættelseskontraktens ordlyd er tilpasset mig (skånebehov) sådan jeg gerne må, men ikke er forpligtet til at møde x antal gange per uge på min arbejdsplads. Antallet af arbejdsdage i [by2] bestemmer derfor af mig alene, men noteres som "fremmødt".

Det er således ikke muligt i mit fleksjob at udarbejde en ansættelseskontrakt der tilgodeser SKAT's eventuelle ønske om fast timeantal og dage, da min ansættelse hele tiden udvikler sig og der skal være mulighed for, at jeg i perioder kan arbejde mere eller mindre efter behov (skånehensyn) ligesom arbejdssted ikke længere er variabel men kun [by2] og for ikke at havne i denne udfordring vedr. befordringsfradrag igen, skal derfor bede SKAT oplyse mig om, hvordan SKAT ønsker min kørsel dokumenteret fremover udover de informationer om fremmøde, som min arbejdsgiver fører.”

Klageren har til SKATs udtalelse fremsendt følgende:

”Jeg fastholder, at jeg mener, at jeg har ret til fradrag for kørsel efter LL 9C 127 dage i 2015

Begrundelse:

Skat omtaler i sin udtalelse en "normal arbejdsuge". Jeg ved ikke, hvad der menes med en normal arbejdsuge, men jeg er ansat i fleksjob på nedsat timeantal nomineret til cirka 10 timer per uge.

Jeg arbejder hver dag. Jeg kan dog fordele mine timer på dagen, som mit helbred tillader det og kan arbejde på kontoret i [by2] på de dage jeg ønsker. I min ansættelseskontrakt er angivet, at arbejdssted primært er hjemme og sekundært kontoret i [by2]. Denne formulering er lavet af arbejdsgiver/mig/fleksjobkonsulenter for at beskytte mig mod mødepligt på dage, hvor det eventuelt ikke er muligt for mig at komme ud af mit hus. (se venligst flere tidligere udredninger om dette)

Jeg har ikke afholdt ferie i 2015, idét jeg ikke havde optjent ferie og derudover har jeg skulle sættes ind i mange nye arbejdsområder samtidig med, at jeg skulle være til rådighed for nye ansatte, grundet mine mange års erfaring og indlærte arbejdsrutiner og jeg har derfor i 2015 haft langt flere dage, hvor det har været nødvendigt at placere mine timer i [by2]. Det har dog ikke vist sig holdbart for mig i længden og af den grund, har vi også i 2016 og 2017 nedreguleret antal dage, hvor jeg kører til [by2].

Min arbejdsgiver og jeg indgår en aftale i September 2015 om, at vores mandagsmøder er arbejdsgiverbetalte for så vidt angår transport. Frem til denne dato betaler jeg selv for kørsel til og fra kontoret i [by2].

Jeg har haft 138 arbejdsdage i [by2] i 2015, hvoraf min arbejdsgiver har betalt for kørsel fra sidste mandag i Oktober og året ud. (11 dage) Det fremgår også af erklæring fra arbejdsgiver. Jeg har været ansat hele året dog fra 1. April 2015 i fleksjob.

Jeg har flere gange opfordret SKAT til at tage kontakt til min arbejdsgiver, såfremt SKAT ønsker dette yderligere uddybet og/eller dokumenteret. Min arbejdsgiver har givet samme opfordring i sin erklæring.

Jeg fastholder, at jeg mener, at jeg har ret til fradrag for kørsel efter LL 9C i 54 dage i 2016

Begrundelse:

Jeg har afholdt ferie i 2016. 2 uger sammenhængende. 1 uge sammenhængende og resten fordelt på enkelte feriedage efter behov.

Som angivet i erklæring, har jeg arbejdet på kontoret i [by2] 109 dage, hvoraf de 55 dage er arbejdsgiverbetalte.

----------------------------------

Jeg mener fortsat at være berettiget til fradrag efter LL 9D

Begrundelse:

SKAT nævner i sin udtalelse skatteårene 2013 og 2014, hvilket jeg ikke helt forstår. Det er korrekt, at jeg i de to år var meget syg, hvilket også var medvirkende til, at jeg blev flyttet til andre arbejdsområder fra at være udekørende med meget gå/stå arbejde til at lave stillesiddende administrativt arbejde på kontoret, hvilket igen senere i 2014 var årsagen til, at jeg søgte fleksjob i denne stilling. Om jeg var mere syg eller ej i 2013 og 2014 er uvedkommende for denne sag der omhandler 2015 og 2016. Det vedkommende er, at der blev handlet på det arbejdsmæssigt, så min tid blev sat ned, mit arbejdsområde ændret og mit udekørende job ophørte.

SKAT mener, at det er den geografiske placering af mit arbejdssted der skyldes, at jeg bliver udtrættet. SKAT bedes forholde sig til, at min arbejdsplads nu engang er beliggende i [by2] og at jeg ikke kan ændre på den geografiske afstand og at der i min kontrakt står, at jeg må påregne en del rejseaktivitet. SKAT bedes også forholde sig til, at der er 1,1 km gang fra banegård til kontor hver vej eller yderligere transport i form af bybuslinje med gangdistance samt stående ventetider og at min transporttid med tog/bus vil være på mellem 2-3 timer også hver vej samt forholde sig til, at såfremt jeg overhovedet kunne gå/stå på denne distance, ville blive udtrættet og få smerter og så store hævelser i led, at jeg ikke kan gå/fungere de kommende dage og dermed heller ikke passe et job.

Omkring udtalelse fra læge mener jeg, at det fremgår, hvorfor jeg ikke kan tage offentlig transport, hvis man sammenholder den med kommunens indstilling til bevilling af handicapbil og efterfølgende fortolkning/uddybning samt hele min journal fra speciallæger/sygehus og den ergoterapeutisk vurdering fra ekstern firma plus gangtest fra kommune og egen læge ifm ansøgning om ledsagerkort og parkeringskort for handicappede som SKAT har fået tilsendt som dokumentation.

Jeg føler ikke, at jeg kan bidrage med mere dokumentation uden, det bliver til gentagelser og jeg finder det stadig mærkeligt, at SKAT skal have så meget information omkring mit sygdomsforløb som tilfældet er blevet. i Lovgrundlaget for LL 9D står der: "Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse."

1. Jeg har en kronisk sygdom.

2. Jeg har godtgjort, at jeg har særlige udgifter, da jeg dels er beviliget handicapbil på grundlag af, at jeg ikke kan tage offentlig transport og samtidig varetage et job. Jeg har samtidig fået bevilling på P-kort der også har krævet en gangdistancetest.

At jeg først sent i forløbet indsendte en lægefaglig udtalelse skyldes udelukkende, at jeg flere gange havde spurgt SKAT om, hvordan jeg dokumenterede det og først i 2017 fik et svar på, hvad SKAT ønskede, hvorefter SKAT valgte at fjerne hele mit kørselsfradrag LL 9C for 2015 og 2016 og valgte ikke at læse i mine indsigelser, at dokumentation var på vej, idet lægen havde vinterferie og der dermed var ventetid og da erklæring fra arbejdsgiver var udarbejdet og sendt til SKAT 19 februar, valgte SKAT ikke at læse den og lukke sagen ned uden at give mig fradrag for LL 9C hvorefter jeg opgav at sende erklæring fra lægen, da sagen jo var lukket if. SKAT.

Derudover mener jeg, at det ikke kan være mig som borger der skal agere på, at SKAT fortolker anderledes end [by1] kommune og deres lægefaglige konsulent samt udtalelse vedr. brug af offentlig transport som lægen senest har udarbejdet. Jeg vil dog nævne for lægen, at den udarbejdede udtalelse fortolkes anderledes af SKAT end hensigten og bede om, at dokumentationen præciseres, men hvorvidt det er muligt ved jeg ikke, da lægen faktisk ikke har plidt til at lave denne form for dokumentation. I så fald skal jeg bede (som tidligere) SKAT selv anmode om en udtalelse.”

Klageren har endvidere den 11. august 2018 fremsendt følgende bemærkninger til mødereferat:

”Hermed fremsendes rutebeskrivelse i bil og med bus fra april 2016 (benyttet ved ansøgning/tilkendelse af handicapbil)

Transporttiden for tog el. bus er angivet i filen og overstiger tur/retur mere end det dobbelte af den daglige arbejdstid.

Bemærk, at vælger man at gå til rutebilstationen eller banegården fra arbejdssted i [by2] er der 1,1 km - en gangdistance jeg desværre ikke formår.

Der er tidligere vedhætet test af gangdistance fra [by1] kommune ifm ansøgning om handicapbil grundet jeg ikke kan benytte offentlig transport samt gangdistance målt ifm udstedelse af handicap parkeringskort.

Jeg har til dage, hvor jeg arbejder hjemme hjælpemidler i form af specialstol, æggebakkepuder og hæve/sænkebord. Det er nødvendigt for mig at skifte fra siddende til stående stilling ofte grundet smerter i led. Kommunenes ergoterapeuter er behjælpelige med at rådgive og tilpasse dette.

Bemærk også, at jeg pga stive led om morgenen skal bruge 1-2 timer på at komme op, i bad, tage tøj på og blive nogenlunde mobil.

Jeg har ikke yderligere kommentarer til sagen udover, at det er korrekt anført, at jeg har været indlagt akut med hjerteproblemer grundet stress, haft en lang sygemelding og en behandling for stress efterfølgende, hvorefter jeg blev opsagt kort tid efter, jeg blev raskmeldt og at jeg håber, der kommer fokus på at fastsætte helt klare og tydelige regler for, hvornår man er berettiget til fradrag efter 9D og det ikke kun bliver et skøn fra en medarbejder hos SKAT uden lægefaglig baggrund.”

Klageren har endvidere den 13. august 2018 fremsendt følgende bemærkninger til mødereferatet:

”Jeg vedhæfter lægeerklæring 1 igen for at understrege, at det i den faktisk er beskrevet grundigt og udførligt, hvorfor jeg ikke kan tage offentlig transport grundet min desværre begrænsede gangdistance herunder at stå stille.

Det er også beskrevet, at jeg bærer armskinner og specialfodtøj fra bandagist, ligesom min arbejdsplads er udfyldt med tilkendte hjælpemidler for min problemstilling (speciel stol- håndledsstøtte - 3 forskellige specialpuder til understøtning af hofte og ben m.v. samt fodstøtte og at jeg har en defekt venstre arm.

Det er også oplyst, at min tilstand har været stationær siden 2010.

Det er hele hovedgrundlaget for, at jeg mener mig beretiget til kørsel efter 9D. Jeg ønsker, at der bliver lagt vægt på, hvad der forefindes af lægefaglige papirer og udtalelser og ikke i så høj grad, i hvilken by jeg arbejder (distance) da dette er irrelevant.”

Klageren har den 15. oktober 2018 fremsendt følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Jeg vedhæfter dokumentation fra specialenhed (Reumatologer) da det er min eneste måde at dokumentere, hvordan min helbredssituation så ud i årene 2013-2014. Det er jo allerede attesteret, at min tilstand var stationær før de indkomstår sagen omhandler.

Udskrifterne afviger ikke væsentligt fra 2015 og frem og som egen læge også skriver i erklæring til SKAT, så er min tilstand og bevægelsesindskrænkning stationær allerede i 2011 hvorfor jeg også i 2012/2013 måtte jeg benytte mig af personlig assistance for at klare mit daværende mindre job ved siden af min førtidspension og skifte det ud med et stillesiddende job på kontor. Min gangdistance er frem til 2015 ikke målt, men påtegnet en uvildig funktionsevnetest som værende 1000 meter udfra min vurdering på spørgsmål om, hvor langt jeg mener at kunne gå. Funktionsevnevurderingen belyser ikke omgang af smerter og smerte og ledpåvirkning HVIS jeg vælger at gå 1000 meter. Jeg er ikke kørestolsbruger (endnu) og vil således også i dag teoretisk kunne gå 1000 meter (hvis det gjaldt mit liv) men det vil have store og ødelæggende konsekvenser for mine led i mange dage efterfølgende, som egen læge og [by1] kommune også vurderer ved gangtest fra 2015/2016 hvor den målte distance er væsentlig mindre, da denne er målt INDTIL jeg får smerter og ikke TIL jeg ikke kan gå mere og falder grundet smerter og nedsat bevægelsesmotorik. Funktionsevnevurdering beskriver ikke en egentlig gangtest, men skal ses som et helhedsbillede af mine udfordringer i hverdagen, hvilket den beskriver fint ift til at støtte op omkring, at jeg fortsat kan være på arbejdsmarkedet ift højere førtidspension.

Der er i sagen taget udgangspunkt egen læges erklæring samt gangtest foretager af [by1] Kommunes ergoterapeut og af egen læge, da det er disse der foreligger. Man får i behandlerregi aldrig foretaget gangtest. Der sker KUN hvis man ansøger om f.eks. støtte til køb af bil, P-kort for handicappede og/eller ledsagerkort.

Funktionsnedsættelsen beskrives derfor anderledes i behandlerregi, hvor man ikke kun vurderer på led der påvirker gang, men alle ramte led. Ved hvert kontrol eller akutundersøgelse måles aktiviteten af leddegigt ved tjek af led og med eventuel ultralyd. å baggrund af de kliniske fund fastsættes en DAS Score der er pejlepind hvor hvor aktiv gigten er og dermed, hvor godt eller dårligt jeg har det.

DAS score beregnes altid UDEN ankelled. Jeg har som det beskrives i journalerne store problemer med venstre ankelled og har haft siden jeg fik diagnosen i 2010.

http:// [...com]

I denne skrivelse er et uddrag af journaludskrifter fra sundhed.dk i årene 2013 og 2014

Idet der ikke foretages regelmæssig gangtest, er det derfor rigtig svært for mig at dokumentere, hvor kort en distance jeg kunne gå uden at påvirke smerter og led i 2014 og 2015 men læser man min journal fra reumatologisk ambulatorium, så er det stort set de samme ting der beskrives fra 2010 og i dag 2018. Samme led der er aktivitet i leddegigten og samme vurdering af min tilstand. Den er – som attesten fra egen læge beskriver- stationær i 2011.

Jeg har en svær leddegigt der er ubehandlet - Jeg har primært problemer med ankelled, fingerled og albueled og sekundært problemer med håndled. Ankelled har været en udfordring siden 2010, albueled har strækdefekt der måles allerede i 2013/2014. Det gør, at jeg heller ikke kan holde fast om noget med venstre arm f.eks. i et tog eller en bus. Der er dage, hvor det kniber med at komme ud af sengen og have en hverdag og dage, hvor jeg skal have hjælp til personlig pleje.

Der er dog forskel på aktivitet i gigten i løbet af et år. Min leddegigt har dog aldrig været så inaktiv, at den ikke har givet mig udfordringer gang og stå og udløser altid smerter samt træthed samt smerteudmattelse der altid ses ved denne diagnose og som også er beskrevet i egen læges erklæring og medtaget i [by1] kommunes vurdering.

Jeg har været forsøgt behandlet med både MTX og biologiske behandlinger uden resultat. Som det ses, har jeg svært ved at tåke medicin og bliver meget syg af det og derfor svær at medicinere generelt. i 2013 og 2014 var jeg således UDOVER min leddegigt syg af medicinske forsøg, kvalme, opkastninger, hårtab og nedsat funktionsevne generelt.

Det er bl.a. også disse journaludskrifter samt udskrifter fra starten af 2015 [by1] kommune har vurderet på ved tilkendelse af handicapbil. Jeg har, indtil jeg fik egen bil og i årene 2012-13-14-15 benyttet mig af ”husets bil” nemlig min kærestes bil.

Derudover har jeg hjælpemidler til arbejdsbrug. Speciel stol, fodstøtte, æggebakkepuder og håndledskinner og det har ikke siden udbrud af min sygdom været muligt at benytte offentlig transport grundet ovenstående og det faktum, at gå/stå ville forværre hævelser og aktivitet i gigten.

Jeg synes det er svært at dokumentere, fordi for mig er det jo lysende klart, at jeg var lige så dårlig i 2013 og 2014 som jeg var i 2010-2011 og er i dag. At der ingen ændringer er sket i min fysiske formåen og at jeg stadig kun kan smertelindres og IKKE behandles. Dertil kommer, at jeg også nu er diagnosticeret med knogleskørhed og diabetes, hvor sidstnævnte også påvirker min evne til at gå og stå.

Jeg mener derfor, at jeg har været berettiget til fradrag efter 9D siden jeg fik diagnosen, fordi mit liv blev aldrig det samme igen og ingen behandling har fungeret. Da jeg får kendskab til fradraget, ringer jeg med det samme til SKAT og forklarer min situation og bliver der vejledt til at påføre fradraget og efterfølgende indsende dokumentation, hvis SKAT kræver det. Jeg synes jeg har indsendt "hele mit liv" i dokumentation samt erklæringer der allepeger i samme retning, at jeg har denne sygdom der giver disse udfordringer og at den er UBEHANDLET og derfor fuldt aktiv og stille og roligt ødelægger mine led ét for ét og at den har været stationær siden 2011. Jeg har talt med flere der undrer sig over min sag - herunder Gigtforeningen der kender deres medlemmers problematikker til bunds og slet ikke forstår, hvorfor denne sag er blevet så omfattende som den nu er.

Jeg ville ønske, at det fremstod mere klart i loven, hvad man præcis skal kunne og ikke kunne for at være berettiget og hvilken dokumentation der ønskes udover det allerede indsendte som en hel sygejournal og erklæringer samt grundlag for tilkendelse af handicapbil, for jeg ved simpelthen ikke, hvordan det kunne fremstå mere tydeligt, med mindre, man gør funktionstest af bevægeapparat lovpligtigt måske årligt, såfemt man ønsker fradrag efter 9D og såfremt utrætning/smertepåvirkning ikke er gældende alene. Det sidste er et forslag, for det opleves meget udfordrende at blive behandlet med respekt og opmuntring i hele systemet mht smertelindring, kontrol hos speciallæger, anskaffelse af hjælpemidler og tilkendelse af handicapbil og så løbe ind i så store udfordringer hos SKAT hvor det nemt kan føles som om, at man har svært ved at tro, at jeg ikke kan stå og gå længe nok til at kunne foretage kørsel og rejser med offentlig transport. Det er min opfattelse, at der er meget stor forskel på, hvem der får tilkendt fradrag efter 9D og hvem der ikke gør selv om, man har præcis samme udfordringer. Det ville være rigtig dejligt, hvis vi som handicappede kunne få en nemmere tilgang/Vejledning og flere klokkeklare regler på området.

Tak fordi i gad læse med:)”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.

Det er ubestridt, at klageren lider af en kronisk sygdom, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som klageren har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vestre Landsrets dom af 10. februar 2005 (SKM2005.75.VLD).

Hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter som følge af sygdommen beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Det er ikke tilstrækkeligt, at kørslen alene er hensigtsmæssig af hensyn til klagerens privatliv. Der kan henvises til SKM2016.177.LSR, hvor Landsskatteretten lagde vægt på den lægefaglige udtalelse.

Indkomstårene 2013 og 2014

Efter en konkret vurdering anses det ikke for godtgjort, at det har været nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter til transport som følge af den nedsatte funktionsevne i indkomstårene 2013 og 2014. Klageren er derfor ikke berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D i disse år.

Der er ved vurderingen særlig lagt vægt på, at det fremgår af ergoterapeutisk vurdering, at klageren i august 2012 havde en gangdistance på 1 kilometer, at journaloplysningerne ikke nærmere angiver klagerens gangdistance i indkomstårene 2013 og 2014, og at der ikke i øvrigt ses at foreligge nogen nærmere beskrivelse af, hvordan klagerens gangdistance var i indkomstårene 2013 og 2014.

Det skal hertil bemærkes, at lægeudtalelserne af henholdsvis den 24. februar 2017 og 11. maj 2017 samt gangdistancetest dateret 21. oktober 2015 ikke beskriver i hvilket omfang klagerens gangdistance er nedsat i indkomstårene 2013 og 2014. De lægelige oplysninger godtgør herefter ikke, at klagerens nedsatte kroniske sygdom nødvendiggjorde, at klageren i indkomstårene 2013 og 2014 transporterede sig i bil til og fra arbejde.

Landsskatteretten stadfæster således afgørelsen for 2013 og 2014.

Indkomståret 2015

Efter de foreliggende oplysninger, hvor særligt er lagt vægt på gangdistancetest samt den lægefaglige vurdering, anses det for godtgjort, at klageren har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads i indkomståret 2015. Her er særlig lagt vægt på, at der er tale om en varig fysisk nedsættelse af klagerens funktionsniveau, hvor gangdistancen pr. 21. oktober 2015 er skønnet nedsat til i alt 430 meter, hvorefter lægen vurderer, at klageren ikke kan benytte offentlig transport grundet den yderst reducerede gangdistance i forbindelse med gang til og fra stoppested ved anvendelse af offentlig transportmiddel. Derudover er der lagt vægt på, at klageren med afgørelse af 1. juli 2016 har modtaget støtte til køb af bil efter Serviceloven med begrundelse om, at klageren skønnes at have en væsentlig og varig nedsættelse af funktionsevnen, således at det i betydelig grad er vanskeligt for klageren at opretholde sit arbejde uden brug af bil. Klageren vurderes på den baggrund at have haft merudgifter til befordringen som følge af kronisk sygdom i indkomståret 2015.

Landsskatteretten godkender, at klageren er berettiget til fradrag efter ligningsloven § 9 D i indkomståret 2015.

Indkomståret 2016

SKAT har ikke truffet afgørelse om, hvorvidt klageren er berettiget til fradrag efter ligningsloven § 9 D i indkomståret 2016. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at behandle indkomståret 2016, jf. § 12, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013 om forretningsorden for Landsskatteretten.

Samlet konklusion

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende fradrag efter ligningsloven § 9 D for indkomstårene 2013 og 2014. Klageren anses ikke at have påklaget SKATs opgørelse af befordringsfradrag efter ligningsloven § 9 C for indkomstårene 2013 og 2014. Landsskatteretten har derfor ikke behandlet dette, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1.

Landsskatteretten godkender, at klageren er berettiget til fradrag efter ligningsloven § 9 D i indkomståret 2015. Den talmæssige opgørelse af fradrag efter ligningslovens § 9 D i indkomståret 2015 hjemvises til Skattestyrelsen, ligesom Skattestyrelsen skal foretage en konsekvensrettelse af befordringsfradrag efter ligningsloven § 9 C i indkomståret 2015.