Kendelse af 10-07-2020 - indlagt i TaxCons database den 07-08-2020

SKAT har givet afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2011 og ordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2012.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

SKAT har den 11. maj 2015 truffet afgørelse for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Følgende fremgår af SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2011:

Indkomståret 2011

Punkt 2. Skattefrie godtgørelser

Ikke godkendt udbetalt skattefrie godtgørelser fra [virksomhed1] ApS,

idet der ikke er modtaget dokumentation samt

redegørelse for udbetalingerne.

Betingelser for at anse udbetalingerne for skattefrie

er ikke opfyldt, jf. ligningslovens § 9A, rejseudgifter og

ligningslovens § 9B, stk. 4, befordringsgodtgørelse 22.632 kr.

Punkt 3. Lejeindtægt kontor

Beskatning af kontorleje fra [virksomhed1] ApS.

Der er indbetalt kr. 48.000 på bankkontoen.

Du beskattes af 50 % af kr. 48.000 = kr. 24.000,

idet du ejer 50 % af ejendommen [adresse1].

Beløbet er skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b 24.000 kr.

Punkt 4. Privatforbrug

Der er for indkomståret beregnet et privatforbrug for dig

og din samlever på kr. -761.960. Se vedlagte bilag 1.

Ved gennemgang af dine bankkonti er der konstateret en

række indsættelser, som ikke anses for at være skattefrie

og der er ikke tale om lønudbetalinger.

Indbetalingerne er af SKAT sammentalt til kr. 978.617.

Se vedlagte bilag 2.

Endvidere er det SKATs opfattelse, at privatforbruget skønsmæssigt

ansættes til ca. kr. 500.000, jf. tidligere indkomstårs privatforbrug.

SKAT forhøjer den skattepligtige indkomst med yderligere kr. 250.000.

Indsættelserne på bankkonti er skattepligtige jf. statsskattelovens § 4

og den skønsmæssige forhøjelse foretages

jf. skattekontrollovens § 6B, jf. § 5, stk. 3. 1.228.617 kr.

Punkt 5. Fri bil

Du er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] ApS.

Selskabet har i indkomståret samme adresse som dig.

Selskabet køber den 10/5 2010 en Audi Q 7.

Der er ikke løn- angivet fri bil fra selskabet [virksomhed1] ApS.

Værdien af bilen er skønsmæssigt ansat til kr. 400.000

og du beskattes af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 95.000 kr.”

Følgende fremgår af SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2012:

”Indkomståret 2012

Punkt 6. Skattefrie godtgørelser

Ikke godkendt udbetalt skattefrie godtgørelser fra

[virksomhed1] ApS, idet der ikke er modtaget dokumentation

samt redegørelse for udbetalingerne.

Betingelser for at anse udbetalingerne for skattefrie

er ikke opfyldt, jf. ligningslovens § 9A, rejseudgifter og

ligningslovens § 9B, stk. 4, befordringsgodtgørelse 31.690 kr.

Punkt 7. Indsættelser på bankkonti

Ved gennemgang af dine bankkonti er

der konstateret en række indsættelser,

som ikke anses for at være skattefrie og

der er ikke tale om lønudbetalinger.

Indbetalingerne er af SKAT sammentalt til kr. 934.247.

Se vedlagte bilag 3.

Indsættelserne på bankkonti er skattepligtige

jf. statsskattelovens § 4 934.247 kr.

Punkt 8. Befordring

Ikke godkendt fradrag for befordring mellem hjem

og arbejde, idet der ikke er indsendt specifikation

samt redegørelse for fradrag.

Fradrag nægtes, jf. ligningslovens § 9C 39.060 kr.

Punkt 9. Rejseudgifter

Ikke godkendt fradrag for rejseudgifter,

idet der ikke er ind- sendt dokumentation,

specifikation samt redegørelse for fra- drag.

Fradrag nægtes, jf. ligningslovens § 9A, stk. 7 24.570 kr.

Punkt 10. Øvrige lønmodtagerudgifter

Ikke godkendt fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter,

idet der ikke er indsendt specifikation

samt dokumentation for udgifterne.

Fradrag nægtes, jf. ligningslovens § 9 25.000 kr.

Punkt 11. Servicefradrag

Der kan ikke godkendes servicefradrag, idet ejendommen

[adresse1] er nedrevet og

du dermed ikke bebor ejendommen.

Fradrag er nægtet, jf. ligningslovens § 8V 15.000 kr.

Punkt 12. Fri bil

Du er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] ApS.

Selskabet har i indkomståret frem til

den 4/9 2012 samme adresse som dig.

Selskabet køber den 10/5 2010 en Audi Q 7.

Der er ikke lønangivet fri bil fra selskabet [virksomhed1] ApS.

Værdien af bilen er skønsmæssigt ansat til kr. 400.000

og du beskattes af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 95.000 kr.”

Klagerens repræsentant har den 28. marts 2016 anmodet SKAT om genoptagelse af opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst for 2011 og 2012.

Det fremgår af anmodningen, at de dispositioner som danner grundlag for en prøvelse af ansvarsspørgsmålet, udgør et udlån mellem klageren og klagerens samlever. Klagerens repræsentant har videre anført, at der alene er tale om omdisponeringer på konti for at sikre sig mod tab på indestående i pengeinstitutter.

SKAT har den 20. september 2016 udsendt forslag til afgørelse om nægtelse af ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2011 og ordinær genoptagelse for indkomståret 2012.

Klagerens repræsentant har den 4. oktober 2016 samt den 25. december 2016 fremsendt bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse. Det fremgår heraf, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, idet der foreligger en ændring i det privatretlige grundlag for ansættelsen, idet der er sket en afklaring af de ejendomsretlige forhold vedrørende de omhandlede indsættelser.

Repræsentanten har endvidere anført vedrørende beskatning af indsættelser på bankkonto, at alle indbetalinger til [finans1] stammer fra konti i [finans2] og [finans3], som begge var ved at gå konkurs, hvorfor beløbene blev overført til [finans1]. Klagerens repræsentant gør videre gældende, at der er tale om beløb, som allerede er beskattet, samt at der er tale om udlån.

Klagerens repræsentant har vedrørende beskatning af lejeindtægt for kontor anført, at der skulle være fradrag for lejeudgiften, da der var indrettet en tegnestue med store tegneborde, som ikke kunne tåle, at rummet blev anvendt til andre formål.

Klagerens repræsentant har vedrørende beskatning af fri bil anført, at bilen udelukkende har været anvendt til firmaformål og dermed ikke har været anvendt til privat kørsel.

SKAT har ved den påklagede afgørelse af 9. januar 2017 givet afslag på ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2011 og ordinær genoptagelse for indkomståret 2012.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren har været alvorligt syg. Der er ikke fremlagt dokumentation herfor.

Klagerens repræsentant har i forbindelse med Skatteankestyrelsens behandling af klagesagen fremlagt en oversigt over konti og posteringer for kontoen [...], indlån. Det fremgår heraf, at der den 6. december 2010 er sket en bankoverførsel til [finans1] på 200.000 kr.

Klagerens repræsentant har yderligere fremlagt en opgørelse over bankkonti tilhørende klageren og klagerens samlever for henholdsvis indkomståret 2011 og 2012.

Repræsentanten har derudover fremlagt kommentarer til SKATs oprindelige afgørelse af 11. maj 2015 samt en opgørelse over de banker, hvor klageren har haft konti, samt hvornår disse er gået konkurs. Klagerens repræsentant har endvidere fremlagt oplysninger vedrørende bevægelser på klagerens konto i [finans1] AB.

SKATs afgørelse

SKAT har givet afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2011 og ordinær genoptagelse for indkomståret 2012.

Som begrundelse er anført:

”Indkomståret 2011

Fristen for genoptagelse for indkomståret 2011 udløb 1. maj 2015. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og du kan kun få genoptagelse, hvis du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2.

SKAT mener, at du ikke er berettiget til genoptagelse, fordi du ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Anmodningen om genoptagelse er begrundet med, at der har været tale om udlån mellem dig og [person1] for at sikre jer mod tab på indestående i pengeinstitutter.

SKAT finder ikke, at der er påvist myndighedsfejl eller andre særlige omstændigheder, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2011.

SKAT foreslår derfor, at skatteansættelsen for indkomståret 2011 ikke genoptages.

Indkomståret 2012

Anmodning om genoptagelse er indsendt indenfor fristen for ordinær genoptagelse.

SKAT mener, at du ikke er berettiget til genoptagelse, fordi du ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Anmodningen om genoptagelse er begrundet med, at der har været tale om udlån mellem dig og [person1] for at sikre jer mod tab på indestående i pengeinstitutter.

SKAT finder ikke, at der er fremkommet oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en genoptagelse af skatteansættelsen.

Der er således alene fremlagt foreløbigt materiale i sagen. SKAT finder ikke, at dette materiale kan begrunde en genoptagelse.

SKAT foreslår derfor, at skatteansættelsen for indkomståret 2012 ikke genoptages.

6. SKATs endelige afgørelse

Indkomståret 2011

Det fremgår af indsigelsen, at der er tale om overførsler for at sikre pengene. Det fremgår, at [finans2] og [finans3] var ved at gå konkurs.

SKAT finder det ikke dokumenteret, at der alene er tale om overførsler mellem konti.

SKATs skønsmæssige ansættelse er endvidere underbygget af en privatforbrugsberegning. Beregning viser et stort negativt privatforbrug før de foretagne forhøjelser af indkomsten.

SKAT fastholder, at der ikke er sket myndighedsfejl ved den skønsmæssige ansættelse.

SKAT finder heller ikke, at der ved de andre forhold er særlige omstændigheder, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

SKAT genoptager ikke skatteansættelsen for indkomståret 2011.

Indkomståret 2012

Skattefri godtgørelser:

Der er indsendt bilag med opgørelse af skattefri rejsegodtgørelse.

Som det fremgår ovenfor skal bilag vedr. rejsegodtgørelse bl.a. indeholde rejsens erhvervsmæssige formål og rejsens start- og sluttidspunkt.

Da det indsendte bilag ikke indeholder disse oplysninger fastholdes beskatning af den udbetalte godtgørelse.

Det bemærkes endvidere, at det ved almindelig arbejdsdag er muligt at overnatte på bopælen ved rejse til [by1].

SKAT fastholder, at der skal ske beskatning af den udbetalte godtgørelse.

Indsættelser:

Indsigelsen er vedlagt et bilag, hvor der er forklaring på nogle af indsættelserne. De enkelte indsættelser for 2012 er gennemgået nedenfor:

Der er 1 indsættelse den 14. februar 2012 på 56.250 kr. med teksten [virksomhed1] b216 Kim W. Der er ikke indsendt dokumentation for, at der er tale om en fejl, og at beløbet efterfølgende er overført til selskabet. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 14. marts 2012 på 120.000 kr. med teksten [virksomhed1] – Husleje. Husleje er skattepligtigt. Der er ikke indsendt nærmere oplysninger omkring betalingen. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 4. juli 2012 på 200.000 kr. Det fremgår, at der er tale om risikoafdækning.

Påstanden er ikke nærmere dokumenteret. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 11. juli 2012 på 36.578,75 kr. med teksten [virksomhed1] – bilag 619. Der er ikke indsendt dokumentation for, at der er tale om en fejl, og at beløbet efterfølgende er overført til selskabet. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 11. juli 2012 på 61.250 kr. med teksten [virksomhed1] – bilag 621. Der er ikke indsendt dokumentation for, at der er tale om en fejl, og at beløbet efterfølgende er overført til selskabet. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 11. juli 2012 på 33.234,38 med teksten [virksomhed1] – bilag 622. Der er ikke indsendt dokumentation for, at der er tale om en fejl, og at beløbet efterfølgende er overført til selskabet. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 26. juli 2012 på 50.000 kr. Det fremgår, at beløbet er tilbageført samme dag. Der er indsat 2 beløb på 50.000 kr. hver på denne dato. Det er ikke nærmere dokumenteret, hvilket beløb der er tilbageført, og hvad indsætningerne vedrører. SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Der er 1 indsættelse den 27. september 2012 på 200.000 kr. Det fremgår, at der er tale om risikoafdækning. Det fremgår, at der er tale om risikoafdækning. Påstanden er ikke nærmere dokumenteret.

SKAT fastholder, at beløbet skal beskattes.

Befordring:

Da du har rådighed over fri bil er der ikke adgang til fradrag for befordring. SKAT fastholder, at der ikke er fradrag for befordring.

Fri bil:

Det fremgår af indsigelsen, at bilen udelukkende er anvendt til firmaformål, og at bilen ikke har

været anvendt til privat kørsel.

Der er indsendt ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at der ikke må foretages privat kørsel i

kontorets biler.

SKAT finder stadig ikke, at det i tilstrækkelig omfang er dokumenteret, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel.

SKAT fastholder derfor, at der skal ske beskatning af fri bil.

SKAT fastholder derfor, at skatteansættelsen for 2012 ikke genoptages.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT skal genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2011 og 2012.

Til støtte herfor er gjort gældende:

”Ad 2011

SFL § 27, stk. 1, nr. 1 påberåbes.

Der er tale om retsstridige transaktioner. Overførslen af de omhandlede midler er sket uden kapitaleejerens viden og samtykke. Kapitalejeren har ret til at få disse midler tilbageført.

Når den retmæssige tilstand er blevet reetableret, vil der foreligge en ændring i det privatretlige grundlag for ansættelsen.

Endvidere påberåbes SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Der påberåbes også, at der foreligger "særlige omstændigheder", idet min klient har været alvorlig syg.

Dokumentation vil blive fremsendt.

Ad 2012

SKAT gør gældende at fristen i SFL § 26, stk. 2, ikke er overholdt.

Der blev klaget d. 28. marts 2016.

Da der skal klages senest 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det vil sige, at der skal klages inden d. 1. maj 2016.

Dermed er fristen overholdt.

Som anført er der tale om en foreløbig begrundelse.”

SKATs høringssvar

SKAT har anført følgende til klagen:

”Det fremgår af klagen, at:

- der er tale om retsstridige transaktioner

- [person2] har været alvorlig syg

- Fristen for genoptagelse for 2012 er opfyldt

Retsstridige transaktioner:

Påstanden er ikke nærmere uddybet. SKAT har ingen kommentarer hertil.

Alvorlig syg:

Påstanden er ikke tidligere fremført. Der er ikke dokumentation for sygdom.

Frist 2012:

SKAT afgørelse er ikke begrundet med, at fristen for genoptagelse er udløbet.

Der er ikke i klagen fremkommet oplysninger, som ændrer SKATs syn på sagen.”

Skattestyrelsens udtalelse

Skattestyrelsen har anført følgende til Skatteankestyrelsens erklæringsskrivelse:

”(...)
Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Klager indgiver anmodning om genoptagelse af indkomstårene 2011 og 2012 den 28. marts 2016.

Indkomståret 2011

Fristen for ordinær genoptagelse for indkomståret 2011 udløb den 1. maj 2015, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og klager kan kun få ekstraordinær genoptagelse, hvis hun opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 8 og stk. 2.

Skattestyrelsen mener, at klager ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse for 2011, fordi betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 ikke er opfyldt.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7 indeholder regler for ekstraordinær genoptagelse, hvis nogle objektive kriterier er opfyldt. Det Skattestyrelsens opfattelse at klager ikke kan opfylde disse kriterier.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 giver mulighed for ekstraordinær genoptagelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Det centrale anvendelsesområde for tilladelse til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er, når en ansættelse er forkert som følge af, at Skattestyrelsen har begået en ansvarspådragende fejl, dvs. erstatningslignende situationer.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke foreligger myndighedsfejl eller lignende særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, vedrørende indkomståret 2011.

En ekstraordinær genoptagelse er desuden betinget af, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt.

Klager har ikke inden 6 måneder anmodet om genoptagelse af forhøjelserne. Skattestyrelsen anser ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation fra 6-måneders fristen

Indkomståret 2012

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 er således overholdt vedrørende indkomståret 2012.

En ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2012 forudsætter, at klageren kan dokumentere eller sandsynliggøre faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.

Klageren anses ikke ved det af repræsentanten fremlagte, at være fremkommet med nye oplysninger af en sådan karakter, at klageren har godtgjort eller sandsynliggjort, at der er grundlag for at ændre skatteansættelsen for indkomståret 2012.

Vi er således enige i skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse af sagen.

(...)”

Klagerens repræsentants bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse

Klagerens repræsentant har anført følgende til Skattestyrelsens udtalelse:

”(...)

Foreløbige bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

I og med skattemyndigheden betragter det mellem [person2] og [person1] som en indkomstskattepligtig gave, giver dette grundlag for at anmode om en omgørelse jf. skatteforvaltningslovens § 29.

Generelt gælder: Når der foreligger en gavedisposition, bliver bristede forudsætninger i højere grad relevante end, når der foreligger en gensidig bebyrdende aftale.

Dispositionen har på ingen måde båret af hensyn til at spare eller udskyde skat.

Hvis det ikke anerkendes, at der foreligger et udlån - "parkering" pga. problemer i banksektoren - men dispositionen af skattemyndigheden skatteretligt kvalificeres som en indkomstskattepligtig gave, får dispositionen en utilsigtet skattemæssig virkning, der ikke er uvæsentlig.

Dispositionen har på ingen måde været skjult. Åbent lagt frem / fremgår at indberettede bankoplysninger.

Den privatretlige virkning af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, er enkel og overskuelig.

Da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt, bør afgørelsen i Landsskatteretten afvente en anmodning om tilladelse til omgørelse.

Når skatteforvaltningslovens § 29 bringes i anvendelse, så giver det et sammenstød med lovens § 27. Det er samspillet mellem disse to bestemmelser, som jeg gerne vil drøfte med Skatteankestyrelsens sekretariat.

I relation til § 27 gøres følgende foreløbigt gældende:

Der vil blive anlagt en retssag, således at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, finder anvendelse.

Det er en alvorlig myndighedsfejl, at det ikke anerkendes, at der alene er tale om et udlån pga. problemer med loftet for bankernes garantiansvar på 750.000 kr. Det vil bringe skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, i anvendelse.

(...)”

Klagerens repræsentants supplerende bemærkninger

Klagerens repræsentant har indsendt følgende supplerende bemærkninger efter afholdt kontormøde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler:

”Som tidligere meddelt bliver der søgt omgørelse jf. skatteforvaltningslovens § 29, idetr betingelserne i dennes stk. 1 er opfyldt.

De i sagen stedfundne parkeringer/udlån af midler er sket for at sikre, at skatteyderens midler ville være omfattet af garantiordningen for indskud. Altså ikke overstige 750.000 kr.

Parkeringerne/udlånene skete i årene efter finanskrisen, hvor der var stor risiko for at pengeinstitutter gik konkurs, således at garantiordningen kunne blive aktuel.

Dette indebærer, at dispositionerne på ingen måde var ”båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter”. Således er betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, opfyldt.

I og med at der er tale om parkering/udlån – som er skattefri jf. statsskattelovens § 5 c – af skattemyndigheden er blevet omkvalificeret til en gavedisposition, der er skattepligtig jf. statsskatteloven § 4 c, er der tale om ”utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige”, således at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, er opfyldt.

Der er tale om indeståender i pengeinstitutter, som indberettes til skattemyndigheden. Det vil sige at dispositionerne har været ”lagt klart frem for myndighederne”, således at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, er opfyldt.

Ændringen af dispositionerne sker ved, at de omhandlede indskud blot flyttes fra en konto til en anden konto. Det vil sige, at dispositionerne er ”enkele og overskuelige”, hvorved betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 4, er opfyldt.

De to berørte skatteydere har tiltrådt, at der anmodes om omgørelse, således at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

Betingelserne for omgørelse af de privatretlige dispositioner er således opfyldt, hvorfor mine klienter har et retskrav på, at skattemyndigheden imødekommer deres ønske om omgørelse.

Dette indebærer, at der kan påregnes en væsentlig ændring i grundlaget for den sag, der pt. verserer hos Skatteankestyrelsen.

På denne baggrund anmoder jeg om, at klagesagen stilles i bero indtil, der foreligger en afgørelse vedrørende tilladelse til omgørelse.”

Retsmødet

Ved retsmødet i Landsskatteretten anførte klagerens repræsentant blandt andet, at når det retmæssige grundlag bliver reetableret, vil der foreligge en ændring i det privatretlige grundlag for ansættelsen, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Han har endvidere påberåbt sig særlige omstændigheder, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og der er fremlagt en ikke-underskrevet lægeerklæring vedrørende klagerens svære fødselsdepression i perioden 2009 -2016.

Fsva. indkomståret 2012 anførte repræsentanten, at anmodning om genoptagelse er indgivet rettidigt.

For begge indkomstår gør det sig gældende, at klageren har været samlevende med [person1], og det har ikke været hensigten at give nogen gave parterne imellem. Klageren forklarede, at hun havde haft nogle uheldige oplevelser med sine banker, som var gået konkurs, og det var dermed hendes plan at parkere nogle af sine penge hos sin samlever. Dermed var hun sikret af indskydergarantien på 750.000 kr. Der er i skattemæssig henseende tale om lån, som er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra c. Pengene er rent faktisk tilbageført, uden at der er gennemført beskatning heraf.

Fsva. befordring og rejseudgifter erkendte repræsentanten, at der mangler dokumentation. Der er udfærdiget kørebog, som har en formel mangel vedrørende det erhvervsmæssige formål, men hele aktiviteten er et led i arkitektvirksomheden.

Det erkendes desuden, at lejeindtægter er skattepligtige med 50 pct. til hver, men samtidig skal ejendomsværdiskatten nedsættes med 1/3 svarende til den del af ejendommen, der er anvendt erhvervsmæssigt.

Fri bil vedrører en brugt 4-hjulstrækker, Audi Q7, som alene blev anvendt erhvervsmæssigt. Klagerne kørte bl.a. i bilen i forbindelse med besigtigelse af projekter, og det var nødvendigt med en 4-hjulstrækker når de kørte i terrænet. Privat havde klagerne en VW Passat.

Den skønsmæssige ansættelse vedrørende privatforbruget bør tilsidesættes. Der er tale om lånedispositioner som oplyst ovenfor, så indsættelserne skal ikke indgå i indkomstopgørelsen.

Landsskatterettens afgørelse

Ordinær genoptagelse

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Klageren har anmodet om genoptagelse den 28. marts 2016. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er således overholdt vedrørende indkomståret 2012.

En ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2012 forudsætter, at klageren kan dokumentere eller sandsynliggøre faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.

De forhold, klageren ønsker genoptaget for indkomståret 2012, er SKATs forhøjelser med 95.000 kr. vedrørende fri bil og med 934.247 kr. vedrørende indsætninger på hendes bankkonto.

Hvad angår beskatning af fri bil bemærkes, at [virksomhed1] ApS var ejet af klageren, ligesom hun var ansat i selskabet. SKAT har i afgørelsen af 11. maj 2015 henvist til, at selskabet den 10. maj 2010 anskaffede en Audi Q7, og at selskabet frem til den 4. september 2012 havde samme adresse som klageren. Audien blev indregistreret første gang den 7. november 2006, som en personbil til privat personkørsel. Videre har SKAT henvist til, at der ikke er modtaget noget kørselsregnskab eller andet, som kan sandsynliggøre, at Audien udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt. SKAT har på det grundlag skønnet bilens værdi til 400.000 kr. og forhøjet klagerens indkomst med 95.000 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Under genoptagelsessagen har repræsentanten anført, at bilen udelukkende har været anvendt til firmaformål og dermed ikke har været anvendt til privat kørsel.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke herved har sandsynliggjort, at Audien under de anførte omstændigheder ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Klageren har derfor ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af denne del af skatteansættelsen.

Hvad angår forhøjelsen med 934.247 kr. vedrørende indsætninger på klagerens bankkonto, angår beløbet en længere række af beløb af varierende størrelse, herunder nogle relativt betydelige beløb, der er indsat løbende over hele året. SKAT har i afgørelsen af 11. maj 2015 fundet, at indsætningerne ikke kan anses som skattefrie eller vedrøre allerede beskattede midler.

Ifølge statsskattelovens § 4 betragtes med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

I den foreliggende situation, hvor der løbende over en længere periode er indsat beløb i den omhandlede størrelsesorden på klagerens bankkonto, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om klagerens økonomiske forhold i øvrigt, jf. SKATs afgørelse af 11. maj 2015, og bogføringsteksterne på kontoudtoget, påhviler det klageren at godtgøre, at de indsatte beløb er skattefrie indtægter eller allerede beskattede midler, jf. f.eks. SKM.2008.905.HR.

I forbindelse med SKATs forhøjelse fremkom klageren ikke med indsigelser mod forhøjelsen, og hun klagede ikke over SKATs afgørelse af 11. maj 2015.

Da klageren heller ikke under genoptagelsessagen har fremlagt underbilag vedrørende indsætningerne i form af overførselsbilag, fakturaer eller andre lignende objektive kendsgerninger, der kan løfte klagerens bevisbyrde, finder Landsskatteretten, at hun heller ikke for så vidt angår denne del af skatteansættelsen har fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

SKATs afgørelse stadfæstes.

Ekstraordinær genoptagelse

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter SKATs bestemmelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

For så vidt angår indkomståret 2011 skulle en anmodning om ordinær genoptagelse senest fremsættes den 1. maj 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Klagerens repræsentant anmodede først om genoptagelse den 28. marts 2016.

En genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2011 forudsætter derfor, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

De forhold, klageren ønsker genoptaget for indkomståret 2011, er SKATs forhøjelser med 95.000 kr. vedrørende fri bil, med 978.617 kr. vedrørende indsætninger på hendes bankkonto og med 24.000 kr. vedrørende kontorlejeindtægter.

Hvad angår beskatning af fri bil (Audien), har SKAT forhøjet klagerens indkomst med samme begrundelse som for indkomståret 2012, jf. ovenfor.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en ansættelse kun foretages, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Allerede fordi klageren heller ikke for indkomståret 2011 har sandsynliggjort, at Audien under de anførte omstændigheder, jf. ovenfor vedrørende indkomståret 2012, ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel, finder Landsskatteretten, at der ikke i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af den del af skatteansættelsen, der angår beskatning af fri bil.

Hvad angår forhøjelsen med 978.617 kr. vedrørende indsætninger på klagerens bankkonto, angår beløbet, ligesom for indkomståret 2012, jf. ovenfor, en længere række af beløb af varierende størrelse, herunder nogle relativt betydelige beløb, der er indsat løbende over hele året. SKAT har i afgørelsen af 11. maj 2015 fundet, at indsætningerne ikke kan anses som skattefrie eller vedrøre allerede beskattede midler.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, kan der ske ekstraordinær genoptagelse, hvis der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

Det er ikke dokumenteret, at der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen. Landsskatteretten bemærker, at spørgsmålet om klagerens mulighed for omgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 29 beror på skattemyndighedernes særskilte behandling af klagerens anmodning herom, og at dette spørgsmål ikke har betydning for muligheden for ekstraordinær genoptagelse.

Med samme begrundelse som for 2012, jf. ovenfor, har klageren heller ikke for 2011 godtgjort, at de omhandlede indsætninger er skattefrie indtægter eller allerede beskattede midler. Landsskatteretten finder allerede derfor, at klageren ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse af denne del af skatteansættelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Hvad angår forhøjelsen med lejeindtægter kontor med 24.000 kr., er det i SKATs afgørelse af 11. maj 2015 oplyst, at [virksomhed1] ApS har adresse på klagerens bopæl [adresse1], [by2], og at der den 22. marts 2011 skete en indbetaling på bankkontoen af 48.000 kr. med teksten ”kontorleje [virksomhed1] 1 år”. Klageren har ikke selvangivet lejeindtægt. Klageren og hendes samlever ejede ejendommen med 50 % hver, og SKAT har forhøjet klagerens og samleverens skatteansættelse med lejeindtægt, hver med 24.000 kr., svarende til halvdelen af de 48.000 kr.

Under genoptagelsessagen er det anført, at der skulle være fradrag for lejeudgiften, da der var indrettet en tegnestue med store tegneborde, som ikke kunne tåle, at rummet blev anvendt til andre formål.

Landsskatteretten bemærker, at lejeindtægter er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4.

Klageren har ikke dokumenteret at have afholdt udgifter, der i henhold til statsskattelovens § 6 er fradragsberettigede i den skattepligtige lejeindtægt eller dokumenteret at være berettiget til andre nedsættelser i øvrigt. Allerede derfor finder Landsskatteretten, at klageren heller ikke på dette punkt er berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

SKATs afgørelse stadfæstes.