Kendelse af 15-10-2018 - indlagt i TaxCons database den 10-11-2018

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Beskatning af indsætning på bankkonto

5.938.525 kr.

0 kr.

5.938.525 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS blev stiftet den 17. oktober 2011 af [person1], som også var selskabets direktør på stiftelsestidspunktet.

Den 1. oktober 2012 indtrådte [person2] som direktør i selskabet. Han afløstes den 1. december 2014 af [person3].

Selskabet har haft følgende navne:

17.11.2011 – 01.03.2014

[person1] & Co. ApS

01.03.2014 – 01.12.2016

[virksomhed2] ApS

01.12.2016 - nu

[virksomhed1] ApS

Det fremgår af selskabets regnskab, at selskabets formål er at drive handel med ejendomme, udlejning af ejendomme samt handel med værdipapirer.

Ifølge årsregnskabet for 2015 har selskabet fravalgt revision.

Selskabet er ikke koncernforbundet med andre selskaber og indgår derfor ikke i sambeskatning med andre selskaber.

Selskabet har indsendt regnskaber til Erhvervsstyrelsen fra 2011/2012 til og med 2015. Endvidere er der indberettet skattemæssigt resultat til SKAT. Ud fra disse oplysninger er følgende tal uddraget:

År

Driftsøkonomisk

resultat

Aktiver

Passiver ekskl.

egenkapital

Selvangivet resultat

2011/2012

-3.098 kr.

954.589 kr.

877.687 kr.

-3.089 kr.

2013

-48.644 kr.

2.283.171 kr.

2.254.912 kr.

-63.235 kr.

2014

0 kr.

3.283.531 kr.

3.255.272 kr.

0 kr.

2015

-4.589 kr.

2.328.942 kr.

2.305.272 kr.

-4.589 kr.

Selskabet har ikke haft en bankkonto i nogle af årene.

SKAT har den 19. august 2015 anmodet selskabet om at indsende materiale, herunder også bankkontoudtog frem til den 31. januar 2015. Selskabets repræsentant har i den forbindelse oplyst, at selskabet først har haft bankforbindelse fra marts 2015.

SKAT modtager hvert år kontroloplysninger fra pengeinstitutter m.fl. En gennemgang af disse oplysninger viser, at selskabet den 6. februar 2015 har oprettet en bankkonto med kontonummer [...06] i [finans1]. Den 31. december 2015 er der et indestående på 3.874.808 kr. på kontoen.

SKAT har den 25. november 2016 anmodet [finans1] om at indsende kontoudtogene for bankkontoen. Kontoudtogene modtages den 29. november 2016.

SKAT har konverteret kontoudtogene til excel og har efterfølgende foretaget en konvertering af de posteringer, der har været på bankkontoen. Det fremgår heraf, at der i 2015 er indsat i alt 6.045.020,13 kr. på bankkontoen. En stor del af disse indsætninger stammer fra indsætninger via mellemregning – i alt 5.030.000 kr. De øvrige indsætninger stammer fra salg/refusion ejendom samt en delvis frigivelse.

På bankkontoen er der også foretaget hævninger. En stor del af hævningerne er benævnt mellemregning. Det fremgår ikke af kontoudtogene, hvem disse mellemregningsoverførsler er overført til.

Når kontoudtogene gennemgås, kan SKAT ikke konstatere, at der har været omkostninger, som har relation til de foretagne indsætninger.

Selskabets repræsentant har over for Skatteankestyrelsen oplyst, at de indsatte beløb på selskabets bankkonto hidrører fra pengeoverførsler fra selskaber ejet af [person4]. Der er anmodet om oplysning om og dokumentation for, hvilke selskaber, der er tale om samt om regnskaber for selskaberne.

Repræsentanten har ikke reageret inden for den given frist.

SKATs afgørelse

Det er SKATs opfattelse, at selskabet må anses for skattepligtig af de indsætninger på bankkontoen, som er benævnt mellemregning og indsætningen benævnt delvis frigivelse. Disse beløb udgør henholdsvis 5.030.000 kr. og 908.525 kr., eller i alt 5.938.525 kr.

Indeståendet på bankkontoen fremgår ikke af det regnskab, som selskabet har indsendt til Erhvervsstyrelsen. Endvidere er der i dette regnskabs resultatopgørelse ikke oplyst nogen indtægter. Der er i regnskabets resultatopgørelse udelukkende oplyst øvrige finansielle omkostninger på 4.589 kr.

I selskabets balance er medtaget grunde og bygninger til en værdi af 2.314.351 kr. og udskudte skatteaktiver på 14.591 kr., hvilket giver en balancesum på 2.328.942 kr. Passivposterne består af en egenkapital på 23.670 kr., gæld til realkreditinstitutter med 2.090.422 kr. og anden gæld på 214.850 kr.

Da selskabet ikke er koncernforbundet og sambeskattet med andre selskaber, må indsætninger via mellemregningskonti med andre selskaber anses for at være skattepligtige tilskud.

Det fremgår af SKM2013.613, at det er op til den skattepligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at man ikke er skattepligtig af indsætninger på bankkonti.

SKAT har herefter forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med i alt 5.938.525 kr.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelse for indkomståret 2015 nedsættes med 5.938.525 kr.

Til støtte for den nedlagte påstand er det gjort gældende, at overførslerne til selskabet i indkomståret 2015 benævnt "mellemregning" ikke udgør skattepligtig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4.

De overførte beløb udgør lån ydet fra interesseforbundne parter og afvikles eller videresendes til andre interesseforbundne parter på samme vilkår via mellemregning. Der er således tale om en ordinær og sædvanlig mellemregning, hvor de overførte beløb ikke er udtryk for overførsel af midler til eje, men derimod udtryk for en lånedisposition, der løbende udvikler sig afhængig af, hvorledes overskudlikviditeten blandt de interesseforbundne selskaber og virksomheder konkret er mest hensigtsmæssig.

Selskabet har således ikke opnået en økonomisk fordel ved den konkrete overførsel, idet forhøjelsen af indeståendet på kontoen udlignes af en tilsvarende forpligtigelse til at tilbagebetale beløbet til den juridiske enhed, der har ydet lånet.

Det er endvidere bestridt, at de yderligere indsætninger, der har været på kontoen i indkomståret 2015, som SKAT har betragtet som skattepligtig indkomst, udgør en sådan.

SKATs udtalelse

Selskabets repræsentant har i klagen anført, at indsætningerne på bankkontoen benævnt ”mellemregning” ikke skal anses for skattepligtig indkomst, da de overførte beløb er lån ydet fra interesseforbundne parter.

Der er ikke indsendt lånedokumenter i forbindelse med klagen. Det fremgår heller ikke af klagen, hvem der har overført pengene til selskabet og dermed skulle have ydet lån til selskabet.

Det er SKATs opfattelse, at selskabet ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at det ikke er skattepligtigt af indsætningerne på bankkontoen i 2015.

Landsskatterettens afgørelse

I medfør af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, er al indkomst som udgangspunkt skattepligtigt.

Selskabet er skattepligtigt af indsætning på bankkonto med et beløb på i alt 5.938.525 kr., jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. Der er herved lagt vægt på, at det ikke på trods af anmodning herom er dokumenteret, hvorfra beløbet hidrører, ligesom indeståendet på bankkontoen ikke fremgår af regnskab fremsendt til Erhvervsstyrelsen.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.