Kendelse af 05-12-2019 - indlagt i TaxCons database den 25-01-2020

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomstårene 2013 og 2014 virksomhed i form af et mindre landbrug med planteproduktion samt en maskinstationsforretning.

Virksomheden drives fra klagerens ejendom beliggende [adresse1], [...], [by1], som er købt af klageren den 24. februar 1972 til overtagelse den 11. december 1972. Ejendommen har et matrikuleret areal på 44.735 m², heraf vej på 350 m².

Det fremgår af tingbogen, at ejendommen senest er udstykket den 16. marts 2009.

Ifølge registreringsmeddelelsen bestod ejendommen forud for denne udstykning af 4 matrikler med et samlet areal på 295.059 m², heraf vej på 3.600 m². Efter udstykningen var ejendommen reduceret til 1 matrikel med det nuværende areal.

Klagerens ejendom er siden 1. oktober 2009 vurderet med benyttelseskode 01 – beboelsesejendom med 1 lejlighed.Den offentlige ejendomsværdi udgjorde pr. 1. oktober 2013 og 1. oktober 2014 1.300.000 kr.

Vurderingen pr. 1. oktober 2013 og 2014 er sket ved videreførsel af vurderingen pr. 1. oktober 2011.

Det fremgår af Skatteforvaltningens systemer, at benyttelseskoden ikke har været påklaget, samt at vurderingen er videreført uændret i 2015.

I henhold til den dagældende vurderingslov (lovbekendtgørelse 2013-08-30 nr. 1067) § 33, stk. 8, er der foretaget en ejerboligfordeling, da ejendommen er over 5.000 m² og beliggende i landzone. Ejerboligværdien udgjorde pr. 1. oktober 2013 og og 1. oktober 2014 778.600 kr.

Det fremgår af BBR-meddelelsen, at ejendommen omfatter følgende bygninger:

Klagerens repræsentant har oplyst, at BBR-meddelelsen ikke er retvisende. Ifølge repræsentanten er bygningernes anvendelse fordelt således:

Klageren har overfor SKAT oplyst følgende:

”Vi købte gården i 1972, drev den frem til 1986, hvor vi måtte sælge køerne, på grund af krise.

Vi valgte at blive på gården og drive den videre, men tog begge arbejde ved siden af.

I 2007 valgte vi at sælge 24 ha. jord fra og beholdt 4ha.(da betalte vi omkring 2mill til skat).

Fordi vi valgte at sælge jorden fra, var fordi [person1] havde fået kræft,så hvis alt gik galt kunne jeg blive boende på gården.

I 2008 valgte jeg at gå på efterløn fra mit arbejde gennem 35år, på grund af dårlige ben.

I dag arbejder [person1] med lidt buskørsel, og vi driver det jord vi har tilbage.

[person1] pløjer, harver, sår og høster selv jorden.

[person1] kører lidt og høster for naboen, som købte jorden af os.

Vi er jo også begge oppe i alderen, så dette passer godt til vores liv.”

Der ses ikke at være fremlagt dokumentation for bygningernes eller ejendommens anvendelse.

Ifølge Skatteforvaltningens kontrolsystemer havde klageren en samlet indkomst i 2013 på 143.505 kr.

Heraf udgjorde løn m.v. 10.328 kr. mens pensioner, dagpenge m.v. udgjorde 133.177 kr.

Ifølge Skatteforvaltningens kontrolsystemer havde klageren en samlet indkomst i 2014 på 183.561 kr. Heraf udgjorde løn m.v. 48.257 kr. mens pensioner, dagpenge m.v. udgjorde 135.304 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til vedligeholdelse af driftsbygninger på henholdsvis 219 kr. og 23.515 kr. i indkomstårene 2013 og 2014.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Din ejendom er vurderet som en beboelsesejendom. I følge Ligningslovens § 15 J kun fratrækkes renteudgifter af prioritetslån. Dog er det også jf. SKM 2016.364 udvidet til også at omfatte afskrivninger.

Forsikringer, vedligehold o.a. kan derfor ikke godkendes jf. Ligningslovens § 15 J.

Der henvises til Landsskatteretsafgørelse, journal nr. 11-02821 hvor udgifter vedrørende ejendommen ikke godkendes. Der er tale om udgifter på en ejendom, som er vurderet som enfamilieshus og som bebos af ejerne.

Du kan se ejendomsvurderingen i dine skatteoplysninger på skat.dk.

Forslag til ændring af resultat efter ligningslovens § 15 J:

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til vedligeholdelse af driftsbygninger på henholdsvis 219 kr. og 23.515 kr. i indkomstårene 2013 og 2014.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...) Det er vores påstand, at SKAT skal acceptere, at [person1] kan fradrage udgifter afholdt til vedligeholdelse af driftsbygninger, der anvendes i [person1] erhvervsmæssige virksomhed, idet udgifterne er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens kendelse j.nr. 12-0196139 af 18. april 2013 fandt retten også, at udgifter afholdt i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed, konkret udlejning, kan fradrages som driftsudgifter, uanset hvilken benyttelseskode ejendommen har, når ejendommen i øvrigt er erhvervsmæssigt benyttet i væsentligt omfang.

I bemærkningerne til lovforslag L 95, folketingsåret 1997/1998, 2. samling, jf. ovenfor, fremgår det, at ”Boligejere vil herefter, medmindre boligen helt eller delvist udlejes, udover udgifter til prioritetsrenter m.v., ikke have fradrag for udgifter til vedligeholdelse m.v.

Med angivelse af ”medmindre boligen helt eller delvist udlejes” må det have været lovgivers opfattelse, at anvendes ejendommen helt eller delvist til udlejning, kan der opnås fradrag for udgifter til vedligeholdelse.

Udlejning må i denne sammenhæng kunne forstås som erhvervsmæssig anvendelse, hvorfor det er vores opfattelse, at udgifter afholdt i forbindelse med erhvervsmæssig anvendelse må kunne fradrages som driftsomkostningerne, således at det alene er nettooverskuddet fra virksomheden, der kommer til beskatning.

Det er ligeledes vores opfattelse, at ligningslovens § 15 J skal forstås således, at der ikke er fradrag for udgifter på boligdelen. Bestemmelsen kan ikke udstrækkes til at hindre fradrag for udgifter afholdt til vedligeholdelse af driftsbygninger på ejendommen, der anvendes erhvervsmæssigt, jf. herfor SR.2012.192, hvor Cand.merc.aud. Thorbjørn Henriksen, MTL i artiklen ”Kan driftsbygninger på mindre landbrug afskrives?” konkluderer, at ligningslovens § 15 J fejlagtigt er antaget at beskære fradragsretten for de selvstændige driftsbygninger og garager på ejendommen, der ikke tjener til bolig for ejeren men anvendes erhvervsmæssigt.

I den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C. H.3.2.3.4.1 fremgår det da også, at ejere af ejendomme, der tjener til bolig for ejeren, og som er omfattet af reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5, og 9-11, ikke har fradrag for udgifter til vedligeholdelse på boligdelen af ejendommen.

SKAT anfører således i deres vejledning, at der ikke er fradrag for udgifter på boligdelen.

I nærværende sag er det vedligeholdelsesudgifter, der netop ikke vedrører boligdelen, der påstås fradrag for.

Endelig skal der henvises til Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 21. februar 2000, j.nr. 99/00-4810-00056 (TfS2000.275) vedr. ejendomsskatter på ejendomme, hvor der både er en erhvervsmæssig og en privat benyttelse af ejendommen. Det er i afgørelsen anført, at den vurderingsmæssige opgørelse ikke skal lægges til grund for, hvorledes fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat skal foretages ved afgørelse af, hvor stor en del af ejendomsskatterne, der kunne henregnes til den erhvervsmæssige anvendte del af ejendommen.

Det er videre anført, at

”Da der er tale om et skøn over, i hvilket omfang ejendommen er benyttet erhvervsmæssigt i indkomståret, vil denne fordeling ikke i alle tilfælde være rigtig, fordi bygningerne også indgår i denne værdifordeling.”

Der kunne således opnås fradrag for en del af ejendomsskatterne, der, hvis der skulle tages udgangspunkt i vurderingen, ikke kunne fradrages i indkomstopgørelsen, da udgiften ved anvendelse af vurderingen som fordelingsnøgle skulle henregnes til boligdelen.

Sammenholdt med det af os ovenfor anførte om, at ligningslovens § 15 J må vedrøre muligheden for fradrag for udgifter vedrørende boligdelen, er det vores opfattelse, at der kan opnås fradrag for vedligeholdelsesudgifter på ejendomme vurderet som beboelse, forudsat at udgifterne vedrører den fra beboelsesejendommen drevne virksomhed, det være sig udlejning eller anden form for erhvervsmæssig virksomhed, når udgiften ikke vedrører den private bolig. (...)”

Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Skatteankestyrelsen anfører i afsnittet ”Faktiske oplysninger” på side 3, 2. afsnit, at:

”Der ses ikke at være fremlagt dokumentation for bygningernes eller ejendommens anvendelse”

Hertil skal det bemærkes, at der er tale om en ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt, hvilket Skattestyrelsen ikke har anfægtet.

Det er da også den erhvervsmæssig anvendelse af driftsbygningerne, der er baggrund for nærværende klagesag, nemlig om uenigheden mellem skatteyder og Skattestyrelsen om, hvorvidt der er fradrag for udgifter afholdt til vedligehold af bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt.

Skatteankestyrelsen har i deres forslag til afgørelse anført, at:

”Landsskatteretten finder på det foreliggende grundlag, at klager ikke har godtgjort, at vurderingen af ejendommen er åbenbart forkert.”

Hertil skal bemærkes, at der ikke er klaget over vurderingen af ejendommen, herunder benyttelseskoden.

Derimod er der klaget over, at der ikke er godkendt fradrag for vedligeholdelsesudgifter på erhvervsmæssig anvendte driftsbygninger.

Det anføres videre i 2. sidste punktum, 2. sidste afsnit på side 7 i det fremsendte, at:

”Lovgiver havde ikke ved ophævelsen af standardfradraget i 1998 givet udtryk for, at typen af udgifter, som skulle afskæres med hjemmel i ligningslovens § 15 J skulle udvides.”

Heri er vi for så vidt enige, da det er vores opfattelse, at standardfradraget, der var gældende frem til og med indkomståret 1999.

Det er således skatteyders opfattelse, at ligningslovens § 15 J skal fortolkes således, at det alene er udgifter vedrørende boligdelen, der ikke kan fradrages.

I lovforslag L210, 1998-99 vedrørende vedtagelse af 5.000 m²-reglen, hvor ejendomsværdiskatten blev lempet, så kun en del af ejendommens grundværdi skulle indgå i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten, er følgende anført under afsnittet ”Lovforslagets indhold” afsnit A:

”Det foreslås for ejendomme over 5.000 m², der er helt eller delvist beliggende i landzone, at kun en del af ejendommens grundareal skal indgå i beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.

Det sker ved at vurderingsrådene for disse ejendomme, ligesom for landbrugsejendomme, skal foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der er knyttet til boligdelen og restejendommen. Når vurderingsmyndighederne foretager denne fordeling, skal der efter forslaget i ejerboligdelen alene indgå grundværdien af de første 5.000 m².

Hvis der på ejendommen er driftsbygninger, skal vurderingsmyndighederne ligeledes skønne, om disse bygninger er knyttet til ejerboligen eller til restejendommen. På tilsvarende vis skal vurderingsmyndighederne tage højde for, om en evt. herlighedsværdi m.v., der er knyttet til ejendommen, er knyttet til ejerboligdelen eller til restejendommen.”

Videre i bemærkningerne til lovforslaget anfører Skatterevisorforeningen i deres høringssvar følgende:

”Hvad angår bygninger udover boligen, friholdes disse også, såfremt det af den værdimæssige dominans fremgår, at disse bygninger ikke har mest tilknytning til boligen, f.eks. tilhører en staldbygning med 2 hereford-kvier ikke boligdelen. Foreningen finder, at hvis dette ikke er hobby, hvad er det så?”

Hvortil Skatteministeren svarer følgende:

”Den fordeling, der ifølge lovforslages skal foretages, er ikke en fordeling mellem boligdelen og erhvervsdelen. Derimod foretages der en fordeling mellem den del af ejendommen, der er knyttet til boligdelen, og den del del af ejendommen, der ikke er knyttet til boligdelen. Den er i den forbindelse, eksemplet med de to hereford-kvier skal ses. Selvom det muligvis er hobbyvirksomhed, er hereford-kvierne ikke knyttet til ejendommens boligdel.”

Der synes derfor efter vores opfattelse også i lovforarbejderne at være sondret mellem boligdelen og den resterende del af ejendommen.

Det er derfor vores opfattelse, at der ikke synes at være grundlag for, driftsbygningerne i nærværende sag skal anses for knyttet til boligdelen.

Med ændringslov nr. 384 af 2. juni 1999 (lovforslag L210, 1998-99) er der foretaget en opdeling af mindre ejendomme i landzone mellem den del af ejendommen, der vedrører boligdelen, og den øvrige del af ejendommen.

I cirkulære nr. 142 af 17. september 1999 fremgår:

”Fra og med år 2000 medfører lovændringen for ejendomme over 5.000 m², der er helt eller delvist beliggende i landzone, at kun en del af ejendommens grundareal skal indgå i beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.

Det sker ved, at vurderingsrådene for disse ejendomme, ligesom for landbrugsejendomme, skal foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der er knyttet til ejerboligdelen, og på den del, der er knyttet til restejendommen.

Når vurderingsmyndighederne foretager denne fordeling, skal der i ejerboligdelen alene indgå grundværdien af de første 5.000 m².

Vurderingsmyndighederne skal ikke foretage nogen særlig opmåling af 5.000 m² af den enkelte ejendom. Der er alene tale om en standardiseret grundstørrelse, som indgår i grundlaget for ejendomsværdiskatten.

Hvis der på ejendommen er driftsbygninger, skal vurderingsmyndighederne ligeledes skønne, om disse bygninger er knyttet til ejerboligen eller til restejendommen. På tilsvarende vis skal vurderingsmyndighederne tage højde for, om en evt. herlighedsværdi m.v., der er knyttet til ejendommen, er knyttet til ejerboligdelen eller til restejendommen.

Hvis der f.eks. findes en tidligere lade på ejendommen, der er ombygget til hobbyrum, vil værdien af denne indgå i ejerboligdelen. Hvis der derimod på ejendommen findes en tidligere staldbygning, der f.eks. står tom, vil værdien af denne ikke indgå i boligdelen.”

Af cirkulæret fremgår det således også, at driftsbygninger på de mindre landbrugsejendomme, som udgangspunkt ikke indgår som en del af boligdelen, der er omfattet af reglerne om ejendomsværdiskat.

Ligningslovens § 15 J må efter vores opfattelse med henvisningen til ejendomsværdiskattelovens

§ 4, nr. 1-5 og 9-11, hvor nr. 9 vedrører ejendommen med arealer over 5.000 m2, og hvor alene boligdelen indgår i beregningsgrundlaget, skulle forstås på en sådan måde, at bestemmelsen omfatter udgifter, der vedrører boligdelen, dvs. den privat anvendte del af ejendommen, idet ligningslovens § 15 J må antages at vedrøre den del af ejendommen, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens regler.

Det tidligere standardfradrag vedrørte boligen, hvilket efter vores opfattelse ikke kan udstrækkes til at vedrøre den samlede ejendom, herunder den del af ejendommen, der anvendes erhvervsmæssigt.

I skatteankestyrelsens forslag til afgørelse er der ikke henset til det i den juridiske vedledning 2017-1, afsnit C.H.3.2.3.4.1 anførte om, at ejere af ejendomme ikke har fradrag for udgifter til vedligeholdelse på boligdelen af ejendommen.

Der anføres således i den juridiske vejledning, at udgifter til vedligeholdelse på boligdelen ikke kan fradrages. Modsætningsvis må der være fradrag for udgifter til vedligeholdelse på den øvrige del af den samlede ejendom, når denne i øvrigt anvendes til erhvervsmæssigt formål i skattemæssig forstand.

Det er vores opfattelse, at hverken ligningslovens § 15 J eller det i den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.H.3.2.3.4.1 anførte kan føre til at afskære skatteyder fra at kunne fradrage vedligeholdelsesudgifter på en erhvervsmæssig anvendt driftsbygning.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Det følger af ligningslovens § 15 J, stk. 1, at ejere af ejendomme omfattet af ejendomsværdiskatte-lovens § 4, nr. 1-5 og nr. 9-11, ikke kan få fradrag for andre udgifter end renteudgifter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Det er alene udgifter, der kan henføres til den faste ejendom, der er omfattet af § 15 J.

Hvorvidt fradrag for udgifter henført til en fast ejendom begrænses efter ligningslovens § 15 J afhænger af ejendommens kategorisering i henhold til § 4 i ejendomsværdiskatteloven. Det fremgår af den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 1, at det er den faktiske benyttelse af ejendommen, der er afgørende for vurderingen af, hvilken benyttelseskode en ejendom skal tildeles, og dermed også hvilken bestemmelse i ejendomsværdiskattelovens § 4 ejendommen kan henføres til.

Det fremgår af den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8, at for ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvist er beliggende i landzone, og hvor der ikke foretages fordeling efter stk. 4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligdelen og på den øvrige del af ejendommen. Ved fordelingen anses 5.000 m² af grundarealet for at høre til boligdelen, jf. dog stk. 11. Den øvrige del af ejendommen henregnes til restejendommen. Det fremgår af stk. 11, at hvis det grundareal, der efter stk. 8 ligger i umiddelbar forbindelse med boligen, er mindre end 5.000 m², anses kun dette grundareal for at høre til boligdelen.

Beboelsesejendomme på over 5.000 m², der helt eller delvist er beliggende i landzone, er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 9.

Klagerens ejendom er beliggende i landzone og har et grundareal på 44.735 m². Ejendommen var i indkomstårene 2013 og 2014 vurderet med benyttelseskode 01 – beboelsesejendom med 1 lejlighed.

Landsskatteretten er af den opfattelse, at der skal tages stilling til, om vurderingen er åbenbart forkert, henset til ejendommens fremtræden og faktiske benyttelse.

Repræsentanten har oplyst, at ejendommen anvendes erhvervsmæssigt, herunder at en række af bygningerne på ejendommen er fejlregistreret som udhuse i BBR, og i realiteten udgør driftsbygninger.

Retten bemærker, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for klagerens oplysning om den erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen, eller bygningerne herpå.

Landsskatteretten finder på det foreliggende grundlag, at klageren ikke har godtgjort, at vurderingen af ejendommen er åbenbart forkert.

Der er lagt vægt på, at forholdene på ejendommen ikke har ændret sig afgørende siden omvurderingen pr. 1. oktober 2009 og at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation, der understøtter, at vurderingen var åbenbart forkert.

Yderligere lægges der vægt på, at klageren ikke har påklaget benyttelseskoden, ligesom det kan læses af klagerens redegørelse, at tanken med frasalg af landbrugsjorden i 2009 var, at hans kone skulle kunne blive boende på ejendommen i tilfælde af hans død. Konen deltager ifølge det oplyste ikke i landbrugsdriften af ejendommen. Ved frasalg af jorden må intentionen således have været, at ejendommen skulle fungere som beboelsesejendom og ikke som en ejendom med blandet benyttelse.

Repræsentanten har gjort gældende, at det kun er den del af ejendommen der kan henføres til boligdelen, der er omfattet af begrænsningen i ligningslovens § 15 J.

Til støtte herfor har repræsentanten henvist til Den Juridiske Vejledning 2017-1 afsnit C.H.3.2.3.4.1, hvoraf det fremgår, at ejere af ejendomme, der tjener til bolig for ejeren, og som er omfattet af reglerne om ejendomsværdiskat i EVSL § 4, nr. 1-5, og 9-11, ikke har fradrag for udgifter til vedligeholdelse på boligdelen af ejendommen.

Retten bemærker, at kategoriseringen af en ejendom efter ejendomsværdiskattelovens § 4 omfatter hele ejendommen, og at den af Skatteforvaltningen fastsatte benyttelseskode i forlængelse heraf udtrykker ejendommens anvendelse. Således omfatter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5 f.eks. ejendomme med blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, hvor der skal differentieres mellem boligdelen og erhvervsdelen af ejendommen.

Da ejendommen er vurderet som en ren beboelsesejendom, og ikke som en ejendom med blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, og da retten, som ovenfor anført, ikke finder det dokumenteret eller sandsynliggjort, at benyttelseskoden er åbenbart forkert, må hele ejendommen betragtes som omfattet af ligningslovens § 15 J.

Den opdeling der efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8 foretages af ejendomsværdien på boligdelen og den resterende del, har efter rettens opfattelse til formål at lempe ejendomsværdiskatten for ejendomme i landzone med meget store arealtilliggender, således at kun op til 5.000 m² af grundens areal indgår i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten. Fordelingen medfører således ikke, at den resterende del af ejendommen henføres til en anden benyttelse, men blot at den ikke indgår i beskatningsgrundlaget.

Retten bemærker i forlængelse heraf, at det fremgår af det af repræsentanten anførte citat fra Skatteministeren i lovforarbejderne til ”5.000 m²-reglen”, at den fordeling, der ifølge lovforslaget skal foretages, netop ikke er en fordeling mellem boligdelen og erhvervsdelen af ejendommen.

Med henvisning til repræsentantens bemærkning om, at det ikke er benyttelseskoden der er påklaget, og at SKAT ikke har anfægtet bygningernes erhvervsmæssige anvendelse, bemærker retten, at det af SKATs afgørelse ligeledes fremgår, at der er tale om en ejendom vurderet som beboelse. Retten lægger således til grund, at SKAT har forholdt sig til, at der vurderingsmæssigt er tale om en ren beboelsesejendom.

Endelig har repræsentanten fremlagt Landsskatterettens afgørelse af den 12. juli 2016, vedr. journalnummer 15-1605243, hvori Landsskatteretten godkendte skattemæssige afskrivninger på erhvervsmæssigt anvendte bygninger på en ejendom, der var vurderet som beboelse.

Den fremsendte afgørelse fra Landsskatteretten ændrer ikke på resultatet. Der er henset til, at den fremsendte afgørelse vedrører skattemæssige afskrivninger, hvorimod nærværende klagesag drejer sig om fradrag for vedligeholdelsesomkostninger. Det bemærkes i denne forbindelse, at retten lagde vægt på, at afskrivninger ikke var oplistet blandt de udgifter, som det tidligere standardfradrag skulle træde i stedet for. Lovgiver havde ikke ved ophævelsen af standardfradraget i 1998 givet udtryk for, at typen af udgifter, som skulle afskæres med hjemmel i ligningslovens § 15 J skulle udvides. Landsskatteretten fandt derfor, at retten til at afskrive på bygninger ikke blev begrænset af ligningslovens § 15 J.

I modsætning hertil fremgår udgifter til vedligeholdelse direkte af forarbejderne til ligningslovens § 15 J, jf. 1998-06-02, nr. 95.

På denne baggrund kan klageren ikke fratrække udgifter til vedligeholdelse af bygninger på ejendommen i de påklagede indkomstår i medfør af ligningslovens § 15 J.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.