Kendelse af 25-04-2019 - indlagt i TaxCons database den 30-05-2019

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 2013

Personlig indkomst, kontante indsætninger på bankkonto

358.981 kr.

0 kr.

358.981 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har de sidste 20 år boet i Danmark, men er oprindeligt fra Togo.

Han og hans ægtefælle er bosiddende i en andelsbolig i [by1]. Husstanden består desuden af 3 hjemmeboende børn.

Det er oplyst, at klageren har et fuldtidsjob, samt 1-2 bijobs ved siden af. Han har kun været beskæftiget som lønmodtager.

SKAT har 17. marts 2014 modtaget oplysninger fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om indsætninger og overførsler til klagerens privatkonto i perioden 1. januar til 4. september 2013 på i alt 542.378 kr. SKAT har anmodet om en redegørelse for disse indsættelser.

Klageren har forklaret, at han har en rentefri kassekredit, hvor han hæver penge og indsætter på en anden kontor. Pengene hæves i én måned, og tilbagebetales med løn i den næste måned. Hans kone overfører ligeledes løn og børnefamilieydelse til kontoen.

Udover disse indsættelser har klageren forklaret, at resten kommer fra tilbagebetaling af lån ydet til venner og familie. Der er ikke oprettet gældsbreve for disse lån.

Yderligere er det oplyst, at nogle af transaktionerne formentlig dækker over, at klager i perioder foretager opkøb af telefonkort for andre. Der kan nogle gange købes kort billigere nogle steder, og hér opkøber klager kort, som så efterfølgende videresælges til venner i andre dele af landet.

Klager har på kontormøde med Skatteankestyrelsen oplyst, at der ikke er ført regnskab over lånene – og heller ikke nogen kontrol med, om der sker tilbagebetaling. Det er skyldnerne selv, der styrer dette.

Indbetalingerne ligger i størrelsesordenen 1,7 kr. til 30.600 kr. I alt er der 88 indbetalinger i indkomståret 2013, som samlet beløber sig til 358.981 kr.

Heraf er de 75 på mere end 1.000 kr. og de 13 på mere end 10.000 kr.

Indsætningerne fordeler sig således hen over året:

Måned

Antal

beløb

Januar

6

13.800 kr.

Februar

4

5.880 kr.

Marts

7

18.540 kr.

April

6

21.610 kr.

Maj

5

24.600 kr.

Juni

10

45.800 kr.

Juli

13

86.800 kr.

August

2

27.050 kr.

September

11

41.162 kr.

Oktober

7

23.340 kr.

November

9

38.385 kr.

December

8

20.115 kr.

SKAT har i deres afgørelse af 27. marts 2015 oplistet de enkelte posteringer. Heraf fremgår det, at der ofte er flere indsætninger samme dag. Indsætningerne sker løbende hen over månederne – dvs. ikke kun i starten eller slutningen af måneden.

Som tekst er der enten anført et navn på indbetaler eller blot ordet ”overførsel” eller ”indbetaling”.

Af klagers skatteoplysninger for 2013 fremgår det, at han har flere kviklån på mellem 3.000 kr. og 85.000 kr. i alt er der kviklån for 230.000 kr. Lånene har rentefod på mellem 7 % og 22 %.

Der er endvidere banklån for ca. 550.000 kr. – her er rentefoden 9 %-10 %.

Som udløber af SKATs forhøjelse af 27. marts 2015 er sagen oversendt til SKATs straffesagsenhed. Hér er der d. 12. januar 2016 afholdt møde med klageren og dennes repræsentant. Af mødereferatet fremgår det, at SKAT har orienteret klageren om SKATs funktionsadskillelse.

Klageren har på møde med straffesagsenheden forklaret, at han har 2 1/2 fuldtidsjob. Videre har han oplyst, at han kommer fra en kultur, hvor det er kutyme, at man hjælper hinanden i sit netværk. Oprettelse af lånedokumenter vil være et tillidsbrud.

På mødet har han medbragt dokumenter, hvor han efterfølgende vil få låntagere til at underskrive og bekræfte låneforholdene.

Straffesagsenheden vurderer på baggrund af mødet, at den modtagne forklaring lægges til grund. Sagen afsluttes uden at der sanktioneres. De henstiller til klageren, at han fremadrettet foranlediger, at hans økonomiske aktiviteter kan dokumenteres.

I forbindelse med klagebehandlingen har såvel Skatteankestyrelsen som klagers repræsentant kontaktet sagsbehandleren ved straffesagsenheden, som supplerende har oplyst, at den strafferetlige bevisbyrde skal løftes, for at der kan straffes. Når sagen er afsluttet med en henstilling, er det fordi SKAT har vurderet, at de ikke kunne løfte denne bevisbyrde. Det er endvidere bemærket, at der er omvendt bevisbyrde i forhold til kontrolsager.

I forbindelse med klage til skatteankestyrelsen har klageren udarbejdet en privatforbrugsopgørelse. Det fremgår heraf, at han har haft et beløb til privatforbrug på 391.109 kr. før SKATs ændring. Privatforbruget har umiddelbart været nogenlunde stabilt i perioden fra 2010 til 2015.

Klager har på møde den 7. maj 2015 med SKAT oplyst, at han bruger rigtig mange penge. Han rejser med familien, og flybilletter er dyre. Derudover bruges der mange lommepenge på rejser. Han fortæller endvidere, at han har et meget stort forbrug.

Skattestyrelsen har i forbindelse med klagen opgjort privatfobruget efter forhøjelsen til 831.410 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har genoptaget skatteansættelsen for 2013 efter anmodning fra den skattepligtige, da det er fundet, at der er fremkommet nye oplysninger, der ikke har været vurderet ved den oprindelige sag. Gennemgangen har ikke givet anledning til ændringer, og afgørelsen fra marts 2015 er dermed fastholdt.

SKAT har i marts 2015 truffet følgende afgørelse

”Kontant indsat 358.981 kr. på din konto i [finans1] anses som skattepligtig indkomst iht. Statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Beløbet er personlig indkomst iht. Personskattelovens § 3”.

Til støtte for denne afgørelse har de anført:

”SKAT har modtaget kontoudtog samt forklaring fra dig. Jeg har ikke modtaget yderligere dokumentation, gældsbreve og opgørelser fra dig.

Ifølge oplysninger fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, blev der i perioden 1. januar 2013 til 4. september 2014 indsat og overført 542.378 kr. til din privatkonto i [finans1]. Du har indsendt redegørelse for overførsler fra din ægtefælle samt mellem din egen konto og div. Kassekreditter. Da du har redegjort og dokumenteret en del af beløbene, sker der kun beskatning af lån fra familie og venner, som ikke er dokumenteret.

Det er dig, der har bevisbyrden for, at du har optaget lån hos familie og venner. Det er ligeledes dig der har bevisbyrden for at du har modtaget afdrag fra venner og familie.

Der stilles efter retspraksis strenge krav til dokumentation for private låneforhold. Der skal foreligge et lånedokument udfærdiget før lånoptagelsen og lånevilkårene, herunder tilbagebetalings- samt rentevilkår skal være dokumenteret. Der henvises til SKM 2010.509 BR, SKM 2003.219 ØLR og SKM 2012.81 BR.

Efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, er gaver mellem parter uden for den gaveafgiftspligtige personkreds, jf. boafgiftslovens § 22, som udgangspunkt indkomstskattepligtige.

Værdien af en skattepligtig gave medregnes til den personlige indkomst, jf. personskattelovens §§ 3 og 4.

Det anses ikke for dokumenteret, at de overførte beløb udgør lån. Der er herved lagt vægt på, at:

Der ikke er udarbejdet lånedokumenter.
Lånevilkårene, herunder tilbagebetalingsvilkår og rentevilkår er ikke dokumenteret.
Der er ikke dokumenteret hvilke lån der er ydet og for hvilke der er sket tilbagebetaling.

Samlet set er det derfor usandsynlig, at du har en retlig forpligtelse til at tilbagebetale beløbet, hvorfor de modtagne kontantbeløb ikke kan betragtes som lån i skattemæssig henseende. SKAT anser de overførte beløb for ydet som gave, hvorfor du efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c anses for skattepligtig af disse beløb, som personlig indkomst efter personskattelovens §§ 3 og 4.”

I den påklagede afgørelse af 2. november 2016 har SKAT som begrundelse for, at der ikke er sket ændring anført:

”Den strafferetlige vurdering ikke isoleret set kan anvendes som bevis i skattesagen, som følge af det skærpede beviskræv der gælder i strafferetsplejen. Det fremgår bla af følgende afgørelser, TfS 2007.303 H, TfS 2004.335 LSR, TfS 2004.367 V og TfS 2000.80 V.
Der er ikke tale om en skønsmæssig ansættelse opgjort på baggrund af privatforbruget, men en ansættelse foretaget som følge af konkrete indsættelser. Privatforbrugets størrelse er derfor ikke væsentligt. Der henvises til TfS 2014.667.
Efter praksis er det dig, der skal kunne dokumentere dine formueforhold, herunder indbetalinger/overførsler på dine bankkonti, jf. SKM 2013.274BR. Når der er konstateret indkomst/overførsler, er det dig, der har bevisbyrden for, at der er tale om indtægter undtaget fra skattepligten. Dette følge bl.a af SKM 2010.131 ØLD.
Der stilles efter retspraksis strenge krag til dokumentation for private låneforhold. Der skal foreligge et lånedokument udfærdiget før låneoptagelsen og lånevilkårene, herunder betalings- samt rentevilkår skal være dokumenteret. Endvidere skal der foreligge dokumentation for udbetaling samt indfrielser. Der henvises til SKM 2010.509 BR, SKM 2003.219 ØLR og SKM 2012.81 BR.

Der skal knyttes følgende kommentarer til det modtagne brev af 20. september 2016 fra [virksomhed1]:

Det er ikke korrekt, at der i afgørelsen af 27. marts 2015 ikke er taget højde for, at det er oplyst at være tale om udlån til venner og bekendte. Det fremgår klart under afsnittet faktiske forhold, herunder 17. september 2014 ”kontoudtog med markering af lån fra venner”, 30. september 2014 indkaldt dokumentation for lån ydet til venner.
Der er ikke korrekt, at der er tale om udlån af pengebeløb hvor størstedelen ligger på 1.000-5.000 DKK. Af de 358.981 kr. fra personer hvor det samlede ”udlån” ikke ligger i dette interval. Endvidere er der kontante indsættelser på 84.820 kr., hvoraf 60.800 kr. heller ikke ligger i det angivne interval (6.800, 9.000, 10.000, 10.000, 10.000 og 15.000).

(...)

Der foreligger, på baggrund af ovenstående, således ikke nye oplysninger, der kan medføre en ændret ansættelse.”

I udtalelse til klagesagen har Skattestyrelsen supplerende anført:

”Klagesagen vedrører kontante bankindsætninger på klagers personlige bankkonto, hvorfor spørgsmålet er om disse indsætninger kommer fra låneforhold, beskattede midler eller ikke beskattede midler.

Det fremgår af de modtagne oplysninger fra SØK at der i perioden 1/1 2013 til 4/9 2014 er indsat 542.378,- kr., hvoraf de 358.981,- kr. er indsat i indkomståret 2013.

Privatforbruget er med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger for indkomst- året 2013 – beregnet til 472.429,- kr.

Klager har som forklaring oplyst at indsætningerne stammer fra tidligere foretagne udlån.

Fakta er at der ikke foreligger nogen form for aftale / gældsbrev i forbindelse med de ydede lån, samt at en del af de angivne lån ikke er af ubetydelige størrelse.

Udlån er oplyst at være foretaget kontant.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at de oplyste indsætninger på 358.981,- kr. er skattepligtig indkomst efter Statsskattelovens § 4.

Efter forhøjelsen af den skattepligtige indkomst udgør privatforbruget 831.410,- kr.

Privatforbrug

831.410 kr.

Boligudgifter anslået til

60.000 kr.

Biludgifter anslået til (80.000 km.)

26.480 kr.

Resterende del til kost, beklædning,

forsikringer, el/varme m.m.

744.930 kr.

Pr. måned

62.077 kr.

Uanset klagers oplysninger om mange rejser med familien og et stort forbrug, findes privatforbruget alene ikke at kunne anvendes begrundelse for beskatningen.

Skattestyrelsen mener fortsat at der skal ske beskatning udfra de faktuelle oplysninger:

- At der rent faktisk er indsat det pågældende beløb på klagers konto
- Der foreligger ingen låne aftaler / gældsbreve
- Transaktionssporet i forbindelse med de ydede lån er ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort i et sådan omfang at klagers forklaringer kan lægges til grund.

Skattestyrelsens afgørelse af 2/11 2016, hvor klagers genoptagelsesanmodning afvises idet man ikke har fundet at der er fremlagt nye oplysninger i forhold til afgørelsen af 27/3 2015, anses at være fyldestgørende i forhold til forvaltnings- og skatteforvaltningsloven.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT ikke har haft grundlag for at betragte indsættelser på bankkonto som skattepligtig indkomst. Til støtte herfor er anført:

”Klagens omfang

Det gøres gældende at SKAT ikke har haft grundlag for at betragte indsættelser på min kundes bankkonto som – yderligere - skattepligtig indkomst, idet.

• der er tale om tilbagebetalinger af mindre lån ydet til venner.

• SKAT ikke har løftet den bevisbyrde man er pålagt i forhold til statuering af gavebeskatning, når der ikke foreligger noget gavemiljø og der ikke er tale om familieforhold eller nærtstående parter i øvrigt.

• At SKAT ikke har anfægtet at husstandens privatforbrug, ud fra de selvangivne indkomster, ligger i et niveau, som ikke giver grundlag for at påligne yderligere indtægt.

• at SKATs Straffeenhed har anerkendt, at der har været tale om udlån af private beskattede midler og derfor ikke har rejst en bøde-/ansvarssag eller foretaget andre sanktioner.

(...)

I 2011 udlånte [person1] et mindre beløb til en ven. Da andre venner efterfølgende henvendte sig for at låne penge kunne han ikke sige nej.

Der var hovedsageligt tale om mindre udlån og udlæg som typisk blev foretaget når de har været i byen og lign. hvorved der har været tale om kontante udbetalinger og der blev heller ikke lavet egentlige lånedokumenter.

Sagen for Landsskatteretten angår spørgsmålet om hvorvidt det er berettiget at SKAT har anset de tilbagebetalinger/indsættelser der er foretaget på [person1]s private bankkonto i 2013 for skattepligtig indkomst.

Sagsforløb

I 2014 får [person1] en henvendelse fra SKAT [by2]. Henvendelsen er foranlediget af at man den 17. marts 2014 har modtaget oplysninger fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om at der i perioden 1.1 – 4.9.2013 er foretaget flere indbetalinger til [person1]s privatkonto i [finans1]. De samlede indbetalinger, udover lønindbetalinger, udgjorde 542.378 DKK.

SKAT [by2] fik en redegørelse for indbetalingerne, herunder kopi af kontoudskrifter hvor det udførligt er angivet hvad der vedrører hvilke beløb der er modtaget som tilbagebetaling fra venner.

Man konstaterer at der ikke er udarbejdet gældsbreve og fremsætter et forslag til ændring af skatteansættelsen, hvorefter 358.981 DKK af indsættelserne anses at være skattepligtig personlig indkomst.

Den 27. marts 2015 træffer SKAT [by2] afgørelse i sagen idet man ikke har modtaget det materiale som den nu tilkoblede revisor [virksomhed2], havde oplyst at ville sende.

Efterfølgende anmoder revisor om genoptagelse af skatteansættelsen og der afholdes et møde i sagen. Den 11. maj 2015 giver SKAT [by2] afslag på genoptagelse, da man ikke mener at det er dokumenteret og sandsynliggjort at der er tale om lån (tilbagebetaling på lån).

Den 13. august 2015 anmoder jeg, som repræsentant for [person1] og [virksomhed2], om genoptagelse af skatteansættelsen, hvor jeg bl.a. inddrager de elementer som er anført indledningsvist.

[person1] blev efterfølgende indkaldt til et møde med SKATs Straffeenhed den 12. januar 2016 hvor jeg deltager som bisidder. Straffenenheden afviste, jf. vedlagte mødereferat, sagen idet man fandt at kunne lægge vægt på forklaringen om de foretagne udlån. [person2], den ene repræsentant fra SKAT, oplyste også – på min foranledning – at det heller ikke skulle betragtes som en advarsel i Skattekontrollovens forstand. Man mente ikke der var en sag idet de fandt at der havde været tale om udlån af private beskattede midler.

Der udspandt sig herefter en længere korrespondance fra SKAT vedrørende dette, hvorefter det stod klart for os, at SKAT [by2] ikke mente at dette havde relevans for skattesagen, idet

Straffeenheden ikke kan eller må tage stilling til skattesagen og alene må tage stilling til hvorvidt der foreligger et strafbart forhold (og bødegivende).

Den 2. november 2016 træffer SKAT [by2] afgørelse i sagen.

SKAT [by2]’s afgørelse af 2. november 2016

I modsætning til tidligere hvor SKAT [by2] meddelte afslag på genoptagelse og flere udmeldinger undervejs om, at man ikke mente at der forelå nye oplysninger i sagen, har SKAT [by2] i afgørelsen af 2. november 2016 anført at man har genoptaget skatteansættelsen, men at genoptagelsen ikke har givet anledning til ændringer.

I afgørelsen anfører SKAT [by2]

• at der ikke er tale om skønsmæssige forhøjelser, med udgangspunkt i privatforbruget, men beskatning af konkrete indsættelser, hvorfor husstandens privatforbrug ikke er væsentligt. Man har her henvist til TfS 2014, 667.

• at der i afgørelsen af 27. marts 2015 er taget højde for, at det er oplyst at der er tale om lån til venner og bekendte og ikke familie. Endvidere anføres det at størstedelen af udlånene udgør mere end 5.000 DK.

• at der gælder strenge krav til dokumentation for private låneforhold i form af lånedokument og lånevilkårene, samt dokumentation for udbetaling og indfrielse. Man har her henvist til SKM 2010, 509 BR, SKM 2003, 219 ØLR, og SKM 2012, 81 BR.

• at den strafferetlige vurdering ikke isoleret set, kan anvendes som bevis i skattesagen, fordi der gælder skærpede beviskrav i skattesager. Man har her henvist til TFS 2007, 303, TFS 2004, 335, TFS 2003, 367 og TFS 2000, 80.

Skatteregler og praksis

De afgørelser og domme som SKAT [by2] har henvist til kan, som det også fremgår af afgørelsen henføres til 3 forskellige problemstillinger, herunder

A) Konkrete forhøjelser kontra privatforbrug.

B) Dokumentationskrav vedrørende lån.

C) Straffesagers betydning for vurdering af den bagvedliggende skattesag

A) Privatforbrugets betydning for konkrete forhøjelser/konkrete indsættelser

TfS 2014, 667/SKM 2014, 526 – Privatforbrug og forhøjelse med konkrete indsættelser

Vedkommende sagsøger havde ikke selvangivet nogen indkomst for 2006 og fremefter, men hævdede at have levet af opsparede midler. Vedkommende var erhvervsdrivende i form af ejerskab af flere selskaber. Der var tale om større overførsler fra udenlandske selskaber.

Landsretten fandt det ikke godtgjort anså det ikke, i mangel af dokumentation, for sandsynligt at Klager havde indvundet de betydelige indsættelser der var indgået på hans konto fra kassinoer i udlandet.

Med hensyn til privatforbrug havde skattemyndighederne anmodet klager om at indsende privatforbrugsopgørelser, men valgte i mangel af dokumentation for udenlandske bankkonti m.v. og de store overførsler at bortse herfra.

Derudover konstaterede Landsretten at sagsøgers redegørelse for overførslerne ikke var understøttet ved objektive kendsgerninger, dvs. nærmere specifikation/redegørelse af hvorfra og hvad overførslerne vedrørte. Derfor fandt man at skattemyndighederne havde derfor været berettigede til at forhøje den skattepligtige indkomst.

Såvel Landsskatteretten som Landsretten fandt at der minimum forelå grov uagtsomhed, da beløbene ikke var selvangivet som skattepligtig indkomst.

B) Dokumentationskrav vedrørende lån TFS 2010, 898/SKM 2010, 509 - Negativt privatforbrug, erhvervsdrivende, lån fra ven

Byretten fandt det ikke godtgjort at en indsættelse på sagsøgers bankkonto på 234.773 DKK var et lån fra en ven/forretningsforbindelse, idet der ikke forelå anden dokumentation end en udateret erklæring, ligesom der heller ikke forelå dokumentation for helt eller delvis tilbagebetaling af lånet. Man fastholdte derfor at skattemyndighederne havde berettiget til at forhøje sagsøgers indkomst skønsmæssigt.

Sagsøger var erhvervsdrivende og var medejer af flere restauranter. og det var ligeledes konstateret at dennes privatforbrug var negativt hvorfor der var foretaget en skønsmæssig forhøjelse.

SKM 2003, 219/TfS 2003, 446 –Negativt privatforbrug, erhvervsdrivende, lån

Østre Landsret fandt det ikke godtgjort at sagsøger havde optaget private lån og fastholdte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse. Der var overfor retten fremlagt 13 gældsbreve, som var udfærdiget efterfølgende, men ingen af långiverne havde medtaget deres tilgodehavende på selvangivelsen. Det var heller ikke dokumenteret at sagsøger havde overført penge til de 13 personer som hævdet. Derudover fandt man det ikke godtgjort at sagsøger havde haft et tilgodehavende hos sine forældre.

Sagsøger var erhvervsdrivende, drev et minimarked og det var konstateret at der ikke var ført løbende kasseregnskab ligesom der var konstateret negativt privatforbrug, hvorfor der var foretaget en skønsmæssig forhøjelse.

SKM 2012, 81/ TfS 2012, 156 – Negativt privatforbrug, sygedagpengemodtager, lån fra moder

Skatteministeriet tilkendegav at et beløb på 200.000 DKK som sagsøger havde lånt hos sin mor skulle gaveafgiftsbeskattes, idet der ikke så at være lavet et egentligt lånedokument, men det ansås for godtgjort at beløbet var tilgået fra moderen, hvorfor den af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige forhøjelse blev nedsat med 200.000 DKK.

C) Den strafferetlige behandlings betydning for skattesagen

TfS 2007, 303, SKM 2007, 96 - Erhvervsdrivende

Den pågældende bagermester var strafferetligt blevet idømt en bøde for overtrædelse af skattekontrolloven for 1997 ved Byretten i [by3], men var for årene 1995 og 1996 blevet frifundet.

Byretten havde ikke anset, at der var ud fra det fremlagte var tilstrækkeligt grundlag for at anse klageren for skyldig i henhold til anklageskriftet for 1995 og 1996.

Landsskatteretten fastholdte skattemyndighedernes afgørelse for 1995 og 1996, idet klager allerede havde frafaldet klagen vedrørende 1997, bortset fra en mindre regulering som Landsskatteretten også anerkendte.

Om det strafferetlige element udtalte Landsskatteretten sig, på samme måde man også tidligere havde gjort det i en afgørelse af 9. marts 2004 der er refereret nedenfor. Ved sagens afgørelse skal der som udgangspunkt henses til den bevisbedømmelse, som er blevet foretaget i straffesagen, og de præmisser den frifindende dom gives på. En frifindende straffedom kan således blot være udtryk for at man ikke har anset at personen har haft tilegnelse til at opfylde straffebestemmelsernes gerningsindhold.

Landsskatteretten henholder sig her den til grundlæggende almindelig lighedsgrundsætning. Hvis der i en skattesag blev anlagt en mildere bedømmelse, blot fordi vedkommende tidligere var blevet frifundet i en straffesag ville det kunne medføre en vilkårlig forskelsbehandling. Det ville stride imod Landsskatterettens opfattelse hvis en frifindende straffedom blev tillagt en vidtrækkende betydning for bedømmelsen af en skattesag.

Landsskatteretten udtalte at det afgørende efter rettens opfattelse er om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål. Dvs. om Vestre Landsret også med frifindelsesdommen kunne siges at have taget stilling til det skatteretlige spørgsmål, eller der er tale om en stillingtagen ud fra bevismæssige forhold eller mangel på samme.

I den konkrete sag var skattesagen en følge af at den pågældende ikke var i besiddelse af kassestrimler - og salgsbilag for indkomstårene, ligesom der ikke forelå nogle salgsbilag for 1997, og der var ikke var ført noget debitorbogholderi for nogle af årene. Han var derfor blevet forhøjet for 1997 med indtægter fra en bestemt kunde, som man havde konstateret ved krydsrevision.

Byrettens dom kan forklares derved at ansættelserne for 1995 og 1995 var lavet ud fra et skøn og ud fra, at pågældende havde udeholdt indtægterne fra den pågældende kunde, på samme måde som det var påvist i 2007.

Byretten tog derved ikke stilling til selve de skønsmæssige forhøjelser for 1995 og 1996.

Landsskatteretten bemærker således også at dommen ikke tog direkte stillingstagen til opgørelsen af de skattepligtige indkomster, bortset fra den ovenfor nævnte mindre regulering for 2007 som Landsskatteretten også anerkendte.

Landsskatteretten tilsluttede sig imidlertid skattemyndighedernes opfattelse af at, klagerens regnskabsmateriale ikke var egnet som grundlag for indkomstopgørelsen, idet regnskabsgrundlaget ikke opfyldte mindstekravsbekendtgørelsen og bogføringslovens krav. Endvidere bemærkede man at klagerens privatforbrug for 1995 og 1996 herved var bragt på linje med det faktisk opgjorte – og ansatte - privatforbrug for indkomståret 1997.

Landsretten udtalte ved sin behandling af sagen at, uanset at der var tilvejebragt oplysninger om bagerforretningens bruttooverskud og sagsøgers privatforbrug, fandt man ikke at sagsøgeren herved, eller på anden måde havde ført bevis for, at ansættelser var sket på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige.

Højesteret bemærkede i sin afgørelse, at pågældende kunde, i modsætning til andre større kunder, hverken for 1995, 1996 eller 1997 havde fået tildelt noget kundenummer. De beløb, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde forhøjet sagsøgers indkomst med for 1995 og 1996, svarede summen af de fakturaer, der var udstedt til pågældende kunde. På det grundlag stadfæstede Højesteret dommen.

TfS 2004, 335, TfS 2003, 367 (straffesag) – Skønsmæssig forhøjelse

Efter at være blevet frifundet i en straffesag vedrørende nogle skønsmæssige forhøjelser som Landsskatteretten tidligere havde truffet afgørelse i, anmodede klager om genoptagelse af ansættelserne vedrørende de skønsmæssige forhøjelser (TfS 2004, 335/ SKM2004, 129).

Klager var ved Vestre Landsret blevet frifundet strafferetligt fordi der var blevet skabt en sådan usikkerhed om skattemyndighedernes beregninger, at det ikke – i straffemæssig henseende, med den nødvendige sikkerhed var blevet bevist at der var udeholdt indkomster i den i anklageskriftet nævnte størrelsesorden (TfS 2003, 367/SKM2003, 86).

Landsskatteretten udtalte sig på samme måde som ovenfor vedrørende det strafferetlige aspekt. Det afgørende efter rettens opfattelse er om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål. Dvs. om Vestre

Landsret også med frifindelsesdommen kunne siges at have taget stilling til det skatteretlige spørgsmål.

Landsskatteretten fandt ikke at Vestre Landsretsdommen indeholdte nogen direkte stillingtagen til opgørelsen af de skattepligtige indkomster. Vestre Landsret havde blot ikke anset at der forelå den, for en straffesag, fornødne bevissikkerhed for at klageren havde udeholdt indkomster af den i anklageskriftet nævnte størrelsesorden. Der var således tale om skønsmæssige ansættelser af virksomhedens bruttoavance.

TfS 2000, 80 – Skønsmæssig forhøjelse

Pågældende sagsøger var blevet sigtet for overtrædelse af straffeloven i form af modtagelse af uberettiget kontanthjælp samt for ikke at have opgivet indkomst oppebåret fra et selskab ejet af hans var. Hans far var blevet dømt for overtrædelse af kildeskattelovens regler, idet der var udbetalt løn til chauffører og sønnen uden indeholdelse af A-skat, hvilket man havde konstateret i forbindelse med en ransagning.

Kriminalretten i [by4] fandt det bevist at sagsøger havde arbejdet i faderens selskab i et omfang, svarende til fuldtidsbeskæftigelse. Retten bemærkede imidlertid at der som bevis for at sagsøger også havde modtaget betaling for sit arbejde alene var henvist til noter faderens kalender, en opgørelse fremlagt i forbindelse med faderens sag samt at faderens selskab ikke havde oplyst udbetalt løn til en række andre chauffører. På det grundlag fandt retten det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at sagsøger havde modtaget vederlag for sin indsats.

Skattemyndighederne havde opgjort lønnen til sønnen skønsmæssigt ud fra anslået timeløn og timeantal.

Skatteministeriet anførte at da det var usædvanligt at arbejde vederlagsfrit, havde sagsøgeren bevisbyrden for, at dette havde været tilfældet. Man fandt at der var en særlig bevisbyrde når der var tale om fuldtidsbeskæftigelse ligesom at man fremhævede interessefællesskabet.

Landsretten gav Skatteministeriet medhold og bemærkede at det under hensyn til beviskravene til domfældelse i straffesager ikke kunne føre til andet resultat, at Kriminalretten havde fundet det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at sagsøger havde oppebåret vederlag for sin indsats.

Den Juridiske Vejledning, afsnit A.C. 3.6. og A.C.3.5. omhandler advarsel og henstilling der gives på kontrol- og straffeområdet.

En advarsel gives hvis der er konstateret en overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen, men der efter omstændighederne ikke vil blive foretaget yderligere.

En sag kan kun afslutte med en advarsel, hvis der er realiseret et strafbart forhold, både med hensyn de objektive betingelser og med hensyn til de subjektive betingelser er realiseret et strafbart forhold, og

•når der i en sådan situation foreligger ganske særlige omstændigheder, kan der i stedet for straf gives en advarsel.

På straffe og bødeområdet anvendes advarsel ikke ved forhold af ordensmæssig karakter. Der giver man i stedet en henstilling

Mine bemærkninger

Det er min opfattelse at en gennemgang af de afgørelser og domme, som SKAT [by2] henviser til, giver et andet og mere nuanceret billede af praksis på området, end den som kommer til udtryk i afgørelsen fra SKAT [by2].

A) Privatforbrugets betydning for konkrete forhøjelser/konkrete indsættelser

Man kan ikke ud fra den ene afgørelse/dom som SKAT [by2] har henvist til (TfS 2014, 667/SKM 2014, 526) konkludere at husstandens privatforbruget er uvæsentligt i forbindelse med en skattesag, når der ikke er tale skønsmæssige forhøjelser men forhøjelser med

konkrete indsættelser på den skattepligtiges bankkonto.

Som det også fremgår af denne dom/afgørelse havde man rent faktisk fra skattemyndighedernes side anmodet om indsendelse af privatforbrugsopgørelser, og man foretog også en gennemgang heraf.

Når Landsretten konkluderede at sagsøger ikke havde dokumenteret, at have levet af opsparede midler, idet hans kontantindestående i perioden steg betydeligt, og heller ikke fandt det godtgjort at privatforbruget var finansieret ved optagelse af private lån, kan det dårligt tages som udtryk for andet, end at opgørelsen af sagsøgtes privatforbrug har haft betydning for sagen. Det var blot ikke muligt at opgøre privatforbruget korrekt, da man ikke havde oplysninger om transaktioner med den skattepligtiges udenlandske selskaber og udenlandsforhold i øvrigt.

I den konkrete sag har den skattepligtige - [person1] – ingen andre erhvervsmæssige interesser end sine beskæftigelsesforhold som alle er på lønmodtagerbasis og husstanden har ikke andre aktiver end den andelsbolig som også er deres bolig.

SKAT [by2] har ikke i forbindelse med sagens opstart anmodet [person1] om at fremkomme med en opgørelse af husstandens privatforbrug og den afgørelse man traf den 27. marts 2015, samt det senere afslag på genoptagelse af skatteansættelsen man gav den 11. maj 2016, er givet uden at man på nogen måde havde kendskab til eller interesseret sig for husstandens privatforbrug.

I den konkrete sag er der fremlagt en opgørelse af husstandens formueforhold og privatforbrug for 2010 – 2015, som viser at husstandens årlige privatforbrug har ligget i størrelsesorden 280.000 – 340.000 DKK.

Der er her tale om opgørelser som er foretaget med udgangspunkt i de indkomst – og formueoplysninger som [person1]s arbejdsgivere og pengeinstitut m.v. har indberettet til SKAT, med undtagelse af 2015 hvor der er medtaget et privatlån fra venner på 150.000 DKK.

Optagelsen af dette lån, for hvilket der er udfærdiget behørige lånedokumenter, skal ses i lyset af at [person1] og ægtefællen i 2015 indledte drøftelser med andelsboligforeningen om at erhverve nabolejligheden.

I den forbindelse påtog de sig en forpligtelse til at deponere betalingen på en spærret bankkonto.

Dette viser formueopgørelsen for 2015 også, idet man kan se at indestående i pengeinstitutter, herunder [finans1], er ca. 260.000 DKK større end i de tidligere år. Midler der er tilvejebragt ved opsparing i året samt pågældende lån.

Som det fremgår af privatforbrugsopgørelserne for 2010 – 2013 har der været rigelig plads til at foretage de udlån som sagen for Landsskatteretten omhandler, idet der for en del af udlånenes vedkommende har været tale om lån som er ydet og tilbagebetalt i 2013.

I den afgørelse/dom SKAT har henvist til fandt Landsretten ikke at sagsøgers redegørelse for overførslerne var understøttet ved objektive kendsgerninger, i form af en nærmere specifikation/redegørelse af hvorfra og hvad overførslerne vedrørte.

I den konkrete sag fremlagde [person1] overfor SKAT [by2], sådan specifikation af hvem der havde foretaget indbetalingerne og det fremgår i vidt omfang også af selve kontospecifikationerne fra pengeinstituttet. Alle indbetalinger er foretaget fra personer der er bosiddende i Danmark.

Hvis SKAT [by2]s ansættelse ”stod til troende” og indsættelserne på de 358.981 DKK var at betragte som indtægter der var tilflydt husstanden skulle parret for 2013 have haft et privatforbrug på ca. 750.000 DKK.

Alene dette forhold indikerer at Straffeenhedens afvisning af sagen, hvorefter indsættelserne vedrører privatsfæren, er korrekt.

B) Dokumentationskrav vedrørende lån

SKAT anfører at der skal foreligge et lånedokument udfærdiget før låneoptagelsen og lånevilkår, herunder tilbagebetalings- og rentevilkår skal være dokumenteret, ligesom der skal være dokumentation for udbetaling og indfrielser.

Det fælles træk i de afgørelser og domme som SKAT [by2] har henvist til, som begrundelse for synspunktet om at der skal foreligge lånedokumenter, er at der er tale om skønsmæssige forhøjelser som er lavet fordi der er konstateret negative privatforbrug.

Det der kommer til udtryk i de nævnte afgørelser og domme er den tilbageholdenhed man efter praksis har, med at anerkende lån, som pågældende efterfølgende hævder at have optaget, til støtte og sandsynliggørelse af at dennes/husstandens privatforbrug ikke er negativt som hævdet af SKAT.

Som anført ovenfor er det ikke tilfældet her. [person1] og ægtefællen havde for 2013 og årene 2010-2015 et årligt privatforbrug der, som anført ovenfor, ikke giver grundlag for at antage at der er tilført husstanden øvrige – skattepligtige – indtægter end det der fremgår af årsopgørelserne fra SKAT.

Derudover handler sagen for Landsskatteretten ikke om låneoptagelse. Det handler om tilbagebetalinger af tidligere ydede lån.

I modsætning til hvad der var tilfældet i de afgørelser og domme SKAT [by2] henviser til, kan den forhøjelse SKAT har foretaget, ikke forsvares med udgangspunkt i et negativt privatforbrug.

Dette anerkender SKAT også, idet man anfører at der er tale om konkrete forhøjelser, i form af beskatning af indsættelser. Man har imidlertid ikke konkretiseret hvad disse konkrete forhøjelser består af.

Når man vælger at beskatte [person1] af disse indbetalinger kan det alene ske ud fra en betragtning om, at der er tale om – skattepligtige – gaver - fra venner og bekendte.

Der er ikke påpeget noget familieforhold, kæresteforhold, eller anden form for interessefællesskab mellem [person1] og de personer han har modtaget tilbagebetalinger fra. I skattemæssig henseende er der således tale om ikke-nærtstående personer uden for gavemiljø. Der ses heller ikke fra SKAT [by2]s side, at have været noget fremme om at de pågældende indbetalere skulle have modtaget en modydelse fra [person1] side.

I de afgørelser og domme SKAT [by2] henviser til, var der tale om indbetalinger i størrelsesorden 200-300.000 DKK, og dermed beløb i en størrelsesorden hvor man normalt vil udfærdige lånedokumenter.

I den konkrete sag er der tale om udlån og udlæg hvor der for størstedelens vedkommende er tale om lån i størrelsesorden 1.000 – 5.000 DKK, og dermed beløb i en størrelsesorden som mange typisk ikke vil lave lånedokumenter eller særlige aftaler om.

SKAT [by2] har her anført at de 265.640 DKK, dvs. størstedelen, hidrører fra overførsler fra personer hvor det samlede indlån er højere. Bortset fra to overførsler på i alt 54.600 DKK, som også adskiller sig ved at være overført fra et selskab er det højeste der er overført fra enkelte personer 36.675 DKK, og der er tale om 13 overførsler. Kigger man på de enkelte gennemsnitlige overførsler ligger de i størrelsesorden 3-12.000 DKK.

For så vidt angår låne- og rentevilkår skal det bemærkes, at det ikke er unormalt at lån laves på rentefri anfordringsvilkår, hvilket også skattemæssigt anerkendes når der er tale om lån mellem uafhængige parter (og familieforhold indenfor den såkaldte gaveafgiftskreds), jf. bl.a. Retssikkerhedsudvalgets redegørelse fra 1996.

C) Den strafferetlige behandlings betydning for skattesagen

Der er efter min opfattelse to relevante forhold i de afgørelser og domme som SKAT har henvist til:

• Landsskatteretten og domstolene udtaler i disse afgørelser/domme, at det afgørende er, om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål. Dvs. om der med den strafferetlige stillingtagen er taget egentlig stilling til det skatteretlige spørgsmål. Hermed menes om den strafferetlige vurdering beror på en vurdering af selve det forhold som skattesagen vedrører, eller det i højere grad er en stillingtagen ud fra de bevismæssige forhold, eller mangel på samme, vurderet ud fra den strafferetlige bevisbyrde.

• I straffemæssig henseende er domstolene normalt betænkelige ved at anse den strafferetlige bevisbyrde for løftet i situationer hvor den skatteretlige ansættelse beror på skøn, hvilket netop også kommer til udtryk i de nævnte afgørelser/domme. Det kommer særligt til udtryk Byretten i [by3]s dom fra 2007 (TfS 2007, 303), hvor man frifinder sagsøgte vedrørende de to indkomstår hvor skattemyndighederne ikke havde foretaget en egentlig gennemgang, men havde baseret skatteansættelserne på et skøn.

I den konkrete sag er der ikke tale om skøn eller skønsmæssige ansættelser hvad SKAT [by2] også fremhæver. Man beskatter nogle konkrete indsættelser.

Den afgørelse som SKATs straffeenhed har truffet er således ikke udtryk for at man har næret betænkelighed ved at udmåle et strafferetligt ansvar på grundlag af skønsmæssige ansættelser foretaget af skattemyndighederne. Der er heller ikke tale om en stillingtagen ud fra de bevismæssige forhold.

Hvis SKATs straffeenhed havde vurderet at [person1] var skattepligtig af de foretagne indsættelser ville det uvilkårligt have medført at man havde rejst en sag, hvor der som minimum var blevet givet en advarsel, hvis man da ikke havde anset forholdet for groft uagtsomt eller forsætligt.

Det følger af Den Juridiske Vejledning aA.C.3.6. at en sag, hvor der er realiseret et strafbart forhold, såvel objektivt som subjektivt, kun kan afsluttes – uden bøde – hvis der gives en advarsel, i situationer hvor ”unddragelsen” overstiger beløbsgrænserne.

SKATs straffeenheds afgørelse kan derved tages som udtryk for, at der ikke anses at være realiseret et strafbart forhold, eller konstateret nogen overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen.

Det forhold at man afslutter sagen ved at give en henstilling om at det fremadrettet foranlediges at [person1] kan godtgøre sine økonomiske aktiviteter, kan tages som udtryk for at det er konstateret, at [person1] ikke i tilstrækkeligt omfang har kunnet dokumentere de foretagne indbetalinger på den private bankkonto, men at der kun har været tale om overtrædelser af ordensmæssig karakter.

Sagt med andre ord er det der kendetegner denne sag, at [person1] er blevet bevidst om at man ikke blot kan foretage udlån og oppebære tilbagebetalinger af disse i privatsfæren, uden at der foreligger behørig dokumentation for de pågældende udlån og identifikation af indbetaler I virkelighedens verden har [person1] lært, at han ikke skal foretage sådanne udlån, andet end mindre udlæg.

Efter min opfattelse bør Landsskatteretten i sin afgørelse af sagen hense til følgende forhold, hvorved man vanskeligt kan nå til anden konklusion end, at de indsættelser der er lavet på [person1]s private bankkonto, vedrører privatsfæren og således er den skattepligtige indkomst uvedkommende:

• [person1] er lønmodtager og har aldrig deltaget i, eller været ejer af en erhvervsvirksomhed.

• Det er påvist at husstanden for perioden 2010- 2015 har haft et privatforbrug i størrelsesorden 280.000 – 480.000 DKK, baseret på de selvangivne oplysninger, hvilket indikerer at de foretagne indsættelser ikke har karakter af indtægter i form af gave, indkomst eller andet.

• At der for de indsættelser på [person1]s konto som SKAT har foretaget beskatning af, DKK 358.981 DKK, foreligger identifikation af indbetalere, hvilket også illustreres af at SKAT har været i stand til at angive navn på indbetalerne, jf. afgørelsens side 1. Præcist som det var tilfældet i ovenstående dom fra Byretten, SKM 2012, 81. Her fandt man det godtgjort at der var tale om betaling fra sagsøgers moder, hvorfor der blev statueret gaveafgift.

• I den konkrete situation er der tale om indbetalinger fra personer, hvor der hverken er nogen familiær, erhvervsmæssig, eller nær tilknytning til [person1]. I den situation er det SKAT der har bevisbyrden for at der skulle være ydet egentlige gaver, eller at der er tale om modydelser. Denne bevisbyrde ses SKAT på ingen måde at have løftet.

• at der – målt i forhold til den enkelte – har været tale om tilbagebetaling af mindre lån.”

På møde med skatteankestyrelsen har klager supplerende forklaret, at betalingerne på hans konti dækker over både tilbagebetaling af tidligere ydede lån og lån som han har taget hos andre. De lån han har ydet vedrører alt muligt – men bl.a. har flere af vennerne manglet penge til betaling af husleje og lignende. Da han først havde ydet lån til én ville alle de andre også låne, og han følte ikke kan kunne sige nej.

Det har været en dårlig forretning, da han har optaget dyre kviklån for at kunne udlåne dem gratis til vennerne. Men det er en del af hans kultur, at hjælpe, da de andre ikke engang har kunnet få de dyre lån, hvilket han kunne.

Pengene stammer også fra hans kassekredit, hvor han kan trække op til 50.000 kr. Disse anser han ikke for sine egne penge – og i det omfang vennerne har haft behov for lån, så har de lånt dem rentefrit af ham.

Som opfølgning på kontormødet har klagers repræsentant indsendt følgende;

” Idet jeg henviser til den tidligere afholdte kontorforhandling, efterfølgende drøftelser samt

Skatteankestyrelsens efterfølgende skrivelse, hvor der forespørges om oplysninger, som kan understøtte sagen kan jeg oplyse at jeg efter kontorforhandlingen tog kontakt til den ene af de to repræsentanter som deltog på mødet med SKATs straffesagsenhed. [person3] fra Straffesagsenheden har svaret på min forespørgsel den 2. oktober 2018. Her anfører hun som SKAT også tidligere har anført, at der i straffesager er en omvendt bevisbyrde i forhold til kontrolsager og at man vurderede ikke at kunne løfte den skatteretlige bevisbyrde. Endvidere at det ikke var obligatorisk at udsende mødereferat når en sag blev afsluttet med en henstilling.

I og med at der rent faktisk blev udsendt et mødereferat og bemærkningerne i svaret er meget generelle stiller jeg mig imidlertid tvivlende overfor om [person3] overhovedet kan huske sagen eller har gransket den nærmere i forbindelse med ovenstående svar. Det fremgår således tydeligt af mødereferatet at man lagde den skattepligtiges forklaring til grund, ligesom man på mødet oplyste at der ikke var nogen sag, idet man anså at der var tale om udlån af private midler som allerede var beskattet.

På den baggrund mener jeg der vil være god ide i at søge om aktindsigt med henblik på at få dette forhold nærmere belyst.

Den omvendte bevisbyrde som omtales i svaret, gælder særligt i relation til sager hvor skatteansættelsen er lavet efter skøn. I den konkrete sag er der ikke tale om skønsmæssige forhøjelser men om at SKAT har foretaget beskatning af konkrete indsættelser på [person1]s private bankkonto, hvilket SKAT også direkte anfører i afgørelsen og i de efterfølgende svar til os. I den situation ville Straffesagsenheden derfor have anlagt en sag og det forhold at man ikke gør det, kan kun tages som udtryk for det som man også sagde på mødet: at man ikke mener at der er nogen sag.

Der er heller intet som understøtter at disse indsættelser skulle være udtryk for skattepligtige indtægter. Tværtimod tilsiger forholdene vedrørende husstandens privatforbrug og de private forbrugslån, som blev optaget til at kunne foretage disse udlån, at der er tale om udlån som er finansieret af privatøkonomien, ligesom at tilbagebetalingerne er tilgået privatøkonomien igen. SKAT har heller ikke anfægtet at husstandens privatforbrug i årene 2010-2015 har ligget i niveauet 289.219 – 482.271 DKK. Hvis husstanden vitterligt – som hævdet af SKAT- var blevet tilført – skattepligtige – indtægter udover lønindkomsten fra de tre lønmodtagerjobs som [person1] havde i perioden ville privatforbruget for 2013 ligge på 750.091 DKK.

Afslutningsvist skal jeg bemærke at vi har forbeholdt os ret til retsmøde med Landsskatteretten hvorfor sagen ikke – alene – kan behandles af Skatteankestyrelsens sekretariat, medmindre man

– som forventet – fremkommer med en kontorindstilling der giver os fuldt medhold i at SKAT ikke kan beskatte en person af vilkårlige indsættelser på en bankkonto når der ikke er øvrige forhold som underbygger at der skulle være tale om skattepligtige indtægter.”

Som svar på Skattestyrelsens udtalelse til klagesagen er der yderligere bemærket:

””Klagesagen vedrører kontante bankindsætninger på klagers personlige bankkonto, hvorfor spørgsmålet er om disse indsætninger kommer fra låneforhold, beskattede midler eller ikke beskattede midler”.

Der er ikke kun tale om kontante indsættelser, herunder indsættelse af kontanter. Der er også tale om egentlige bankoverførsler fra afsenders bankkonto, hvorved man kan tale om et transaktionsspor.

Spørgsmålet som Landsskatteretten skal tage stilling til, er ikke om indsættelserne kommer fra låneforhold, beskattede midler eller ikke beskattede midler. Der er tale om indsættelser fra private bankkonti til [person1]s private bankkonto. [person1] er lønmodtager og driver ikke selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det Landsskatteretten skal tage stilling til, er derfor om man anser det for bevist og sandsynliggjort, at der er tale om overførsler som [person1] er skattepligtig af

”Privatforbruget er med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger for indkomståret 2013 – beregnet til 472.429,- kr.”

Privatforbruget for 2013 udgør, med den indkomstforhøjelse Skattestyrelsen har lavet, if. udtalelsen 831.410 DKK. For perioden 2011-2015 har privatforbrugene ligget i niveauet 289.019 – 397.347 DKK, hvorved der med Skattestyrelsens ansættelse er fremkommet et uforholdsmæssigt højt privatforbrug for indkomståret 2013.

”Uanset klagers oplysninger om mange rejser med familien og et stort forbrug, findes privatforbruget alene ikke at kunne anvendes (som) begrundelse for beskatningen”

Privatforbruget sammenholdt med privatforbruget i de øvrige omkringliggende indkomstår giver netop en formodning for, at der ikke er tilført [person1] andre midler end de lønindkomster han er blevet beskattet af, jf. at privatforbrugene for de tidligere år levner

plads til de foretagne udlån som indsættelserne vedrører.

Skattestyrelsen mener fortsat at der skal ske beskatning udfra de faktuelle oplysninger:

- At der rent faktisk er indsat det pågældende beløb på klagers konto
- Der foreligger ingen låne aftaler / gældsbreve
- Transaktionssporet i forbindelse med de ydede lån er ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort i et sådan omfang at klagers forklaringer kan lægges til grund.

Skattestyrelsen kan ikke beskatte en indsættelse på en privat persons bankkonto blot fordi man konstaterer at der er indsat eller overført et beløb på denne.

Skattestyrelsen bør uddybe hvad man mener med ”det pågældende beløb”, jf. at man intet andet har at sammenholde med (og begrunde den foretagne ansættelse med).

Vi fastholder at hovedparten af de indsatte beløb er af en størrelsesorden hvor man normalt ikke vil lave egentlige lånedokumenter.

Det fremgår tydeligt hvem der har overført de pågældende beløb og hvornår de har gjort det. Bogføringslovens regler, herunder kravene om registrering af transaktioner gælder, alene erhvervsdrivende virksomheder.

Skattestyrelsens afgørelse af 2/11 2016, hvor klagers genoptagelsesanmodning afvises idet man ikke har fundet at der er fremlagt nye oplysninger i forhold til afgørelsen af 27/3 2015, anses at være fyldestgørende i forhold til forvaltnings- og skatteforvaltningsloven.

Skattestyrelsen har netop ikke afvist at genoptage sagen. I afgørelsen af 2. november 2016 anføres det således indledningsvist ”Vi har genoptaget sagen, men vores gennemgang har ikke givet anledning til ændringer”.

Jf. Skatteforvaltningslovens 26, stk. 2 kan nye oplysninger således være nye oplysninger af retlig eller faktuel karakter.

Spørgsmålet for Landsskatteretten er heller ikke om Skattestyrelsen afgørelse er fyldestgørende (eller ugyldig), men om Skattestyrelsens afgørelse er berettiget.

Herunder om Skattestyrelsen, overfor en tilfældig lønmodtager, kan beskatte denne af mindre beløb der er indgået på dennes private bankkonto 1) når vedkommende ikke, 3-4 år efter, kan fremlægge dokumentation herfor og 2) der ikke er noget i vedkommendes privatforbrug som tilsiger – og tværtimod taler imod- at disse beløb skulle være udtryk for egentlige indtægter som er tilgået dennes privatforbrug.

Endvidere om der, i den skatteretlige vurdering af sagen, kan ses bort fra det faktum at man i strafferetlig henseende ikke har anset at der er en sag, jf. nedenfor.

Øvrige bemærkninger

Skattestyrelsen forholder sig ikke i udtalelsen til det faktum,

- at Straffeenheden har anerkendt at indsættelserne på [person1]s private bankkonto er private tilbagebetalinger af udlån foretaget af beskattede midler. I modsat fald havde man rejst en egentlig bødesag som følge af beløbets størrelse.
- at de forhold som bevisretligt adskiller en straffesag fra en skattesag vedrører sager med skønsmæssige forhøjelser.

Skattestyrelsen anfører netop i sin afgørelse, at der ikke er tale om en skønsmæssig forhøjelse men om beskatning af konkrete indsættelser på [person1]s private bankkonto.

Vi fastholder at Landsskatteretten, på samme måde som Straffeenheden gjorde det, bør anerkende at der er tale om udlån og tilbagebetaling af beskattede midler, hvorved de er indkomstansættelsen helt uvedkommende.”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om den er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, og der henvises til SKM2011.208H. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905H.

Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlægges af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån m.v., jf. SKM2013.363.BR og SKM 2018,571 BR.

Det er skatteyderen der har bevisbyrden for, at der er tale om indtægter undtaget fra skattepligten, jf. SKM2010.131.ØLR.

For så vidt angår straffesager, er det skattemyndigheden, der har bevisbyrden for, at der er tale om anden skattepligtig indkomst.

I nærværende sag har klager oplyst, at indsætninger på hans konto stammer fra tilbagebetaling af lån fra venner samt optagelse af lån hos samme. Desuden er der transaktioner i forbindelse med køb og videresalg af telefonkort. Imidlertid findes der ingen objektive kendsgerninger, der kan understøtte dette.

Der er ikke udarbejdet lånedokumenter og klager har heller ikke nogen opgørelse over lånene, som kan understøtte hans forklaring. Han har forklaret, at der er tale om mindre beløb, men samlet beløber indsættelserne i 2013 sig til 358.981 kr. Der er derfor tale om indsætninger af en sådan størrelse, at det må kræves, at der kan redegøres for, at der er tale om allerede beskattede midler eller ikke skattepligtige beløb.

Klager har endvidere oplyst, at han har et højt privatforbrug, så det forhold, at privatforbruget er positivt og af en rimelig størrelse findes ikke at godtgøre, at der er tale om låneforhold, som ikke skal påvirke klagers skattepligtige indkomst, hvorfor den fremsendte privatforbrugsopgørelse ikke ændrer på vurderingen.

Det forhold, at straffesagen er bortfaldet ændrer ikke ved, at klageren er skattepligtig af beløbene, idet der gælder andre krav til bevisets styrke i straffesager end i skatteansættelsessager, jf. f.eks. SKM 2009, 172 VLR.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.