Kendelse af 21-06-2019 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2019

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2013

Hæftelse for A-skat

Hæftelse for AM-bidrag

25.300 kr.

4.000 kr.

0 kr.

4.000 kr.

0 kr.

2.420 kr.

2014

Hæftelse for A-skat

Hæftelse for AM-bidrag

25.300 kr.

4.000 kr.

0 kr.

4.000 kr.

16.720 kr.

4.000 kr.

2015

Hæftelse for A-skat

Hæftelse for AM-bidrag

18.216 kr.

2.880 kr.

0 kr.

2.880 kr.

0 kr.

1.645 kr.

Faktiske oplysninger

Enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1] er registreret med branchekoden udførelse af gulvbelægninger og vægbeklædning.

Klageren har i indkomstårene 2013-2015 indberettet følgende honorarer til [person2] uden indeholdelse af A-skat og AM-bidrag:

2013:50.000 kr.

2014: 50.000 kr.

2015: 36.000 kr.

Klagerens repræsentant har i brev af 12. september 2016 til SKAT oplyst følgende:

”[...]

Med hensyn til honorar til [person2], så er honoraret fastsat efter virksomhedens overskud.

Parterne er samlevende og har fælles økonomi, hvorfor der ikke er udformet noget egentligt udbetalingsbilag, kun bilag for indberetning til e-indkomst.

[person2] udfører alt praktisk arbejde i virksomheden, foretager indkøb m.v. og kun en andel af det administrative arbejde varetages af [person1].

Da det er [person1]s virksomhed (CVR registreringen) så er det hende, der overfor kunderne hæfter for fejl og mangler.

[...]”

[person2]s indkomst på 50.000 kr. i indkomstårene 2013 og 2014 har medført en beregnet skat på 4.000 kr., mens indkomsten på 36.000 kr. i indkomståret 2015 har medført en beregnet skat på 2.880 kr.

I de omhandlede indkomstår har [person2] modtaget kompensation for forhøjede afgifter (grøn check) og tillæg til grøn check. Vedrørende indkomståret 2014 er der i forskudsopgørelsen indregnet en restskat fra tidligere år.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for pligtig til at indeholde A-skat og AM-bidrag af honorarer til [person2].

Til støtte herfor har SKAT anført:

”Det er SKAT's opfattelse, at de arbejdsydelser som [person2] leverer til din virksomhed, er A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, og du har ved udbetaling derfor været pligtig til, at indeholde A-skat og AM-bidrag jf. kildeskattelovens § 46 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Ved vurderingen er der lagt vægt på, at:

Du hæfter overfor kunder for fejl og mangler af det arbejde [person2] udfører for din virksomhed
Der er tale om et fast kontinuerligt samarbejde
[person2] varetager stort set alle virksomhedens opgaver
Det udførte arbejde vurderes ikke, at være forskelligt fra hvad en ansat normalt ville udføre i et tjenesteforhold
[person3] afholder ikke selv udgifter i forhold til indkomsten

Da [person2] for årene 2013-2015 ikke har haft et skattekort, vil den ikke indeholdte A-skat jf. kildeskattelovens § 48, stk. 7; skulle beregnes med 55 % af det modtagne vederlag efter arbejdsmarkedsbidrag. Arbejdsmarkedsbidrag skal af løn jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1, beregnes med 8 %.

De ikke indeholdte skatte kan herefter beregnes således:

År

Løn

A-skat

AM-bidrag

2013

50.000 kr.

25.300 kr.

4.000 kr.

2014

50.000 kr.

25.300 kr.

4.000 kr.

2015

36.000 kr.

18.216 kr.

2.880 kr.

I alt

136.000 kr.

68.816 kr.

10.880 kr.

SKAT pålægger dig jf. skattekontrollovens § 7, indkomstregisterlovens § 2 og § 3 stk. 1, at indberette løn på 50.000 kr. i 2013, 50.000 kr. i 2014 og 36.000 kr. 2015 (indberetning foretages af

SKAT).

Det er SKAT' s opfattelse, at du som led i drift af din virksomhed ud fra ovenstående forhold vidste eller burde have vidst, at indkomst var at anse som A-indkomst.

Der gøres derfor jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, hæftelse gældende for 68.816 kr. i A-skat og 10.880 kr. i AM-bidrag for 2013-2015 ved dig, ”

SKAT har til klagen udtalt følgende:

”Vedrørende klagen for årene 2013 og 2015 er SKAT enig i klagen, dog med den bemærkning om, at der i klagers beløb ikke ses, at være taget højde for grøn check og tillæg til grøn check. SKAT indstiller derfor til, at de opkrævede beløb ændres til henholdsvis 2.420 kr. i 2013 og 1.645 kr. i 2015, således, at der kun gøres hæftelse for den samlede ikke betalte skat for årene. Hæftelsen for 2013 og 2015 vedrører således udelukkende AM-bidrag.

Vedrørende 2014 indstiller SKAT til, at hæftelsesbeløbet ændres til i alt 20.720 kr., som udgør

4.000 kr. i AM-bidrag og 16.720 kr. i A-skat. Baggrunder herfor er, at der er i lønmodtagerens årsopgørelse for 2014 er indregnet 18.300 kr. i restskat fra tidligere år. Efter at der tages højde for grøn check og tillæg til grøn check for 2014, udgør lønmodtageres samlede ikke-betalte skat, inklusiv indregnet restskat for tidligere år herefter 20.720 kr.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT ikke kan forlange mere end den fra [person2] manglende betaling af A-skat og AM-bidrag.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant anført:

”SKAT pålægger min klient at indbetale a-skat og am-bidrag for de til [person2] udbetalte beløb.

Beløbene er udbetalt og indberettet af min klient som honorarer, således:

2013: kr. 50.000

2014: kr. 50.000

2015:kr. 36.000

SKAT kræver af min klient 55 % a-skat og 8 % am-bidrag af de udbetalte beløb, i alt kr. 79.696.

Jeg er enig i, at beløbene burde have været indberettet som a-indkomst.

Jeg mener derfor at SKAT kan pålægge min klient at indbetale den manglende a-skat m.v.

Jeg mener dog ikke SKAT kan forlange mere end den fra [person2] manglende betaling af a-skat og am-bidrag.

I 2013 er der beregnet skat med i alt kr. 4.000, i 2014 kr. 4.000 og i 2015 kr. 2.880.

[person2] har i alle årene været forskudsregistreret som B-skatteyder.

[person1] og [person2] er samlevende og der har alene været tale om en overskudsfordeling parterne imellem.

[person1] har ved siden af virksomheden fast fuldttidsjob og det er således [person2] der udfører opgaverne i virksomheden.

Jeg skal på baggrund af ovenstående bede Skatteankestyrelsen om at nedsætte det krav SKAT har fremsat for [person1] til kr. 10.880, svarende til den skat [person2] skulle have betalt for de nævnte indkomstår. ”

Landsskatterettens afgørelse

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomsten påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Der henvises til kildeskattelovens § 46, stk. 1.

Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov, jf. arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Repræsentanten har anført, at [person2] udfører alt praktisk arbejde i virksomheden, men at det er [person1]s virksomhed, hvorfor det er hende, der overfor kunderne hæfter for fejl og mangler.

Landsskatteretten finder, at det af [person2] udførte arbejde ikke adskiller sig fra, hvad en ansat normalt ville udføre i et tjenesteforhold. Det er således Landsskatterettens opfattelse, at de honorarer som [person2] har modtaget er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og at klageren ved udbetalingen af honorarerne derfor har været pligtig til at indeholde A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

[person2]s indkomst på 50.000 kr. i 2013 og 2014 har medført en beregnet skat på 4.000 kr., mens indkomsten på 36.000 kr. i 2015 har medført en beregnet skat på 2.880 kr.

Vedrørende indkomstårene 2013 og 2015 udgør [person2] manglende betaling af skat 2.420 kr. i 2013 og 1.645 kr. i 2015 (AM-bidrag), når der tages højde for grøn check og tillæg til grøn check.

Vedrørende indkomståret 2014 udgør [person2] manglende betaling af skat 20.720 kr. (4.000 kr. i AM-bidrag og 16.720 kr. i A-skat), når der er taget højde for grøn check og tillæg til grøn check samt en indregnet restskat fra tidligere år.

Klageren hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, medmindre det kan godtgøres, at der ikke har været handlet forsømmeligt, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at klageren vidste eller burde have vidst, at honorarerne var at anse som A-indkomst, da [person2] varetager stort set alle virksomhedens opgaver. Klagerens repræsentant har også anført, at beløbene burde have været indberettet som A-indkomst.

Klageren hæfter således for 16.720 kr. i A-skat og 8.065 kr. (2.420 kr. + 4.000 kr. + 1.645 kr.) i AM-bidrag for indkomstårene 2013-2015.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse.