Kendelse af 28-05-2018 - indlagt i TaxCons database den 22-06-2018

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2012

Fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A

0 kr.

9.891 kr.

0 kr.

Indkomståret 2013

Fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A

0 kr.

13.188 kr.

0 kr.

Indkomståret 2014

Fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A

0 kr.

25.500 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomstårene 2012-2014 haft bopæl på adressen [adresse1], [by1].

Klageren har oplyst, at han i indkomstårene 2012-2014 var ansat som handicaphjælper for [person1] med arbejdssted på dennes bopæl på først [adresse2], [by2], og fra maj 2013 på [adresse3], [by3].

Klageren har oplyst, at han alene ønsker fradrag for kost og småfornødenheder, da han får stillet fri logi til rådighed. Han har opgjort sit fradrag ud fra vagter af mere en 1 døgns varighed.

Det fremgår af klagerens skatteoplysninger (R75), at klageren i indkomståret 2012-2013 var ansat ved [by2] Kommune Familie og Beskæftigelse. Der er ikke fremlagt en ansættelseskontrakt for dette ansættelsesforhold.

Fra december 2013 til 2014 var han ansat ved [virksomhed1]. Det fremgår af ansættelseskontrakten fra [virksomhed1], at ansættelseskontrakten blev indgået mellem arbejdsgiveren [virksomhed1] og lønmodtageren klageren. Endvidere fremgår bl.a. følgende:

”Ansat hos arbejdsleder:

[person1]

[adresse3]

[by3]

(herefter kaldet arbejdsleder)

er der indgået følgende ansættelsesaftale:

Medarbejderen ansættes pr. D. 01/12 2013 som handicaphjælper hos [virksomhed1]. Du medbringer lønanciennitet fra arbejdsleder fra d. 01/04 2004

Arbejdssted

Arbejdsstedet er som udgangspunkt arbejdsgivers hjem, men arbejdet kan i forbindelse med ledsagelse udføres på forskellige steder. I forbindelse med ferie eller lignende kan arbejdet påbegyndes/afsluttes på en anden adresse end arbejdsgivers faste adresse.

Arbejdstid

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer.

Din arbejdstid vil være:

Skiftende/ifølge vagtplan

Arbejdets karakter

Ansættelsen indebærer:

Aften/natarbejde

Weekend- og helligdagsarbejde

Arbejde under udlandsophold

Ledsagelse under hospitalsophold

Kørekort påkrævet – Mistes kørekortet under ansættelsen er du pligtig til at oplyse dette omgående.

Listen er ikke udtømmende.

Løn

Grundlønnen udgør pt. 118,79 kr. pr. time. Løntrin 12, stedtillæg 1

Arbejdstidsbestemte tillæg:

Tillæg aften på alle dage mellem kl. 17 – 23, udgør 28 % af grundlønnen. Tillæg nat på alle dage mellem kl. 23 – 06 udgør 31,5 % af grundlønnen.

Tillæg for arbejde på lørdage mellem kl. 11 – 24 udgør 28 % af grundlønnen pr. time. Tillæg for arbejde på søn-­- og helligedage udgør 50 % af grundlønnen pr. time.

Lønperioden går fra den 15.-14. i efterfølgende måned. Lønnen betales bagud og er til rådighed senest sidste bankdag i måneden på en af medarbejderen anvist konto i et pengeinstitut. Lønsedlen sendes til din e-mail adresse, og du skal bruge dit cpr nr. som kode for at åbne lønsedlen.

Pension

Pensionsordning opnås hvis du er over 21 år og har 12 mdr. ansættelse som handicaphjælper og som min. 8 timer pr. uge. Afløsere vil ikke oppebære pension.

Du vil ud fra de oplysninger vi har modtaget være berettiget til pension fra d. 1/12 2013. Din pension på 12,6 % af grundlønnen, indbetales til [virksomhed2].

Helligdage

Arbejde på helligdage honoreres med søn- helligdags tillæg.

Følgende dage betragtes som helligdage: Nytårsdag, Skærtorsdag, Langfredag, 2. påskedag, St. bededag, Kr. Himmelfartsdag, 2. pinsedag, 1. juledag, 2. juledag.

(...)”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke ændret skatteansættelsen for indkomstårene 2012-2014 med henblik på godkendelse af fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A.

SKAT har som begrundelse blandt andet anført:

”Du har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2012-2014. Vi mener, at grundlaget for din skat ikke skal ændres. Begrundelsen er, at du ikke anses at være berettiget til fradrag for rejseudgifter, når du har døgnvagter som handicapmedhjælper jf. Ligningsloven§ 9 A

Din stilling som handicapmedhjælper anses ikke for midlertidig, men som en fast stilling med døgnvagter. Der henvises til din ansættelseskontrakt.

Der er tale om en selvvalgt rejse, idet du er ansat til at passe den handicappede i sit hjem. At den handicappede har haft 3 forskellige bopæl gør ikke din stilling bliver til en midlertidig stilling.

24 timers vagter kan efter praksis ikke i sig selv berettige til fradrag for rejseudgifter jf. Ligningsloven§ 9 A.

Der henvises til juridisk vejledning C.A.7.1.4.

En telefonisk vejledning fra SKAT kan ikke give dig en rets beskyttende forventning om, at der kan godkendes fradrag for rejseudgifter.

Der henvises til juridisk vejledning A.A.4.1 vedr. dette.

Ønskes der en bindende forhåndstilkendegivelse om et skattemæssigt spørgsmål, vil der derfor skulle anmodes om et bindende svar fra SKAT efter de bestemmelser, der gælder for dette område.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at han har ret til fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 2012-2014.

Der er til støtte for påstanden blandt andet anført:

”Kort beskrivelse: I foråret henvendte jeg mig telefonisk til Skat og drøftede muligheden for at få fradrag for rejseudgifter, når jeg har døgnvagter som handicapmedhjælper. Jeg fik ved den lejlighed af Skat oplyst meget klart, at det var jeg berettiget til. Jeg skulle blot foretage ændringen på tast selv. Medarbejderen ville lavet et notat i min skattemappe, som bekræftede hans rådgivning. Således foranlediget gennemførte jeg rettelsen på tast selv vedr. indkomstårene 2012-2014.

Nu efter at have modtaget afslag på at få ændret min skat, brev af 25. oktober 2016, er jeg meget forundret over resultatet. Da jeg mener at være berettiget til et fradrag for rejseudgifter vedr. kost og andre småfornødenheder, som rejsen kræver, når jeg er væk fra min sædvanlige bopæl.

Arbejdet: Jeg er ansat til at passe en handicappet i eget hjem i form af vagter på 1, 2, 3 eller 4 døgns varighed. Har logi mulighed, men er på egen kost. Så jeg har ekstra udgifter til kost og andre småfornødenheder. Helt sammenligneligt med det at være på rejse. Hvilket efter min opfattelse vil berettige mig til fradrag for rejseudgifter.

(...)

Jeg har fremsendt opgørelser over alle mine vagter som handicaphjælper i hhv. 2012, 2013 og 2014. Samt ansættelseskontrakt med nuværende arbejdsgiver, [virksomhed1].

For hvert af årene har jeg opgjort, hvor mange timer og dage, jeg har arbejdet ude, og dermed hvor meget rejsefradraget udgør med udgangspunkt i det af SKAT oplyste daglige fradrag.

Når der er en mindre divergens mellem de rejseudgifter, som jeg har oplyst på SKAT’s hjemmeside, og dem, jeg nu fremsender, skyldes det, at jeg af min revisor er blevet gjort opmærksom på, at jeg skal medtage også rejsetiden. Altså fra jeg tager hjemmefra til jeg er hjemme igen.

Jeg har tidligere ringet til SKAT for at få bekræftet min revisors opfattelse af, at mit arbejde med lange vagter uden mulighed for at komme hjem berettiger til rejsefradraget. SKAT’s medarbejder bekræftede dette og ville lave et notat om, hvorledes han havde rådgivet.

Som jeg også fortalte SKAT-medarbejderen, har jeg typisk været væk hjemmefra 1-3 døgn. Nu, hvor mit arbejdssted pr. 1.9. 2015 er flyttet til [by4], er det typisk 2-4 døgn ad gangen. På mine vagter har jeg et værelse stillet til rådighed hos den handicappede, men skal selv sørge for forplejning.

Siden 2012 har mit arbejdssted skiftet fra først [by2], dernæst til [by3], og pt. er det i [by4]. Alle årene med bopæl i [by1].”

Landsskatterettens afgørelse

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved ligningslovens § 9 A, stk. 7. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger 25.000 kr. i et indkomstår (2010 niveau). For indkomstårene 2010-2012 var beløbsgrænsen på 50.000 kr. og fra indkomståret 2013 og frem er beløbsgrænsen på 25.000 kr.

Det er en betingelse for rejsefradrag, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted og, at rejsen varer mindst 24 timer. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

Et arbejdssted kan højest anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt i relation til rejsebegrebet, må afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold. Et midlertidigt arbejdssted kan således enten foreligge som følge af en tidsbegrænsning af ansættelsesforholdet eller som følge af arbejdets karakter.

For at der undtagelsesvis kan støttes ret på en forhåndstilkendegivelse fra SKAT, skal denne være såvel positiv som entydig og specifik. SKAT skal således tage aktivt stilling til et forhold, for at der kan siges at foreligge en positiv tilkendegivelse.

Det fremgår af klagerens ansættelsesforhold, at han siden april 2004 var ansat i en fast stilling som handicapmedhjælper for [person1]. I ansættelseskontrakten fra [virksomhed1] er arbejdsstedet specificeret til som udgangspunkt at være i arbejdsgivers hjem, men at arbejdet forbindelse med ledsagelse kunne udføres på forskellige steder. I forbindelse med ferie eller lignende kunne arbejdet påbegyndes/afsluttes på en anden adresse end arbejdsgivers faste adresse. Ud fra sagens oplysninger lægges det til grund, at arbejdsgiverens hjem skal anses for at være [person1]s hjem.

Da klageren har været i en fast stilling i flere år som handicaphjælper for [person1], og de arbejdssteder, herunder f.eks. [person1]s hjem, hvor han udfører arbejde, alle ses omfattet af klagerens ansættelseskontrakt og ansættelsesforhold i øvrigt, anses disse arbejdssteder ikke for midlertidige, jf. byrettens dom af 18. november 2016, offentliggjort i SKM2017.123.BR.

Landsskatteretten finder, at klagerens arbejdssteder skal anses som faste arbejdssteder i henhold til klageren ansættelseskontrakt og ansættelsesforhold i øvrigt.

Det forhold, at [person1] under ansættelsesforholdet har haft skiftende bopæle, kan ikke føre til et andet resultat.

Endvidere kan det forhold, at klageren gør gældende, at SKAT i en telefonisk samtale har oplyst, at han var berettiget til fradrag for rejseudgifter, ikke føre til et andet resultat. Forholdet kan således ikke anses for en positiv tilkendegivelse fra SKAT om godkendelse af fradrag for rejseudgifter.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.