Kendelse af 25-11-2019 - indlagt i TaxCons database den 21-12-2019

Faktiske oplysninger

SKAT har været på kontrolbesøg ved klagerens arbejdsgiver [virksomhed1] A/S og har konstateret, at klageren har fået udbetalt 54.600 kr. i skattefri rejsegodtgørelse for indkomståret 2013 og 47.775 kr. for indkomståret 2014.

Klageren boede i [by1] og afstanden til hans arbejdsgiver [virksomhed1] A/S, [adresse1] i [by2] var på 267 km.

Arbejdsgiveren har oplyst overfor SKAT, at klageren overnattede på arbejdsgivers adresse, [adresse1] i [by2] i hverdagene. SKAT har i forbindelse med kontrolbesøget konstateret, at klageren ikke har betalt for logi.

Ifølge klagerens repræsentant overnattede de ansatte på arbejdsgiverens adresse af økonomiske årsager, da det er billigere for arbejdsgiveren at indlogere de ansatte på arbejdsgiverens egne lokaliteter end på hoteller. De medarbejdere, som har modtaget skattefri rejsegodtgørelse har ifølge klagerens repræsentant ikke på noget tidspunkt udført arbejde på arbejdsgiverens adresse.

Arbejdsgiveren har endvidere oplyst SKAT om, at de ansatte mødtes til morgenmøde på selskabets adresse, hver arbejdsdag kl. 5.30, hvorefter adressen blev forladt igen kl. 6.00. Der var ifølge arbejdsgiveren morgenbrød, hver morgen til alle ansatte. Det fremgår derudover af arbejdsgiverens bogføring, at arbejdsgiveren har afholdt omkostninger til morgenbrød og bogført udgiften som en personaleomkostning.

Ifølge klagerens tidligere repræsentant er det korrekt, at de fleste ansatte spiste morgenmad på arbejdsgiverens adresse, men det er ikke korrekt, at det var tale om fri morgenmad. Derudover er det ifølge klagerens tidligere repræsentant ikke korrekt, at alle medarbejdere mødte ind på selskabets adresse, da nogle mødte ind på den byggeplads, som de arbejdede på.

Det fremgår af klagerens ansættelseskontrakt, at hans hovedarbejdssted er [virksomhed1] A/S adresse [adresse1] i [by2]. Derudover er der i ansættelseskontrakten krydset af under ”skiftende arbejdssteder”. Derudover fremgår det, at ansættelsesforholdet kan opsiges med en dags varsel fra både arbejdsgiverens og klagerens side. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakten, at der er tale et tidsbegrænset ansættelsesforhold, prøvetid eller lignende.

Det fremgår af klagerens lønsedler, at han har fået udbetalt skattefrie rejsegodtgørelser.

Klagerens ugesedler er udleveret til SKAT. Klagerens for- og efternavn fremgår. Hans CPR-nr. og adresse fremgår ikke.

Der fremgår datoer og et antal timer, som klageren har arbejdet den pågældende dato, uden angivelse af klokkeslæt, som han har arbejdet fra og til.

Ordet ”diæt” er angivet ud for dagene på to af ugesedlerne.

Det fremgår af ugesedlerne, hvor klageren har arbejdet. Eksempelvis er teksten ”[virksomhed2]”, ”[virksomhed3]” angivet uden angivelse af adresse. Enkelte steder er der angivet vejnavn og nummer. Eksempelvis ”Store strandstræde 18” uden at det fremgår hvilken kunde, der er arbejdet for.

Det fremgår ikke af ugesedlerne hvilke satser, der er anvendt ved udbetalingen af godtgørelsen.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med 54.600 kr. for indkomståret 2013 og med 47.775 kr. for indkomståret 2014.

SKAT begrunder afgørelsen som følger:

”Vi har gennemgået grundlaget for de udbetalte godtgørelser, og det er vores opfattelse at betingelserne for at udbetale godtgørelsen skattefrit, ikke er opfyldt. Du kan på vedlagte bilag se en detaljeret gennemgang af godtgørelserne, med bemærkninger til hver enkelt udbetaling.

Det kan ud fra arbejdsgivers oplysninger konstateres, at hver arbejdsdag starter fra arbejdsgivers faste arbejdssted. Hvilket din ansættelseskontrakt også bekræfter.

Godtgørelser, der udbetales af en arbejdsgiver til en lønmodtager, er som udgangspunkt skattepligtige jf. ligningslovens § 9 stk. 4, medmindre betingelserne i ligningslovens § 9 A (rejsegodtgørelse) eller § 9 B (befordringsgodtgørelse) er opfyldt.

Rejsegodtgørelsen dækker dels en kostgodtgørelse og en logigodtgørelse. Vi kan konstatere, at du har modtaget kostgodtgørelse.

Betingelsen for at udbetale skattefrie rejsegodtgørelser efter ligningslovens § 9A er, at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Der findes ikke en fast definition af hvornår et arbejdssted anses for at være midlertidig, så der skal foretages en konkret og individuel vurdering i hver enkelt situation.

Af bemærkningerne til lovforslag om rejsegodtgørelse efter Ligningslovens § 9 A fremgår det, at hensigten med standardsatserne er at give arbejdsgiveren mulighed for, uden skattemæssig virkning for lønmodtageren, at dække de typiske merudgifter til kost og småfornødenheder, som følger med opholdet på et nyt sted, hvor lønmodtageren ikke kender de nærmere forhold inkl. indkøbs- og besparelsesmuligheder.

Der henvises i øvrigt til SKM2009.129HR og SKM2007.559HR. Begge afgørelser fastslår at når der mødes ind på det faste mødested, så afbrydes rejsen. Der er i de omhandlende afgørelser tale om en færgehavn og en fiskerihavn.

Ud fra en konkret vurdering, er det vores opfattelse at din rejse afbrydes når du møder ind på selskabets faste adresse, på [adresse1] i [by2]. Dermed anses du ikke for at have opfyldt betingelserne for, at modtage skattefri rejsegodtgørelse, og hele godtgørelsen anses som skattepligtig.

Det kan endvidere konstateres at selskabet har betalt fuld kostgodtgørelse til dig, til trods for at arbejdsgiver stiller fri morgenmad til din rådighed. Efter betingelserne for udbetaling af kostgodtgørelse, skal arbejdsgiveren nedsætte godtgørelsen med 15 % for fri morgenmad. Dette er ikke sket. Dermed bliver godtgørelsen skattepligtig.

Det er arbejdsgivers pligt, forud for udbetalingen af godtgørelserne, at føre kontrol med at betingelserne for skattefriheden er overholdt. Vi anser ikke betingelserne for at være overholdt, og som følge heraf anses godtgørelsen på 54.600 kr. for 2013 og 47.775 kr. for 2014 som skattepligtig. Beløbet beskattes som løn jf. statsskattelovens § 4, hvoraf der skal betales A-skat og AM-bidrag jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1.

Som følge heraf forhøjes din skattepligtige indkomst med henholdsvis 54.600 kr. for 2013 og 47.775 kr. for 2014.

Vi har følgende generelle kommentarer til selskabets bemærkninger;

Ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, er der flere parametre end selve afstanden i sig selv. Når man skal vurdere om rejsebegrebet og betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, indgår følgende parametre;

Det er således ikke tilstrækkeligt at kun enkelte af kriterierne er opfyldt.

For de medarbejdere der er bosiddende i Jylland, anses afstandskriteriet at være opfyldt. Vi anser ligeledes at de har bibeholdt deres sædvanlige bopæl i Jylland. Vi mener dog ikke at betingelsen for det midlertidige arbejdssted er opfyldt, idet medarbejderne sendes ud fra det faste arbejdssted på skelvej 20 hver dag. På vores møde i selskabet den 24. august 2015, oplyste anpartshaver [person1], at alle ansatte mødte ind på selskabets adresse hver morgen. Eneste undtagelse var selskabets lærlinge og enkeltstående lejligheder, hvor den ansatte har mødt ind direkte på arbejdspladsen. [person1] oplyste endvidere at der hver morgen var morgenbrød til de ansatte. Hvilket også bekræftes af bogføringen på konto 6580, personaleomkostninger.

Vi sendte efterfølgende vores referat til godkendelse hos arbejdsgiver, hvor vi bad om arbejdsgivers rettelser såfremt at de ikke var enige i indholdet. Vi har ikke modtaget nogen indsigelse på referatet. Vi kan endvidere konstatere, at der på de ansættelseskontrakter vi er i besiddelse af for medarbejderne, fremgår det at hovedarbejdets adresse er [adresse1] – selskabets adresse. Når medarbejderne møder ind på arbejdsgivers faste adresse og sendes ud til midlertidige arbejdssteder derfra, afbrydes rejsen, hver gang medarbejderen møder på arbejdsgivers faste arbejdssted. Dermed mener vi helt grundlæggende ikke at betingelserne for at udbetale godtgørelserne skattefrit er opfyldt.

Som følge heraf forhøjes din skattepligtige indkomst med henholdsvis 54.600 kr. for 2013 og 47.775 kr. for 2014.”

SKAT har fremsendt følgende høringssvar til Skatteankestyrelsen:

”Klager anfører i sin klage at, overnatningsstedet ikke er et fast arbejdssted for klager. Det fremgår af klagers ansættelseskontrakt, at han i en længere årrække har været fastansat i selskabet og at hans faste arbejdssted er selskabets adresse. Neden under teksten er der afkrydset for skiftende arbejdssteder.

Klager oplyser endvidere at det i øvrigt ikke er kutyme for at medarbejderne, der arbejder på byggepladserne først møder ind på selskabets adresse for derefter at køre ud til byggepladserne. Dette strider direkte imod de oplysninger arbejdsgiver afgav ved vores kontrol i selskabet.

Det er derfor vores klare opfattelse at selskabets adresse er klagers faste arbejdssted og at klagers rejse afbrydes når klager møder ind på adressen. Der er ikke tale om enkeltstående besøg på selskabets adresse. Der er tale om daglige ophold.

Der er ikke yderligere nye oplysninger med klagen.”

Skattestyrelsen har fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse:

”Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke er opfyldt.

Klager bor i [by1] og har fast arbejdssted hos [virksomhed1] A/S, [adresse1]. Klager har i hverdage overnattet på selskabets adresse på [adresse1]. Medarbejderne møder ind på selskabets adresse til morgenmøde hver dag kl. 05.30. Arbejdsgivers adresse må her anses for fast driftssted, ligesom ansættelseskontrakterne angiver denne adresse som hovedarbejdssted. Derfra sendes medarbejderne, med arbejdsgivers biler, ud til midlertidige arbejdssteder. Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at rejsen afbrydes hver gang klager møder ind på arbejdsgivers faste arbejdssted. Betingelserne for rejsens varighed i ligningslovens § 9 A stk. 5 er dermed ikke opfyldt og der kan ikke udbetales skattefri godtgørelse.

En arbejdsgiver, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse, har pligt til at kontrollere, at alle betingelser for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt. Som grundlag for denne kontrol har klagers arbejdsgiver anvendt ugesedler. Disse ugesedler har ikke indeholdt oplysninger om bl.a. CPR-nr., rejsens start- og sluttidspunkt, adresser for rejsens mål, samt hvilke satser der er anvendt til beregning af godtgørelsen.

Som anført af repræsentanten d. 16/4-2019 har skattemyndigheden i tidligere kontrol i 2004, stikprøvevis gennemgået selskabets udbetalinger af skattefri rejsegodtgørelse uden at dette gav anledning til bemærkninger. Retspraksis viser, at skattemyndighedens kontrol hos virksomheden ikke er en aktiv stillingtagen og dermed kan virksomheden ikke støtte ret på forventningsprincippet, jf. SKM2009.39.ØLR og SKM2003.44.LSR. Herudover tages der specifikt stilling til hvert enkelt indkomstår for sig, hvorfor der ikke kan støttes af på gennemgangen i 2004.

Klager kan på baggrund af ovenstående ikke anses for, at være på rejse. Endvidere har arbejdsgiveren ikke ført den fornødne kontrol med, at betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Skattestyrelsen er dermed enig med Skatteankestyrelsen i, at klagers skattepligtige indkomst forhøjes med beløb fra ovenstående skema.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for en af SKAT trufne afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med 54.600 kr. for indkomståret 2013 og med 47.775 kr. for indkomståret 2014.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført:

”Faktum

Nærværende sag drejer sig bl.a. om, hvorvidt udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse er skattefri.

For så vidt angår det nærmere faktum henvises for nuværende til SKATs afgørelse, idet det ikke inden klagefristens udgang har været muligt at afdække sagens nærmere faktum.

Det kan derfor heller ikke udelukkes, at påstanden vil blive justeret og at der vil blive fremsat yderligere anbringender.

Begrundelse

Reglerne om skattefri rejsegodtgørelse er reguleret i ligningslovens § 9A. Efter denne bestemmelse kan der udbetales skattefri godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det er dog en betingelse, at godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i § 9A, stk. 2.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, og at lønmodtageren har overnattet et andet sted end på sin bopæl.. Selve rejsen påbegyndes, når bopælen eller det faste arbejdssted forlades og afsluttes ved lønmodtagerens hjemkomst til bopælen eller det faste arbejdssted, jf. Juridisk Vejledning, afsnit C.A.7.1.5:

"En lønmodtager, der tager direkte fra bopælsadressen ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når bopælen forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. En lønmodtager, der tager fra det faste arbejdssted ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når det faste arbejdssted forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. Det er lønmodtageren, der skal godtgøre, at han eller hun har overnattet, og at rejsen har haft en varighed på mindst 24 timer."

For så vidt angår overnatning, stilles der ikke krav til overnatningssted, men overnatningen kan i sagens natur ikke være på lønmodtagerens bopæl, idet vedkommende så ikke er på rejse. I Juridisk Vejledning, afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning hedder det:

"Det er en betingelse, at lønmodtageren har overnattet. Der er derimod ingen betingelser til selve overnatningsstedet. Det er derfor uden betydning, om lønmodtagerne har overnattet i telt, lastbil, skurvogn/ campingvogn, på hotel eller hos familie eller venner."

De medarbejdere, der har modtaget skattefri rejsegodtgørelse, har ikke på noget tidspunkt udført arbejde på selskabets adresse. Disse lønmodtagerne har med andre ord alene udført arbejde på byggepladserne, hvorfor selskabets adresse ikke udgør et fast arbejdssted, men derimod blot et overnatningssted. Der er i øvrigt ingen kutyme for, at medarbejdere, der arbejder på byggepladserne først møder ind på selskabets adresse for derefter at køre ud til byggepladserne.

Overnatning på selskabets adresse er alene tilvejebragt af selskabet af økonomiske årsager, idet det er væsentligt billigere for selskabet at indlogere lønmodtagerne på de dertil indrettede lokaliteter på selskabets adresse end på hoteller. For medarbejderne er det dog uden betydning om de overnatter på selskabets adresse eller på hoteller m.v. Der er derfor heller ikke grundlag for, at selskabet og medarbejderne stilles anderledes end hvis medarbejderne havde været indlogeret på et eller flere hoteller.

I hverken SKM2007.559HR eller i SKM2009.129HR, som SKAT henviser til, var havnene overnatningssteder. Ingen af afgørelserne er således relevante i forhold til faktum i nærværende sag.

På denne baggrund gøres det gældende, at overnatningsstedet ikke udgør et fast arbejdssted, og at det er med rette, at rejsegodtgørelsen er udbetalt som skattefri, lige som min klient som følge heraf ikke hæfter A-skat og AM-bidrag.”

Klagerens repræsentant har den 27. marts 2019 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse

På vegne af [person2] og de øvrige sager i samme sagskompleks skal jeg herved gøre indsigelse imod de fremsendte forslag til afgørelse.

Bemærkninger

Det fastholdes, at for klager udgør adressen [adresse1], [by2], udelukkende udgør et overnatningssted, der er anvendt som et for virksomheden billigt alternativ i forhold til hotel, vandrehjem m.v. Billeder af eksempel på overnatningsrum samt køkken er vedlagt.

Klager arbejder udelukkende som håndværker ude på arbejdspladserne og har ingen arbejdsopgaver på selskabets domicil, hvorfor selskabets adresse på [adresse1], [by2] også af den grund ikke udgør et arbejdssted for klager. Dette gælder, uanset hvad der måtte stå i ansættelseskontrakten, idet de reelle forhold går forud for de formelle forhold.

Et ”arbejdssted” må efter sin ordlyd forstås som dét sted, hvor arbejdet udføres.

Det gøres endvidere gældende, at det ikke har været lovgivers intension, at adgangen til kunne anvende reglerne om skattefri kørselsgodtgørelse er afhængig af, hvorvidt arbejdsgiveren af økonomiske og kommercielle bevæggrunde finder, at overnatning skal finde sted på selskabets egen adresse i dertil indrettede overnatningsrum frem for overnatning på hotel, vandrehjem eller lignende. Denne kommercielle bevæggrund består i, at når udgifterne holdes nede, så vil det være lettere for virksomheden at vinde ordrer.

I forhold til arbejdsgivers kontrol gøres det gældende, at det er muligt at identificere vedkommende, uanset der ikke er skrevet cpr-nr., ligesom arbejdssedlerne angiver timeantallet. Der er ganske få medarbejdere i virksomheden, og det forhold, at der ikke anføres cpr-nr., indebærer ikke, at det ikke er muligt at identificere den pågældende medarbejder.

For hele den pågældende periode er der udarbejdet ugesedler. Af ugesedlerne fremgår navnet på den medarbejder, ugesedlen angår. På ugesedlerne er anført datoer for arbejdets udførelse, og ud for hver dato er arbejdsstedet (i en række tilfælde med forkortelser) og sagsnummer anført, således at det er muligt at identificere hvilken sag, der er udført arbejde på, og som danner grundlag for faktureringen til kunderne. Endvidere er det anført, om der er grundlag for udbetaling af diæter.

Alle disse ugesedler er kontrolleret og godkendt af selskabets bogholder, uanset der ikke er sat flueben eller lignende ud for hver linje. Men som anført danner ugesedlerne grundlag for faktureringen af kunderne, hvilket understøtter, at der nødvendigvis må være ført kontrol med, hvor de enkelte medarbejdere har udført arbejde.

Arbejdssedlerne har endvidere dannet grundlag for udarbejdelse af lønsedlerne, herunder arbejdstimerne. Det har i den forbindelse formodningen imod sig, at arbejdsgiveren skulle vælge at udbetale løn og diæter med et højere beløb, end lønmodtagerne har været berettiget til.

Det gøres på den baggrund gældende, at betingelserne for udbetaling af rejsegodtgørelse er tilstrækkeligt opfyldt.

Følgende er vedlagt:

Klagerens repræsentant har yderligere den 16. april 2019 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”(...)

Udover det, der allerede er gjort gældende, og som fastholdes, skal jeg tilføje, at min klients arbejdsgiver i 2014 var udtaget til kontrol som led i SKATs kontrol af skattefri- og befordringsgodtgørelse i byggebranchen, jf. kontrolskema (vedlagt som bilag), hvor situationen for så vidt angik overnatningen var den samme som i 2016.

SKAT gennemgik alle nuancer vedrørende den skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelse, og det følger af kontrolrapporten, at SKAT netop har været opmærksom på de mange overnattende lønmodtagere. Overnatningen var imidlertid ikke noget problem i forhold til udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, hvilket blev tilkendegivet af SKAT. Dette følger bl.a. af, at SKAT forholdt sig til dette faktum og netop ikke anfægtede udbetalingerne af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Det gøres derfor gældende, at min klient har indrettet sig herpå i fuld tillid til SKATs tilkendegivelse, og at der følgelig kan støttes ret på forventningsprincippet, uanset anvendelsesområdet herfor er snævert.

Og under alle omstændigheder understreger det, at SKAT ved en tidligere lejlighed ikke har anset arbejdsgiverens adresse som ”arbejdsstedet” for den kreds af medarbejdere, der ikke udfører arbejde på arbejdsgiverens adresse.”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Standardsatsen for kost skal reduceres med 15 %, hvis lønmodtageren modtager fri morgenmad. Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 3.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt.

Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Det er ligeledes en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Et arbejdssted kan kun anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Det følger af ligningslovens § 9, stk. 5.

Rejsen afbrydes, når der mødes ind på faste mødesteder. Dette kan udledes af SKM2007.559.HR.

Klageren var i indkomstårene 2013 og 2014 bosiddende i [by1] og arbejdsgiveren havde adresse på [adresse1] i [by2]. Afstandskriteriet er derfor opfyldt.

Klageren har fået udbetalt skattefri rejsegodtgørelse fra sin arbejdsgiver.

Klagerens arbejdsgiver har i forbindelse med SKATs kontrolbesøg oplyst, at alle de ansatte mødte ind på arbejdsgiverens adresse hver morgen til morgenmøde og morgenbrød. Det fremgår af arbejdsgiverens bogføring, at arbejdsgiveren har afholdt omkostninger til morgenbrød og bogført udgiften som en personaleomkostning.

Det fremgår derudover af klagerens ansættelseskontrakt, at arbejdsgiverens adresse er klagerens hovedarbejdssted. Der er ifølge ansættelseskontrakten ikke tale om et tidsbegrænset ansættelsesforhold, prøvetid eller lignende. Der er dermed tale om et fast ansættelsesforhold og ikke et midlertidigt arbejdssted. Det ændrer ikke herpå, at ansættelsesforholdet kan opsiges med en dags varsel fra både arbejdsgiverens og klagerens side, da dette ikke kan sidestilles med ansættelse på prøve.

Landsskatteretten finder, at arbejdsgiverens adresse må anses for fast arbejdssted for klageren, og at klageren dermed ikke opfylder betingelserne for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, da det på baggrund af arbejdsgiverens forklaring må lægges til grund, at klageren påbegyndte sin arbejdsdag på arbejdsgiverens adresse hver morgen og tog tilbage til arbejdsgiverens adresse om aftenen for at overnatte, hvorved rejsen blev afbrudt.

Derudover har klagerens arbejdsgiver ikke ført den fornødne kontrol med om betingelserne for udbetalingen af rejsegodtgørelsen var opfyldt, herunder henset til at klagerens ugesedler, som blev anvendt som grundlag for kontrol ikke indeholdte oplysninger om klagerens cpr-nr. og adresse, rejsernes start- og sluttidspunkt, anvendte satser, beregningen af godtgørelsen og kun enkelte steder indeholdte oplysninger om adresser for rejsens mål.

Eftersom det ikke er muligt, at se hvilke dage der er udbetalt godtgørelser for eller hvilken sats, der er anvendt, er det heller ikke muligt, at se om standardsatsen er reduceret som følge af, at klageren har haft fri morgenmad til rådighed.

Landsskatteretten anser ikke betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse for opfyldt, idet klageren ikke kan anses for at være på rejse og arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.

Landsskatteretten finder ikke, at klager kan støtte ret på det skatteretlige forventningsprincip henset til, at det er ikke er godtgjort, at forholdene i de påklagede indkomstår svarer til forholdene ved SKATS kontrol i 2004 af selskabets forhold. Hertil kommer, at SKATs kontrol ikke resulterede i en positiv meddelelse til selskabet og at det er fastslået i Højesteretspraksis, at borgerne ikke kan støtte ret på forventningsprincippet i tilfælde af myndighedernes passivitet jf. SKM 2017.532.H og SKM2015.24.H.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.