Kendelse af 21-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-07-2018

Faktiske oplysninger

Klageren har som led i sin uddannelse som veterinærsygeplejerske været sendt på kursus/skoleophold i 20 uger i henholdsvis 2014 og 2015.

Ophold er sket på skolehjemmet [x1] i [by1]. Skolehjemmet har plads til 359 elever på erhvervskostskolen. Det koster 495 kr. pr. uge at bo på skolehjemmet – og udgiften dækker både kost og logi. Kostudgifterne dækker morgenmad, frokost og aftensmad.

Morgenmad og aftensmad er blot angivet som servering af måltid. For frokost gælder det specielle, at den består af en buffet, hvor den frie kost består af mad for 30 kr. indvejet, plus saft eller vand. Hvis kursisten spiser for mere end de 30 kr., ønsker anden drikkelse eller varer der ikke er på buffeten sker dette køb for kursistens egen regning.

Klageren har til SKAT oplyst, at der ofte er tale om sådanne tilkøb, f.eks. hvis der ikke er noget på buffeten hun kan lide eller hvis hun har købt frugt, kaffe, sodavand eller lignende.

Da hun ikke mener, at der er stillet fri kost til rådighed til frokost har hun fradraget 30 % af kostsatsen – fratrukket de 30 kr. som der kan tages for i buffeten. Herudover har hun taget fradrag for småfornødenheder.

SKAT har derimod kun anerkendt fradrag for småfornødenheder – 25 % af kostsatsen.

Af skolehjemmets hjemmeside fremgår det, at det for elever, der har en læreplads, er arbejdsgiveren, der afholder udgifterne til uddannelsesopholdet (kost og logi). Udgiften afholdes af arbejdsgiver efter regning (faktura sendes til arbejdsgiver).

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag som selvangivet for rejseudgifter, men alene for et mindre beløb svarende til dækning af småfornødenheder.

Som begrundelse herfor er der anført følgende:

”2014

Rejseudgifter

Din arbejdsgiver har dækket dine rejseudgifter til kost efter regning. Du kan derfor ikke benytte statens takster. Det at skolen har valgt at frokost er maks. på 30 kr. + gratis vand, saftevand ændrer ikke på dette.

Du har ikke fået dækket udgifter til småfornødenheder.

Du kan derfor få fradrag for udgifter til småfornødenheder med 25 % af kostsatsen på 464 kr. Det vil sige et fradrag på 116 kr. pr. døgn i 102 døgn. (skolehjem i 20 uger).”

Samme begrundelse er anført for 2015, hvor fradrag er godkendt med 25 % af 471 kr. svarende til 117,75 kr. i 98 døgn.

Der er videre henvist til ligningslovens § 9A stk. 4 og 7, den juridiske vejledning 2016, afsnit C.A.7.3.4.1 samt SKM 2014, 854 SKAT.

Klagerens opfattelse

Klageren har påklaget SKATS ansættelse af rejsefradrag.

Til støtte for klagen er følgende anført:

”Undertegnede skal her gøre gældende, at tilsvarende medstuderende, har fået godkendt beløb højere end det af undertegnede indberettede beløb (antageligvis intet fradrag for frokostordningens 30 kr.), men ellers er situationerne ens – fradrag for småfornødenheder + frokost.

SKATs ”praksis” er således ikke ens på området.

Nedenstående et billede af afgørelsen for en medstuderende. Undertegnede er bekendt med Sags ID og journal nr.

Undertegnede skal her gøre gældende, at min arbejdsgiver IKKE har dækket mine ”rejseudgifter til kost efter regning” som anført i afgørelsen. [person1]s formulering i afgørelsen lyder således:

”Din arbejdsgiver har dækket dine rejseudgifter til kost efter regning. Du kan derfor ikke benytte statens takster. Det at skolen har valgt at frokost er maks. på 30 kr. + gratis vand, saftevand ændrer ikke på dette.”

Foruden at formuleringen er faktuel forkert – det er ikke skolen men arbejdsgiver som dækker maks. 30 kr. – mangler der således en nuancering af dette. Det er 30 kr. afvejet mad fra en fælles buffet, hvorfra det ikke kan garanteres at undertegnede kan lide maden og at evt. ekstra køb (kop kaffe, en sodavand, et stykke frugt eller andet for egen regning). Dertil kommer at I de tilfælde hvor undertegnede har været nødsaget til at købe andet mad end fra den pågældende buffet, der er undertegnede ikke blevet kompenseret da dette er blevet afholdt fra egen regning.

Alene dette forhold gør at undertegnede indstiller de indberettede beløb til godkendelse.

Undertegnede ser sig dog også nød til at påklage selve afgørelsens principielle grundlag, da formuleringen fra [person1] er, at sidestille med, at et hvilket som helst beløb fastsat af arbejdsgiver (eller skole) bliver sidestillet med fri kost uden at tage højde for eventuelle merudgifter, som i undertegnedes tilfælde er blevet afholdt for egen regning.

Baseret på ovenstående – uens praksis, faktuelt forkert grundlag og de principielle aspekter i afgørelsen – indstiller undertegnede således til at nedenstående indberettede beløb godkendes:

Samlet fradrag for rejseudgifter i 2014 = 102 x (109,20 kr. +116 kr.) = 22.970,40 kr.

Samlet fradrag for rejseudgifter i 2015 = 98 x (111,30 kr. +117,75 kr.) = 22.446,90 kr.”

Klageren har fremlagt følgende supplerende bemærkninger til skatteankestyrelsens udkast til afgørelse:

”Indledningsvis skal jeg anmode om at sagens afgøres af Landsskatteretten.

Jeg har følgende bemærkninger bl.a. til Skatteankenævnets forslag, som jeg i øvrigt er en smule forundret over; Skatteankenævnet har med sit forslag reelt afgjort sagen, qua dette forslag, selvom der står anført flere gange, at der ikke er truffet afgørelse af [Skatteankenævnet].

Jeg anmoder om, at det Landsskatteretten afgør sagen pga. at Jf. skatteankestyrelsens skrivelse/forslag, så er et måltid under ligningsloven §9 A stort set lig med en såkaldt ’mariekiks’.

Fordi uagtet mængden af mad, uagtet evt. allergier over for eksempelvis ’mariekiks’, eller andre forhold i øvrigt der gør sig gældende ift. maden (f.eks. hygiejnen), så er dét forhold, at arbejdsgiver sørger for, at der er 1 ’mariekiks’ stillet til rådighed, morgen, middag og aften - jf. skatteankestyrelsens skrivelse, tilsyneladende, at sidestille med at arbejdsgiver har betalt "Fri Kost".

Dette er undertegnede naturligvis helt uenig i og jeg står helt uforstående over for dette, det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Jf. Hjemmelen i ligningsloven §9 A, er det undertegnedes opfattelse, at der er behov for en principiel afgørelse, givet, at man ikke kan sidestille et 30,- kr. køb i en buffet med at ’levere’ et måltid.

Hvis man hver dag har brug for, at købe for 50,- kr. mad, pga. madens ’afvejede’ pris, så er der en merudgift på 20,- kr. pr. dag, som ikke dækkes af arbejdsgiver.

Undertegnede indstiller således sagen til en principiel afgørelse, således at Landsskatteretten behandler sagen og samtidig træffer beslutning om praksis i de tilfælde, hvor arbejdsgiver således kun leverer en delvis betaling af måltiderne - med andre ord, når arbejdsgiver leverer tilskud til mad, men ikke fuld betaling.

Jeg kan derudover forstå på Skatteankenævnets henvisning til: ”at andre (fejlagtigt) har fået godkendt fradrag kan der ikke støttes ret på” – det støder i den grad undertegnedes ’rets følelse’, - fakta er, at flere andre har fået godkendt tilsvarende og endda højere fradrag end undertegnede, hvilket naturligvis bør danne præcedens - det kan ikke have sin rigtighed, at det alene er ’tilfældigheder’ i SKAT, der afgør om der sker godkendelse af fradrag.

Undertegnede imødekommer en endelig afgørelse snarest.”

Landsskatterettens afgørelse

Lønmodtagere på rejse kan som udgangspunkt foretage fradrag for rejseudgifter med standardsatserne i ligningslovens § 9A stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter.

Får en lønmodtager stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Det gælder uanset, hvad værdien og kvaliteten måtte være af dette måltid.

Uanset om arbejdsgiveren afholder udgifterne til alle hovedmåltider, kan lønmodtageren altid få fradrag for 25 % af kostsatsen. Dette beløb går til dækning af småfornødenheder – dvs. de udgifter der må være til køb af kaffe, ekstra mad, slik mm.

Skatterådet har i SKM 2015, 267 SR forholdt sig til samme problemstilling. Skatterådet fandt ikke, at man kunne undlade at reducere de skattefrie rejsegodtgørelser med 15 eller 30 %, hvis medarbejderen ikke tåler den serverede mad, hvis kvaliteten er så dårlig at man kan risikere at blive syg eller hvis mængden er for ringe til at blive mæt. Det udtaler i deres afgørelse, at der ikke i ligningslovens § 9A er hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad til den pågældende medarbejder. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger.

Reglerne for reduktion er ens for godtgørelse og fradrag efter ligningslovens § 9A.

Klagerens arbejdsgiver har betalt for kost og logi – bestående af alle hovedmåltider. Der er derfor ikke grundlag for at godkende fradrag for andet end småfornødenheder, svarende til 25 % af kostsatsen. Dette beløb skal netop dække de ekstrakøb der er udover den kost der stillet til rådighed – f.eks. kaffe, snacks og evt. tilkøb hvis man ønsker andet end det der bliver serveret.

Det forhold, at andre (fejlagtigt) har fået godkendt fradrag kan der ikke støttes ret på. En afgørelse vedrører kun den enkelte adressat, og myndighederne skal foretage en konkret sagsbehandling i henhold til gældende ret, se hertil f.eks. TfS 1995, 483 HD, hvor en buschauffør blev nægtet fradrag for merudgifter til forplejning, uanset at buschauffører i andre kommuner fejlagtigt havde fået godkendt fradrag.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.