Kendelse af 08-12-2020 - indlagt i TaxCons database den 16-02-2021

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000

Nej

Ja

Nej

Grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001

Nej

Ja

Nej

Grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2002

Nej

Ja

Nej

Grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2003

Nej

Ja

Nej

Sagen drejer sig om, hvorvidt SKAT har været berettiget til at afslå at genoptage klagerens indkomstansættelser ekstraordinært for indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003.

Faktiske oplysninger

Den daværende skattemyndighed [by1] Kommune, efterfølgende kaldet SKAT, har ikke modtaget selvangivelsen for indkomståret 2000 senest den 1. juli 2001. Som følge af, at klageren ikke har indsendt selvangivelsen for indkomståret 2000 rettidigt, har SKAT derfor ved brev af 16. oktober 2001 foreslået at fastsætte overskud af klagerens virksomhed til 30.000 kr. SKAT har ved udøvelsen af skønnet oplyst, at man har lagt vægt på de oplysninger, som skatteafdelingen har, og til tidligere års skatteansættelser, selvangivelser og forskudsregistrering. I forslaget er der henvist til skattestyrelseslovens §§ 2 og 3, stk. 4, samt skattekontrollovens §§ 5 og 16.

Det fremgår af registreringer i Virksomhedsregisteret, at klageren og hans tidligere ægtefælle har været registreret som fuldt ansvarlige deltagere i [virksomhed1] I/S med CVR-nr. [...1]. Virksomheden er registreret som et interessentskab. Det fremgår videre, at virksomheden er registreret med startdato den 15.december 1999 og med ophørsdato den 1. marts 2004. Virksomheden er registreret med branchekode 722200, Udvikling af kundespecifikt software og konsulentbistand i forbindelse med software.

Det fremgår af R75 – kontroloplysninger for indkomståret 2000, at der er indberettet momsoplysninger, hvor salgsmomsen er indberettet med 15.124 kr., og der er indberettet et samlet momstilsvar på 10.738 kr. Den indberettede salgsmoms svarer til en omsætning på 60.496 kr.

SKAT har ikke modtaget indsigelser til forslaget af 16. oktober 2001, hvorefter SKAT med udgangspunkt i forslaget har udarbejdet en årsopgørelse for indkomståret 2000.

SKAT har ej heller modtaget selvangivelsen for indkomståret 2001 senest den 1. juli 2002. Som følge af, at klageren ikke har indsendt selvangivelsen for indkomståret 2001 rettidigt, har SKAT derfor ved brev af 15. oktober 2002 foreslået at fastsætte overskud af klagerens virksomhed til 175.000 kr. SKAT har ved udøvelsen af skønnet oplyst, at man har lagt vægt på de oplysninger, som skatteafdelingen har, og til tidligere års skatteansættelser, selvangivelser og forskudsregistrering. I forslaget er der henvist til skattestyrelseslovens §§ 2 og 3, stk. 4, samt skattekontrollovens §§ 5 og 16.

Det fremgår af R75 – kontroloplysninger for indkomståret 2001, at der er indberettet momsoplysninger, hvor salgsmomsen er indberettet med 46.079 kr., og der er indberettet et samlet momstilsvar på 39.127 kr. Den indberettede salgsmoms svarer til en omsætning på 184.316 kr.

SKAT har ikke modtaget indsigelser til forslaget af 15. oktober 2002, hvorfor SKAT med udgangspunkt i forslaget har udarbejdet årsopgørelse for indkomståret 2001.

For indkomståret 2002 har klageren ligeledes ikke rettidigt indsendt selvangivelse. Som følge af, at klageren ikke har indsendt selvangivelsen for indkomståret 2002 rettidigt, har SKAT derfor ved brev af 10. oktober 2003 foreslået at fastsætte overskud af klagerens virksomhed til 150.000 kr. SKAT har ikke oplyst, hvilke hovedhensyn der er lagt til grund ved udøvelsen af skønnet. I forslaget er der henvist til skattekontrollovens § 5, stk. 3, vedrørende den skønsmæssige ansættelse af overskud af virksomhed og skattekontrollovens § 16.

Det fremgår af R75 – kontroloplysninger for indkomståret 2002, at der er indberettet momsoplysninger, hvor salgsmomsen er indberettet med 77.604 kr., og der er indberettet et samlet momstilsvar på 66.201 kr. Den indberettede salgsmoms svarer til en omsætning på 310.416 kr.

SKAT har ikke modtaget indsigelser til forslaget, hvorfor SKAT med udgangspunkt i forslaget har udarbejdet årsopgørelse.

For indkomståret 2003 har klageren heller ikke rettidigt indsendt selvangivelse. Som følge af, at klageren ikke har indsendt selvangivelsen for indkomståret 2003 rettidigt, har SKAT derfor ved brev af 10. november 2004 foreslået at fastsætte overskud af klagerens virksomhed til 300.000 kr. SKAT har ikke oplyst, hvilke hovedhensyn der er lagt til grund ved udøvelsen af skønnet. I forslaget er der henvist til skattekontrollovens § 5, stk. 3, vedrørende den skønsmæssige ansættelse af overskud af virksomhed og skattekontrollovens § 16.

Det fremgår af R75 – kontroloplysninger for indkomståret 2003, at der er indberettet momsoplysninger, hvor salgsmomsen er indberettet med 80.660 kr., og der er indberettet et samlet momstilsvar på 73.227 kr. Den indberettede salgsmoms svarer til en omsætning på 322.640 kr.

SKAT har ikke modtaget indsigelser til forslaget, hvorfor SKAT med udgangspunkt i forslaget har udarbejdet årsopgørelse.

Klagerens repræsentant har den 20. marts 2013 anmodet restanceafdelingen i SKAT om at slette skatteopkrævningerne vedrørende skatteansættelserne for 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004, da restancerne vedrører klagerens tidligere ægtefælle.

Repræsentanten har den 2. oktober 2015 anmodet om ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004.

SKAT har ved afgørelse af 24. august 2016 genoptaget indkomstansættelsen for 2004.. Klagen over indkomståret 2004 behandles særskilt under sagsnr. 19-0051499.

SKATs afgørelse

SKAT har den 24. august 2016 truffet afgørelse om, at der ikke er grundlag for ekstraordinært at genoptage de påklagede skatteansættelser for indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003 med følgende begrundelse:

”(...)

Fristen for at anmode om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2000-2003 udløb den 1. maj 2004, henholdsvis 1. maj 2005, 1. maj 2006, 1. maj 2007 og 1. maj 2008. Fristen er således overskredet, og anmodningen skal derfor behandles efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse.

SKAT kender ikke til forhold, der opfylder de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Der er drevet virksomhed i interessentform, med daværende ægtefælle, hvor [virksomhed1] I/S bestod af flere virksomheder:

1. IT konsulentbistand, herunder rådgivning om netværk, investeringer, web-design og – udvikling, samt reparationer.
2. Tolkebistand.
3. Rejsebureau.

Efter det oplyste i sagen f.eks. fra http://[...] har [person1] drevet virksomhederne i årene 2000 til 2004:

1. IT-konsulent.
2. Rejser.

Det fremgår således, at der er drevet minimum 3 forskellige virksomheder. Din ægtefælle deltog i driften/drev kun den ene – Tolkebistand. De to øvrige virksomheder blev drevet/drives af dig, jf. de foreliggende oplysninger. Det faktum, at virksomhederne anvender et fælles CVR-nr. gør dem ikke til en samlet virksomhed.

SKAT har ved de skønsmæssige ansættelser for årene ansat overskud af virksomhed for dig – og dette overskud vedrører udelukkende de virksomheder, du drev/driver.

SKAT har derimod ikke anset virksomheden for én samlet virksomhed, drevet af din ægtefælle. Og der er således ikke tale om, at SKAT har anvendt reglerne for medarbejdende ægtefælle, jf. kildeskattelovens § 25 A, eller på anden måde har fordelt indkomsten. Din revisors bemærkninger i indsigelser af den 9. august 2016, ændrer ikke på vurderingen heraf.

Dermed er der ikke tale om, at beskatningen er sket i strid med Grundlovens § 43.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at en ekstraordinær genoptagelse ikke kan ske i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, da SKAT ved den skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2000-2004 ikke har begået ansvarspådragende fejl eller har foretaget åbenbare urimelige skønsmæssige ansættelser. SKAT har ligeledes ikke foretaget ansættelser baseret på et forkert regelgrundlag og der er dermed ikke tale om forkerte ansættelser

Det er i øvrigt ikke et krav, at SKAT skal indkalde materiale eller holde møde, hvis en skatteyder ikke indsender selvangivelser. SKAT har udsendt breve om de skønsmæssige ansættelser, og efterfølgende årsopgørelser hvor beløbene fremgår.

Din revisor oplyser at der i 2004 er taget kontakt til ligningsmyndigheden, med oplysninger om at det kun er din hustru, som var aktiv i virksomheden. Dette ses ikke påvist og kan derfor ikke lægges til grund for vurderingen af om der er særlige omstændigheder.

Din revisor anfører, at udtalelsen fra [person2] vedrørende kildeskattelovens § 25 A og SKM2014.637.LSR bør afslutte din anmodning om genoptagelse.

Da kildeskattelovens § 25 A, som ovenfor anført, ikke er anvendt ved den skønsmæssige ansættelse anses udtalelsen ikke for at medføre ændringer.

I afgørelsen fra Landsskatteretten, SKM2014.637.LSR, er skatteyder ligeledes skønsmæssigt ansat pga. manglende indsendelse af selvangivelse. Der fremkommer senere oplysninger om, at han i det år fik udbetalt en arv fra sin farfar på 1.520.000 kr. SKAT blev ikke anset for at have tilsidesat kravene i officialmaksimen. Såvel SKATs forslag som den efterfølgende årsopgørelse blev anset for at opfylde kravene til begrundelse i henhold til forvaltningslovens bestemmelser, og afgørelsen blev ikke anset for at være ugyldig. Uanset at der ikke sås at være begået myndighedsfejl fra SKATs side, blev der efter en konkret vurdering anset for, at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at det blev anset for åbenbart urimeligt at opretholde skatteansættelsen for klageren, da ansættelsen var baseret på et klart urigtigt grundlag. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at det er dokumenteret, at klageren modtog en arv fra sin farfar, og at disse penge er skattefri indkomst for klageren.

Det er SKATs vurdering, at der er tale om en konkret afgørelse, som ikke kan lægges til grund for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1 nr. 8 i nærværende sag. Samtidig er forholdet i sagen ikke sammenligneligt med din situation.

Det er også SKATs opfattelse, at der ikke i øvrigt er forhold i sagen, der kan karakteriseres som særlige omstændigheder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8’s forstand.

Endvidere kan skatten for nogle af indkomstårene være forældet afhængigt af betalingstidspunkterne. Men SKAT har ikke taget stilling hertil, da betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 ikke anses for opfyldt.

SKAT foreslår derfor, at skatteansættelsen for indkomstårene 2000-2003 ikke genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

(...)”

SKAT har i brev af 8. december 2016 fremsendt diverse materiale til Skatteankestyrelsen. SKAT har samtidig fremsendt følgende udtalelse:

”(...)

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

(...)”

Skattestyrelsen (det tidligere SKAT) er i brev af 18. juni 2020 fremkommet med følgende udtalelse til repræsentantens bemærkninger til sagsfremstillingen:

”(...)

SKAT har ved afgørelse af 24. august 2016 afslået klagers anmodning om ekstraordinær genoptagelse, da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2 ikke anses for opfyldt.

Skatteankestyrelsen har indstillet, at SKATs afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

SKAT modtog den 6. oktober 2015 en henvendelse, der blev betragtet som en anmodning om ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2000-2004.

Indkomstårene 2000-2003

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke kan ske genoptagelse af indkomstårene 2000-2003. Skattestyrelsen bemærker, at klager ikke har foretaget en rettidig selvangivelse for indkomstårene. Herved er der foretaget en skønsmæssig ansættelse med udgangspunkt i de oplysninger, der lå på tidspunktet for skønsudøvelsen, jf. dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, herunder at klager har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er begået fejl, der i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2000-2003. Dette skyldes, at der er foretaget et skøn i henhold til gældende lovgivning med udgangspunkt i tilgængelige oplysninger, herunder klagers egne indberetninger af moms. Dertil er der ikke fremlagt nye oplysninger eller dokumentation, der begrunder, at der skulle have været foretaget et andet skøn.

Skattestyrelsen bemærker desuden, at det følger af praksis i bl.a. SKM2015.692.BR, at borgeren allerede i forbindelse med modtagelse af forslag om de enkelte skønsmæssige ansættelser var klar over, at hans indkomst for de pågældende indkomstår ville blive ansat som sket, men at klager i hvert fald senest ved modtagelse af de omhandlede årsopgørelser er kommet til kundskab om forhøjelserne. Således er fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke overholdt, da der anmodes om genoptagelse i 2015.

Indkomståret 2004

I forbindelse med indkomståret 2004 genoptog SKAT delvist klagers anmodning om ekstraordinær genoptagelse.

Den delvise genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 skyldes, at det er vurderet, at den skønsmæssige ansættelse var for høj, henset dels til at virksomheden er ophørt 1. marts 2004 og dels til de indberettede momsoplysninger. Skattestyrelsen bemærker, at genoptagelsen således alene er sket på baggrund af, at den skønsmæssige ansættelse må anses for værende for høj henset til de oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet for ansættelsen. Herved er der set bort fra, at fristen i § 27, stk. 2 ikke er overholdt.

(...)”

Klagerens opfattelse

Der nedlægges påstand om, at indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003 skal genoptages, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8.

Klagerens repræsentant har til støtte for sin påstand anført følgende:

”(...)

SKATs begrundelser er følgende:

1. I 2004 er de skønsmæssige forhøjelser beregnet på grundlag af interessentskabets indberetning af salgsmoms. SKAT har accepteret, at det oprindelige skøn på kr. 100.000 med tillæg af kr. 12.796som B-indkomst udgør et væsentligt fejlskøn, hvorfor genoptagelse af 2004 er foretaget.
2. [virksomhed1] I/S er registreret som en fælles virksomhed med ægtefællen [person3], som i alle årene har drevet tolkevirksomhed som interessentskabets eneste aktivitet. [person1] er blevet skønsmæssigt forhøjet med de beløb, som SKAT på skønstidspunktet antog var hans del af indtjeningen i den fælles virksomhed.
3. SKAT har uanset fælles CVR-registrering ikke anset interessentskabet for fælles ægtefællevirksomhed, som ellers jf. KSL § 25A kun kan beskattes hos den skattepligtige hovedperson, der i overvejende grad driver virksomheden.
4. Udover meddelelser til [person1] om de skønsmæssige forhøjelser har SKAT aldrig indkaldt materiale eller møde med ejerne til belysning af virksomhedens aktivitet og regnskaber. Indsamling af oplysninger er ikke et krav som grundlag for skønsmæssige forhøjelser if. SKAT.

5. [person1]s møde med Borgerservice i 2004 om forhøjelserne er ikke dokumenteret, og lægges derfor ikke af SKAT til grund som særlige omstændigheder.

6. SKM2014.637.LSR kan ikke lægges til grund, da SKAT vurderer, at der er tale om en konkret afgørelse, der ikke kan sammenlignes med [person1]s sag.

7. Om retsgrundlag i 2004 henviser SKAT til Statsskattelovens § 4 og 6 samt KSL §1 og 4, hvorefter ægtefællerne beskattes hver af deres egen indkomst.

Til SKATs begrundelser bemærkes følgende:

Ad. 1 Skøn i 2004.

Genoptagelsen i 2004 indebærer skønsmæssig indkomst for [person1] på kr. 45.000.

Hustruen, som alene har udført tolkevirksomheden, ikke er blevet forhøjet i 2004. SKAT er bekendt med, at alle faktureringer i årene 2001 til 2004 vedrører hustruens tolkevirksomhed, mens der ikke er faktureret noget i mandens virksomhed. Dokumentation for virksomhedens fakturerede salg er fremsendt flere gange til SKAT. SKATs fortsatte forhøjelse af manden uden forhøjelse af hustruen sker således mod bedre vidende. SKAT er i ond tro, og den fortsatte forhøjelse er ubegrundet, og formentlig ulovlig strafbar forvaltning.

Ad. 2 Skøn i 2000-2003

Forhøjelse af begge ægtefæller kan ikke finde sted i ægtefællevirksomhed, idet det er ægtefællen, der i overvejende grad driver virksomheden, der skal beskattes, jf. KSL § 25A.

De skønsmæssige forhøjelser fordeler sig således mellem ægtefællerne:

2000

2001

2002

2003

2004

Mand

30.000

175.000

150.000

300.000

100.000

Hustru

30.000

50.000

50.000

0

0

Som det fremgår, er de skønsmæssige forhøjelser især foretaget hos manden. SKAT har ikke kommenteret fordelingen, og den manglende kommentar strider mod princippet om kontradiktion.

SKAT ved, at der i 2001 til 2004 kun er faktureret hustruens tolkevirksomhed, og manglende konsekvens af den nuværende viden er formentlig på grænsen af strafbar forvaltning.

Ad. 3 Beskatning af ægtefællevirksomhed.

I mødereferat side 9 bekræfter [person4], at der skal selvangives som én virksomhed. Jeg har forgæves opfordret SKAT til dokumentation fra praksis for, at det er muligt at opdele fælles momsregistrerede virksomheder i flere virksomheder, og således undgå beskatning efter KSL § 26A. Da dokumentationen ikke er fremskaffet, må begrundelsen bortfalde som udokumenteret.

På møde 4/4-2016 med [person5] og [person6] blev aftalt følgende:

Jeg spurgte på mødet afslutningsvis, om SKATs repræsentanter efter min gennemgang af KSL§ 25A var enige med mig om, at kun ægtefællerne kunne anmode om beskatning efter reglerne om medarbejdende ægtefælle, men at denne beskatning ikke efter lovgivningen var mulig for SKAT, som kun kunne beskatte den af ægtefællerne, der i overvejende grad driver virksomheden, men altså aldrig begge ægtefæller.

SKATs repræsentanter kunne ikke forklare, hvorfor der ikke var enighed herom, men lovede at undersøge min opfattelse nærmere hos SKATs juridiske specialister på området.

Jeg har flere gange rykket SKATs ledelse for den juridiske stillingtagen til spørgsmålet, men uden svar. SKATs opfattelse af, at KSL §25A ikke skal anvendes, er således i realiteten udokumenteret og ubegrundet.

Ad. 4 SKATs grundlag for skønsmæssig ansættelse.

Skønsmæssige ansættelser er i denne sag foretaget i 5 år uden nærmere undersøgelse eller dokumentation for de faktiske forhold. I FOB nr. 90.197 har ombudsmanden i en sag om skønsmæssig ansættelse udtalt, at ansættelsen skal foretages så virkelighedsnært som muligt og således efter en konkret vurdering af skatteyderens forhold. Denne vurdering kan naturligvis ikke gøres uden henvendelse til og dokumentation fra skatteyderen. SKATs opfattelse er ikke kun i strid med normal praksis, men også med ombudsmandens forventninger til grundlaget for den skønsmæssige ansættelse.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Dette følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1, og 2.

[by1] Kommune har ved meddelelsen om den skønsmæssige forhøjelse intet anført om retsregler, faktiske omstændigheder eller hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Manglerne anses for ansvarspådragende myndighedsfejl, som kunne have været undgået ved direkte kontakt om skatteyderens forhold.

Ad. 5 [person1]s henvendelse til Borgerservice i 2004.

Henvendelsen til Borgerservice skyldtes [person1]s manglende mulighed for betaling af husleje på grund af ekstraordinært skattetræk for restancer på grund af de skønsmæssige forhøjelser.

Om Borgerservices opgaver anfører SKAT hvem, hvad, hvor? følgende:

Arbejdsdelingen er, at den kommunale borgerservice behandler enkle og almindeligt forekommende forespørgsler, mens mere komplicerede spørgsmål behandles i skattecentrene.

Hvis man henvender sig i den kommunale borgerservice, og sagen skal behandles af et skattecenter, vil den kommunale borgerservice være behjælpelig med at formidle kontakten til skattecentret og sikre, at sagen bliver overdraget på en fornuftig måde.

[person1]s sag er langt fra blevet overdraget på en fornuftig måde. Han blev anbefalet at tage et banklån til betaling af restancerne, og ved spørgsmålet om, hvorfor han, og ikke hustruen, blev beskattet, var svaret, at det var nemmere at opkræve i mandens lønindtægt end hos den nu fraskilte hustru, som var selvstændig erhvervsdrivende.

Det havde været rimeligt hvis SKAT havde anbefalet [person1] at skrive nul i selvangivelsen for erhvervsindkomst, når han ikke havde nogen indkomst fra erhvervsaktivitet.

SKAT anfører, at mødet ”ikke er påvist”. I sagsbehandlingen hos [person7] på Retssikkerhedschefens vegne havde [person7] opgivet at bruge tid på undersøgelse af [by1] Kommunes arkiver, som formentlig indeholder et notat om henvendelsen.

I sagsfremstillingen side 14 fremgår SKATs ”Samarbejdserklæring til borgerne” fra 2007. Det er ikke efter reglerne for samarbejde, at SKAT efter 3 års sagsbehandling i sidste øjeblik fremfører som noget nyt, at mødet ”ikke er påvist”.

Ad. 6 SKM 2014.637.LSR Afgørelsens retsvirkning.

I kendelsen præciseres følgende:

Uanset at der ikke ses at være begået myndighedsfejl fra SKATs side, anses der efter en konkret vurdering, at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at det anses for åbenbart urimeligt at opretholde skatteansættelsen for klageren, da ansættelsen er baseret på et klart urigtigt grundlag.

Det vil dermed medføre en væsentlig uretmæssig beskatning af klageren, såfremt ansættelsen opretholdes.

I nærværende sag er det utvivlsomt og dokumenteret, at [person1] ikke har nogen erhvervsaktivitet i de pågældende år, hvorfor det vil være urimeligt at opretholde beskatningen.

Ad. 7 Henvisning til retsregler (vedr. 2004).

De anførte henvisninger til skattelove er generelle og ikke relevante, når SKAT ikke har overholdt aftalen om fremskaffelse af dokumentation for beskatning af ægtefællevirksomhed jf. KSL §25A.

Beskrivelse af sagens forløb:

For god ordens skyld skal jeg kort resumere sagens forløb:

1. I min første henvendelse til SKAT 20/2-2013 har jeg foreslået drøftelse med den medarbejder, der ser på sagen.
2. Uden svar på flere rykkere har jeg 1/3-2014 henvendt mig til skatteminister [person8], som undskylder behandlingsforløbet, og meddeler, at underdirektør [person9] vil svare mig.
3. [person9] skriver til mig d. 28/3-2014 og jeg svarer 10/4-2014. Herefter hører jeg ikke mere fra [person9], uanset flere rykkere for svar.
4. Jeg spørger herefter ministeriet om andre har bedre tid, og henvises d. 13/11-2014 til Borger og Retssikkerhedschefen [person10], som straks delegerer sagen til [person7].
5. [person7]s sagsbehandling konkluderer d. 2/10-2015, at der ikke er "grundlag for at genoptage afgørelser hos SKAT", uanset at det gennem møder blev påpeget, at hverken KSL § 25A eller andre skattelove kunne danne grundlag for [person1]s beskatning, som formentlig var i strid med Grundloven.
6. D 6/10-2015 gives tilladelse til genoptagelse, og allerede d. 24/11-2015 blev det meddelt, at [person6] var ansvarlig sagsbehandler. Han overlod straks sagen til [person5], som flere gang klagede over manglende tid til sagsbehandlingen. Jeg ønskede møde med sagsbehandlerne inden afgørelse, men mødet blev nægtet. Efter klage til SKATs direktion blev der alligevel afholdt møde 4/4- 2016, og [person6] beklagede sin afvisning af møde. På mødet lovede SKAT en ekspertvurdering af KSL § 25A, men denne vurdering er aldrig fremkommet.
7. D. 20/6-2016 rykkede jeg SKATs direktion for ekspertvurderingen, og Underdirektør [person11] foreslog nye sagsbehandlere, som på et højere niveau kunne vurdere KSL § 25A, som tidligere aftalt.
8. Til min overraskelse havde den "nye" sagsbehandler [person4] allerede tidligere under [person7]s sagsbehandling udarbejdet agterskrivelse, som nægtede genoptagelse af sagen. De "nye" sagsbehandlere mente ikke, at de var forpligtede til at indhente vurdering af KSL §25A, men mente uden dokumentation, at en ægtefællevirksomhed kunne opsplittes på de enkelte ægtefæller, uanset §25A´s klare formulering om det modsatte. Sagsbehandlerne henviste i denne forbindelse til reglerne om sygedagpenge, når en ægtefælle blev syg.
9. SKATs afgørelse om genoptagelse af 24/8-2016 indeholder ikke den af mig ønskede dokumentation for retsgrundlaget, hvorfor jeg har henvendt mig til skatteekspert [person2], som er fagkoordinator på Master i skat og lektor i skatteret på [...]. At [person2] anser beskatningen for i strid med Grundloven, kommenteres ikke i afgørelsen, som slet ikke forklarer, hvorfor [person1] i 2013 bliver forhøjet med kr. 300.000, beregnet ud fra hele virksomhedens omsætning, og hustruen med ingenting, når det under sagen er dokumenteret, at alle indtægter er faktureret i hustruens virksomhed, og intet af [person1]. Den mangelfulde sagsbehandling af dette forhold nærmer sig det kriminelle.

Konklusion:

Den foretagne beskatning skal bortfalde med følgende begrundelse:

1. SKATs afgørelser er i realiteten ubegrundede, hvorfor afgørelsen er ugyldig på grund af formalitetsfejl.
2. Der er sket beskatning af den forkerte person, idet hustruen burde have været beskattet af al indkomst i alle årene.
3. Ansvaret for fejlen kan henføres til manglende omhu ved foretagelse af skønsmæssig forhøjelse af mandens indkomst, i strid med KSL §25A, hvorefter kun hustruen kan beskattes. Fejlen må anses for ansvarspådragende myndighedsfejl.
4. Indsigelse mod fejlen er sket på [person1]s møde med Borgerservice i 2004, og manglende vejledning anses for ansvarspådragende myndighedsfejl.
5. Beskatningen savner substans og retsgrundlag, og er derfor i strid med Grundlovens §43, som kræver lovhjemmel, ligesom beskatning ikke må stride mod loven.

De foretagne opkrævninger er dybest set ikke skat, idet lovhjemmel mangler. Beløbene bør derfor tilbagebetales som tvangsopkrævede lån fra [person1] til Staten.

(...)”

Der har været afholdt kontormøde med klageren og klagerens repræsentant den 17. februar 2020.

Følgende er refereret fra mødet:

”(...)

Repræsentanten udleverede en disposition til brug for mødet. Repræsentanten udleverede herudover kopi af supplerende udtalelse af 9. februar 2020, kopi af udskrift fra CVR samt kopi af artikel af [person12] vedrørende beskatning af ægtefæller ved fælles drift af en personligt ejet virksomhed.

Repræsentanten anførte indledningsvist, at sagen nu har kørt over mange år.

Repræsentanten citerede fra den tidligere fremhævede samarbejdserklæring fra SKAT til borgerne, erklæringens side 1, som repræsentanten mente stadig burde gælde. De enkelte punkter omkring hvad borgeren kan forvente fra SKAT blev læst op. De enkelte punkter kan konstateres ikke at være mødt af SKAT, herunder at der skal opkræves den rigtige skat. Der blev henvist til grundlovens § 43 og repræsentanten anførte, at det er første gang han har oplevet, at der er forsøgt beskatning i strid med grundloven.

Havde repræsentanten kendt klageren fra starten af, ville der have været udarbejdet regnskaber og selvangivet korrekt. Repræsentanten kom dog først ind senere i forløbet. Klageren skulle naturligvis have selvangivet korrekt.


Der er mange ting, der er gået skævt i skattesagen. Det hele starter med registreringen af virksomheden sammen med hustruen i CVR. Repræsentanten henviste til den udleverede udskrift fra CVR, og til at klageren og hans hustru fra 2. januar 2000 til 31. december 2003 havde en fælles virksomhed. Herudover står det klart, at de begge er anført som ansvarlige deltagere. Disse oplysninger er offentligt tilgængelige, og alle har således kunnet tilgå oplysningerne og konstatere, at der var tale om en fælles virksomhed. Når der er tale om fælles virksomhed mellem ægtefæller, er det nødvendigt for medarbejderen i skatteforvaltningen at sætte sig ind i reglerne om beskatning heraf, herunder kildeskattelovens § 25 A, hvoraf det følger, at der kun skal medregnes indkomst hos dén ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden. Man kan ikke kun beskatte én deltager uden først at iagttage reglen i § 25 A. Reglen kan ikke anses for at være hensigtsmæssig ved skønsmæssige ansættelser. Man skal have fat i dén ægtefælle, der driver virksomheden, man kan ikke henvende til sig begge ægtefæller, og der kan kun ske beskatning af begge parter, hvis de aktivt har valgt dette.

Der har været meget skriveri og mange forhandlinger mellem repræsentanten og SKAT, men desværre er problemstillingen vedrørende § 25 A ikke nået længere, end at SKAT lovede at udsende en ekspertudtalelse. Hertil kan man ikke bare udskifte sagsbehandlere midt i det hele, når der er brugt så meget tid på sagens spørgsmål, og det er ikke hensigtsmæssigt, at der udskiftes til en sagsbehandler, der har truffet afgørelse vedrørende klagerens skatteansættelser i en tidligere sag.

SKAT har af uransagelige grunde ment, at der var mulighed for at genoptage indkomstår 2004. Repræsentanten henviste til SKM2014.637.LSR, og fremhævede, at medarbejderne i skatteforvaltningen, der oprindeligt foretog den skønsmæssige ansættelse burde have kendt KSL § 25 A så godt, at de vidste, at de ikke blot kunne sende en forhøjelse ud til begge parter, men kun til den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden. Klageren har været medarbejdende ægtefælle, men ikke i sådan en grad, at der kunne overføres en vis andel af indkomsten til ham.

Klageren har alene udarbejdet fakturaer samt stået for momsregnskabet. At klagerens aktiviteter har været begrænset hertil ved vi efterfølgende, men der er fortsat tale om formalitetsmangler, når man udsender agterskrivelser til begge ægtefæller. Når man henvender til sig borgeren, skal man anføre, hvilket grundlag, der er for beskatningen. I de enkelte agterskrivelser er der alene henvist til skattestyrelseslovens bestemmelser. Man burde have anført nærmere om, hvorfor selvangivelsen ikke var foretaget korrekt eller om valget af beskatning hos klageren ift. virksomhedsindkomsten. Man skulle hertil have fundet ud af hvilken ægtefælle, der drev virksomheden.

I forhold til det materielle, er det alene den tidligere ægtefælle, der har faktureret fra virksomheden og derfor også hende, der drev virksomheden i indkomstårene. Repræsentanten kan ikke se, at SKAT har taget stilling til dette. SKAT var i besiddelse af oplysninger herom, men valgte at se bort herfra.

Der er ingen lovhjemmel til beskatning, og der er herudover ikke taget stilling til det materielle i sagen. Det vides ikke, hvorfor SKAT ikke har været inde og kigge på de fremlagte faktureringer. Ud fra SKM2014.637.LSR burde der herefter i nærværende sag være tale om en væsentlig uretmæssig beskatning af både reelle og formelle grunde.

Repræsentanten har klaget til SKAT mange gange, og han har i sidste ende været nødsaget til selv at finde materiale til støtte for hans påstand. Repræsentanten henviste til den udleverede artikel fra [person12] og gennemgik kort konklusionen, herunder at det slås fast, at når det er ægtefæller, der driver virksomheden i fællesskab, så skal man bruge § 25 A. Man kan ikke opdele beskatningen ud fra andre kriterier, end hvad denne bestemmelse dikterer.

SKAT har anset klagerens interessentskab for at udgøre flere virksomheder. Dette er ikke muligt, når der er tale om en virksomhed med ét CVR-nummer. Der er ingen i SKAT, der vil komme med et kvalificeret bud på KSL § 25 A’s anvendelse, herunder at man skulle kunne opdele virksomheden i flere forskellige undervirksomheder, når reglen finder anvendelse. Repræsentanten ville gerne have haft en dialog med SKAT herom, men det har han ikke fået. Virksomheder er momsregistrerede på ét CVR-nummer og deltagerne hæfter for gæld som ansvarlige under det enkelte CVR-nummer. Der er ikke tidligere set tilfælde, hvor man har opdelt en virksomhed med ét CVR i flere undervirksomheder.

Klageren har ikke tjent penge i virksomheden i de pågældende indkomstår, hvor klageren i øvrigt var lønmodtager. SKAT har valgt den løsning, hvor det var nemmest at få pengene. Repræsentanten henviste til side 17 i afgørelsen for indkomstårene 2000-2003, og påpegede, at der var en lige beskatning i 2000, men herefter blev det store beløb henført til klageren. Repræsentanten ved ikke, hvor SKAT har dette fra. Det er ikke rimeligt, at man uden nærmere undersøgelse foretager sådanne ulige skønsmæssige ansættelser. Hustruen har arbejdet for kommunerne som tolk, og der må være mange af de her indtægter, der er indberettet som B-indkomst. SKAT ville således kunne have set, hvad der var foregået i virksomheden, og at der var indberettet B-indkomst fra ægtefællens side.

I SKM2014.637.LSR accepterede man efterfølgende, at klageren havde modtaget den pågældende arv. Det samme princip bør gøre sig gældende i nærværende sag, i forhold til, at det ikke var klageren, der tjente pengene i virksomheden.

Repræsentanten gav herefter ordet til klageren, der anførte, at skatteansættelsen bevirkede, at SKAT efterfølgende foretog lønindeholdelse. Klageren havde grundet lønindeholdelsen ikke råd til at betale husleje, og klageren måtte gå ud og låne penge af nogle venner. Da klageren tredje gang ikke kunne betale huslejen, blev han smidt ud af sin udlejer. Han har efterfølgende levet hos en ven i en periode, da han ikke har haft penge til at finde en ny lejlighed. Klageren blev efterfølgende opfordret til at tage kontakt til borgerservice. Klageren gik ned med sine lønsedler og prøvede at forklare medarbejderen, at han var blevet skilt, at der var tale om hans tidligere ægtefælles virksomhed samt at det var hende, der skulle beskattes. Medarbejderen oplyste ikke andet end, at det var korrekt, at klageren skulle beskattes og henviste ham herefter til at tage et lån i banken. Klageren vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det hele. Repræsentanten tilføjede, at man ikke kan forlange, at klageren kan forklare den retlige problemstilling vedrørende beskatning af virksomhedsindkomsten. Repræsentanten forklarede, at man tilsyneladende ikke kan gå tilbage og finde dokumentation for besøget i Borgerservice, men det ændrer dog ikke på, at klageren var der.

Afslutningsvist anførte repræsentanten, at han synes det var ærgerligt, at sagen var trukket så meget ud. Dette særligt fra indgivelsen af klagen til SANST, hvor sagen har ligget længe, uden at der er sket noget. Repræsentanten havde gerne set, at sagen var blevet udvalgt til prioritering som følge af dens principielle karakter.

Hvis Landsskatteretten måtte nå frem til, at det ikke er i strid med grundloven at beskatte klageren, så vil repræsentanten gerne have en nærmere begrundelse/argumentation, særligt under henvisning til den fremlagte artikel fra [person12], som repræsentanten oplyste, er fagkonsulent i Skattestyrelsen.

Repræsentanten spurgte til visitering af sagen, og jeg oplyste, at sagen er visiteret til Landsskatteretten i overensstemmelse med det anførte i klagen.

(...)”

Repræsentanten havde udfærdigeret en supplerende udtalelse, som blev udleveret på kontormødet.

”(...)

På ovennævnte klients vegne skal jeg beskrive myndighedernes sagsbehandling ved skønsmæssig skatteansættelse af klientens indkomst i årene 2000 til 2004.

Klienten har i årene drevet fælles virksomhed under samme CVR-nummer [...1] med sin daværende hustru. Manden er IT-lønmodtager og hustruen er tolk. Virksomheden afregner moms, men virksomhedens indkomst selvangives ikke af hustruen. Derfor ansætter [by1] Kommune indkomsten skønsmæssigt hos begge ægtefæller, med langt de største beløb hos manden, som forgæves i 2004 efter skilsmissen har forklaret den kommunale Borgerservice, at det kun var hustruen, der havde faktureret indtægter og drevet virksomheden.

Ved ansættelsen har Skat ikke søgt oplysninger om virksomhedens aktivitet, herunder indkaldt

materiale eller til møde med parterne, ligesom der ikke er henvist til lovreglerne om beskatning af ægtefællevirksomhed.

Beskatning af fælles virksomhed skal efter KSL § 25A ske hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden, i dette tilfælde hustruen. SKATs beskatning af manden er udelukket, da han i mindre omfang har assisteret hustruen med fakturering og momsregnskab.

Den foreliggende beskatning mangler lovhjemmel, og er derfor i strid med Grundloven. Min første henvendelse til SKAT om sagen var d. 20/2-2013.

SKAT tillader d. 24/8-2016 genoptagelse for 2004, mens genoptagelse afvises for årene 2000-2003. Følgende punkter påklages:

1. Retningslinjer i Skatteministeriets "Samarbejdserklæring til borgerne" fra 2007 overholdes ikke.
2. Aftale med SKAT om specialist-fortolkning afKSL § 25A er ikke overholdt.
3. Sagsbehandlere i SKAT er udskiftet uden begrundelse.
4. Opfordring til SKATs ledelse til møde om sagen er ikke besvaret af ledelsen.
5. Opfordring til Skatteministeren om at sørge for møde med SKATs ledelse er ikke besvaret.
6. Afgørelsen fra SKAT mangler henvisning til retsgrundlag for ægtefællevirksomheds beskatning
7. Der mangler sagsbehandling, forklaring og begrundelse for de meget forskellige skønsmæssige ansættelser af indkomst for mand og hustru i årene 2000 til 2004.
8. Skat afviser ubegrundet betydningen af klientens henvendelse til Borgerservice i 2004.
9. SKAT har ikke kommenteret SKM 2014.637.LSR om praksis for genoptagelse, jf. KFL§27 stk.1 nr. 8, når ansættelsen er baseret på et klart urigtigt grundlag, og medfører en væsentlig uretmæssig beskatning af klageren.

Ad. 1 Retningslinjerne i Skatteministeriets "Samarbejdserklæring til borgerne" fra 2007 overholdes ikke.

Sagen har været længe undervejs, og man kan ikke påstå, at SKAT "svarer dig og afgør sagen hurtigt". Som det fremgår af klagen til LSR pkt. 7, var det først ved skatteminister [person8] hjælp, at nogen i SKAT begyndte at se på sagen. Og [person9] holdt pludselig op med at svare. Retssikkerhedschefen var næsten 1 år om at konkludere, at der ikke kunne gøres noget, selvom beskatningen var i strid med Grundloven. SKAT giver i realiteten ingen saglig begrundelse for afgørelsen om genoptagelse, SKAT følger ikke loven, og opkræver ikke den rigtige skat. Og ingen i SKATs ledelse tager ansvar og drøfter eller undersøger beskyldningen om beskatning i strid med Grundloven.

Ad.2 Aftale med SKAT om fortolkning af KSL § 25A er ikke overholdt.

Samarbejdserklæringen skriver: "Vi vender tilbage til dig, når vi har lovet at gøre det" I klagen til LSR ad. 3 fremgår aftalen med SKAT om nærmere vurdering fra SKATs juridiske specialister. Trods gentagne opfordringer har SKAT ikke foretaget denne vurdering, som jeg i stedet har indhentet fra Master i skat og ekstern lektor i skatteret på [...], [person2], som erklærer sig enig i, at den foretagne beskatning er i strid med Grundloven.

Ad.3 Sagsbehandlere er udskiftet uden begrundelse.

Underdirektør [person11] har udskiftet sagsbehandlerne uden begrundelse, og overført sagen til [person4], som allerede tidligere havde afvist genoptagelse af sagen. I mail af 17/8-2016 afviser [person11] at "gå ind i sagen" men alligevel påstår han som "faktum", at [person1] drev 2 virksomheder i de pågældende år, selvom alle andre ved, også sagsbehandlerne, at kun hustruen var aktiv i virksomheden. Usandheden bliver fremsat, angiveligt på både Skattedirektørens og Skatteministerens vegne. Mine bemærkninger til [person11] d. 18/8-16 er aldrig blevet besvaret.

Ad.4 Opfordring til SKATs ledelse til møde om sagen er ikke besvaret af ledelsen.

I mail af 26/8-2016 til [person13] har jeg opfordret til hjælp med sagen, besvaret afvisende af [person14] 31/8-2016 med udokumenterede beskyldninger om sagsbehandlingens forløb. I mail 8/9-2016 anmoder jeg derfor om et møde. [person13]

har ikke ulejliget sig med at svare. Dog har [person15] fra "kundeservice" d. 14/9-2016 afvist at svare på fremtidige henvendelser.

Ad.5 Opfordring til Skatteministeren om at sørge for møde med SKATs ledelse er ikke besvaret.

I mail af 6/12-2016 forklarer [person16], hvorfor Skatteministeren ikke kan hjælpe med at afholde møde med SKATs ledelse. Sagen henvises i stedet til Ombudsmanden. Mit svar af 6/12- 2016 har ikke ændret Skatteministeriets opfattelse.

Ad.6 Afgørelsen fra SKAT mangler henvisning til retsgrundlag for ægtefællevirksomheds beskatning.

Ægtefællerne har registreret virksomheden under samme CVR-nummer, med flere forskellige aktiviteter. Dette er normalt i Danmark, men opdeling af indkomsten er kun muligt for ægtefællerne efter KSL § 25A. Skat kan derfor ikke ansætte de enkelte ægtefæller hver for sig, som anført i Skats begrundelse side 19 nederst. Skats opfattelse er ikke dokumenteret nærmere, men skal afgøres i Landsskatteretten, når spørgsmålet er principielt.

SKAT anfører, at KSL § 25A ikke er anvendt ved den skønsmæssige ansættelse, hvorfor ansættelsen ikke kan ændres. Det er imidlertid en fejl, at § 25A ikke er anvendt, og SKAT har ikke dokumenteret hvorfor, uanset min aftale med SKAT om en ekspertudtalelse. Manglende overholdelse af §25A strider mod Grundloven, idet § 25A udtømmende beskriver reglerne.

Ad.7 Der mangler sagsbehandling og begrundelse for de meget forskellige skønsmæssige ansættelser af indkomst for mand og hustru.

Virksomhedens samlede omsætning er fremsendt til SKAT som excel-fil flere gange, første gang 24/3-2015. Oversigten viser tydeligt, at al fakturering siden 2/1-2000 er foretaget til kommuner i hustruens tolkevirksomhed.

Sagsfremstillingen forklarer ikke, hvorfor mandens skønsmæssige forhøjelser er væsentligt større end hustruens, jf. LSR klagen ad.2. Genoptagelsen i 2004 beskatter stadig manden af et beløb, selvom sagsbehandlerne ved, at kun hustruen har faktureret alle indtægterne. SKAT forklarer ikke sin opfattelse, og mangler forvaltningens stillingtagen til de fremsendte fakturaer, som kun vedrører hustruens aktiviteter.

Manglende begrundelse i afgørelsen anser jeg for en grov overtrædelse af god forvaltningsskik, på grænsen af strafbar forvaltning mod bedre vidende.

Ad.8 Skat afviser ubegrundet betydningen af klientens henvendelse til Borgerservice i 2004

Klientens møde med Borgerservice har ikke tidligere været bestridt, men lægges nu ikke til grund som særlig omstændighed. Klienten kunne være blevet vejledt om at selvangive kr. 0 som virksomhedsindkomst, når han nu ikke var aktiv i virksomheden. Den manglende vejledning om

så banalt et spørgsmål er i strid med Samarbejdserklæringen og normal vejledningspligt for det offentlige ved henvendelse fra en borger.

Ad. 9 Manglende kommentar til klagers begrundelse for genoptagelse.

SKAT har ikke forklaret, hvorfor der ikke foreligger en "væsentlig uretmæssig beskatning", som er dokumenteret med de til SKAT fremsendte faktureringer, hvorfor betingelserne for anvendelse af praksis efter SKM 2014.637.LSR er til stede.

Skats afgørelse mangler relevante oplysninger om både de faktiske og retlige forhold, og er i strid med officialprincippet om oplysning i sagen.

Derfor bør klageren få medhold i klagen om genoptagelse.

(...)”

Klagerens repræsentant er ved brev af 29. april 2020 fremkommet med følgende bemærkninger til de to udsendte sagsfremstillinger:

”(...)

Skatteankestyrelsen har d. 24/3-2020 accepteret, at alle årene behandles som én sag, idet Skatteankestyrelsens begrundelser er ensartede for alle årene.

Der er følgende bemærkninger:

Antal virksomheder.

1. Klager har ikke drevet egen virksomhed, men alene registreret fælles virksomhed med hustruen under fælles CVR-nummer.
2. Fælles ægtefællevirksomhed kan alene beskattes efter KSL § 25A stk. 8. Jeg henviser til artikel i juridiske emner 1999 af professor [person12] s.129-131, som Skatteankestyrelsen er bekendt med, men ikke har kommenteret. Beskatning kan kun ske hos den person, som i overvejende grad driver virksomheden.
3. Begrundelsen anfører: Det forhold, at virksomhederne er registreret under et fælles CVR-nr. gør ikke, at der er tale om én samlet virksomhed. Påstanden er ukorrekt og udokumenteret, og i strid med praksis og [person12]s artikel.
4. Begrundelsen anfører: Skattemyndigheden har derimod ikke anset virksomheden for én samlet virksomhed drevet af klagerens tidligere ægtefælle. Skattemyndigheden har alene foretaget en skønsmæssig ansættelse af overskud af klagerens virksomhed(er). Skattemyndigheden må og kan ikke anse én fællesregistreret virksomhed for at være flere virksomheder. Den beskrevne opfattelse af én virksomhed som værende flere virksomheder er ikke mulig efter [person12]s artikel.
5. Konklusionen: Landsskatteretten finder derfor, at skattemyndigheden ikke har begået en ansvarspådragende fejl, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8. Landsskatteretten finder med samme begrundelse, at beskatningen ej heller er sket i strid medreglerne i grundlovens § 43. Skattemyndigheden bør kende reglerne i KSL § 25A, og kan ikke i årevis beskatte begge ægtefællerne skønsmæssigt, uden at undersøge, hvem der i overvejende grad driver virksomheden. [person1]s medhjælp til fakturering er af så ringe omfang, at han næppe kunne godkendes som medarbejdende ægtefælle i hustruens tolkevirksomhed.

Beskatningsgrundlaget.

1. Fremsendelse og dokumentation af den fælles virksomheds faktureringer for alle årene, som Skatteankestyrelsen er bekendt med, er ikke kommenteret i afgørelsen.
2. Den dokumenterede fakturering viser, at det kun er muligt at beskatte hustruen som skattepligtig hovedperson i alle årene.
3. Præmisserne i SM2014.637,LSR var ”Uanset at der ikke ses at være begået myndighedsfejl fra SKATs side, anses der efter en konkret vurdering, at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at det anses for åbenbart urimeligt at opretholde skatteansættelsen for klageren, da ansættelsen er baseret på et klart urigtigt grundlag”. I [person1]s tilfælde er det klart, at beskatningsgrundlaget alene vedrører hustruen, ligesom muligheden for beskatning af [person1] helt eller delvis, er udelukket efter KSL § 25A.
4. I 2004 anser Landsskatteretten betingelserne for genoptagelse at være til stede, idet: SKAT har delvist genoptaget indkomstansættelsen for indkomståret 2008(??) fordi den skønsmæssige ansættelse kan vurderes for høj, henset dels til at virksomheden er ophørt 1. marts 2004 og dels til de indberettede momsoplysninger og nedsat det skønsmæssige overskud ved selvstændig virksomhed fra 100.000 kr. til 45.000 kr. Men gennemgang af faktureringen i 2004 viser, at fakturering alene er sket i hustruens tolkevirksomhed. Samlivet og den fælles virksomhed er ophørt i løbet af 2004, og [person1] kan efter lovgivningen og de forelagte oplysninger umuligt blive beskattet af noget beløb fra virksomheden i 2004.
5. Genoptagelse for alle årene 2000 til 2003 bør tillades, når lovgrundlaget for beskatning ikke er til stede, og det er åbenbart urimeligt at opretholde skatteansættelsen, når ansættelsen er baseret på et klart urigtigt grundlag, som dokumenteret gennem de fremlagte faktureringer.

Formalitet.

Min første henvendelse til Skat om [person1]s sag var d. 20/2-2013.

Sagsbehandlingen har været præget af slinger og sjusk, især Skats manglende overholdelse af aftalen om specialist-fortolkning af KSL § 25A, som først nu dokumenteres med [person12]s artikel fra 1999. Med denne artikel som grundlag burde skattemyndighedernes skøn over virksomhedens indtægt aldrig have været foretaget uden nærmere definition af den skattepligtige hovedperson. Manglende undersøgelse anses for at være ansvarspådragende myndighedsfejl, når myndigheden burde vide, at skønsmæssig forhøjelse kun kan ske for hovedpersonen.

Om Skatteankenævnsbehandlingen skal jeg kritisere, at sagsbehandleren ikke svarer på de af mig på mødet d. 17/2-20 fremlagte synspunkter, jf. min kommentar 19/3-2020.

Det er slet ikke rimeligt, at sagsbehandleren nægter mig udsættelse med besvarelse til 30/6 på grund af Coronatravlhed, når samme sagsbehandler d. 16/4 blot ”meddeler”, at han selv bliver mindst 6 måneder forsinket på grund af ”sagsbehandling af høj kvalitet”.

(...)”

Repræsentanten har i brev af 3. juli 2020 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

”(...)

Der er følgende bemærkninger til 2000-2003:

A. Selvangivelse og formalitatsmangler:
1. Klager har ikke drevet egen virksomhed, men alene registreret fælles virksomhed med hustruen under fælles CVR-nummer.
2. Fælles ægtefællevirksomhed kan alene beskattes efter KSL § 25A stk. 8. Jeg henviser til artikel i juridiske emner 1999 af professor [person12] s.129-131, som Skatteankestyrelsen er bekendt med, men stadigvæk ikke har kommenteret. Beskatning kan kun ske hos den person, som i overvejende grad driver virksomheden.
3. En anden ægtefælle kan og skal ikke selvangive virksomhedens resultat, eller dele heraf, idet selvangivelsespligten alene påhviler den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden. [person1]s selvangivelsespligt som lønmodtager er overholdt efter Skats vejledning, når han ikke er den erhvervsdrivende hovedperson.

1. Selvangivelsen 2000:

Langt de fleste skatteydere modtager hvert år en såkaldt forenklet selvangivelse, hvor de oplysninger, som arbejdsgivere, pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.fl. har indberettet til Told•Skat, er fortrykt. Mange af disse skatteydere modtager samtidig med den fortrykte selvangivelse en årsopgørelse, hvoraf skatteansættelsen af den pågældendes indkomst fremgår. Således modtog omtrent 3,9 mio. skatteydere en fortrykt selvangivelse for 1998, og heraf modtog knap 3 mio. skatteydere samtidig en årsopgørelse.

Fristen for indsendelsen af selvangivelsen for ikke erhvervsdrivende personer er den 1. maj i året efter indkomstårets udløb, jf. skattekontrollovens § 4, stk. 1. Selvangivelsespligtige, der er omfattet af ordningen med fortrykt selvangivelse, anses for at have angivet som fortrykt, hvis de ikke reagerer på selvangivelsen.

4. De skønsmæssige ansættelser således lider af væsentlige formalitetsfejl, når Skat i årevis forhøjer både mandens og hustruens indkomst skønsmæssigt, uden at verificere den skattepligtige hovedperson. De skønsmæssige forhøjelser af manden i forhold til hustruen i årene 2001 til 2004 jf. sagsfremstillingen side 6 er desuden tydeligvis urimelige og ubegrundede, og bør derfor anses for ugyldige.

B. Ekstraordinær genoptagelse 2000 til 2004. Skfl § 27, stk. 1 nr. 8:

5. ”Skat har på tidspunktet for den skønsmæssige ansættelse vurderet, at der er tale om flere virksomheder” uanset CVR-registrering som 1 virksomhed. Der er ikke lovhjemmel til Skats opfattelse, og jeg henviser igen til artikel i juridiske emner 1999 af professor [person12] s.129-131, som Skatteankestyrelsen er bekendt med, men stadigvæk ikke har kommenteret.
6. Skats vurdering af, at ægtefællevirksomhed kan være flere virksomheder er udokumenteret praksis i strid med KSL §25A, og Skat har i strid med lovgivningen ”alene foretaget en skønsmæssig ansættelse af overskud af klagerens virksomhed(er)” Den foretagne ansættelse er en ansvarspådragende myndighedsfejl, jf. Skfl §27 stk.1 nr. 8.
7. Henvisning til SKM2014.637.LSR afvises med, at der er tale om en ”konkret begrundet afgørelse”, ligesom ”forholdet i sagen er ikke sammenligneligt”. I denne klagesag er der begået myndighedsfejl efter lovgivningen, ligesom fejlen har medført en væsentlig uretmæssig ansættelse af mandens indkomst. Det er således dokumenteret, at den fælles virksomheds omsætning vedrører hustruens aktivitet. Skatteankenævnet har ikke kommenteret dette forhold, og alene konkluderet, at faktureringen ”ses ikke at kunne føre til genoptagelse”. Det havde været rart med en begrundelse her.
8. De skønsmæssige forhøjelser af manden i forhold til hustruen i årene 2001 til 2004 jf. sagsfremstillingen side 6 er tydeligvis både urimelige og ubegrundede, og bør derfor anses for ugyldige.
9. I 2004 genoptages skatteansættelsen på grund af manglende sammenhæng med momsindberetning i 2004. Skat har ikke taget stilling til den subjektive skattepligtigt, men det er dokumenteret, at al indkomst vedrører hustruen, hvorfor manden ikke kan beskattes. Oplysningerne om hustruens faktureringer er fremlagt flere gange for Skat i forbindelse med anmodning om genoptagelse.

C. Afsluttende bemærkninger:

Skats manglende overholdelse af aftalen om specialist-fortolkning af KSL § 25A har medført et urimeligt og langstrakt sagsforløb. Når praksis nu dokumenteres med [person12]s artikel fra 1999 er det ikke rimeligt, at Skatteankestyrelsen undlader sin fortolkning og kommentar. Det er også usædvanligt, at Skatteankestyrelsen ikke forholder sig til den fremsendte dokumentation for virksomhedens fakturerede omsætning.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin indkomstansættelse, skal senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2000, 2001, 2002, 2003 på den skattepligtiges initiativ således være sendt til SKAT senest henholdsvis den 1. maj 2004, 1. maj 2005, 1. maj 2006 og 1. maj 2007.

Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2000 til 2003, der tidligst er modtaget hos SKAT den 20. marts 2013, er således modtaget efter udløbet af fristerne for ordinær genoptagelse.

En anmodning om genoptagelse, der er indgivet efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, kan imødekommes i tilfælde, der opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 7, indeholder en række objektive grunde til genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse bestemmelser.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der efter anmodning fra den skattepligtige gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen. Det fremgår af bemærkningerne, at bestemmelsen bl.a. finder anvendelse, når skattemyndigheden har begået ansvarspådragende fejl, eller når skattemyndigheden har begået fejl, der ikke er ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig skatteansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen finder endvidere bl.a. anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. En skønsmæssig ansættelse eller et glemt fradrag berettiger som udgangspunkt ikke til en ekstraordinær ansættelse. Der henvises i den forbindelse til afsnit A.A.8.2.2.2.2.8 i Den Juridiske Vejledning samt dommen offentliggjort i SKM2018.496.BR afsagt af Retten i [by2] den 8. august 2018. Bestemmelsen er således tiltænkt et snævert anvendelsesområde og fortolkes indskrænkende.

Klageren har gjort gældende, at SKATs afgørelser er ubegrundede og uden henvisning til retsregler, faktiske omstændigheder eller hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, og at SKAT har tilsidesat officialprincippet, hvorfor der foreligger særlige omstændigheder, der giver grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003.

Landsskatteretten finder, at der i SKATs afgørelser om skønsmæssig forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed i indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003 er givet en tilstrækkelig begrundelse for afgørelserne og i fornødent omfang henvist til de relevante retsregler. Landsskatteretten finder endvidere, at klageren ikke har dokumenteret, at der skete en tilsidesættelse af officialprincippet i forbindelse med den skønsmæssige ansættelse af klagerens indkomst i de omhandlede indkomstår. Landsskatteretten finder herefter, at SKAT ikke har begået ansvarspådragende formalitetsfejl, der kan anses for særlige omstændigheder og dermed begrunde ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Klageren har endvidere gjort gældende, at der er sket beskatning af den forkerte person, da det er den daværende ægtefælle, som har drevet virksomheden, og som derfor burde have været beskattet af hele virksomhedens indkomst i alle årene. Klageren har herved gjort gældende, at ansvaret for fejlen kan henføres til SKATs (eller den kommunale skatteforvaltning) manglende omhu ved skønsudøvelsen og forhøjelsen af klagerens indkomst, som er i strid med kildeskattelovens § 25A. Fejlen må ifølge klageren anses for en ansvarspådragende myndighedsfejl.

Landsskatteretten finder, at da skattemyndigheden ikke rettidigt har modtaget en behørig selvangivelse, har myndigheden korrekt foretaget en begrundet skønsmæssig ansættelse med udgangspunkt i de oplysninger, som myndigheden havde til rådighed på tidspunktet for udøvelsen af skønnet.

Heroverfor har klageren ikke dokumenteret, at der ved en fejl er sket beskatning af klageren som følge af, at virksomheden blev drevet af klagerens daværende ægtefælle.

Landsskatteretten finder derfor, at skattemyndigheden ikke har begået en ansvarspådragende fejl, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsskatteretten finder med samme begrundelse, at beskatningen heller ikke er sket i strid med reglerne i grundlovens § 43.

Landsskatteretten bemærker, at klageren allerede for årene 2000, 2001, 2002 og 2003 har modtaget årsopgørelserne henholdsvis ultimo 2001, ultimo 2002, ultimo 2003 og ultimo 2004, hvor skattemyndighedens ansættelse af indkomsten fremgår. Da anmodningen om genoptagelse tidligst er modtaget hos SKAT den 20. marts 2013, er den således fremsat efter udløbet af 6-måneders fristen i skatteforvaltningens § 27, stk. 2, der løber fra det tidspunkt, hvor årsopgørelserne er fremsendt til klageren. Klageren er også af den grund afskåret fra ekstraordinær genoptagelse af de omhandlede indkomstår.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afslag på genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003.