Kendelse af 27-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2018

Aktionærlån

Faktiske oplysninger

Klageren stiftede selskabet [virksomhed1] ApS den 19. april 2006. Han var direktør i selskabet i perioden 19. april 2006 til 6. august 2015.

Da selskabet ikke indsendte årsrapporten for 2014 til Erhvervsstyrelsen, blev en anmodning om opløsning fremsendt til skifteretten i [by1] den 4. september 2015. [virksomhed1] ApS blev opløst af skifteretten den 7. oktober 2015 efter konkurslovens § 143, stk. 1.

Det fremgår af selskabets årsrapport for 2012, at selskabet har et tilgodehavende hos ledelsen pr. 31. december 2012 med 256.783 kr. Af note 9 vedrørende tilgodehavendet fremgår følgende:

Ifølge selskabets årsrapport for 2013 havde selskabet et tilgodehavende hos virksomhedsdeltagere og ledelse pr. 31. december 2013 på 256.907 kr.

Den 22. september 2015 og den 9. november 2015 anmodede SKAT forgæves klageren om at indsende kopi af mellemregningen for aktionærlånet.

Den 12. januar 2016 sendte SKAT forslag til ændring af indkomsten vedrørende aktionærlånet på 256.907 kr. for indkomståret 2013.

Ved mail af 4. februar 2016 tilkendegav klagerens repræsentant, at der ville blive indsendt indsigelser til SKATs forslag af 12. januar 2016, og at der blev forbeholdt adgang til et møde inden, at der blev foretaget ændringer af de selvangivne beløb.

Ønsket om møde blev gentaget ved mail af 12. juni 2016 fra klagerens repræsentant til SKAT.

Den 25. februar 2016, modtog SKAT en mail fra klagerens revisor, hvor det blev anført, at mellemregningskontoen med [virksomhed1] var opstået før den 14. august 2012, hvorfor de anførte bestemmelser om beskatning ikke var gældende. Det blev desuden bemærket, at hævninger efter 14. august 2012 var bogført og indberettet som løn.

Den 2. marts 2016 anmodede SKAT om kopi af mellemregningskontoen. SKAT modtog den 17. maj 2016 en mail fra klagerens revisor. Heraf fremgår:

”Vedrørende mellemregning med [virksomhed1] ApS, er vi ikke i besiddelse af det ønskede materiale. Som tidligere oplyst er hævninger efter den 14. august 2012 bogført og indberettet som løn, hvorfor de anførte bestemmelser om beskatning ikke er gældende. Der vedlægges endvidere kopi af sider fra årsrapporterne for 2012 og 2013, som dokumenterer, at saldoen efterfølgende ikke er steget.”

Den 19. maj 2016 sendte SKAT et nyt forslag til afgørelse. Ifølge forslaget skulle klageren beskattes af aktionærlån i 2012 med 256.907 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for skattepligtig af aktionærlån.

SKAT har anført følgende:

”SKAT anser aktionærlånet fra selskabet [virksomhed1] ApS som værende løn udbetalt til dig. Beløbene er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, c.

Lånet er ikke ifølge de foreliggende oplysninger tilbagebetalt. Lånet er ifølge din revisor optaget inden den 14. august 2012 og du var insolvent i 2012.

I henhold til Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 kan SKAT ikke foretage ændringer senere end 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb.

Du er dog omfattet af personkredsen i Skattekontrollovens § 3B, og der således i henhold til Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 en forlænget ligningsfrist for disse personer, og fristen her udløber først i det sjette år efter indkomstårets udløb.

SKAT har kontaktet revisor for at få en redegørelse/opgørelse over, at I finder, at du er solvent, men desværre uden resultat.

SKAT fastholder ansættelsen. SKAT finder, at forholdet er omfattet af Skatteforvaltningslovens § 26 stk. 5.

En gennemgang af de indberettede oplysninger om dine formueforhold viser at du på udbetalingstidspunktet var insolvent.

Salgsværdien af de to ejendomme skal være væsentlig over vurderingen før formuen bliver positiv.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig, og at afgørelsen vedrørende indkomståret 2012 er forældet. Derudover er der nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af aktionærlån.

Repræsentanten har bl.a. anført følgende:

”...

Vi har i vores emails af 4. februar 2016 og 12. juni 2016 til SKAT anmodet om adgang til mundtlig forhandling i sagen. Dette har vi ikke fået, hvilket er i strid med forvaltningsreglerne. Vi tillægger det stor værdi på et møde mundtligt at kunne fremlægge sagen og vores argumenter.

...

Mere principalt påstås indkomsten i 2012 nedsat grundet sagens forældelse. SKAT henviser

til forvaltningsloven § 26, stk. 5. Denne kan ikke anvendes i denne sag, idet denne sag udelukkende skal vurderes på grundlag af, om vores klient på lånets udbetalingstidspunkt måtte vurderes at være solvent.

Subsidiært påstås indkomsten i 2012 nedsat grundet sagens materielle indhold. SKAT har foretaget en skønsmæssig beregning af vores klients formueforhold ultimo 2011 og ultimo 2012. Vi har efterfølgende opgjort formuen således:

[person1] må således vurderes at være solvent på udlånstidspunktet.”

Ved mødet i Skatteankestyrelsen oplyste repræsentanten, at lånet blev optaget før 14. august 2012. Hævninger efter 14. august 2012 blev anmeldt som løn og indgår derfor ikke i det bogførte tilgodehavende.

Der foreligger ikke noget bogføringsmateriale, da kurator har fået det hele. Repræsentanten bemærkede, at ejendommens værdi skal fastsættes til handelsværdien, hvilket ikke nødvendigvis er den samme værdi som den offentlige ejendomsvurdering.

SKATs efterfølgende udtalelse til Skatteankestyrelsen

”Revisor påstår den afsagte kendelse ugyldig, idet der ikke har været et fysisk møde omkring sagen. SKAT er at den opfattelse at Revisor har fået mulighed for at belyse sagen til fulde, idet der er sket op til flere mail korrespondancer med Revisor hvor SKAT har taget højde for alle Revisors argumenter. I den sidste mail af 19. juli skriver revisor følgende:

”I forlængelse af vores mail af 12. juni 2016 (vores indsigelse) skal vi hermed besvare din telefoniske henvendelse.

Vi fastholder de af os anførte indsigelser mod de foreslåede forhøjelser af de skattepligtige indkomster for indkomstårene 2012 og 2013.

Vi kan ikke yderligere dokumentere den aftalte rentefordeling mellem ægtefællerne, men skal henvise til, at rentefordelingen før og efter skilsmissen, er foretaget efter den oprindelig aftale mellem ægtefællerne, således som det også fremgår af selvangivelserne.

Det i vores mail af 12. juni 2016 anførte er fortsat gældende.”

SKAT mener derfor sagen har være behandlet korrekt og at der i henhold til Skatteforvaltningslovens § 26 stk. 5 har kunne ske ændring af skyders indkomst.

SKAT har tidligere gentagende gange bedt revisor om at redegøre for, at skyder var solvent.

Revisor har nu fremsendt en formue opgørelse hvor han mener at skyder har været solvent pr. 31. december 2011, det bliver han i kraft af at Revisor mener at handelsværdierne på hans ejendomme er væsentlige højre end ejendomsværdien. Det bemærkes at han også i Revisors beregning er insolvent pr. 31. december 2012.

SKAT er af den opfattelse at da det ikke er sandsynliggjort at handelsværdien skulle være så meget højere bør der stadig tages udgangspunkt i ejendommenes ejendomsværdi. Det bemærkes endvidere at skyder kun ejer 50 % af ejendommene. Det er derfor stadig SKAT’s opfattelse at skyder er insolvent på udlånstidspunktet.”

Retsmøde

Ved retsmøde i Landsskatteretten fremlagde klagerens repræsentant kopi af finans kontokort vedrørende [virksomhed1] ApS, konto 6860, ”Mellemregning med anpartshavere”. Der er alene fremlagt den del, der vedrører 1. januar til 8. august 2012. Saldoen udgjorde -42.952,37 kr. den 1. januar 2012 og 233.183,25 kr. den 8. august 2012.

Landsskatterettens afgørelse

Manglende møde

Klageren har i mails af 4. februar 2016 og 12. juni 2016 anmodet SKAT om et møde i sagen. Dette er dog ikke blevet imødekommet inden SKATs afgørelse.

SKAT burde have indkaldt klageren til et møde, da denne har anmodet herom. Det er dog Landsskatterettens opfattelse, at klageren har haft mulighed for at oplyse sagen inden SKATs afgørelse, ligesom klageren har haft mulighed for at komme med sine indsigelser til SKATs forslag til afgørelse. Klageren har således haft kendskab til de foreliggende oplysninger i sagen. Der anses derfor ikke ud fra en konkret vurdering at foreligge en sagsbehandlingsfejl, der har haft væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf. SKM2003.556.ØL.

SKATs afgørelse anses derfor at være gyldig.

Forældelse af indkomståret 2012

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fastslår, at fristerne efter stk. 1 og 2 først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3 B i skattekontrolloven eller § 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.

Skattekontrollovens § 3 B fastslår, at skattepligtige til Danmark, der er interesseforbundne med en fysisk eller en juridisk person, skal selvangive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med disse (kontrollerede transaktioner).

Det er ubestridt, at klageren udøver en bestemmende indflydelse over sit selskab, [virksomhed1] ApS. Klageren og hans selskab er således omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B Herefter og da hævningerne på mellemregningskontoen må betragtes som en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, jf. bl.a. SKM2012.92HR, SKM2012.221.HR og SKM2015.396.VLR, er skatteansættelsen for indkomståret 2012 sket rettidigt.

Aktionærlån

Det følger af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at hvis et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet, direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabslovens § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 926 af 18. september 2012, og har virkning for lån, der er ydet fra og med den 14. august 2012.

Der fremgår følgende af Den Juridiske Vejledning, afsnit C.B.3.5.3.3, ”Hævning af tilgodehavende, men hovedaktionæren har et gammelt aktionærlån hos selskabet”:

”Mellemværenderne mellem selskabet og aktionæren må anses for selvstændige låneforhold, hvis de af parterne behandles som adskilte låneforhold, eksempelvis ved at de er registreret som adskilte og selvstændige låneforhold i selskabets bogholderi...”

Klagerens selskab har haft et tilgodehavende hos klageren i 2012 og 2013. Tilgodehavendet fremgår af regnskaberne for 2012 og 2013. Det kan konstateres, at der alene er en difference på 124 kr. mellem det anførte tilgodehavende hos klageren i henholdsvis 2012 og 2013. Det lægges derfor til grund, at tilgodehavendet er opstået i 2012.

To retsmedlemmer, heriblandt retsformanden, finder, at det ikke kan konstateres, om selskabet har foretaget en løbende bogføring. Det kan heller ikke på det foreliggende grundlag fastslås, hvorledes tilgodehavendet er opstået. Ud fra oplysningerne i regnskabet for 2012, note 9, lægges det dog til grund, at tilgodehavendet er opstået efter den 1. august 2012.

I forbindelse med retsmødet blev der fremlagt kopi af mellemregningen dog kun for perioden 1. januar til 8. august 2012. Der er således ikke fremlagt dokumentation for udviklingen på mellemregning for hele 2012.

Sammenholdes dette med det anførte i note 9 i årsrapporten for 2012, anses det ikke for tilstrækkeligt dokumenteret, at lånet ikke er opstået efter 14. august 2012.

Det er herefter retsmedlemmernes opfattelse, at ligningslovens § 16 E finder anvendelse, og at der er tale om ét låneforhold. Klagerens gæld pr. 31. december 2012 udgjorde 256.783 kr. I mangel af tilstrækkelige oplysninger om gældens opståen, opgøres klagerens lån i 2012 til dette beløb. Lånet beskattes som løn, jf. ligningslovens § 16 E.

Et retsmedlem finder, at aktionærlånet blev optaget før den 14 august 2012. Ud fra de foreliggende oplysninger om klagerens økonomi anses klageren for insolvent på tidspunkterne for låneoptagelsen.

Klageren skal beskattes af aktionærlånet som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten nedsætter klagerens personlige indkomst med 124 kr. (256.907 kr. – 256.783 kr.)

Renteudgifter

Faktiske oplysninger

Klageren har i 2013 fratrukket renteudgifter med 112.864 kr. svarende til 100 % af renteudgifter vedrørende lån hos [finans1] samt renteudgifter med 47.954 kr., svarende til 100 % af renteudgifter vedrørende lån hos realkreditinstitutter. Klageren optog lånene sammen med sin daværende ægtefælle.

[finans1] har indberettet renteudgifter med 56.432 kr., og der er indberettet renteudgifter med 23.977 kr. vedrørende renteudgifter til realkreditinstitutter.

Ved mail af 17. maj 2016 til SKAT oplyste klagerens revisor til SKAT:

”Vedrørende indberetning af renteudgifter, som påstås fratrukket [person1] og tidligere ægtefælle, er det aftalt mellem ægtefællerne, at [person1] skal have det fulde fradrag, da han har betalt ydelserne på lånene. Det er samme praksis som i 2010 og 2011.”

Der er fremlagt en bodelingsoverenskomst af 28. august 2014, som er underskrevet af begge parter. Af aftalens § 3 fremgår, at parternes fælles ejendom er solgt, og at parterne forpligter sig til at underskrive de nødvendige overdragelsesdokumenter med henblik på at få berigtiget handlen.

På trods af anmodning herom er der ikke fremlagt dokumentation for, at klageren har betalt alle renteudgifter vedrørende lån i [finans1] og realkreditinstitutter i 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har godkendt fradrag for renteudgifter med 56.432 kr. og 23.977 kr. i 2013.

SKAT har anført følgende:

”SKAT kan ikke godkende det fulde fradrag for alle renteudgifter vedrørende din og din tidligeres ægtefælles fælles lån. SKAT godkender fradrag for den andel der er indberettet fra bank/sparekasse samt kreditforening som værende din andel. Din indkomst forhøjes derfor med 80.454 kr. for indkomståret 2013. Det bemærkes at indkomståret 2012 er forældet i henhold til Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 vedrørende rentefradraget.

Der forligger ingen skriftlig aftale mellem dig og din tidligere ægtefælle om at du skal have hele rentefradraget.

SKAT har endnu engang forsøgt at få udleveret en skriftlig aftale mellem dig og din tidligere ægtefælle omkring fordeling af renteudgifterne.

Da renteudgifterne er fordelt af banken og der ikke er nogen dokumentation for en anden fordeling, fastholder SKAT ansættelsen.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for renteudgifter i henhold til det selvangivne.

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren altid har betalt afdragene, hvorfor klageren altid har fået fradrag for renteudgifterne også i den periode, hvor parret var gift.

Landsskatterettens afgørelse

Renter af gæld er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, såfremt renten vedrører en aktuel gældsforpligtelse, der påhviler debitor som en reel, retlig forpligtelse.

Fradragsretten tilkommer den, der hæfter for gælden over for kreditor.

Udgangspunktet for fordeling af fradragsretten for renter af gæld mellem to solidarisk hæftende skyldnere er, at fradragsretten for renteudgifterne for den enkelte debitor begrænses til renteudgifterne for den del af gælden, som den enkelte debitor i det indbyrdes forhold må antages at hæfte for. I mangel af holdepunkter for en anden fordeling fordeles rentefradraget ligeligt blandt de solidarisk hæftende skyldnere.

Det er ubestridt, at der i 2014 blev indgået en bodelingsaftale mellem klageren og hans tidligere ægtefælle. På baggrund af bodelingsaftalens ordlyd kan det dog konstateres, at ejendommen er solgt, og at aftalen ikke regulerer betalingen af forpligtelser vedrørende kreditforenings – og banklån. Bodelingsaftalen regulerer således ikke fordelingen af renteudgifter.

Det kan desuden fastslås, at klageren og hans tidligere ægtefælle oprindeligt var debitorer på de omhandlede lån, og at de hæftede solidarisk. Det er hverken dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren efterfølgende alene hæfter for lånene, eller at han har betalt alle renteudgifterne vedrørende lånene i 2013.

Klageren er således ikke berettiget til et rentefradrag udover de 50 % heraf i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse for så vidt angår dette klagepunkt.