Kendelse af 23-05-2022 - indlagt i TaxCons database den 15-06-2022

Journalnr. 16-1644517

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2014

Aktieindkomst

Udgifter til portrætfotoserie anset for maskeret udlodning

3.125 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], der blev startet den 28. november 2008, og er registreret under branchekoden ”749090 Andre liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser i.a.n.”. Selskabets formål er salg af tjenesteydelser og anden efter ledelsens skøn beslægtet virksomhed.

Selskabet er ejet af [person1] med en ejerandel på 50 % og [person2] med en ejerandel på 50 %.

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2014 afholdt udgifter til en portrætfotoserie på 6.250 kr.

Klageren har oplyst til SKAT, at der er tale om en portrætfotoserie af ældre mennesker til anvendelse i foredrag om bl.a. livsstil og sundhed med fokus på seniorer, og at disse foredrag har været en vigtig del af selskabets indtjening.

I forbindelse med klagesagens behandling ved Skatteankestyrelsen har klageren fremlagt portrætfotoserie med 35 portrætter, baggrundsinfo om de enkelte portrætter, foredraget [...], der er afholdt for [forening1] samt faktura af 28. november 2014 til [forening1] for undervisning på [forening1]s kursus ”[...]”.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens aktieindkomst med 3.125 kr. for indkomståret 2014.

Som begrundelse for afgørelsen er anført følgende:

”(...)

5. Administrationsomkostninger

(...)

SKATs bemærkninger og begrundelse

Det er SKAT´s opfattelse, at selskabet i et betydeligt omfang har afholdt udgifter som alene er afholdt i anpartshavernes private interesser og som er selskabets indkomstopgørelse uvedkommende, da udgifterne ikke er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst.

(...)

Portrætseriefoto – Der er en formodning for, at selskabets betaling af portrætseriefoto er af privat karakter for hovedanpartshaverne. Udgiften anses derfor at tilhøre din private husholdning. Da selskabet har afholdt udgiften på 6.250 kr., er du skattepligtig heraf som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Din aktieindkomst forslås ændret for 2014 med 50 % af 14.075 kr., i alt 7.037 kr.

Afgørelse

(...)

Portrætseriefoto – i mangel af dokumentation for at der er tale om en portrætserie af ældre mennesker, og denne er anvendt af selskabet i forbindelse med foredrag, finder vi det ikke for sandsynliggjort, at der er tale om en driftsomkostning for selskabet, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Vi fastholder derfor, at udgiften tilhører din private husholdning.

Ændringen på 6.250 kr. i udlodning fastholdes, heraf udgør din andel 50 %, eller 3.125 kr.

(...)”

I høringssvar af 18 november 2016 er følgende oplysninger anført:

”(...)

Ud fra de indsendte oplysninger i klagen anses det for dokumenteret, at udgiften er erhvervsmæssig relateret, hvorfor der bør gives medhold på dette punkt, således at ændringen på 3.125 kr. i aktie indkomst bortfalder.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst nedsættes med 3.125 kr. for indkomståret 2014.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

Bilag 335 vedrører en portrætseriefoto af ældre mennesker til anvendelse i foredrag om bl.a livsstil og sundhed med fokus på seniorer. Disse foredrag har været en vigtig del af de opgaver [virksomhed1] ApS har opnået indtjening ved de seneste år. Skat henviser i afgørelse til manglende dokumentation, hvilket SKAT ikke har efterspurgt. Vi har derfor vedlagt følgende;

Bilag 1.1: Portrætfotoserie - 35 portrætter
Bilag 1.2: Baggrundsinfo om de enkelte portrætter
Bilag 1.3: [...]_Foredrag Ældresagen 2014 se side 3 og 8
Bilag 1.4: Faktura 315 Ældresagen 28.11.2014

Bilag 1.3 og 1.4 er vedlagt som dokumentation for at portrætfotoene er anvendt til at opnå indtjening.

Vi mener at de 5.000,- kr. + moms 1.250,- kr. på bilag 335 er en driftsudgift. Derfor klager vi over SKAT's afgørelse om ændring af selskabets skattemæssige fradrag og moms samt udlodning til hovedanpartshaverne [person2] og [person1].

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, hvorvidt selskabets køb af portrætfotoserie skal anses for maskeret udlodning til klageren.

Alt hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

SKAT har anset købet af portrætfotoserien for en maskeret udlodning til klageren efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2.

Landsskatteretten har i afgørelse af samme dato som nærværende fundet, at udgiften til portrætfotoserien er en fradragsberettiget driftsomkostning, og at udgiften dermed er afholdt i selskabets interesse. Retten finder på den baggrund ikke, at der er tale om en maskeret udlodning til klageren.

Den påklagede afgørelse ændres på dette punkt, idet aktieindkomsten for indkomståret 2014 nedsættes med 3.125 kr.