Kendelse af 22-03-2018 - indlagt i TaxCons database den 21-04-2018

Indkomstår:2012 - 2014

Faktiske oplysninger

Klageren har den 5. juli 2012 indgået en privat aftale om børnebidrag. Aftalen blev indgået mellem klageren og den tidligere ægtefælle.

Ved separation fik den ene datter bopæl hos klageren og den anden datter fik bopæl hos klagerens tidligere ægtefælle. Pigerne befinder sig ligeligt hos deres forældre i henhold til en 7/7 aftale.

Af aftalen fremgik:

”...

Det aftales i den forbindelse at yde krydsende børnebidrag udover normalbidrag, til dækning af udgifter til børnenes skolegang (privatskole/efterskole, SFO, Klub og dertil henhørende udgifter f.eks. computer, rejser, lejrskole), børneopsparing, transport, sportsaktiviteter, lommepenge og lignende. Tidligere fælleskonto i [finans1] bibeholdes ([...]), hvorpå variable beløb indsættes hver måned. Dertil opspares der af bidragsbeløbet til hvert af børnene til efterskole ophold (herunder lommepenge og rejser).

Bidraget er aftalt som følgende, men kan ændres ved fælles overenskomst.

For 2012 udgør bidraget 4000 kr. + 2900 kr. pr. part pr. mdr. (Gældende i 6 mdr.). indeholder ekstra bidrag i forhold til etablering af børneværelser (møblering m.v.) plus indkøb af andet ekstra i forbindelse med etableringen i nyt hjem.

For 2013 udgør bidraget 4000 kr. pr. part pr. mdr.

For 2014 udgør bidraget 4000 kr. pr. part pr. mdr.

For 2015 udgør bidraget 4000 kr. pr. part pr. mdr.

For 2016 udgør bidraget 4000 kr. pr. part pr. mdr.

Aftalen udløber ved [person1]s 18 års fødselsdag”

Kontoudtog fra den fælles konto viste, at der blev betalt variable beløb til pigernes skole og øvrige varierende udgifter til f.eks. forsikringer, frisør, tøj, sko, togbillet, fritidsaktiviteter, [...], [...] m.v.

Indbetalingerne til kontoen var varierende, og der fremgik ikke faste månedlige beløb.

Klageren har i indkomståret 2012 selvangivet fradrag for børnebidrag med 18.000 kr., i indkomståret 2013 med 40.284 kr. og i indkomståret 2014 med 40.284 kr.

Klagerens lønindkomst, virksomhedsindkomst samt renter var selvangivet med 153.016 kr. i indkomståret 2012, 33.334 kr. i indkomståret 2013 og 128.660 kr. i indkomståret 2014.

Familiestyrelsens vejledende indtægtsgrænser:

Indkomståret 2012:

Indkomståret 2014:

Klageren har i indkomståret 2012 fratrukket normalbidrag plus 176 %, i indkomståret 2013 fratrukket normalbidrag plus 204 % og i indkomståret 2014 fratrukket normalbidrag plus 198 %.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 vedrørende ikke godkendt fradrag for børnebidrag.

Til støtte herfor har SKAT anført:

”Når der er tale om gensidige bidrag, dvs. en forpligtelse for begge parter til at betale bidrag til det barn, der bor hos den anden part, kan der ikke godkendes fradrag for bidrag der står i misforhold til parternes økonomiske kår. Det har Østre Landsret fastslået i dom af 12. januar 1982. I disse tilfælde fastsættes fradragene til de beløb, som de bidragsfastsættende myndigheder ville have fastsat. Ud fra din bruttoindkomst ville du blive pålagt at betale normalbidraget, hvilket for 2012 vil betyde fradrag i 6 måneder af 1.087 kr. = 6.522 kr.

Når der er tale om gensidige bidrag, dvs. en forpligtelse for begge parter til at betale bidrag til det barn, der bor hos den anden part, kan der ikke godkendes fradrag for bidrag der står i misforhold til parternes økonomiske kår. Det har Østre Landsret fastslået i dom af 12. januar 1982. I disse tilfælde fastsættes fradragene til de beløb, som de bidragsfastsættende myndigheder ville have fastsat. Ud fra din bruttoindkomst ville du blive pålagt at betale normalbidraget, hvilket for 2013 vil betyde fradrag i 12 måneder af 1.104 kr. = 13.248 kr.

Når der er tale om gensidige bidrag, dvs. en forpligtelse for begge parter til at betale bidrag til det barn, der bor hos den anden part, kan der ikke godkendes fradrag for bidrag der står i misforhold til parternes økonomiske kår. Det har Østre Landsret fastslået i dom af 12. januar 1982. I disse tilfælde fastsættes fradragene til de beløb, som de bidragsfastsættende myndigheder ville have fastsat. Ud fra din bruttoindkomst ville du blive pålagt at betale normalbidraget, hvilket for 2014 vil betyde fradrag i 12 måneder af 1.124 kr. = 13.488 kr

Du har den 26. maj 2016 sendt følgende indsigelse over SKATs forslag til ændring af din skat den 28. april 2016

Til SKAT/[person2]

SKAT foreslår at ændre grundlaget for min skat for 2012-2014. Af flere grunde er jeg uenig i forslaget til afgørelse.

Ad 1. Jeg savner en fyldestgørende argumentation.

Ad 2. Sidste forår angav jeg og fik imødekommet fradrag. Der er ikke siden sket ændringer i mine økonomiske forhold.

Ad 3. I SKATs juridiske vejledning fremgår det, at fradragsretten kan begrænses, hvis bidraget overstiger hvad statsforvaltningen ville have fastsat, men det fremgår også at dette kun bør ske i ekstreme tilfælde.

Jeg mangler redegørelse for, hvorfor mit tilfælde anses som ekstremt.

I forhold til dommen i Østre Landsret af 12. januar 1982, fastslås det, at der ikke gives fradrag for gensidige børnebidrag, som står i misforhold til parternes økonomiske kår.

I stikord fremlægges det i den juridiske vejledning C.A.8.5.2.2 således: Efter forældrenes beskedne økonomiske kår, blev der ikke indrømmet fradrag for større gensidig bidrag til to fællesbørn, som hver af de tidligere ægtefæller havde forældremyndigheden over.

Andre kendelser modsiger ikke gensidige bidrag ud over normalbidraget, jf. afgørelsen LSRM.1979.53.LSR samt TfS.1999.112.LSR og da der i forslag til afgørelse, udelukkende tages udgangspunkt i min årlige indtægt, må jeg derfor antage, at det er SKATs vurdering, at mine økonomiske kår er beskedne.

I afgørelsen henvises der til beløb som de bidragsfremsættende myndigheder ville have fastsat, men det fremgår også at de vejledende retningslinjer for højere børnebidrag end normalbidraget at disse udelukkende er vejledende, fordi bidragsfastsættelsen sker efter et konkret skøn over samtlige omstændigheder i den enkelte sag.

Jeg er ikke af den opfattelse, at jeg har beskedne økonomiske kår. Jeg har en fast månedlig indtægt samt en opsparing, som jeg har valgt skal gå til at prioritere mine børns skolegang.

Redegørelse for økonomiske kår

Jeg har, ud over en fast arbejdsindkomst, lave månedlige udgifter. Dertil fik jeg vil bodeling i 2012 et større kontant beløb frigivet. Således har jeg via opsparingen har 3000 kr. mere om måneden at leve for.

Det faktum vil derfor også ligge til grund for en afvisning af påstand om, at jeg har beskedne økonomiske kår. Det har været muligt at fastholde mine børn i privatskole, samt den ældste på efterskole m.v. uden at jeg har stiftet gæld i processen. Derfor er mine kår ikke beskedne og modsvarer fuldt ud mit bidrag.

Jeg er klar over, at dommen fra 1982, vil hindre et misbrug af fradragsretten, til blot at krydse bidragene. Men i dette tilfælde er der et reelt formål med det forhøjede bidrag og dette formål er efterkommet. Pengene er reelt set brugt til udgifter ud over det normale, til vores døtre.

Jeg vil, på ovenstående grundlag anmode om et fornyet forslag til afgørelse, hvori der tages stilling til mine konkrete forhold. Såfremt dette ikke kan imødekommes, vil jeg anmode om et møde.

Venlig Hilsen

[person3]

SKAT har den 3. juni 2016 besvaret din indsigelse således:

Tak for din mail den 26. maj 2016, hvor du oplyser, at du er uenig i mit forslag til ændring af din skat den 28. april 2016.

Ad 1. Du skriver, at du savner en fyldestgørende argumentation. Den synes jeg fremgår af mit forslag til ændring af din skat. Når der er tale om gensidige bidrag, kan der ikke godkendes fradrag, der står i misforhold til parternes økonomiske kår. Ved vurderingen af dette, har jeg anvendt de vejledende bidragssatser fra statsforvaltningen. Disse fremgår af juridisk vejledning afsnit C.A.8.5.2.2, hvilken du selv henviser til andet sted i dit brev.

Ad. 2. Du skriver, at du sidste år angav og fik imødekommet fradrag.

”Uanset den nu foretagne ændring har SKAT mulighed for at ændre årsopgørelsen inden for fristerne i skatteforvaltningsloven”

Ad 3. Du skriver, at det af SKATs juridiske vejledning fremgår, at fradragsretten kan begrænses, men at dette kun bør ske i ekstreme tilfælde. Du mangler redegørelse for, hvorfor dit tilfælde anses som ekstremt.

Der står jo netop i SKATs juridiske vejledning afsnit C.A.8.5.2.2, at det bør ske, i de tilfælde, hvor der er tale om krydsende bidrag og så henvises der til de vejledende bidragssatser nedenfor.

Du skriver endvidere, at du ikke er af den opfattelse, at du har beskedne økonomiske kår og henvist til at de vejledende retningslinjer for højere børnebidrag end normalbidrag er vejledende, fordi bidragsfastsættelsen sker efter et konkret skøn over samtlige omstændigheder i den enkelte sag.

Det er rigtigt, at de vejledende retningslinjer for fastsættelse af bidrag er vejledende, men det ligger fast, at din bruttoindkomst ikke for hverken 2012, 2013 eller 2014, ville betyde, at du ville blive fastsat til et bidrag, der er højere end normalbidraget.

Du henviser i øvrigt til at andre kendelser ikke modsiger gensidige bidrag ud over normalbidraget og henviser til de to afgørelser, der er refereret til i SKATs juridiske vejledning og som godkender fradrag for gensidige bidrag ud over normalbidraget. Jeg mener ikke, at nogen af disse to afgørelser kan berettige, at du får godkendt fradrag for det bidrag du og din tidligere ægtefælle har aftalt, blandt andet fordi det i den ene afgørelse har været afgørende, at den ene ægtefælle, på grund af indkomsten, kunne pålægges et højere bidrag end normalbidraget.

Du har redegjort for dine økonomiske kår, og du antager, at det er SKATs vurdering, at du har økonomisk beskedne kår, idet det står anført i den afgørelse fra Øster Landsret fra 12. januar 1982, som jeg henviser til. Dette er ikke rigtigt. Jeg henviser til, at den aftale, som du og din tidligere ægtefælle har indgået, står i misforhold til dine økonomiske kår. Ved vurderingen af dette, har jeg anvendt de vejledende bidragssatser fra statsforvaltningen. Ud fra disse, ville du ikke blive pålagt at skulle betale mere end normalbidraget og når der er tale om krydsende bidrag, hvor der ikke sker en betaling, kan der ikke godkendes fradrag ud over de vejledende bidragssatser. SKAT anser derfor aftalen for at være indgået med henblik på at opnå skattemæssige fordele.

Som det fremgår af ovenstående, kan jeg ikke imødekomme din anmodning om et fornyet forslag til ændring af din SKAT. Du anmoder så om et møde og da jeg sidder i [by1] og du bor i [by2], vil jeg foreslå det sker telefonisk fredag den 10. juni 2016 kl. 10.30. Ved samtalen, vil jeg gerne have oplyst, hvordan du har opgjort de beløb, du fratrækker i børnebidrag for 2012, 2013 og 2014. Beløbene er ikke de samme som fremgår af den aftale om børnebidrag, din tidligere ægtefælle har indsendt (vedlagt i kopi).

Alternativt vil jeg sende dig en afgørelse, som du så har mulighed for at påklage til Skatteankestyrelsen.

Send mig gerne en mail herom snarest muligt.

Du har ikke reageret på min opfordring til et telefonmøde, hvorfor du nu får denne afgørelse. ”

I bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling har SKAT anført:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Bidrag, som i anledning af skilsmisse eller separation udredes af den ene ægtefælle til underhold af et barn, der opholder sig hos den anden ægtefælle, kan efter reglen i ligningslovens § 10, stk. 1 og 2 fratrækkes i bidragsyderens skattepligtige indkomst.

Det fremgår af den fremlagte ”Privat aftale om børnebidrag”, dateret den 5. juli 2012 og underskrevet af parterne, at datteren [person4], får bopæl hos sin mor [person5], mens datteren [person1] får bopæl hos klager. Døtrene befinder sig ifølge aftalen ligeligt hos deres forældre, en 7/7 aftale.

Parterne har aftalt at yde krydsende børnebidrag udover normalbidrag.

Aftalen udløber ved [person1]s 18 års fødselsdag, februar 2017. [person1] er den ældste datter. Der er ikke fremlagt oplysninger eller dokumentation for om og hvordan bidrag udredes for den yngste datter [person4] efter aftalens udløb.

Bidraget udgør ifølge aftalen:

For 2012 udgør bidraget 6.000 kr. pr. md (gældende i 6 måneder), hvilket svarer til 36.000 kr. det år. Klager har fratrukket 18.000 kr. i 2012.

For 2013 og frem udgør bidraget 4.000 kr. pr. måned, hvilket svarer til 48.000 kr. årligt. Klager har fratrukket 40.284 kr. i hvert af indkomstårene 2013 og 2014.

Normalbidraget udgør:

For 2012 udgør normalbidraget 1.228 kr. pr. måned.

For 2013 udgør normalbidraget 1.247 kr. pr. måned.

For 2014 udgør normalbidraget 1.270 kr. pr. måned.

Det aftalte bidrag udgør således

For 2012 normalbidraget + 388 %

For 2013 normalbidraget + 220 %

For 2014 normalbidraget + 214 %

Det fremgår af aftalen, at en tidligere fælleskonto i [finans1] bibeholdes, og at variable beløb indsættes her hver måned. Kontoudskriften er fremlagt i sagen. Det er ikke muligt, at afstemme indsætningerne på bankkontoen til aftalen. Det fremgår da også af mødereferatet i Skatteankestyrelsen den 23. august 2017, at der reelt har været tale om delvis modregning.

De børnebidrag, som forældre har aftalt indbyrdes, kan i almindelighed fratrækkes. Det er en forudsætning, at parterne kan dokumentere aftalen. Overstiger bidraget åbenbart, hvad statsforvaltningen ville have fastsat, hvis forældrene ikke havde indgået en aftale, kan fradragsretten begrænses. Som det fremgår af juridisk vejledning, afsnit C.A.8.5.2.2 bør dette dog kun ske i ekstreme tilfælde – specielt hvor de forhøjede børnebidrag ydes i stedet for bidrag til ægtefællen, eller hvor der er tale om krydsende bidrag.

Klager og hans tidligere ægtefælle har indgået en aftale om krydsende bidrag. Ingen af parterne har en indkomst, der umiddelbart efter Familiestyrelsens vejledende retningslinjer, ville føre til en fastsættelse af højere børnebidrag end normalbidraget, såfremt Statsforvaltningen måtte skulle fastsætte et sådant. Det bemærkes i øvrigt hertil, at det fremgår af statsforvaltningen.dk, at Statsforvaltningen som udgangspunkt ikke fastsætter bidrag, hvis barnet opholder sig nogenlunde lige meget hos begge forældre, og begge opfylder deres forsørgelsespligt, jf. vedlagte udskrift fra statsforvaltningen.dk

Da bidraget i den indgåede aftale udgør et tillæg til normalbidraget på mellem 214 og 388 % er det SKATs opfattelse, at bidraget åbenbart overstiger, hvad statsforvaltningen ville have fastsat. Da der er tale om krydsende bidrag er det SKATs opfattelse at fradragsretten kan begrænses.

Østre Landsret har den 12. januar 1982 (U.1982.492.Ø) taget stilling til fradragsretten ved krydsende bidrag.

I sagen havde ægtefællerne efter en skilsmisse fået tillagt forældremyndigheden over hver sit af parrets to fællesbørn: ”Forældrene indgik en aftale om, at hver skal betale 750 kr. månedlig til det barn den pågældende ikke har forældremyndigheden over. Aftalen er efter det oplyste blevet opfyldt ved, at parterne mødes og bytter penge, dog ikke altid tidsmæssigt samtidig. Skattemyndighederne, senest landsskatteretten, har for indkomstårene 1975, 1976 og 1977 nægtet forældrene fradrag på 9.000 kr. hver om året i børnebidrag, idet man alene har kunnet godkende fradrag for betalte børnebidrag svarende til de dagældende normalbidrag”.

Østre Landsret udtalte, at ”Landsretten kan tiltræde, at ligningslovens § 10, stk. 1, ikke i et tilfælde, hvor forældrene har forældremyndigheden over hver sit fællesbarn, kan anvendes til fradrag for gensidige børnebidrag af en størrelsesorden som i nærværende aftale, når henses til parternes ret beskedne økonomiske kår samt til oplysningerne om, hvorledes pengene blev udvekslede. Da aftalen således går ud over, hvad fradragsretten med rimelighed kan omfatte, må landsskatterettens afgørelse efter alt foreliggende lægges til grund”.

Jan Pedersen, dr. jur., har i vedlagte artikel i 1994 kommenteret på Østre Landsrets afgørelse fra 1982. Det fremgår således af artiklen (side 2, 1. afsnit), at ”En adgang til at fradrage ekstraordinært store krydsende bidrag vil betyde en høj risiko for, at fradraget ikke svarer til den reelle økonomiske forpligtelse. Der foreligger således en risiko for, at fradrag anerkendes, selvom bidraget ikke som krævet er reelt og effektivt udredet. Det synes derfor stemmende med indhold og formål i Ligningslovens § 10 at begrænse fradraget vedrørende krydsende bidragspligt til det pligtmæssige bidrag, der fastsættes efter objektive kriterier. Herved opnås også en hensigtsmæssig retstilstand, idet forældrene ikke kan aftale sig til skattefordele, som ikke på samme måde kan opnås af forældre, der ikke aftaler krydsende forældremyndighed. Omvendt sikres, at sådanne forældre ikke i skattemæssig henseende stilledes ringere, når statsamtet dog godkender krydsende forældremyndighed og når domstolene i skilsmissesager har mulighed for at træffe bestemmelse herom ud fra hensynene til børnenes tarv”.

Det er SKATs opfattelse, at klagers forhold er sammenlignelige med forholdene i Østre Landsrets afgørelse fra 1982. Klagers indkomstforhold står i misforhold til det bidrag, der er aftalt, jf. Familiestyrelsens vejledende retningslinjer, og det er derfor berettiget af fradragsretten begrænses til hvad parterne må antages at ville være blevet forpligtet til at betale, hvis statsforvaltningen havde fastsat bidraget. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, der understøtter, at statsforvaltningen ville have fastsat et højere bidrag end normalbidraget. SKAT henviser igen til, at statsforvaltningen som udgangspunkt ikke fastsætter bidrag, når begge forældre opfylder deres forsørgelsespligt, hvilket et ligeligt ophold hos begge forældre indikerer.

Det fremgår af repræsentantens brev til Skatteankestyrelsen den 2. oktober 2017, at det ikke er klart for parterne, hvilke omkostninger det er hensigten med lovgivningen at give fradrag for.

Indledningsvist bemærkes det hertil, at det følger af statsskattelovens § 6, sidste del, at den beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den benyttes til egen eller families underhold.

Det fremgår imidlertid af ligningslovens § 10, stk. 1, at bidrag til underhold af børn, der ikke opholder sig hos bidragsyderen, kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Der er derfor ikke tale om, at specielle omkostningsarter som f.eks. skole, telefonabonnement eller lignende i sig selv giver ret til fradrag i den skattepligtige indkomst.

Det er det løbende bidrag, som bidragsyderen er forpligtet til at betale, og som er betalt, der kan opnås fradrag for. Se f.eks. Landsskatterettens afgørelse i TfS 2000,213, hvor en fars udgifter i form af skolerejse, lommepenge, tøj og andre naturlige leveomkostninger afholdt under sønnens ophold hos ham, ikke kunne anses for at være et udredt bidrag omfattet af den bidragsresolution, der forelå.

Sammenfattende er det således fortsat SKATs opfattelse, at klager er berettiget til fradrag for bidrag til [person4] i 2012, 2013 og 2014 svarende til normalbidraget og vi er derfor enige i Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatteretten om at stadfæste SKATs afgørelse.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for børnebidrag svarende til det selvangivne.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

”For [person3] påklager jeg SKATs afgørelse af 8. juli 2016, journalnummer [...], for indkomstårene 2012-2014, hvorefter SKAT ikke har godkendt fradrag for børnebidrag efter Ligningslovens § 10, ud over Justitsministeriets normalbidrag.

Sagen og denne klage er direkte forbundet med den tilsvarende afgørelse vedrørende [person5], journalnummer [...]. Argumentationen for fradragsret i henhold til bidragsaftalen er alene fastholdt i [person5]s klage, og sagerne bedes behandlet under et.

Vi anmoder om muligheden for kontorforhandling og at give møde ved et retsmøde, hvis det skulle blive relevant.”

Af klagen vedrørende klagerens tidligere ægtefælle fremgår:

”SKATs afgørelse og vores påstand

SKAT har i sin afgørelse alene lagt til grund, at der er tale om en gensidig bidragsaftale, og partenes indkomstforhold ikke kan begrunde et bidrag ud over normalbidraget.

SKAT har derimod ikke foretaget en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen, lige­ som SKAT på intet tidspunkt har redegjort for, hvilken type omkostninger der berettiger til fradrag efter ligningslovens bestemmelse.

SKAT har med sin afgørelse og i drøftelserne under sagen lagt til grund, at der ikke kan gives fradrag for bidrag ydet efter gensidigt bebyrdende aftaler ud over retningslinjerne i fastsættelse af børnebidrag som fastlagt af Familiestyrelsen under Justitsministeriet.

Baggrunden for klagen er, at SKAT efter sin egen praksis udtrykt i Den juridiske vejledning er forpligtet til at foretage en konkret vurdering af forholdene i den enkelte sag, hvilket ikke er sket.

Hvis SKAT havde foretaget en reel konkret vurdering, burde man være nået frem til et andet resultat, da:

Praksis og argumentation

Det fremgår af SKATs juridiske vejledning afsnit C.A.8.5.2.2, jf. udvalgte afsnit og min understregninger, at:

"De børnebidrag, som forældrene har aftalt indbyrdes, kan i almindelighed fratrækkes. Det er en forudsætning, at parterne kan dokumentere aftalen. Overstiger bidraget åbenbart, hvad statsforvaltningen ville have fastsat, hvis forældrene ikke havde indgået en aftale, kan fradragsretten begrænses. Dette bør dog kun ske i ekstreme tilfælde - specielt hvor de forhøjede børnebidrag ydes i stedet for bidrag til ægtefællen, eller hvor der er tale om krydsende børnebidrag. Se nedenfor om vejledende bidragssatser."

"Når der i henhold til bidragsafgørelse eller -aftale mellem parterne foreligger en forpligtelse for begge parter til at betale underholdsbidrag til de(t) barn/børn, der bor hos den anden part, er der fradrag for et sådant bidrag, selv om betalingen helt eller delvist sker ved modregning i det beløb, den anden skal betale. Se LSRM.1979.53.LSR. Se også TfS.1999.112.LSR, hvor Landsskatteretten anerkendte en aftale om krydsende børnebidrag, uanset at kun den ene ægtefælle efter Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse kunne pålægges at betale de pågældende børnebidrag. I Østre Landsrets dom af 12. januar 1982 har retten fastslået, at der ikke kan gives fradrag efter LL § 10, stk. 1, for gensidige børnebidrag. som står i misforhold til parternes økonomiske kår. Fradrag blev kun givet for et beløb svarende til normalbidraget. Se U.1982.492.Ø."

"Som udgangspunkt fastsættes fradragene til de beløb, som de bidragsfastsættende myndigheder i mangel af aftale mellem parterne ville have fastsat. Denne fastsættelse sker i overensstemmelse med de vejledende regler for fastsættelse af børnebidrag, som Familiestyrelsen under Justitsministeriet udsender ... De ovennævnte retningslinjer er udelukkende vejledende, fordi bidragsfastsættelsen sker efter et konkret skøn over samtlige omstændigheder i den enkelte sag."

SKAT forvalter denne praksis som om gensidigt bebyrdende aftaler per definition er et såkaldt ekstremt tilfælde, hvor aftalens indhold skal tilsidesættes i forhold til fastsættelse af det skattemæssige fradrag og erstattes med Justitsministeriets normalbidrag.

Vi er ikke enige i denne opfattelse af praksis. Efter vores opfattelse fremgår det alene af ovennævnte praksis, at SKAT skal være specielt opmærksomme i tilfælde, hvor børnebidrag enten ydes i stedet for bidrag til ægtefælle eller ved gensidigt bebyrdende aftaler. Det synes naturligt og oplagt, at der skal være en sådan særlig agtpågivenhed, da der kan være risiko for aftaler indgået alene af skattemæssige hensyn.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at det entydigt fremgår af praksis, at der som udgangspunkt skal gives fradrag i henhold til aftalen mellem parterne, medmindre bidraget står i åbenbart misforhold til parternes økonomiske kår.

SKAT har ikke foretaget denne vurdering, da der alene tages udgangspunkt i Justitsministeriets skema over indkomst og normalbidrag og netop ikke de faktiske forhold i sagen, hvor det er dokumenteret, at der er økonomiske forhold til stede, der berettiger netop de forhold, som aftalen blev indgået på.

Det er problematisk, at SKAT i sagen ikke har villet indgå i en drøftelse af, hvilke omkostninger det er hensigten med lovgivningen, at der skal gives fradrag for.

Den gensidige aftale er således begrundet i et forhøjet omkostningsniveau på baggrund af parternes prioritering og valg om børnenes skolegang, jf. privatskole og siden efterskole. Der er derfor tale om helt konkrete omkostninger, specifikt til brug for børnene.

Den fulde implikation af SKATs afgørelse vil være, at andre personer, som traf de tilsvarende valg om skolegang for sine børn, ville kunne opnå et højere skattefradrag alene som følge af højere indkomst, men ikke som følge af de valg og dermed de konkrete omkostninger, som disse personer har valgt at påtage sig i forhold til sine børn -på samme måde som parterne i denne sag.

En konklusion om en sådan håndhævelse af reglerne ville betyde, at der er ikke er lighed for loven for den samme type omkostninger, og det kan dermed ikke være en korrekt håndhævelse af reglerne.

Det skattemæssige fradragsbegreb er per definition rettet mod afholdelse af omkostninger, for hvilke der gives fradragsret i henhold til lovgivningen, i dette tilfælde Ligningslovens § 10. Som en værnsregel mod et misbrug af disse regler er det i praksis lagt fast, at et bidrag ikke kan berettige til fradrag, når det står i åbent misforhold til de økonomiske kår. Med andre ord, man kan ikke bytte fradrag, hvis bidraget er på et niveau, som generelt ligger ud over en omkostning den enkelte ville kunne påtage sig på egen hånd.

Det forholder sig imidlertid anderledes i denne sag, da det forhøjede bidrag knytter sig til de konkrete valg til skolegang, som parterne har aftalt. Vurderingen af fradragsretten skal således foretages ud fra, om parterne har påtaget sig en forpligtelse og dermed har haft reelle omkostninger til denne skolegang.

Det er utvivlsomt dokumenteret i sagen, at parterne har indgået en aftale på skilsmissetidspunktet, jf. bilag 1, og dermed har valgt at påtage sig denne forpligtelse og de tilhørende forhøjede omkostninger, samt at parterne løbende har afholdt disse omkostninger, jf. bilag 2.

Da baggrunden for niveauet af bidraget i den gensidigt bebyrdende aftale således både er begrundet og dokumenteret i den konkrete sag, er SKATs afgørelse derfor ikke korrekt og bør afvises.

SKAT har ikke løftet sin forpligtelse til at foretage en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, da det utvivlsomt ville have ført til et andet resultat. I stedet har SKAT alene anvendt retningslinjerne for normalbidrag.

SKATs afgørelse bør derfor ikke tages til følge.

Afslutning

Afslutningsvis finder vi behov for at bemærke, at sagsbehandlingen, beskrivelsen af sagens omstændigheder og indholdet af afgørelsen synes at udtrykke en vis skepsis om baggrunden for og indholdet af den gensidige bidragsaftale.

Hvis det imidlertid havde været parternes hensigt at optimere de økonomiske konsekvenser af skilsmissen, ville man kunne have indrettet sig mere optimalt end konsekvenserne af den foreliggende aftale. Det var imidlertid ikke hensigten med aftalen og de valg, som parterne foretog, og det bør derfor ikke tillægges vægt ved bedømmelsen.”

Af bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag fremgår:

”Det fremgår således ikke, hvad SANST har lagt vægt på i sit forslag til afgørelse.

Forinden sagen kan fremlægges til den endelige afgørelse, bør det således entydigt fremgå af forslaget til afgørelse, om:

Med andre ord fremgår det ikke tydeligt, om forslaget til afgørelse alene er baseret på en mekanisk beregning af normalbidraget på baggrund af indtægt, eller om der er foretaget en selvstændig vurdering af det konkrete forhold, herunder typen af de omkostninger, som er afholdt.

Det er i den forbindelse overraskende, at omkostninger til skolegang ikke er nævnt i SANSTs forslag til afgørelse. Denne enkeltstående post var således den primære omkostning, som parterne var indforståede med fortsat at afholde for deres børns skyld, dvs. den privatskole, de har gået på hele deres skoletid, samt et efterskoleophold. Der er tale om en omkostning, som entydigt ligger udover de omkostninger, som en forælder ellers må forventes at afholde, og der er tale om omkostninger, som konkret er afholdt, uanset om SKAT/SANST måtte vurdere, at det står i misforhold med parternes økonomiske forhold at gøre dette.

Hvis baggrunden for, at SANST ikke inddrager dette forhold i sit forslag til afgørelse, er, at der alene træffes afgørelse på baggrund af normalbidraget i forhold til indkomst, er indholdet af praksis, som gengivet i SKATs juridiske vejledning, ikke korrekt. Praksis forudsætter en selvstændig stillingtagen til det enkelte forhold og ikke kun en mekanisk beregning.

Efter SANSTs forslag til afgørelse står det stadigt ikke klart for parterne, hvilke omkostninger det er hensigten med lovgivningen at give fradrag for, eller under hvilke omstændigheder det accepteres at give fradrag udover normalbidraget. Det skal understreges, at formålet med børnebidraget, og i dette tilfælde krydsende børnebidrag, må være at sikre, at der løbende er midler til rådighed til at varetage barnets forhold, herunder i situationer hvor forældrenes forhold kan være udfordret.

Hvis SANST imidlertid er af den opfattelse, at indholdet af den konkrete aftale ikke kan tilsidesættes, men at den økonomiske konsekvens af aftalen står i misforhold til parternes økonomiske forhold, så der derfor skal ske en form for begrænsning, bør SANST også anvise, hvad den rigtige opgørelse burde være. Dette bør tage udgangspunkt i, at der er konkrete forhold, primært ift. skolegang, som tilsiger, at der har været afholdt ekstraordinære bidrag til varetagelse af børnenes forhold.

En sådan opgørelse kunne f.eks. tage udgangspunkt i normalbidraget med tillæg af skolegang og andre lignende omkostninger. Med andre ord bør SANST i givet fald anvise en metode til opgørelse af fradraget, som er proportional i forhold til de faktiske forhold, hvis SKAT og SANST mener, at der skal ske en begrænsning.

Vi skal således bede SANST om et fornyet forslag til afgørelse, hvor det entydigt fremgår, hvad SANST har lagt til grund for sin afgørelse, herunder SANSTs stillingtagen til, om der kunne have været et andet resultat af sagen på baggrund af de konkrete forhold.”

Landsskatterettens afgørelse

Hvis en fraskilt/frasepareret ægtefælle betaler underholdsbidrag til de børn, der ikke bor hos vedkommende, har bidragsyderen fradrag i den skattepligtige indkomst for udgiften til bidraget. Det fremgår af ligningslovens § 10, stk. 1.

Der er ifølge ligningslovens § 10, stk. 2, kun fradrag for den del af bidraget, der overstiger et beløb svarende til det tillæg, der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det er en betingelse for fradrag for bidrag, betalt i henhold til aftale, at aftalen er tilstrækkelig klar med hensyn til bidragets størrelse og løbetid, og at der er tale om løbende bidrag, idet der efter praksis alene anerkendes fradrag for engangsbidrag ved særlige begivenheder. Endelig er det en betingelse for fradrag for børnebidrag, at der foreligger fornøden dokumentation for beløbets betaling. Det bemærkes, at når parterne har indgået en aftale om at betale krydsende bidrag, kan bidraget fradrages selv om udredelsen sker helt eller delvis ved modregning i det beløb, den anden part skulle betale.

Det lægges til grund, at parterne har indgået en aftale om krydsende bidrag og at klageren påtager sig en forpligtelse til at betale børnebidrag med et beløb udover normalbidraget. Aftalen anfører et samlet månedligt beløb og indeholder både løbende bidrag og betaling af f.eks. computer, rejser, børneopsparing, lommepenge m.v., uden at der foreligger en talmæssig opdeling af beløbene.

Klageren har i de 3 indkomstår ikke fradraget det samlede beløb, som fremgår af den private aftale.

Efter praksis kan fradrag, ved krydsende bidrag begrænses, såfremt det aftalte bidrag står i misforhold til parternes økonomiske kår, jf. Østre Landsrets dom af 12. januar 1982, UFR 1982, s. 492 Ø.

Ved krydsende bidrag fastsættes fradragene til de beløb, som de bidragsfastsættende myndigheder i mangel af aftale mellem parterne ville have fastsat. Denne fastsættelse sker i overensstemmelse med de vejledende regler for fastsættelse af børnebidrag.

Klagerens indkomst udgør i indkomståret 2012, 153.016 kr., i indkomståret 2013, 333.334 kr. og i indkomståret 2014, 128.660 kr. Henset til klagerens indkomst, ville klageren skulle betale normalbidrag iht. retningslinjerne fra Familiestyrelsen. Klageren har fratrukket 18.000 kr. i indkomståret 2012, svarende til normalbidrag plus 176 %, 40.284 kr. i indkomståret 2013 svarende til normalbidrag plus 204 % og 40.284 kr. i indkomståret 2014 svarende til normalbidraget plus 198 %, hvilket åbenbart overstiger de beløb, som statsforvaltningen ville have fastsat, når der henses til klagerens indkomst.

Den indgåede aftale mellem klageren og den tidligere ægtefælle går derfor ud over, hvad en fradragsret med rimelighed kan omfatte, hvorfor der alene kan fratrækkes et beløb svarende til normalbidraget.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.