Kendelse af 06-07-2020 - indlagt i TaxCons database den 07-08-2020

Faktiske oplysninger

Klageren driver enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1], der blev startet den 1. januar 2004. Virksomheden er registreret med branchekoden ”015000 Blandet drift” og bibranchekoden ”682040 Udlejning af erhvervsejendomme”.

Klageren ejer ejendommen [adresse1], [by1], som tidligere har været benyttet til beboelse for klagerens og hans husstand. Klageren fraflyttede ejendommen i 2012, og ejendommen blev herefter udlejet til beboelse og drives som udlejningsvirksomhed.

Den til ejendommen hørende landbrugsjord har været forpagtet ud til en naboliggende gård.

Det fremgår af ejendommens blad i tingbogen, at ejendommen er belånt med realkreditgæld og at sparekassen [S] har pant i ejendommen til sikkerhed for lånet.

Klageren har oplyst, at der mellem ham og sparekassen [S] i perioden efteråret 2010 til efteråret 2013 pågik forhandlinger om at nå til enighed om klagerens engagementsaftale med sparekassen.

I den forbindelse har klageren desuden oplyst, at han var nødsaget til antage rådgivning fra en advokat, med henblik på at sikre, at han kunne bibeholde sit ejerskab over ejendommen og undgå en konkursbegæring. Bistanden har omfattet korrespondance og løbende rådgivning.

Klageren anmodede den 16. februar 2016 SKAT om genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 vedrørende de afholdte advokatomkostninger.

SKAT afviste at genoptage klagerens skatteansættelse i de pågældende indkomstår, idet SKAT fandt, at udgifterne til advokat ikke var fradragsberettigede driftsudgifter.

Klageren har påstået fradrag for følgende udgifter:

2012:8.000 kr.

2013:4.600 kr.

2014:30.800 kr.

Som dokumentation for de påståede fradragsberettigede udgifter har klageren fremlagt daterede fakturaer fra advokatfirmaet [R], hvoraf det fremgår, at fakturaerne vedrører medgået tid vedrørende klagers gæld til sparekassen [S].

Klageren har fremlagt virksomhedens skatteregnskaber for de påklagede indkomstår. Heraf fremgår, at gælden til sparekassen [S] ikke indgår i virksomheden, men at renteudgifterne på lånene er fratrukket i klagerens private del af indkomstopgørelsen.

Klageren har i de påklagede indkomstår anvendt virksomhedsskatteordningen.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokat på henholdsvis 8.000 kr., 4.600 kr. og 30.800 kr. i indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

SKATs vurdering og begrundelse:

Det er SKATs opfattelse, at udgiften ikke er afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst. Der ses ikke at være en direkte og nær forbindelse mellem afholdelse af udgiften til advokatbistand og erhvervelsen af den løbende indkomst i virksomheden.

Du har igennem alle årene fratrukket renteudgifterne på lånene i din private del af indkomstopgørelsen, ligesom lånene ifølge de fremsendte regnskaber ikke indgår i virksomheden.

Den omstændighed, at der evt. er stillet sikkerhed for lånene i ejendommen ændrer efter SKATs opfattelse ikke herpå.

Du oplyse endvidere, at udgiften til advokaten er afholdt for at undgå en konkursbegæring, hvorunder også landbruget ville blive inddraget.

Heller ikke dette forhold ændrer på SKATs opfattelse, idet afholdelsen af udgiften ikke har den fornødne direkte sammenhæng over til driften. Det forhold at landbruget risikerer at blive taget med ind under en evt. konkurs gør ikke, at der er en sådan direkte sammenhæng.

Udgiften anses derimod for at vedrøre indkomstkilden/formuesfæren, idet udgiften vedrører din private gæld til sparekassen.

SKAT kan derfor ikke imødekomme din anmodning om fradrag for dine advokatudgifter.

Henvisning til teori:

Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.

Juridisk Vejledning, afsnit C.C.2.2.1.2 Driftsomkostningsbegrebet, Statsskattelovens § 6, litra a (i uddrag):

SL § 6 indeholder den grundlæggende hovedregel for, hvilke driftsomkostninger, der kan trækkes fra ved beregningen af den skattepligtige nettoindkomst.

De fradragsberettigede driftsomkostninger er “de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger”. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Krav om driftsmæssig begrundelse

Driftsomkostningsbegrebet indebærer, at der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelse af indkomsten. Der skal altså være en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Højesteret har slået fast, at der ved ordet “indkomsten” i SL § 6 a forstås den skattepligtige indkomst. Udgifter kan derfor trækkes fra i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Se SKM2012.13.HR og SKM2015.341.ØLR (anket).

Krav om erhvervsmæssig virksomhed

Driftsomkostningsbegrebet forudsætter, at udgiften er afholdt i en erhvervsmæssig virksomhed, dvs. en virksomhed, der drives for egen regning og risiko med det formål at opnå et økonomisk nettooverskud.

Juridisk Vejledning, afsnitC.C.2.2.2.15 Selvstændigt erhvervsdrivendes udgifter til advokat- og revisorbistand m.m. (i uddrag)

Efter statsskattelovens § 6, litra a, er der fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i det år, hvor advokaten eller revisoren udfører arbejdet, og hvor regningen kan sendes

I overensstemmelse med ovenstående kan udgifter til advokat- og revisorbistand vedrørende almindeligt forekommende forhold under en virksomheds drift, f.eks. inkasso af forretningsdebitorer samt udgifter til revision af regnskab og opstilling af årsopgørelse trækkes fra ved indkomstopgørelsen

Hvis bistanden vedrører rene formuedispositioner eller formuesfæren/indkomstkilden, kan udgifterne ikke fratrækkes.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til advokat på henholdsvis 8.000 kr., 4.600 kr. og 30.800 kr. i indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

Sagsfremstilling

Min klient driver landbrugsvirksomhed på ejendommen [adresse1], [by1], der er er forpagtet til min klient. Min klient anvender virksomhedsskatteordningen.

Ejendommen er belånt med sikkerhed i ejendommen til långiver, [sparekassen S]. På et tidspunkt stillede långiver krav om førtidig indfrielse af ejendommens lån, hvilket nødvendiggjorde, at min klient antog advokatbistand med henblik på at sikre sin indkomst fra landbrugsvirksomheden.

Min klient fradrog omkostningerne vedrørende advokatbistand i virksomhedens drift. Ved sin afgørelse af 27. juni d.å. har SKAT imidlertid nægtet min klient fradrag herfor.

Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at afholdelsen af advokatomkostninger til afværgelse af konkurs er fradragsberettigede som driftsomkostninger i min klients virksomhed, idet disse omkostninger er afholdt med henblik på at sikre, erhverve eller vedligeholde sin indkomst.

Som landmand er der naturligt en vis sammenblanding af privatøkonomi og virksomhedens økonomi, hvilket må anses for at være normalt i branchen.

Det må imidlertid lægges til grund, at uden afholdelsen af de omhandlede advokatomkostninger ville min klients virksomhed med en høj grad af sandsynlighed være under konkurs og dermed indstillet.

Der ses som følge heraf en klar og direkte årsagssammenhæng mellem afholdelsen af disse omkostninger og indtægtserhvervelsen hos min klient.

Det gøres gældende, at der ikke er tale om udgifter afholdt i forbindelse med en ren formuedisposition, men derimod i forbindelse med den løbende drift af min klients erhvervsmæssigt drevne virksomhed.

(...)”

Klageren er ved skrivelse af 18. september 2018 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger:

”(...)

Det skal indledningsvis præciseres, at klager er ejer af ejendommen, [adresse1], [by1].

Ejendommen har været benyttet af klager til beboelse for ham og sin husstand. Den tilhørende landbrugsjord har været forpagtet ud til en naboliggende gård af hensyn til EU's braklægningsregler.

Min klient er fraflyttet ejendommen i 2012, og den er nu udlejet og drives som udlejningsvirksomhed.

Ejendommen er belånt med dels realkredit, ligesom man har fået lån med sikkerhed i ejendommen til [sparekassen S].

Den 16. september 2010, bilag 1, sendte [sparekassen S] brev til klager vedrørende hans engagement i sparekassen. Brevet er formuleret som en ”Engagementsaftale”.

[Sparekassen S] skriver, at der på baggrund af budget for 2010/2011 har revurderet klager og dennes ægtefælles betalingsevne og engagementsforhold i øvrigt.

Der bliver skrevet frem og tilbage omkring den ny engagementsaftale, bilag 2, idet den pålægger klager og dennes hustru aftaler, der ikke er i overensstemmelse med, hvad der mundtligt er aftalt.

Som det fremgår af vedlagte bilag 3 er gælden til [sparekassen S] sikret ved pant i landbrugsejendommen, hvori der drives erhvervsmæssig virksomhed i form af forpagtning og fra 2012 udlejning af ejendommen.

Der indgås ikke en endelig aftale om afvikling i overensstemmelse med engagementsaftalen af 16. september 2010, bilag 1, men korrespondancen fortsætter og kulminere den 26. februar 2012, bilag

4, hvor klager skriver til [sparekassen S], der efterfølgende oplyser, at der ikke er en aftale, bilag 5.

Klager retter på den baggrund henvendelse til [sparekassen S], idet det for klager står uklart, hvilken aftale man har med [sparekassen S].

Der indgås i juli 2012, bilag 6, en aftale med [sparekassen S], hvor gælden er opgjort til kr. 5.386.823,62. Gælden er ydet med sikkerhed i to ejerpantebreve på kr. 1.450.000 og kr. 1.000.000 i klagers erhvervsejendom. Begge ejerpantebrev blev i 2009 underpantsæt til [sparekassen S], bilag 3.

Som det fremgår af bilag 6 har klagers advokat, [person2], underskrevet som vitterlighedsvidne.

Advokat [person2] har ydet bistand til klager vedrørende gælden til [sparekassen S], der er sikret ved pant i klagers erhvervsejendom.

Bistand har omfattet korrespondance og løbende rådgivning med henblik på at sikre, at ejendommen forblev på klagers hænder, og at der fandtes en aftale med [sparekassen S].

Kopi af faktura vedlægges for perioden, bilag 7.

Den 16. oktober 2013, bilag 8, anmoder [sparekassen S] klager om at indfri gælden, hvilket ikke sker. Det fremgår endog klart, at der har været drøftelser mellem [sparekassen S] og klagers advokat.

Den 13. november s.å. indgives begæring om udlæg, der tages til følge.

Det må på den baggrund lægges til grund, at klagers fradrag til udgift til advokat relaterer sig til sikring og vedligeholdelse af klagers erhvervsejendom. Skulle SKAT være af den opfattelse, at det har betydning, hvad de lånte penge er brugt til, gøres det gældende, at det er sagen vedkommende, idet gælden stadig er sikret med pant i klagers erhvervsejendom.

Klagers erhvervsmæssige virksomhed er drevet i virksomhedsskatteordningen.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Udgifter til advokat- og revisorbistand kan i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fratrækkes ved indkomstopgørelsen i det år, hvor advokaten eller revisoren udfører arbejdet, og hvor regningen kan sendes. Således kan udgifter til advokat- og revisorbistand vedrørende almindeligt forekommende forhold i relation til virksomhedens drift fratrækkes ved indkomstopgørelsen, eksempelvis inkasso af forretningsdebitorer, revision, udarbejdelse af regnskaber m.v. Udgifterne er dog ikke fradragsberettigede, hvis bistanden vedrører rene formuedispositioner eller indkomstkilden.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM 2004.162 HR.

Klageren ønsker fradrag for udgifter til advokat afholdt i forbindelse med rådgivning vedrørende sin gæld til sparekassen [S], herunder om afværgelse af konkursbegæring og opretholdelse af sit ejerskab over ejendommen [adresse1], [by1].

Henset til det oplyste om baggrunden for advokatens rådgivning finder Landsskatteretten ikke, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgifterne til advokatbistand og virksomhedens løbende indkomsterhvervelse. Det bemærkes i den forbindelse desuden, at udgiften til advokatbistand ikke findes at vedrøre et almindeligt forekommende forhold i relation til virksomhedens drift.

Det er endvidere indgået i Landsskatterettens vurdering, at klageren i de påklagede indkomstår har fratrukket renteudgifterne til gælden til sparekassen [S] i sin private indkomstopgørelse, som følge af at lånene ifølge regnskaberne ikke indgår i virksomheden.

Klageren har på denne baggrund ikke godtgjort, at udgifterne til rådgivning fra advokat kan anses for fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der måtte være stillet sikkerhed i ejendommen for lånet.

Landsskatteretten godkender herefter ikke fradrag for de af klageren afholdte udgifter til advokat, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.