Kendelse af 12-02-2021 - indlagt i TaxCons database den 06-03-2021

Faktiske oplysninger

Klageren driver enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], der siden den 31. maj 2013 har været registreret i CVR (det centrale virksomhedsregister) med nummer [...1]. Virksomheden er registreret under branchekode 620200 - Konsulentbistand vedrørende informationsteknologi.

Virksomheden videresælger branddøre for en fast provision pr. dør, men producerer dem ikke selv.

Klageren indgik den 1. maj 2013 aftale med [virksomhed2] ApS. Kontrakten har følgende ordlyd:

”GENERALAGENT KONTRAKT

§ 1.

Generalagent kontrakten indgås mellem:

Navn [virksomhed1]

Adresse [adresse1]. [by1], [by2]

Tlf. [...]

Cvr [...1]

(I det følgende benævnt Generalagenten)

og

Navn [virksomhed2] ApS

Adresse [adresse2], [by3]

Tlf. [...]

Fax [...]

(I det følgende benævnt Leverandøren)

§ 2. Område og produkt

Generalagenten tildeles området Jylland-Fyn med omliggende øer.(Herfra dog undtaget Sjælland med tilhørende øer.)

Generalagenten har enerepræsentationen for samtlige produkter fremstillet af [virksomhed2].

Generalagenten leverer varerne gennem forhandlere udpeget i samarbejde med [virksomhed2] [by4].

§ 3. Generalagentens pligter

Generalagenten skal organisere eneforhandlingsaftaler for området således at dette er dækket i tilstrækkeligt omfang efter Leverandørens ønsker, samt assistere de pågældende eneforhandlere.

Generalagenten skal ved udførelse af sit erhverv opfylde § 4, stk. 1 og 2, nr. 1- 3 i lov om handelsagenter og handelsrejsende anvendt analogt på eneforhandleren og derved varetage leverandørens interesser og handle loyalt og redeligt over for leverandøren, henunder

§ 4. Markedsføring

Generalagenten skal koordinere markedsføringen mellem de enkelte eneforhandlere sammen med leverandøren og i enhver henseende fungere i leverandørens interesse.

§ 5. Varelager

Generalagenten skal i tæt kontakt med leverandøren koordinere de enkelte forhandleres varelager i overensstemmelse med leverandørens ønsker.

§ 6. Leverandørens forpligtelser Leverandøren skal opfylde § 5, stk. 1, 2, nr. I og 2 og stk. 3 i lov om handelsagenter og handelsrejsende anvendt analogt på leverandøren og derved handle loyalt og redeligt over for generalagenten, herunder

§ 7 Honorar

Som honorar modtager Generalagenten fra Leverandøren et % beløb udgørende for Elite serien 5 % og for Økonomi serien 3 % af listeprisen for det pågældende produkt (Excl. Moms.) For de øvrige produkter udgør % satsen 5 %. Dette gælder for alt salg i hele området ind.salg fra underagenter og evt.andre.

§ 8. Hemmeligholdelse

Parterne er forpligtede til at behandle knowhow og erhvervshemmeligheder erhvervet i forbindelse med denne aftale fortroligt.

Denne bestemmelse er gældende både i aftalens løbetid og efter samarbejdets ophør.

§ 9. Konkurrenceklausul

Generalagenten er ikke berettiget til uden skriftligt samtykke fra leverandøren at drive virksomhed, arbejde for eller søge ansættelse i en virksomhed, der helt eller delvist konkurrerer med leverandørens virksomhed.

Denne konkurrenceklausul er gældende under og i 5 år efter samarbejdets ophør, og vedrører produkterne, som er omfattet af denne aftale i hele Damnark.

§ 10. Ændringer

Ændringer og tilføjelser til denne aftale skal være skriftlige og underskrevet af begge parter for at være gyldige.

§ 11. Kontraktens gyldighedsperiode og opsigelsesvarsel

Denne aftale er gældende fra d. 1.5.2013 og kan opsiges skriftligt med et varsel på 12 måneder, dog er generalagenten berettiget til modtagelse af den aftalte provision i en periode af ikke under [”7 år” er streget ud og nedenunder står ”5 år” med håndskrift].

Dette regnet fra opsigelsens ikrafttræden.

§ 12. Ophævelse og misligholdelse

Såfremt en part gør sig skyldig i væsentlig misligholdelse, kan den anden part ophæve aftalen uden varsel, medmindre den misligholdende part bringer misligholdelsen til ophør inden 14 dage efter, at denne har modtaget en skriftlig meddelelse fra den anden part om, at misligholdelsen kræves bragt til ophør, dette fritager dog ikke leverandøren for betaling af den aftalte provision i den under § 11 nævnte periode.

§ 13. Erstatning og godtgørelse

I tilfælde af væsentlig misligholdelse vil parterne kunne kræve erstatning efter de almindelige kontraktretlige regler.

§ 14. Lovvalg og værneting

Aftalen skal fortolkes i overensstemmelse med dansk ret, og enhver tvist mellem parterne skal løses i overensstemmelse hermed.

Eventuelle tvister afgøres ved en dansk voldgiftinstitution.

(...)”

I forbindelse med ligning af klagerens ægtefælle udtog SKAT klageren og hans virksomhed til kontrol. Den 30. marts 2016 anmodede SKAT derfor klageren om at sende følgende oplysninger:

I brev af 2. maj 2016 forklarede klageren til SKAT, at virksomhedens arkivmateriale blev totalskadet ved en brand den 15. juli 2014. Det var derfor ikke muligt at fremlægge andet materiale end oversigter over klageren og ægtefællens økonomi for 2013 og 2014.

Af oversigten fremgår det blandt andet, at virksomhedens udgifter fordelte sig således:

20132014

Telefon m.m. 0 5.500

Kontorhold 012.000

Mindre nyanskaffelser12.00014.500

Varekøb39.000 8.500

Autodrift16.74016.400

Salgsomkostninger15.40722.500

Klageren har i de to indkomstår ikke haft indtjening fra salg af branddøre, men alene haft indkomst fra sin pension samt diverse renteindtægter.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren som honorarmodtager, og da klageren ikke har haft indtægter fra sin honorarvirksomhed i de påklagede indkomstår, har SKAT ikke godkendt fradrag for udgifter i indkomstårene 2013 og 2014.

”

(...)

Det er SKATs vurdering, at indtægter og udgifter i forbindelse salg af branddøre, anses at være omfattet af reglerne for beskatning af honorarmodtagere. Som følge heraf er fradragsret for driftsomkostninger kildebestemt, og da der ikke har været indtægter i indkomstårene 2013 og 2014, kan der ikke godkendes fradrag for udgifter.

Ved vurderingen er der lagt vægt på den begrænsede aktivitet samt udgifternes art ikke afviger fra hvad lønmodtagere kan have af udgifter tilknyttet sit erhverv samt, at der har været anden indtægt til dækning af udgifter og privatforbrug.

Såfremt nogle af de fratrukne udgifter ikke knytter sig til konsulentarbejdet vurderes, at der ikke er fradragsret for disse, da virksomheden ikke kan anses som erhvervsmæssig i skattemæssig forstand henset til manglende rentabilitet og intensitet pga. den manglende omsætning og underskud gennem en årrække.

Der kan således ikke godkendes fradrag for underskud af virksomhed i 2013 og 2014.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om ret til fradrag, da der er tale om lovligt og lovlydigt registreringsforhold.

Klageren har til støtte herfor fremført følgende:

”(...)

Vi kan ikke anerkende Skats opgørelse for nævnte foretagende grundet "Agentur'

Der er tale om et sundt og respektabelt arbejde for at etablere "[virksomhed2]" på det Jyske marked, [virksomhed2] findes etableret i [by4]. (Gennem 8 år, hvoraf det tog 4 år at etablere markedet), programmet vedlægges.

Dette er et større project, idet det omhandler certificerede sikkerhedsdøre (Mod indbrud), som på et eller andet tidspunkt bliver lovbefalet, [virksomhed2] er de fineste af sin art på markedet, og vil, som de eneste omfatte de specifikationer som vil være indeholdt i de nævnte lovkrav. Naturligvis er disse dør dyrere end en såkaldt ”Papdør' som opbrydes ved en skulder.

Dette gør naturligvis at bygherrerne normalt vil vælge disse ud fra et økonomisk synspunkt, hvilket er markedskravne, men en revideret byggelov vil påbyde disse døre, som brand -lyd - isolering - samt indbrud. Der er dog solgt et vidst antal, til private, som har indset værdien af disse, ud fra ovenstående.

Vi kan ikke acceptere SKATS beslutning om den totale mangel på fradrag, da der jo er tale om en lovligt og lovlydigt registreringsforhold. Og "Arbejdsydelsen er fastlagt på forhånd for en længere periode (Min 7 år). Der er aftalt fast aflønning.

At firmaets regskab er ødelagt og bortkommet ved Brand (Jvfr. vedlagte) pr. 15.7.2014, kan ikke lægges os til last, da vi er total uskyldige heri.

Således anmoder vi om SKATS syn på sagne, ud fra ovenstående og har stillet sagen i bero til SKATS stilligtagen.

(...)”

Klageren har den 3. oktober 2019 fremsendt følgende til Skatteankestyrelsen:

”(...)

Årene 2013 –2015 gik med etablering af udstilling [...] samt etablering af forbindelser indenfor byggebranchen alt holdt for egen regning med kørsel og ophold over hele Fyn og Jylland med henblik på etablering af faste kontakter, hvilket til dels lykkedes, men grundet svigt fra diverse kontrakter, faldt også det meste til jorden, selv efter min bedste overbevisning. Arbejdet fortsattes imidlertid med basis i de etablerede kontakter, men grundet konkurrence fra anden side faldt de fleste tilbud fra, end skønt udgifterne fortsat var de samme. Grundet mit bedste skøn var det eneste at fortsætte, hvilket medførte en vis udvikling men fortsat sløj, dog bedred en del.

Dette medførte de negative angivelser, yderligere dokumentation umuliggjort af påsat brand og følgelig skum dækning med bilagsmaterialer tilintetgjort (Jvr. Politianmeldelse Som anført i vort brev af 12.09.2016 til Skattestyrelsen, [adresse3], [by4])

Angivelserne vedrørte autoudgifter, kørsel, udgifter til nyanskaffelser til driften samt forplejning under ophold.

Det manglende materiale kan ikke lægges os til last, da der var tale om påsat brand

Har senere fundet andre varer mere let sælgelige og dette i forbindelse med [virksomhed2] tegner en lysere fremtid.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af statsskattelovens § 6, litra a, at driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages i indkomsten. Såfremt der er tale om indtægter fra en ikke-erhvervsmæssig virksomhed eller honorarvederlag, kan størrelsen på fradraget ikke overstige indtægten.

Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af pkt. 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Kriteriernes anvendelse er fastlagt ved Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet som UfR1996.1027H. (Loven og cirkulæret kan findes på www.retsinformation.dk)

Ved vurderingen af om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der ifølge cirkulæret blandt andet lægges vægt på, om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Der kan derudover lægges vægt på, om hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold, om indkomstmodtageren påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, om indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og om indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.

Som udgangspunkt anses en person for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Ved vurderingen af om der er tale om et tjenesteforhold, kan der blandt andet lægges vægt på, om hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, om indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, om der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, om arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, om indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, om hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, samt om indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af ferieloven, funktionærloven m.v.

Honorarindkomst omfatter vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for et tjenesteforhold, og som ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed. Honorarindtægter opgøres ud fra nettoindkomstprincippet, således at fradragsberettigede, forbundne og kildebestemte udgifter kan fratrækkes i klagerens indkomst, i det omfang de kan dokumenteres, jf. statsskattelovens § 4 og 6, og TfS1998.695.LSR.

I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiver og hvervtager.

Klageren har ikke i indkomstårene 2013 og 2014 haft en indtægt i sin virksomhed, men af klagerens kontrakt med hvervgiveren fremgår, at klageren ville få honorar pr. antal solgte døre. Det fremgår også af kontrakten, at aftalen kunne opsiges skriftligt med et varsel på 12 måneder, dog var klageren berettiget til modtagelse af den aftalte provision i en periode af ikke under 5 eller 7 år. Det fremgår ikke af kontrakten, om klageren var omfattet af pensions- eller ferieordninger. Det fremgår heller ikke, om hvervgiver fastsatte klagerens arbejdstid, ligesom det ikke fremgår, at klageren skulle investere i sikkerhedsdørene eller andet udstyr, og det er ikke dokumenteret, at klageren har måtte investere i udstyr og lignende for at kunne sælge sikkerhedsdørene.

På baggrund af ovenstående samt henset til, at klageren ikke kan anses at have påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko forbundet med salg af sikkerhedsdøre, finder Landsskatteretten, at der ikke er tale om erhvervsmæssige virksomhed.

Retten bemærker dog, at klageren ikke har været omfattet af ordninger, der er sædvanlige for lønmodtagere, at klageren kun ville modtage honorar ved salg af sikkerhedsdøre, og at der ikke var en klar instruktionsbeføjelse for hvervgiveren. Klageren kan derfor ikke anses som lønmodtager i forhold til [virksomhed2] ApS.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående at klageren er at anse som honorarmodtager i forhold til kontrakten med [virksomhed2] ApS.

Fradragsberettigede, forbundne og kildebestemte udgifter kan fratrækkes i indkomsten, dog således at der ifølge nettoindkomstprincippet ikke kan fratrækkes mere, end der er erhvervet ved honorarvirksomheden. Da klageren ikke har haft indtægter fra sin honorarvirksomhed i indkomstårene, er det ikke muligt at fradrage udgifter.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.