Kendelse af 14-02-2018 - indlagt i TaxCons database den 02-03-2018

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør og hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter holdingselskabet). Klageren ejer ifølge det centrale virksomhedsregister 100 % af anpartskapitalen.

Holdingselskabet ejer 100 % af anpartskapitalen i selskabet [virksomhed2] ApS med CVR-nr. [...2] (herefter selskabet), hvor klageren er direktør.

Selskabet lejede fra den 1. august 2013 ejendommen beliggende på adressen [adresse1], [by1], der i henhold til BBR-oplysninger er registreret som værende en beboelsesejendom.

Ejendommen består i henhold til BBR-meddelelsen af to udhuse, der har en bygningsareal på henholdsvis 40 m² og 10 m², og et fritliggende enfamilieshus, der har en samlet bygningsareal på 192 m², hvoraf 157 m² er registreret som boligareal, men 35 m² er registreret som en udestue.

Det fritliggende enfamilieshus og udhuset på 40 m² ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden. SKAT har taget udgangspunkt i, at ejendommen har et samlet bygningsareal på 232 m².

Selskabet har i år 2013 betalt 123.000 kr. for leje af ejendommen og 20.045 kr. for diverse omkostninger såsom el og vand m.v.

Endvidere har selskabet i år 2014 betalt 300.000 kr. for leje af ejendommen og 31.755 kr. for diverse omkostninger såsom el og vand m.v. SKAT har skønsmæssigt ansat huslejen og diverse omkostninger for 4. kvartal af 2014, eftersom der ifølge SKAT ikke foreligger regnskabsmateriale for denne periode.

Klageren har i perioden betalt et månedligt beløb på 17.000 kr. til selskabet for rådigheden af ejendommens fritliggende enfamilieshus.

SKAT anmodede den 7. oktober 2015 selskabet om regnskabsmateriale m.v., herunder blandt andet den arealmæssige fordeling af ejendommens privat og erhvervsmæssige anvendelse, for at kunne behandle selskabets selvangivelse for indkomstårene 2013 og 2014.

Ifølge SKATs oplysninger tilkendegav klageren telefonisk overfor SKAT den 12. oktober 2015, at klageren betalte 17.000 kr. pr. måned i husleje vedrørende den private del af ejendommen, ligesom klageren ville få klagerens repræsentant til at indsende det materiale, SKAT efterspurgte.

SKAT modtog den 6. januar 2016 selskabets regnskabsmateriale, efter SKAT den 7. december 2015 havde rykket selskabet. Den arealmæssige fordeling af ejendommens anvendelse fremgik efter det oplyste ikke i det fremsendte materiale. Der var til gengæld indsendt en kopi af en e-mail fra en ejendomsmægler dateret den 3. juni 2013, hvor ejendomsmægleren vurderede den månedlige husleje til at skulle udgøre 15.000 kr. for den private bolig og 10.000 kr. for erhvervsdelen.

Vurderingen fra ejendomsmægleren indeholdt ikke en nærmere angivelse af den arealmæssige fordeling, hvorfor SKAT den 15. januar 2016 anmodede selskabets revisor (klagerens repræsentant) materiale med oplysning om den arealmæssige fordeling. Dette blev ikke indsendt til SKAT.

SKAT foreslog den 18. februar 2016 at forhøje klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 58.045 kr. og 127.755 kr. svarende til forskellen mellem klagerens indbetalinger og selskabets afholdte omkostninger til ejendommen, herunder blandt andet husleje, el og vand m.v.

Klagerens repræsentant oplyste ved e-mail af 2. marts 2016 SKAT om, at ejendommen blev anvendt både privat og erhvervsmæssigt, og klageren for den private andel havde betalt en leje svarende til markedslejen.

Klagerens repræsentant indsendte som dokumentation for fordelingen af ejendommens anvendelse en plantegning af ejendommen og billeder af et kontor, der var indrettet i det af BBR-meddelelsen registrerede udhus på 40 m².

SKAT foreslog på ny den 16. marts 2016 at forhøje klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 33.382 kr. og 70.555 kr., hvor SKAT i værdiansættelsen af delvis fri bolig arealmæssigt havde fratrukket ejendommens erhvervsmæssige anvendelse.

Klagerens repræsentant fremkom den 20. april 2016 med bemærkninger til SKATs forslag af 16. marts 2016. Der henvises til SKATs afgørelse for disse bemærkninger.

SKAT og klagerens repræsentant har i perioden fra den 20. maj 2016 til den 15. juni 2016 haft såvel skriftlig som telefonisk korrespondance om blandt andet værdiansættelsen af den private andel og muligheden for et møde mellem parterne for at drøfte sagen.

Ifølge SKATs oplysninger anmodede klagerens repræsentant telefonisk den 15. juni 2016 om et møde i hovedstadsområdet med SKAT, idet klageren repræsentant ikke ønskede at komme til Nordjylland. SKAT afslog at afholde mødet i hovedstadsområdet blandt andet med den begrundelse, at mødet ikke vedrørte en besigtigelses af ejendommen, og sagen var tilstrækkelig oplyst.

SKAT træf den 16. juni 2016 afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 27.216 kr. og 56.256 kr.

Den 22. juni 2016 fremkom klageren med nedenstående bemærkninger til SKAT:

”[...]

Jeg kan forstå, at du bare sådan kan foretage en endelig afgørelse. Dette undrer jeg mig meget over. Naturligvis agter jeg ikke at acceptere din afgørelse. Jeg har til vores videre behandling af sagen nogle afklarende spørgsmål og kommentarer, som jeg kræver bliver besvaret omgående, da du jo har afsagt en dom på en tidsfrist for betaling.

[...]

[...]

Blot lige for at få det helt ned på jorden, uden paragraffer og fine formuleringer:

[...]”

SKAT anså ikke, at klagerens henvendelse gav grundlag for at genoptage sagen, og henviste i stedet klageren til at påklage afgørelsen.

Det bemærkes, at SKATs afgørelsesforslag og afgørelse både er sendt til klageren og klagerens repræsentant.

Den gennemsnitlige leje for kontorlokaler, der den 19. oktober 2017 var udbudt til leje i [by1], er ifølge hjemmeside http:// [...dk] på omkring 800 kr. pr. m² pr. år.

SKATs afgørelse

SKAT har i forbindelse med bedømmelsen af værdien af delvis fri bolig og sparet privatforbrug forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 27.216 kr. og 56.256 kr.

Til støtte herfor har SKAT som begrundelse anført følgende:

”[...]

SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2013 og 2014 sådan:

[...]

1.3. SKATs bemærkninger og begrundelse

I SKATs brev til selskabet den 7. oktober 2015 bad vi blandt andet om følgende:

”Oplysning om fordelingen mellem selskabets erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen og den private anvendelse til boligformål.”

Det materiale SKAT modtog den 6. januar 2016 indeholdt ikke oplysning om denne fordeling, men derimod en kopi af en mail fra en ejendomsmægler, dateret 3. juni 2013, hvor han vurderer den månedlige husleje til kr. 15.000 for den private bolig og kr. 10.000 for erhvervsdelen.

Denne vurdering indeholder ikke oplysning om den arealmæssige fordeling og er afgivet på et tidspunkt, hvor du endnu ikke er flyttet ind i huset, hvorfor man på dette tidpunkt ikke kan se, hvordan du og din virksomhed har indrettet sig på stedet.

Derfor bad SKAT i mail den 15. januar 2016 revisor om følgende:

”Oplysning om den arealmæssige fordeling mellem selskabets erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen og den private anvendelse til boligformål. Det ønskes oplyst, hvilke rum der anvendes til erhverv, gerne vedlagt skitse og evt. billeder som dokumentation for den erhvervsmæssige anvendelse.”

Da SKAT ikke modtog svar på denne henvendelse sendte vi den 18. februar 2016 et ændringsforslag, hvor alle udgifter vedrørende huset blev betragtet som en privat udgift for dig, da der ikke var dokumenteret nogen erhvervsmæssig anvendelse af huset.

Efter udsendelse af ændringsforslaget har I valgt at indsende den efterspurgte dokumentation. Den indsendte skitse over erhvervsdelen er sammenholdt med BBR oplysningerne, og det vurderes, at der er anført som bygning 1 på 192 kvm, således at det samlede areal udgør 232 kvm svarende til det i lejekontrakten anførte. Arealet på 40 kvm virker også realistisk i forhold til de billeder af kontoret, der nu er indsendt.

Mailen fra ejendomsmægleren vurderes ikke at udtrykke den reelle markedsleje, da den månedlige husleje på kr. 10.000 for et kontor på 40 kvm langt overstiger den pris, der udbydes kontorlokaler til i området.

I stedet vurderer SKAT, at en fordeling efter arealanvendelse af huset vil være et passende udtryk for fordelingen af den betalte husleje mellem erhvervsdel og privatbolig.

På grund af de nu foreliggende oplysninger forslås indkomsten derfor ændret således:

[...]

1.4. Dine bemærkninger

Der er den 20. april 2016 modtaget følgende indsigelse fra revisor:

”For ovennævnte skal vi hermed gøre indsigelse mod de i SKAT´s skrivelse af 16. marts d.å. foreslåede ændringer i de skattepligtige indkomster for 2013 og 2014. De skattepligtige indkomster påstås fastholdt til de selvangivne beløb.

Som retslig begrundelse for de foreslåede forhøjelser henviser SKAT til Ligningslovens § 16, stk. 3 og stk. 9.

Bestemmelsen i Ligningslovens § 16, stk. 9 kan ikke anvendes i denne sag, da bestemmelsen vedrører situationer, hvor selskabet ejer den ejendom, som helt eller delvist bebos af f.eks. selskabets direktør. Dette er ikke tilfældet i denne sag.

Den i sagen relevante bestemmelse er således Ligningslovens § 16, stk. 3. Efter denne bestemmelse skal en eventuel merværdi af den private anvendte del af lejemålet beskattes til markedsværdien med fradrag af betalt husleje.

Vores klient har betalt kr. 17.000 pr. måned i husleje. Dette beløb er ikke lavere end markedslejen (hvad huslejenævnet godkender) i området.

Subsidiært fastholdes, at den erhvervsmæssigt anvendte del af lejemålet ikke har en lavere værdi end det faktisk betalte med fradrag af indgået husleje. Den erhvervsmæssige del skal markedsmæssigt sammenlignes med kontorhotel med dertil hørende faciliteter. Vi fremskaffer gerne priser fra sammenlignelige lejemål. Men det burde være overflødigt, da det udelukkende er værdien af den privat anvendte del, der skal vurderes.

Det skal anføres, at de af SKAT den 18. februar d.å. foreslåede forhøjelser, er i strid med lovgivningen. SKAT skal overholde officialmaksimen og må ikke – som ”trussel” – foreslå forhøjelser mod bedre vidende. SKAT skal ved skøn foretage velbegrundede saglige skøn.

Det kan undre, at der i sagen henvises til ikke modtagne informationer fra [virksomhed2] ApS. Oplysninger som SKAT måtte ønske, skal naturligvis rekvireres direkte fra den pågældende skatteyder.

Sagen er – som bekendt – opstået på grundlag af ejendommens udlejers ”hævntørst”, der foranlediget af udlejers advokat, har valgt at anmelde min klient til SKAT uden at have nogen form for kendskab eller adgang til vores klients skatteforhold. Vi skal bl.a. derfor anmode om fuld aktindsigt i sagen. Aktindsigten skal indeholde al mundtlig og skriftlig kommunikation, dvs. den fulde journalføring af både den mundtlige og den skriftlige kommunikation, herunder de telefonsamtaler, der har været ført mellem [person1] og SKAT.

Efter modtagelsen af den fulde aktindsigt forbeholder vi os ret til at fremkomme med yderligere bemærkninger til sagen.

Der forbeholdes adgang til mundtlig forhandling i sagen, forinden der kan foretages ændringer i de selvangivne beløb”.

Som følge af anmodningen om mundtlig forhandling er sagen drøftet telefonisk med revisor den 24. maj 2016 og den 15. juni 2016.

Revisor argumenterede for, at der skal henses til, hvad det vil koste at leje kontor ude i byen, samt at der ved fastsættelsen af det erhvervsmæssige areal skal tages hensyn til en vis erhvervsmæssig benyttelse af toilet- og køkkenforhold.

1.5. SKATs bemærkninger og endelige afgørelse

Med hensyn til indsigelsen vedrørende henvisning til Ligningslovens § 16, stk. 3 og stk. 9, må henvises til sagsfremstilingens punkt 1.2, hvor der er anført:

”Hel eller delvis fri bolig til ansatte direktører med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform beskattes efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 9. Når der er tale om en bolig, som selskabet har lejet, ansættes værdien heraf til markedslejen i henhold til Ligningslovens § 16, stk. 3.”

Henvisningen til § 16, stk. 9 er ment som en generel henvisning til beskatning af fri bolig, idet der som anført i sagsfremstillingen skal ske beskatning i forhold til markedslejen iht. Ligningslovens § 16, stk. 3.

Der henvises til at SKATs foreslåede forhøjelse af 18. februar 2016 er ulovlig. Argumentet vurderes ikke at have betydning for den aktuelle indsigelse, da den retter sig mod SKATs forslag, dateret 16. marts 2016. I SKATs ændringsforslag af 16. marts 2016 er på side 1 anført: ”Brevet erstatter vores forslag af 18. februar 2016.”

SKAT er ikke enig i, at den erhvervsmæssige værdi af kontorlejen skal fastsættes ud fra, hvad det vil koste at leje et kontorhotel ude i byen, ligesom det heller ikke vurderes relevant at undersøge markedslejen for boligen. Dette begrundes med, at man i det konkrete tilfælde ved, hvad udgiften er, nemlig den betalte husleje med tillæg af omkostninger.

Herefter er det et spørgsmål om at fordele de afholdte udgifter mellem den erhvervsmæssig del og boligdelen, og her er der af SKAT taget udgangspunkt i en kvadratmeterfordeling, som vurderes mest egnet til en fordeling af udgifterne.

SKAT vurderer imidlertid, at der kan gives medhold i påstanden om, at der kan gives fradrag for en større andel af de afholdte udgifter, idet der også sker erhvervsmæssig anvendelse af toilet- og køkkenforhold. Ved at forhøje den erhvervsmæssige andel af lejemålet fra 40 kvm til 50 kvm, vurderes der at være taget hensyn til dette.

På dette grundlag reduceres den påtænkte indkomstregulering, således:

[...]”

SKAT er i udtalelse af 3. august 2016 fremkommet med følgende bemærkninger til den indsendte klage:

”[...]

Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Ugyldighedspåstand 1:

Revisor anfører i sin indsigelse, at der er anmodet om adgang til mundtlig forhandling i sagen, og at dette er blevet dem nægtet.

SKATs bemærkninger til forholdet:

Revisor bad i mail af 20. maj 2016 om mundtlig forhandling i sagen.

Denne anmodning blev imødekommet den 27. maj 2016, hvor sagen blev drøftet telefonisk med revisor. I samtalen blev drøftet muligheden for at mødes, men der var enighed om, at dette var for ressourcekrævende.

Sagen blev igen drøftet telefonisk med revisor den 15. juni 2016. Ved afslutningen af samtalen udtrykker revisor så ønske om, at sagsbehandler skal give møde i hovedstadsområdet, da de ikke ønsker at komme til Nordjylland.

Ejendommen, som sagen vedrører, er nu fraflyttet, så formålet med mødet var ikke en besigtigelse på stedet. Revisor mente blot, at man lettere når en løsning, når man sidder overfor hinanden, fremfor at drøftet sagen telefonisk.

Sagsbehandler afslår at komme til hovedstadsområdet og mødes med revisor. Der er ved afslaget henset til, at sagen vurderes fuldt ud belyst ud fra de skriftlige og mundtlige indlæg, og at formålet ikke var en besigtigelse af de lokaler, som sagen omhandler, idet dette ikke var muligt på grund af fraflytning.

Ugyldighedspåstand 2:

Revisor påstår, at sagen er ugyldig, da man har foreslået og efterfølgende foretaget forhøjelser mod bedre vidende og uden at foretage velbegrundede faglige skøn. Forhøjelserne blev oprindeligt foreslået som en "trussel".

SKATs bemærkninger til forholdet:

Sagen blev opstartet med en indkaldelse af materiale hos [person2]s selskab [virksomhed2] ApS den 7. oktober 2015. I indkaldelsen blev bl.a. anmodet om "Oplysning om fordelingen mellem selskabets erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen og den private anvendelse til boligformål".

Efter SKATs opfattelse er dette en absolut relevant oplysning at bede om, når det lejede er et almindeligt parcelhus, der også anvendes til boligformål.

Trods flere rykkere får SKAT ikke denne oplysning, hvorfor der laves et ændringsforslag til [person2] den l8. februar 2016, hvor man anser hele huslejen som selskabet betaler for en privat udgift for [person2], da der ikke er dokumenteret nogen erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen.

Som reaktion på ændringsforslaget indsender revisor den 2. marts 2016 det ønskede materiale, hvorefter SKAT den 16. marts 2016 fremsender et fornyet forslag til ansættelsesændring med oplysning om, at forslaget dateret den 18. februar 2016 bortfalder.

De øvrige indsigelsespunkter er fremsat tidligere, og SKAT har forholdt sig til dem i afgørelsen af 16. juni 2016.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse skal erklæres ugyldig.

Subsidiært har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at den af SKATs fastsatte værdiansættelse af delvis fri bolig nedsættes svarende til klagerens betalte husleje til selskabet.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant anført følgende:

”[...]

For ovennævnte skal vi herved påklage den af SKAT afsagte kendelse af 16. juni 2016, jf. vedhæftede kendelse.

De skattepligtige indkomster for indkomstårene 2013 og 2014 påstås nedsat til de selvangivne beløb.

Principalt påstås den afsagte kendelse ugyldig. Vi har i vores skrivelser/e-mails til SKAT anmodet om adgang til mundtlig forhandling i sagen. Dette er blevet os nægtet, hvilket er strid med forvaltningsreglerne. Vi tillægger det stor værdi på et møde mundtligt at kunne fremlægge sagen og vores argumenter.

I de modtagne sagsakter fra SKAT fremgår det, at vi har givet afkald på vores ret til møde, ligesom det fremgår, at vi ikke har ønsket at holde møde i "Nordjylland". Dette er helt ukorrekt, vi har i hele forløbet fastholdt, at vi ønskede mundtlig forhandling, og vi har forespurgt, om det var muligt at holde møde i f.eks. [by2], da det måske ikke var rimeligt, at vores klient skulle have betydelige ekstra omkostninger grundet den tilfældighed, at SKAT vælger at lade sagen behandle af en medarbejder i [by3].

Mere principalt påstås sagen ugyldig, idet SKAT ikke har overholdt officialmaksimen, idet man har foreslået og efterfølgende foretaget forhøjelser mod bedre vidende og uden at foretage velbegrundede faglige skøn. Forhøjelserne blev oprindeligt foreslået som en "trussel".

Subsidiært påstås indkomsterne nedsat grundet sagens materielle indhold. Som retlig begrundelse for forhøjelserne henviser SKAT til Ligningsloven 16 stk. 3 og stk. 9. Bestemmelsen i Ligningsloven 16 stk. 9 kan ikke anvendes i denne sag, da bestemmelsen vedrører situationer, hvor selskabet ejer den ejendom, som helt eller delvist bebos af f.eks. selskabets direktør. Dette er ikke tilfældet i denne sag.

Den i sagen relevante bestemmelse er således Ligningsloven 16 stk. 3. Efter denne bestemmelse skal en eventuel merværdi af den privat anvendte del af lejemålet beskattes til markedsværdien med fradrag af betalt husleje.

Vores klient har betalt kr. 17.000 pr. måned i husleje. Dette beløb er ikke lavere end markedslejen (hvad huslejenævnet godkender) i området. SKAT har ikke foretaget undersøgelser og er ikke fremkommet med "kritik" heraf.

Mere subsidiært påstås, at den erhvervsmæssigt anvendte del af lejemålet ikke har en lavere værdi end det faktisk betalte med fradrag af indgået husleje. Den erhvervsmæssige del skal markedsmæssigt sammenlignes med kontorhotel med dertil hørende faciliteter.

[...]”

Klagerens repræsentant er den 17. august 2016 fremkommet med bemærkninger i forbindelse med SKATs udtalelse af 3. august 2016:

”[...]

Ugyldighedspåstand 1:

Vi har anmodet om adgang til mundtlig forhandling i sagen med SKAT i vores mails af 2. marts 2016, 20. april 2016 og 20. maj 2016. Så det burde for SKAT være helt klart, at vi ønskede en mundtlig forhandling.

Det er IKKE korrekt, når SKAT skriver, at der ved telefonsamtalen den 27. maj 2016 var enighed om, at det var for ressourcekrævende at mødes. Jeg pointerede derimod, at vi fortsat ønskede adgang til et møde (mundtlig forhandling).

Det er IKKE korrekt, når SKAT skriver, at der ved telefonsamtalen den 15. juni 2016 fra min side blev udtrykt, at vi ikke ønskede at komme til Nordjylland. Jeg udtrykte et ønske om, hvorvidt mødet kunne afholdes i hovedstadsområdet, hvilket kunne være fair fra min klients synspunkt, idet sagen jo intet har med Nordjylland at gøre. Jeg pointerede, at vi under alle omstændigheder fortsat ønskede adgang til et møde (mundtlig forhandling).

SKAT refererer, at jeg "blot mente, at man lettere når en løsning, når man sidder overfor hinanden". Dette er for så vidt korrekt, men jeg henviste også til, at vi havde krav på et møde i henhold til lovgivningen, ligesom dette også er anført i SKAT’s "agterskrivelser". Sagsbehandleren afslog ikke bare at komme til møde i hovedstadsområdet, han afslog overhovedet at mødes.

Det er meget uheldigt, at SKAT på denne måde fejl refererer telefonsamtaler. Sagsbehandleren udtrykte i telefonsamtalerne, at det IKKE var hans opfattelse, at vi havde krav på adgang til et møde (mundtlig forhandling), og så havde det vel været rimeligt, at dette var anført i referatet.

Ugyldighedspåstand 2:

SKAT synes at "sammenblande" ligningen af 2 forskellige skatteydere - selskabet [virksomhed2] ApS og personen [person2]. Disse skal naturligvis behandles hver for sig.

Den første gang [person2] hører fra SKAT er SKAT's "agterskrivelse" af 18. februar 2016, hvor SKAT foreslår betydelige ændringer i de selvangivne beløb, uden at have bedt skatteyderen om oplysninger eller dokumentationer. Dette må siges at være ulovlig og ugyldig sagsbehandling.

[...]”

Klagerens repræsentant er den 17. november 2017 fremkommet med bemærkninger i forbindelse med Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 7. november 2017:

”[...]

For vores klient fastholder vi vores påstand, jf. vores klage til Skatteankestyrelsen af 26. juli 2016.

Til den modtagne sagsfremstilling har vi følgende bemærkninger/kommentarer:

Det anføres, at der den 28. september 2017 har været afholdt møde mellem klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Dette er ikke korrekt. Mødet var et videomøde mellem klagerens repræsentant (undertegnede) og sagsbehandleren.

I sagsfremstillingen lægges der tilsyneladende en betydelig vægt på sagsbehandlingen i en sag, SKAT startede op mod selskabet [virksomhed2] ApS. Hver juridiske enhed (juridiske person/skatteyder) skal naturligvis behandles separat og uafhængigt af andre sager. Der må ikke foretages en sammenblanding. Jeg skal henvise til afsnittet:

"Da hverken selskabet, hvor klageren er direktør eller selskabets repræsentant fremsendte den arealmæssige fordeling af ejendommens anvendelse sammen med selskabets øvrige regnskabsmateriale, selvom SKAT gentagne gange havde anmodet herom, må SKAT anses for (at) have haft en konkret anledning til at underkende klageren selvangivelse på baggrund af de foreliggende oplysninger, ligesom SKAT må anses for at have haft tilstrækkelige oplysninger i sagen til at kunne udarbejde en agterskrivelse."

Det virker selvmodsigende og forkert, at Skatteankestyrelsen kan komme frem til, at SKAT uden, at klager er blevet forespurgt, kan have haft tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde en agterskrivelse, når det samtidig begrundes, at man mangler (vel nødvendige) oplysninger fra en anden skatteyder. Så denne konklusion må på det skarpeste tilbagevises.

Skatteankestyrelsen konkluderer, at "SKATs afgørelse som udgangspunkt må anses for at være ugyldig." Skatteankestyrelse foretager herefter en "væsentlighedsvurdering", og bl.a. med begrundelsen, at "et personligt fremmøde ikke ses at ville have ændret på SKATs afgørelse på grundlag af de allerede foreliggende oplysninger i sagen." Skatteankestyrelsen vurderer herefter, at der IKKE er grundlag for at fastslå, at SKATs afgørelse er ugyldig. Vi kan ikke se, at Skatteankestyrelsen kan overrule lovgivningens rettigheder for skatteyder på denne måde.

Skatteankestyrelsen "accepterer" SKATs påstand om, at lejeprisen pr. m2 er den samme for erhverv og privat, uagtet at erhvervsleje normalt er væsentligt højere end privat. Skatteankestyrelsen bemærker yderligere, "at den gennemsnitlige leje pr. m2 for kontorlokaler, der er udbudt i [by1], er væsentlig mindre end den leje, som klageren har fastsat den erhvervsmæssige andel til." Denne påstand ses aldeles udokumenteret, og vi modtager gerne den ønskede aktindsigt på dette. Der skal naturligvis være tale om rimeligt sammenlignelige lejemål.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

SKAT er som offentlig myndighed underlagt de almindelige forvaltningsretlige principper, medmindre der findes præciseringer og særlige undtagelser i skatteforvaltningsloven.

Det fremgår af skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1, at såfremt told- og skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal told- og skatteforvaltningen underrette den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

SKAT har henholdsvis den 18. februar 2016 og 16. marts 2016 fremsendt en agterskrivelse både til klageren og klagerens repræsentant om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med selskabets indsendelse af regnskabsmaterialet den 6. januar 2016.

Efter de almindelig forvaltningsretlige principper om sagsoplysning følger det, at en agterskrivelse må være resultatet af en individuel og konkret sagsbehandling, hvorfor en udsendelse af en agterskrivelse forudsætter, at SKAT har haft en konkret anledning til at underkende selvangivelsen.

Da hverken selskabet, hvor klageren er direktør, eller selskabets repræsentant fremsendte den arealmæssige fordeling af ejendommens anvendelse sammen med selskabets øvrige regnskabsmateriale, selvom SKAT gentagne gange havde anmodet herom, må SKAT anses for at have haft en konkret anledning til at underkende klagerens selvangivelse på baggrund af de foreliggende oplysninger, ligesom SKAT må anses for at have haft tilstrækkelige oplysninger i sagen til at kunne udarbejde en agterskrivelse.

SKAT har derfor med rette fremsendt en agterskrivelse om forhøjelse af den skattepligtige indkomst til klageren, jf. skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, at SKAT i forbindelse med fremsendelse af agterskrivelse efter skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, samtidig skal underrette den selvangivelsespligtige m.v. om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2.

Klagerens repræsentant anmodede i forbindelse med sine skriftlige bemærkninger til agterskrivelsen af 16. marts 2016 samt efterfølgende e-mail af 20. maj 2016 om møde med SKAT.

SKAT og klagerens repræsentant drøftede i efterfølgende korrespondance frem til den 15. juni 2016 muligheden for afholdelse af mødet, hvor SKAT afslutningsvis afslog at afholde møde med klagerens repræsentant i hovedstadsområdet.

Landsskatteretten finder imidlertid ikke, at det i tilstrækkelig grad er godtgjort ud fra såvel den skriftlige som telefoniske korrespondance, at klagerens repræsentant ikke ønskede at afholde mødet hos SKAT i [by3].

Efter de almindelige forvaltningsretlige principper antages det, at en part i en afgørelsessag har krav på at få adgang til at afgive en partsudtalelse mundtligt ved personligt fremmøde. Se hertil Landsskatterettens afgørelse af 11. november 2011, der er offentliggjort som SKM2012.85.LSR på SKATs hjemmeside.

Det må derfor anses for en fejl, at SKAT ikke imødekom klagerens repræsentants anmodning om et møde forud for afgørelsen om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst.

Da parthøringsregler anses som garantiforskrifter, vil en tilsidesættelse af disse skabe en formodning for, at afgørelsen, som myndigheden har truffet, er påvirket af fejlen, hvorfor SKATs afgørelse som udgangspunkt må anses for at være ugyldig.

Det er imidlertid Landsskatterettens opfattelse, at den manglende mødeindkaldelse ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan medføre afgørelsens ugyldighed, idet der herved er lagt vægt på, at klagerens repræsentant flere gange efter agterskrivelserne af 18. februar 2016 og 16. marts 2016 er fremkommet med både skriftlige og mundtlig bemærkninger samt dokumentation til sagen, som SKAT og klagerens repræsentant tillige har drøftet, ligesom et personligt fremmøde ikke ses at ville have ændret på SKATs afgørelse på baggrund af de allerede foreliggende oplysninger i sagen.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at SKATs afgørelse er ugyldig.

Realitet

Efter ligningslovens § 16, stk. 1, skal der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder ifølge statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Værdien af de i ligningslovens § 16, stk. 1, omhandlede goder fastsættes ved skatteansættelsen som udgangspunkt til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig handel, medmindre andet følger af ligningslovens § 16, stk. 4-16, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 9, at en ansat direktør eller medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform er omfattet af de skematiske regler i ligningslovens § 16, stk. 9, 2.-11. pkt.

En ansat hovedanpartshaver vil altid blive betragtet som havende væsentlig indflydelse på egen aflønningsform.

En person anses blandt andet for at være hovedaktionær eller hovedanpartshaver, såfremt personen ejer eller inden for de senest fem år har ejet 25 % eller mere af aktie- eller anpartskapitalen, eller såfremt den skattepligtige råder eller i den anførte periode har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien, jf. aktieavancebeskatningsloven § 4, stk. 1.

Klageren er udover at være ansat som direktør også hovedanpartshaver i selskabet, eftersom klageren igennem holdingselskabet, hvor klageren ejer 100 % af anpartskapitalen, ejer 100 % af anpartskapitalen i selskabet. Klageren er derfor omfattet af den i ligningslovens § 16, stk. 9, omhandlede personkreds.

Ligningslovens § 16, stk. 9, finder imidlertid kun anvendelse i tilfælde, hvor arbejdsgiveren ejer den bolig, der stilles til rådighed.

De tilfælde, hvor arbejdsgiveren lejer en bolig af en tredjemand og stiller den til rådighed for personkredsen anført i ligningslovens § 16, stk. 9, er omtalt i pkt. 3.4.1. i cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 og Den juridiske vejledning C.A.5.13.1.1.1. Det fremgår heraf, at der i den situation er en markedsleje at beskatte den ansatte ud fra. Størrelsen af lejen skal svare til, hvad der kunne være opnået, hvis lejen var fastsat mellem uafhængige parter – en ”armslængde pris” for lejemålet. Er udlejer en uafhængig tredjemand, anses lejemålet som udgangspunkt at være fastsat til markedslejen. I disse tilfælde finder hovedreglen i ligningslovens § 16, stk. 3, anvendelse - dvs. den ansatte hovedaktionær beskattes af markedslejen. Se hertil Landsskatterettens afgørelse af 29. april 2010, der er offentliggjort som SKM2010.415.LSR på SKATs hjemmeside.

Selskabet har lejet ejendommen af en efter det oplyste uafhængig tredjemand til et beløb på 25.000 kr. om måneden. Det er Landsskatterettens opfattelse, at der ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne markedsleje.

SKAT har derfor med rette lagt til grund, at markedslejen for hele ejendommen må anses for at være 25.000 kr. månedligt.

Klageren skal imidlertid kun beskattes af den del af ejendommen, der er stillet til rådighed af selskabet.

SKAT har i deres afgørelse ud fra en arealmæssig beregning af forholdet mellem den private og erhvervsmæssige del af beboelsesejendommen, der er fastsat til 182 m² af ejendommens samlede bygningsareal på 232 m², anset den årlige markedsleje for den private andel til at udgøre 96.491 kr. og 235.345 kr. for henholdsvis indkomstårene 2013 og 2014.

Det er Landsskatterettens opfattelse af den årlige markedsleje for den private andel ikke kan anslås til at være mindre end det af SKAT anførte. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at den erhvervsmæssige andel af ejendommen består af et mindre værelse, der ikke værdimæssigt kan sidestilles med eksempelvis en ejendoms køkken, toilet m.v., hvorfor lejeansættelsen af ejendommen hovedsageligt må hidrøre fra den private del.

Det kan i den henseende ikke tillægges bevismæssig betydning, at klageren og selskabet den 3. juni 2013 indhentede en vurdering fra en ejendomsmægler med hensyn til fastsættelsen af lejen af henholdsvis den private og erhvervsmæssige andel af ejendommen, eftersom denne vurdering ikke indeholdt en nærmere angivelse af den arealmæssige fordeling, ligesom den er afgivet før, klageren flyttede ind, hvorfor vurderingen fra ejendomsmægleren ikke kan anses for at være et udtryk for, hvordan klageren og selskabet havde indrettet sig.

Endvidere bemærkes det, at den gennemsnitlige leje pr. m² for kontorlokaler, der udbudt til leje i [by1], er væsentlig mindre end den leje, som klageren og selskabet har fastsat den erhvervsmæssige andel til.

Klageren har for indkomstårene 2013 og 2014 betalt selskabet henholdsvis 85.000 kr. og 204.000 i årlig leje. Værdien af delvis fri bolig, som klageren herefter skal beskattes af, kan derfor opgøres til 11.491 kr. og 31.345 kr. for henholdsvis indkomstårene 2013 og 2014.

Landsskatteretten bemærker, at SKATs opgørelse af klagerens øvrige sparede privatforbrug i forhold til de af selskabet afholdte omkostninger er ubestridt.

Landsskatteretten finder herefter, at SKAT med rette har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 27.216 kr. og 56.256 kr. for henholdsvis indkomstårene 2013 og 2014.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.