Kendelse af 08-04-2019 - indlagt i TaxCons database den 17-05-2019

SKAT har anset klageren for at være lønmodtager for døgnplejeaktiviteten.

For 2013 har SKAT nedsat overskud af virksomhed fra 171.968 kr. til 0 kr. Indkomst fra [by1] og [by2] Kommune på i alt 458.242 kr. blev anset for løn. Da klageren ikke blev anset for selvstændig erhvervsdrivende kunne virksomhedsskatteordningen ikke anvendes og opsparet overskud inkl. virksomhedsskat på 17.363 kr. skulle følgelig hæves. Rentekorrektion blev tilbageført til 0 kr. Renteindtægter i virksomhed blev nedsat fra 3 kr. til 0 kr. og kapitalindkomst udenfor virksomhed blev forhøjet med 3 kr. Renteudgifter i virksomheden på 16.474 kr. blev overført til kapitalindkomst udenfor virksomhed som blev nedsat tilsvarende.

For 2014 nedsatte SKAT et selvangivet ”øvrige fradrag i den personlige indkomst” på 120.000 kr. til 0 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren var i de påklagede år døgnplejer for 2 børn anbragt af hhv. [by2] og [by1]s Kommune. Klagerens ægtefælle havde et lønmodtagerjob som montør.

Klageren og ægtefællen ejede udover deres helårsbolig beliggende [adresse1], [...], [by3], tillige et sommerhus beliggende [adresse2], [by4] og en ubebygget grund.

Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger, at klageren i 2013 har modtaget 278.449 kr. fra [by2] Kommune og 179.793 kr. fra [by1]s Kommune som A-indkomst. Det fremgår af klagerens regnskab for 2013, at disse beløb stammer fra døgnpleje. Ligeledes fremgår det af kontospecifikationer for 2013, at klageren har modtaget feriepenge for døgnplejeaktiviteten og at vederlagsbetalingerne for hvert plejeforhold, som klageren modtog ved afslutningen af hver måned, var enslydende året igennem.

Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger, at klageren i 2014 har modtaget 369.113 kr. fra [by2] Kommune og 184.229 kr. fra [by1]s Kommune som A-indkomst. Der er ikke indsendt årsregnskab eller kontospecifikationer for 2014.

SKAT har i forbindelse med sagsbehandlingen af indkomstår 2013 og 2014 udbedt sig gældende kontrakter, klagerens revisor har i den forbindelse henvist til de allerede indsendte kontrakter i forbindelse med SKATs sagsbehandling for indkomstårene 2011-2012. Der er således alene indsendt kontrakter indgået i 1998 for plejebarn 1 og 2012 for plejebarn 2. Det fremgår af kontrakterne, at disse skal genforhandles hhv. halvårligt og årligt. Dette er ikke sket. De modtagne kontrakter anses for dækkende for de påklagede indkomstår 2013-2014.

Klagerens kontrakt med [by1]s Kommune for plejebarn 1

Kontrakten blev indgået den 6. januar 1999 og etablerede plejeforholdet med virkning fra 10. december 1998. Kontrakten fastlægger et plejevederlag på 18.095 kr., 3.376 kr. til kost og logi samt 294,75 kr. til lommepenge og beklædning. Samlet modtager klageren ifølge kontrakten 21.769 kr. pr. måned. Kontrakten skal ifølge ordlyden genforhandles halvårligt, første gang 1. juni 1999.

Følgende fremgår af kontraktens pkt. 6:

”Afbrydes plejeforholde alene på grund af forhold i plejefamilien ydes ikke opsigelsesvarsel.

Skader forvoldt på plejefamiliens indbo og ejendom til over 300 kr. af plejebarnet, kan søges dækket af forvaltningen. Plejefamilien medvirker ved biol. families kontakt til [plejebarn 1]. Tilsyn m.v. føres af b og u kons. [person1].”

I kontraktens pkt. 9 skrives der under på følgende:

”Jeg/vi er indforstået med, at oplyse om ændringer i antal af plejebørn - og omfanget af arbejde udenfor hjemmet

Jeg/vi har tegnet ansvarsforsikring for barnet.

Jeg/vi bekræfter samtidig at være gjort bekendt med omstående ”Almindelige bestemmelser” samt

lovgrundlag.”

Klagerens kontrakt med [by2] Kommune for plejebarn 2

Klageren indgik oprindeligt aftale om døgnpleje for plejebarn 2 med hvervgiveren [by2] Kommune den 18. april 1998. I forbindelse med SKATs sagsbehandling har klageren indleveret en kontrakt indgået den 9. august 2012 med virkning fra 1. juli 2012. Det fremgår dog af oplysninger fra SKAT, at dette plejeforhold blev etableret i 1995.

Af kontrakten fremgår blandt andet:

”Pkt. 11

Gensidig opsigelse på 14 dage de første 3 måneder, derefter 30 dag til d. 1. eller d. 15. i måneden.”

(...)

”Pkt. 13. Aftale om efteruddannelse

Familier, der har børn i pleje, har ret til hvad der svarer til minimum 2 årlige dages

efteruddannelse udover det lovpligtige grundkursus jf. servicelovens § 142 stk. 4. Det er den

godkende kommune der vurderer, hvilke temaer plejefamilierne har brug for at blive opkvalificeret i

forhold til. Den godkende kommune skal endvidere sikre den fornødne supervision til plejefamilien.

Omfanget af efteruddannelse og supervision skal afspejle tyngden i den opgave plejefamilien

varetager, dette vurderes og planlægges ud fra den godkendende kommunes retningslinjer.”

(...)

”15. Aftaler i øvrigt

Der påhviler ikke plejefamilien andre udgifter end til de alm. underhold. Evt. andre udgifter søges i de enkelte tilfælde hos [by2] Kommune.

Skader forvoldt af plejebørn på plejeforældrenes ejendom, ejendele eller på tredjemand, der ikke

dækkes andre steder, og som overstiger 300,-, forhandles i de enkelte tilfælde med [by2] Kommune.

Dokumentation for udlæg fremsendes til [by2] Kommune, [adresse3], [by2], Att. [...], [person2], eller pr. mail [...@...dk]

Det påhviler plejefamilien at ændre plejebarnet folkeregisteradresse og vælge læge.

Det påhviler plejefamilien at afholde 5 ugers ferie med plejebarnet indenfor ferieåret.

Plejefamilien er forpligtiget til at tegne en ulykkesforsikring til

Fortsættes i bilag punkt 1”

(...)

”Pkt. 17

Jeg/vi er indforstået med at oplyse om ændringer i antal af plejebørn - og omfanget af arbejde

udenfor hjemmet.

Jeg/vi har tegnet ansvarsforsikring for barnet.

Jeg/vi bekræfter samtidig at være gjort bekendt med ”Almindelige bestemmelser” samt lovgrundlag, som gengivet side 6 og 7”

Af bilag 1 til kontrakten fremgår yderligere:

” plejebarnet. Udgift til dækkes mod dokumentation til op mod 400,-.

Plejefamiliens lønseddel fremsendes via eboks, hvorfor det er nødvendigt for plejefamilien at oprette sådan en, hvis lønseddel ønskes.

Kørselsgodtgørelse ydes efter statens laveste takst.

der ydes kørselsgodtgørelse når plejefamilien henter/bringer barnet i forbindelse med samvær, ved behandling på sygehus, ved besøg under indlæggelse, samt ved møder i forvaltningen.”

Begge kontrakter henviser til efterfølgende sider med ”Almindelige bestemmelser” og ”lovgrundlag”. Disse sider er ikke medsendt.

Retlig regulering af døgnplejeaktiviteter

Døgnplejeaktiviteter er underlagt lov om social service, serviceloven. I servicelovens § 52 er det fastlagt, at der skal foretages en individuel undersøgelse af det enkelte barns behov ”børnefaglig undersøgelse” før støtte efter stk. 3 kan iværksættes – herunder er døgnophold inkluderet jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4. Det fremgår endvidere af servicelovens § 66 a, stk. 1 og 4, at kommunen fører tilsyn med døgnplejere, samt at godkendelse fra kommunen er en forudsætning for udførelse af dette hverv. I 2013 var indholdet af § 66 a gengivet i den nu ophævede § 142.

Indholdet af loven er uddybet i syv vejledninger fra socialministeriet. For døgnplejere er fortrinsvis ”Vejledning nr. 3 om særlig støtte til børn og unge og deres familier” relevant. I det påklagede indkomstår var den gældende vejledning nr. 3 til lov om social service, offentliggjort som vejledning nr. 11 af 15. februar 2011, med efterfølgende ændringer af den 27. juni 2013 og fra 1. oktober 2013 var det vejledning nr. 9007 af 7. januar 2014. (Loven og vejledningen både gældende og historisk kan findes på www.retsinformation.dk)

Af vejledning nr. 3 til lov om social service pkt. 54 (pkt. 48 indtil oktober 2013), fremgår det, at kommunen endeligt afholder udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, § 52 a, § 54, og § 76, stk. 2-5 og 7. Af vejledningens pkt. 552 (pkt. 514 indtil oktober 2013) ses endvidere, at beløbet til kost og logi tilsigter at dække de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted, dvs. især kost, daglige fornødenheder, fritidsaktiviteter og fornøjelser. Hertil kommer udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v. Det anføres, at der er tale om et beløb, fastsat ud fra nogle gennemsnitsbetragtninger, som modtageren ikke skal aflægge regnskab for. I vejledningens pkt. 553 (pkt. 515 indtil oktober 2013) fastslås det vedrørende forsørgelse af plejebarnet, at kommunen overtager den fulde forsørgelse af barnet eller den unge ved en anbringelse uden for hjemmet. Dette indebærer, at nogle af de ydelser, som forældre normalt vil give deres børn, må afholdes af kommunen under anbringelsen. Det gælder f.eks. lommepenge til barnet eller den unge. Kommunen må ligeledes sørge for, at barnet eller den unge kan blive forsynet med en passende beklædning under opholdet.

På baggrund af informationer fra klagerens regnskabsoplysninger kan følgende oversigt over virksomhedens indtægter og udgifter i 2013 opstilles

Klageren har anvendt følgende fordelingsnøgle ved fordeling af udgifter mellem privat og erhverv i sit regnskab for 2013:

På baggrund af regnskabsoplysninger kan der opstilles følgende informationer om sammensætningen af indtægter og udgifter:

SKAT har ligeledes truffet afgørelse for indkomstårene 2011 og 2012. Denne afgørelse er ligeledes påklaget til Skatteankestyrelsen jf. sagsnummer 15-0864011. Klagesagen for de tidligere indkomstår angår ikke sondringen mellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtagere, men adgangen til fradrag for omkostninger.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for at være lønmodtager for døgnplejeaktiviteten.

For indkomståret 2013 har SKAT anset vederlag på i alt 458.242 kr. fra [by2] og [by1]s Kommune for A-indkomst. SKAT har følgelig nedsat overskud af virksomhed til 0 kr. Da klageren anses for lønmodtager kunne virksomhedsskatteordningen ikke anvendes, tidligere opsparet overskud skulle hæves, opsparet overskud nedskrives til 0 kr. og rentekorrektion tilbageføres til 0 kr. Renteindtægter i virksomheden på 3 kr. og renteudgifter i virksomheden på 16.474 kr. blev overført til kapitalindkomst udenfor virksomheden.

For indkomståret 2014 har SKAT ikke anerkendt ”øvrig fradrag i den personlige indkomst” på 120.000 kr. og følgelig nedsat dette til 0 kr.

SKAT har ikke fundet, at klageren har haft udgifter i forbindelse med plejeindtægten, ud over det klageren har fået refunderet skattefrit fra kommunen og ud over det som overstiger bundgrænsen for øvrige lønmodtagerudgifter efter ligningslovens § 9, stk. 1.

Samlet har SKAT ændret klagerens indkomst med 286.247 kr. for indkomståret 2013 og 120.000 kr. for indkomståret 2014.

SKAT har begrundet afgørelsen med følgende:

”(...)

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Erhvervsmæssig virksomhed er normalt kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

Lønindkomst, der efter Kildeskattelovens § 43 er A-indkomst, anses ikke for at være indkomst ved selvstændig virksomhed.

Hverken i Personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, Kildeskattelovens § 25A, Etablerings- iværksætterloven eller Arbejdsmarkedsloven indeholder en afgrænsning af selvstændig virksomhed over for lønindkomst.

Afgrænsningen skal dog foretages på samme måde, uanset hvilken relation inden for skattelovgivningens område, spørgsmålet er relevant. Det fremgår bl.a. af forarbejderne til disse bestemmelser og af Skatteministeriets cirkulære om personskatteloven nr. 129 af 4. juli 1994.

Afgrænsning mellem lønmodtager og selvstændig virksomhed er beskrevet i cirkulærets punkt 3. Afgrænsningen kan foretages efter en samlet vurdering af de kriterier, der er nævnt i cirkulærets punkt 3.1.1.1 og 3.1.1.2.

Lønmodtagergruppen omfatter ikke alene tjenestemænd, arbejdere og funktionærer, men også alle andre personer, der modtager vederlag for arbejde udført i et tjenesteforhold.

Efter Kildeskattelovens § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse og lignende ydelser. Af Kildeskattelovens § 43, stk. 2, fremgår det, at der til A-indkomst endvidere kan henregnes andre arter af skattepligtig indkomst, der i det væsentlige udgør en nettoindkomst for erhververen.

Indkomst som døgnplejefamilie er i dit tilfælde anset for at være A-indkomst efter kildeskattelovens § 43 stk. 1 og ikke indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter en samlet konkret vurdering af kriterierne i cirkulære om personskatteloven nr. 129 af 4. juli 1994 punkt 3.1.1.1 og 3.1.1.2 har vi foretaget ovenstående ændring.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på:

at, der mellem dig og henholdsvis [by2] kommune og [by1]s kommune er indgået aftale om løbende arbejdsydelse. Ved ansættelse som plejefamilie er der udfærdiget kontrakter, hvoraf det fremgår, at du bliver aflønnet med faste månedlige plejevederlag, som er skattepligtige. Herudover får du skattefrit omkostningsdækning til kost og logi samt lommepenge og beklædning. Denne omkostningsdækning udbetales også med faste månedlige ydelser. Du får også udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse og kan søge om dækning af individuelle merudgifter til barnet / den unge,

at vederlaget ikke erlægges efter regning,

at du har ret til opsigelsesvarsel,

at du som familieplejer er omfattet af kommunens arbejdsskadeforsikring,

at du har en arbejdsgiveradministreret pensionsordning,

at kommunen har tilsyn og kontrol med opgaven hos dig iht. Servicelovens § 148, hvorfor de har tilsyns- og kontrolbeføjelser over for dig som ansat,

at du har ret til at deltage i efteruddannelse,

at du har pligt til at underrette kommune om ændring i antal af plejebørn samt omfang af arbejde udenfor hjemmet,

at det af kontrakterne mellem dig og de to kommuner ikke fremgår, at der påhviler dig andre udgifter end udgifter til almindelig underhold. Eventuelle andre udgifter søges i de enkelte tilfælde dækket hos kommunen. Skader over 300 kr., forvoldt af plejebørnene, på din ejendom eller ejendele, som ikke er omfattet af din egen forsikring, kan du søge om erstatning for hos kommunen.

Du er således ikke økonomisk ansvarlig over for kommunen for arbejdets udførelse og du synes i øvrigt ikke at have påtaget dig en selvstændig økonomisk risiko.

Størrelsen af det aftalte plejevederlag (løn) er uafhængig af, hvilke udgifter du har afholdt i forbindelse med plejeforholdet.

Vi har alene taget stilling til, om du er lønmodtager eller driver selvstændig virksomhed.

På det foreliggende grundlag er det vores opfattelse, at du ikke har haft udgifter i forbindelse med plejeindtægten, ud over det du har fået refunderet skattefrit fra kommunen og ud over det som overstiger bundgrænsen for øvrige lønmodtagerudgifter efter ligningslovens § 9, stk. 1.

Vi har ikke taget stilling til den selvangivne fordeling mellem private og erhvervsmæssige udgifter.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens indkomst skal anses for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende.

Til støtte for denne påstand har repræsentanten gjort følgende anbringender gældende:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at nægte [person5] at drive sin døgnpleje som selvstændig erhvervsvirksomhed.

------o------

Hverken PSL § 3, stk. 2, nr. 1, VSL § 1, stk. 1, KSL § 25 A, Etablerings- og iværksætterkontoloven eller Arbejdsmarkedsbidragsloven indeholder en afgrænsning af selvstændig erhvervsvirksomhed over for lønindkomst.

Afgørelsen af, hvorvidt en konkret person udøver virksomhed som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, træffes i henhold til praksis på baggrund af en konkret vurdering af forholdet mellem indkomstmodtageren og den enkelte hvervgiver.

I henhold til praksis anses en person som lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud.

På baggrund af en righoldig praksis har man i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven opstillet en række kriterier, som kan indgå i den konkrete vurdering af, om der er tale om en selvstændig erhvervsdrivende eller en lønmodtager.

I cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven angives nærmere under afsnit 3.1.1.1. en række kriterier, der kan lægges vægt på i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt der er tale om et tjenesteforhold. I afsnit 3.1.1.2. omtales en række kriterier, der kan lægges vægt på i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Af det nævnte cirkulære fremgår det videre eksplicit i afsnit 3.1.1.3, at ingen af de i punkt 3.1.1.1. og 3.1.1.2. nævnte kriterier, der taler henholdsvis for tjenesteforhold og selvstændig erhvervsvirksomhed, i sig selv er afgørende, ligesom de anførte momenter endvidere ikke har lige stor betydning i alle situationer. Det fremgår også, at det i praksis kan være således, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og indkomstmodtager taler for at statuere tjenesteforhold, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. I sådanne tilfælde må afgørelsen bero på en samlet vurdering, jf. også Landsskatterettens kendelse af 21. december 2015, j.nr. 13-3960872.

SKAT lægger i sin afgørelse en unaturlig stor vægt på retten i [by2]s dom, SKM2014.719.BR, hvilket er dybt kritisabelt, idet dommen er ganske konkret begrundet og vedrører en døgnplejefamilie, som havde færre berettigede driftsudgifter end godtgørelser fra kommunen.

Ud fra kriterierne i ovennævnte cirkulære gøres det gældende, at [person5]s døgnpleje er at anse som erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2013 og 2014 under hensyn til, at de drives for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud.”

Landsskatterettens afgørelse

Retsgrundlaget for sondringen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende

Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra a, at lønindtægt er skattepligtig indkomst. Det fremgår endvidere af kildeskattelovens § 43, at til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar og lignende ydelser.

Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1. og er fastlagt i praksis ved Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet i UfR 1996.1027 H. (Lovene og cirkulæret kan findes på www.retsinformation.dk)

Ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der ifølge cirkulæret blandt andet lægges vægt på, om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Der kan derudover lægges vægt på, om hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold, om indkomstmodtageren påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, om indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og om indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.

Som udgangspunkt anses en person for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Ved vurderingen af om der er tale om et tjenesteforhold, kan der blandt andet lægges vægt på, om hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, om indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, om der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, om arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, om indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, om hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, samt om indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af ferieloven, funktionærloven m.v.

For indkomstmodtagere, der ikke er i et egentligt tjenesteforhold til hvervgiveren, men omvendt ligeledes ikke er at betragte som selvstændig erhvervsdrivende, anvendes betegnelsen honorarmodtagere. Honorarindtægter omfatter bl.a. vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, og som ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed, da der ikke foreligger fornøden intensitet eller systematisk indtægtserhvervelse for øje. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 24. februar 1999, gengivet i TfS 1999,391 LSR, og Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.A.3.1.2.

I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiver og hvervtager.

Cirkulæret fastslår endvidere i pkt. 3.1.1.4. omkring erhvervsmæssige omkostninger, at hvis kontraktforholdet forudsætter, at der af vederlaget afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger atypiske for lønmodtagerforhold, vil der som oftest være tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Som eksempel fremhæves løn til ansat personale, medarbejdende ægtefælle, leje af erhvervslokaler, kontorholdudgifter eller betaling for maskinanvendelse. Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Der gøres dog særligt opmærksom på at udgifter til transport, egen bil, fortæring, overnatning eller lignende udgifter som efter deres art ligger tæt op ad private udgifter, ikke i sig selv bevirker, at vederlaget må anses for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Østre Landsret har ved dom af 15. december 2017, offentliggjort som SKM2017.739.ØLR, fastlagt praksis for sondringen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende for døgnplejere. Af dommen kan det udledes, at landsretten udover tjenesteforholdet til kommunen, herunder den nødvendige godkendelse for at kunne udøve erhvervet og det faktum at alene kommunen kunne agere som hvervgiver, lagde særlig vægt på kriteriet egen regning og risiko. Det var landsrettens vurdering, at skatteyderen ikke i væsentlig grad afholdt nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg den fastsatte godtgørelse. Det var ligeledes landsrettens vurdering, at det udbetalte takstmæssige månedlige godtgørelse fra kommunen ud fra en gennemsnitsbetragtning tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved plejeaktiviteten, hertil kom supplerende beløb til lomme og tøjpenge udbetalt direkte til plejebørnene.

Vurderingen af om klageren skal anses for selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager

Aftalerne om døgnophold er oprindeligt indgået med hvervgiverne [by2] og [by1]s Kommune i 1998. For arbejdsforholdet med [by1]s Kommune gør det sig gældende, at aftalen ikke er genforhandlet siden 1999 uanset at dette ifølge kontraktens ordlyd skal ske halvårligt. For aftalen med [by2] Kommune er denne genforhandlet i 2012, men skal ifølge ordlyden genforhandles årligt. Klageren har haft et længerevarende arbejdsforhold med samme to hvervgivere. Klagerens vederlag har siden indgåelsen af aftalen ikke været genstand for en løbende individuel kontraktforhandling men blot fulgt en takstregulering uanset at kontrakterne ifølge deres ordlyd var udløbne. Klageren har leveret en løbende arbejdsydelse og vederlaget herfor er blevet betalt månedligt med et fast beløb. Kontrakterne indeholder desuden et opsigelsesvarsel. Af kontrakten med [by2] Kommune fremgår, at aftalen i de første 3 måneder kan opsiges af begge parter med 14 dages varsel og herefter med 1 måneds varsel. Endelig modtager klagere ifølge kontospecifikationer for 2013 feriepenge fra hvervgiverne. Det er Landsskatterettens vurdering, at disse forhold taler for et lønmodtagerforhold.

Det fremgår af kontrakterne, at klageren har forpligtet sig til at oplyse hvervgiverne om arbejde udenfor hjemmet og andre plejeforhold, hvis disse etableres. I kontrakterne er det ligeledes fastlagt, at supervision vurderes og anvises af kommunerne. Af aftalen med [by2] Kommune ses endvidere, at kommunen har fastlagt, at klageren skal afholde 5 ugers ferie med plejebarnet. I aftalen med [by1]s kommune fremgår at klageren forpligter sig til at medvirke ved kontakt med plejebarnets biologiske familie. Kontraktforholdene medfører således, at klageren er underlagt en instruktionsbeføjelse, herunder tilsyn og kontrol af henholdsvis [by2] Kommune og [by1]s Kommune. Det er Landsskatterettens vurdering, at dette taler for en lønmodtagervurdering. At klageren har adgang til at tilrettelægge det daglige arbejde kan ikke tillægges afgørende vægt for en vurdering som selvstændig erhvervsdrivende. Det er ikke ualmindeligt for lønmodtagere at planlægge det daglige arbejde på baggrund af overordnede rammer fastlagt af arbejdsgiveren som eksempelvis skolelærere.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at klageren driver virksomhed for egen regning og risiko. Det fremgår af kontrakten med hvervgiveren [by2] Kommune, at der ikke påhviler klageren andre udgifter end de til almindelig underhold tilknyttede samt at eventuelle andre udgifter skal søges hos kommunen. Det fremgår af vejledning nr. 3 til lov om social service, at kommunen endeligt afholder udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, § 52 a, § 54, og § 76, stk. 2-5 og 7, herunder døgnpleje. Af vejledningen ses endvidere, at beløbet til kost og logi tilsigter at dække de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted.

Af kontrakten med [by1]s Kommune fremgår dog, at klageren muligvis har en risiko for skader forvoldt af plejebarnet, hvis disse ligger under 300 kr. Dette er i sig selv ikke nok til at kvalificere klageren som selvstændig erhvervsdrivende for døgnplejeaktiviteten.

Det er Landsskatterettens vurdering, at klageren ikke har haft en økonomisk risiko ved aktiviteten udover det normale for en lønmodtager.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at klageren skal anses for lønmodtager for døgnplejeaftalerne med [by2] Kommune og [by1]s Kommune.

SKATs afgørelse stadfæstes.