Kendelse af 11-06-2019 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2019

Faktiske oplysninger

SKAT har foretaget en gennemgang af gavemodtager [person1]s private bankkonti for perioden 1. januar 2008 til 31. december 2010.

SKAT har konstateret, at der på [person1]s bankkonti er indsat beløb, der ikke hidrører fra løn udbetalt fra arbejdsgiver. Der er via selskaber, kontrolleret af klageren, sket betaling af materialer m.v. leveret til brug ved ombygningen af ejendommen tilhørende [person1]. Beløbene er i selskabernes regnskab posteret på mellemregningskontoen med klageren.

Klageren har efter det oplyste foranlediget levering af materialer og andre omkostninger til brug for ombygningen af [person1]s ejendom, uden at der i selskabet er sket bogføring heraf på mellemregningskonto jf. stævning udtaget af konkursboet [virksomhed1] A/S imod klageren.

[person1] er i de omhandlede indkomstår eneejer af ejendommen [ejendom1] beliggende på [adresse1], [by1].

I perioden er der overført følgende beløb fra klageren til [person1]:

Konto [...96] var [person1]s personlige budgetkonto. [person1] var således registreret som ene indehaver af kontoen. Klageren foretog en fast overførsel til kontoen på 20.000 kr. månedligt.

Der blev i indkomståret 2010 tilbageført 30.000 kr. til klageren, hvilket også fremgår af ovenstående opgørelse.

Overførslen den 3. marts 2010 på 156.116 kr. fra klageren blev af [person1] anvendt til privat formål.

En gennemgang af budgetkontoen viste blandt andet følgende udgifter:

Betalinger via selskaber

Ved gennemgang af regnskaberne for selskaberne [virksomhed1] A/S u/konkurs og [virksomhed2] ApS konstaterede SKAT, at der fra disse selskaber var betalt regninger for leverancer af materialer m.v. til brug for ombygningen/moderniseringen af [ejendom1], [adresse1], [by1].

Beløbene udgjorde følgende:

Levering af materialer m.v.

Kurator for konkursboet [virksomhed1] A/S udtog stævning imod klageren for materialer betalt af selskabet, men leveret/anvendt i forbindelse med modernisering af [person1]s ejendom.

Beløbene udgør ifølge den udarbejdede stævning:

Landsskatteretten traf den 15. februar 2016 afgørelse i [person1]s sag om beskatning af de indsatte beløb.

Af præmisserne fremgik:

”Det er ved klagerens indsendte erklæringer og de på retsmødet fremkomne forklaringer dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hun og [person2] var reelt samlevende i indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Overførslerne fra [person2] og hans selskaber anses herefter ikke at udgøre skattepligtig indkomst for klageren, men derimod gaver i henhold til boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d.

Landsskatteretten nedsætter derfor afgørelsen vedrørende dette punkt med 445.108 kr. i indkomståret 2008, 1.038.663 kr. i indkomståret 2009 og 905.256 kr. i indkomståret 2010.

SKAT foretager herefter det videre fornødne vedrørende fastsættelse af gaveafgift.”

SKAT har i den efterfølgende afgørelse vedrørende gaveafgift skrevet:

”På retsmødet har I herudover fremlagt en række oplysninger som bekræfter, at I var reelt samlevende i denne periode, herunder indkøb af møbler, renovering af ejendom og almindelige dagligdags indkøb m.v.

Landsskatteretten anser jer derfor som reelt samlevende i perioden 2008-2010, selv om der er angivet nogle andre formelle oplysninger til folkeregistret.”

I afgørelse af 18. marts 2016 beregnede SKAT herefter gaveafgift af det samlede beløb, som var overført til [person1] samt af de beløb, som udgjorde betaling af materialer og lønninger til modernisering af [person1]s ejendom, betalt af selskaber tilhørende klageren.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at klageren er gaveafgiftspligtig af gaver på 445.108 kr. i indkomståret 2008, 1.038.663 kr. i indkomståret 2009 og 905.256 kr. i indkomståret 2010. Gaveafgift heraf har SKAT beregnet til 58.246 kr. i indkomståret 2008, 146.994 kr. i indkomståret 2009 og 126.983 kr. i indkomståret 2010.

Til støtte herfor har SKAT anført:

” 1.2. Gavegivers/modtagers bemærkninger

Din rådgiver advokatfirmaet [virksomhed10] har i brev af 8. marts 2016 anført:

1. Kravet på gaveafgift er forældet

Som nævnt fastslog Landsskatteretten i sin kendelse, at [person1] og [person2] var samlevende i de perioder, hvor beløbene er blevet overført.

Landsskatteretten tager derimod ikke i sin afgørelse konkret stilling til, i hvilket omfang de konkrete overførsler er udtryk for gaveoverførsler. Landsskatteretten fastslår blot, at de overførte beløb ikke er indkomstpligtige gaveoverførsler.

Af Landsskatterettens kendelse side 21 fremgår:

"Overførslerne fra [person2] og hans selskaber anses herefter ikke at udgøre skattepligtig indkomst for klageren, men derimod gaver i henhold til boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. [...] SKAT foretager herefter det videre fornødne vedrørende fastsættelse af gaveafgift."

Krav om betaling af gaveafgift forældes efter forældelseslovens almindelige regler. Forældelsesfristen regnes herefter fra det tidligste tidspunkt fordringshaveren -her SKAT – kunne kræve fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Det fremgår af forældelseslovens § 3, at forældelsesfristen er 3 år. Hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen, regnes fristen fra den første dag fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringens eksistens.

Af [person1]s klage til Landsskatteretten af 31. august 2012, side 4 fremgår:

"Selv i det tilfælde, at der måtte være tale om en skattepligtig gave, vil gaven ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst for [person1], jf. statsskattelovens § 5, stk. 7, litra b".

Af SKATS bemærkninger til Landsskatteretssagen af 1. oktober 2012, side 5 fremgår endvidere:

"Det er Skattecentrets opfattelse, at der fra [person2] til [person1] er sket en vederlagsfri formueoverdragelse, der efter skatteskattelovens § 4, litra c, skal indkomstbeskattes som gave."

At SKAT har fastholdt sin påstand om, at [person1] var indkomstskattepligtig af de overførte beløb og ikke gaveafgiftspligtig, ændrer ikke ved, at SKAT allerede i 2012 havde den nødvendige viden til at kunne rejse et krav om betaling af gaveafgift.

SKATs behandling af sagen og Landsskatterettens behandling af sagen har ikke medført, at forældelsesfristen er blevet afbrudt.

SKAT har ikke inden forældelsens indtræden rejst et krav om beregning af gaveafgift. Sagen for Landsskatteretten omhandlede således alene spørgsmålet om, hvorvidt de overførte beløb, i overensstemmelse med SKATS påstand, var indkomstskattepligtige for [person1]. Landsskatteretten fandt, at overførslerne ikke var indkomstskattepligtige.

Landsskatteretten har ikke behandlet spørgsmålet om, hvilke overførsler der i givet fald skulle udgøre gaver. Der er således ikke tale om, at Landsskatteretten i sin kendelse har fastslået eksistensen af SKAT’s krav på gaveafgift.

Spørgsmålet om, hvorvidt en overførsel er indkomstskattepligtig eller gaveafgiftspligtig, er ikke identisk. Den omstændighed, at SKAT oprindeligt har rejst et krav om indkomstbeskatning af overførslerne medfører derfor ikke, at forældelsesfristen vedrørende kravet på gaveafgift afbrydes.

2. Der er ikke tale om en gave, idet beløbet omfatter udgifter afholdt som led i den fælles husholdning samt reparation og forbedring af den fælles bopæl

Som nævnt fastslog Landsskatteretten i sin kendelse, at de to personer var samlevende i de perioder, hvor [person2] afholdt omkostninger til den fælles husholdning og den fælles bopæl.

Der er derfor ikke tvivl om, at [person2] i perioden 2008-2410 var berettiget og forpligtet til at bidrage til den fælles husholdning.

Selv hvis kravet om betaling af gaveafgift ikke er forældet, skal grundbeløbet på 2.389.027 kr. derfor nedsættes, idet en større del af beløbet skal betragtes som afholdt som led i den fælles husholdning og den fælles bopæl.

SKAT har ikke desto mindre uden videre foreslået at afgiftspålægge de pågældende overførsler.

SKAT har ikke forholdt sig til - i hvert fald ikke eksplicit - at samlevende har ret og pligt til at bidrage til fællesomkostninger. Det gælder også for så vidt angår udgifter til fælles ejendom, uanset at [person2] ikke var tinglyst ejer af ejendommen.

SKAT opfordres til at angive hjemlen til at beskatte ugifte samlevende af de overførsler, der er mellem de pågældende og som angår fælles bopæl eller husholdning.”

1.3. Retsregler og praksis

...

Praksis

Østre Landsrets dom af 15. maj 2000 – [...]

Sagen drejser sig om, hvorvidt en af skattemyndighederne foretaget forhøjelse af sagsøgerens personlige indkomst i indkomståret 1993 med 540.000 kr. er varslet rettidigt i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt. jf. § 3 stk. 4.

Skatteyder var varslet en forhøjelse af indkomst på 540.000 kr., iht. Statsskattelovens § 4a den 18. april 1997.

På grundlag af skatteyders indsigelse over ansættelsen blev ansættelsen af skatteadministrationen ved kendelse den 23. juli 1997 ændret til at det omtalte beløb 540.000 kr. var skattepligtigt som gave.

Landsretten udtaler at sagsøger ved agter skrivelsen 18. april 1997 blev underrettet om, at skattemyndigheden agtede at lade sagsøgeren beskatte af et beløb på 540.000 kr. Kendelsen af 23. juli 1997 angik beskatningen af det samme beløb og uanset at den skatteretlige vurdering afveg fra den, der var foretaget i agterskrivelsen af 18. april 1997, fandt landretten, at skattemyndighedens underretningspligt efter skattestyrelseslovens § 3 stk. 4, var opfyldt med agterskrivelsen, der ubestridt var rettidig i henhold til skattestyrelseslovens § 35 stk. 1, 1. pkt.

SKM2014.190.BR

Sagen omhandlede, dels hvorvidt SKATs afgørelser var ugyldige, dels hvorvidt SKATs skønsmæssige forhøjelser af skatteyderens skattepligtige indkomst for 2003-2007 på baggrund af negative privatforbrug samt modtagelsen af gaver kunne tilsidesættes.

Vedrørende ugyldighedsspørgsmålet gjorde skatteyderen gældende, at SKATs afgørelser ikke var begrundede, og at SKAT havde foretaget et ulovligt skøn under regel. Byretten fandt, at SKAT havde begrundet samtlige afgørelser, og endvidere fandt retten ikke, at det forhold, at SKAT ikke havde taget stilling til samtlige af skatteyderens anbringender kunne medføre afgørelsernes ugyldighed.

Skatteyderen havde en række indsigelser mod privatforbrugsberegningerne, men da disse indsigelser ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, fandt byretten det ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af skatteyderens indkomst på baggrund af negative privatforbrug hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig.

For så vidt angår gaveproblematikken gjorde skatteyderen gældende, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af gavens værdi hvilede på et forkert grundlag, og at hun ikke var skattepligtig, men derimod afgiftspligtig af gaven, da hun var samlevende med sin kæreste i de sidste 2 år før gavens modtagelse, jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at den skønsmæssige værdiansættelse af gaven ikke kunne tilsidesættes, og at boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d, ikke fandt anvendelse, da kæresten ikke havde været registreret på adressen, og da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om folkeregisterattesters afgørende betydning for dokumentation af samliv.

Byretten fandt, at skatteyderen havde en skærpet bevisbyrde for, at hun var samlevende med sin kæreste, eftersom kæresten over for Folkeregisteret havde nægtet at have bopæl hos hende og efterfølgende blev tvangstilmeldt på adressen. Henset til en række vidneforklaringer samt flere fremlagte dokumenter, fandt retten det efter en samlet vurdering bevist med fornøden sikkerhed, at skatteyderen var samlevende med sin kæreste i de sidste 2 år før gavens modtagelse. På den baggrund omkvalificerede retten gaven fra skattepligtig til gaveafgiftspligtig. For så vidt angår gavens værdi fandt retten det ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig.

Byretten anfører endvidere:

”Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, at Landsskatteretten uanset klagens formulering kan foretage afledte ændringer. Landsskatteretten har foretaget en anden juridisk vurdering end Skatteankenævnet af de underliggende faktiske forhold vedrørende gaverne for 2006 og 2007, hvilket må betragtes som en afledt ændring, der er omfattet af § 45, stk. 1. ”

SKM2015.423.VLR

Af de grunde som byretten havde anført i sag SKM2014.190.BR, og da landsretten ikke tillod et nyt anbringende om periodisering fremsat, der først blev gjort gældende under hovedforhandlingen, stadfæstede landsretten dommen.

SKM2013.232.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig dels af en række indbetalinger på hendes konto, dels værdien af to biler, som var tilgået hende, men som hun ikke havde betalt for. For den ene bils vedkommende blev der under forberedelsen taget bekræftende til genmæle, da der blev fremlagt oplysninger, som dokumenterede, at bilen ikke endeligt var tilgået skatteyderen. Skatteyderen gjorde overfor indbetalinger bl.a. gældende, at de vedrørte tilbagebetaling af et familielån.

Efter bevisførelsen fandt retten, at der ikke bestod det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatteyderen havde under proceduren fremsat et nyt anbringende om, at såfremt skatteyderen var skattepligtig af beløbene, skulle beløbene anses for at være gaver, og dermed bedømmes efter boafgiftslovens regler og ikke skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4. Dette forhold tog retten ikke under påkendelse grundet den sene fremsættelse, jf. retsplejelovens § 363, stk. 1.

SKM2014.410.ØLR

For landsretten vedrørte sagen spørgsmålet i SKM2013.232.BR, om skatteyderen var skattepligtig af en delvis betaling af en bil, som var tilgået hende, men som hun ikke havde betalt for.

Skatteyderen havde fremlagt kopi af en check på det omhandlede beløb, som hendes samlever havde udstedt til sælgeren af bilen. For landsretten fremsatte skatteyderen et nyt anbringende om, at bilen var en lejlighedsgave til hende fra samleveren.

Efter bevisførelsen fandt landsretten det tilstrækkelig godtgjort, at beløbet var en gave fra samleveren til skatteyderen. Landsretten fandt ikke, at der var tale om en lejlighedsgave, men derimod at der skulle svares gaveafgift efter boafgiftslovens regler.

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten har den 15/02-2016 i kendelse vedrørende indkomst 2008 – 2010 for [person1] anset beløb:

Reglerne om gaveafgift fremgår af boafgiftsloven.

Gaveafgiften udgør jf. lovens § 23 15 % af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i § 22 stk. 1, og gavens værdi skal iht. § 27 stk. 1 fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen.

Iht. § 26 stk. 1 skal I senest 1. maj i året efter gavens modtagelse indsende gaveafgiftsanmeldelse til SKAT. Samtidig med indsendelsen skal I jf. § 30 foretage indbetaling af den beregnede gaveafgift.

Opgørelse af gaveafgift 2008 – 2010:

I henhold til § 30 stk. 1 påhviler betaling af gaveafgiften modtageren – [person1], men gavegiveren – [person2], hæfter solidarisk for betalingen.

1.5. SKATs afgørelse

Din rådgiver advokatfirmaet [virksomhed10] anfører at kravet på gaveafgift er forældet med henvisning til forældelseslovens § 3.

SKAT afviser rådgivers påstand idet:
• Der er tale om en ansættelse på et uændret grundlag 2.389.027 kr.
• [person1] har på intet tidspunkt været selvangivet indkomst af beløbet 2.389.027 kr.
• [person1] og [person2] først under sagens behandling i Landskatteretten, har dokumenteret at de var reelt samlevende.
• Der er tale om en ændring af det offentligretlige grundlag for ansættelsen iht. skattestyrelseslovens § 27 stk. 1, som SKAT først i forbindelse med Landsskatterettens afgørelse er blevet bekendt med.
• At Landskatteretten i sin kendelse af 15. februar 2016 har gjort brug af sin mulighed for i henhold til skattestyrelseslovens § 45 at foretage afledte ændringer, idet retten har fastslået ”Overførslerne fra [person2] og hans selskaber anses herefter ikke at udgøre skattepligtig indkomst for klageren, men derimod gaver i henhold til boafgiftslovens § 22 stk. 1 litra d”.
• At ansættelsen er i fuld overensstemmelse med: - Østre Landsrets dom af 15. maj 2000. - Østre Landsrets dom i SKM2014.410ØLR. Vestre Landsrets dom i SKM2015.423VLR.

Din rådgiver advokatfirmaet [virksomhed10] anfører videre, ”.. at grundbeløbet på 2.389.027kr. derfor nedsættes, idet en større del af beløbet skal betragtes som afholdt som led i den fælles husholdning og den fælles bopæl”

Advokatfirmaet har ved aktindsigt den 3. juli 2012 fået fremsendt sagens dokumenter, herunder diverse bankkontoudtog vedrørende konti tilhørende [person2].

Ved en gennemgang af kontoudtog for konti tilhørende [person2] vil advokatfirmaet kunne konstatere, at der udover diverse overførsler til [person1] på 2.389.027 kr. er sket private hævninger til almindeligt forbrug på:

SKAT vil på det foreliggende grundlag afvise advokatfirmaet påstand om, at der ikke er taget hensyn til beløb afholdt som led i den fælles husholdning.

Endvidere har Landsskatteretten i sin afgørelse af 15. februar 2016 taget stilling til afgiftsgrundlagets størrelse 2.389.027 kr., men overladt til SKAT at foretage den konkrete beregning af gaveafgiften.

Der er således ikke fremkommet oplysninger der giver anledning til ændringer i SKAT´s forslag af 23. februar 2016.

Der træffes afgørelse jf. udsendt forslag således:

Iht. § 26 stk. 1 skal I senest 1. maj i året efter gavens modtagelse indsende gaveafgiftsanmeldelse til SKAT. Samtidig med indsendelsen skal I jf. § 30 foretage indbetaling af den beregnede gaveafgift.

Opgørelse af gaveafgift 2008 – 2010:

I henhold til § 30 stk. 1 påhviler betaling af gaveafgiften modtageren – [person1], men gavegiveren – [person2], hæfter solidarisk for betalingen.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at betaling af gaveafgift er forældet, jf. forældelseslovens bestemmelse om forældelse af fordringer.

Der er nedlagt subsidiær påstand om, at den opgjorte gaveafgift for 2008 på 58.246 kr. bortfalder, at den opgjorte gaveafgift for 2009 på 146.994 kr. bortfalder og at den opgjorte gaveafgift for 2010 på 126.983 kr. bortfalder.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

”...

Det fremgår af Afgørelsen, at SKAT på baggrund af Landsskatterettens kendelse af 15. februar 2015, sagsnr. [...] (bilag 2) ("Kendelsen") og med henvisning til boafgiftsloven, herunder særligt § 22, stk. 1, litra d, har beregnet gaveafgift med 15 % af samt lige overførsler fra [person2] til [person1] i perioden 2008-2010 - et beløb på i alt 2.389.027 kr. - og derfor har beregnet en samlet gaveafgift for indkomstårene 2008, 2009 og 2010 på i alt 332.223 kr.

2.1 Sagens forløb

Sagen har sit udgangspunkt i SKATs afgørelse af 31. maj 2012 J.nr. [...] / sagid. [...]) (den "Oprindelige Sag"), hvorved SKAT fandt, at [person1] var indkomstskattepligtig af overførelser fra [person2] til [person1] i perioden 2008-2010 på i alt 2.389.027 kr.

[person1] påklagede SKATs afgørelse i den Oprindelige Sag til Landsskatteretten den 31. august 2012. Ved Kendelsen traf Landsskatteretten afgørelse i den Oprindelige Sag.

Et afgørende spørgsmål i Landsskatterettens behandling af spørgsmålet i den Oprindelige Sag var, om [person1] og [person2] var samlevende i perioden 2008-2010. [person1] har igennem hele sagsforløbet fastholdt, at hun var - og er - samlevende med [person2].

Ved Kendelsen fastslog Landsskatteretten, at [person1] og [person2] var samlevende i perioden 2008-2010, og at [person1] derfor ikke var indkomst skattepligtig af overførslerne på i alt 2.389.027 kr.

Det fremgår af Kendelsen side 21, at:

”Det er[...] dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at [[person1]] og [person2] var reelt samlevende i indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Overførslerne fra [person2] og hans selskab er anses herefter ikke at udgøre skattepligtigindkomst for [[person1]] men derimod gaver i henhold til boafgiftslovens§ 22, stk. 1, litra d.

Landsskatteretten nedsætter derfor afgørelsen vedrørende dette punkt med 445.108 kr. i indkomståret, 2008, 1.038.663 kr. i indkomståret 2009 og 905.256 kr. i indkomståret 2010”

Landsskatten tog ikke i Kendelsen særskilt stilling til de enkelte overførelser. Det fremgår således endvidere af Kendelsen s. 21, at:

”SKAT foretager herefter det videre fornødne vedrørende fastsættelse af gaveafgift”

Ved Afgørelsen har SKAT fundet, at [person1] er gaveafgiftspilgtig af samt lige overførelser fra [person2] i perioden 2008-2010, et samlet beløb på i alt 2.389.027 kr., opdelt på henholdsvis 445.108 kr. i 2008, 1.038.663 kr. i 2009 og 905.256 kr. i 2010. I alt har SKAT beregnet gaveafgift på 332.223 kr.

2.2 Særligt vedrørende spørgsmålet om forældelse

Af [person1]s klage til Landsskatteretten af 31. august 2012, som gengivet i Kendelsen på side 15, fremgår:

> >Selv i det tilfælde, at der måtte være tale om en skattepligtig gave, vil gaven ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst for [[person1]], Jf statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b”

Af SKATs bemærkninger til Landsskatteretssagen af 1. oktober 2012, som gengivet i Kendelsen på side 10, fremgår endvidere:

”Det er Skattecentrets opfattelse, at der fra [person2] til [person1] er sket en vederlagsfri formueoverdragelse, der efter skatteskattelovens § 4, litra c. skal indkomstbeskattes som gave” [vores understregning]

Af [person1]s bemærkninger af 21. december 2012, til SKATs udtalelse af 1. oktober 2012, som gengivet i Kendelsen på side 15, fremgår derudover:

”Det må have formodningen imod sig, at [person2] har overført et fast månedligt beløb til [[person1]] på 20.000 kr., hvis ikke parterne har været samlevende. Der fremlægges kopi af brev fra [person2]s ekskones advokat, hvoraf det fremgår, at [person2] og [person7] ikke har været samlevende de seneste fire år.”

Det fremgår ydermere af [person1]s bemærkninger af 26. juni 2015 (bilag 3) til Skatteankestyrelsens udkast til afgørelse af 30. april 2015, side 3, at:

”[person1] og [person2] har i mere end 20 år reelt været samlevende. Fra 2007 har [person1] og [person2] haft fælles bolig på [person1]s ejendom”

[person1]s fremsendte i forbindelse hermed, kopi af 15 erklæringer fra personer som bekræftede, at [person1] og [person2]s reelt var samlevende i perioden 2008-2010.

Endeligt fremgår det af SKATs bemærkninger af 25. august 2015 (bilag 4) til Skatteankestyrelsens udkast til afgørelse af 30. april 2015, side 1, at

”SKAT finder, at det ikke er dokumenteret, at klageren var samlevende med [person2] i de omhandlede indkomstår 2008, 2009 og 2010”

Ved Kendelsen fandt Landsskatteretten, at [person1] og [person2] reelt var samlevende i perioden 2008-2010. Som følge heraf, var [person1] ikke indkomstskattepligtig af overførslerne på i alt 2.389.027 kr.

2.3 Særligt vedrørende spørgsmålet om beregning af gavebeløb

I Afgørelsen har SKAT opdelt overførslerne i henholdsvis (i) kontant modtagne beløb på 1.083.116 kr., (ii) betalinger via selskaber på 967.662,66 kr. og (iii) levering af materialer m.v. på 338.248 kr.

Det fremgår således af Afgørelsen side 9, at der i forhold til den Oprindelige Sag er tale om ansættelse på et uændret grund lag. Afgørelsen bærer således præg af, at SKAT ikke har foretaget en konkret vurdering af de enkelte overførelser, men derimod blot har kopieret samt lige de krav, der fremgik af SKATs oprindelige afgørelse.

[person1] og [person2] er - og var i perioden 2008-2010 - samlevende og bosiddende på ejendommen "[ejendom1]", som [person1] købte i 2004.

[person2] har i perioden 2008-2010 overfør t kontantbeløb til [person1] på i alt 1.083.116 kr., herunder en fast månedlig overførsel på 20.000 kr. til par­ rets fælles budgetkonto. [person1] har i samme periode selv overført et fast månedligt beløb på 16.700 kr. til budgetkontoen. Budgetkontoen blev benyttet til at afholde diverse fælles løbende udgifter, og overførslerne fremgår af vedlagte kontoudskrift (bilag 5).

Det resterende kontant overførte i 2009 og 201O udgør samlet 363.116 kr. Beløbet omfatter bl.a. en overførsel til den fælles byggekreditkonto på 48.000 kr., yderligere overførelser til den fælles budgetkonto på i alt 176.116 kr., samt overførsler til [person1]s private konti på i alt 230.000 kr.

Udover overførelser direkte fra [person2] har [virksomhed1] A/S (der findes ikke et selskab ved navn [virksomhed1] A/S) og [virksomhed2] ApS ifølge SKAT afholdt omkostninger til dækning af [person2]s private udgifter, herunder udgifter ti l byggematerialer til brug for ombygning/modernisering af [ejendom1].

SKAT blev i forbindelse med den Oprindelige Sag gjort opmærksom på dets fejl vedrørende navnet på [virksomhed1] AIS, og det fremgår af Kendelsen side 12, at SKAT efterfølgende anvendte selskabets korrekte navn.

Af Afgørelsen side 3 fremgår en række betalinger, som ifølge SKAT er afholdt af henholdsvis [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS på vegne af [person2].

SKAT blev i forbindelse med den Oprindelige Sag gjort opmærksom på, at følgende 3 betalinger, der fremgår af oversigten, er fejlagtigt angivet som værende foretaget af [virksomhed1] A/S A/S:

Det fremgår af Kendelsen side 12, at SKAT anerkendte fejlen.

Når Afgørelsens opgørelse lægges til grund med de korrektioner, der er dokumenteret ovenfor, kan beløbet som [virksomhed1] A/S ifølge Afgørelsen har betalt for leverancer af materialer m.v. til brug for ombygning/modernisering af [ejendom1] opgøres i alt 249.992,48 kr.

[virksomhed1] A/S blev den 7. december 2009 taget under konkursbehandling. Kurator indgav den 22. oktober 2010 stævning mod [person2] med krav om tilbagebetaling af en række betalinger, der var foretaget til dækning af [person2]s private udgifter. Krave t blev af kurator opgjort til 338.248,31 kr., men blev ved indenretligt forlig opgjort til 200.000 kr.

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 15. februar 2015 vedrørende [person2]s egen sag (Sagsnr. [...]), at

”[...] Det er ikke tilstrækkelig godtgjort, at konkursboets tilgodehavende oversteg de 200.000 kr., som fremgår af det indgåede forlig.

[[person2]] har dermed godtgjort, at det samlede krav udgjorde

200.000 kr. efter det indgåede forlig, og forhøjelsen nedsættes derfor med 138.248 kr. til 0 kr. vedrørende dette punkt.”

3. Anbringender

Der henvises til de i Kendelsen, anførte anbringender. Derudover skal jeg fremsætte følgende anbringender.

3.1 Særligt vedrørende spørgsmålet om forældelse

Som nævnt i afsnit 2.1 ovenfor fastslog Landsskatteretten i Kendelsen, at [person1] og [person2] var samlevende i de perioder, hvor beløbene er blevet overført.

Landsskatteretten tager derimod ikke i sin afgørelse konkret stilling til, i hvilket omfang de konkrete overførsler er udtryk for gaveoverførsler. Landsskatteretten fastslår blot, at de overførte beløb ikke er indkomstpligtige gaveoverførsler, men derimod afgiftspligtige gaver (i det omfang der er tale om gaver).

Krav om betaling af gaveafgift forældes efter forældelseslovens almindelige regler. Forældelsesfristen regnes herefter fra det tidligste tidspunkt fordringshaveren - her SKAT - kunne kræve fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens§ 2, stk. 1.

Det fremgår af forældelseslovens § 3, at forældelsesfristen er 3 år. Hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen, regnes fristen fra den første dag fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringens eksistens.

At SKAT har fastholdt sin påstand om, at [person1] var indkomstskattepligtig af de overførte beløb og ikke gaveafgiftspligtig, ændrer ikke ved, at SKAT allerede i 2012 havde den nødvendige viden til at kunne rejse et krav om betaling af gaveafgift.

SKAT afviser i Afgørelsen, at der er indtrådt forældelse og begrunder dette med, at ansættelsen er foretaget på et uændret beløbsmæssigt grundlag, at [person1] på intet tidspunkt har selvangivet indkom sten samt at det først under sagens behandling i Landsskatteretten er blevet dokumenteret, at parret var samlevende. SKAT henviser derudover til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 samt skattestyrelseslovens § 45 (der menes formentlig skatteforvaltningslovens § 45, idet skattestyrelsesloven som bekendt blev ophævet med virkning fra 1. marts 2005), som begrundelse for, at ansættelsen er sket rettidigt.

Ingen af disse omstændigheder kan medføre, at forældelse ikke er indtrådt i henhold til bestemmelsen i forældelsesloven.

Havde SKAT vurderet, at hele beløbet var gaveafgiftspligtigt, skulle SKAT have gjort dette gældende under den oprindelige behandling af sagen for Landsskatteretten. [person1] har under hele forløbet påstået og i vides muligt omfang dokumenteret, at hun og [person2] reelt var samlevende i perioden 2008-2010. Den omstændighed, at SKAT først i forbindelse med Kendelsen har accepteret dette medfører ikke, at SKAT efterfølgende kan hævde, at kravet ikke er forældet.

Det er derudover meget naturligt, at [person1] ikke har selvangivet beløbet, idet hun ikke mener, at beløbet er skattepligtigt - eller gaveafgiftspligtigt. Der har derfor ikke været noget beløb for [person1] at selvangive.

SKATs henvisning til skatteforvaltningsloven §§ 26 og 27 kan ikke føre til et andet resultat, idet ingen af disse to bestemmelser omfatter gaveafgift, jf. henholdsvis skatteforvaltningsloven§ 26, stk. 9 og§ 27, stk. 5. Hvorvidt SKATs oprindelige ansættelse af 31. maj 2012 under henvisning til skatteforvaltningsloven § 26 var rettidig eller ej er derfor uden betydning i denne sag. Tilsvarende vedrørende SKATs henvisning til skatteforvaltningsloven § 27 for så vidt angår den i Afgørelsen ændrede ansættelse som følge af Kendelsen.

Østre Landsret s dom af 15. maj 2000, j.nr. [...], som SKAT henviser til på Afgørelsen side 7, er ikke relevant i denne sammenhæng.

For det første ændrede SKAT dets vurdering af beløbets karakter fra aktieindkomst til gave umiddelbart efter at klager gjorde påstanden gældende. Der er således ikke tale om, at SKAT - som i nærværende sag - fastholdt deres oprindelige synspunkt igennem en periode på over 3 år.

Dernæst omhandlede sagen for Østre Landsret - og Højesteret (SKM2001.498.HR) - spørgsmålet om, hvorvidt ændringen var rettidig i henhold til dagældende skattestyrelses­ lov § 35. Skattestyrelsesloven er siden hen blevet ophævet og bestemmelsen overgået til skatteforvaltningsloven § 27, der, som nævnt ikke finder anvendelse på beregning af gave­ afgift, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 5.

SKATs påstand om, at Landsskatteretten ved Kendelsen har gjort brug af muligheden i skatteforvaltningsloven § 45 til at foretage afledte ændringer, og at der som følge heraf ikke kan indtræde forældelse, er ikke korrekt.

Det fremgår således af Landsskatterettens bemærkninger, som gengivet i afsnit 2.1 ovenfor, at SKAT skal foretage det videre fornødne vedrørende fastsættelse af gaveafgift. Havde Landsskatteretten ment, at der ikke var brug for yderligere undersøgelser af kravet, ville det have været langt hurtigere og nemmere for Landsskatteretten selv at fast sætte gaveafgiften. Bemærkningen om SKAT skal foretage det videre fornødne er dermed ikke afgørende for, hvorvidt der fortsat eksisterer et gyldigt krav.

SKATs behandling af sagen og Landsskatterettens behandling af sagen har ikke medført, at forældelsesfristen er blevet afbrudt.

SKAT har ikke inden forældelsens indtræden rejst et krav om beregning af gaveafgift. Sagen for Landsskatteretten omhandlede således alene spørgsmålet om, hvorvidt de overførte beløb i overensstemmelse med SKATs påstand var indkomstskattepligtige for [person1]. Landsskatteretten fandt, at overførslerne ikke var indkomstskattepligtige. Landsskatteretten har ikke behandlet spørgsmålet om, hvilke overførsler der i givet fald skulle udgøre gaver. Der er således ikke tale om, at Landsskatte retten i Kendelsen har fastslået eksistensen af SKATs krav på gaveafgift.

Spørgsmålet om, hvorvidt en overførsel er indkomstskattepligtig eller gaveafgiftspligtig, er ikke identisk. Den omstændighed, at SKAT oprindeligt har rejst et krav om indkomstbeskatning af overførslerne medfører derfor ikke, at forældelsesfristen vedrørende kravet på gaveafgift er blevet afbrudt.

3.2 Særligt vedrørende spørgsmålet om beregning af gavebeløb

Som fastslået i Kendelsen (bilag 2) fastslog Landsskatteretten, at [person1] og [person2] var samlevende i de perioder, hvor [person2] afholdt omkostninger til den fælles husholdning og den fælles bopæl.

Der er derfor ikke tvivl om, at [person2] i perioden 2008-2010 var berettiget og forpligtet til at bidrage til den fælles husholdning. Østre Landsret har således i TfS 1987, 435 fastslået, at der kan ydes skattefrie bidrag til bl.a. dækning af husleje i samlivsforhold.

Selv hvis kravet om betaling af gaveafgift ikke er forældet, skal grundbeøbet på 2.389.027 kr. derfor nedsættes, idet en større del af beløbet skal betragtes som afholdt som led i den fælles husholdning og den fælles bopæl.

SKAT har ikke desto mindre uden videre valgt at afgiftspålæggede pågældende overførsler, uden hensyn t il, at en større del af beløbet skal betragtes som afholdt som led i den fælles husholdning og den fælles bopæl, hvilket bl.a. fremgår af Afgørelsen side 9, hvor SKAT direkte skriver, at der er tale om ansættelse på et uændret grundlag. SKAT har ikke forholdt sig til - i hvert fald ikke eksplicit - at samlevende har ret og pligt til at bidrage til fællesomkostninger, Østre Landsret dom i TfS 1987, 435. Det gælder også for så vidt angår udgifter t il fælles ejendom, uanset at [person2] ikke var tinglyst ejer af ejendommen.

SKAT opfordres (1) til at angive hjemlen til at beskatte ugifte samlevende af de overførsler, der er mellem de pågældende og som angår fælles bopæl eller husholdning.

Beløbene overført til parrets fælles budgetkonto er benyttet til at afholde løbende fælles udgifter. De overførte beløb udgør derfor ikke en gave for [person1] og beløbet kan således ikke udgøre grundlag for beregning af gaveafgift.

Når Afgørelsens opgørelse på side 3 lægges til grund med de korrektioner der er dokumenteret i afsnit 2.3 ovenfor, kan beløbet som [virksomhed1] A/S ifølge Afgørelsen har betalt for leverancer af materialer m.v. til brug for ombygning/modernisering af [ejendom1] opgøres ti l et beløb på 249.992,48 kr.

Beløbet på 249.992,48 kr., som [virksomhed1] A/S ifølge Afgørelsen har betalt for leverancer af materialer m.v. til brug for ombygning/modernisering af [ejendom1], må anses som omfattet af kurators oprindelige krav på 338.248,00 kr., idet det må have formodningen imod sig, at et konkursbo ikke medtager samtlige krav, som konkursboet måtte have mod sagsøgte.

SKAT har således medtaget det samme beløb to gange, idet Afgørelsens side 3 og 4 begge omfatter udgifter afholdt af [virksomhed1] A/S, henholdsvis 249.992,48 kr. (betaling via selskaber) og 338.248,00 kr. (levering af materiale m.v.).

Derudover har Landsskatteretten i dets kendelse af 15. februar 2015 vedrørende [person2]s egen sag (Sagsnr. [...]), fastslået, at [virksomhed1] A/S' krav var 200.000 kr. og ikke 338.248 kr. Det er således ikke grundlag for, at SKAT inddrage r et højere beløb ved beregning af gaveafgift.

For så vidt angår udgifterne afholdt af [virksomhed2] ApS omfatter disse betalinger i forbindelse med renoveringen, der i pågældende periode blev foretaget på ejendommen [ejendom1].

Betalingerne er foretaget af [virksomhed2] ApS på vegne af [person2], der herefter har en gæld til [virksomhed2] ApS i samme størrelse. Beløbet er afholdt på baggrund af en rekvisition, der fastslår, at omkostningerne er private.

[person1] og [person2] har i fællesskab afholdt renoveringsomkostningerne på ejendommen. Eftersom beløbene er benyttet til at afholde løbende fælles udgifter, er der ikke tilgået [person1] en gave, og beløbene kan derfor ikke udgøre grundlag for beregning af gaveafgift.

I de tilfælde hvor ugifte samlevende i fællesskab afholder udgifter, der medfører en værdiforøgelse på et aktiv, der alene tilhører den ene af parterne, vil den ene part i tilfælde af samlivets ophør kunne rejse et kompensationskrav mod ejeren, som følge af den berigelse, som ejeren har fået. Kompensationskravet udgør således en skønsmæssig opgjort erstatning/kompensation for de udgifter, som den ikke-ejende part har afholdt på aktivet og som har bidraget til værdiforøgelsen. Der sker derfor ikke en skattepligtig formueforskydning mellem parterne.

SKAT afviser i Afgørelsen, at grundbeløbet på 2.389.027 kr. skal nedsættes og begrunder dette med, at der i perioden 2008-2010 er overført yderligere beløb mellem parterne, der ikke er medtaget i den oprindelige sag, samt at Landsskatteretten i Kendelsen har overladt det til SKAT at foretage den konkrete beregning af gaveafgift.

Det fremgår således af Afgørelsen side 10 at:

”Ved en gennemgang af kontoudtog for konti tilhørende [person2] vil advokatfirmaet kunne konstatere, at der udover diverse overførelser til Liss[i] [person1] på 2.389.027 kr. er sket private hævninger til almindeligt forbrug[...] SKAT vil på det foreliggende grundlag afvise advokatfirmaets påstand om, at der ikke er taget hensyn til beløb afholdt som led i den fælles husholdning.”

Henset til at SKAT i Afgørelsen afviser påstanden om forældelse, bl.a. med henvisning til, at det først i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen er blevet dokumenteret, at parret var samlevende og dermed har haft fælles husholdning, samt at SKAT - som nævnt i afsnit 2.2 ovenfor - gentagne gange har afvist [person1]s påstand om, at parret var samlevende, kan det ikke lægges til grund, at SKAT har undladt at medtage yder­ ligere overførelser mellem parret med den begrundelse, at SKAT har an set beløbene som "afholdt som led i den fælles husholdning''.

Landsskatterettens bemærkning om, at SKAT skal foretage den konkrete beregning af gaveafgift betyder som nævnt ikke, at Landsskatteretten har taget stilling til gavens beløbsmæssige størrelse, idet Landsskatteretten ikke i forbindelse med Kendelsen har behandlet spørgsmålet om, hvilke overførsler der i givet fald skulle udgøre gaver. Der er således ikke tale om, at Landsskatteretten i Kendelsen har fastslået eksistensen af SKATs krav på gaveafgift.

Havde Landsskatteret ten vurderet, at hele beløbet var gaveafgiftspligtigt, ville det have været nemt for Landsskatteretten at beregne gaveafgift af beløbet. Landsskatteretten valgte derimod at overlade denne opgave til SKAT.

Til støtte for SKATs synspunkt henviser SKAT på Afgørelsen side 7 og 8 til Retten i [by3]' dom af 15. januar 2014, j.nr. [...] (SKM2014.190.BR) og Vestre Landsrets dom af 10. juni 2015, j. nr. [...] (SKM2015.423.VLR). Sagen handlede grundlæggende om, hvorvidt et bestemt beløb afholdt til bygning af en ejendom var en skattepligtig gave eller en gaveafgiftspligtig gave. Skatteankenævnet havde fundet, at beløbet var gaveafgiftspligtigt, mens Landsskatteretten fandt, at beløbet var indkomstskattepligtigt. Byretten - og Vestre Landsret - fandt efterfølgende, at beløbet var gaveafgiftspligtigt. Relevansen for nærværende sag er begrænset, idet SKAT i nærværende sag ikke har foretaget en konkret vurdering af de overførte beløb, hvilket netop er grundlaget for påstanden om, at grundbeløbet skal nedsættes.

Derudover henviser SKAT på Afgørelsen side 8 til Retten i [by4] dom af 26. oktober 2012, j.nr. [...] (SKM2013.242.BR) og Østre Landsrets dom af 8. maj 2014, j. nr. [...] (SKM.2014.410.ØLR). Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en bestemt bil var en lejlighedsgave eller ej. Modsat situationen i nærværende sag var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt et samlet beløb omfattende en række individuelle betalinger var en gave, men derimod blot, hvorvidt en konkret genstand eller beløb var en gave. SKAT hav de således allerede foretaget en konkret vurdering vedrørende det pågældende beløb.”

Af repræsentantens supplerende oplysninger fremgår:

”1. Redegørelse for opgørelsen af visse kontantbeløb angivet i klagen

Skatteankestyrelsen har anmodet om en redegørelse for de beløb, som fremgår af sidste afsnit på side 4 i klagen. Følgende fremgår af afsnittet:

”Det resterende kontant overførte i 2009 og 2010 udgør samlet 363.116 kr. Beløbet omfatter bl.a. en overførsel til den fælles byggekreditkonto på 48.000 kr., yderligere overførelser til den fælles budgetkonto på i alt 176.116 kr., samt overførsler til [person1]s private konti på i alt 230.000 kr.”

Overførslen til den fælles byggekredtikonto, de yderligere overførsler til den fælles budgetkonto samt overførsler til [person1]s private konti udgør tilsammen 454.116 kr. og overstiger såedes det samlede beløb på 363.116 kr. Differencen mellem de to beløb skyldes, at der ved opgørelse af det resterende kontant overførte på 363.116 kr. er taget højde for, at der fra de konti Skattestyrelsen anfører på s. 1-2 i sin sagsfremstilling er overført 4 beløb fra [person1] til [person2]. Disse beløb er fratrukket ved opgørelsen af det resterende kontant overførte. Beløbene er 45.000 kr., 20.000 kr., 16.000 kr. og 10.000 kr.; i alt 91.000 kr. Beløbene fremgår af side 2 i Skattestyrelsens sagsfremstilling.

2. Opgørelse over udgifter betalt fra budgetkonto

Skatteankestyrelsen har anmodet om en opgørelse over beløb betalt fra den fælles budgetkonto, herunder hvilke udgifter der vedrører [person1], hvilke der vedrører [person2] og hvilke der er fællesudgifter. Herunder har Skatteankestyrelsen anmodet om en redegørelse for de beløb der overføres fra [person1]s budgetkonto til andre konti. Henset til at betalinger fra budgetkontoen er gennemført for 9-10 år siden, er det ikke muligt at redegøre for betalingerne. [person1] og [person2] har således ikke bogført deres privatforbrug imellem sig, idet udgifterne er afholdt fra deres fælles budgetkonto.

3. Dokumentation for beløb betalt af [virksomhed1] A/S

Skatteankestyrelsen har anmodet om dokumentation for at beløbet på 249.989 kr., som [virksomhed1] A/S ifølge Skattestyrelsens afgørelse har betalt for leverancer af materialer, er medtaget dobbelt i Skattestyrelsens opgørelse af det afgiftspligtige beløb. Beløbet fremgår af Skattestyrelsens afgørelse under ”Betalinger via selskaber”, ligesom beløbet ifølge klager indgår som en del af de 338.248,31 kr. Skattestyrelsen anfører under ”Levering af materialer m.v.” på baggrund af den stævning kurator indgav mod [person2] i forbindelse med selskabets konkurs.

Klager er ikke i besiddelse af dokumentation for at beløbet indgår dobbelt i Skattestyrelsens opgørelse af det afgiftspligtige beløb. Det må dog have formodningen imod sig, at konkursboet ikke medtager samtlige krav, som konkursboet måtte have mod [person2]. Beløbet på 249.992,48 kr., som [virksomhed1] A/S ifølge Skattestyrelsens afgørelse har betalt for leverancer af materialer, må derfor anses som omfattet af kurators oprindelige krav på 338.248,00 kr. Klager bemærker i den forbindelse, at Landsskatteretten i sin kendelse af 15. februar 2015 vedrørende [person2]s egen sag (Sagsnr. [...]), har fastslået, at [virksomhed1] A/S A/S’ krav var 200.000 kr. og ikke 338.248 kr. Der er således ikke grundlag for, at Skattestyrelsen inddrager et højere beløb ved beregning af gaveafgift.”

Landsskatterettens afgørelse

Formelt

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, at Landsskatteretten uanset klagens formulering kan foretage afledte ændringer.

Af SKM2014.190.BR kan det udledes, at det er en afledt ændring omfattet af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, når Landsskatteretten foretager en anden juridisk vurdering af de underliggende faktiske forhold vedrørende gaver.

Landsskatteretten har den 15. februar 2016 i sagen [...] truffet afgørelse om, at overførslerne til [person1] fra klageren og hans selskaber, ikke skal udgøre en skattepligtig indkomst, men derimod gaver i henhold til boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Landsskatteretten nedsatte derfor [person1]s skattepligtig indkomst med 445.108 kr. i indkomståret 2008, 1.038.663 kr. i indkomståret 2009 og 905.256 kr. i indkomståret 2010. Det fremgår af afgørelsen, at sagen blev hjemvist, således at SKAT skulle foretage det videre fornødne vedrørende fastsættelse af gaveafgift.

Landsskatteretten har i sagen [...] foretaget en anden juridisk vurdering end SKAT, af de underliggende faktiske forhold vedrørende gaverne for indkomstårene 2008, 2009 og 2010, hvilket må anses som en afledt ændring, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1.

Af boafgiftslovens § 26, stk. 1 fremgår, at afgiftspligten af gaver, indtræder ved modtagelsen af gaven og at gavegiver og gavemodtager senest den 1. maj i det følgende år skal indgive anmeldelse om gaven og dens afgiftspligtige værdi til told – og skatteforvaltningen. Det fremgår endvidere af boafgiftslovens § 26, stk. 3, at såfremt en anmeldelse om gave ikke foreligger rettidigt, kan told – og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af værdien af gaven.

Af boafgiftslovens § 27, stk. 1 fremgår, at en gaves værdi fastsættes til den handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen, og at værdiansættelsen er bindende for gavegiver og gavemodtager. Af boafgiftslovens § 27, stk. 2 fremgår endvidere:

”Finder told- og skatteforvaltningen, at en værdiansættelse ikke svarer til handelsværdien på tidspunktet for gavens modtagelse, kan den ændre værdiansættelsen inden 6 måneder efter anmeldelsens modtagelse. Har told- og skatteforvaltningen ikke de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til værdiansættelsen, suspenderes fristen i den periode, der forløber, fra told- og skatteforvaltningen anmoder om disse oplysninger, og indtil oplysningerne modtages. Har det betydning for den afgiftspligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage værdiansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.”

Det fremgår af boafgiftslovens § 30, stk. 1, at afgiften forfalder til betaling samtidig med indgivelse af gaveanmeldelsen. Af boafgiftslovens § 30, stk. 2 fremgår, at såfremt told- og skatteforvaltningen ændrer den angivne værdi, opkræver forvaltningen den manglende afgift.

Krav om betaling af gaveafgift forældes efter forældelseslovens almindelige regler. Forældelsesfristen regnes herefter fra det tidligste tidspunkt fordringshaveren (her SKAT) kunne kræve fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Det fremgår af forældelseslovens § 3 stk. 1, at forældelsesfristen er 3 år. Den 3 årige forældelsesfrist suspenderes ved fordringshaverens ukendskab til fordringen. Af forældelseslovens § 3, stk. 2 fremgår, at såfremt fordringshaveren var ubekendt med fordringen, regnes fristen fra den første dag fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringens eksistens.

Spørgsmålet er herefter, hvornår SKAT har haft kendskab til fordringen.

Landsskatteretten finder, at SKAT først ved modtagelsen af afgørelsen af 15. februar 2016, fra Landsskatteretten i sagen [...] har fået kendskab til gaveafgiftsfordringen. SKATs afgørelse i nærværende sag er dateret den 18. marts 2016, hvorfor SKAT har overholdt den 3 årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3.

Det bemærkes, at den 10 årige forældelsesfrist ligeledes er overholdt, idet gaveafgiften for gaver modtaget i indkomståret 2008 forfaldt til betaling den 1. maj 2009, gaveafgiften for gaver modtaget i indkomståret 2009 forfaldt til betaling den 1. maj 2010 og gaveafgiften for gaver modtaget i indkomståret 2010 forfaldt til betaling den 1. maj 2011.

Materielt

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig jf. statsskattelovens § 4. Gaver er således skattepligtige jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c medmindre de er omfattet af boafgiftsloven, jf. boafgiftslovens § 22.

Der kan gives afgiftsfrie gaver til blandt andet personer, der har haft fælles bopæl med gavegiver i de sidste to år før modtagelse af gaven, hvis gavernes værdi ikke overstiger et reguleret grundbeløb på 56.800 kr. i 2008, 58.700 kr. i 2009 og 58.700 kr. i 2010, pr. kalenderår. Dette følger af boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d.

Der skal betales 15 % i afgift af gaven i det omfang gaven overstiger grundbeløbet. Dette følger af boafgiftslovens § 23, stk. 1

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om den er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med efterfølgende ændringer).

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med efterfølgende ændringer).

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, og kan udledes af SKM2011.208.H. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Dette følger af SKM2008.905.H.

Efter praksis er det den skattepligtige, der skal dokumentere sine formueforhold, herunder for modtagne kontante indbetalinger på bankkonti, hvilket kan udledes af SKM2013.274.BR og SKM2018.424.BR.

Landsskatteretten har den 15. februar 2016 truffet afgørelse om, at klageren og [person1] var reelt samlevende i indkomstårene 2008, 2009 og 2010 og overførslerne fra klageren og hans selskaber derfor var at anse som gaver i henhold til boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d.

Fælles udgifter

Klageren har foretaget en fast månedlig overførsel til [person1]s budgetkonto. I indkomstårene 2008 og 2009 har han overført 240.000 kr. pr. år. I indkomståret 2010 har han overført 260.000 kr. hvoraf 30.000 kr. er tilbageført til klageren.

I et gavemiljø som det foreliggende, er der en formodning for, at overførte beløb er givet som en gave, og bevisbyrden for, at overførslerne er begrundet i andre forhold, påhviler klageren.

Budgetkontoen bliver brugt til betaling af udgifter der direkte kan henføres til [person1] samt udgifter vedrørende ejendommen, som ejes af [person1] men bebos af klageren og [person1].

Klagerens betaling af en andel af de fælles udgifter, anses ikke at være en gave til [person1], men derimod skattefri, jf. statsskattelovens § 5.

Der er ikke redegjort for de betalte udgifter, og det er ikke dokumenteret hvilke udgifter, der er fælles udgifter og hvilke udgifter, der direkte kan henføres til klageren og [person1].

Landsskatteretten finder, at de fælles udgifter, er udgifter til [virksomhed3], [virksomhed4], [virksomhed5], [by2] Kommune, [by2] forsyning, [virksomhed6], licens og CRM. Udgifterne anses som fælles udgifter, idet der er tale om løbende driftsudgifter til ejendommen som bebos af klageren og [person1] samt løbende udgifter til telefon, licens og grøn ejerafgift. Derudover finder Landsskatteretten, at udgifter til betaling af realkredit, kan udgøre en fælles udgift, idet en andel heraf kan anses at være klagerens bidrag til den fælles husleje. De fælles udgifter er herefter opgjort til 284.245 kr. i indkomståret 2008, 279.107 kr. i indkomståret 2009 og 204.015 kr. i indkomståret 2010.

Klagerens andel heraf anses at udgøre 50 %.

Af de i indkomstårene 2008 til 2010 overførte beløb fra klageren til [person1], anses herefter 142.122 kr. i indkomståret 2008, 139.554 kr. i indkomståret 2009 og 102.007 kr. i indkomståret 2010, at være ikke skatte- og gaveafgiftspligtig indkomst for [person1].

For så vidt overførsler, som ikke er dokumenteret medgået til fælles udgifter, eller udgifter for klageren, finder Landsskatteretten, at [person1] ved at disponere over beløbene, herunder betale egne udgifter, har erhvervet ret til beløbene. Klageren anses derfor, at have ydet gaveafgiftspligtige gaver til [person1].

Det afgiftspligtige beløb udgør herefter 97.878 kr. i indkomståret 2008, 100.446 kr. i indkomståret 2009 og 127.993 kr. i indkomståret 2010.

Øvrige overførsler

I indkomstårene 2009 og 2010 har klageren foretaget øvrige overførsler til [person1].

I indkomståret 2009 er der overført 48.000 kr. til [person1]s byggekredit og 110.000 kr. til konto [...45], som er en konto tilhørende [person1].

Udover tilbageførsler fra [person1]s budgetkonto til klageren har der ifølge SKAT været tilbageførsler fra andre konti tilhørende [person1] til konti tilhørende klageren på 45.000 kr. i indkomståret 2009.

I indkomståret 2010 er der overført 30.000 kr. til [person1]s konto [...70] og 90.000 kr. til konto [...45], som ligeledes er en konto tilhørende [person1].

Derudover har klageren overført 156.116 kr. til [person1] budgetkonto. Beløbet er af [person1] blevet anvendt til personlige formål.

Udover tilbageførsler fra [person1]s budgetkonto til klageren, har der ifølge SKAT været tilbageførsler fra andre konti tilhørende [person1] til konti tilhørende klageren på 16.000 kr. i indkomståret 2010.

Klageren har ikke godtgjort, at de overførte beløb er anvendt til fælles husholdning. Landsskatteretten finder derfor, at [person1] ved at disponere over beløbene har erhvervet endelig ret til midlerne, og det anses derfor med rette, at SKAT har anset 113.000 kr. i indkomståret 2009 og 260.116 kr. i indkomståret 2010 som værende en afgiftspligtig gave fra klageren til [person1].

Betaling af materialer m.v.:

Der er i indkomstårene udover kontante overførsler fra klageren, leveret byggematerialer m.v. til [person1]s ejendom fra selskaberne [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS tilhørende klageren på i alt 967.662,66 kr., svarende til 58.000 kr. i indkomståret 2008, 494.523 kr. i indkomståret 2009 og 415.139 kr. i indkomståret 2010.

Derudover er der leveret materialer betalt af [virksomhed1] A/S tilhørende klageren på 338.248 kr., svarende til 147.108 kr. i indkomståret 2008 og 191.140 kr. i indkomståret 2009. Beløbet er ifølge de foreliggende oplysninger opgjort af kurator for konkursboet [virksomhed1] A/S.

Klageren har anfægtet opgørelsen, og der er ved Retten i [by5] indgået forlig mellem klageren og konkursboet, hvorefter det endelige krav blev fastsat til 200.000 kr. Dette beløb lægges til grund for opgørelsen af beløb betalt til materialer af selskabet.

Beløbet på 138.248 kr. fordeles med 50 pct. på hver af indkomstårene 2008 og 2009, hvorfor der i indkomståret 2008 er leveret byggematerialer for 77.984 kr. og i 2009 er leveret byggematerialer for 122.016 kr.

Det er ikke dokumenteret, at beløbet på 338.248 kr. ligeledes indgår i det opgjorte beløb på i alt 967.662,66 kr. vedrørende materiale og lønninger betalt af [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS.

De leverede materialer og betalte lønninger, på i alt 1.167.662,66 kr., er medgået til modernisering af ejendommen [ejendom1], som alene [person1] ejer. Landsskatteretten finder ikke, at betalingen af udgifter til modernisering/forbedring af [person1]s ejendom, er betaling af fælles udgifter. Der er ved afgørelsen henset til, at klageren ikke er ejer af ejendommen, og at moderniseringen medfører en forbedring af ejendommen tilhørende [person1], hvorved [person1]s formue forøges. Ved klagerens betaling af materialer m.v. har [person1] opnået en formuefordel og hun anses at have erhvervet ret til midlerne. Klageren har derfor ydet en gaveafgiftspligtig gave på 135.984 kr. i indkomståret 2008, 616.539 kr. i indkomståret 2009 og 415.139 kr. i indkomståret 2010.

Samlet har klageren i indkomståret 2008 ydet gaveafgiftspligtige gaver på 233.862 kr., i indkomståret 2009 på 829.985 kr. og i indkomståret 2010 på 803.248 kr.

Gaveafgiften kan beregnes til 26.559 kr. i indkomståret 2008, 115.693 kr. i indkomståret 2009 og 111.682 kr. i indkomståret 2010.

Landsskatteretten nedsætter derfor det af SKAT opgjorte afgiftspligtige beløb med 211.246 kr. i indkomståret 2008, 208.678 kr. i indkomståret 2009 og 102.007 kr. i indkomståret 2010.

Landsskatteretten nedsætter den opgjorte gaveafgift med 31.687 kr. i indkomståret 2008, 31.301 kr. i indkomståret 2009 og 15.301 kr. i indkomståret 2010.