Kendelse af 09-07-2021 - indlagt i TaxCons database den 07-08-2021

Faktiske oplysninger

Klageren driver enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] med cvr-nr. [...1]. Virksomheden startede den 20. august 2006, og er registreret med branche kode 960210 ”Frisørsaloner”. I indkomståret 2014 bestod virksomheden af 2 frisørsaloner, beliggende på henholdsvis [adresse1], [by1], og [adresse2], [by1]

Afstanden fra frisørsalonen på [adresse2] til frisørsalonen på [adresse1] er 900 meter. På grund af ensrettede veje, er afstanden fra frisørsalonen på [adresse1] til frisørsalonen på [adresse2] midlertidigt 1500 meter.

Virksomhedens regnskabsperiode er den 1. januar til den 31. december.

Ifølge skatteregnskabet for virksomheden [virksomhed1] var virksomhedens resultat før renter 1.108.910 kr. i indkomståret 2014 og virksomhedens omsætning var på 3.094.785 kr.

Det fremgår af personregisteret, at klagerens bopælsadresse fra indkomstårets begyndelse og indtil den 4. marts 2014 var [adresse3], [by2]. I perioden fra den 4. marts 2014 til den 8. august 2014 var klagerens adresse ifølge personregisteret [adresse4], [by1], hvorefter klageren flyttede tilbage til [adresse3], [by2], hvor hun boede resten af indkomståret.

Udgifter til anskaffelse af skrivebord

Klageren har i indkomståret 2014 fratrukket en udgift på 8.478 kr. til anskaffelse af et skrivebord. Udgiften fremgår af klagerens kontospecifikation vedrørende konto 240 ”Inventar/dekoration”.

Det underliggende bilag er faktura 110729 fra [virksomhed2], dateret den 15. september 2014. Det fremgår af fakturaen, at udgiften på 8.478 kr., ekskl. moms på 2.119,69 kr. vedrører køb af bordplade, kabelbakke, stel og udtræksskuffe til montering under bordplade.

Fakturaen er adresseret til klagerens virksomhed. Klagerens ægtefælle er anført som kontaktperson for virksomheden i forhold til købet, og leveringsadressen er angivet til [adresse3], [by2].

Det er i SKATs afgørelse anført, at klagerens ægtefælle ikke er ansat i virksomheden.

Det er i klagen oplyst, at skrivebordet er placeret i klagerens private hjem.

På mødet med Skatteankestyrelsen, har klagerens repræsentant oplyst, at klageren har anvendt skrivebordet erhvervsmæssigt i 1-3 timer om dagen efter endt arbejde i frisørsalonerne, og at skrivebordet er blevet anvendt i et større omfang i dagene op til udløbet af en lønningsperiode.

Udgifter til erhvervsmæssig kørsel

Klageren har i indkomståret 2014 ejet to biler, henholdsvis en Kia Picanio med indregistrerings nr. [reg.nr.1], som tilgik klageren den 31. oktober 2014 og en Volkswagen Passat med indregistrerings nr. [reg.nr.2], som klageren var registreret som ejer og bruger af i hele indkomståret.

Klageren har i skatteregnskabet for indkomståret 2014 fratrukket udgifter til erhvervsmæssig kørsel på i alt 42.387 kr. under posten ”Autodrift”. Udgifterne vedrører både bilen [reg.nr.1]Kia Picanto og bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat.

Klageren har opgjort udgiften til erhvervsmæssigkørsel på baggrund af sine faktiske udgifter.

Det fremgår af virksomhedens saldobalance, at de samlede bogførte udgifter til autodrift i 2014 var 85.231,63 kr. Udgifterne er ifølge saldobalancen fordelt på følgende konti:

Der er ikke i saldobalancen foretaget en opdeling af udgifterne for hver af de 2 biler.

SKAT har anerkendt, at følgende udgifter vedrører bilen [reg.nr.1]Kia Picanto og kan fratrækkes fuldt ud:

De øvrige udgiftsposter, på i alt 80.928,63 kr., har SKAT anset for at vedrøre bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat. Klageren har ikke bestridt SKATs fordeling af udgifter vedrørende de to biler.

[reg.nr.2] Volkswagen Passat

Klagerens repræsentant har overfor SKAT oplyst, at den private andel af kørslen er opgjort til 55 %, hvorved den erhvervsmæssige andel af kørslen bliver 45 %. Repræsentanten har endvidere oplyst, at den samlede kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat i 2014 var 14.545 km, hvoraf 8.000 km udgjorde privat kørsel for klageren.

SKAT har skønsmæssigt fastsat klagerens erhvervsmæssige andel af udgifterne til bilen til 15 %, idet SKAT skønsmæssigt har godkendt erhvervsmæssigt kørsel på 2.000 km, og da SKAT har lagt til grund, at den samlede kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat var 14.545 km i indkomståret 2014.

I forbindelse med klagesagens behandling, har Skatteankestyrelsen anmodet klageren om at fremsende dokumentation for den samlede kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat i indkomståret 2014.

Klagerens repræsentant har på baggrund heraf oplyst, at den samlede kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat er opgjort på baggrund af aflæsninger af kilometertælleren pr. 1. januar 2014 og pr. 31. december 2014, hvor der blev aflæst henholdsvis 118.673 km og 133.218 km, svarende til en samlet kørsel på 14.545 km.

Klagerens repræsentant har endvidere fremlagt et screenshot af hjemmesiden www.nummerplade.net, hvoraf det fremgår, at bilens kilometerstand den 4. december 2013 og den 5. oktober 2015 blev aflæst til henholdsvis 117.000 km of 142.000 km i forbindelse med syn.

Der er ikke fremlagt et kilometerregnskab eller en kørebog som dokumentation for fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat, og klageren er ikke fremkommet med oplysninger om sit kørselsmønster i indkomståret.

På mødet med Skatteankestyrelsen har klagerens repræsentant anført, at klageren har haft meget erhvervsmæssig kørsel i indkomståret 2014, herunder erhvervsmæssig kørsel til og fra klagerens bank og revisor, hjem til ansatte og i forbindelse med indkøb af varer til virksomheden.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til anskaffelse af inventar på 8.478 kr. SKAT har endvidere nedsat klagerens fradrag for udgifter til erhvervsmæssig kørsel med 25.944 kr., idet SKAT skønsmæssigt har forhøjet den private andel af udgifterne til bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat fra 55 % til 85 %.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”3. Inventar konto 240

...

3.2. Dine bemærkninger

Din revisor bemærker, at der er tale om et almindeligt skrivebord, som er indkøbt for at kunne varetage de omfattende administrative arbejdsopgaver der findes i en virksomhed med 5-9 ansatte. Det er oplyst, at skrivebordet alene benyttes af virksomheden og ikke privat. Din revisor henviser til SKM2003.488.HR, og anmoder SKAT om at godkende fradrag for skrivebordet.

...

3.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Skat

Udgifter der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre, og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk.1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

SKAT er af den mening, at ovenstående dom ikke kan anvendes analogt i dit tilfælde, idet der i

dommen gives fradrag for kontorinventar i form af et reolsystem.

Ved dommen er der henset til, at de to reoler højst i bagatelagtigt omfang har været benyttet privat.

Henset til arten og omfanget af virksomhedens aktivitet, herunder at arbejdet primært foregår i salonerne, anses skrivebordet for at være anvendt privat i et ikke uvæsentligt omfang.

SKAT mener således, at køb af skrivebordet fortrinsvis er foretaget af private årsager.

Udgift til anskaffelse af skrivebord til 8.478 kr. anses for en privat ikke fradragsberettiget udgift, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.

SKAT mener ikke, at din revisors indsigelse tilfører sagen nye oplysninger, hvorfor tidligere foreslåede ændring fastholdes.

Virksomhedens indkomst er herefter forhøjet 8.478 kr.

...

4. Autodrift

...

4.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Kia Picanto

Bilen anvendes af en af dine ansatte, der ifølge her foreliggende oplysninger bliver beskattet af fri bil. Da bilen således anses for at være anvendt 100 % erhvervsmæssigt kan de afholdte udgifter til denne bil fratrækkes i virksomheden.

Volkswagen Passat

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Selvstændige erhvervsdrivende kan fratrække erhvervsmæssige befordringsudgifter efter reglerne i ligningslovens § 9B. Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Skatterådets satser for den erhvervsmæssige kørsel i egen bil.

Biludgifter er fratrukket med faktiske udgifter.

Bilen har ifølge dine beregninger kørt 14.545 km i 2014. Bilen anvendes ifølge din revisors redegørelse 45 % erhvervsmæssigt, hvilket svarer til at den samlede erhvervskørsel i 2014 har andraget 14.545 km x 45 % eller 6.545 km.

Du har ikke ført et fyldestgørende kilometerregnskab eller lign. notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre fordelingen mellem erhvervs- og privatkørsel.

Det anses således ikke at være dokumenteret eller sandsynliggjort at der i 2014 har været erhvervsmæssig kørsel i ovennævnte omfang.

Henset til arten og omfanget af virksomhedens aktivitet, herunder at arbejdet primært foregår i salonerne, skønnes der ikke i større omfang at have været erhvervskørsel.

Da det ikke kan udelukkes, at der i et eller andet omfang har været erhvervskørsel i 2014, godkendes der efter omstændighederne skønsmæssigt fradrag for 2.000 km, svarende til 15 % (oprundet).

Fradrag for erhvervskørsel i Volkswagen Passat er herefter godkendt fratrukket således:

Samlede driftsudgifter vedrørende de 2 biler ifølge indsendt saldobalance 85.231 kr.

Herfra fratrækkes driftsudgifter vedr. Kia Picanto, [reg.nr.1], der anses at være anvendt 100 % erhvervsmæssigt:

SKAT mener ikke, at din revisors indsigelse tilfører sagen nye oplysninger, hvorfor tidligere foreslået ændring fastholdes.

Du har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort at du har anvendt bilen til erhvervsmæssig kørsel.

SKAT har derfor foretaget et umiddelbart skøn baseret på, at det ikke kan udelukkes, at der er kørt erhvervsmæssigt i bilen.

Den erhvervsmæssige andel er skønnet til 2.000 km begrundet i, at arbejdet fortrinsvis foregår i salonerne.

Bilen skønnes derfor ikke have været anvendt erhvervsmæssigt i større omfang.

Det af SKAT foretagne skøn, hvorefter der godkendes 2.000 km som erhvervsmæssigt kørsel, anses derfor ikke at være urimeligt lavt.

Resultat af virksomhed er herefter forhøjet med 25.944 kr.

Det skal bemærkes, at udgift til parkering og broafgift kun kan fratrækkes i forbindelse med erhvervskørsel, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a., hvorfor disse også er reduceret med privat andel 85 %.

...”

Forud for berammelse af retsmøde, har Skattestyrelsen afgivet følgende udtalelse:

”...

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, som stadfæster SKATs, nu Skattestyrelsens, afgørelse i sin helhed.

Formelt

Efter Skattestyrelsens opfattelse, har Skattestyrelsen begrundet tilsidesættelsen af klagerens fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel tilstrækkeligt. Der henvises til, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 22. marts 2016 henviser til de relevante retsregler og faktiske omstændigheder, der er lagt til grund ved afgørelsen samt tilsidesættelsen af klagers skønsmæssige fordeling.

Begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24 anses hermed for at være opfyldt.

Materielt

Klager driver enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1]. I indkomståret 2014 bestod virksomheden af to frisørsaloner beliggende på [by1].

Udgifter til anskaffelse af skrivebord:

I indkomståret 2014 købte klager et skrivebord til 8.478 kr., ekskl. moms på 2.119,69 kr. Skrivebordet var i perioden placeret i klagers private hjem.

Skattestyrelsen finder ikke, at skrivebordet kan anses anskaffet med erhverv for øje.

Ved vurderingen er det blevet tillagt betydning, at skrivebordet er placeret i klagers private hjem, samt at skrivebordet er anvendeligt til privat benyttelse. En fradragsret for udgiften til skrivebordet må forudsætte, at det i væsentligt omfang anvendes i forbindelse med klagers arbejde. Da det fremgår, at klager, inden for normal arbejdstid, arbejder i sine frisørsaloner, og altså ikke i hjemmet, og at arbejdet ved skrivebordet udelukkende foregår 1-3 timer om dagen efter endt arbejdsdag i frisørsalonerne, vurderer Skattestyrelsen ikke, at betingelserne for at indrømme klager fradragsret for skrivebordet er opfyldt. At skrivebordet er blevet anvendt i et større omfang i dagene op til udløbet af en lønningsperiode kan ikke føre til et andet resultat.

Klager anses hermed ikke for at have dokumenteret, at skrivebordet højst i bagatelagtigt omfang har været benyttet privat, hvilket må være et krav, såfremt klager skal indrømmes fradrag for denne udgift.

Udgiften til købet af skrivebordet anses dermed for at være en privat udgift, hvorfor der ikke kan ske fradrag af købet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Erhvervsmæssig kørsel:

Klager har foretaget en skønsmæssig fordeling af den erhvervsmæssige og private kørsel i bilen, [reg.nr.2] Volkswagen Passat, og klager har ansat den erhvervsmæssige anvendelse af bilen til 45 %.

Skattestyrelsen fastholder, at Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage en skønsmæssig fordeling af den erhvervsmæssige og private kørsel. Skattestyrelsen fastholder, at udgifter til erhvervsmæssig kørsel i bilen bør godkendes med 15 % af de samlede udgifter på 80.928 kr.

Ved vurderingen har Skattestyrelsen tillagt det betydning, at afstanden mellem klagers to frisørsaloner er på 900-1.500 meter, hvorfor det altså på denne baggrund vurderes, at bilen er blevet anvendt erhvervsmæssigt i et ubetydeligt omfang mellem klagers to frisørsaloner. Der er endvidere lagt vægt på, at klager ikke har fremlagt et kørselsregnskab eller anden dokumentation, der dokumenterer eller sandsynliggør, at den erhvervsmæssige kørsel i bilen har været på 45 % i indkomståret 2014.

Da klager ikke ses at have dokumenteret, at bilen har været anvendt til erhvervsmæssig kørsel i et større omfang end de 2.000 km., fastholder Skattestyrelsen, at Skattestyrelsens skøn skal lægges til grund, hvorefter udgifter til erhvervsmæssig kørsel i bilen bør godkendes med 15 % af de samlede udgifter på 80.928 kr.

...”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til anskaffelse af skrivebord på 8.478 kr., og at klagerens fradrag for udgifter til erhvervsmæssig kørsel forhøjes med 25.944 kr. i indkomståret 2014.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”...

Der klages over ikke godkendt inventar 8.478 kr. + moms og ikke godkendt privat andel af bil 25.944 kr.

Inventar

SKAT har ikke godkendt fradrag for indkøb af skrivebord. Der er tale et om et almindeligt skrivebord som forefindes de fleste arbejdspladser.

Skrivebordet er indkøbt for at kunne varetager de omfattende administrative arbejdsopgaver der findes i en virksomhed med 5-9 ansatte.

Skrivebordet benyttes alene til virksomheden og benyttes ikke privat.

Det har ingen betydning for fradragsretten at bordet er placeret i hjemmet.

SKAT mener ikke at SKM2003.488.HR kan benyttes på denne sag, idet der er tale om en reol. Jeg mener bestemt at dommen kan anvendes, idet kontoinventar i form af reol eller skrivebord må anses at være det samme i forhold til fradragsret.

Jeg skal anmode Skatteankestyrelsenom at godkende fradrag for skrivebordet.

Autodrift

SKAT har alene godkendt fradrag for 15 % af driftsudgifter på Passat. Når SKAT foretager et skøn over den erhvervsmæssige kørsel, skal skønnet begrundes, således at det er muligt at vurdere SKATs skøn. SKAT har alene anført at der er skønnet 15 %.

Der henvises til Juridisk Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.3.3.

Skønsmæssig opgørelse:

I tilfælde, hvor der ikke er ført kilometerregnskab, skal den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis der ikke er særlige forhold, anerkender SKAT normalt en privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig. Der kan være særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere.

Foreligger der ikke et egentligt kilometerregnskab, er SKAT berettiget til konkret at tage stilling til skatteyderens skønsmæssige fordeling af forholdet mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.

SKATs skøn kan kun tilsidesættes, hvis det kan godtgøres, at det udøvede skøn hviler på et urigtigt grundlag eller har ført til et for skatteyderen urimeligt resultat. Beregningen af denne erhvervsmæssige andel af kørslen foretages på grundlag af skatteyderens oplysninger om omkostninger og kørselsmønster. Et kørselsregnskab, der udarbejdes efterfølgende kan ikke anvendes som tilstrækkelig dokumentation. Se f.eks. SKM2009.477. VLR, hvor et sådant efterfølgende regnskab ikke kunne tillægges bevisværdi. Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.252.BR .

SKAT skal jf. ovenstående udarbejde et skøn med udgangspunkt i 8.000 km. privat.

Der er ingen begrundelse for SKATs skøn. I henhold til Juridisk Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.3.3. skal SKATs skøn over kørsel opgøres således:

I tilfælde, hvor der ikke er ført kilometerregnskab, skal den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis der ikke er særlige forhold, anerkender SKAT normalt en privat kørsel på 8. 000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig. Der kan være særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere.

Der ses ikke at være taget udgangspunkt heri og derfor må skønnet anses for at være ubegrundet og dermed ugyldigt.

Konkret er skønnet på 15 % ekstremt lavt i forhold til den faktiske kørsel.

Vi har lavet skønnet over den erhvervsmæssige kørsel i henhold til den Juridiske vejledning, hvilket vi skal kunne støtte ret på.

...”

På mødet med Skatteankestyrelsen har klagerens repræsentant gjort gældende, at der var meget administrativt arbejde forbundet med driften af virksomheden, og at klageren derfor havde brug for at anskaffe sig et skrivebord. Repræsentanten oplyste endvidere, at klageren dagligt anvendte skrivebordet erhvervsmæssigt i 1-3 timer efter, at hun havde færdiggjort sin arbejdsdag i frisørsalonen, og at skrivebordet blev anvendt endnu mere i dagene op til udløbet af en lønningsperiode.

Repræsentanten anførte, at Højesterets dom af 4. november 2003 (SKM2003.488 HR) ifølge repræsentanten slår fast, at der kan gives fuldt fradrag for udgifter til anskaffelse af inventar, der er placeret i en skatteyders private hjem, selvom inventaret i mindre omfang også benyttes privat. Repræsentanten gjorde derfor gældende, at der skal godkendes skattemæssigt fradrag med 100 % af udgiften til anskaffelse af skrivebordet.

I forhold til spørgsmålet om fradrag for erhvervsmæssig kørsel, anførte repræsentanten på mødet med Skatteankestyrelsen, at SKAT ikke havde begrundet tilsidesættelsen af klagerens fordeling af den private- og den erhvervsmæssige kørsel, samt at SKAT ligeledes ikke havde begrundet det af SKAT foretagne skøn, da SKAT ikke havde taget udgangspunkt i en privat kørsel på 8.000 km, som anført i den Juridiske Vejledning.

Repræsentanten oplyste, at klageren havde haft meget erhvervsmæssig kørsel i 2014. Som eksempel nævnte repræsentanten erhvervsmæssig kørsel til og fra klagerens bank og revisor, kørsel hjem til virksomhedens ansatte og erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med varekøb. Ifølge repræsentanten havde der kun en sjælden gang i mellem været erhvervsmæssig kørsel hjem til kunder i virksomheden.

Retsmøde

Klagerens repræsentant anførte på retsmødet, at udgiften vedrørte anskaffelse af et lovpligtigt hæve/sænke skrivebord, at skrivebordet blev anvendt af klagerens ægtefælle, og at selvom klagerens ægtefælle ikke var ansat, stod han for det administrative arbejde i virksomheden, herunder afregning af løn. Repræsentanten anførte endvidere, at ægtefællerne havde oplyst, at de ikke anvendte skrivebordet privat. Repræsentanten henviste til Højesterets dom af 4. november 2003, SKM2003.488 HR, som præjudikat for, at der kan gives fradrag svarende til 100 % af udgiften til anskaffelse af inventar placeret i hjemmet, selvom størstedelen af arbejdet foregår ude i byen.

For så vidt angik fradrag for erhvervsmæssig kørsel gennemgik repræsentanten sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Repræsentanten gjorde gældende, at klageren ved sit skøn over den erhvervsmæssige kørsel havde taget udgangspunkt i, at den private kørsel udgjorde i alt 8.000 km ud af den samlede kørsel i indkomståret, hvilket repræsentanten anførte stemte overens med Den Juridiske Vejledning.

Skattestyrelsen anførte på retsmødet, at udgiften til anskaffelse af skrivebordet var en privat udgift for klageren og at klageren ikke har løftet bevisbyrden for at skrivebordet blev anvendt til brug for klagerens afgiftspligtige virksomhed. Skattestyrelsen fremhævede, at skrivebordet blev leveret til og befandt sig på klagerens private adresse, at der var tale om et almindeligt skrivebord, som ikke var uegnet til privat benyttelse, ligesom skrivebordet ikke var placeret i et særligt indrettet arbejdsværelse, samt at skrivebordet blev anvendt af klagerens ægtefælle, som ikke var ansat i virksomheden. Endelig anførte Skattestyrelsen, at omstændighederne i Højesterets dom af 4. november 2003, offentliggjort i SKM2003.488 HR, ikke var sammenlignelige med nærværende klagesag, da det i sagen for Højesteret var godtgjort, at de omhandlende reoler udelukkende indeholdte erhvervsmæssigt indhold.

For så vidt angik fradrag for erhvervsmæssig kørsel fastholdt Skattestyrelsen det af SKAT udøvede skøn på 15 %. Skattestyrelsen fremhævede, at der ikke var fremlagt dokumentation for den erhvervsmæssige kørsel, og at SKAT derfor havde været berettiget til at tilsidesætte klagerens opdeling og foretage et skøn. Skattestyrelsen oplyste, at der ved skønnet var lagt vægt på den korte afstand mellem de to frisørsaloner og at det ikke var dokumenteret eller godtgjort, at der havde været erhvervsmæssig kørsel i et større omfang end 2.000 km.

Landsskatterettens afgørelse

Formelt

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, når den meddeles skriftligt, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke, afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Dette følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1, og 2.

SKAT har i den påklagede afgørelse henvist til de relevante retsregler og faktiske omstændigheder. Desuden har SKAT redegjort for, hvorfor det ifølge SKAT ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der i 2014 har været erhvervsmæssig kørsel i det omfang, som klageren har anført. SKAT har herved begrundet tilsidesættelsen af den af klageren foretagne fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel.

Det er Landsskatterettens vurdering, at SKAT ved udøvelsen af sit skøn over den erhvervsmæssige kørsel har henset til arten og omfanget af virksomhedens aktivitet, herunder at arbejdet ifølge SKAT primært er foregået i klagerens frisørsaloner, hvorefter SKAT har skønnet, at der ikke i større omfang har været erhvervsmæssig kørsel.

Landsskatteretten finder herefter, at begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24 er opfyldt.

Materielt

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Af statsskattelovens § 6, stk. 2, fremgår det, at indkomsten er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den benyttes til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed. Der kan således ikke foretages fradrag for privatudgifter. Udgifter, der sædvanligt forekommer for de fleste skatteydere uafhængigt af, om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst, har som hovedregel karakter af privatforbrug. Der kan dog gives fradrag for udgifter, som efter deres art henhører under privatforbruget, såfremt erhvervsudøvelsen påfører skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, eller såfremt der er påvist en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Udgifter til anskaffelse af inventar, skrivebord

Klageren har i indkomståret 2014 afholdt en udgift på 8.478 kr., ekskl. moms på 2.119,69 kr. vedrørende anskaffelse af et skrivebord fra [virksomhed2], der er placeret i klagerens private hjem.

Udgifter til møblering af det private hjem, herunder udgifter til anskaffelse af et skrivebord, er sædvanligt forekommende udgifter for de fleste skatteydere. Sådanne udgifter må derfor som altovervejende hovedregel betragtes som private, hvorfor de er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Klagerens repræsentant har henvist til Højesterets dom af 4. november 2003, offentliggjort i SKM2003.488.HR. I den pågældende sag nåede Højesteret frem til, at en skatteyder var berettiget til et skattemæssigt fradrag for sine udgifter til indkøb af reoler, der befandt sig på skatteyderens bopæl. Højesteret lagde ved sin afgørelse vægt på, at det efter skatteyderens forklaring, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, var tilstrækkeligt godtgjort, at reolerne højst i bagatelagtigt omfang havde været benyttet privat.

Landsskatterettens finder, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at skrivebordet højst i bagatelagtigt omfang er blevet benyttet privat af klageren. Retten finder det ligeledes ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad godtgjort, at skrivebordet, der er placeret i klagerens private hjem, er anskaffet med erhverv for øje.

Retten har lagt vægt på, at udgifter til møblering af hjemmet som udgangspunkt er private udgifter, og at klageren ikke har fremlagt dokumentation for den erhvervsmæssige benyttelse af skrivebordet.

Retten har endvidere henset til, at klagerens ægtefælle er angivet som kontaktperson i forhold til købet af skrivebordet, og at et skrivebord i sin natur er velegnet til at blive benyttet af flere personer på skift, ligesom et skrivebord er velegnet til både privat og erhvervsmæssig benyttelse.

Det af klageren anførte om, at skrivebordet er benyttet 1-3 timer dagligt i forbindelse med udførelsen af administrative arbejdsopgaver for virksomheden, kan ikke føre til et andet resultat.

Da udgiften således anses for at være en privatudgift, kan der ikke foretages et skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse på dette punkt.

Erhvervsmæssig kørsel

Selvstændige erhvervsdrivende kan foretage fradrag for udgifter til erhvervsmæssig befordring efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvis de er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Hvis udgiften har karakter af en privatudgift, er den indkomstopgørelsen uvedkommende, og kan ikke fradrages.

En skatteyder kan foretage fradrag for udgifter til befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Det følger af ligningslovens § 9B, stk. 1, litra a. Der kan endvidere foretages fradrag for befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads. Det følger af ligningslovens § 9B stk. 1, litra b og c.

Hvis der ikke foreligger et egentligt kørselsregnskab, eller hvis kørselsregnskabet er mangelfuldt, er skattemyndighederne berettiget til at fastsætte fordelingen af den private og erhvervsmæssige kørsel skønsmæssigt. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 30. juni 2009, offentliggjort i SKM2009.477.VLR.

Klageren har foretaget en skønsmæssig fordeling af den erhvervsmæssige og private kørsel i bilen, [reg.nr.2] Volkswagen Passat, hvorefter klageren har ansat den erhvervsmæssige anvendelse af bilen til 45 %.

Klageren har ikke fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2014. Klageren har således ikke godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at den erhvervsmæssige andel af kørslen i bilen var 45 %.

SKAT var derfor berettiget til at foretage en skønsmæssig fordeling af den erhvervsmæssige og private kørsel.

SKAT har skønnet klagerens erhvervsmæssige kørsel til 2.000 km, svarende til ca. 13,75 % af en samlet kørsel på 14.545 km, hvilket SKAT herefter har afrundet til 15 %. SKAT har hermed skønnet klagerens private kørsel til 12.545 km hvilket omtrentlig svarer til 85 % af en samlet kørsel på 14.545 km.

Klageren har gjort gældende, at den private andel af kørslen i 2014 var 55 %, svarende til 8.000 km ud af en samlet kørsel på 14.545 km, imens den erhvervsmæssige andel af kørslen var 45 %, hvilket indebærer, at den erhvervsmæssige kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat i 2014 ifølge klageren var 6.545 km.

Skatteforvaltningens praksis med skønsmæssigt at ansætte omfanget af den private kørsel til 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig er af vejledende karakter. Der skal således altid foretages en konkret vurdering af omfanget af den private og den erhvervsmæssige kørsel.

Retten finder ikke, at det i tilstrækkeliggrad er sandsynliggjort, at der har været erhvervsmæssig kørsel i det omfang, som er forudsat af klagerens repræsentant.

Da det ikke kan udelukkes, at der har været en vis begrænset erhvervsmæssig kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat, tiltræder retten det af SKAT foretagne skøn, hvorefter udgifter til erhvervsmæssige kørsel i bilen [reg.nr.2] Volkswagen Passat godkendes med 15 % af de samlede udgifter på 80.928 kr.

Landsskatteretten har henset til, at der ikke er fremlagt dokumentation, som i tilstrækkeliggrad sandsynliggør erhvervsmæssig kørsel i et større omfang end 2.000 km, samt at der efter rettens vurdering alene i et ubetydeligt omfang har været erhvervsmæssige kørsel mellem klagerens to frisørsaloner i indkomståret 2014, idet afstanden mellem klagerens to frisørsaloner er 900-1.500 meter.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.