Kendelse af 15-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-07-2018

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør i selskabet [virksomhed1] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter selskabet), der er registreret til at have hjemsted på adressen [adresse1], [by1], som er klagerens bopæl.

Selskabet er stiftet den 2. marts 2001 med en anpartskapital på nominelt 125.000 kr. af [person1], [person2] og [person3], der nominelt har indskudt henholdsvis 45.000 kr., 40.000 kr. og 40.000 kr. i selskabet.

Selskabet er registreret i branchen for engroshandel med møbler, tæpper og belysningsartikler.

Selskabet har til formål at drive handel, udøve konsulentvirksomhed og administration og anden i forbindelse hermed stående virksomhed.

Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, at den reelle ejer af selskabet er klageren. Klageren har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister vetoret, ret til at godkende udbyttebetalinger, ret til at udpege ledelsesmedlemmer og tegningsret.

Af ansættelseskontrakten underskrevet den 17. april 2001 fremgår det, at klageren er ansat i selskabet som konsulent (direktør) med en timeløn på 125 kr. pr. time m.v.

Ansættelseskontrakten er indgået mellem selskabet og klageren, hvor klageren både har underskrevet på sine egne og selskabets vegne. Selskabet har i henhold til Det Centrale Virksomhedsregister i indkomstårene 2010-2014 haft én ansat.

SKAT har tidligere den 22. juni 2010 truffet afgørelse om at beskatte klageren af fri sommerbolig, fri bil og sparet privatforbrug i indkomstårene 2006-2008. Klageren påklagede SKATs afgørelse af 22. juni 2010, men både [Skatteankenævnet] og Landsskatteretten fandt, at klagen ikke var indsendt rettidigt.

Værdi af fri sommerbolig

Selskabet erhvervede ejendommen beliggende på adressen [adresse2], [by2] for 887.000 kr. ved købsaftale af 11. august 2003 med en overtagelsesdato den 1. september 2003.

Ejendommen er i henhold til BBR-meddelelsen registreret som værende et sommerhus og består af sommerhuset med et samlet boligareal på 92 m², en garage med et areal på 17 m² og en grund på 8.651 m².

Ejendommen havde en offentlig ejendomsværdi på 960.000 kr. pr. 1. oktober 2009, 960.000 pr. 1. oktober 2010, 960.000, 1.050.000 kr. pr. 1. oktober 2011, 1.050.000 kr. pr. 1. oktober 2012 og 1.000.000 kr. pr. 1. oktober 2013.

Klageren har under SKATs behandling af sagen oplyst følgende om erhvervelsen af ejendommen:

”Efter positive resultater af firmaets drift i 2002 og 2003 besluttede ledelsen at investere i en egnet ejendom. Da firmaets formål bl.a. er at drive handel med indretning af ejendomme, ville en ejendom i dårlig stand være et passende indretningsprojekt, hvor vi i ”stille” arbejdsperioder kunne arbejde med vort eget projekt og dermed udnytte vor kapacitet.

Vi fandt en sådan ejendom og modtog fra Skov- og Naturstyrelsen i 2003 tilladelsen til at erhverve en ejendom i Ferring/Lemvig med henblik på istandsættelse og videresalg af huset.

Det blev præciseret af Styrelsen, at vi- som erhvervsvirksomhed – ikke kunne opnå tilladelse til at gennemføre udlejningsvirksomhed af vor investeringsejendom, men kun anvende huset med henblik på videresalg efter afslutningen af den omfattende istandsættelse.

Det blev ligeledes meddelt, at vi heller ikke kunne opnå retten til at anvende huset som udlån eller udleje til firmaets evt. medarbejdere, dets ledelse eller til anpartshaverne.

På et senere tidspunkt – i 2011 – ansøgte vi Naturstyrelsen om at give os en kortvarig – ét års – tilladelse til at udleje huset i en sommerperiode. En sådan tilladelse havde Naturstyrelsen imidlertid ikke mulighed for at give os. Vi har derfor IKKE én eneste gang siden overtagelsen i 2003 haft mulighed for at leje huset ud så vi må nok konstatere, at det var et uheldigt tidspunkt, vi gik ind i investeringsområdet på.

Vi blev som nævnt ved købet af huset klart informeret om, at vi hverken selv eller andre måtte bebo huset.

[...]”

Klageren vedlagde i forbindelse med ovenstående et udateret notat til Naturstyrelsen vedrørende selskabets hensigt med ejendommen, et brev dateret den 10. oktober 2011 til Naturstyrelsen og et internt notat dateret den 8. september 2003 til anpartshaverne vedrørende købet af ejendommen.

Det fremgår af det interne notat af 8. september 2003, at klageren orienterede anpartshaverne om, at selskabet havde købt af ejendommen med henblik på videresalg, og at selskabet som forventet skulle påbegynde et større renoveringsarbejde af ejendommen.

Endvidere fremgår det af notatet, at klageren oplyste anpartshaverne om, at selskabet alene havde fået godkendelse af Naturstyrelsen til at erhverve ejendommen med henblik på istandsættelse og videresalg, hvorfor ejendommen ikke måtte anvendes til udlejning eller udlån til selskabets eventuelle medarbejdere, ledelse eller anpartshavere.

Klagerens repræsentant har i klagen anført, at selskabet har erhvervet ejendommen med videresalg for øje.

Til støtte herfor her klagerens repræsentant indsendt et salgsbudget dateret den 18. juni 2015, der er udfærdiget af [virksomhed2] med CVR-nr. [...2], og en formidlingsaftale om salg af ejendommen dateret den 14. april 2016, der er udfærdiget af ejendomsmægleren [virksomhed3] med CVR-nr. [...3]. Ejendomsmægleren har i formidlingsaftalen værdiansat ejendommen til en kontant pris på 1.495.000 kr. med et forventet salg inden for 6. måneder.

Formidlingsaftalen er ikke underskrevet af klageren eller ejendomsmægleren.

Klagerens repræsentant har anført, at ejendommen har været anvendt og anvendes som udstilling for de møbler, som selskabet sælger, frem til et videresalg.

Klagerens repræsentant har i den forbindelse indsendt billeder af ejendommen, hvoraf det fremgår, at der er opsat et skilt med [virksomhed1] ved indgangen, og at ejendommen er møbleret med flere stole, borde og en seng m.v.

SKAT har i henhold til regnskaberne indsendt til SKAT og Erhvervsstyrelsen opgjort udgifter til forbedringer på ejendommen i perioden 2003-2014 til at udgøre i alt 232.587 kr.

Endvidere har SKAT opgjort de af selskabet afholdte drifts- og renteudgifter i perioden 2003-2014 til henholdsvis 397.126 kr. og 351.868 kr., heraf henholdsvis 43.341 kr. og 17.514 kr. i 2014.

Det fremgår af selskabets R75S, at selskabet ultimo 2014 havde en restgæld på 571.830 kr. til selskabets realkreditinstitut.

Værdi af fri bil

Selskabet har siden den 11. december 2002 været registreret som primær ejer og bruger af en varebil af mærket Nissan Almera Tino Van med registreringsnummer [reg.nr.1] (herefter bilen).

Det fremgår af Motorregistret, at bilen blev omregistreret den 3. august 2007, således anvendelsen blev ændret fra at være godstransport/erhverv til privat- og erhvervskørsel.

Endvidere fremgår det af Motorregistret, at selskabet er blevet opkrævet vægtafgift, udligningsafgift og privatanvendelsesafgift på i alt 6.550 kr. for 2010, 6.550 kr. for 2011, 6.820 kr. for 2012, 7.535 kr. for 2013 og 7.555 kr. for 2014.

Klageren har under SKAT behandling af sagen oplyst følgende om bilen:

”[...]

Dette vil vi ikke udsætte vore kunder – eller vort firma for, derfor lod vi varevognen omregistrere også til ”privat kørsel” – men der var absolut ikke tale om familie- eller anden privat kørsel.

[...]”

Af ansættelseskontraktens punkt 9 fremgår følgende vedrørende rådigheden af fri bil:

”der er ikke truffet andre aftaler vedr. ansættelsen end de ovenfor angivne. Specielt skal nævnes, at der ikke ydes "fri bil" ved kommende anskaffelse af varevogn, som altså ikke må anvendes til privat kørsel.”

Sparet privatforbrug

Klageren lejer lejligheden beliggende på adressen [adresse1], ST, [by1].

Lejligheden er i henhold til BBR-meddelelsen registreret til at have et samlet boligareal på 80 m² bestående af tre værelser, et køkken og et toilet.

Det fremgår af en lejeaftale mellem selskabet og klageren dateret den 10. april 2001, der blev indsendt SKATs behandling af sagen, at klageren har udlejet dele af lejligheden til selskabet, herunder blandt andet halvdelen af stuen og to lokaler i underetagen.

Endvidere fremgår det af lejeaftalen, at ejeren af ejendommen forestår opkrævningen af 1/3 af den samlede leje for lejligheden hos selskabet.

Der er håndskrevet anført på lejeaftalen, at 80 % af stuen pr. 1. januar 2016 anvendes til erhverv.

Klageren medsendte følgende kommentarer til lejeaftalen i forbindelse med fremsendelsen af denne til SKAT:

”Da der er tale om et lille (enmandsfirma) for [virksomhed1] blev det besluttet ved etableringen af advokat, revisor og anpartshaverne, at firmaets administration/drift skulle foregå fra en del af den lejlighed, som den kommende leder ([person4]) beboede i [adresse1], efter tilbageflytning til [by2].

[...]

I samarbejde med advokat og revisor besluttede vi, at foretage en opdeling af lejemål i 1/3 til firmaformål og 2/3 til privat formål. Denne fordeling fandt både revisor og advokat rimelig og var sikker på, at denne fordeling ville blive anerkendt af Skattevæsenet.

[...]

Meget hurtig blev firmaarealet udvidet, ligesom køkken blev anvendt også til arkiv og ”maskinstue” og den eneste stue yderligere placeret med bl.a. et større antal prøvemøbler, et arkivskab, 2 skriveborde og 3 mindre rulleborde til maskiner.

Lidt efter lidt har firmaet overtaget det meste af hele lejligheden – stadig kun 1/3 af huslejen. For at give et indtryk af hvordan lejligheden ser ud i dag har jeg vedlagt et antal fotografier – der er i alt fald ikke tale om en særlig hyggelig privat bolig, men jeg har stadig ikke øget min omgangskreds, så jeg har ikke brug for mere privatbolig.

Klageren sendte endvidere følgende kommentarer til SKATs forslag til afgørelse angående det sparede privat forbrug:

”På side 11 og 12 af 16 har SKAT listet en række bilag nr. med art for udgifter afholdt til lejemål: domicil, varme, el og vand m.v. Det er alle omkostninger i forbindelse med lejemålet; [adresse1] som er et delt lejemål; firmalejemål og privat lejemål, som blev etableret ved firmaets oprettelse i samarbejde med revisor og advokat.

Det er naturligvis først og fremmest de månedlige beløb til firma-huslejen på kr. 1588 som udgør 1/3 af den totale husleje.

Dernæst mindre beløb til el (energi) – det er klart, at et indretningsfirma må have en rimelig mængde belysning på ”kontoret” for at virke tiltrækkende og sælgende. Når kunder kommer for at se på møblerne – f.eks. vælge mødestole blandt de 45-50 forskellige stole, som findes på lager, må der være belysning nok, til at kunderne kan få en ordentlig mulighed for at bese stole og de mange mulige stofprøver.

Det samme gælder varmen, som må være tilstrækkelig til at kunderne kan opholde sig i firmaet måske 1-2 timer for at diskutere projektet.

En indboforsikring er nødvendig til forsikring af de mange prøvemøbler som findes i ”Showroomet” eller til forsikring af kundernes nye møbler, medens de er opbevaret i firmaet – i lagerrum i klæderen – indtil de skal leveres til kunderne.

[...]

OG DET VIL JEG NÆVNE er tilfældet her: Firmaet betaler 1/3 af huslejen – på trods af, at firmaet benytter mere end det dobbelte af arealet – med lager i en del af soveværelset, arkiv og maskinrum i del af køkkenet og langt det meste af stuearealet. Det eneste der er noget privat over er et gammelt bord, som KAN bruges som spisebord – men evt. gæster må dog sidde på mødestole ved bordet.

ALT andet inventar er erhvervsinventar – inkl. den eneste lænestol (i sort læder), som stammer fra et mødelokale.

[...]”

Klageren har som dokumentation for, at dele af lejligheden er indrettet og anvendes til selskabets erhvervsmæssige aktiviteter, indsendt billeder af den til SKAT.

Det fremgår af billederne, at stuen er møbleret med flere stole af forskellig art, et skrivebord, en reol og diverse mindre borde, hvor der blandt andet er opmagasineret mapper, papirer m.v.

Af punkt 4 i ansættelseskontrakten underskrevet den 17. april 2001 fremgår følgende:

”Lønnen er aftalt til kr. 125,- pr. time. Lønnen udbetales for månedens timeantal den anden sidste hverdag i måneden.

Der ydes den sædvanlige betaling for timeantal udover det fast aftalte antal.”

Klageren har ifølge SKATs oplysninger fra eIndkomstregisteret modtaget løn fra selskabet på 24.000 kr. for 160 timers arbejde i 2010, 18.000 kr. for 120 timers arbejde i 2011, 18.000 kr. for 120 timers arbejde i 2012, 18.000 kr. for 120 timers arbejde i 2013 og 15.000 kr. for 100 timers arbejde i 2014.

SKAT har i henhold til selskabets regnskaberne og bogføringsmateriale opgjort selskabets afholdte udgifter til domicil, el, varme og vand m.v. til at udgøre i alt 105.357 kr. indkomstårene 2010-2014.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med i alt 1.157.622 kr.

Forhøjelsen er fordelt mellem værdi af fri sommerbolig i indkomstårene 2010-2014 på 815.750 kr., værdi af fri bil i indkomstårene 2010-2014 på 219.860 kr., selskabet betaling af leje m.v. for klagerens private bolig i indkomstårene 2010-2014 på 105.357 kr. og udbetalinger fra [...] Efterskole i indkomstårene 2012-2014 på 16.655 kr.

Til støtte herfor har SKAT som begrundelse anført følgende:

”[...]

[...]

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Værdi af helt eller delvis fri bolig er skattepligtig jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, 1. pkt.

Værdien af den frie sommerbolig ansættes efter bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 5.

Ved lov nr. 459 af 31. maj 2000 (lovforslag L 237) blev der med virkning fra og med 2001 bl.a. indført ændringer af beskatningen af direktører eller andre ansatte med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Det der anførte vedrørende hovedaktionærer gælder tilsvarende for hovedanpartshavere, der modtager personalegode i form af fri sommerbolig til rådighed. Udbytte til en hovedaktionær i form af, at denne får stillet en fri sommerbolig til rådighed, beskattes efter lovændringerne som personlig indkomst hos hovedaktionæren.

Det fremgår blandt andet af ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt. at den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der stilles til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 % pr. uge af ejendomsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 % for hver af årets øvrige uger. Det fremgår blandt andet af ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt. at såfremt en sommerbolig som led i et ansættelsesforhold er stillet til rådighed for en ansat direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses den pågældende at have sommerboligen til rådighed hele året. (formodningsreglen) Den skattepligtige værdi nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten.

Da selskabet ikke har udlejet eller på anden måde disponeret over sommerboligen beliggende [adresse2], [by2], er du anset for at have rådighed over sommerboligen, og er derfor skattepligtig jf. procentsatserne i ligningslovens § 16, stk. 5.

Talmæssige opgørelser:

Fristerne for at foretage ansættelse af den skattepligtige indkomst fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 jf. § 26, stk. 1, idet forholdet skal anses for en ”kontrolleret” transaktion, og selskabet og du anses for at være omfattet af skattekontrollovens § 3B. Fristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb.

Du anses for at være omfattet af ordlyden i skattekontrollovens § 3 B, fordi du sammen med nærtstående er hovedanpartshaver i selskabet.

Vejledning om betalingskorrektion til undgåelse af følgeændringer efter ligningslovens § 2

Ansættelsen indeholder korrektioner af priser og vilkår mellem parter som nævnt i ligningslovens § 2, stk. 1. SKAT har foretaget en ansættelse af markedslejen i selskabet [virksomhed1] ApS.

Du har mulighed for at undgå følgeændringer i skatteansættelsen foretaget med hjemmel i ligningslovens § 2, stk. 1, hvis du i overensstemmelse med ligningslovens § 2, stk. 5, forpligter dig til at betale for handelsmæssige og/eller økonomiske transaktioner ved anvendelse af priser og vilkår, som kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Hvis du ønsker at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de i ligningslovens § 2, stk. 1, fastsatte vilkår, skal denne forpligtelse påtages i tilknytning til gennemførelsen af korrektionen efter stk. 1. Det er således alene betaling op til markedslejen der kan ske betalingskorrektion for. Forpligtelsen skal have virkning fra det oprindelige transaktionstidspunkt, det vil f.eks. sige fra det tidspunkt, hvor en omkostning eller en fordring opstår.

En påklage af korrektionen udskyder ikke tidspunktet for påtagelse af forpligtelsen. du kan altid påklage ansættelsen, herunder spørgsmålet om hvorvidt de af SKAT anvendte priser er i overensstemmelse med armslængde princippet.

Anmodning om betalingskorrektion indsendes til os inden udløbet af fristen for påklage af ansættelsen.

Det skal dog bemærkes, at hvis der er tale om en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, er det en betingelse at den pågældende udenlandske skattemyndighed foretager en beskatning, der er i overensstemmelse med de priser og vilkår, der er lagt til grund ved ansættelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til ligningslovens § 2, stk. 1.

SKATs vurdering af dine bemærkninger.

Reglerne for beskatning af en sommerbolig, der stilles til rådighed til en ansat hovedaktionær m.v. og til andre ansatte med bestemmende indflydelse på egen aflønning blev indført ved lov nr. 459 af 31. maj 2000 (lovforslag L 237), hvor der med virkning fra og med 2001 bl.a. blev indført ændringer af beskatningen af direktører eller andre ansatte med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Der blev blandt andet indført beskatning af rådighed over sommerbolig efter formodningsreglen.

Ifølge modtaget ansættelseskontrakt, indgået den 17/4 2001 mellem dig og selskabet [virksomhed1] ApS, underskriver du på selskabets vegne i din egenskab af direktør, og for dig selv i din egenskab af ansat. Der er aftalt en løn i ansættelseskontrakten. Du har således bestemmende indflydelse på din egen aflønningsform. Endvidere er du eneste ansatte i selskabet.

Se afgørelse i SKM2010.415 LSR for så vidt angår det, at en sædvanlig direktørstilling er normen for hvor væsentlig indflydelsen skal være. Direktøren i denne afgørelse havde blandt andet reelle beføjelser som direktør, og bestemmende indflydelse på selskabets aktiviteter.

Det er fortsat vores opfattelse, at du er omfattet af den personkreds, som er omfattet af reglerne i lov nr. 459 af 31. maj 2000 om beskatning af rådighed over sommerbolig efter formodningsreglen.

Af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.16.2.2, fremgår blandt andet:

”Det afgørende for beskatningen efter formodningsreglen er, at den pågældende personkreds anses for at have rådighed over sommerboligen hele året.

Begrebet "rådighed" er fortolket af Højesteret i SKM2005.219 HR. Højesteret tiltrådte landsrettens dom i SKM2004.153.VLR, hvor landsretten fastslog, at den skattepligtige værdi af et selskabs båd skulle opgøres ud fra rådigheden over båden og ikke kun af den faktiske benyttelse. Se også SKM2006.553 HR, hvor det fastslås, at reglen om, at det er rådigheden og ikke anvendelsen, der beskattes, er så klar, at der ikke efter forventningsprincippet kan støttes ret på en tidligere lovet beskatning, hvor beskatningen kun skulle omfatte anvendelsen. Afgørelsen vedrørte et indkomstår, hvor formodningsreglen om rådighed hele året endnu ikke var blevet indført.

Højesteret stadfæstede en landsretsdom, hvor en eneanpartshaver skulle beskattes af rådigheden over en sommerbolig, uanset at han og familien ikke havde brugt boligen privat. Se SKM2009.558 HR.”

Du har på vegne af selskabet, på foranledning af SKATs forespørgsel i 2004 vedrørende begrundelsen for erhvervelse af sommerboligen samt anvendelse heraf, oplyst at ejendommen er erhvervet til videresalg. SKAT har igen forespurgt i 2015 vedrørende anvendelsen af sommerboligen. Du har på vegne af selskabet igen oplyst, at ejendommen er erhvervet til videresalg, og at den endnu ikke er solgt, på grund af at priserne på ejendomsmarkedet ikke er optimale i selskabets situation.

Det er vores opfattelse, at det at selskabet ikke har til formål at købe og sælge sommerhuse og heller ikke har udøvet bestræbelser på at få ejendommen solgt, at selskabet har ejet ejendommen siden 2003 og fortsat er ejer, at selskabet ikke har foretaget udlejning, at der ikke er andre ansatte i selskabet end dig, og at selskabet i øvrigt ikke har udnyttet sommerhuset erhvervsmæssigt, bringer dig ind i formodningsreglen og dermed rådighedsbeskatning af sommerhuset jf. ligningslovens § 16, stk. 5.

I rådighedsbegrebet tages ikke hensyn til, at en sommerbolig ifølge planlovgivningens regler kun må anvendes i et begrænset omfang en vis del af året. Der kan henvises til Skatterådets afgørelse i SKM2014.281 SR for så vidt angår at vilkår fra Naturstyrelsen ikke afskærer rådigheden. Denne sag vedrørte at hovedaktionærerne i et selskab, ville blive beskattet af værdi af fri sommerbolig ved selskabets køb af en ejendom, beliggende i et sommerhusområde. Aktionærerne ville ikke være afskåret rådigheden over sommerhuset ved et vilkår fra Naturstyrelsen om, dels at sommerhuset ikke måtte udlejes eller udlånes til feriebenyttelse og dels, at aktionærerne ikke selv benyttede det til ferieformål.

Da der således efter vores opfattelse ikke foreligger nye oplysninger, der kan ændre vores vurdering af forholdet, fastholdes beskatning af fri sommerbolig.

[...]

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Det er SKATs opfattelse, at selskabet [virksomhed1] ApS’ bil står til rådighed for din private anvendelse. Selskabet betaler privatbenyttelsesafgift, hvilket indikerer at bilen anvendes til andet end erhvervskørsel. Der er henses også til, at du ikke selv ejer en bil, at du og selskabet har samme adresse, og at der ikke er andre ansatte i selskabet end dig.

SKAT har, trods forespørgsel ikke fået oplyst hvem der anvender bilen til privat kørsel.

Følgende fremgår blandt andet af Den juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.14.1.11

”...Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen

Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Virksomhedsadressen og privatadressen er den samme

Formodningsreglen om, at firmabilen bliver brugt privat, hvis den holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, gælder også hvis virksomhedsadressen og privatadressen er den samme. Formodningsreglen gælder, uanset at der eventuelt er indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke bliver brugt privat...”

Af ligningslovens § 16, stk. 4 fremgår at der skal ske beskatning af fri bil, såfremt denne er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse. Beskatningen sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg.

Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven, med tillæg af 50 pct. (fra 2013)

Da værdien af Nissan Almera Tino, varebil som er indregistreret første gang 11/12-2002 med reg.nr. [reg.nr.1] i regnskabet for 2010 under anlægsaktiver ”inventar,edb, varevogn Nissan” samlet er anført til 3.770 kr., skal der ske beskatning af fri bil med 25 % af 160.000 kr. med tillæg af miljøafgifter.

Talmæssige opgørelser:

Fristerne for at foretage ansættelse af den skattepligtige indkomst fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 jf. § 26, stk. 1, idet forholdet skal anses for en ”kontrolleret” transaktion, og selskabet og du anses for at være omfattet af skattekontrollovens § 3B. Fristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb.

Du anses for at være omfattet af ordlyden i skattekontrollovens § 3 B, fordi du sammen med nærtstående er hovedanpartshaver i selskabet.

SKATs vurdering af dine bemærkninger.

Selskabet betaler privatbenyttelsesafgift, hvilket indikerer at bilen anvendes til andet end erhvervskørsel. Du ejer ikke selv bil. Du og selskabet har samme adresse. Der er ikke andre ansatte i selskabet end dig.

Du har oplyst, at du aldrig selv har ejet en bil, og at du ikke anvender selskabets bil til privat kørsel.

Følgende fremgår blandt andet af Den juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.14.1.11

”...Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen

Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Virksomhedsadressen og privatadressen er den samme

Formodningsreglen om, at firmabilen bliver brugt privat, hvis den holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, gælder også hvis virksomhedsadressen og privatadressen er den samme. Formodningsreglen gælder, uanset at der eventuelt er indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke bliver brugt privat...”

Du har ikke fremlagt kørselsregnskab eller anden dokumentation der kan sandsynliggøre, at du ikke anvender selskabet bil til privat kørsel. Det bemærkes, at du har modtaget skattefri kørselsgodtgørelse fra [...] Efterskole for kørsel som medlem af bestyrelsen for [...] Efterskole.

Denne kørsel er privat, idet dit medlemskab af bestyrelsen, efter det oplyste, er selskabet [virksomhed1] uvedkommende.

Det mindste beskatningsgrundlag på 160.000 kr. fremgår direkte af ordlyden i ligningslovens § 16, stk. 4 ”...Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr... ”

Da der således efter vores opfattelse ikke foreligger nye oplysninger, der kan ændre vores vurdering af forholdet, fastholdes beskatning af fri bil.

[...]

3.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Det er SKATs opfattelse, at selskabet har afholdt udgifter, som har resulteret i et sparet privatforbrug for dig. Af sparet privatudgifter for dig kan blandt andet nævnes afholdte udgifter til husleje, el, varme, forsikring.

Du har i forbindelse med behandlingen af skatteansættelsen for indkomstårene 2006, 2007 og 2008, fremsendt dokumentation for at selskabet afholder en 1/3 del af udgifterne til husleje, og at du selv betaler 2/3 af huslejen.

Ud fra det, i forbindelse med tidligere indkomstår, modtagne materiale kan det ses, at det er dig der er lejer af [adresse1], st.

Herefter har du, efter det oplyste indgået en lejeaftale med selskabet om, at de lejer 1/3 af lejligheden i henhold til lejekontrakt af 10. april 2001.

Af lejekontrakt og skrivelse af 30/5-2010 fremgår det, at der lejes halvdelen af stuen, og at soveværelset også benyttes til skrivebord, reoler, skab og stole.

Det er SKATs opfattelse, at lejligheden er blevet anvendt til privat beboelse og at lokalerne ikke er indrettet på en sådan måde, at muligheden for privat benyttelse er udelukket. Idet selskabet har afholdt udgifter til husleje, el og varme, som anses for anvendt privat af dig, skal der ske beskatning af værdi af fri bolig/sparet privatforbrug, svarende til de fratrukne udgifter i selskabet.

Af SKM2006.165.LSR fremgår det, at der (efter Højesterets dom i UfR 1960.107 H) skatteretligt er udviklet en endog særdeles stram praksis vedrørende muligheden for at foretage fradrag for lokaler i eget hjem. Således er det et krav, at de anvendte lokaler er indrettet på en sådan måde, at muligheden for privat anvendelse er udelukket. Det er ikke afgørende, hvorvidt et lokale faktisk er blevet anvendt privat, men derimod om der har været mulighed for det. I praksis indebærer dette, at et lokale skal være specielt indrettet for, at privat anvendelse anses for udelukket. For kontorlokaler er der kun i undtagelsestilfælde blevet godkendt fradrag, når det blev dokumenteret, at den tidsmæssige anvendelse af lokalet var så intensiv, at privat anvendelse i realiteten var udelukket.

Det sparede privatforbrug vedrørende husleje, el og varme kan opgøres til den fratrukne udgift.

På baggrund af ovenstående er det SKATs opfattelse, at der skal ske beskatning af et sparet privatforbrug vedrørende domicil, el varme og forsikring.

Det sparede privatforbrug er skattepligtig i henhold til reglerne i Ligningslovens § 16, stk. 1 og 3.

SKAT forhøjer din skattepligtige indkomst med:

Fristerne for at foretage ansættelse af den skattepligtige indkomst fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 jf. § 26, stk. 1, idet forholdet skal anses for en ”kontrolleret” transaktion, og selskabet og du anses for at være omfattet af skattekontrollovens § 3B. Fristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb.

Du anses for at være omfattet af ordlyden i skattekontrollovens § 3 B, fordi du sammen med nærtstående er hovedanpartshaver i selskabet.

SKATs vurdering af dine bemærkninger.

Det fremgår af den modtagne ansættelseskontrakt, indgået den 17/4 2001 mellem dig og selskabet [virksomhed1] ApS pkt. 03 at ”arbejdstiden er aftalt til ca. 15. timer ugentlig, hvor timerne som regel vil være fordelt over 5 arbejdsdage. Medarbejderen er indstillet på, at timetallet i perioder kan blive større, såfremt der er behov herfor. Er der ikke arbejdsmæssig mulighed for at afspadsere de ekstra timer, afregnes disse med den aftalte timeløn. Giver de fremtidige salgsaktiviteter basis for et fast større timetal pr. uge, er medarbejderen indstillet på at øge antallet af timer pr. uge. I dette tilfælde udarbejdes en ny samarbejdskontrakt af [virksomhed1]”

Det fremgår af samme kontrakts pkt. 04, at ”Lønnen er aftalt til 125 kr. pr. time. Lønnen udbetales for månedens timetal den anden sidste hverdag i måneden. Der ydes den sædvanlige betaling for timetal udover det fast aftalte antal”

Du har modtaget løn fra selskabet [virksomhed1] ApS med følgende beløb i den omhandlede periode:

2010: 24.000 kr. 160 timers arbejde jf. oplysninger i eIndkomstregisteret.

2011: 18.000 kr. 120 timers arbejde jf. oplysninger i eIndkomstregisteret.

2012: 18.000 kr. 120 timers arbejde jf. oplysninger i eIndkomstregisteret.

2013: 18.000 kr. 120 timers arbejde jf. oplysninger i eIndkomstregisteret.

2014: 15.000 kr. 100 timers arbejde jf. oplysninger i eIndkomstregisteret.

Af SKM2006.165.LSR fremgår det, at der (efter Højesterets dom i UfR 1960.107 H) skatteretligt er udviklet en endog særdeles stram praksis vedrørende muligheden for at foretage fradrag for lokaler i eget hjem. Således er det et krav, at de anvendte lokaler er indrettet på en sådan måde, at muligheden for privat anvendelse er udelukket. Det er ikke afgørende, hvorvidt et lokale faktisk er blevet anvendt privat, men derimod om der har været mulighed for det. I praksis indebærer dette, at et lokale skal være specielt indrettet for, at privat anvendelse anses for udelukket.

For kontorlokaler er der kun i undtagelsestilfælde blevet godkendt fradrag, når det blev dokumenteret, at den tidsmæssige anvendelse af lokalet var så intensiv, at privat anvendelse i realiteten var udelukket.

Det er fortsat vores opfattelse, at lejligheden er blevet anvendt til privat beboelse og at lokalerne ikke er indrettet på en sådan måde, at muligheden for privat benyttelse er udelukket. Det er ikke dokumenteret, at der har været en sådan tidsmæssig intensiv anvendelse af lokalerne, at privat anvendelse i realiteten er udelukket. Her er der henset til ansættelseskontrakten og de til eIndkomstregisteret indberettede arbejdstimer de enkelte indkomstår, og at der sandsynligvis er arbejdet uden for lokalerne en del af tiden.

Da der således efter vores opfattelse ikke foreligger nye oplysninger, der kan ændre vores vurdering af forholdet, fastholdes beskatning af sparet privatforbrug.

[...]

SKAT er i udtalelse af 2. juni 2016 fremkommet med følgende bemærkninger til den indsendte klage:

”[...]

Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Ejendomsmægler vurderinger fra 2015 og 2016.

Vi er ikke tidligere blevet præsenteret for, de til SANST, indsendte dokumenter vedrørende vurderingerne.

Selskabet [virksomhed1] er anmodet om, ad flere omgange, at indsende dokumentation for at sommerboligen har været sat til salg, eller på anden måde disponeret over det, til et erhvervsmæssigt formål.

Vi bemærker, at i vurderingen fra 2015 mangler der side 3 ud af 3, og i vurderingen fra 2016 mangler side 3-8 ud af 8.

Endvidere bemærker vi, at ”vurderingen” fra den 18.06. 2015 er et ”salgsbudget”. Et salgsbudget er efter vores opfattelse ikke indikator for, at ejendommen rent faktisk udbydes til salg – idet mange ejendomsmæglere tilbyder sådanne ”salgstjek” uden beregning. [virksomhed2] har blandt andet denne service overfor potentielle sælgere. Salgsprisen er her vurderet til 1.295.000 kr.

Vi bemærker også, at ”vurderingen” fra den 14.04.2016 er en formidlingsaftale. Ejendommen er imidlertid ikke udbudt, under den aktuelle ejendomsmæglerkædes salgsemner den 31.05.2016.

Salgsprisen er her vurderet til 1.495.000 kr.

Ejendommen er tilsyneladende heller ikke solgt, idet historik over salg på www.boligsiden.dk,, alene viser at seneste salg er den 11.08.2003, hvilket er det tidspunkt som klager køber ejendommen på.

Ejendommen er erhvervet den 6. august 2003 for kontant 887.000 kr., og der er ifølge de foreliggende oplysninger afholdt 232.587 kr. i forbedringsudgifter i perioden 2003-2014.

Der er i ejendommen ultimo 2014 en restgæld på 571.830 kr. I regnskabsåret 2014 har selskabet afholdt driftsudgifter på ejendommen med i alt 43.341 kr., og renteudgifter på i alt 17.514 kr. Ejendommens samlede udgifter i 2014 har således udgjort i alt 60.855 kr.

Selskabet [virksomhed1] er stiftet den 2. marts 2001. Selskabets formål er at drive handel, udøve konsulentvirksomhed og administration, og anden i forbindelse hermed stående virksomhed. Selskabet har ikke i dets levetid købt eller solgt ejendomme. Selskabets ledelse består af en direktion, hvori klager som direktør er eneste medlem.

Klagerens oplysninger om, at selskabet ikke har fundet det forretningsmæssigt forsvarligt at sælge ejendommen, på grund af ejendomsmarkedets kraftige dyk nedad under ejendomskrisen, kan efter vores vurdering fortsat ikke tillægges betydning.

Der er herved henset til, at det koster selskabet i omegnen af 60.000 kr. pr. år i udgifter, at holde ejendommen kørende, og at den samlede restgæld udgør 571.830 ultimo 2014. De løbende udgifter på ejendommen, har været med til at selskabet har været underskudsgivende – der er ultimo 2014 genereret en underskudssaldo på i alt 730.447 kr.

Klagers henvisning til SKM2009.459 LSR ændrer ikke ved vores opfattelse, idet det er vores vurdering, at denne afgørelse ikke er sammenlignelig med klagers forhold. Der er herved henset til, at selskabet ikke tidligere har købt og solgt ejendomme, at selskabet ikke har til formål at købe og sælge ejendomme, og der er en afstand på ca. 93 km. mellem klagerens bopæl og sommerboligens beliggenhed. Det er således fortsat vores opfattelse, at der ikke er tale om et driftsaktiv for selskabet, men et anlægsaktiv der er stillet til rådighed for klager, som er den eneste ansatte og det eneste medlem af direktionen.

Klagers henvisning til SKM210.859 LSR ændrer ikke ved vores opfattelse, idet det er vores vurdering, at denne afgørelse ikke er sammenlignelig med klagers forhold. Der er herved henset til, at selskabet ikke har lejet sommerboligen ud og, at der ikke er et udlejningsbureau som der kan fraskrives en rådighed overfor. Af denne afgørelse fremgår endvidere, at rådighedsbeskatningen kan undgås under forudsætning af, at der ikke tages ophold i sommerboligen og at der ikke overnattes. Det bemærkes, at der i selskabet er afholdt driftsudgifter i et omfang, og af en art der tilsiger, at ejendommen rent faktisk har været anvendt.

Ad anvendelse af ejendommen som udstilling.

Vi er ikke tidligere blevet præsenteret for oplysningerne om, at selskabet mellem køb og salg af ejendommen havde en ide om at anvende ejendommen som udstilling for de møbler, som [virksomhed1] sælger.

Vi bemærker, at der ikke er fremlagt dokumentation for eller sandsynliggørelse for at dette faktisk er sket.

Ad [...] Efterskole.

Punktet er ikke påklaget, men giver anledning til bemærkninger i relation til den foretagne beskatning af værdi af fri bil.

Det oplyses i klagen til SANST, at klager har deltaget i en række bestyrelsesmøder i årene 2010-2014. I den forbindelse har klager anmodet om at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse. Klager har efter det oplyste rejst med tog og bus i forbindelse med bestyrelsesmøderne. Klager er efter det oplyste ikke i besiddelse af tog og busbilletter for årene 2010-2014, der kan dokumentere dette, men det må lægges til grund, at klager har benyttet offentlig transport, henset til, at rejsen alene har en varighed af en time til halvanden med offentlig transport, og klager tidligere har forklaret at han ikke bryder sig om selv at køre.

Vi bemærker, at ovennævnte er nye oplysninger i sagen.

Vi har ved afgørelsen af beskatning af værdi af fri bil, blandt andet bemærket den udbetalte kørselsgodtgørelse fra [...] Efterskole, som er udbetalt for kørsel i egen bil.

Klager har, i forbindelse med sagsbehandlingen, fremsendt et eks. på et kørselsbilag (se bilag 6, side 22) Heraf fremgår, at bilaget vedrører kørsel i egen bil og at skolen skal godkende udbetaling af godtgørelsen.

Transporttiden med offentligt transportmiddel udgør 2 timer og 1 minut pr. 02.06.2016, jf. vedlagte bilag 34.

Det er vores vurdering, at ovennævnte nye oplysninger vedrørende offentlig transport ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Der er ikke kommet yderligere nye oplysninger end ovenfor anført.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af fri sommerbolig, fri bil og selskabets betaling af leje m.v. for klagerens private bolig i indkomstårene 2010-2014.

Til støtte her har klagerens repræsentant anført følgende:

”[...]

Min klient klager hermed over ændringen af hans skatteansættelse for årene 2010- 2014. Afgørelsen er vedlagt denne skrivelse. SKAT har tidligere indhentet [person4]s kommentarer.

Samtidig anmodes om at klagen tillægges opsættende virkning.

Der er følgende punkter, der gennemgås i det følgende:

Sommerbolig:

SKAT har ændret [person4]s skatteansættelse, således at han er blevet beskattet af frit sommerhus i årene 2010-2014. Det er [person4]s opfattelse, at han ikke har haft rådighed over frit sommerhus, hvorfor han ikke bør sætte i skat her.

Boligen [adresse2], [...] [by2] blev erhvervet i 2003 af [virksomhed1].

Ejendommen blev erhvervet med videresalg for øje. Sommerhuset var i dårlig stand ved erhvervelsen, og det er [virksomhed1]s opfattelse, at ejendommen ikke var beboelig ved erhvervelsen.

Formålet med købet er/var at sætte ejendommen i stand for endeligt at videresælge ejendommen. I mellemtiden var det [virksomhed1]s ide at anvende ejendommen som udstilling for de møbler, som [virksomhed1] sælger.

Ejendommen blev gennemgået med en byggesagkyndig for at undersøge, hvad der skulle renoveres. Oversigt af 02.09.2003 over den byggesagkyndiges gennemgang vedlægges.

Desuden var der visse forhold, som [virksomhed1] har fundet det nødvendigt at reparere ejendommen for at få den i en stand, hvor den kunne sælges. Oversigt over disse arbejder vedlægges.

[virksomhed1] har løbende holdt sig orienteret om ejendomsmarkedet, men endnu ikke fundet det forretningsmæssigt forsvarligt at sælge ejendommen. Som det er almindeligt kendt tog ejendomsmarkedet et kraftigt dyk nedad under finanskrisen, og dette kunne også mærkes på [virksomhed1]s ejendom.

[virksomhed1] har holdt sig orienteret om prisudviklingen gennem sit realkreditinstitut [finans1], hvor [virksomhed1] hvert kvartal har undersøgt den seneste prisudvikling på ejendomsmarkedet.

[virksomhed1] har været i kontakt med en ejendomsmægler om salg i 2015 og 2016.

Vurderingerne vedlægges.

På baggrund af ovenstående gøres det dermed gældende, at sommerhuset er erhvervet med videresalg for øje, hvorfor [person4] allerede af den grund ikke skal anses for at have haft rådighed over sommerhuset jf. SKM 2009.459 LSR

Rådig over sommerboligen i øvrigt:

Kort efter erhvervelsen fremsendte [person4] et notat til ledelsen og kapitalejerne i selskabet.

Af notatet fremgår det bl.a.:

”Det blev ligeledes meddelt, at vi heller ikke vil kunne opnå retten til at anvende huset som udlån eller udleje til firmaets evnt. medarbejdere, til dets ledelse eller til anpartshaverne”

Notatet vedlægges.

Da skrivelsen er udarbejdet af [person4] gøres det gældende, at det – som minimum indirekte – var et endegyldigt afkald på at anvende sommerhuset privat, hvorfor [person4] ikke bør anses for at have haft rådighed over sommerhuset jf. SKM 2010.859 LSR, og bør derfor ikke sættes i skat heraf.

Desuden bemærkes det, at sommerhuset ved overtagelse ikke var beboeligt, og at sommerhuset efter [virksomhed1]s opfattelse ej heller var beboeligt før og under renovering, hvorfor [person4] ikke kan anses for at have haft rådighed over sommerhuset.

I forbindelse med rådighedsbedømmelsen bemærkes det, at der er tale om en samlet bedømmelse af alle omstændigheder i sagen, herunder også salgsbestræbelser i 2015 og 2016. Det fremgår ikke af SKATS afgørelse, at samtlige forhold har været en del af bedømmelsen tidligere.

Bil:

SKAT har ændret [person4]s skatteansættelse, således at han er blevet beskattet af fri bil i periode 2010-2014. Det er [person4]s opfattelse, at det ikke er godtgjort, at han har rådighed over fri bil, hvorfor han ikke bør sættes i skat heraf.

Det bemærkes, at [virksomhed1] er ejer af en ældre bil.

[person4]s ansættelseskontrakt er godkendt af bestyrelsen i [virksomhed1], og vedlægges nærværende skrivelse.

Det fremgår af denne:

”09. der er ikke truffet andre aftaler vedr. ansættelsen end de ovenfor angivne. Specielt skal nævnes,

at der ikke ydes ” fri bil” ved kommende anskaffelse af varevogn, som altså ikke må anvendes

til privatkørsel”

På baggrund af ovenstående kan det konstateres, at [person4] har indgået aftale med [virksomhed1] om, at bilen ikke må bruges privat, hvilket må vægte tungt i vurderingen af, hvorvidt [person4] skal anses for at have rådighed over bilen privat.

Bilen står på adressen:

SKAT har angivet, at der må være en formodning for, at der stilles fri bil til rådighed for arbejdstageren, når bilen er parkeret på arbejdstagerens hjemmeadresse. I den forbindelse bemærkes det, at der ifølge den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.14.1.11 er tale om en konkret vurdering, hvor den ansattes levevis og rutiner indgår som en del af bedømmelsen.

Bilen er parkeret på denne adresse, da selskabet er hjemhørende på samme adresse, og bilen kunne således ikke være parkeret på anden adresse

Desuden har [person4] tidligere forklaret, at hans dagligdag er tilrettelagt, således at han ikke skal bruge selskabets bil privat, men kun til erhvervskørsel. [person4]s har ikke i sin dagligdag brug for bilen, der er kort til indkøb og han rejser sjældent, hvorfor han ikke har brugt bilen privat.

Denne redegørelse vedlægges.

Indregistreret til privatkørsel:

Som [person4] tidligere har redegjort for, beror det på en beklagelig fejl, at bilen blev om registreret. Forklaringen på dette kan også læses i ovennævnte redegørelse.

Husleje:

SKAT har ændret [person4]s skatteansættelse, således at SKAT har forhøjet [person4]s indkomst, da SKAT er af den opfattelse, at [virksomhed1] har afholdt en udgift for [person4], da [virksomhed1] har betalt en del af huslejen på [adresse1], [by1]. [person4] er af den opfattelse, at det ikke er godtgjort, at [virksomhed1] har afholdt en privat udgift for ham, hvorfor han ikke bør sættes i skat heraf.

[person4]s har indgået en lejeaftale med [virksomhed1] om leje af en del af [person4]s lejlighed.

Indledningsvis skal det bemærkes, at der intet er til hinder for, at en direktør indgår aftale med det selskab han er direktør for, såfremt dette sker på markedsmæssige vilkår.

Dernæst har SKAT som en del af begrundelsen henvist til den restriktive praksis for selvstændige erhvervsdrivende. Denne kan ikke anvendes i dette tilfælde. [person4] er ikke selvstændig erhvervsdrivende. Der er derimod indgået en aftale mellem et kapitalselskab, hvor der er en bestyrelse, og selskabets direktør.

Det bemærkes, at denne aftale er indgået mellem selskabet og [person4], således at [virksomhed1] kan spare på omkostningerne. Alternativet havde været, at [virksomhed1] skulle have lejet lokaler andetsteds i [by2], hvilket ville have medført noget højere omkostninger.

Desuden er der tale om lokaler, hvor langt det meste af pladsen er besat med møbler. Møbler der skal præsenteres ordentligt, hvorfor der også skal være lidt plads omkring dem. Desuden bemærkes det, at møblerne langt fra er ens, og at borde m.v. optager meget af pladsen i lejligheden.

Det er ikke muligt at bruge dele af lejligheden til almindelige beboelse, idet dette er optaget af møbler.

Endelig bemærkes det, såfremt [virksomhed1] skulle afholde husleje i forhold til, hvor stor en del af lejligheden, som [virksomhed1] optager, ville [virksomhed1] skulle betale langt mere end en tredjedel.

Billeder af lejligheden vedlægges.

[...] Efterskole:

Der klages ikke over dette forhold.

Dog bemærkes det, at [person4] har gennemgået forholdet nærmere, og at kørslen reelt skyldes to forhold.

[person4] har i sin egenskab af direktør for [virksomhed1] tidligere leveret møbler til [...] Efterskole, og har også udført byggetilsyn. Efter byggeriets afslutning har [virksomhed1] solgt møbler til [...] Efterskole. I den forbindelse har [person4] været på efterskolen for at besigtige denne og lever møbelprøver m.v. Fakturaer for efterskolens køb af møbler fremsendes.

Det er bl.a. i forbindelse med disse tilbud, at kørslen er opstået.

Desuden har [person4] deltaget i en række bestyrelsesmøder i årene 2010-2014. I den forbindelse har [person4] anmodet om at få udbetalt kørselsgodtgørelse. [person4] har rejst med tog og bus i forbindelse med bestyrelsesmøderne. [person4] er desværre ikke i besiddelse af tog og busbilletter for årene 2010-2014, der kan dokumentere dette, men det må lægges til grund, at [person4] har benyttet offentligt transport, henset til, at rejsen alene har en varighed af en time til halvanden med offentlig transport, og [person4] har tidligere forklaret, at han ikke bryder sig om selv at køre.

[...]”

Klagerens repræsentant er den 29. juni 2016 fremkommet med bemærkninger i forbindelse med SKATs udtalelse af 2. juni 2016:

”Vedr. sommerhuset – vurderinger m.v.:

SKAT har fremhævet, at samtlige sider i vurderingerne ikke var vedlagt. Det beror på en fejl og fremsendes hermed.

Det ses ikke at have betydning for vurderingen, hvorvidt der er tale om et såkaldt ”salgsbudget”. [virksomhed1] har anmodet en ejendomsmægler om at udarbejde disse, således at det kan vurderes, hvorvidt ejendommen på tidspunktet for udarbejdelsen var egnet til salg.

Endvidere kan det bemærkes, at det fastholdes, at [virksomhed1]s vurdering af, hvorvidt det er forsvarlig at sælge ejendommen, bør tillægges betydning.

Ledelsen i et selskab er underlagt en forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt. Såfremt det ikke sker, er der risiko for, at en ledelse i et selskab bliver pålagt ansvar. Derfor bør der i høj grad tillægges vægt, at [virksomhed1] har vurderet, at det ikke var forretningsmæssigt forsvarlig at sælge ejendommen.

Endelig kan det for en god ordens skyld oplyses, at [virksomhed1] påtænker at sætte ejendommen til salg ved [virksomhed3].

Vedr. Sommerhuset – rådighed:

Klager har fraskrevet sig rådigheden over for [virksomhed1]. Det er derfor ikke korrekt, når SKAT angiver, at klager ikke kan fraskrive sig rådigheden over for nogen.

Endvidere har klager erklæret, at han ikke faktisk har taget ophold i sommerhuset, og det ses ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klager faktisk har taget ophold i sommerhuset.

På den baggrund fastholdes det, at SKM2010.859LSR er direkte sammenlignelig med klagers forhold.

Endvidere skal det bemærkes, at har klager erklæret, at han ikke faktisk har taget ophold i sommerhuset, og det ses ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klager faktisk har taget ophold i sommerhuset. Klager er vidende om, at dette ikke er et krav, men det bør alligevel inddrages i den samlede vurdering. [person4] har i en længere årrække været ramt af en række alvorlige hjertesygdomme, og [person4] har været indlagt jævnligt siden 2001. Derfor mener [person4] ikke, det er forsvarlig henset til hans sygdom at tage ophold i sommerhuset, idet der er lang transport til et sygehus, hvis han skulle få et hjertetilfælde.

Desuden bruges sommerhuset til udstilling jf. nedenfor, hvorfor det ikke er muligt for klager at anvende sommerhuset, idet sommerhuset altid skal fremstå pænt og klar til, hvis kunder vil besigtige sommerhuset.

Vedr. brug af sommerhuset som udstilling:

Idet SKAT har bemærket, at der ikke er fremlagt dokumentation, fremlægges herved billeder af det pågældende sommerhus, hvoraf det fremgår, at sommerhuset er anvendt som udstilling. Ligeledes fremlægges billede af indgangsdør til sommerhuset, hvor man kan se, at [virksomhed1] har opsat skilt, der oplyser at man som potentiel kunde kan kontakte [virksomhed1] og få adgang til ”fjern-showroom”.

Endvidere fremlægges liste over de kunder, som besigtigede fjern-showroomet, og mange af disse kunder kontaktede [virksomhed1] på baggrund af fjern-showroomet.

[...] efterskole – offentlig transport:

Som bilag vedlægges udskrift fra Rejseplanen, hvoraf det fremgår at rejsetiden kan variere fra 1 time og 17 minutter til 1 time og 45 minutter. Det er dermed muligt at finde rejser, der er væsentligt kortere end det af SKAT angivne.”

Klagerens repræsentant er den 3. april 2018 fremkommet med nedenstående bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 23. februar 2018.

”Jeg har modtaget Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Jeg skal bemærke, at det tidligere anførte fastholdes, og jeg skal i øvrigt fremsætte mine bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

Sommerbolig:

Indledningsvis skal bemærkes, at sommerboligen blev erhvervet med videresalg for øje, hvilket rent forretningsmæssigt ikke har været økonomisk forsvarligt førend 2015-2016, hvor [virksomhed1] igangsatte salgsbestræbelser ved at antage en ejendomsmægler med henblik på salg af sommerboligen.

Sommerboligen var ved erhvervelsen i så dårlig stand, at denne praktisk talt var ubebolig, hvorfor [virksomhed1] valgte, at denne skulle undergå renovering. Den økonomiske udvikling på boligmarkedet fra købet og frem til 2015-2016 gjorde i mellemtiden, at et salg af sommerboligen på daværende tidspunkt ikke var forretningsmæssigt forsvarligt.

Der blev i virksomhedens ledelse truffet valg om, at sommerboligen skulle benyttes som showroom, hvor virksomhedens produkter kunne fremvises for potientielle kunder i et naturligt miljø.

[virksomhed1] monterede et skilt ved sommerboligens indgang, hvoraf fremgik konatoplysninger, samt at boligen var et showroom, og at man ved interesse kunne rette henvendelse til [virksomhed1]. Dette affødte kontakt og salg til et ikke ubetydeligt antal kunder med mere end 20 projekter bestilt.

Det skal ydermere bemærkes, at Skov- og Naturstyrelsen ved erhvervelsen af sommerboligen udstedte et påbud om, at sommerboligen udelukkende kunne erhverves med henblik på videresalg og ikke måtte benyttes privat eller til udlejning. Det følger af Skatteministeriet svar på spørgsmål nr. 147 af 2. maj 2002 til Folketingets Skatteudvalg, at et sådant vilkår fra Skov- og Naturstyrelsen vil være en væsentlig indikator for, at den skattepligtige ikke har anvendt sommerboligen privat.

I forlængelse af det fra Skov- og Naturstyrelsen udstedte påbud, udarbejde [person4] et internet notat til samtlige anpartshavere, hvori [person4] orienterede om, at sommerboligen var købt med videresalg for øje, og grundet et påbud fra Skov- og Naturestyrelsen hverken kunne benyttes privat eller til udlejning. Herved fraskrev [person4] sig selv og anpartshaverne retten til rådigheden over sommerboligen, hvorfor der ikke kan ske personbeskatning af [person4], jf. SKM 2010.859.

På baggrund af ovenstående momenter må det herefter lægges til grund:

Da der er pligt til at inddrage samtlige relevante momenter i bedømmelsen, vil det herefter være klagers opfattelse, at den af SKAT opstillede formodningsregel er afkræftet, og SKAT ikke har løftet bevisbyrden for, at [person4] har haft rådighed over sommerboligen.

I øvrigt kan det bemærkes, at sommerboligens indretning som showroom gør boligen uegnet til faktisk beboelse, og [person4] aldrig har taget ophold i sommerboligen.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 16, stk. 1, skal der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder ifølge statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Værdien af de i ligningslovens § 16, stk. 1, omhandlede goder fastsættes ved skatteansættelsen som udgangspunkt til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig handel, medmindre andet følger af ligningslovens § 16, stk. 4-16, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Værdi af fri sommerbolig

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt., at den skattepligtige værdi af en fri sommerbolig, der modtages som led i et ansættelsesforhold, beregnes på grundlag af ejendomsværdien den 1. oktober året før rådighedsåret. Værdien udgør 0,5 % pr. uge i ugerne 22-34 og 0,25 % for hver af årets øvrige uger.

Endvidere følger det af ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., at ansatte direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform anses for at have sommerboligen til rådighed hele året.

Landsskatteretten finder, at klageren må anses for at være omfattet af den i ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., omhandlede personkreds. Der er herved henset til, at klageren er direktør i selskabet, ligesom det ses af ansættelseskontrakten underskrevet den 17. april 2001, at klageren har haft indflydelse på egen aflønningsform.

Landsskatteretten bemærker herudover, at klageren ifølge oplysningerne i Det Centrale Virksomhedsregister har vetoret, ret til at godkende udbyttebetalinger og ret til at udpege ledelsesmedlemmer.

Klageren skal således som udgangspunkt anses for at have haft sommerboligen til rådighed i indkomstårene 2010-2014.

Selskabets ejerskab af sommerboligen er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at beskatte klageren, eftersom beskatning efter formodningsreglen forudsætter, at klageren i et eller andet omfang råder privat over sommerhuset, jf. lovforarbejderne (lovforslag nr. 237 som fremsat den 29. marts 2000) og cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 (herefter cirkulæret). Se hertil Højesterets dom af 1. september 2009, der er offentliggjort som SKM2009.558.HR på SKATs hjemmeside, hvori det tillige blev afgjort, at det er rådigheden, der begrunder skattepligten, og ikke den faktiske anvendelse.

Det er herefter afgørende, hvorvidt sommerboligen efter en konkret vurdering kan anses for at have været stillet til rådighed for klagerens private brug i de omhandlede indkomstår.

Klagerens repræsentant har i den forbindelse anført i overensstemmelse med klagerens oplysninger til SKAT, at klageren ikke har haft rådighed over ejendommen, idet den er erhvervet med henblik på videresalg, ligesom selskabet frem til et videresalg har anvendt ejendommen til udstilling for selskabets produkter.

Vestre Landsret fandt ved dom af 17. marts 2011, der er offentliggjort som SKM2011.262.VLR på SKATs hjemmeside, at en hovedaktionær skulle beskattes af fri sommerbolig, idet selskabet ikke drev virksomhed med udlejning eller salg af sommerhuse, ligesom klageren var den eneste, som havde benyttelsesretten i perioder, hvor huset ikke var udlejet.

Modsat var tilfældet i henholdsvis en byretsdom af 13. marts 2013 og Landsskatterettens afgørelse af 25. maj 2009, der henholdsvis er offentliggjort som SKM2013.417.BR og SKM2009.459.LSR, hvor der ikke blev statueret beskatning. Der blev henholdsvis i dommen og afgørelsen lagt vægt på, at sommerhusene var et led i selskabernes drift.

Landsskatteretten finder ikke, at det i tilstrækkelig grad er godtgjort, at ejendommen er erhvervet som led i selskabet drift. Der er herved henset til, at investeringen i sommerboligen med henblik på videresalg ikke er i overensstemmelse med selskabets formålsbestemmelse, ligesom selskabet ikke ses at have investeret i andre ejendomme.

Endvidere ses det ikke i perioden fra overtagelsen den 1. september 2003 til og med de angivne indkomstår, at selskabet har forsøgt at sælge ejendommen på trods af, at selskabet har haft betydelige omkostninger til driften af ejendommen.

Det kan ikke tillægges væsentlig bevismæssig betydning, at klagerens repræsentant i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har fremsendt et salgsbudget dateret den 18. juni 2015 og en formidlingsaftale dateret den 14. april 2016, der i øvrigt ikke er underskrevet, eftersom disse dokumenter er udarbejdet efter de angivne indkomstår, ligesom de ikke kan anses for at være udtryk for, at ejendommen har været sat til salg.

For så vidt angår klagerens repræsentant anbringende om, at selskabet har anvendt ejendommen til udstilling, finder Landsskatteretten, at det ikke er sandsynliggjort, at ejendommen udelukkende anvendes til dette formål. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at måden, hvorpå ejendommen er indrettet, ikke udelukker, at klageren kan anvende ejendommen privat.

Det forhold, at klagerens repræsentant har henvist til klagerens notat til anpartshaverne, hvori klageren har oplyst, at sommerboligen ikke kan anvendes til udlån eller udlejning som følge af manglende tilladelse fra Naturstyrelsen, kan ikke medføre, at klageren ikke kan anses for at have haft rådighed over sommerboligen, idet der i rådighedsbegrebet ikke tages hensyn til, at en sommerbolig ifølge planlovningens regler kun må anvendes i et begrænset omfang en vis del af året, jf. lovforarbejderne (lovforslag nr. 237 som fremsat den 29. marts 2000) og cirkulærets punkt 3.2.

Landsskatteretten finder derfor, at klageren har haft selskabets sommerbolig til rådighed.

Værdi af fri bil

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i ligningslovens § 16, stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven, med tillæg af 50 pct.

Det er rådigheden, der beskattes. Omfanget af den faktiske private kørsel i bilen er således uden betydning.

En firmabil anses som udgangspunkt for at være til rådighed for privat kørsel. Hvis der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel, og bilen i alle tilfælde afleveres i virksomheden uden for arbejdstiden, vil rådigheden til privat brug normalt være afkræftet. Hvis bilen uden for arbejdstiden er parkeret ved den ansattes bopæl, er der en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel, uanset en eventuel aftale om det modsatte med arbejdsgiveren. I sådanne tilfælde må det på anden vis sandsynliggøres, at den rent faktisk ikke har været benyttet privat. Det kan f.eks. være ved et kørselsregnskab.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende faktiske forhold, hvorvidt rådigheden kan anses for afkræftet.

Selskabet har i indkomstårene 2010-2014 ejet bilen af mærket Nissan Almera Tino Van med registreringsnummer [reg.nr.1], hvor klageren i perioden ligeledes har været ansat som direktør.

Landsskatteretten finder, at selskabets bil har stået til rådighed for klageren i de angivne indkomstår, eftersom det ikke er sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed eller ikke er blevet benyttet til privat kørsel. Der er herved lagt vægt på, at der er sammenfald mellem klagerens bopælsadresse og selskabsadressen, at klageren personligt ikke ejer en bil, at bilens anvendelse i Motorregistreret siden 3. august 2007 har været registreret til privat- og erhvervskørsel, og at selskabet har betalt privatbenyttelsesafgift.

Den omstændighed, at det af ansættelsesaftalen underskrevet den 17. april 2001 fremgår, at klageren har fraskrevet sig retten til anvende bilen til privat kørsel, kan ikke føre til andet resultat, eftersom der ikke ses at være fremlagt kørselsregnskab eller anden dokumentation, der kan sandsynliggøre, at bilen ikke har været stillet til rådighed for eller benyttet til privat kørsel af klageren i de angivne indkomstår. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 28. februar 2002, der offentliggjort som SKM2002.206.VLR på SKATs hjemmeside.

Landsskatteretten finder således, at klageren skal beskattes af rådigheden af fri bil.

Sparet privatforbrug

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst blandt andet medregnes vederlag i form af sparet privatforbrug, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Værdien af sparet privatforbrug ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Klageren har i henhold til lejekontrakten mellem klageren og selskabet underskrevet den 10. april 2001 udlejet mindst halvdelen af sin stue i sin private bolig til selskabet og har i øvrigt givet selskabet brugsret til sit køkken og toilet.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at udlejningen må anses for at være foranlediget af, at klageren og selskabet er interesseforbundne parter

Henset til, at der er tale om interesseforbundne parter, finder Landsskatteretten, at der således kan drages en parallel til reglerne om selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag for arbejdsværelse.

Efter praksis er fradrag for udgifter til arbejdsværelse i den skattepligtiges egen bolig betinget af, at arbejdets art og omfang bevirker, at værelset kan anses for et særskilt arbejdsværelse, der ikke hører til boligens almindelige opholdsrum. Der henvises her blandt andet til Højesterets dom af 4. november 2003 og Landsskatterettens afgørelse af 25. januar 2006, der er offentliggjort som henholdsvis SKM2003.488.HR og SKM2006.165.LSR på SKATs hjemmeside.

Et kontor indrettet i privatbolig forudsætter i almindelighed, at kontoret i væsentligt omfang anvendes som den skattepligtiges hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid, eftersom et kontor kan benyttes til private formål, jf. blandt andet Landsskatterettens afgørelse af 23. marts 2015, der er offentliggjort som SKM2015.276.LSR.

Landsskatteretten finder ikke, at det kan anses for godtgjort, at den del af klagerens lejlighed, som selskabet har lejet, må anses som et særligt arbejdsværelse, der ikke hører med til lejlighedens almindelige opholdsrum. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at stuen ikke er indrettet på en sådan måde, at den ikke kan anvendes til private aktiviteter.

Endvidere bemærkes det, at klageren ud fra ansættelsesaftalen og de af SKAT anførte oplysninger fra eIndkomstregisteret ikke kan anses for at have anvendt kontoret erhvervsmæssigt i en sådan grad, at det kan godtgøre, at klageren ikke har haft mulighed for at anvende kontoret privat.

Den husleje, el og varme, som selskabet har afholdt som led i lejekontrakten mellem klageren og selskabet, må således herefter betragtes som værende sparet privatforbrug for klageren.

SKATs beregnede værdi af henholdsvis fri sommerhus, fri bil og det sparede privat forbrug er ikke bestridt.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.