Kendelse af 09-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren har realiseret et tab på en fordring, der kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen i medfør af kursgevinstlovens § 14.

Spørgsmål (formuleret af Skatterådet)

Kan Skatterådet bekræfte, at spørger har fradrag for tab på fordringer.

Skatterådets svar: Nej

Landsskatteretten stadfæster Skatterådets bindende svar.

Faktiske oplysninger

Af klagerens anmodning om bindende svar af 22. november 2013 fremgår, at klageren oprindeligt har spurgt om, hvorvidt han kan fratrække sit tab på investeringer i USA på baggrund af et organiseret [virksomhed1] Skatterådet har omformuleret spørgsmålet til, om spørger har fradrag for tab på fordringer.

Følgende fremgår af klagerens anmodning om bindende svar:

”Jeg begyndte handel med www.afgorelsesdatabasen.dk.

For det sjette er SKAT, Skatterådet og klagenævnene som udgangspunkt bundet af Landsskatterettens afgørelser, idet Landsskatteretten er en i forhold til disse myndigheder overordnet klageinstans.

For det syvende medfører ovenstående fremgangsmåde, at SKAT og Skatterådet tilsidesætter lighedsgrundsætningen, hvor det bemærkes, at lighedsgrundsætningen medfører, at myndigheden ud over at foretage en objektiv og materiel korrekt ligning, skal behandle skatteydere med samme forhold ens, særligt når forholdene i Landsskatterettens kendelse af 2/10 2014, jf. nr. 13-0218216 er fuldkommen identisk, og det har hverken SKAT eller Skatterådet ikke bestridt, idet SKAT/Skatterådet blot henviser til at kendelsen ikke er offentliggjort med et SKM-nr. Der kan således ligeledes drages en parallel til at SKAT og Skatterådet ydermere har tilsidesat legalitetsprincippet.

2.2.7 Høringsbreve vedrørende SKATs udkast til styresignal

I forbindelse med at Skattrådet i forskellige situationer har taget stilling til den skattemæssige behandling af tab på fordringer i henhold til kursgevinstlovens § 14, stk. 1 (SKM2016.134.SR, SKM2016.135.SR, SKM2016.136.SR, SKM2016.137.SR, og

SKM2016.138.SR), udsendte SKAT efterfølgende et udkast til styresignal med orientering om skærpelse af praksis i relation til fradrag efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, jf. bilag 27.

Det bemærkes, at Skatterådets afgørelse i nærværende sag er offentliggjort som SKM2016.137.SR.

Adskillige organisationer/skatterådgivere har givet udtryk for sin bekymring over SKATs fortolkning af gældende ret.

2.2.7.1 FSR – Danske Revisorer

Eksempelvis udtrykker FSR – Danske Revisorer i sit høringssvar af 8. april 2016 bl.a. følgende side 1, jf. bilag 28: ”Imidlertid er der efter FSR Danske revisorers opfattelse ikke tiltrækkeligt hjemmelsgrundlag for den retsopfattelse, som de ovenfornævnte bindende svar giver udtryk for, og som vel at mærke hviler på indstillinger fra SKAT.”. Videre på side 2 udtrykker FSR – Danske Revisorer at SKAT foretager en ”kreativ lovfortolkning”. Ligeledes side 5 anfører FSR – Danske Revisorer, at udkastet til styresignal ”er i strid med loven” og ydermere at ”retstilstanden på området følger således af loven og ikke af administrativ fastsat praksis og kan derfor ikke ændres administrativt” idet FSR – Danske Revisorer samtidig på side 4 bemærker (som redegjort for under 1. regelgrundlaget), at: ” FSR – Danske Revisorer skal således bemærke, at ud fra kursgevinstloven og forarbejderne hertil fremgår det, at personer har fradrag for tab på pengefordringer”. Det kan således udledes, at FSR – Danske Revisorer er uenige i Skatterådets afgørelser gengivet i SKM2016.134.SR, SKM2016.135.SR, SKM2016.136.SR, SKM2016.137.SR, og SKM2016.138.SR, hvilket således også er gældende i nærværende sag.

2.2.7.2 [person1]

Skatteankestyrelsen skal særligt bemærke, at [person1] fra revisionsfirmaet [virksomhed2] ligeledes har fremsendt et særdeles kritisk høringssvarindlæg vedrørende samme styresignal til SKAT, jf. bilag 29. Særligt relevant forekommer det, at [person1] er tidligere sagsbehandler fra SKAT på nærværende sag, jf. bilag 30. [person1] oplyser på sin LinkedIn-profil, at han blot var ansat hos SKAT i ca. 7 måneder. Herefter indtræder [person2], specialkonsulent, som sagsbehandler i sagen, hvilket [person2] tilkendegiver pr. mail den 11. maj 2015 – hvilket tidsmæssigt er før SKAT har fremsendt sit hørringsbrev i sagen. Denne information er særlig relevant i forhold til den manglende inddragelse af Landsskatterettens kendelse af 2/10 2014, jf. nr. 13-0218216. Det bemærkes, at [person1] vedrørende afgørelserne SKM2016.136.SR, SKM2016.137.SR og SKM2016.38 side 3, anfører, at der ”... ikke er hjemmel i gældende lovgivning til denne fortolkning. Hertil kommer, at fortolkningen da også strider direkte mod den praksis, der er på området.” I sin henvisning til vedrørende nærværende sag og koblingen til Landsskatterettens kendelse af 2/10 2014, jf. nr. 13-0217216 bemærker [person1], at SKAT har efterfølgende til Skatteankestyrelsen udtalt, at Landsskatteretten efter, at Skatterådet traf afgørelse i klagerens sag, har truffet afgørelse i en sag, som minder om klagerens sag, nemlig SKM2016.101 LSR. I den offentliggjorte sag fandt Landsskatteretten, at et tab, der var lidt i forbindelse med internethandel, ikke var fradragsberettiget, idet det som følge af ukendskab til debitors identitet ikke fandtes godtgjort, at der forelå en fordring, som kunne gøres gældende ved domstolene. Skatterevisorerne skriver desuden, at tabet er dokumenteret. SKAT er enig heri. Hertil bemærkes, at da Skatterådet ikke har anset tabet for omfattet af kursgevinstloven, har SKAT ikke vurderet tabet størrelse.

Det er imidlertid anført i indstilling til SKM2016.137 at denne afgørelse ikke kan tillægges betydning, da den ikke er offentliggjort med et SKM-nr.

Heroverfor gøres gældende, at der er tale om en afgørelse fra Landsskatteretten, som er offentliggjort på Landsskatterettens hjemmeside, og at der derfor er tale om en afgørelse, som kan påberåbes til støtte for, at der er etableret praksis, hvorefter der er fradrag for tab ved internetbedrageri. SKAT’s synspunkt om, at der ikke forud for afgørelserne i 2016 er etableret en praksis savner således enhver forvaltningsretlig begrundelse.”

”Det bemærkes, at Skatteankestyrelsen på sin hjemmeside henviser direkte til www.afgorelsesdatabasen.dk, hvor Landsskatterettens kendelse af 2/10 2014, jf. nr. 13- 0218216 kan findes.

Det forekommer uhyre bemærkelsesværdigt, at en tidligere medarbejder fra SKAT – der vel og mærke har været sagsbehandler på nærværende sag – er så kritisk i sit høringssvarindlæg, idet [person1] indledende bemærkninger er: ”SKAT lægger med udkastet op til en indskrækning af fradragsretten for tab på fordringer, som ikke følger af praksis og som forudsætter lovhjemmel, som efter vores opfattelse ikke findes”.

Vi kan endvidere fuldt tiltræde samme vurdering som [person1] har vedrørende SKM2010.144 og SKM2010.148.

2.2.8 Supplerende bemærkninger

Foruden førnævnte Landsskatteretskendelse, skal følgende domme bemærkes

I TfS.2008,1207 traf SKAT en konkret afgørelse, hvorefter der er fradrag, uanset at skyldners identitet ikke er kendt, når blot kravet er anmeldt til politiet. Denne afgørelse er båret af det civilretlige og dermed også gældende på skatteområdet.

Sagen TfS.1997,502 vedrører et selskab. Efter ændringen af kursgevinstloven i januar 2010 er denne retsstilling imidlertid sammenlignelig. Her anerkendes fradrag for tab på en fordring efter et bedrageri.

Der kan endvidere henvises til de sager, der udsprang af den tyske sag, der bedrog investorer, jf. SKM2010.144.SR. Her har investorerne fået fradrag, uanset at det var åbenbart, og at der var tale om bedrageri. Denne sag fandt efter mange år sin korrekte afslutning, og denne praksis skal naturligvis også være gældende i nærværende sag.

3. Konklusion

Der kan efter vores opfattelse ikke herske tvivl om, at [person3] såvel ud fra administrativ praksis som gældende ret, er berettiget til fradrag for tab på din fordring som følge af at [person3] er blevet bedraget.

Det er åbenbart, at tabet er konstateret i 2013, da samtlige relevante myndigheder går ind i sagen og konstaterer, at der er tale om et bedrageri, hvilket medfører, at der skatteretligt således er konstateret et fradragsberettiget tab, der skal indregnes i indkomståret 2013.

Der foreligger ikke faktisk investering i råvarer, olie eller ædelmetaller, og derfor er der et tilbagebetalingskrav mod investeringsvirksomheden i USA.

Der kan naturligvis identificeres et selskab eller en person, som kravet kan gøres gældende overfor. I praksis vil det dog være forbundet med store omkostninger at gennemføre en sådan sag, og det er op til politiet m.fl. at bistå med at identificere personerne bag ved bedrageriet. Det bemærkes, at politiet har henlagt sagen.

Det er således uomtvisteligt, at der eksisterer en fordring, der er krævet tilbagebetalt, og denne fordring derfor skal behandles efter kursgevinstlovens regler. Kursgevinstloven er udtømmende, for så vidt angår den skattemæssige behandling af kursgevinster og -tab.”

Vedrørende Skatteankestyrelsens anmodning om at godtgøre, at klageren har rejst krav over for rette debitor om tilbagebetaling af 123.400 USD, har repræsentanten gjort følgende gældende:

”[person3] oplyser, at han har gjort sit krav gældende direkte gældende over for den persongruppe fra det falske [...] som han korrespondere, hvilket han adskillige gange gjorde telefonisk.

Der udover har [person3] endvidere indgivet anmeldelse til [...], der på hans foranledning ydermere vil gøre [person3]s krav gældende overfor [...]. [person3] bemærker, at man tillige i sagen skal inddrage det forhold, at man i USA har en anden tilgang end i Europa, idet når man har indgivet en klage til [...], så tager de over for klienten (altså [person3]) og retter krav direkte mod persongruppen. Se hertil http: [...].html.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, 1. punktum, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18.

Af kursgevinstlovens § 25, stk. 1, fremgår, at gevinst og tab på fordringer og gæld, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet), jf. dog stk. 2-10, og § 22, stk. 1, samt §§ 36 og 37.

Af kursgevinstlovens § 26, stk. 2, fremgår, at gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

Landsskatteretten finder, at en fordring er en retligt krav på betaling af penge, der kan gøres gældende ved domstolene.

Bevisbyrden for skattemæssige tab påhviler klageren, ligesom det påhviler klageren at godtgøre, at der foreligger en pengefordring, der er omfattet af kursgevinstloven.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden bemærker, at den omtvistede fordring angiveligt er opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering på internettet. Debitor kan ikke identificeres, og fordringen er derfor ikke søgt inddrevet. Der foreligger ikke objektive beviser for fordringens eksistens eller for, at fordringen kan anses for tabt. Anskaffelsessummen må i øvrigt anses for at være 0 kr. Fordringen kan ikke anses for erhvervet for en højere kurs. Klageren har under disse omstændigheder ikke godtgjort at have ret til fradrag efter kursgevinstloven.

Et retsmedlem finder, at tabet på den omtvistede fordring er omfattet af statsskattelovens § 5, og at der derfor ikke er fradragsret herfor.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skatterådets svar på det bindende spørgsmål.