Kendelse af 30-03-2020 - indlagt i TaxCons database den 09-05-2020

Faktiske oplysninger

Klageren var ejer og direktør i [virksomhed1] ApS. Selskabet ejede hele anpartskapitalen i [virksomhed2] ApS, som ejede hele anpartskapitalen i [virksomhed3] ApS. Klageren var ligeledes direktør i selskaberne.

Det fremgår af [virksomhed1] ApS' årsrapport for 2009, at selskabet havde en egenkapital på 2.261.902 kr. Selskabets revisor har dog taget forbehold for værdien af selskabets egenkapital. Af revisorpåtegningen fremgår bl.a.:

”Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er indregnet til 2.263 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør - 6 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste år været negative. Nedskrivning til den bogførte værdi vil betyde at selskabets egenkapital nedsættes med 2.269 tkr. til - 7 tkr..”

Revisoren har også taget lignende forbehold i årsrapporterne for 2010, 2011 og 2012.

Det fremgår bl.a. af revisorpåtegningen fra årsrapporten for 2010:

”Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er indregnet til 2.263 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør -202 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste år været negativ. Nedskrivning til den bogførte værdi vil betyde at selskabets egenkapital nedsættes med 2.263 tkr. til -5 tkr.”

Af revisorpåtegningen fra årsrapporten for 2011 fremgår bl.a.:

”Forbehold

Grundlag for afkræftende konklusion

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er indregnet til 2.063 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør -623 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste ar været negative. Effekten heraf kan være, at årets resultat og egenkapitalen er opgjort optil 2.263 tkr. for højt.

Afkræftende konklusion

Det er vores opfattelse, at årsregnskabet, som følge af betydeligheden af det forhold, der er beskrevet i grundlaget for afkræftende konklusion, ikke giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2011 samt af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 1. januar 2011- 31. december 2011 i overensstemmelse med årsregnskabsloven.”

Af revisorpåtegningen fra årsrapporten for 2012 fremgår bl.a.:

”Grundlag for afkræftende konklusion

Årsregnskabet er aflagt med fortsat drift for øje. Selskabets driftsresultater og løbende betalinger af forfaldne poster fordre efter vor opfattelse en udvidelse af selskabets kreditfaciliteter. Ledelsen har ikke kunnet sandsynliggøre, at den nødvendige kapital kan fremskaffes.

Vi er derfor ikke enig i ledelsens valg af at aflægge årsregnskabet med fortsat drift for øje. Efter vores opfattelse burde årsregnskabet aflægges efter realisationsprincippet, hvilket ville reducere årets resultat og egenkapital væsentligt.

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er målt til 2.263 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør -957. og selskabets driftsresultat har de seneste år været negative. Effekten heraf kan være, at årets resultat og egenkapitalen er opgjort optil 2.263 tkr. for højt.”

[virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS blev opløst efter konkurs den 26. maj 2015 og [virksomhed3] ApS blev opløst efter konkurs den 19. maj 2015.

Klageren har også ejet [virksomhed4] ApS, der var moderselskab til datterselskabet [virksomhed2] ApS.

Det fremgår af [virksomhed4] ApS årsrapport for 2009, at selskabet har en egenkapital på 4.720.566 kr. Selskabets revisor har dog taget forbehold for værdien af selskabets egenkapital. Af revisorpåtegningen fremgår bl.a.:

”Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er indregnet til 3.066 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør 1.021 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste år været negative. Nedskrivning til den bogførte værdi vil betyde, at selskabets egenkapital nedsættes med 2.045 tkr. til 2.675 tkr.”

Revisoren har også taget lignende forbehold i de efterfølgende årsrapporter.

Det fremgår bl.a. af revisors påtegning i årsrapporten for 2010:

”Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er indregnet til 3.066 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør 958 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste ar været negativ. Nedskrivning til den bogførte værdi vil betyde, at selskabets egenkapital nedsættes med 2.108 tkr. til 3.558 tkr.

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af andre tilgodehavende, der i balancen er indregnet til 2.487 tkr. Vi har ikke fået forelagt tilfredsstillende dokumentation for værdiansættelsen. Effekten heraf kan være, at årets resultat og egenkapitalen er opgjort op til 2.487 tkr. for højt.”

Af revisorpåtegningen i årsrapporten for 2011 fremgår bl.a:

”Grundlag for afkræftende konklusion

Årsregnskabet er aflagt med fortsat drift for øje. Selskabets driftsresultater og løbende betalinger af forfaldne poster fordre efter vor opfattelse en udvidelse af selskabets kreditfaciliteter. Ledelsen har ikke kunnet sandsynliggøre, at den nødvendige kapital kan fremskaffes.

Vi er derfor ikke enig i ledelsens valg af at aflægge årsregnskabet med fortsat drift for øje. Efter vores opfattelse burde årsregnskabet aflægges efter realisationsprincippet, hvilket ville reducere årets resultat og egenkapital væsentligt.

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er indregnet til 3.066 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør 720 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste ar været negative. Det er vor vurdering, at der skal foretages nedskrivning og effekten heraf er, at årets resultat og egenkapitalen er opgjort optil 2.346 tkr. for højt.

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af de samlede tilgodehavender, der i balancen er indregnet til 4.745 tkr. Vi har ikke faet forelagt tilfredsstillende dokumentation for værdiansættelsen. Effekten heraf kan være, at årets resultat og egenkapitalen er opgjort optil 4.745 tkr. for højt.”

Revisor også taget forbehold i årsrapporten for 2012. Det fremgår bl.a. heraf:

”Grundlag for afkræftende konklusion

Årsregnskabet er aflagt med fortsat drift for øje. Selskabets driftsresultater og løbende betalinger af forfaldne poster fordre efter vor opfattelse en udvidelse af selskabets kreditfaciliteter. Ledelsen har ikke kunnet sandsynliggøre, at den nødvendige kapital kan fremskaffes.

Vi er derfor ikke enig i ledelsens valg af at aflægge årsregnskabet med fortsat drift for øje. Efter vores opfattelse burde årsregnskabet aflægges efter realisationsprincippet, hvilket ville reducere årets resultat og egenkapital væsentligt.

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af kapitalandele i datterselskabet [virksomhed2] ApS, der i balancen er malt til 3.066 tkr. Datterselskabets bogførte egenkapital udgør 683 tkr. og selskabets driftsresultat har de seneste ar været negative. Det er vor vurdering, at der skal foretages nedskrivning og effekten heraf er, at årets resultat og egenkapitalen opgjort optil 2.383 tkr. for højt.

Vi tager forbehold for værdiansættelsen af de samlede tilgodehavender, der i balancen er indregnet til 4.548 tkr. Vi har ikke fået forelagt tilfredsstillende dokumentation for værdiansættelsen. Effekten heraf kan være, at årets resultat og egenkapitalen er opgjort optil 4.548 tkr. for højt.”

[virksomhed4] ApS ophørte efter konkurs den 26. maj 2015 og datterselskabet [virksomhed2] ApS ophørte efter konkurs den 12. maj 2015.

Det fremgår af årsrapporterne for 2009-2012 for Ejendomsmægler firmaet [virksomhed2] ApS, at selskabet havde et tilgodehavende overfor klageren på:

Det fremgår af årsrapporterne for 2009-2012 for [virksomhed3] ApS, at selskabet havde et tilgodehavende overfor klageren på:

Det fremgår af årsrapporterne for 2009-2012 for [virksomhed4] ApS, at selskabet havde et tilgodehavende overfor klageren på:

Det fremgår af årsrapporterne for 2009-2012 for [virksomhed2] ApS, at selskabet havde et tilgodehavende overfor klageren på:

Af klagerens R75 for 2011 fremgår, at SKAT har beregnet en negativ formue på 3.415.827 kr. i 2011. Dette beror delvis på, at klageren har en gæld til pengeinstitut på 3.591.277 kr. ultimo 2011. Det fremgår endvidere, at klageren ejer en andel ejendom der er vurderet til 350.000 kr. Klagerens andel af ejendommens værdi er vurderet til 175.000 kr.

Klagerens repræsentant har over for Skatteankestyrelsen forklaret, at den ovenstående gæld vedrører ægtefællens ejendom. Ægtefællen ejede ejendommen 100 %. Idet hun havde begrænsede indtægter, blev det aftalt med banken, at klageren skulle stå som meddebitor på lånet, der var tilknyttet ejendommen. Ejendommen er solgt for nyligt og gælden er i den forbindelse indfriet fuldt ud.

Følgende fremgår af R75 for 2010-2012 vedrørende klagerens økonomiske og formuemæssige forhold:

Følgende fremgår af klagerens ægtefælle [person1]s R75 om hendes økonomiske og formuemæssige forhold:

Det fremgår endvidere af R75, at der udover én gældspost i [finans1] på 145.000 kr. (i alt 290.000 kr.) i indkomståret 2012, som ægtefællerne hæfter ligeligt for, hæfter ægtefællerne hver for sig for de øvrige gældsposter.

Klageren har ikke indsendt dokumentation for, at det er andre hæftelsesforhold end det, der fremgår af SKATs R75.

Det fremgår af tinglysning.dk, at klagerens ægtefælle [person1] erhvervede ejendommen til 4.400.000 kr., at der blev tinglyst endeligt skøde den 14. oktober 2005, og at hun solgte ejendommen til 7.495.000 kr. Der blev i forbindelse med salget tinglyst endeligt skøde den 8. november 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens aktieindkomst med 644.881 kr. for indkomståret 2010, 138.551 kr. kr. for indkomståret 2011 og 368.538 kr. for indkomståret 2012.

Som begrundelse er anført:

”Nedenfor er der opstillet udviklingen og beskatningen for de enkelte mellemregninger:

Det er SKATs opfattelse, at mellemregningerne med selskaberne ikke kan anses for at lån i skattemæssig henseende. Derimod anses hævningerne for at være skattepligtige udlodninger.

Långivning kan defineres som den situation, hvor en långiver giver en låntager ret til at disponere over et beløb med pligt til at betale det lånte beløb tilbage på nærmere fastsatte vilkår.

For at der kan være tale om et lån, skal der foreligge et retligt forpligtende gældsforhold, hvori der er stiftet en fordring. Det skal kunne dokumenteres, at der foreligger en tilbagebetalingsforpligtelse, og at der til denne ikke er knyttet uvisse fremtidige betingelser.

Som minimum skal der på tidspunktet for lånets indgåelse foreligge en aftale om forrentning, afvikling og sikkerhedsstillelse.

I kraft af at du ejer samtlige anparter både direkte og indirekte i selskaberne, har du dominerende indflydelse på selskabernes dispositioner. Der må derfor stilles skærpede dokumentationskrav til, at der er tale om et låneforhold og ikke skattepligtige udlodninger.

Det er SKATs opfattelse, at såfremt en evt. solvent kapitalejer ønsker, at SKAT skal acceptere, at løbende private hævninger i selskabet over mellemregningskontoen skal anses for lån, må det nødvendigvis kræves, at der vitterligt er tale om et lån, og at de betingelser som knytter sig til et lån er opfyldt.

Det fremgår af en række domme/afgørelser, at man ikke kun ser på, om personen er solvent eller insolvent på lånetidspunktet, men at det også vægter, hvorvidt der foreligger låne dokumenter, som kan dokumentere en retlig tilbagebetalingspligt på lånetidspunktet.

Der henvises til SKM2010.55ØRL (SKM2010.118BR)

Retten fandt det ikke godtgjort, at der var indgået en låneaftale. Retten anså derfor hævningen på kontoen for en skattepligtig udlodning fra selskabet.

SKM2011.755BR

Retten fandt det ikke godtgjort at det hævede beløb havde aktualiseret en reel tilbagebetalingsforpligtelse for skatteyderen.

SKM2012.29BR

Retten lagde som det første lagt vægt på, at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at der faktisk er indgået en låneaftale mellem selskabet og sagsøgeren, ligesom der ikke i forbindelse hermed er indgået nogen aftale mellem selskabet og sagsøgeren om hverken sikkerhed for lånet, forrentning af lånet eller vilkår for lånets tilbagebetaling

Lånet må betragtes som maskeret udlodning. Du vil blive beskattet af beløbet som udbytte jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Parternes "låneaftale" må anses for at være en kontrolleret transaktion, hvorfor SKATs forslag til ansættelse dermed er omfattet af den udvidede ligningsfrist jf. skattekontrollovens § 3 B stk. 1 og skatteforvaltningslovens § 26 stk. 5.”

Skattestyrelsen har den 22. august 2019 udtalt, at Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatteretten tiltrædes. Af Skattestyrelsens bemærkninger fremgår bl.a.:

”Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skattestyrelsen forslag til afgørelse.

Det er således fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klager skal beskattes af lånene over mellemregningskontoen efter ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Før ikrafttrædelsen af den nugældende ligningslovs § 16 E blev anpartshaverlån i praksis kun beskattet hos modtageren, hvis det var klart allerede på udbetalingstidspunktet, at anpartshaveren ikke ville være i stand til at tilbagebetale lånet som følge af insolvens.

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har bevist, at han var solvent på udbetalingstidspunktet. Dette begrundes med følgende:

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst skal nedsættes med 644.881 kr. for indkomståret 2010, 138.551 kr. kr. for indkomståret 2011 og 368.538 kr. for indkomståret 2012.

Til støtte for den nedlagte påstand er det gjort gældende:

”Til støtte for påstanden gøres gældende:

(...)

SKAT har i afgørelsen forhøjet [person2]s skatteansættelser for årene 2010-2012 med maskeret udlodning fra [virksomhed2] ApS, [virksomhed3] ApS, [virksomhed4] ApS og [virksomhed2] ApS med værdien af mellemregningssaldi opgjort ultimo hvert af årene 2010, 2011 og 2012.

SKAT oplyser i sagsfremstillingen, at selskaberne er opløst ved konkurs i maj 2015, og skattesagen bygger alene på regnskaber fra 2012 og heri oplyste tilgodehavende hos [person2]. Oplysninger om forholdene i efterfølgende indkomstår er således ikke medtaget i bedømmelsen.

Der er indledt tvangsopløsninger af selskaberne i 2014, og SKAT har således foretaget bedømmelsen af beskatningsgrundlagene i 2010-12 uden undersøgelse af de forhold, der har ført til konkursen i 2015.

SKAT har som begrundelse for korrektion blot henvist til en praksis om, at aktionærlån kan beskattes som maskeret udlodning i medfør af ligningslovens § 16 A. Den påberåbte praksis bygger på en forudsætning om, at aktionæren bedømt på tidspunktet, hvor lånet bevilges, ikke havde udsigt til at tilbagebetale lånet. SKAT har imidlertid ikke foretaget en bedømmelse af skyldnerens betalingsevne på dette tidspunkt, og har ej heller taget hensyn til de kreditfaciliteter [person2] rådende over i de år, der er optaget til bedømmelse.

Jeg bemærker i den forbindelse, at [person2] i alle årene har modtaget løn fra selskaberne. Lønnen er oplyst til skattemyndighederne, og der er afregnet skat efter skattekort. Klienten har således ikke finansieret privatforbruget ved skattefri udtræk eller ved lån i selskaberne. Jeg henviser til vedlagte lønoplysningssedler for årene 2010-12 samt årsopgørelser fra skattevæsenet for indkomstårene 2013 og 2014. (bilag 2-6).

[person2] havde i de år, der er optaget til prøvelse påtaget sig personlig hæftelse for de i sagen omtalte selskabers gældsforpligtelser til [finans2], og banken havde sikkerhed i selskabernes aktiver, der blandt andet omfatter aktier i [virksomhed5]. Selskaber drev to [virksomhed5]-mægler virksomhedet i henholdsvis [by1] og [by2].

Likviditeten i selskaberne er blev anvendt til nedbringelse af bankens samlede engagement hos de nævnte selskaber og hos [person2]. Dette er sket efter aftale med banken. [person2] har dermed ikke opnået økonomiske fordele, idet betaling af renter og afdrag på [person2]s lån i [finans2] blot bevirker, at [person2]s gældforpligtelse overfor banken stiger tilsvarende i kraft af, at [person2] hæfter personligt for al gæld til banken. [person2] gæld til selskaber i 2010-2012 beror derfor bankens kreditvurdering.

Ved betalinger bogført på mellemregningskontiene i 2010-2012 har banken således vurderet, at klienten havde mulighed for at betale forpligtelserne. Dermed er der ikke grundlag for at statuere udlodningsbeskatning i 2010-12, som forudsat af SKAT. Selskaberne er først gået konkurs i 2015, og forholdene i 2014 og 2015 om realisation af selskabernes aktiver kan ikke danne grundlag for bedømmelse af klientens betalingsevne i 2010-12. Hverken banken eller [person2] havde forventninger om, at krisen på ejendomsmarkedet ville blive så langvarig, som den blev. Bedømmelsen af spørgsmålet om klientens betalingsevne i 2010-12 skal ske på grundlag af forholdene i de nævnte år og ikke på forholdene ved selskabernes konkurs i 2015. Den påberåbte ligningspraksis kan dermed ikke danne grundlag for at foretage beskatning i årene 2010-12.

I de år, der er optaget til prøvelse er der foretaget både indbetalinger og hævninger på mellemregningskontiene, jf. specifikationerne på side 3 og 4 i SKATs sagsfremstilling. Dette dokumenterer, at selskaberne fortsat var i drift, og at de opgjorte mellemregningssaldi var udtryk for reelle lån, der byggede på finansieringsaftalerne med [finans2]. Dispositionerne var således driftsmæssigt betingede og er ikke udtryk for udlodning til en insolvent aktionær. Havde dette været tilfældet, kunne banken allerede i 2010 have opsagt kreditten. Det gjorde banken ikke.

Der er derfor ikke belæg for SKATs udsagn i sagsfremstillingen om, at hævninger er motiveret af klientens personlige interesser i selskaberne. Forholdet er det modsatte, nemlig at posteringerne på mellemregningskontiene er godkendt af banken og medtaget i bankes kreditvurdering.

Der er heller ikke belæg for SKATs udsagn om, at klienten ikke var i stand til at tilbagebetale lånene, idet [finans2] ikke havde opsagt kreditterne til selskaberne. Banken fortsatte netop med at disponere likviditeten ud fra forretningsmæssige overvejelser. Mellemregningskontiene er dermed udtryk for reelle lån.

Ansættelsen af maskeret udlodning i medfør af ligningslovens § 16 A i årene 2010, 2011 og 2012 bør derfor ophæves.”

Retsmøde

På retsmødet i Landsskatteretten anførte repræsentanten bl.a., at det var en forudsætning for, at man kunne drive mæglervirksomhed under [virksomhed5]’s navn, at man ejede [virksomhed5]-aktier. Disse aktier blev værdiansat af [virksomhed5], og de havde derfor den værdi som [virksomhed5] havde fastslået. Værdien af [virksomhed5]-aktierne i selskabet [virksomhed2] ApS var på ca. 3.000.000 kr. i den påklagede periode, og [virksomhed4] ApS ejede [virksomhed5]-aktier til en værdi af ca. 2.800.000 kr.

Repræsentanten anførte endvidere, at banken foretog løbende vurdering af klageren og klagerens selskaber. Banken havde på intet tidspunkt nægtet klageren lån eller forlangt disse lån tilbagebetalt.

Repræsentanten anførte på baggrund af de fremlagte bilag, at klagerens husstand havde haft et samlet rådighedsbeløb på ca. 10.500.000 kr. i den pågældende periode. Repræsentanten fastholdt derfor, at klageren ikke skulle beskattes for optagelse af aktionærlån, da klageren var solvent.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om stadfæstelse og anførte bl.a., at man ikke kan lægge senere begivenheder til grund ved vurderingen af, hvorvidt klageren var solvent ved optagelsen af aktionærlånene. Dvs. at hverken ejendommens salgspris i 2017 eller klagerens lån i de efterfølgende år kan lægges til grund ved solvensvurderingen.

Landsskatterettens afgørelse

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer, medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Inden ikrafttrædelsen af den nugældende ligningslovs § 16 E (lån ydet fra og med 14. august 2012) gjaldt efter praksis og Ligningsvejledningen 2008-2011 afsnit S.F.2.2.4.2, at lån, som opstod ved, at hovedaktionæren løbende hævede beløb over mellemregningskontoen til betaling af private udgifter, anerkendtes i skattemæssig henseende, når aktionæren var solvent. Vurderingen af solvens skal foretages på tidspunktet, hvor hævninger blev foretaget, jf. SKM.2009.523 BR.

Hvis det derimod efter en bedømmelse af aktionærens økonomiske forhold måtte antages, at aktionæren ikke var i stand til at tilbagebetale lånet, måtte hævningerne i almindelighed beskattes som løn fra selskabet. I det omfang, aktionæren ikke udførte et arbejde for selskabet, som svarede til hævningerne, betragtedes disse dog som maskeret udbytte.

Retten finder på baggrund af bl.a. SKM2019.178.BR, at det må påhvile skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at han var solvent på tidspunktet for udbetalingerne.

Ved vurderingen af klagerens betalingsevne kan der tages hensyn til hans ægtefælles økonomi. For så vidt angår den faste ejendom udgør realkreditgælden mere end den offentlige ejendomsvurdering. Det kan derfor anerkendes, at ejendommens værdi og gæld heri holdes ude af opgørelsen.

Klagerens anparter i selskaberne anses ikke at udgøre et aktiv af værdi i nogen af de pågældende indkomstår. Ved vurderingen af anparternes værdi medtages selskabets fordring på klageren ikke, idet en eventuel værdi heraf ikke anses at udgøre en tilbagebetalingsevne for klageren. Der er herudover henset til, at det fremgår af revisorpåtegningerne fra [virksomhed1] ApS årsrapporter for de pågældende år, at selskabet egenkapital bør ansættes til et negativt beløb. Det fremgår endvidere af revisorpåtegningerne fra [virksomhed4] ApS årsrapporter for de pågældende år, at der tages forbehold for værdien af selskabets kapitalandele i datterselskabet og de samlede tilgodehavender. Det fremgår endvidere af revisorpåtegningerne fra årsrapporten for 2012 at revisor mener, at årsregnskabet burde aflægges efter realisationsprincippet og ikke med fortsat drift for øje.

Henset til klagerens og hans ægtefælles samlede økonomi, anses klageren ikke at have været solvent i de pågældende indkomstår.

Klagerens og hans ægtefælles formue har ikke haft en værdi, der kan modsvare gælden til selskabet. Klageren anses herefter ikke, at have været i stand til at indfri gælden til selskabet på lånetidspunkterne i de pågældende år. Lånebeløbene anses herefter for en udlodning efter ligningslovens § 16 A.

Byrettens dom offentliggjort i SKM2017.472.BR anses ikke at kunne ændre herpå, da de faktiske forhold ikke er sammenlignelige. Ved dommen var der blandt andet tvivl om værdien af skatteyderens selskaber, hvilket ikke ses at være tilfældet her.

Endelig bemærker Landsskatteretten, at den af SKAT foretagne ændringer af klagerens ansættelse må anses for omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, hvor fristerne efter stk. 1 og 2 først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb. Der er således tale om en kontrolleret transaktion, og klageren er omfattet af § 3 B i skattekontrolloven. Ansættelserne er dermed rettidigt foretaget.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.